Stønnene. Fareeds ivrighed. De våde, slibrige lyde fra Ares' fingre, når de bevægede sig i det hårde tempo. Det hele gjorde hans øjenlåg tungere og blikket mørkere. 
Selv da Ares trak hånden til sig, fortsatte Fareeds bækken med at dirre og rykke efter mere, som om kroppen nægtede at acceptere, at berøringen var forsvundet. Ares blev hængende ved synet et øjeblik.

Det her skulle forestille at være hævn. Så hvorfor zalans nød Fareed det så meget?
Ares kunne ikke greje ham. Prinsen havde set på ham med væmmelse. Kaldt ham hæslig. Et dyr, der burde aflives. Og nu lå han dér og stønnede Ares' ros mellem ordene, som om han ikke kunne få nok af præcis det bæst, han foragtede.

Måske havde evnen noget at sige alligevel.

Tanken strejfede ham igen. Måske var det den, der styrede noget af den hede desperation, Fareed lå og sitrede af. Den ville i hvert fald forklare noget. Men ikke alt.
Og hvorfor ville jeg nogensinde sige dét? Ares tiltede hovedet en anelse. Afventende i al sin påtagede nonchalance, mens han fortsat lod spidsen pirre lige dér, hvor Fareed så tydeligt ønskede mere, uden at give ham det.
Fordi jeg bad Dem om det. Det var næsten svar nok. Trods hånden omkring håndleddene — og trods Ares' greb, der straks strammedes, da han mærkede bevægelsen — hævede Fareed sig alligevel en anelse fra puderne.

Ares betragtede ham uden et ord.

Jeg vil kneppes af dig, Ares.

Hjertet slog et ekstra, hårdt slag. For zalans. Et lavt bandeord slap ud mellem Ares' tænder. Fareed havde gjort det med vilje. Selvfølgelig havde han det. Ikke givet Ares de ord, han havde krævet, men nogle andre. Hans navn, hvisket på den dér næsten kælne måde, efterfulgt af præcis det, Ares allerede vidste, prinsen ønskede.

Og det værste var, at det virkede.

Ares' kontrol glippede akkurat længe nok. Han pressede sig ind i Fareed, centimeter for centimeter, og følelsen af prinsens krop omkring sig fik et øjeblik resten af rummet til at forsvinde. Kæben spændte. Et hæst åndedrag slap gennem næsen.
Bare dét var nok til at han var lige ved at komme, men han nægtede at miste kontrollen så hurtigt.

Nu var det hans tur til at dirre. Ares' frie hånd fandt Fareeds kæbe og lukkede sig omkring den, fast nok til at holde hans ansigt på plads. Prinsen kunne lukke øjnene, hvis han absolut ville, men åbnede han dem igen, skulle det være Ares, han så.

Det hæslige ansigt. De gyldenbrune øjne. Ham.

"Fint..." Ordet kom luftigt og sammenbidt. Ares bevægede hoften og pressede sig dybere ind. Et dæmpet "mh..." slap ham, før han nåede at kvæle det.
Så stødte han til igen. Og igen. Fareed ville ikke sige det, Ares havde krævet? Fint. Så kunne han få noget andet ud af ham. "Så støn mit navn." Ares kneb øjnene sammen og trak sig langsomt tilbage, uden at slippe grebet om prinsens kæbe. "Jeg vil have hele paladset til at vide, hvem De bliver besudlet af lige nu." Så drev han hoften frem igen.

Det var kun et øjeblik af triumf der gik igennem Fareed, da han så hvordan Ares ikke kunne stå for det. Navne var en magtfuld ting, og hvem ville ikke gerne høre deres eget navn blive brugt. Især når Ares så gerne ville. Hans temperament var jo bare løbet af med ham. Han kommenterede end ikke på den faste hånd der pludselig blev taget om hans kæbe, som næsten at holde ham fast.
Men øjeblikket blev hurtigt erstattet af lyst og nydelse, som Fareed skød ryg igen, som han mærkede Ares langsomt trænge ind i ham. "Ja, ja, du er så god," hviskede han, og strittede imod hvor han blev holdt fast, men ikke fordi han ville være fri, men fordi han bare ikke kunne ligge stille. Hovedet blev forsøgt drejet, men det blev trods alt holdt fast. "Du er så stor. Perfekt til mig."

