Rosalind håbede snart de var i havn, ikke at hun ønskede at skulle sælges, men livet her nede under dæk, var utrolig deprimerende især når der gik længe imellem Willys besøg. Derudover savnede hun den der nærvær, men han havde ikke rørt hende siden hun blev lokket hertil, det var vist mere et under at hun stadig var nogenlunde sig selv. Dog havde hun haft alt for meget tid, til at tænke over sin familie, og den måde de havde smidt hende ud på, som var hun skidt og sikkert fortalt alle andre at hun bare var taget ud for at finde en ægtemand, det kunne ligne dem...

Hun kunne hører ham låse døren op, hører hvordan han kaldte på hende, kælenavnet føltes næsten forkert nu hvor hun kendte hans plan for hende. Men det var først da han snakkede om at komme ud, at hun begyndte at bevæge sig og langsomt kom op af stå. Benene en smule usikre efter at have ligget ned så længe, hun var nød til at strække sin krop en smule. De grønne nu lidt trætte øjne rette sig imod ham, talte han sandt denne gang? " hvad skal vi?" spurgte hun, stemmen hæs efter ikke at have snakket længe. Rosa trådte tættere på, lod sine hænder glide igennem håret, for at rette bare en smule på det, det var blevet filtret efter ikke at være blevet plejet som normalt. 
Hvor ville hun dog gerne så solen eller månen igen, håbede han talte sandt...

Hun begyndte at bevæge på sig, og et smørret smil spredte sig på hans læber. Super. “Du skal have et bad, lille Rose,” lød det roligt og næsten venligt fra ham. “Friseres og have din hud passet,” tilføjede han ærligt. Han blev ved med at hænge lidt i tremmerne, mens han så ind på hende. Han smilede til hende, som hun kom nærmere, og først da hun stoppede, skubbede han sig selv væk fra tremmerne for at gå hen til lågen og låse op og åbne for hende. Han rakte sin behandskede hånd ind til hende.
“Kom så, lille Rose,” lød det fra ham. Selvom det var forståeligt hvis hun ikke ønskede at holde hans hånd, ville han, hvis hun ikke selv gav ham sin hånd, række ud for at gribe den med et fast tag for bagefter at føre hende ud. Først gennem den låste dør til fange rummet, og så op ad trappen så de kom op på dækket hvor der var tegn på en middagssol.

Nåede de så langt uden problemer, ville han uden at give hende et øjeblik til at trække vejret i den friske luft, føre hende over til en balje med vand der stod på dækket. Vandet var endda varmt og med sæbe og skum. Men det var en balje, så hun ville være nødt til at være stående under hele sit bad - eller hun var måske lille nok til lige at kunne sidde og kramme om sine ben, hvis hun blev træt. Ved siden af var der selvfølgelig flere spande med dampende vand til at skylle med. Først da de stod ved baljen slap han hendes hånd, og forventede hun selv ville trække sig ud af sit tøj oppe på dækket til frit skue og hoppe i baljen.

Rosa lyttede til ham livede måske endda en smule mere op, som han snakkede om hun skulle have et bad og plejes, det lød næsten for godt til at være sandt. Men hun lugte og var ikke så pæn længere, et bad lød meget tiltalende selvom, hun allerede nu frygtet for hvordan de skulle forgå, men det kunne være rart at dufte godt igen og få det filtrede hår til at blive pænt igen. 
Hun formåede endda at sende ham et svagt smil, fulgte ham med blikket som han trådte væk før han åbnede for hende, dog tøvede hun som han rakte hende hånden. Man kunne vel godt forstå hun ikke stolede på ham mere, men før hun nåede at træffe et valgt greb han hårde fat, og et beklagende lyd slap hende men hun blev tvunget til at følge med ham. 
Som de trådte udenfor var hun nød til at knibe øjnene sammen efter så mange dage i mere mørke omgivelser, dog fik hun ikke engang nået at tage meget frisk luft ind før hun blev ført med ham, og måtte prøve at følge med. Langsomt kunne hun dog åbne øjnene som de vænnede sig til lyset, den saltede havduft ramte hende og den friske vind, fik hende kort til at føle sig mere levende igen. 

