"Heh ..."

Selmy havde altid været så nem at skræmme. Der skulle ikke meget til. Det var netop derfor, det havde været så morsomt at gemme sig for ham og siden springe frem for at lokke de små, forskrækkede gisp ud af Kiefersønnen.

Nu behøvede Adelbert ikke engang at gemme sig længere.

"Går du og dagdrømmer?" Han skubbede sig væk fra muren og gik Selmy i møde med åbne arme. Da afstanden mellem dem var lukket, trak han ham ind i en omfavnelse.

De var såmænd blevet lige høje. De dage, hvor Selmy havde kunnet tårne sig op over ham, var lykkeligvis forbi.

"Selvfølgelig er alt vel." Hans hånd gled ned til svajet i Selmys ryg og trak ham en smule tættere ind til sig. "Jeg ser dig jo aldrig længere. Så jeg er da bare glad for at se dig."

En lille hvid løgn.

Måske.

Han vendte ansigtet en smule mod Selmys øre. Det lyse hår kildede hans kind og fik tankerne til at strejfe Ceelia. Der var noget næsten irriterende velkendt over de lyse lokker. Så tæt på kunne han et øjeblik forestille sig, hvordan det ville være at holde om hende i stedet.

Det ville selvfølgelig være en noget anden oplevelse.

"Og så ville jeg jo bare lige høre, hvordan det står til med min kammerat. Han har det jo med at gøre et stort nummer ud af alting." Det blev sagt, som om de to delte en ganske indlysende forståelse af Theodores tilbøjelighed til dramatik. 

Går du og dagdrømmer?

Selmy havde netop gjort dette. Han tvivlede dog på, hvorvidt han havde været så tydelig i ansigtet, at Adelbert kunne se dette, eller om det i virkeligheden var Adelberts forsøg på at gætte rigtigt.

Woah! Selmy nåede ikke at svare. Han bremsede sin gang imod ham, da Adelbert pludselig bredte armene, og han ligefrem forsøgte at træde et skridt tilbage, for at undgå at støde sammen med ham. Men for sent. Han var havnet ind i hans omfavnelse. Der var han bare overhoved ikke endnu. Nok var de nærmest vokset op sammen, men Selmy havde aldrig brudt sig om at være fysisk med nogen, og især ikke Marcel-fætteren. ”Adelbert-” Prøvede han, og forsøgte at trække sig væk, uden at være alt for uhøflig. Han trak dog en tydeligt irriteret grimasse, da venligheden lignede mere og mere hån.

Adelbert ville gerne høre hvordan det gik med Theodore? Ha! Som om. Denne gang fik Selmy puffet ham væk fra sig, simpelthen ved at placere sin hånd på hans bryst og skubbe ham væk med en strakt arm. ”Hold op med det der!” Han så den anden ind i hekseøjnene med et temmelig iltert blik nu ”Jeg ved ikke hvad du pønser på, men jeg er ikke din ven, og jeg er ikke din familie endnu.” Endnu… Intet var sat i sten. Men Adelbert var endnu en grund til ikke at blive gift med Petre.

Selmy skrånede kritisk på hovedet ”Er du beruset?”

Selmy blev stiv som et bræt i Adelberts arme. Ligegyldigt hvor meget han forsøgte at holde ham i krammet, og gøre ham blød så nyttede det ikke noget. Han kunne lige så godt have krammet et vaskebræt, og det havde været lige så behageligt. 

"Uh..." Han blev puffet væk, og Adelbert trådte et lille skridt bagud for at holde balancen. Han foregav et såret udtryk. "Du er så skide mistroisk..." mumlede han anklagende og børstede ikke eksisterende støv væk fra sit tøj. Nu prøvede han rent faktisk at være venlig, og det var takken?

"Vi er praktisk talt familie," bemærkede han med et lille tilt af hovedet. 

"Beruset?" Han skar en mærkværdig grimasse og kneb øjnene sammen. Han slap et fornøjet grin, og rystede kort på hovedet inden han kørte sin hånd gennem det glatte fyldige hår. "Tror du virkelig det? Vi må altså ikke drikke her." Adelbert lagde armene over kors igen og så Selmy an. 

Så vred. Det var faktisk ret irriterende at han så sådan på ham. Adelbert havde ikke engang gjort ham noget. Ikke i lang tid. Gik drengestregerne fra barndommen ham virkelig stadig på? 

Han sukkede tungt. "Bærer du virkelig så meget nag?" Han betragtede ham med et undersøgende blik. Men stemmen var ikke spottende, mere oprigtigt undrende. Hvad nu hvis Adelbert kunne vinde ham over? Det fik hjertet til at hamre spændt. Ville det gøre Ernie glad at få Selmy tilbage? Nu vidste han jo... hvad Ernie egentlig var til. 

