At blive pakket op af Dorians liflige hænder var en eksklusiv oplevelse. Én Robin ikke havde forestillet sig, da han første gang mødte den velklædte, veltalende diplomat. Men her lå han nu. Blandt støvede pergamenter og gamle bøger, afdøde forfattere som deres eneste vidner til Sharas forførende ilddans.
Som konstruerede Dorian en gud under sig - med tilbedende berøringer og blikke, der kunne få en mand som Robin til at rødme - valgte han, at sænke sig mere og mere ned i den andens magt. Tilfreds, dog langt fra mættet.

Hvor var det heldigt, for dem begge, at det netop var her Dorian valgte at træde ind denne nat. En skam, at der næppe ville komme flere af dem. Men for nu...
Lod han sig brændemærke af sin mørke prins' silkebløde tortur. 

Robin nikkede svagt. Varmede sig ved det legesyge smil der viste de skarpe tænder – lod sig fange af en nysgerrig tanke; hvad der mon gjorde dem så spidse. Men før han nåede videre med den, stjal noget andet hans opmærksomhed. Noget bedre. 
Hårene på maven rejste sig, musklerne trak sig i et kort, kildrende gys, før kroppen fandt rytmen i de fjerlette fornemmelser den bløde næse efterlod på vejen. Han lagde armen under hovedet. Gjorde det lettere at betragte hvordan de lyse, bølgede lokker gled længere ned ad ham. 
Dorian mindede ham om en tilbeder foran sit alter. Og i dette tilfælde, ville Shara forhåbentlig tilgive, at i nat var det Robin, og ikke hende, han gav sin hengivenhed til. 
"Mh... Dorian.." sukkede han lavt. Blikket fulgte ham gennem tunge vipper, mens hånden endelig fandt sit mål. Læberne skiltes i et lydløst åndedrag. 

"Måske..." han sank. Skød hoften utålmodigt frem, bevidst; for at mærke mere til håndens vægt, "er det en teori du har lyst til at teste?" Øjnene glimtede udfordrende, småfarligt ved tanken. Og så gik de hurtige fingre i gang med at åbne mere. Et øjeblik dvælede hans blik ved hænderne - ved det, der skete - før det gled mod døren. Der var ikke mange gode undskyldninger han kunne finde på, hvis de blev opdaget sådan her. 

Den anden fik da lagt sig godt til rette. Hovedet under armen, et farligt, alt for kønt smil, og fantastisk blottet for det sultne glimt i Dorians sorte øjne. De kiggede op, imens han gled nedad - det var en skyldig fornøjelse, at se hvad han kunne få frem af reaktioner. Og følte et dæmpet stød af lyst, da Robins blik låste sig i hans, med sukkersøde suk som kaldte hans navn. 
Det kunne han godt gøre flere gange. 

Utålmodigt, ikke bange for at lade det vise. Det fik en dæmpet klukken listet over halvdæmonens læber, som sagtens forstod en hentydning, et mere fast skub tilbage i skridtet. "Selvfølgelig.." og han fik med fingersnilde hurtigt åbnet op for de stramme bukser. ".. især når det er med dig"
Burde han holde ham på pinebænken? Sikkert. Det ville se bedst ud, så man det udefra; det ville sætte ham i et pænere lys og fodre det simrende ego. Men spørgsmålet var nok mere om han kunne. Fordi det var svært at holde igen. 
Og intet i ham - ikke engang det korte blik imod døren - gav ham lyst til at være diskret med sit begær efter mennesket, og Dorian løftede et ubekymret bryn. Hvad der skete, måtte ske, han havde allerede overgivet sig til steppebrandens bankende varme. Og ønskede, higede næsten efter, at blive forbrændt under den andens røde sol. 

Imens han trak ned i bukserne - forsøgte at få dem møvet nedover røven, så han kunne få noget reel plads at arbejde på - kælede han fjerlet for den utålmodige rejsning. Forsigtigt, for at få størrelsen med, og fjerlet blidt, bare for at være irriterende. Dansede sin dans om den varme grød - lidt kunne han alligevel holde sig i skindet. 
Men der skulle ikke mange lyde eller opfordringer til, førhen Dorian med et tilfreds prust endelig lod sig overgive 'overtale', og pakket hans stive jeg frem. Lagde de fyldige læber imod spidsen, og med en forventingsfuld brummen, lod sig sænke langsomt ned i det krævende skød. 

"Sikke en ære..." Ordene gled ud i et lavt suk, båret af et mageligt, næsten selvtilfredst smil på de hævede, stadig varme læber.  Der var ingen tøven at spore hos Dorian. De fintformede bryn løftede sig en anelse, som om alt andet i rummet var blevet irrelevant - reduceret til støj, eller en eftertanke - mens hans opmærksomhed samlede sig om én ting. At afklæde Robin. Med et let løft hævede han sig fra sofaen, mærkede trækket i bukserne, og hjalp til, utålmodigt, næsten rastløst, da stoffet blev skubbet væk. Gåsehuden rejste sig langs lårene fra temperaturskiftene, et sitrende gys fulgte efter, mens Dorians varme ånde gled hen over huden, og blev hængende.

En varm, fokuseret sky af hede fasttømrede sig af de fjerlette berøringer, en susen over sensitiv hud der fik ham til at spænde i forventning. Robin kneb øjnene sammen et øjeblik, læberne skiltes lydløst, mens han betragtede de elegante hænder bejle ham. Udforskede og undersøgte størrelsen. Dorian trak tiden... det skarn, og Robin kunne høre lyden af sit eget åndedræt overdøve trangen i sit eget kød. 
"Kan du lide hvad du ser?" siden han tog sin tid med at kigge, jo. Spørgsmålet gled ud med en kant af noget drilsk, noget udfordrende og han løftede brynet en anelse, som om han ikke helt var tilfreds med tempoet; men lod det ske alligevel.
Et lille rul med hofterne sagde resten, gør noget, kom igang, og han prustede tungt ud af næsen - ved at gå til - eksplodere af lyst og utålmodighed, nu hvor den andens mund var så tæt på.  

