Phillippe vendte sig rundt foran brændeovnen og lænede sig tilbage med hænderne mod den nederste del af ryggen, så han støttede sig op mod stenene. Han betragtede Romeo lidt og da han kom med sine afvisende ord, viftede ham lidt med den ene hånd, inden den kom ned bag ryggen igen. 
 " Jeg kendte heller ikke til sådanne ting før jeg fik ordren, men derfor kan man da godt have.. præferencer.. eller lyster.. " Han trak på skulderne og havde et øjeblik et tænkende udtryk over sig.
 " Brunetter... Runde former.. At blive taget hårdt ved.. Et blive bidt.. " Mødte Romeos blik.
 " Ja hvad ved jeg.. Jeg ved ikke hvad du er til.. " Det kunne godt lyde som et spørgsmål. Phillippe var da nysgerrig efter om han kunne få præsten til at indrømme at havde syndige tanker. Snedkeren troede virkelig ikke på at han ikke havde det. 

 På den anden side havde han lovet ikke at drille ham mere. Og han måtte også hellere vise sig fra en ordentlig side af. Phillippe slog blikket ned og overvejede for at øjeblik om han skulle gå. Han havde jo sagt hvad han kom for. Han løftede blikket igen og så på Romeo. 
 " Du skal vel også tilbage på arbejde..? " Det var lidt spørgende, for inderst inde havde han ikke helt lyst til at gå, men han havde ikke nogen grund til at blive. Havde han?

 "Og du har måske selv-.." Romeo tav i sin kække bemærkning og fortrød. Han klappede hurtigt i som en østers da det gik op for ham at han skulle til at spørge Phillippe om han havde lyster af sådan en kaliber at han kunne finde på at bruge den slags på sig selv. Men ved nærmere eftertanke, ville han ikke vide det alligevel; i frygt for hvad det ville gøre ved ham. 

 Da snedkeren så begyndte at opremse forskellige ting man kunne være tiltrukket af, eller gættede hvad mon Romeo kunne være tiltrukket af, sendte han Phillippe et påtaget stoisk blik. Han prøvede virkelig at lade være med at reagere på de ting han sagde, men mundvigen kunne alligevel ikke lade være med at mimre i en begyndende forpint grimasse.
 Brunetter..tja. Romeos blik gled uvilkårligt hen over Phillippe og betragtede hans hår. Manden overfor ham havde vel gyldenbrunt hår så- nej! Tænkte han forfærdet over sig selv og standsede brat det spor han var ved at komme på afveje på. Nu skulle han ikke begynde at se Phillippe som sin type eller nogen han var til. Det sitrede lidt i ham da den andens læber ytrede 'at blive taget hårdt ved' - og han kunne mærke hvordan det trak sig sammen ned til hans skridt. Isari fri ham vel for at skulle sidde og blive tændt i præstestuen af alle steder!  

 "Hah." Klukkede han mildt, men med øjenbrynene pegende opad. Der var ingen humor i hans stemme at finde. Romeo rystede lidt på hovedet af Phillippe som hvis det var noget fjollet noget at han sagde. 
 "Selvfølgelig ved du ikke det." Kom det dæmpet fra ham, med et tilbageholdt suk. Men hans vejrtrækning var blevet en smule tungere, og hurtigere. 

 Romeo rejste sig fra stolen da Phillippe nu spurgte ind til om han ikke skulle vende tilbage til arbejdet. Det kunne sagtens have været en slags opfordring fra snedkeren, så han kunne bruge det som en undskyldning til at smutte, men.. der var noget i de grå øjne der indikerede at den anden ikke helt havde lyst til at præsten gik. 

 "Mhm, joeh." Lød det overvejende fra ham med et mildt suk, og han gned sig lidt om hagen. Han havde heller ikke lyst til at Phillippe skulle gå. Men han kunne heller ikke bare fange ham herinde. Romeo tænkte så det knagede; en eller anden undskyldning for at mødes igen. 

 Og så slog det ham. "Øhm, Philly.." kælenavnet kom så naturligt til ham at han knap registrerede det. "Har du.. nogle planer i morgen aften?" Begyndte han forsigtigt, og følte sig pludselig ekstremt nervøs. 
 

