Så var der vel ikke mere. Han ville have drejet om og givet Fabian ro til at falde på plads, lade natten lukke sig stille om dem, som om intet var blevet sagt... men fødderne blev stående. Og endnu mindre gjorde de, da Fabian kom nærmere.

Du kan bare vække mig når det er.

Den lette tone hang i luften mellem dem, næsten fremmed i kontrast til det, der strammede sig i Romeos bryst. Som om den burde gøre det hele enklere, men i stedet blot understregede, hvor lidt der egentlig var simpelt.

Han nikkede svagt - eller forsøgte på det - uden helt at være sikker på, om bevægelsen nåede frem.

Så kom berøringen. 
Det gik gennem ham med det samme. Et kort, skarpt spjæt, som han ikke nåede at skjule, før kroppen allerede havde reageret, og bagefter stod han stille, alt for stille, som kunne han ophæve det igen ved ikke at bevæge sig yderligere. Og du er altid velkommen til at finde mig... Kæben spændte sig. Ordene lagde sig et sted, han ikke vidste hvad han skulle stille op med.

Romeo pressede læberne mod hinanden, og blikket gled væk, hurtigt, næsten reflektorisk, som om han ikke kunne holde det fast uden at afsløre mere, end han ønskede. finde mig hvis... Han sank og et stille suk slap ud efterfølgende, ujævnt, som om han først dér kom i tanke om at trække vejret ordentligt.

Da han så op igen, tøvede han et øjeblik, før han klappede hånden der lå på hans overarm - let, næsten distræt - som for at gøre berøringen til noget mindre betydningsfuldt, noget han kunne affeje. Han fugtede læberne, trak vejret ind for at sige noget - men lod være. 

I stedet trådte han et skridt tilbage. Afstanden kom hurtigt og han mærkede Fabians hånd forsvinde igen.
"Tak..." Ordet kom lavt, en anelse for sent, som om det skulle presses fri. Et smil spillede svagt i mundvigen, men det nåede aldrig rigtigt at sætte sig. 

"Jeg vil lade dig..." Han stoppede op midt i sætningen, trak vejret ind gennem læberne og lod hånden glide op langs halsen, hvor den blev et øjeblik, som om kraven sad for stramt. "... få ro." 
Der var noget forhastet over det nu. Noget, der ikke længere blev styret, men bare skulle afsluttes.

Et kort nik.

"Godnat, Fabian." Han tøvede kun et brøkdel af et sekund, før han vendte sig, lidt for hurtigt og gik.

Kun en blind mand ville ikke kunne se den voldsomme reaktion den blide berøring gjorde, men Fabian kommenterede ikke på det, for de vidste begge to godt at de begge havde lagt mærke til det.
Fabian havde en fornemmelse af at hvis han pressede Romeo, så ville han stikke halen mellem benene og rent faktisk løbe, og selvom Fabian ikke forventede de nogensinde kunne blive de venner de engang var, så var der stadig en gammel omsorg der lå i hjertet på Fabian, som han troede for lang tid siden havde forladt ham. Han var blevet blød på sine gamle dage.

Så i stedet for at presse, eller stille spørgsmålstegn, så lod han det lette smil spille over hans læber, og lod hånden falde ned på hans side. "Godnat Romeo," sagde han i stedet for, et lidt mere kækt tonefald, som om at han blot var en skøge der havde forsøgt at charmere sig ind på en præst, og ikke alt det andet.
Hans blik forblev dog en stund på Romeos skikkelse som den trak sig væk, inden han vendte sig mod sofaen. Sølle og dog bedre.
Med et lille suk lagde han sig ned i sengen, øjnene mod loftet, og ikke for første gang ønskede han sig tilbage i en blødere og varmere seng, men han lod ikke tanken tage rod. Det havde han ikke råd til, ikke når han godt vidste at der var muligheder for at det kunne lade sig gøre, muligheder han ikke havde lyst til at tage heller.

Det tog ikke lang tid før Fabian, træt af sind og krop, faldt hen i en rolig søvn.

Døren lukkede dæmpet bag ham. Romeo blev stående et øjeblik med hånden hvilende mod træet, panden let sænket, som om han kunne samle sig der, hvis bare han stod stille længe nok. Stilheden i rummet var tungere herinde. Mere ærlig.

Han trak vejret ind gennem næsen, langsomt, og slap det igen. Så bevægede han sig med en rutine der sad i kroppen; han fik tøjet af, lagde det fra sig uden rigtigt at se på det, lod sig synke ned på sengen. Dynen var kølig mod huden, og i et kort øjeblik føltes det næsten godt. Næsten nok.

Det varede ikke ved.

Blikket fandt loftet og blev der. Tankerne kom i glimt - ikke klare, ikke sammenhængende, men insisterende. Et smil. En hånd. Den måde Fabian havde sagt det på. Den måde han selv havde reageret.
Kæben spændte sig og han vendte sig om på siden. 

Lukkede øjnene. Åbnede dem igen.