Luften blev trukket skarpt ind gennem tænderne. Våde, sensuelle bløde læber omsluttede ham. Endelig. 
Fornemmelsen ramte ham i et ryk, sendte gnister til hjernen der fik blikket til at flimre kort, ukontrolleret. Han følte Dorians brummen glide gennem kroppen, som små eksplosioner der fik benene til at dirre. 
"Dorian..." navnet faldt tungere nu. Hånden fandt vej til det pjuskede hår, greb, men uden at styre endnu. Øjnene gled i. For at mærke det bedre. For at give slip... bare lidt.

Det var en genkendelig spænding der voksede i halvdæmonens indre, da han gav sig i kast med arbejdet. En blanding af at ville imponere, og ville underholde. At tilbede og tilgive, ikke særlig bleg for at lægge sig ud. Han havde så meget at give af, når det kom til disse glæder. Og jah. Han kunne skam li' hvad han så. Hvad han hørte, og hvad han smagte. Blikket skævede lidt op imens han tog resten af Robins lem ind, sørgede for at trække vejret ind i næseborene, et tilfredst lille glimt da han hørte sit navn. Sagt så fantastisk, at det var en stille symfoni for de spidse ører, og han greb næsten lidt belønnende roden af skaftet, for også at sætte en hånd i arbejde. 
Han var en stor mand. Men Dorian havde haft sine oplevelser; hans erfaring gjorde ham godt. 

Den anden hånd krøb med stille forventning op af Robins lår. Greb lidt hårdere fat, så neglene fik lov til at efterlade små røde halvmåner i den bløde hud. Det føltes som om at musklerne spændte sig under hans vilje. Som vibrerende strenge fra en ny violin. Som om at den stærke krop var hans at forme - i hvert fald lige i det her øjeblik - og Dorian havde skam tænkt sig at lære sit instrument at kende. 

Øjnene lukkedes, og efterhånden som han fandt den gode rytme, listede der sig også nogle nydende brum ud fra halvdæmonen. Hånden i hans hår var velkommen. Sammen med den overfladiske vejrtrækning, og det hastigt bankende hjerte, var det en svimlende, berusende varme der spredte sig i hans krop. Fik det til at dunke heftigt i hans skridt, tændt på tanken om Robins nydelse.

I dette øjeblik var der ikke andet end Dorian.

Ikke rummet, ikke bøgerne, ikke den fjerne verden udenfor; kun fornemmelsen af ham, tæt, varm, opslugende, som en langsom bølge der trak Robin ned i sig igen og igen, indtil det var umuligt at skelne mellem hvor han selv begyndte, og hvor Dorian tog over. Begær slørede hans blik, og fik loftets aftegninger til at flyde sammen i usammenhængende mønstre. 
Nydelsen kom dybt, som en lav tone, der vibrerede gennem kroppen og satte sig i knoglerne, fik ham til at spænde op og give efter på samme tid, et åndeligt gys der trak vejret fra ham, uden helt at tage det. Og så smerten. Neglene, der sank ind i hans lår, nok til at forankre ham, gøre det hele klarere, skarpere, som om verden snævrede sig ind til de steder, hvor Dorian rørte ham. 

"Skai…" Et orkisk bandeord faldt fra ham i et ujævnt åndedrag, råt og næsten ærbødigt, men allerede opløst i noget tungere, noget mere hengivent, mens hans blik flimrede og langsomt fandt tilbage; ned mod ham, mod bevægelsen, mod den måde Dorian arbejdede på med en rolig, næsten ubesværet sikkerhed. Som om han vidste præcis, hvad han gjorde ved ham.
"Ah…" Et åndedrag mere end et ord. Han kunne ikke lade være med at se på ham. Studere, tage ind, forstå. Den mørke koncentration. Den måde Dorian lod sig opsluge af det, som om det ikke blot var noget, han gjorde, men noget han nød.

Noget, der lignede ejerskab. 

Robin løftede hovedet en anelse, kroppen spændt i en blød bue, som om han ubevidst søgte tættere, mere, uden helt at ville indrømme det. 
"Se på mig…" Stemmen var lavere nu, tungere, båret af noget der lå lige på kanten mellem begær og opløsning. Han ville ikke nøjes med fornemmelsen. Han ville se det i ham. "Jeg vil se dig, Dorian…" Fingrene gled dybere ind i hans hår, grebet strammede en anelse. For at forankre ham dér, i det øjeblik, hvor intet andet eksisterede.

På mange punkter, ville Dorian være svær at skuffe. Han tog imod mange og meget, overraskende ufordømmende hvis tanken bagved ikke var alt for selvisk. Og så selv der, ville han sjældent sætte hælene hårdt i. 
Men, at imponere ham, var en anden sag. 
Robin havde dog formået at resonere med ham. Noget fantastisk selvisk, voksede fra høfligt mørke. En fælles interesse, et forbudt sted, en fælles attraktion, men ganske forskellige tilhørsforhold. Og hans sjæl sang for det. 
Han krævede at blive tilbedt, men ligeså meget at give igen. Og Robin var joh så gavmild med sin ros. 

Skai. Ordet rungede genkendeligt i hans ører som orkisk, og det fik en tilfreds brummen lirket ud af Dorian, som nød hans små bifald når de kom. Lagde mærke til de suk og antræk, som han følte når noget ramte ekstra godt hos den anden, og lod tungen lege med spidsen, imens han fik stjålet sig lidt mere ilt til sin forpustede vejrtrækning da han trak sig op igen. 
Et bifaldende, tilfreds smil voksede over læberne, da han hørte de lavmælte ord. Ikke helt bedende, ikke endnu i hvert fald, men længselsfulde. Så selvfølgelig. 

Dorian trak vejret lidt dybere ind, og holdt det, inden han lod sig sænke dybt ned i skødet på vogteren. 
Blikket gled op. Det ledte efter det kønne ansigt, som kort efter gav et stød af længsel igennem kroppen, idet han låste sig fast i de hengivne, intense øjne.
Dorian lirkede armene med en insisterende ivrighed ind under hans knæhaser. Lagde håndfladerne imod de stærke lår, og trak ham i et lille ryk tættere til sig. Fordi han kunne få alt han bedte om, så længe han spurgte pænt. 
Ignorerede den protesterende refleks i hans svælg, for at se om det ville begejstre hans selskab for natten. 