 Han var lige ved at falde i. Phillippe løftede interesseret det ene bryn da Romeo stoppede midt i sin sætning. Phillippe havde hvad..? Selvfølgelig var han nysgerrig efter at høre resten af sætningen, og Romeo skulle ikke tro han slap så let. Men han lod ham lige slippe for nu. Han betragtede præsten, hans grimasser og de små træk i mundvigene. Han tænkte.. noget.. Phillippes mundvige trak sig lidt op og skubbede sig fri af brændeovnen igen.
 " Du kunne fortælle mig det, så behøvede jeg ikke gætte.. " pointerede han, men regnede ikke med at få et svar. 

 I stedet gik Phillippe over mod Romeo og stoppede lidt fra ham da han kom op at stå. Han trak lidt ned i sine ærmer inden han så på Romeo og nikkede lidt da han sagde jo til at skulle arbejde. Men det lød ikke helt overbevisende. Det næste der forlod præstens fik Phillippes bryn til at løftes inden han rystede lidt på hovedet.
 " Jeg har umiddelbart ikke noget for i morgen, hva da? " Phillippe var så vant til at blive kaldt Philly af de fleste omkring ham, at han slet ikke lagde mærke til at Romeo også gjorde. Philly var næsten mere hans navn end Phillippe. Et skævt smil bredte sig over hans læber og han lagde hovedet en smule på skrå.
 " Er det der du fortæller mig hvad du tænkte på? Hvad det var jeg måske selv havde? "

 Med fuld overlæg ignorerede Romeo forespørgslen fra Phillippe om at han kunne fortælle den anden hvad han var til. Det havde han i hvert fald ikke i sinde.. ikke her, ikke nogensinde! Det ville blot gøre alt værre hvis han kom til at røbe hvordan han så på Phillippe. Det var helt hen i vejret - måske Romeo bare burde tage en kold tyrker, og trække hvad end han var ved at sige tilbage. Hvorfor puste til ilden, og tilmed lege med den? 

 Men han var ikke stærk nok til at stå imod. Alle hans principper røg på gulvet i præstestuen i dette øjeblik som snedkeren trådte hen til ham, og så på ham med de gennemborende grå øjne. Han havde ikke noget han skulle imorgen. Romeos hjerte slog et spændt slag over.

 Dog nåede Philly at komme med et af sine små sjove bemærkninger inden Romeo fik sagt hvad grund han havde til at spørge, og af ren og skær forlegenhed satte han hånden i Phillippes ansigt nærmest som hvis han skulle afværge et angreb. "S-stop så!" Lød det forfjamsket fra Romeo og han rømmede sig, inden han forsatte, "Middag. Jeg.." Han tog en dybindånding gennem næsen og fjernede sin hånd som havde været henne i hovedet på snedkeren. 

 Nu blev det hele helt bagvendt, og Romeo anstrengte sig for at finde de korrekte ord igen. 
"Kan vi - vil du erh." Hvorfor lød han som en teenage dreng der var ved at byde sin forelskelse op til dans? Han lod sin hånd glide igennem sit brune bølgede hår og lukkede øjnene inden han forsatte, "Har du lyst til at spise middag sammen, imorgen aften." Romeo forsøgte at virke nonchalant omkring det, men hans læber klemte sig en smule nervøst sammen og forrådte ham. De grønne øjne søgte forsigtigt mod Phillippe. Afventende. 

 Læberne pressede sig sammen ved Romeos forlegenhed og hånden der fløj op foran hans ansigt. Phillippe lænede sig lidt til siden og så halvt forbi hånden på Romeo. Den ene hånd løftede sig op og tog fat om håndleddet og trak den det sidste stykke til siden. Han smilte lidt og lagde hovedet på skrå.
 " Du havde tydeligvis et spørgsmål.. " Pressede han lidt, men i stedet kom der et andet spørgsmål. Phillippe løftede et interesseret bryn og slap hånden igen. Middag?. Da hånden foran ansigtet forsvandt, stillede han sig ordenligt op og brummede opfordrende. Forsæt endelig !

