Det var en mild fortrøstning at hun bekræftede at det var okay. Alt andet ville nok have overrasket ham i sidste ende, tænkt hvis hun havde sagt hvordan det skulle gøres. Ethian presset let læberne sammen. Fokusset forlod hende endnu en gang, han så med. Det pirret ham, listede glædeligt bag på ham hvor meget han faktisk ville dette. Kunne dette betegnes som utroskab i henseende til Dorian? Det kunne han vitterligt ikke tænke nogen tanker til nu. Nej. 

"Åh, undsky-" hendes ord om at blive ved afbrød ham, og han ført øjnene til hende og så lidt søgende for en sikkerhed. Men hendes hænder flød bag om ham. 

Ethian presset let og mærkede hvordan huden omsluttede ham forneden og han slap sig selv for at placere hånden som støtte. Det dunkede i ham og han gipsede et støn som han indså hvor tæt det kunne føles. Pressende omkring ham. Pupillerne var udvidet og sortere næste hans regnbuehinde. Han rykkede sig let rytmisk, dog små mekanisk, frem og tilbage. 

Hvad end der foregik? Så var alle spørgsmål forsvundet, og kvinden var fuldkommen hengiven i øjeblikket.
Et dybt suk forlod hende, blandet med smerte og lyst. Det gjorde mere ondt, jo mere hun mærkede hans tilstedeværelse, men så forsvandt smerten også. 
Rhos prøvede at bevæge sig, men blev hurtigt låst fast da hans hofter bevægede sig. Et dybt gisp forlod hende, som hun lagde hoved tilbage, og prøvede at omfavne hvad end der skete. Men det føltes ikke rart, ikke på den måde som hun ønskede det skulle gøre. Var det ikke meningen det skulle være rart? Eller, var det bare en fantasi man havde, sådan en flyvende tanke når man så to elskende. Hvordan de kyssede, eller når spædbørn blev døbt, man havde da tanker, havde man ikke? 
Men intet kunne have forberedt hende på det her, mens hun prøvede at se om hun kunne finde en behagelig stilling. Holde fast i ham, hive ham tættere på—mærke hans læber mod hendes igen? Et eller andet, der kunne gøre det her... behageligt. 

De var to om dette, men kun en fik noget ud af det i det lange løb. Ville han erindre det som det skete eller ville hukommelsen pynte på historien for ham. Uanset hvad, så var Ethian ikke fair over for sig selv eller Rhoslyn i denne akt. Han faldt stille mere ned mod hende som hun trak let i ham. Hev sig tættere til ham. Læberne fandt hinanden igen, og han fokuseret lidt på at være til stede i det og stilnede med hofterne. En lille pause gjorde godt, selvom det ikke ville vare længe. Han og kroppen var lige ved at nå aftrækkeren og give skud fra sig. 

Hånden blev sat solidt i madrassen ved hendes hoved, numsen forplantet sig med hendes, så snart der var kontrol i det, rykket han let på underkroppen igen. I kysset gled stønnende gips ud mellem hans læber ned i hendes og han spændte hånden i sengelinnedet. Underlivet dunkede tungt og mærkede hvordan pumpene rykkede sig fri fra ham og i hende. Små givende ryk blev efterfulgt som det sidste skulle forlade ham, men han blev hængende ved hende og lagde hovedet ned ved siden af hendes hals og skulder og sukkede let efter vejret. 

Selve akten til hvor de var endt, havde taget længere tid, hvad end der lige var sket. Det havde været som et tovtrækkeri. Hendes uskyld mod hans lyst. Hendes lyst mod hendes uskyld. Og i sidste ende, havde hendes egne tanker og fornemmelse tabt. Nu havde hun mistet alt, og lå i sengen med ham over sig og hans tunge ånde mod hendes nakke. 
Hvad var der sket? Det var lidt den følelse hun lå tilbage med. Lysten drev ud, som var det vand mellem sandkorn. Alt hun følte var skam og fortvivelse, som hendes blik rettede sig op mod loftet, som indeholdte det hendes redning. Men det eneste hun så var tomhed og mørke. 
Ord fløj rundt i hoved, ord der blev til sætninger, sætninger som blev til en samtale. Men alt dette foregik inde i hende shoved, og intet af dem blev sagt. Af den simple årsag, at Rhoslyn ikke turde at sige det. 
Hvad betød alt dette? Hvad skulle der ske bag efter, ville det ske igen? Skulle de giftes, være sammen bare de to? Skulle de udleve hans drøm? Alle disse spørgsmål lå ubesvaret i luften, i hendes hoved, alene. 
En dag vile hun snakke med ham om det men ikke i dag—ikke lige nu.