Rastløst fandt hans frie hånd frem til det lille, glitrende drageskæl, han altid bar om halsen. Han lod det glide mellem fingrene - en distræt vane, så indgroet, at han ikke længere lagde mærke til den.
Øjenlågene flimrede, men stædigt forblev de åbne. Omgivelserne slørede i kanten af hans blik, mens alt samlede sig om Dorian.
Han blev draget af de dybe pupiller, der så tilbage på ham med en intensitet, der føltes alt for opslugende- som om de allerede havde taget noget fra ham - og han ikke helt ønskede det tilbage. 
Den spidsøret diplomat gav et fabelagtigt show; det ville være uforskammet at se væk nu.

Og han havde heller ikke lyst.

De bløde, arbejdsomme læber glimtede fugtigt i olielampernes varme skær. Uimodståeligt. "Aahh…" Et nydende åndedrag, mens øjnene kort rullede, og rummet dansede et øjeblik. Dorian fik det hele med.
Så dygtig. Så hjemmevant.
Robin fulgte bevægelsen med sløret blik, registrerede i glimt hvordan fugten gled videre, forsvandt ned ad ham; men tanken nåede aldrig helt at færdiggøres, før han med et ryk blev trukket tættere på. Hovedet gled fra armstøtten med et blødt dump, håret bredte sig bag ham som langsomme, bølgende flammer. Spredt ud til alle sider.

Skødet fik ingen pause, og han klagede ikke. Tværtimod.
Hænderne strammede sig, én i Dorians lokker, den anden om drageskællet, så det pressede sig ind i håndfladen. Noget fast at holde i. Noget virkeligt.
"Mhm… ska—ai… du er god…" Stemmen hæs, båret af en nydelse der næsten føltes for stor til kun at være hans egen. Varmen bredte sig gennem ham i bølger, satte huden i brand, trak vejret ud af ham i korte, ru stød. Ordene forsvandt en stund. Kun følelsen blev tilbage.

Begejstring, fascination, og noget andet, noget han ikke helt kunne navngive i sit tågede hoved, fik ham til at spile øjnene op, før de igen gled i. Det ene ben løftede sig op mod ryglænet, gav plads, åbnede ham mere — det andet fandt omkring Dorian, holdt ham dér. Krævende tæt.
"Mh, Dorian…" Grebet i håret fulgte med bevægelsen; ikke styrende, ikke heeelt - men enkelte gange… guidende. Bare lige nok. Og det fortsatte sådan, indtil kroppen begyndte at dirre, spændingen trak sig sammen til noget skarpt og uundgåeligt, og han mærkede, hvordan det nærmede sig, uden at han længere havde meget at skulle have sagt.
"Jeg—" Ordene brød af, hængende i luften som en advarsel, et tilbud - en mulighed for at trække sig væk, hvis han ville.

Det var en berusende følelse. Måden hånden strammede på, var som et pejlemærke for halvdæmonen, som følte behovet for at behage vokse. Sole sig i rosen, og føle Robin trække ham tættere ind til sig - en berusende følelse af at føle sig forbundet til mere, og han strammede grebet omkring lårene. 
Lykke, blandet med lyst, og Dorian anede den stærke krop under ham sitre.  Som små afslørende ryk, der blandet med smagen af presæd, hviskede at Robin var nær. At rykke sig lå fjernt fra hans tågede, simple tanker. Især ikke, når han i stedet kunne være tæt på den anden, og Dorian forberedte sig i stedet. Trak sig lidt tilbage, fik luft, uden at slippe hans lem med læberne endnu. 
Det ville være en spildt oplevelse. I stedet fik han lirket blikket lidt op igen, et tilfreds, og betaget glimt hængende i det sorte mørke. Hans oplevelse. 

Robin kom. Dorian var ikke selv alt for langt fra. Det næsten dunkede fysisk i ham, da smagen ramte tungen og han med en hengiven brummen sank lidt længere ned igen. Sank også sæden, og sørgede for at lade vogteren ride bølgen ud - han kunne ikke drømme om at afbryde. Det ville være forkert, og prøvede et eller andet stolt sted, ikke at lade det skinne alt for meget igennem, hvor tændt han var. Han ville ikke stresse. 
Men den insisterende dunken fra før, ekkoede stadigvæk i hans sind. Som en hårfin balance imellem at nyde synet af Robin, og samtidigt utålmodigt se frem til, hvad han håbede han ville gøre med ham. Hænderne knyttedes lidt ubevidst. Dorian lod tungen glide en sidste gang over spidsen. Farvel for nu. 
Og lirkede med en fornøjet hmm hænderne fri, så han kunne tørre savlet væk fra sin mund, imens han forsøgte at komme lidt op og sidde på knæene igen. "Ajog brogb- si alonh skeghs sier" det var godt, også for mig, sagt på orkisk med et lidt drillende smil. 

Ustyrlige ryk tog fat i Robin. Han bed tænderne sammen, lukkede øjnene hårdt i, mens prust og hakkende støn forlod ham i samme ujævne rytme som kroppens små, ufrivillige bevægelser.
I en glidende, næsten svævende fornemmelse registrerede han tungen - suget, der fulgte - hvordan det hele blev taget fra ham, langsomt, indtil der ikke var mere tilbage at give.

"Ah…" Åndedrættet kom i korte, forpustede stød, mens han stirrede op i loftet, som om han dér kunne samle sig igen. Han fugtede læberne, stadig med en svag sitren i kroppen, og gøs endnu en gang, da han mærkede den sidste, dvælende berøring. Noget ved den fik tæerne til at krumme sig.
Den orkiske klang nåede ham gennem tågen og Robin løftede sig en anelse fra sofaen, blikket fandt Dorian med en blanding af forundring og fornøjelse. Imponeret.
Der var noget ved at høre sine forfædres sprog falde så ubesværet fra den andens læber; gjort blødere, næsten smukkere, af den måde han bar det på.