Ligeså stille gled Fareeds øjne i. Han ville ikke se de ar, han ville bare føle manden over ham, men det var som om at Fareed ikke længere havde ligeså meget kontrol over sig selv. For næsten med hvert stød åbnede han øjnene lidt og kiggede ind i Ares' øjne, og så præcis hvem det var der var igang med at tage ham præcis som han ønskede.
Det var dog stadig trodsige, men måske også udfordrende øjne. "Hvis du er god, får du det," hviskede Fareed, som endnu et støn ramt ham. "Hvis mig at du fortjener det, bæst." Hans fingrede fleksede, som Ares fik ramt spottet, og et højt støn trak ud af ham. "Jah, der! Lige der. Ah giv det til mig. Vis mig hvad du kan." Navnet ville slippe ud, men Fareed ville have mere først, ville have Ares til at arbejde for det; tvinge ham til at sige det.

Som blev han selv grebet af vanviddet, drevet videre af Fareeds støn og lydene af deres våde sammenstød, der rungede gennem salen og satte sig som voldsomme vibrationer gennem kroppen, slap luften stakåndet fra Ares.

"Ah..." Perfekt til mig. Jo flere perverse bemærkninger Fareed kastede om sig med, desto hårdere blev Ares' bevægelser. Rytmen. Varmen. Den måde prinsens krop tog imod ham på. Ares bed tænderne sammen og fortsatte, mens hjertet trommede så voldsomt, at pulsen igen begyndte at sløre hans blik. Han kunne knap nok se Fareed ordentligt gennem sin egen tiltagende lyst.

Og alligevel fandt han øjnene hver gang. De trodsige, lysegrå øjne, der gled i, men aldrig formåede at blive lukkede særlig længe. Før eller siden åbnede de sig igen, og så var det Ares, Fareed blev nødt til at se på. 

Det trak et fjernt, selvtilfreds smil frem på Ares' læber hver eneste gang.

Bæst. Der kom det igen. Ordet burde efterhånden have mistet sin virkning. Fareed havde brugt det så mange gange, at Ares næsten burde være blevet døv for det, men i stedet satte det sig som endnu et stød af irritation gennem ham. Tempoet steg. Fareeds høje støn skar gennem salen, og lyden satte sig direkte i Ares som ny drivkraft.

Giv det til mig. Ares slap Fareeds kæbe, mest fordi han havde brug for begge hænder til det næste. Han satte sig bedre tilbage på knæene. Lod det ene af prinsens ben blive liggende på puden under sig, mens han løftede det andet i en hurtig bevægelse og drejede Fareeds hofte en smule med. Det udstrakte ben kom op langs Ares' brystkasse, og han slog armen fast omkring låret for at holde det dér og trække Fareed tættere ind mod sig. 
"Nh!" Et luftigt brum vibrerede dybt i Ares' bryst. Da han igen pløjede sig ind. Dybere nu. Fareed ville have mere først. Ville stadig have Ares til at arbejde for det, som om prinsen lå inde med en belønning, Ares skulle gøre sig fortjent til.

Det fik smilet til at vokse. Selv sådan her forsøgte Fareed at bilde sig selv ind, at det var ham, der uddelte godbidderne. Ares' blik gled tilbage til hans ansigt. "De elsker det..." Ordene kom hæst mellem de tunge åndedrag. "Hva'?" Mundvigen trak sig højere.

"De er så sulten efter mere. Ah"

Det var overraskende så medgørlig Fareed var i denne her position, som om at der var intet han ville mere end bare bøje sig for Ares ' ønsker. Hans krop var blød, og han satte sig ikke imod, som Ares forsøgte at ændre vinkel, for at komme dybere ind, for at sætte sit præg.
"Du er så god til det. Så god ved mig. Giv mig det. jeg kan tage det. Mind mig om det bæst du er." Fareed følte som om at han var ved at smelte i alle sine sanser, og hans nu frie hænder gravede sig ned i puderne ved hans sider, men det var som om at det ikke var nok at fastholde i. Han havde behov for et anker.