Hun stirrede en smule på baljen med vand, det var måske ikke helt hvad hun have forventet, skævede til ham men han så afventende ud. Kunne næsten allerede fornemme et par blikke, som hun tvang sig selv til at tage tøjet af og stod nøgen, luften fik gåsehud frem men de stoppede som hun trådte op i vandet. Rosa slap et svagt suk af det varme vand, det var nok den eneste luksus hun havde oplevet de sidste mange dage eller hvor længe hun havde været her? 
Blikket rette sig imod ham, en smule usikker på om han skulle vaske hende, eller det var noget hun selv skulle. Derfor blev hun lidt stående afventede på om, der ville komme en ordre, nappe sig en smule i læben normalt havde hun ej problemer med folk så hende nøgen, men lige nu følte hun sig utrolig sårbar. Det var tydeligt at se på hendes krop, at hun ikke havde spist meget og ikke rigtig havde fået sol eller ordentlig søvn. 
" skal jeg selv?" fik hun endelig fremstammet. 

Hun forstod da noget, for hun sørgede for at klæde sig af, mens Willy holdt et øje på hende. Ja, hun var vel ikke blufærdig med det job hun havde haft. Han valgte at holde sig tæt, som hun gik op i baljen. De skulle jo nødig have at hun faldt og slog sig. Det ville jo være tragisk at komme med en skadet vare.
Så snart hun stod i baljen trak han dog et skridt væk og så på hende, ikke for at vurdere hvordan hun så ud, men for at være sikker på hun havde en sikker balance. Et menneske var langt hurtigere på sine ben end nede på knæ. “Bliv der et øjeblik,” lød det fra ham, før han gik et par meter væk for at hente en hårbørste med vildsvinehår. Han rakte den til hende med, velvidende om at det var en ret sikker børste. Den gjorde ikke ondt at rede med i filtret hår, og den gav håret en fantastisk glans. “Red dit hår,” lød det, og så snart hans hånd var fri fra børsten satte han sig ned på hug. Han greb om en badesvamp og sørgede for at den blev dyppet i det varme vand og sugede til sig. Han satte så et knæ ned på dækket, placerede venstre hånd nederst på hendes højre lår, før han begyndte at vaske hendes ben, et af gangen.

Rosa var ja vant til at smide sit tøj, men alligevel var der lige nu en svag ubehag ved at gøre det, men badet var også lokkende for hun kunne ikke lide sin egen lugt af sved. Hun formåede da at holde balancen, heldigvis virkede bølgerne til at være rimelig rolige for nu, hvilket hun satte pris på plus at solen varmede en smule, den den af kroppen der ikke var i kontakt med vandet. 
Som han bad hende vendte, turde hun heller ej andet blikkende imod hende føltes næsten værre da han var væk, fik det til at løbe koldt ned ad ryggen, men måtte bide ubehaget i sig for ikke at vise det til dem. 

Som han vendte tilbage tog hun imod børsten, før hun nikkede det var en opgave der passede hende fint, så var hun sikker på det ikke gjorde for ondt. Hun begyndte at rede sig men stoppede kort, som hun mærkede hvordan han vaskede hendes ben, et svagt suk slap hende hver gang kluden blev dyppet og det varme vand rørte den følsomme hud. Dog begyndte hun igen at rede det ud, der var ikke helt nemt men det lykkedes da langsomt " Willy ? hvad skal der ske efter?" hun var ikke sikker på om hun måtte snakke, men hun havde følt sig så ensom nedenunder, for de andre havde ignoreret hende. 
 

Willys øre var komplet døve for Rosalinds suk som lød mens han vaskede hendes ben. “Mhmmm?” lød det næsten syngende fra ham, som hun sagde hans navn. For ham måtte hun gerne snakke, så længe hun ikke begyndte at være hysterisk og højlydt. “Efter hvad?” undrede han sig. “Efter badet skal du i tøjet og ned og vente på at vi ender i havn,” forklarede han. Den fulde højde kom tilbage, som han strakte benene og stod foran hende. Han placerede sin ene hånd under hendes hage, mens han så hende i øjnene med sit ene øje. “Når vi ankommer til havnen, skal du videre,” fortalte han. Hans blik var kærligt, også selvom der intet var til overs for den lille dame. Han slap hendes hage, greb om hendes ene og frie arm for at vaske den. Hun kunne vel godt redde sit uglede hår med en hånd et øjeblik, ikke? Og skifte til den anden hånd, når han var færdig med den arm her? “Du får lænker på og bliver stillet på en række med nogle af dine kammerater,” fortalte han yderligere. Kammeraterne var selvfølgelig dem, som ellers var blevet fanget med formålet af at blive solgt. Den lille Rose kunne vel lige så godt vide, hvad fremtiden bød hende, ikke?