Robin skubbede sig lidt op at sidde, trak sig tilbage nok til at kunne se ham ordentligt.
Det ene bryn løftede sig, smilet trak skævt i mundvigen. "Du bliver ved med at overraske." Blikket vandrede, dvælede - og vidste allerede, hvor han ville sætte sine spor. Hovedet tippede en anelse, før øjnene igen fandt Dorians. Fastholdt af hans hypnotiserende mørke. 
Med en rolig, næsten omhyggelig bevægelse løftede han hånden og lagde den mod det kantede ansigt, strøg de sidste spor væk, som den anden ikke selv havde fået. Tommelfingeren gled videre over læben.
"Du kan orkisk…" Selvfølgelig kunne han det. Et varmt, genkendende glimt tændtes i det vinrøde blik. Men tanken fik ikke lov at blive... for nu, var der noget andet, der krævede hans opmærksomhed.
"Wej rIn." Vi er ikke færdige endnu. Ordene faldt lavt, med en tydelig undertone af løfte. Et katteagtigt smil bredte sig, mens han skubbede bordet væk med en kontrolleret bevægelse. Træ mod gulv gav et dæmpet hvin, der forsvandt i rummet omkring dem. Mere plads. 

Robin lænede sig frem igen, lod læberne finde vej i undersøgende bevægelser, og kortlagde ham med kys; lærte ham at kende på ny. Indtil han uden tøven lod sig glide ned på knæ foran Dorian. Han så op på ham, som en tilbeder foran et alter.
"Så køn…" Ordene faldt blødt, næsten konstaterende, mens fingrene fulgte linjerne ned over det glatte bryst. En tydelig kontrast mellem dem. 
Han trak sine bukser op i noget, der mindede om orden, uden helt at lukke dem, og lod blikket dvæle et øjeblik, før hænderne igen fandt vej. Så han kunne få ham fri... til alle mulighederne der lå for dem for natten.

Du bliver ved med at overraske, og ordene fik et fornøjet glimt frem i de mørke øjne - han elskede at give god service. Sprog var blot en af mange interesser, som førte til det, men det var ikke vigtigt. 
Øjnene fulgte ham imens han satte sig mere op. Det vagt røde ansigt, den orange kaskade af hår, som ugærligt slangede sig nedover hans brede skuldrer. Dorian lagde ikke engang mærke til hvordan han kort holdt vejret, forventningsfuldt, over den rolige hånd. Nikkede umærkeligt, med en tilfredstillende gåsehud rislende nedover nakken, over det lumre løfte. 

Det var en klagende lyd der kom fra bordet, skubbet væk fra dem, og Dorian klukkede sagte. Latter der snublede ind i et dæmpet støn, og han lænede sig tilfredst hen i de kærtegnene kys. Åbnede sig op for dem, og den elektriske summen de efterlod langs den mørke hud. Lagde hånden imod den stærke ryg. Men så.
Et pust af kulde, og øjnene som kortvarigt var gledet i, åbnedes op på klem. Hvor? Den anden hånd, den i hans hår, faldt med ned i bevægelsen som fulgte. 
Store, vinrøde øjne kiggede tilbage op på ham. Et blik som sendte ild igennem ham, og han strammede grebet i de orange lokker. Følte sig smelte under både blik og ord, og lod det være sandt. I hvert fald for i aften.

"Så mange komplimenter" men lød ikke ligefrem ked af det over det. Dorian løftede sig lidt, lod ham trække bukserne ned, og svang det ene ben udover kanten, efterfulgt af det andet. Satte sig bedre til rette, med en ro der ikke matchede hans indvendige utålmodighed.. - han elskede når Robin talte. Når han så på ham. En tanke der sneg sig ind med en snert af overraskelse, og Dorians hånd gled lidt nedover halsen. Følte pulsen under fingerspidsen, ikke sikker på hvorvidt det var hans egen eller Robins. Ind bagved nakken, cirklede om de mindre muskler og han sænkede sit register i stemmen en tand. "Vis mig din taknemmelighed i stedet" 
Ellers endte han med at blive afhængig af den stemme, og dens mange søde ord. Som honning for et sultent sind; han burde ikke give ham så meget, men havde ikke tænkt sig at stoppe en uselvisk mand. 

 Det glimtede skælmsk - en farlig varme, der tændtes i Robins blik ved ordene. Så han satte sig mageligt til rette, lod hovedet hvile mod låret, så han kunne se op på ham, mens hånden fandt vej til det andet.
Et øjeblik lukkede han øjnene. Nød den langsomme, undersøgende bevægelse af Dorians fingre i nakken; hvordan den sendte små, elektriske stød gennem ham, fik noget dybere til at vågne.

Et lavt brummen forlod ham. Han vendte hovedet og lod læberne finde huden, pressede et fast, dvælende kys mod inderlåret, som en begyndelse. Hjertet slog hurtigere nu. Tankerne gled fra hinanden. 
Som sad han med et sjældent artefakt i hænderne, lod han fingrene følge linjerne, lære dem, forstå dem - ikke hastigt, men med en nysgerrighed, der føltes næsten andægtig.

Noget ved ham i aften... som om dette øjeblik allerede var ved at glide væk fra ham, selv mens det skete - fik ham til at ville kende det hele. Majestætisk. Fin... og så levende under hans berøring. En langsom bevægelse, en antydning, en leg - før tungen kort fulgte samme vej, for at teste, hvordan han reagerede.
"Mhm…" Et dæmpet, tilfredst brum, mens læberne igen fandt vej, denne gang mere beslutsomt.
Lokkerne faldt omkring ham som en ramme, bløde, varme, indelukkende og verden udenfor blev skubbet længere væk, gjort mindre vigtig da læberne sank ned om ham.

Begge hænder fandt vej til lårene, holdt fast for holde sig dér, forankret i ham. Smagen, varmen, nærheden -det hele blandede sig til noget, der var svært at skille ad…og han vidste, at han ville kunne huske det her, længe efter det var forbi.
Et sted i baghovedet vidste han godt, at det her ikke burde ske. At det, hvis det blev set, ville få konsekvenser. Men tanken gled væk næsten lige så hurtigt, som den kom. Fordi det her… Var nemmere.

Fordi det var Dorian. Og det føltes farligt, hvor let det var blevet sandt.

Fingrene spændte en anelse, pressede sig ind i huden, nok til at efterlade et stjernespor af mærker, en påmindelse om ham. Om i nat. Noget, der blev når Dorian gik. 
Robin trak sig kort, kun for at få luft, lod i stedet ansigtet hvile tæt, lod nærheden tale sit eget sprog. 
"Brug mig, som du vil…" Stemmen lav, næsten blød. Noget der ikke var en overgivelse, men en invitation. Han kyssede længden, pressede ansigtet mod den som en kat efter kærlighed mens blikket løftede sig igen, svømmende, men stadig fast i sit mål.
Hvis han ville eje ham i nat... Ville Robin ikke stoppe ham. Måske var det netop det, der gjorde det umuligt at sige nej.