Han kunne mærke hvordan Ares rykkede på ham, men intet havde alligevel forberedt ham på hvor dybt han så følte Ares, og endelig fik Ares sin 'belønning'. "Ares!" Det var halvt gemt bag et højlydt støn, men det var der, og det blev hurtigt klart, at det ikke var den eneste gang han skulle høre det fra Fareed, som endelig var ved at gå til at nydelse.
"Ares, du er så god ved mig. Ah, det er så godt. Jah, blev ved. Ares Ares Ares-" som filteret fuldstændig forsvandt fra Fareeds sind. "Bliv ved. Der... AH lige der." Fareed kunne ikke engang fokusere på Ares eller hans ar mere, som han bare blev taget højere og højere op i ekstasen. Alt han kunne se for sig var mørke krøller og gyldenbrune øjne, med en intensitet han sjældent havde set.

Jeg kan tage det. Mind mig om det bæst, du er.

Ares' pupiller udvidede sig. Mind mig om... Så det tændte alligevel den forkælede prins. Ikke bare at blive taget, men at blive taget af netop dét, han havde brugt hele eftermiddagen på at kalde et bæst.
"Ha... ah... nhg—" Ares hev efter vejret og sank hårdt i et forsøg på at fugte den tørhed, der havde samlet sig i halsen. De overfladiske støn fortsatte med at slippe fra ham for hver bevægelse og føjede sig til det larmende ekkokaos omkring dem.

Ares.

Små stjerner begyndte at danse i kanten af hans allerede slørede syn. Hele kroppen dirrede kort. Tæt på. Alt for tæt på. Ares trak vejret skarpt ind og tvang sig til at fortsætte, selv da Fareeds stemme steg omkring ham.

Ares. Gåsehuden kriblede hen over huden. Ares. Ares. Ares. Hver gang mere desperat end den første. Vilddyrstæmmeren kunne ikke lade være med at nyde synet af, hvad han gjorde ved prinsen. Fareed, der havde nægtet ham navnet. Fareed, der havde villet have ham til at arbejde for det.

Nu kunne han tilsyneladende ikke holde op med at sige det.

"Mhm... jah..." Et hæst smil trak i Ares' mundvig. "Så dygtig." Han drejede hovedet mod benet, han stadig holdt tæt ind mod brystkassen. Tungen gled hen over Fareeds læg, og tænderne strejfede den perfekte, solglødede hud uden rigtigt at bide til.

Han kunne snart ikke holde igen. Men bare... lidt... endnu. Et øjeblik lod Ares panden hvile hårdt mod Fareeds læg. Så overvældet af sin egen nydelse, at han havde brug for et fysisk holdepunkt. Øjnene gled i, og han gav sig hen til den vedvarende rytme, mens åndedrættet kom varmt og ujævnt mod prinsens hud. "Mh... hn..." Han kunne mærke sig selv forsvinde længere ind i det. Fareeds stemme. Hans navn. Den bløde krop, der ikke længere kæmpede imod vinklen, men tog imod alt, Ares gav ham.
"Åh f— De tager mig så godt—" Ordene knækkede over i et halvkvalt støn. Han bed uvilkårligt om læggen mens Ares' frie hånd søgte ned mellem dem og fandt Fareeds lem. Grebet lukkede sig omkring ham, og hånden begyndte at følge den samme vedvarende rytme som resten af Ares' krop.

Det var som en elektricitet der gik igennem hans krop, som han mærkede tungen og så tænder på sit ben. Så lille en ting, men noget der bare fik hele hans krop til at summe.
Og det blev bare ved som tænderne så endelig satte sig. Hans hud uvillig til at lade noget bryde igennem, men Fareed kunne mærke det nok, og så kom hånden.