Vi er praktisk talt familie.

NEJ!!!

”Hvorfor opfører du dig så sådan?” Fløj det uvenligt ud af Selmy, som havde bakket tilstrækkeligt væk fra ham. Så meget som man nu kunne, her ved udgangen af bygningen. Men altså, helt ærligt? Man gik da ikke bare sådan hen og krammede folk på den måde. Og især ikke, når de aldrig havde været på kram. Den eneste grund til at de overhovedet var på fornavne, var fordi Selmy aldrig havde været på efternavn med sine naboer. Så derfor gav det heller ikke mening at være på efternavn med nabobørnenes fætter, da han begyndte at dukke op. Selmy havde altid haft en nagende følelse af, at Adelbert bare fulgte efter Ernie, gjorde som Ernie og snakkede som Ernie. Men kunne han mon have fået sin egen personlighed? Nok ikke… Selmy havde set hvordan han kæmpede mod Theodore. Og han havde fået en klar fornemmelse af, at de to ikke kunne lide hinanden.

”Hvad vil du? Andet end at forstyrre?” Spurgte Selmy stift som modsvar til det der, frem for at svare på, om han bar nag. For selvfølgelig bar han nag. Ernie havde været slem nok at have boende så tæt på sig. Men at Ernie havde haft et lille barn til at gå og kalde ham nedladende øgenavne og skære ansigtet af ham, når Ernie ikke selv lige kunne være der, havde været dråben, der skulle få bægeret til at flyde over.

Ville Adelbert mon lade ham gå forbi? Selmy vendte aldrig ryggen til ham, selvom han burde. Men han trådte et skridt længere mod døren, for at teste hvad Adelbert ville gøre, for at standse ham.

Adelbert fortsatte med at iagttage Selmy, som mest af alt mindede ham om en hidsig kat der slog fra sig bare man nærmede sig. "Måske prøver jeg rent faktisk bare at være sød ved dig?" Han trak på skuldrende, og sendte ham store øjne som var det Selmy der lige nu var på tværs og opførte sig uhøfligt. 

Han tog et skridt frem, da Selmy lagde an til at gå udenom ham. Adelbert var ikke færdig med ham. "Er det virkelig så svært at forestille sig?" Og Adelbert gjorde virkelig sit bedste for at vise sig fra sine gode manerer lige nu. Det ville være så nemt bare at falde tilbage i sin sædvanlige jargon og drille Selmy. Men... det gavnede ham ikke. Ikke hvis han skulle charmere sig ind på Selmys søster i fremtiden. 

"Jeg vil gerne... Hmm... at vi starter forfra?" De grønne øjne hvilede forventningsfuldt på Selmy. Et skævt lille smil trak i mundvigen. 

Sød ved ham!? Selmy så ham med dyb vantro i øjnene. Hvor meget Selmy end ville tro på det, så kunne han bare ikke forestille sig det. Ligesom han havde svært ved at forstå, at Ernie, den værste af dem alle, var begyndt at opføre sig lige så mærkeligt og ordentligt for tiden.

Selmy stoppede op, men nøj, det var ikke med hans gode vilje. Den eneste grund til at han ikke bare sparkede ham over skindbenet og løb videre, var fordi Selmy skulle forestille sig at være den voksne af de to. Adelbert var kun seksten år, måtte han huske.

”Det ved jeg ikke om vi kan,” Svarede Selmy ærligt. Han havde ikke noget at miste med Adelbert, og vigtigst af alt, han var ikke bange for ham. Adelbert var allerhøjest irriterende. Så nu skulle han vide besked… ”Det er i hvert fald, meget sent du kommer til mig, og prøver at lege familie og venner med mig,” Uddybede han og rankede sig, for at fremstå den smule højere ”Desværre for dig, har Ernie influeret dig i så mange år. Han har gjort dig til hans lille mini-Ernie, og du har været meget svær at elske.” Måske endda ligefrem øretæveindbydende. Men Selmy så sig helst ikke slås med et lille barn.

Det ved jeg ikke, om vi kan.

Til trods for at Adelbert kun havde opsøgt Selmy for at få en fod indenfor hos Ceelia, gav ordene en mærkelig genlyd et sted dybt inde i ham.

Han var jo ligeglad med, om Selmy holdt af ham eller ej. Det var han. Men alligevel gjorde det et eller andet ved ham at få at vide, at han var svær at elske. Adelbert gjorde sit bedste for at holde ansigtet neutralt, men kæben strammede sig en anelse. Han pressede læberne ind mellem tænderne, før han slap dem igen med en kort prusten, der gav genlyd i den ellers stille gang.