Det føltes som evigheder siden Robins første berøring. Det første blik. Det øjeblik, hvor han for første gang havde vovet forestille sig, hvad andet der kunne ske, hvis bare han lige.. prøvede at kalde. Hvis alle ikke bare var ensomme skibe, som passerede i natten.
Og vogteren havde svaret, på alle de bedste måder. Overrasket. Intens, og de øjne var som at drukne i vin, uden at være fuld. 
Men derfor føltes det også som en længeventet fantasi, der endelig gik i opfyldelse, da han følte hans hænder glide over lysken. Det fremkaldte en sart gåsehud. Med øjne der langsomt gled i, da Robins ulmende blik forsvandt i et kys, trak et lykkeligt smil over Dorians fyldige læber. 

Der var en pirrende tilbageholdenhed over Robin, som ellers sjældent tilhørte mænd 'af hans slags'. 
Dorian følte tankerne, de evige analyser pible væk ud i ingenting, i skridt med de undersøgende hænders fremmarch. Vippede hovedet op imod loftet i en nydende indånding, ved den undersøgende tungespids. Tanker som forstummede, selv hvis noget i ham ønskede at holde dem i gang. 
Halvdæmonens læber skiltes i et dybt støn. De krævende berøringer, den brændende hudsult og fornemmelsen af Robins nærvær kulminerede i en fantastisk nydelse, da han endelig tog ham ind.  "Ahh.." 
Opslugt af den varme han sendte igennem hans krop, føltes det næsten som om han dirrede. Det røde lokker kildede ned af benene, omfavnede ham i silkebløde lænker, og Dorians hånd greb siden af det, rykkede det lidt frit, så han bedre kunne se det kønne ansigt. Opmuntrende brum forlod hans bryst, da en nivende smerte blandede sig med nydelsen, og han satte sin frie hånd bag sig, for at læne sig lidt tilbage i følelsen. 

Men ordene vækkede ham på en ny måde. Brug mig som du vil, med en kælen stemme som fik det til at sitre i hans lem. Øjnene så i forvejen kun Robin. Men da han hviskede til ham, spærredes de lidt overrasket, frydefuldt op. Det føltes som en forbudt gave, at få givet godt og vel frie tøjler, til et sind han ikke kendte. En krop han ikke kendte. Men sikken en gave det var.. 
Et sekunds klarhovedet overvejelse - vidste Robin godt, hvad han bød ind til? Men det blev afbrudt, afskåret fra hans resonans, ved det lumre kys, og Dorians læber deltes i et ligedele overrasket, men også taknemmeligt smil.
".. det kan du tro" hviskende tilbage, og strammede grebet om det bløde hår. Selvfølgelig, alt for ham. En mærkelig tanke.
"Heh, hmmh.. du er farlig for mig.." Sorte øjne kunne ikke sige meget. Alligevel, var der en ulmende intensitet bagved det blik han sendte mennesket, og han trak ham lidt op til sig igen. Studerede den smukke mand, og vidste, at det kunne ende galt. Fordi hvad hvis morgenen kom, og han stadigvæk ikke følte at han var færdig med Robin? 
Hvad hvis den selviske del i ham gerne så, at det endte mere end galt? 

Dorian lænede sig lidt ned. Ikke for et kys, selvom det var fristende, men lagde i stedet læberne til det runde ører, og nappede ham pirrende, inden han hviskede. "Nå. Tilbage til arbejdet" 
Guidede ham med en fast hånd tilbage til det orale arbejde - han havde ventet længe nok.

'Det kan du tro'.

Ligeså meget som Robin nød at modtage, elskede han at give. At høre — og se — hvad hans berøringer gjorde ved andre. Hvordan de vred sig under hans hænder, og lod begæret slippe ud i korte, ufrivillige åndedrag. Dorian var en stjerne i natten. Ikke fjern, nej; men nær nok til at brænde.
Han udfoldede sig nydeligt, præsentabelt, og på måder der fik Robin til at ville mere; give ham alt hvad han drømte om, og dét, han endnu ikke vidste, at han kunne ønske sig. Gøre den kantede, professionelle personlighed blød under hænderne og mærke hvordan den gav efter, hvordan mørket i diplomaten kunne smelte, hvis man trykkede de rigtige steder.

Morgenen måtte gerne holde sig på afstand lidt endnu. Regnen måtte gerne tromme mod de farvede ruder og lade natten lukke sig om dem, som et skjold mod resten af verden. Bare lidt endnu.

Robin mødte blikket, der slugte ham. Det mindede ham om et sort hul - sammenligningen lød dog kliché, selv for ham - men det var et blik der trak, lokkede og holdt fast og han kunne ikke komme på noget mere passende billede. Det skræmte ham ikke. Selvom han kunne mærke, hvordan han langsomt blev trukket nærmere.
En lyst til at åbne Dorian op - der hverken stammede fra brutalitet eller vold, men i stedet en nysgerrig iver, kradsede bag hans tindinger. Som de gange Robin åbnede noget skrøbeligt, noget værdifuldt, uden helt at vide, hvad han ville finde. Dorian var dog langt fra skrøbelig. Dét havde Robin trods alt samlet nok data ind til at konkludere.

Og sjældent havde han følt sig så… opslugt af en anden.

"Jeg er farlig for dig?" klukkede han skælmsk, og tvivlede stærkt på det. Alligevel lod han sig smigre.
Han lænede sig ind i hånden, der knugede om lokkerne. Den varme prikken i hovedbunden forankrede ham, gjorde ham skarpere i øjeblikket, mere til stede mellem de mørke lår.
"jlHvaD Qob…" Ordene gled frem mod huden, lavmælt, næsten som en hemmelighed. Du er farlig for mig. Et tilfredst suk undslap ham, da han mærkede den andens utålmodighed vokse - en strøm, han uden tøven lod sig føre med af. 

Tilbage til arbejdet. Den bløde hvisken mod øret sendte et nyt gys gennem ham, og Robin havde ingen indvendinger. 