"Oh!" Hans tæer krøller næsten i sig selv af nydelsen som om at alle hans sanser var ved at blive overvældet af ting der blev gjort til ham. "Ah-Ares... jeg kan ikke... du føles så god. Du er så god." Han kunne mærke at han var så tæt på udløsningen, så så tæt.
"Hurtigere! Hårdere. JAH!" han ville bare nå til det sidste, og han kunne næsten ikke mere. "Jeg... jeg kommer." Ordene nåede kun lige at forlade ham, inden et stort støn lød, hans muskler trak sig sammen og han kom udover Ares' hånd, dog ikke nær så meget som tidligere i Ares' mund.
Hele hans krop rystede let som han gik gennem orgasmen. Hans øjne gled i, og der var bare et udtryk af total nydelse i hele hans ansigt, som om at han ikke helt kunne tro at han kunne nå et punkt så højt. Det føltes så godt... så rigtigt. Han skulle bare ikke tænke på manden der stadig holdt ham op. 

Hurtigere – hårdere.

Ares klemte øjnene hårdere sammen, og tænderne bed til omkring Fareeds læg. Prinsen blev ved med at stønne. Dirre. Kalde hans navn.
Han kunne mærke Fareed stramme omkring pikken, og en faretruende varme skyllede gennem ham. Et dybt støn rungede fra Ares' brystkasse, efterfulgt af et anstrengt fnys, da han tvang sig selv til at holde fast i den smule kontrol, han endnu havde tilbage.

Så kom Fareed. Ares rettede sig en smule ved lyden. Sæden klistrede sig om hans fingre og håndled, mens hånden fortsatte nogle få øjeblikke endnu, malkede det sidste ud af prinsen, før grebet endelig slap. "Åh..." Det slørede blik fandt Fareed. Mørkt. Tungt. Endnu mere tåget i kanterne end før.

Hofterne fortsatte deres rytmiske rul, hurtigere nu, hårdere, mens vejrtrækningen satte sig højt og overfladisk i svælget. Det ene åndedrag nåede knap at slippe ud, før det næste blev hevet ind. Hele kroppen summede.
Han følte sig høj. Svimmel. Fareeds navn var forsvundet fra rummet, men ekkoet af hans eget syntes stadig at sidde fast et sted inde i Ares.

Ares. Ares. Ares. 

Kroppen begyndte selv at dirre. For zalans—Ares trak sig hastigt ud af Fareed, lige akkurat tidsnok til at få flyttet sig ind over ham. Hånden fandt hans pik og førte den mod prinsens alt for pæne ansigt. "Nh... hahH—!" Udløsningen ramte ham hårdt. Han kom ud over Fareeds ansigt med et skævt, kvalt udbrud, mens hånden pumpede det sidste ud af ham mellem ujævne støn. Så bukkede Ares sig krampagtigt forover. 
Han rystede endnu. De mørke krøller hang fugtige og svedige ned omkring ansigtet, og et par tunge åndedrag gik, før fingrene endelig slap om sig selv.

Ares åbnede øjnene. Et øjeblik betragtede han bare Fareed under sig, mens han forsøgte at synke de alt for overfladiske åndedrag og få verden til at holde op med at gynge. Så trak den ene mundvig sig langsomt op. Hah. Han måtte indrømme, at han følte sig temmelig tilfreds med sit værk.

Sikke et griseri på det fine ansigt. Det perfekte, fejlfri Kazimi-ansigt, som havde set på Ares' ar med så stor væmmelse. 
Ares prustede lavt gennem næsen. Så slap spændingen endelig ud af kroppen, og han lod sig dumpe ned på ryggen i puderne ved siden af Fareed. Brystkassen hævede og sænkede sig voldsomt. Nu skulle han bare... have vejret igen.

Fareeds krop føltes som om at den brændte. Den var oversensitiv som Ares blev ved med at hamre ind i ham, men han ønskede ikke andet i dette øjeblik. Han ønskede varmen i sig, og følelsen af næsten ikke at kunne gå, så han lod Ares forsætte som han næsten vred sig i nydelsen.
Og så inden Ares kunne komme i ham, trak han sig ud, og Fareed, der stadig kun halvt var til stede, havde ikke regnet med at føle varmen et helt andet sted.