 Phillippe kæmpede med at holde et stort smil tilbage. Det var som hans yngre dage. Når de usikre piger prøvede at få ham til at lægge mærke til dem. Phillippe betragtede præsten foran han kæmpe med ordene og som sætningen begyndte at give meningen begyndte han at nikke. 
 " Vi kan godt spise middag sammen. " gentog han med et skævt smil. Det grå blik fandt den andens  grønne, og han lænede sig en smule frem og lukkede afstanden lidt mere mellem dem.
 " Men så må du også hellere fortælle hvad du var ved at sige, " det skæve smil bredte sig lidt i takt med ordene blev små hvisket i Romeos retning. Han var trods alt stadig nysgerrig!

Begge ruller med Isaris skrifter var efterhånden blevet nærstuderet flere gange og det var også begyndt at blive køligt i haverne. På vej ind i templet blev Samuel stoppet af en præst, der bad ham finde Fader Romeo og sige, at han skulle komme til ham, når han havde tid. Samuel nikkede og gik direkte mod præstestuen. Det var der han kiggede efter Fader Romeo først, når han ellers ikke var til at finde i den offentlige del af templet.

En hånd blev løftet, da han skulle lige til at banke på ind til præstestuen, men et forfjamsket udbrud distraherede ham og hånden nåede aldrig døren. I stedet trådte han lige et skridt tættere på og vendte øret til. Hvad foregik der? Var det mon stadig hr. Jahnson præsten havde besøg af?
Samuel rynkede brynene. Han hørte snak om middag og Romeo lød langt fra så rolig, som han ellers plejede at gøre.

Uden at banke på greb Samuel dørhåndtaget, åbnede og trådte et skridt ind. Han så præsten og hr. Jahnson stå ualmindeligt tæt og der lød et overrasket gisp fra den unge mand.
"ÅH! Undskyld!" Udbrød han straks, måske lidt for højt i forhold til at langt det meste gav genlyd i templet.
"Jeg ville bare.. Præsten.. Fader præst.. Erh.. Fader Martin leder efter dig!" Fik han endelig stammet frem med panisk tone.
"Bare når du har tid," tilføjede han hurtigt. Han skulle til at vende sig rundt for at forlade lokalet, men gik direkte ind i dørkarmen i stedet og tabte rullerne.
"Undskyld, jeg skal nok.." Gå. Rullerne blev hurtigt samlet op og Samuel tog fat i dørhåndtaget, klar til at lukke efter sig.
"Godnat. Eh, jeg mener farvel!" Døren blev lukket, men et lille stykke af kåben satte sig i klemmen. Uden at ænse dem et eneste blik, åbnede han døren, trak kåben til sig og lukkede den igen, måske lidt hårdere end det var meningen.

Det var.. Puha.

Samuel sukkede tungt og bevægede sig derfra med store øjne mod det hellige bibliotek.

 Det gav kuldegysninger igennem hele Romeos arm da snedkerens fingre tog rundt om hans håndled, og blidt førte armen væk fra ansigtet; hvorfor det også resulterede i, at præsten lige så stille fik den tilbage i sikkerhed hos sig selv. Det blev bare alt for risikabelt når Phillippe rørte ved ham - dét havde han i det mindste lært; hvilket også var grunden til at han havde sat sig i stolen tidligere, overfor ham, fremfor sofaen.

 Der gik en lettelse igennem Romeo, som Phillippe sagde god for at de kunne spise sammen, og som han sukkede mildt - fordi det tog hårdt på ham at få ytret - lagde han en blid hånd mod sit bryst for at berolige sine hjerteslag. Han nikkede langsomt med et lille smilende trak i mundvigen, og derefter lidt mere granskende, som han skulle til at få det sidste på plads med Phillippe - hvor det skulle være, hvad de skulle spise osv. Men snedkeren lænede sig nu så tæt på præsten, at alle tilregnelige tanker forlod ham. da han kunne mærke den andens ånde mod sit ansigt. Det fik huden til at summe sjovt, som den anden hviskede til ham. Nu bragte han det pokkers emne på bane igen. 

 Romeo hævede et forundrende øjenbryn af Phillippe, som han prøvede at finde de rigtige ord, og ikke lade sig påvirke følelsmæssigt af hvad han sagde, og at han stod så tæt på ham, men det var vidst allerede forsent. 
 "Phill-" skulle han til at sukke, men han nåede ikke mere, da et klik fra døren blev åbnet bag dem, og nogen trådte ind i præstestuen og fandt dem sammen. 