De lå stille hen i hans seng, han endnu i hende, skønt hans legeme faldt hen. Trykket var lettet og han fik trukket sig ud af hende og lagde sig på siden ved siden af hende. Han lod det trætte blink hvile lidt mod hende, før han lagde en let hånd ved hendes kind for at dreje hendes hoved i hans retning for at han kunne efterlade et kys på hendes læber. 

Varmen var tæt i rummet og den sved som havde dannet sig tørret ind i ham på nu. Lidt tvivlsom om han skulle udtrykke noget, lod han sig blot rømme let i stemmebåndet og så mod hende men lod lige så stille og roligt øjnene falde stille hen. "Du dufter godt, Rose," mumlet han stille, men lige akkurat højt nok til at hun ville kunne høre hvad han sagde. Det ville nok ikke være fair, men han kunne falde i søvn, åndedragtene blev tungere og havde mere afstand mellem sig som sekunderne gik. Ethian havde nydt muligheden med hende, men kunne nok ikke tænke konsekvenserne helt til ende, men om han ville vågne op med hende til morgen måtte tiden vise sig. 
Ville det måske vise sig, at han blot havde drømt det hele?

Øjnene var lukket, og Rhoslyn var lige så stille driftet bort i søvnen. Men varme hænder rev hende langsomt tilbage, og hun kunne høre hans hæse stemme mod hendes øre, da han mumlede hun duftede godt. Smilet på hendes læber, talte det klare svar, hvad lige netop de ord gjorde ved hende.
Derefter lod hun søvnen lægge sit tæppe over hende, og lige så stille driftede hun væk i mørket—men smilet forlod aldrig hendes læber.

Morgensolen kom, og Rhoslyn vågnede omhyllet af varme arme og ben.
Smilet var borte, og med forsigtige bevægelser, kravlede hun ud af hans nærvær. Der var to modstridende følelser, den ene som gerne ville blive, og den anden som hviskede at hun skulle skynde sig væk.
Stille og roligt begyndt hun at hive hendes tøj på, for at gøre sig klar til at gå til hendes værelse, inden nogen af præstinderne ville opdage hvor hun havde været.
Det værste ville være, hvis hun ende med at blive taget her. Tænke om hvad de kunne finde på at gøre, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. 
Med næsten lydløse skridt, bevægede hun sig over og betragtede den uskyldige Ethian. Inden hun nåede og stoppe sig selv, lænede hun sig hen over ham for at placere et kys mod hans pande.

En sovende prins var hvad han var for nu. Tungt i en drømmende verden som han havde opbygget med kvinden ved siden af ham. Ethian lå med en arm om hende og et ben halvt over hende. Halvblottet i nøgenhed for hende, som tæppet havde dækket deres underkroppe som det maksimale. Men som der kom fornyet plads i sengen, lagde han sig om på maven og knugede armene let ind til sig selv og mumlet noget nonsens i søvne. Ryggen der var skamferet i ar på kryds og tværs matchede hendes skamferet krop, skønt hun ikke havde set hans før nu, kunne hun forlade ham (uden hans kendskab) og vide besked om det. 

Ethian rynkede let på hovedet som hendes bløde læber havde kærtegnet ham, og han trak let i mundvigen i sin søvn. Blidt og genkaldende som et minde af det han savnede og havde fået så ofte før fra Dorian Deloras Solace. Hvis blot hun vidste besked og kunne læse hans tanker og drømme, ville hun hade ham for evigt, for at have trukket hende ned i det sorte helvede. 

Der var en kort stund, hvor Rhoslyn ikke kunne få sig selv til at fjerne sig. Han lå og så så fredfuldt ud, og et smil spillede hen over hendes læbe, som hendes hånd fjernede noget af håret fra hans pande. Forhåbentlig skulle de nok finde ud af det, forhåbentlig ville ting falde i hak når de kunne snakke om hvad der var sket i løbet af natten, men for nu måtte hun gå og lade ham vågne lidt senere på dagen. 
Med forsigtige skridt bevægede hun sig ud ad rummet, og ned af ad gangen. Heldigvis var der ingen der så hende, og det var med et lettet suk hun kunne komme i hendes tøj, og bevæge sig mod morgenmessen, uden nogen ville vide, hvad der var sket bag lukket døre.