Han mærkede de varme dråber på sit ansigt, og instinktivt lukkede øjnene for ikke at få dem i øjnene, og et væld af følelser samlede sig i ham. Den næsten tågede følelse af begær var væk, ligesom sidste gang, en noget hård kontrast, men noget der virkede som om at der stadig var en flig af den tilbage, som om at han denne gang ikke kunne ryste Ares helt af sig.
Han lagde mærke til hvordan Ares dumpede ned ved siden af sig, og hans øjne smallede sig lidt. Hans egen hånd rakte op for at tørre noget af sæden af sig, og hvis han ikke havde følt hvor meget det var så blev det hurtigt klart som han mærkede det med sin hånd. Et lille fnys forlod ham. Han kunne dog ikke skjule hvordan han selv stadig prøvede at få vejret.

"Du føler dig nok stolt, gør du ikke?" spurgte Fareed, tonen kold igen, som om at der bare skete et skift i Fareed det øjeblik han ikke længere var fuld af begær.
Han rakte hen med hånden der nu havde Ares' sæd på sig og lod den køre fra tindingen og ned af kinden, så Ares' ansigt, og dele af hans hår, også havde sæd i sig. Så de var to om at dele denne oplevelse.

Ares' øjne var fortsat lukkede, mens han langsomt forsøgte at få kontrol over den overfladiske vejrtrækning. Ind gennem næsen. Langsomt ud igen. Et lille suk slap ham. Nu manglede hjertet bare at forstå, at det ikke længere behøvede at hamre løs bag ribbenene.
Kroppen føltes fugtig. Kold, pludselig, nu hvor varmen begyndte at fortage sig, og temperaturen i den store sal igen lagde sig omkring dem. Ares kunne høre på Fareeds vejrtrækning, at prinsen selv kæmpede med at finde tilbage til noget, der mindede om en normal rytme. Det gav ham en sidste, lille tilfredsstillelse.

Så talte Fareed. Kulden i stemmen var ikke til at tage fejl af. Ares åbnede ikke øjnene med det samme. Stolt? Nej. Det var ikke helt ordet. Noget ved det hele sad stadig alt for mærkeligt i kroppen til, at han ville kalde det stolthed. Men en sød lille hævn? Jah. Dén kunne han godt tillade sig at nyde lidt endnu. Et hånligt fnys blev derfor det eneste svar, Fareed fik.

Ares åbnede det ene øje og skævede mod ham netop som prinsens hånd kom imod hans ansigt. Han nåede knap at registrere bevægelsen, før de fedtede fingre blev trukket fra hans tinding og ned over kinden. "Tsk—" Ares slog hånden væk og trak hovedet til sig med et irriteret fnys. Men han var ikke hurtig nok. Kindbenet klistrede. Han tørrede det hastigt af med håndryggen og nåede akkurat at tro, at dét var det, før han mærkede noget fugtigt mellem krøllerne ved tindingen. Det sad også i håret. Ares' ansigt faldt fuldstændig.

"For zalaens..." Han gned irriteret efter det, han kunne få fat i, betragtede kort hånden og tørrede den uden større respekt af i en af de fine puder. Fareed kunne vel få sine tjenere til at bekymre sig om den senere.

Så sank Ares tilbage igen. Han drejede hovedet mod prinsen og betragtede ham et øjeblik. Begæret var nærmest forsvundet fra Fareeds ansigt. Den mand, der få øjeblikke tidligere knap havde kunnet holde Ares' navn ude af munden, var allerede ved at ligne prinsen igen. 

Det var næsten imponerende.

Ares' eget blik blev tørt. "Kan jeg så forvente, at De lader mig være fra nu af?"

Hævnen var sød, omend hvor lille, og der trak næsten et lille smil op i den ene mundvige, som han så på Ares' reaktion på hans eget sæd der nu var over hans ansigt. En sød hævn når Fareed vidste at Ares ville bære det med sig, som han forlod palæets murer. Mindre sød med hvordan han kunne mærke hvordan noget af det hang i hans eget skæg.