Det var rart at føle sig mere ren, efter at have ligget i samme tøj og med samme tæppe så længe, var det tiltrængt selvom hun ikke helt brød sig om at folk kiggede imod den nøgne krop. Hendes ord havde været ganske forsigtige, ønskede ikke at gøre ham sur og lystrede så godt hun kunne, kæmpede en smule med at få redt håret ordenligt ud. Som han fortalte mærkede hun nervøsiteten vende tilbage, men nåde ikke helt at svarer ham før han rejste sig, hovedet fulgte med som hans hånd var under hagen, mødte hans blik med et bekymret et fra hendes side " så ser jeg dig ikke mere?" lød det forstgigt. Ikke at hun brød sig om ham men livet som rigtig slave virkede bare langt mere skræmmende, og hun frygte for hvem der mon ville købe hende... 
Hun flytte sin hånd så han kunne vaske armene på skift, imens håret endeligt var tæmmet. 

De næste ord fik hende dog til at fnyse en smule, de andre var ikke kammerarter, faktisk havde de slet ikke sagt noget til hende, snakket om hende men aldrig til. Blikket gled dog undskyldende ned, tanken om at skulle sælges var ikke ligefrem tiltalende. 
Hun bukkede sig ned for langsomt at sætte sig, selvom pladsen var trang lykkedes det da, herfra kunne hun selv vaske sit barm og gøre håret en smule vådt, blikket skævede til ham og prøvede at ignorer andres blikke. 

Willys øje så mod hende, som hun spurgte om hun ikke ville se ham mere. “Nu må du ikke komme til at savne mig, vel, lille Rose?” Han lod en af sine hænder finde hendes kæbeknogle og lod hånden hvile der et øjeblik, før han fortsatte med at vaske hendes arme. “Hvis du ser mig igen, så er det fordi du skal på rejse,” forklarede han dog. Der var mange grunde til at de kunne ses. Det kunne jo også være at han kom forbi hendes nye ejer med endnu en slave en dag, men det var jo aldrig rigtig til at vide.

Uden at Willy havde bedt hende om det, satte hun sig ned i baljen. Willy valgte derfor at sætte sig ned ved hende. Et ben liggende foldet på dækket, og det andet ovenpå, men lodret, så hans albue kunne hvile på knæet, mens han holdt på svampen. Hans lod sit blik hvile på hende, og tilbød hende svampen, så hun lettere kunne vaske sig. Hendes stille væremåde vækkede Willys interesse for, hvad der foregik bag hendes fine pande. “Nyd badet. Det bliver nok det eneste, du har god tid til det næste lange stykke tid,” fortalte han hende og sendte hende igen et kærligt smil, selvom der ingen betydning var i følelsen han udstrålede.

Hun burde vel hade denne mand for at have fjernet hende, fra alt hun kendte til men det var svært, for hun huskede stadig den kort stund de havde sammen. Hans ord fik hende til at smile en smule til ham " måske gør jeg?" svarede hun ham ærligt, lige nu var han det eneste trygge hun havde, alt andet var så uklart og hun kunne mærke frygten komme snigende for hvor ville hun blive sendt hen, ville hun kunne finde ud af at adlyde når det lidt var hvad hun var flygtet fra? 
Rosa fik sat sig og tog imod svampen, for bedre at kunne gnubbe skidt af kroppen det, var rart faktisk at få et bad og han havde nok ret, dette var heller ikke så slemt igen og vandet lunede stadig hendes krop. Hendes blik var tænksomt som hun vaskede sig selv, ofte så hun på ham for at sikre sig hun ikke var for langsom, men hun havde  lyst til at snakke mere men det var lidt som om ordene bare ikke forlod hende, måtte nappe sig en smule i læben. 
En ting var sikkert det var rart ikke at føle sig så ulækker.