Dorians faste hånd fik et lille smil til at spille over hans læber. Og han fulgte den. Lod sig guide med en lydig mund der fandt ham igen; denne gang med større ihærdighed, en tydeligere vilje. Robin stødte mod Dorians lår, og kom bedre op på knæ - skubbede sig lidt tættere ind, fandt en bedre vinkel, så bevægelsen kunne blive dybere, mere sikker.
"Mh…" Et lavt brum, der vibrerede svagt, mens rytmen tog form med tungens insisterende dans. En kvælende fornemmelse ramte ham hver gang spidsen i hårde stød ramte bagtil i svælget - en fornemmelse han bød velkommen igen og igen. Savl gled fra mundvigen og dryppede fra hagen. Sansningerne blandede sig i en trykkende varm nærhed, og Robin tog imod det hele uden tøven, lod det skylle ind over sig under Dorians midlertidige magt.

Det var ikke første, og nok heller ikke sidste gang halvdæmonens svagheder fik ham på afveje. Men på mange måder, kæmpede han heller ikke imod sin natur. Hvorfor prøve. Det var måske ikke smart for Mørket, men i alle andre henseender? Der konsekvensberegnede han ikke hen til. Gad ikke. Men druknede sig gerne i selskab for natten, dagen, alt andet. 
Druknede i Robin. 

Han havde kunnet forestille sig meget, og forventingen havde opbygget sig til en velvillig sitren i kroppen. Trak et tungt støn ud af munden på Dorian, der følte Robin samle op på hans ønske, og lydigt gav sig i kast med at tilfredstille ham. Og han tog ham helt ind. Lydigt, han behøvede næsten ikke at lægge nogen vægt at holde det rødhårede hoved, og Dorian begyndte i stedet at støde til, i trit med Robins hoved, en mindre strøm af tilfredse, opmuntrende lyde flydende fra de mørke læber. 

Han levede for de øjeblikke. Selvom halvdæmonens blik var knebet koncentreret sammen, sneg han sig alligevel et forpustet blik henover den kønne mand under ham. Dvælede ved de røde, levende, krøller, og takkede Gudinden for nattens forening. 
Det føltes for godt. En umulig tanke. Hånden i Robins hår strammede, tiden var ved at rinde ud, og Dorian brummede lidt advarende, da han fornemmede varmens tag støt stige fra mellemgulvet. 
Men gjorde ikke antræk til at give slip, da han i stedet tog lidt hårdere fat, for at styre tempoet i de sidste, dybe ryk han havde brug for, for endelig at komme. "Arhhj..!" Hovedet røg tilbage, betragtede loftet, et lykkeligt, sagligt smil om de fyldige læber, og han pustede ud. Som havde han løbet et maraton, men siddende. 
"Åh.. Robin for.. Zalan" og Dorian vippede hovedet frem igen, for endelig at løsne sit greb, og lade ham trække sig tilbage.Kærtegnede taknemmeligt hans stubbede kæbe, og skubbede noget af det viltre hår væk fra de smukke øjne. Det saglige smil havde dog ikke helt forladt hans læber, og lidt søgende, forsøgte han at trække ham op til sig igen, ikke helt klar på at slippe ham endnu. 

 Robin prustede gennem næsen. Læberne brændte og prikkede efter den hårde friktion, og Dorians fingre sank dybere ind mellem hårrødderne, holdt ham fast, indtil rytmen ikke længere helt var hans egen. Et kælent, anstrengt støn arbejdede sig grødet op gennem halsen, kvalt af den mund, der stadig var optaget.

Øjnene var knebet sammen, fugtige nu af de gentagne kvælningsfornemmelser, men de åbnede sig ved forandringen i Dorians lyde.

Ah. Han forstod. Noget i stønnene havde ændret sig; var blevet dybere, mindre kontrolleret. Robin nåede knap at registrere det, før kroppen allerede havde forberedt sig. Dorian havde ingen intention om at slippe ham.

Godt.

For Robin nød hænderne i sit hår. Lydene. Smagen. Den elektriske ladning af æter, der stadig syntes at hænge omkring dem som resterne af et tordenvejr. Alt kolliderede i varme og salt, og han tog imod det, lod munden arbejde det sidste ud af Dorian, før han sank med et forpustet suk.

Da grebet endelig løsnedes, blev Robin siddende. Læberne dunkede ømt. Hævede og røde. Vejrtrækningen skulle stadig finde tilbage til noget, der lignede en almindelig rytme, og ærligt talt gad han ikke engang rejse sig endnu.

Og så kom hånden.

Blikket, der før havde været tåget af anstrengelse, klarede en smule, da Dorians fingre gled over hans stubbede kæbe og omhyggeligt forsøgte at rede de værste krøller væk fra ansigtet. Berøringen var næsten absurd blid efter alt det andet. Og det gjorde Robin mærkeligt stille under den. Gåsehud rislede ned langs halsen, og et dovent, mættet udtryk lagde sig over hans ansigt. Det var ikke nemt at tæmme den uglerede af hår, men Dorian måtte gerne forsøge. Faktisk måtte han gerne blive ved lidt endnu.

Uden at slippe hans blik drejede Robin hovedet og lod læberne strejfe håndfladen i et kys. Og dér var den igen. En lille gnist af varme, drilsk og stædig, der allerede begyndte at samle sig et sted længere nede. Utroligt nok. 

Han sank den sidste varme rest af Dorian, der stadig sved svagt i svælget, og et hæst kluk forlod ham, da han mærkede trækket der krævede at han fulgte med. 

Og det gjorde Robin.

"Modigt af dig at forsøge at få styr på mit hår." Som for at understrege pointen faldt en af de krøller, Dorian netop havde skubbet væk, allerede tilbage over Robins kind. Men hans opmærksomhed var ikke længere på håret. Den lå på munden foran ham.

Han løftede sig den sidste smule og plantede et langsomt kys på de fyldige læber; ikke sultent denne gang, men dvælende, næsten undersøgende i sin blødhed. Som om han lige skulle mærke efter, om Dorian stadig smagte af det samme. Om han egentlig sad lige dér, eller blot var et fantom stykket sammen af alt for mange nætter uden ordentlig søvn. Meen han var utrolig virkelig. 