Fareed satte sig lidt mere op i puderne. Man kunne stadig se at hans vejtrækning var lidt for hurtig, men han gav stadig næsten en aura af en prins, til trods for hvilket stadie han var i.
"Du får det til at lyde som om at du ikke ønskede det," sagde han med et fnys, for Ares havde været noget entuasiatisk her til sidst, uanset hvor meget han ville benægte det.
"Men nuvel, du kan gå," sagde han og vinkede lidt med hånden i en indikation om at Ares kunne gå ud af døren. Der lød dog intet løfte om at han ikke ville genere Ares mere, for... Fareed følte sig ikke sikker i sin sag.
Han kunne mærke ubehaget omkring Ares' udseende, men alligevel var der også noget andet der trak i ham. Den del af hans krop der var helt igennem brugt og tilpas efter hvad de havde lavet. En ting han ikke kunne tillade sig at dvæle i. Ikke som tingene var. 

"Hm — lad mig se." Ares skyndte sig at afbryde prinsen, før han nåede at tænke synderligt meget over det. Næsten samtidig med Fareed kom han brat op at sidde i puderne. Bare hvis prinsen skulle finde på noget igen, havde Ares ikke tænkt sig at ligge henslængt og gøre sig let tilgængelig.

Han løftede den ene hånd og begyndte demonstrativt at tælle på fingrene.

"Jeg blev hentet fra mit arbejde uden at få at vide hvorfor. Jeg anede ikke, hvor jeg skulle hen. Jeg blev slæbt gennem Deres bade og rørt ved af jeg ved ikke hvor mange fremmede hænder. Jeg blev tvunget til at smide mit tøj foran Dem..." Ares lod hånden blive hængende mellem dem et øjeblik og løftede brynene.
"Skal jeg fortsætte?" De gyldenbrune øjne hvilede tungt og uimponeret på prinsen. Fareed kunne mene om resten af dagen, hvad han ville. Ares havde bestemt ikke ligget passivt hen til sidst — dét ville være en temmelig latterlig påstand efter det, der lige var foregået mellem dem.

Men det var heller ikke Ares, der var mødt op ved palæet og havde bedt om noget af det her.

Nuvel, du kan gå.

Et hårdt fnys slap gennem næsen, og Ares vendte hovedet væk. Aha. Forhåbentlig sluttede det her så. Det skulle dét. Han kom op fra puderne, selvom de ellers gjorde deres bedste for at lokke ham tilbage i varmen og få ham til bare at lukke øjnene et øjeblik. Ikke på vilkår. De bare fødder satte i stedet målrettet over det kølige gulv efter den lånte robe.

Ares samlede den op og trak den hurtigt omkring sig, fik armene på plads og fumlede bindebåndet sammen med mere hast end omhu.

Ud. Det var egentlig det eneste, han havde lyst til nu. Han nåede næsten at vende sig mod døren, før noget gik op for ham. Ares så ned ad sig selv. Så tilbage på Fareed. "De skulle tilfældigvis ikke vide, hvor mit eget tøj er?"

Fareeds øjne blev kun smallere som Ares vovede at være flabet omkring det hele. Havde han overhoved nogen idé om hvem det var han talte til? Hvem det var han havde forulempet på den måde.
Jovist havde Fareed initieret det begge gange, men det var ikke som om at Ares havde været uvillig nogen af gangene. Han virkede næsten som om at han havde fået mere nydelse ud af det denne gang.
"Du lyder også som en der ikke er klar over hvem det er du står overfor," lød det endnu køligere, og ikke uden den trussel der lå i de ord, selvom Fareed heller ikke lignede en der havde tænkt sig at gøre noget drastisk ved Ares i dette øjeblik.

Heldigvis forstod Ares godt at det ikke var et forslag, men en direkte opfordring at han skulle ud, og Fareed var vitterligt også kun få øjeblikke fra at læne sig ned i puderne endnu engang.
Et lille grin undslap Fareed som Ares spurgte om hvor hans tøj var. "Det var ikke på min befaling de skrubbede dig, så du må jo finde dem der gjorde det mod dig," sagde han blot, som et hånligt smil dansede på hans læber. Måske hvis Ares havde været lidt mindre trodsig, så havde Fareed følt sig venlig nok til at dirigere ham mod hvor de formentlig var, men nu? Overhoved ikke. Ares kunne få lov til at gå ud af de døre med sæd i hovedet og en kåbe der kun lige akkurat skjulte hans krop.

