Mumlen var noget kun brødrene kunne forstå. Det var deres eget interne sprog, hvordan de havde fået skabt sådan en evne til at forså hvad den anden sagde med selv lukket mund, var en gåde for guderne. Men lillebroderen tog teten og hjalp. Selvom han ikke ville erkende det, var det koldt. Kulde var ikke Chuwons favoritting, men han lod ikke hænderne vige, selvom de rystede som en skræmt en hund. Varmen i hænderne forsvandt lige så stille så laget kunne ligge sig, og selvom han kunne prøve at tænde en finger med ild for at lukke sårene, turde han ikke. Det var ikke bare en lille flamme på knap 800 grader, men 1400 grader. Det ville gøre ondt.
"Ja, tak. Må bare sikre mig, at mor ikke ser det," men hvorfor skulle mor også være oppe på nuværende tidspunkt. Det var jo ikke fordi at han ville gå direkte ind til forældrene i soveværelset og sige 'se mor' som et andet lille stolt barn.