Så trak han sig tilbage. Bare lige nok til at kunne se ham. Tommelfingeren strøg dovent langs den skarpe kæbe, mens Robin betragtede ham med det særlige blik, der kom, når noget endnu ikke helt var færdigundersøgt. Et tilfreds brum vibrerede i brystet, før han lod sig synke ned ved siden af ham, benene let spredte og armene kastet over chaiselongens ryglæn, som om det her havde været den mest naturlige måde i verden at tilbringe sin aften på.

Han lukkede øjnene og fandt Dorians nakke med hånden. Lod den hvile der med fingre der alligevel ikke helt kunne holde sig fra at pille. 
Regnen trommede stadig mod de farvede ruder. Arkivet duftede stadig af gammelt papir, støv og olielamper. Og nu også af dem.

"Det er derfor, jeg elsker biblioteker," sukkede Robin. Smilet voksede langsomt. "Man ved aldrig, hvad man finder."

Robin var ikke bare en krop i natten. Og selvom halvdæmonen nød en hårdhændet behandling, var den ofte fulgt op med tætte forskringer. Nærvær, som man sjældent så, medmindre man holdt godt øje. Eller gav ham en god omgang. 
En boblende, varm latter lå på spidsen af tungen, men han bed den lidt i sig, fantastisk tilpas med det varme kys på hånden. Mennesket var ikke helt skræmt væk, selvom det her havde efterladt ham lidt rødlig og hævet. Godt. 
Og uden meget modstand kom han med op. Dorians blik gled kort imod krøllerne, som bekræftede hvad Robin jokende sagde. Men fandt med et lille hmm tilbage til Robin, en insisterende varme summende igennem kroppen, da han lænede sig frem for at møde  de bløde læber, i det mildere kys. 
Som et tak? Måske bare en form for forsejling, måske fordi han var enig i noget usagt. 

Robin trak sig, efterlod en vag smag af salt på hans tunge, og halvdæmonen mødte de undersøgende øjne, uden helt at kunne sætte en finger på, hvad de fortalte ham. Men han var vidst ikke travl med at komme væk, og Dorian fulgte han ham med blikket, da han kom med op tilbage i chaiselongen igen, og klukkede sagte. "Selvfølgelig holder du også normalt til i.." på vej til at prikke i hvor nørdet det lød, men nu afbrudt distraheret af den fantastiske nussen i nakken. ".. ouh.. mmh." han havde overraskende stærke hænder, selcom han sagde noget så nørdet. 

Med en tilfreds lyd, noget som var forræderisk tæt på en spinden, vippede halvdæmonen hovedet lidt frem, sidelæns, for at give mennsket bedre plads. Indre stemmer blev stille, når ydre strenge blev strunget, og det krævede at han lige tog sig sammen, hvis han skulle følge op på at føre en samtale. "Nej du har ret" summede han. "Bibilioteker er det bedste" og kunne nok overtales til at sige de meste, så længe Robin ikke stoppede. 
Det ene øje gled lidt op, og stjal sig et blik af den afslappede skikkelse. Silhuetteten pænt oplyst i de varme lys, og resterne af sved stadigvæk glinsende ned langs overkroppen. Eller savl, eller noget andet - han var egentlig ligegod for begge. 

Robin løftede brynet opmærksomt, da Dorian ikke færdiggjorde sin sætning. Selvfølgelig holder du også normalt til i… Og så kortsluttede han tilsyneladende under Robins berøring.

Hvor interessant. Og endnu mere... kært.

Yderst tilfreds med at have dén effekt på ham fortsatte fingrene deres dovne arbejde, blot for at se, hvor meget mere han kunne lokke frem. Han behøvede heller ikke høre resten af sætningen. Han anede nok, hvor Dorian havde været på vej hen med den.

Og som en kat, der nægtede at være færdig med Robins fingre, blottede Dorian mere af nakken for ham. Smilet bredte sig ved synet. Et dæmpet kluk fulgte erklæringen om bibliotekers fortræffeligheder; den lød ikke ligefrem som en konklusion, der havde været igennem diplomatens sædvanlige grundige overvejelser. Snarere lød det som om at han nok ville give Robin ret i hvad som helst lige nu. 

“Kom her,” sagde han med et lavmælt grin. Hånden lukkede sig om Dorians nakke og guidede ham tættere på, gerne helt ned at ligge, hvor Robin kunne komme ordentligt til. Fingrene gled langs halsen, fandt tilbage til nakken og begyndte dér igen; dovne, blide cirkler mellem de lyse lokker, over hårgrænsen, hen over panden. Han prøvede sig frem med små ændringer i trykket, næsten tankeløst nysgerrig efter hvilke strenge der gav hvilke toner. Sådan. Og sådan... 

Sikke et rod de havde præsteret, tænkte han flygtigt da han løftede blikket. Bordet stod skævt. Robins sjal og korset flød et sted på gulvet. Deres tøj var i forskellige stadier af uorden, og gamle bøger og pergamenter lå omkring dem som tavse, temmelig upassende vidner.
Det kunne han ikke tage sig af lige nu. Ikke når Dorian lå dér og praktisk talt spandt under hans hånd. Robin lod blikket vandre over ansigtet under sig. Det professionelle, velordnede udtryk var blevet blødere i kanterne; som om natten havde visket nogle af de omhyggelige streger ud. Det klædte ham næsten urimeligt godt. “Tak, Shara,” mumlede han med et skævt smil.

Det var en farlig magt, at vise hvor man fandt det rart, men det var også et blottet øjeblik. Mange af paraderne var nede, og han kunne joh fysisk føle, hvordan han stolede på deres behagelige dans henover nakken. Klogere hoveder, ville minde ham om at holde afstand. Men mangel på lyst, holdt ham låst. Hvorfor antage det værste? 
Klukkende latter, og Dorians blik gled i et lille ryk hen på mennesket, ved de dæmpede ord. Han var ikke færdig? 
Næppe. 

Forventningsfuldt fandt han sig mere til rette på siden. Benene svang ind på chaiselongen, lidt foldet op bagved ham, og hovedet lagde sig lidt henover hans lår, ikke modstridende overfor at han forsatte. Og han blev skam ikke skuffet.
Små, tilfredse brum, som den sagte undertone af en alt for magelig kat, nød han de vandrende fingrer, en svag gysen, når han følte ham strejfe nogle af de lyse ar langs ryggen, eller den røde tattovering i nakken. 
Mørket dækkede hans nethinde, Dorian havde lukket øjnene igen. Tog imod, uden at være forstyrret af de ydre omgivelser omkring dem, og for en fantastisk stund, uden selvbevidsthed. Det føltes som en lille lomme fra virkeligheden, og han agtede at nyde det, så længe det holdt ved.
Tak Shara. Og Dorians læber deltes i et fornøjet grin. "Og hun takker dig" kunne han ikke lade være med at rose. Det behøvede man skam ikke være præst for at vide.