Adamsæblet bevægede sig, da Ares sank hårdt ved Fareeds kølige reprimande. Han knyttede næverne og strakte fingrene igen med et lille knæk i leddene, som forsøgte han at beherske sig fra at komme med flere... uhøflige ord til prinsen. Et lydløst suk hævede brystkassen, og han bøjede hovedet et øjeblik, så krøllerne faldt længere ned omkring ansigtet.

Selvfølgelig vidste han, hvem han stod overfor. Hele situationen var bare blevet så absurd, at han havde glemt sig selv et øjeblik. Det var jo heller ikke ligefrem normalt at skulle huske på korrekte tiltaleformer over for en mand, man netop havde kneppet i stykker i hans egne puder. Men Fareed var stadig Fareed. Stadig en Kazimi.

"Beklager. Deres Højhed." Forhåbentlig passede dét ham bedre.

Ares kørte hånden ned over ansigtet og prustede ind i fingrene ved Fareeds hånlige grin. Mhm. Hvad havde han egentlig forventet? Armene faldt slapt ned langs siderne igen, mens han stirrede udtryksløst på prinsen og derefter ned ad sig selv. Skulle han virkelig hjem i det her? Roben var dyr, men den blev stadig kun holdt sammen af et bindebånd, og røg dét op, ville hans krop endnu en gang blive til skue for flere end prinsen og hans tjenere. Dertil kom håret, der stadig klistrede, og duften af olie, sved og alt det andet, han helst ikke ville tænke nærmere over. Ares magtede ikke tanken om at skulle bevæge sig hele vejen hjem sådan.

Men han ville heller ikke tigge.

Kæben arbejdede et øjeblik, mens han stirrede mod dørene. "Som De vil." Det var vel heller ikke nogen hemmelighed længere, hvad der var foregået herinde. Ikke hvis de havde kunnet høres bare halvt så tydeligt gennem dørene, som Ares mistænkte. At han nu forlod lokalet med rodet hår og en kåbe, der kun lige akkurat skjulte kroppen, kunne ikke være hans problem. Fareed havde bedt ham gå, og Ares havde ikke tænkt sig at give prinsen mulighed for at ombestemme sig.

Uden flere ord gik han hen til dørene og tog fat i håndtaget. Han tøvede alligevel et kort øjeblik. Hovedet nåede næsten at vende sig tilbage mod Fareed, før Ares stoppede sig selv.

Han trykkede håndtaget ned og forsvandt ud.

Måske kunne nogen andre være mere behjælpelige med at finde hans forbandede tøj.

Det var mere som det skulle være. Den rigtige tiltaleform og en vis form for æresfrygt, som han burde have. Ikke at det stoppede den lette dunken imellem hans ben, eller hvordan han stadig mærkede de tørrende dråber af sæd i hans ansigt.
Men trodsigheden var væk, og selvom Fareed måske næsten forventede at den ville blusse op igen, så virkede det som om at Ares blot gik, og accepterede sin skæbne, til en mærkelig skuffelse for Fareed.

Han rystede på hovedet, som dørene gik i. Det var blot orgasme hjernen der spillede ham nogle pus og det var alt det handlede om. Det var ikke... noget som helst andet.

Hans blik forblev på døren, måske næsten for længe, inden at han rakte op og tørrede noget af sæden af i sin finger, som han kiggede på, inden han tog den ind i munden, væk fra deres akt, væk fra at Ares kunne se det. Kun for ham selv.
Han lod smagen af Ares glide over hans tunge, som han tog fingeren til sig igen, inden han sank den lille smag af ham han havde fået. Kun et stille "Salt" forlod ham, inden han rejste sig op, og så gik mod hans egne gemakker igen.
Han havde virkelig behov for et bad. For at vaske deres aktiviteter af sig, men nok endnu mere, at vaske Ares af sig.