Knurrede han? Lille hvalp altså! Selmy blussede stadig op i kinderne. Det var selvfølgelig klart.

”Mig? Tyvstarte?!” Pustede Selmy fornærmet over anklagen. Det kunne da godt være at han havde tyvstartet en lillebitte smule, men han havde ikke brugt sine tænder, som et eller andet vildfarent gadekryds.

De to venner sloges om hvem der skulle have lov til at være øverst. Desværre for Theodore var Selmy ikke særlig gentleman eller sportslig. Han havde sat sig for at demonstrere overfor Theodore, at han sagtens kunne klare ham. At han kunne køre ham træt ganske hurtigt. Selmy kunne selv mærke, at hans egne muskler ikke var vant til at slås på denne her måde, men adrenalinen i hans krop forsynede ham med energi og fik hans hjerte til at slå endnu hurtigere.

Han mærkede hvordan Theodore forsøgte at skubbe ham væk, og som modsvar fik Selmy lagt sig fladt og frontalt ned på ham. Han bemærkede hurtigt hvor han var landet med sine egne hofter, og det fik ham næsten til at fryse fast på stedet, og han ville ikke lade sig rykkes væk under nogen omstændigheder. Theodores hånd havde placeret sig ved hans brystkasse, men hans forsøg på at rykke ham væk, blev bare mødt af modstand. ”Mhh…” Selmy pustede ud gennem næsen. Theodore bevægede sig så anderledes under ham. Det virkede næsten eksperimentelt… Og Selmy  fik svært ved at greje hvorvidt det her var et meget udspekuleret trick til at slippe ud af hans greb, eller om Theodore overhoved vidste hvad han gjorde med de skubbende bevægelser. For Selmy mærkede dem mod sig lige nu, og han følte sig så umådeligt tung i kroppen lige nu. Og varm. 

Af en bogorm… ha… er du ret stærk.

”Hva?” En mørk skælven i hans vejrtrækning afslørede, at han måske lidt havde glemt, at de stadig sloges. Han blinkede lidt med øjnene og løftede hovedet en smule, for at se ned på ham. Theodore så helt færdig ud, på en måde som han ikke havde set ham før. Selmy slap ham ikke fri af den grund. Han havde holdt sig stift og fængslende over ham i noget tid, men nu hvor Theodore var for ør og svimmel til at give et ordentligt forsøg på at skubbe ham væk, skubbede Selmy sig frem med hoften og pressede mod Theodores forsøg på modstand. Et væld af følelser skyllede ind over Selmy på samme tid. Svimmelhed i hovedet, der efterlod hans tanker tomme og sveden kold, mens al varmen koncentrerede sig præcis lige der hvor han mærkede Theodore mod sin egen krop. Og så mærkede han den dunkende fornemmelse af lyst, der fik hans hjerte til at slå så hårdt og ujævnt, at det fik alting til at snurre så faretruende i hans krop. Dunken for trommehinderne og en snurrende følelsesløshed i fingrene. Han havde åbenbart klemt så hårdt fat i Theodores ene håndled.

Theodores suk var som et dybt endeligt åndedrag. Selmy sagde ingenting. Han kunne ikke gøre andet end at holde vejret, selvom det gjorde ondt på ham.

Hvad var dog det her?

Hva? Theodore var lige ved at svare med et lige så forvirret hva, men kom i tanke om, at det faktisk var ham, der havde sagt noget først. "Bog… orm," fik han kvækket frem, som om det på en eller anden måde skulle forklare alting. Der havde været mere han ville sige. Det var han næsten sikker på. Noget vældig vittigt, endda. Men ordene var forsvundet et sted mellem hans tunge og det besynderlige slør, der havde lagt sig over hans tanker.
Hans læber skiltes en anelse, mens han stirrede op på Selmy. Den andens pupiller var blevet så store, at det grå næsten var forsvundet fra hans øjne. Som to mørke brønde, hvori Theodore kunne skimte sit eget spejlbillede. Han så en fremmed dér. En dreng med blussende kinder og et blik, der syntes at stille spørgsmål, hans mund endnu ikke havde lært at forme.