Den ene af hans hænder fandt knæet, og nok mest fordi det var rart, gav han sig til at nusse lidt op af låret. Duften af ham var overvældende, men ikke ubehagelig, og fornemmelsen af de bløde krøller var mesmiserende. At han hørte til på et bibliotek, eller imellem de åh så seriøse vogtere, var dæmonen en gåde. 
"Du har ikke en lærds hænder.." smilede han imod den varme hud, måske en smule konstaterende men dog som et... form for spørgsmål. Og den nysgerrighed, manden havde haft til hans evne, lige før. Halvdæmonens blik gled lidt studerende op, og han drejede hovedet lidt. "Eller skyhed" og han grinte, det var ikke en dårlig ting. 
En bizar skikkelse, at forestille sig imellem andre munke og store, tykke, samlinger af bøger. De sorte øjne glimtede. Hvad havde fået ham til at vælge det liv? 

Og hun takker dig.

Med et spøgefuldt glimt sendte Robin et kys fra fingerspidserne mod himlene. Guderne. Jaaah, ham og Shara kunne nok blive gode venner. Hvis det da ikke var en alt for blasfemisk tanke at gå rundt med.

En mærkelig varme havde lagt sig over arkivet. Som om de ikke blot var to fremmede længere, men noget mere fortroligt end dét. Tryghed, måske. Robin vidste godt, at det sandsynligvis bare var eftergløden; kroppens dovne bedrag efter en fælles forløsning, der fik fremmede til at føles mindre fremmede.

Det gjorde ham ikke noget.

Han sank bedre til rette i chaiselongen, nu hvor Dorian havde fundet sin plads. "Hmm…" Et fornøjet brum vibrerede dovent i brystet, og Robin trak vejret dybere ind ved fornemmelsen af fingrene, der vandrede op langs hans lår.

Du har ikke en lærds hænder. Eller skyhed.

"Næææh…" svarede han med et næsten mistænkeligt uskyldigt smil og lod hovedet tippe til siden. De røde lokker fulgte bevægelsen. Mange ville nok se på Robin og tænke ham malplaceret i mere end én sammenhæng. For stor til de stille sale. For nysgerrig til disciplinen. For lidt højtidelig til alt det, vogterne gjorde højtideligt. Og alligevel var det blandt dem, han følte sig mest hjemme.
"Jeg plejede at hjælpe min far i minerne, da jeg var yngre." Begge hænder fandt Dorian igen. Den ene fortsatte sine dovne kærtegn ved ansigtet, mens den anden gled ned langs siden og fandt hvile ved taljen. "Så de her har lavet andet end at vende sider." Han vrikkede demonstrerende med fingrene.

Et lille smil trak i mundvigen. "Og… der kom mange rejsende gennem Safirien, da jeg voksede op. Karavaner, handelsfolk… alle mulige mærkværdige eksistenser." Han lod blikket drive et øjeblik, som om nogle af dem stadig passerede gennem erindringen. "Heh, jeg havde en frygtelig vane med at opsøge dem."
Fingrene fortsatte deres tankeløse vandring over huden. "Og så har jeg nok altid været alt for nysgerrig til at holde mig på behørig afstand.” En ujævnhed under fingerspidserne fangede ham.

Ar…? Robin lod fingrene vende tilbage. Denne gang langsommere. Fulgte en af de lyse linjer, som om den var endnu en tekst, der havde lagt sig foran ham og krævede at blive læst. "Med det sagt…" Blikket gled ned til huden og tilbage til Dorian. "Hvor kommer de her fra?"

Noget i den anden, havde samlet op på hans usagte spørgsmål, og Dorian lukkede lyttende øjnene, imens Robins behagelige stemme flød ud imellem dem. Fortalte om en opvækst væk fra bøger, og en fortid før vogterne. Når han alligevel lå her, lukkede øjne, kunne man joh næsten forestille sig den rødhårede kæmpe, blot i en yngre, og sikkert også mere dumdristig version af sig selv. Den gode ungdom. 
Han kunne i hvert fald se det for sig. Dorian trak på smilebåndet. 

Med det sagt... en forunderlig fornemmelse - en blanding af at føle fingerspidserne, men af og til miste dem imod de døde nerver i rillerne af ar - og han drejede lyttende hovedet lidt op igen, blikket vendt imod hans kønne ansigt. Ah.. arrene. Han så dem sjældent selv, af gode grunde. Men veg dog ikke tilbage ved spørgsmålet, en lidt tænksom brummen, imens han gennemgik mulighederne. Nu havde Robin joh fortalt så pænt om sig selv. 
"Ritualer. Slavehandlere.." tænderne glimtede kort i et smil. "Hm. Rivmærker" og hans blik blev derefter lidt fjernt igen, når han tænkte tilbage. "Jah, lidt forskellige grunde igennem tiden.." de mørke øjne fangede nogle af arrene på armene, som gjorde forskellene lidt tydeligere, fra et sted han selv kunne se hvad Robin nok så, bare i mindre version. "Du kan se det på arrets kant. Følg hvordan de er healet.." uddybede han.
Dorian slap kortvarigt hans lår, og hævede den lidt opad, så man på underarmen først kunne se de sirlige sitsår fra kirkens ofringer. Rene og skarpe i deres healing, så de dannede små tegn til Shara. De andre, lange og takkede - slet ikke ligeså pæne, hvor han nok havde værgret sig for slag eller pisk. Jah det havde været nogle.. spændende år i Balzera. Forfærdeligt mange med ejerfornemmelser over andre mennesker. 

Hånden faldt tilbage på den andens lår - der lå den godt for tiden,  Varmen fra Robin summede under hans hænder, trak i hans fokus, ville have ham til at søge opad, men han blev liggende lidt endnu. Modstod fristelsen til at bryde det undersøgende blik, og lod ham se hvad han ville, da han fornemmede Robin læse arrene nedover ryggen.