"Okay, okay." Han løftede begge hænder foran sig i en fredelig gestus. Som for at vise, at han faktisk ikke havde tænkt sig at gøre Selmy noget. Han tog endda et skridt tilbage for at give ham plads. Det var vel sådan, man skulle gøre med dyr, der følte sig trængt op i en krog, ikke?

"Jeg tager de ting tilbage, jeg har sagt om dig." Han så alvorligt på Selmy. Næsten påpasseligt. De næste ord var sværere at få frem, end han havde forestillet sig. Hvilket var latterligt. Det var jo bare ord. Et par små stavelser, som folk gik og slyngede om sig med hver eneste dag. "Unds ... skyld, Selmy." Adelbert sank og sendte ham et brødebetynget blik. Det bedste, han kunne præstere.

Selmy anede ikke, at han havde såret Adelbert med sine ord. Aldrig havde nogen af Marcelbæsterne virket særligt påvirkede af, hvad Selmy syntes om dem, eller hvad han sagde om dem. Men han havde forventet en helt anden reaktion fra Adelbert. Mere lusket smigr.

Selmy betragtede Adelberts hænder mens de var i den gestus, som fik Selmy til at føle sig underligt… aggressiv. ”Mrr...” Han klappede i og spændte lidt i kæben. Han brød sig virkelig ikke om det her. Han mindede sig selv om, at han godt kunne tage imod en undskyldning, men at han ikke var forpligtet til at tilgive ham.

”Måske er det godt, at du kom herhen…” Mumlede Selmy så lavt, at det lige så godt kunne have været til ham selv. Men at komme væk fra Ernie, var måske første skridt… Næste skridt ville være, ikke at gå efter Theodore her.

”Jeg tilgiver dig den dag Theodore mener du er blevet en fin fyr,” Selmy vendte ansigtet væk, så han ikke behøvede at tage stilling til de øjne Adelbert lavede. Aldrig havde han set ham lave den slags øjne før. Lige nu manglede han Theodore til at banke noget fornuft ind i knolden på ham. Minde ham om hvorfor han fortsat skulle hade Adelbert og ønske ham død og borte.

”…Ved du egentlig hvorfor Ernie er blevet så…” Han skævede forsigtigt om mod Adelbert ”stille?”

"Hm?" Hvad sagde han? Adelbert løftede brynet spørgende og lænede siden af hovedet lyttende frem. Han kunne ikke høre hvad Selmy sagde når han stod der og tyggede på ordene. 

Jeg tilgiver dig, den dag Theodore mener du er en fin fyr.

Han slog lidt opgivende ud med armene og sendte Selmy et træt blik. Hvis han skulle vente på Theodores tilgivelse kunne han vente længe. Den gik ikke... Aldrig om Adelbert gad at slikke røv på den lille mide. Et lille ujævnt grin slap de bløde læber, og han måtte trykke sig på næseryggen. 

Han skulle lige til at sige noget, da Selmy bragte Ernies mærkelige adfærd op. De grønne hekseøjne blev knebet vurderende sammen. Hvad ville være smart at sige her? 

"Du ved det altså ikke?" Han løftede brynene forundret. Næsten helt oprigtigt. Adelbert havde da troet at Theodore med sikkerhed ville have gået til Selmy og fortalt ham om hvordan han havde trygnet Ernie. Så hvorfor havde han ikke dét? Adelbert løftede fingrene til læberne og lod dem hvile der, mens han betragtede Selmy bekymret. 

Hvad? Selmy blev lidt sur på Adelbert, da alt han gjorde, var at slå opgivende ud med armene, da Selmy havde fortalt sit krav til ham. Selvfølgelig. Adelbert var lige så rådden som sin fætter, når alt kom til alt. Det var helt sikkert fordi Adelbert selv var blevet behandlet råddet hele sit liv af sin fætter og alle de andre Marceller. Måske lige på nær Petra, men hun var stadig underlig. Men det var ikke nogen undskyldning.

Nej, Selmy vidste det ikke. ”Sig det,” Krævede han utålmodigt. Han brød sig ikke om hvordan Adelbert formåede at vække en nysgerrighed hos ham. Han havde ikke forventet at Adelbert vidste hvad han snakkede om. Men der var åbenbart en årsag, og det havde sikkert meget lidt at gøre med, at de to familieoverhoveder havde bedt dem om at slutte fred en million gange. Eller at Selmy havde sagt undskyld for at kaste det der fladbrød i hovedet på ham.

Selmy stod næsten helt stift på stedet, med et godt greb om den tunge lægetaske. Han lignede ikke en der var på vej til at gå. Så Adelbert, den lort, havde vel vundet for nu.