 Med et sæt, trådte Romeo væk fra Phillippe som var de blevet opdaget i at have lavet noget uanstændigt forinden - i realiteten var der jo intet galt i at han stod og snakkede med en anden mand, men han blev så forskrækket at det nu lignede endnu mere end før, at de var blevet opdaget i at lave noget forkert sammen. De store chokerede øjne der mødte Romeo, var, til præstens rædsel, den unge discipel Samuel. 
 "Samuel." gispede han kort, og lod sine hænder køre forfjamsket ned af sin robe. Blodet havde dog forladt Romeos ansigt, ligeså meget som det havde forladt den unge mands. 

 Romeos blik flakkede rundt i et forsøg på at orientere sig, og følge med i alt hvad den unge discipel, stammende, fik sagt. Samtidig prøvede han ihærdigt at få et ord indført mellem den unge mands ord. 
 "Samuel." forsøgte han dæmpet, "Samuel." lidt højere prøvede han at afbryde den stride strøm af nervøse ord der kom deres vej. Og der gik et lille ryk igennem ham, som Samuel pludseligt bankede snuden direkte ind i dørkarmen. Romeo rakte en forsigtig hånd ud efter ham i et ynkeligt forsøg på at hjælpe. Hvad troede discipel Samuel at han lige havde set? Men han nåede ikke hen til drengen inden Samuel skræmt stak af fra dem og væk. 
 "Samuel!" Kom det til sidst som et forfærdet kald efter den unge discipel. 

Hvad skete der lige? Ubeslutsomt stod han med det ene ben på vej ud af døren efter Samuel, men kiggede undskyldende, og forpint mod Phillippe. "Jeg - øh." sukkede han udmattet, og en anelse stresset, "Jeg bliver nødt til at gå." kom det presserende fra ham og de udtryksfulde bryn foldede sig i en grimasse af beklagelse over at han måtte gå, og over at Samuel havde reageret sådan over at se dem. "Jeg- Vi ses Phillippe." sagde han fjernt, og rendte efter Samuel. Måske ledte Fader Martin efter ham, men nu havde han noget langt vigtigere at skulle få på plads først. 

 At døren blev åbnet kom også bag på snedkeren og forskrækkede ham, men sket ikke lige så meget som præsten blev forskrækket. Hvor han trak sig væk i et ryk, så Phillippe først hen på den nu åbne dør og det unge disciple det prøvede at fortælle præsten noget. Roligt rettede Phillippe sig op og sendte et venligt smil mod Samuel. 
 " Samuel. " Hilste han som var de to andre ikke ved at gå helt i stykker.  Det grå blik gled skiftende mellem dem og forlegenhed over situationen fik et stort, underholdt smil til at brede sig over Phillippes læber. Som det hele kun blev mere kaotisk, slap en lav, klukkende latter ud mellem de ru læber, og Phillippe rystede lidt på hovedet over dem.

 Pludselig var Romeo halvt på vej ud af døren og Phillippe rømmede sig lidt for at samle sig og ikke stå og klukke alt for meget over de to mænd. Eller var den anden mere en knægt? Han nikkede lidt til Romeos ord og smilte skævt over og til ham. Hånden blev løftet og han vinkede lidt Romeo som han smuttede ud af døren. Med det samme kom han dog til at tænke på de ikke rigtig havde fundet ud af noget med at få noget at spise sammen, så han skyndte sig hen til døren, stik hovedet ud og kaldte efter ham. 
 " Kom forbi når du er klar til at spise! " Med det smuttede Phillippe ind og i præstenstuen hvor han tog sin kappe  og mens han tog den på gik ham mod døren. 

Phillippe stoppede dog op midt i dørkarmen og stod et øjeblik som en ide udformede sig. Læberne bredte sig i et stort, lusket smil, og han vendte om på hælene. Han gik ind igen og hen til skrivebordet, hvor han hurtigt fik fandt papir og blæk. Hurtigt og med en mild latter fik han lavet en lille tegning papiret, som hen efterlod på skrivebordet da han gik.