Så han sådan ud?

"H…" Mere nåede han ikke. Selmy bevægede sig imod ham, og en sitren fór gennem Theodore, som havde nogen spændt en usynlig streng gennem hans indre og slået den an. Den dirrede endnu, længe efter bevægelsen var ophørt. Fingrene krøllede sig hårdere om stoffet på Selmys ryg, indtil knoerne blegnede. Han burde skubbe ham væk. Det havde jo været hele formålet med deres brydekamp, for pokker da også... Men hans hænder syntes at have glemt forskellen på at holde fast og give slip. 

Jorden var hård under hans ryg, og græsstråene kildede mod hans nakke, hvor kraven havde forskubbet sig. Over dem drev skyerne dovent hen over himlen, ganske upåvirkede af, at Theodore Ljungberg tilsyneladende var ved at miste forstanden. Han forsøgte at trække vejret. Luften kom i små, ujævne stød, som om hans lunger havde glemt, hvordan de plejede at arbejde. For hver bevægelse mellem dem blev det sværere at huske, hvad de egentlig kæmpede om. Han kunne ikke længere finde ud af, om han forsøgte at skubbe Selmy væk eller blot klamrede sig til ham.

Så mærkede han ubehag i håndleddet. Selmys fingre havde sluttet sig så hårdt om det, at en snurrende følelsesløshed var begyndt at brede sig ned i Theodores hånd. Han vred det instinktivt, men det var et halvhjertet forsøg. Hans opmærksomhed var allerede blevet stjålet af noget ganske andet.

Vinden strøg køligt hen over de åbne græsmarker, men hans kinder brændte som smedjens esse. Det prikkede helt ud i ørerne. Som havde nogen lagt et glødende kul et sted dybt i ham, hvor hverken vind eller vand kunne nå. Og det besynderligste var, at han ikke vidste, om han ønskede det slukket.
Han kendte godt til den slags varme. Eller rettere, han kendte til dens besværlige eftervirkninger. Den havde det med at dukke op om morgenen, ganske uden invitation, og var efter sigende bare endnu en af de mange urimeligheder, man måtte finde sig i som dreng. Men aldrig sådan her. Aldrig med Selmy så tæt på, at han ikke længere kunne finde ud af, hvor den andens krop sluttede, og hans egen begyndte. Det var dybt problematisk. Især den besynderlige fornemmelse, der havde samlet sig i hans underliv.

"Mh.." Theodore pressede læberne sammen og drejede ansigtet bort. Det hjalp ikke synderligt. Selmy var stadig over ham. Hans varme, hans vægt, hans hænder, hans åndedræt. Alt sammen så frygteligt nærværende, at Theodore ikke anede, hvor han skulle gøre af sig selv.

Som Selmy holdt vejret, var det også som om tiden stod stille og bare kiggede den anden dreng dybt ind i øjnene. Theodore stirrede op på ham. Måske så han lidt skræmt ud? Uden tvivl mærkede han præcis det samme som Selmy gjorde lige nu. Det kunne han mærke på ham. Det var det der havde fået Selmy til at holde vejret og holde sig fuldstændigt stille mod ham. Han mærkede hvordan Theodore skælvede samtidigt med at han klamrede sig til ham på en måde, der fik Selmy til at fornemme, at han nok ikke skulle rykke på sig endnu. Hvorfor vidste han ikke, dog. Var det fordi det var dejligt eller fordi det gjorde ondt? Måske en blanding af begge. Selv ønskede Selmy at bevæge sig, enten tættere på eller længere væk. Bare én af de to… Men én var dog at foretrække.

Han lyttede til hans stemme. Der blev aldrig sagt noget, men han kunne høre den i hans sparsomme vejrtrækning, og det gjorde ham syg af en mærkelig form for længsel. Hvordan kunne han få mere af det? Og ville det nogensinde blive nok?

Et lille gisp undslap Selmy. Luften han havde holdt indespærret så længe, undslap endelig. Det gjorde så ondt på ham at forholde sig helt stille. Hans vejrtrækning overdøvede Theodores. Den lød desperat. Forpustet. Opstemt. Afskyelig, tænkte Selmy om sig selv, inden han lukkede øjnene skamfuldt. Det allersidste han havde for sit indre blik, var Theodore, som lagde sit hoved ned i græsset. Med ansigtet vendt bort, hvad end det så måtte betyde. Selmy Bøjede hovedet i afmagt indtil hans let svedige pande landede ved Theodores ene skulder. Næsen blæste hårdt luft mod pelsen ved halsen. Bare for et øjeblik. Og han løftede sig en smule fra hans krop, men det skulle vise sig kun at være kortvarigt, for hans hånd, rystende, gled forfjamsket og i blinde ned og fandt Theodores hofteben, og pressede ham ned mod sig selv, lige akkurat som han bevægede sig frem.

Han havde håbet på at det ville forløbe sig diskret, men hans støn mod Theodores skulder var som en varm fugtig plet efterfulgt af en lyd der kom som en overraskelse for ham selv. Diskret blev det ikke. Og det hjalp heller ikke på stivheden i kroppen, der var blevet til en smerte, der kun kunne dæmpes af den nydelse han fik ud af, at gnubbe sig uforskammet mod hans bedste ven. Igen og igen. Han turde slet ikke løfte hovedet og se op, for at se konsekvenserne i øjnene. ”åhnn” Klynkede han med ansigtet begravet ned i Theodores skulder. Forbandet…!

Gåsehuden bredte sig langs Theodores fugtige hals, da Selmys ånde strejfede den tynde hud som et fløjlsblødt pust. Han åbnede munden mere, men der kom ikke en lyd - kun et forsøg på et sluge mere luft ned i sine lunger. Omtumlet, som var verden et øjeblik blevet vendt på hovedet, åbnede Theodore øjnene og søgte Selmy gennem sine mørke vipper nu da vægten af ham forsvandt. Hvor skulle han hen? Luften dirrede omkring dem, og hans puls dunkede som fjerne trommer i ørerne. Var det slut? Et sug åbnede sig i hans mave, da Selmys hånd fandt hans hofte. Det var ikke slut. "Hn." Et øjeblik syntes himlen at forsvinde, og græsset voksede sig højt omkring dem, som var jorden ved at sluge dem begge, idet Selmy bevægede sig imod ham.

Selmys stemme dryppede ud et sted ved hans skulder, flødeagtig og blød, men med en salt undertone af desperation. Theodore lukkede øjnene hårdt og sukkede lavmælt, overfladisk med både næse og mund. Med en tung, summende fornemmelse, som var blodet i hans årer blevet erstattet af tusindvis af myrer, løsnede han grebet om Selmys ryg. Hånden gled længere ned, indtil fingrene fandt kanten af Selmys uniform og krøllede sig om stoffet. Theodore gengældte i små prøvende gnub mens han sank hårdt. Det blev ved. Og ved. Hans hjerne var ikke andet end mos og pulsslag nu. Hjertet måtte da snart sprænge brystkassen, så voldsomt som det hamrede. "n-Åh..!" Lyden slap ud, før han nåede at standse den. Så fremmed og høj, at han et øjeblik forestillede sig, den måtte være kommet fra en anden. Som havde hans krop fundet et sprog, hans tunge endnu ikke kendte. Han blinkede forskrækket. Var det ham? Åh, det var det selvfølgelig. Hvem ellers? Græsset plejede trods alt ikke at stønne.

"Selmy..." Han kunne knap høre sin egen stemme. Vidste ikke, om navnet virkelig havde forladt hans læber, eller om vinden havde grebet hans skælven, inden det nåede frem. "Mhr..." Han sank og forsøgte igen, denne gang en anelse tydeligere, men hæst. "Selmy." Som forsøgte han at vække dem begge fra en drøm uden at skræmme nogen af dem.