Timerne gik ikke; de dryppede. Ujævnt og uden rytme.
Han prøvede at finde roen, den han prædikede om, den han burde kunne fremkalde uden besvær. Den lod vente på sig. I stedet lå der en rastløs sitren under huden, en uro der ikke ville slippe sit greb.

På et tidspunkt måtte han være gledet hen. Kort og uroligt. Lyset havde ændret sig, da han åbnede øjnene igen og morgenen var kommet. Romeo lå et øjeblik og stirrede ud i rummet, før han satte sig op. Kroppen føltes tung, som havde søvnen ikke gjort sit arbejde. 

Han gned hånden hen over ansigtet, trak vejret dybt og lod det slippe langsomt inden han rejste sig.
Skridtene ud i det andet rum var stille. Næsten tøvende.

Fabian lå stadig på sofaen og Romeo standsede.
Blikket fandt ham uden besvær - og blev der.
Det var ikke den samme dreng. Ikke længere. Linjerne i ansigtet var skarpere nu, noget mere levet i dem. Der var en ro i søvnen, han ikke havde set i vågen tilstand. Eller måske var det bare fraværet af alt det andet.
Han tog et skridt nærmere. Og et til. Stod ved siden af sofaen uden at gøre noget. Bare så, mens blikket gled hen over ansigtet, dvælede ved kanterne, ved munden, ved det der stadig var genkendeligt - og det der ikke var. Noget i brystet trak sig sammen, stramt, uroligt. Det var tid til at vågne. Alligevel blev Romeo stående for længe. Til sidst løftede han hånden. Tøvede.

Fingerspidserne fandt Fabians overarm, forsigtigt, som om selv berøringen krævede tilladelse. Han lagde en smule mere vægt i, et blidt tryk, nok til at kunne mærkes. "Fabian..." Stemmen var lav. Ru af for lidt søvn. Han ventede, men hånden blev liggende et øjeblik længere, trykket en anelse tydeligere, før han lod det falde igen.

Det var måske en del af Fabians arbejde, der gjorde at noget i ham fandt sig selv vågne ligeså stille, som han mærkede en skikkelse i nærheden af sig, næsten som om at han forventede at hvad end han havde lavet den foregående nat skulle forsættes.
Men han åbnede ikke øjnene, han lod bare Romeo stå der, måske han ikke engang kiggede på Fabian, men det var som om jo længere der gik, jo sværere var det for Fabian at faktisk åbne øjnene at erkende, at han ikke var sovende.
For det var som om at der gik evigheder, som kun fik Fabians tanker til at hvirvle rundt om hvorfor.

Men heldigvis til sidst mærkede han en prikken på sin arm, og han øjne åbnede sig ligeså stille, som han kiggede op på Romeo, og måske han også kiggede et øjeblik for lang tid, men så spredte sig et lille kækt smil over hans læber.
"Jeg er nu vant til at blive vækket på anden vis," sagde han, med en stemme der også var en smule ru af søvn, men han virkede næsten mere klar til dagen end Romeo selv, til trods for at han eftersigende lige var vågnet.
Men i virkeligheden havde Fabian bare behov for at punktere hvad end for en stemning Romeo havde sat op i rummet, og han vidste det her gjorde Romeo nok dårlig tilpas til at der burde komme en form for reaktion.

De dybe petroleumsfarvede øjne stirrede pludselig tilbage på Romeo. Overrasket trak han sig en anelse og gav Fabian plads til at vågne uden at have præsten svævende over sig. Først da gik det op for ham, hvor længe han egentlig måtte have stået dér. Endnu værre var det korte øjeblik efter, hvor ingen af dem sagde noget, og de bare så på hinanden.

Jeg er nu vant til at blive vækket på anden vis.

Selvfølgelig. Romeo fnøs og gned begge hænder over de trætte øjne. Ja, det var han ikke et sekund i tvivl om. Han burde efterhånden vide bedre end at give Fabian den slags åbninger. Alligevel mærkede han smilet trække i mundvigen, inden han nåede at få styr på det. "Det er desværre ikke en del af pakkeløsningen på Romeos gæstgiveri," meddelte han i en påtaget professionel tone og lod hånden glide ned over kæben, hvor den meget belejligt skjulte resten af smilet.

Engang havde han givet igen uden at tænke over det. Om forladelse. Hvordan kunne jeg dog glemme prinsens morgenkys? Han kunne næsten se det for sig: sekstenårige Romeo, der havde lænet sig ind med overdreven trutmund alene for fornøjelsen ved at irritere Fabian, indtil han fik en albue eller en knytnæve i armen for besværet.

Tanken fik smilet til at hænge et øjeblik længere. Så gled det langsomt væk. For de var ikke seksten længere. De var knap nok de mennesker, de havde været dengang. Og Romeo vidste ikke engang, om han længere havde ret til at tænke på Fabian som sin ven.

Blikket gled kort væk, inden han rømmede sig og fandt tilbage til noget mere sikkert. "Hvordan har du sovet?"

Der var det. En antydning af den dreng som Fabian var vokset op med, hvor det ikke var som om at alting var ved at gå fra hinanden hvis han sagde det helt forkerte ord. Engang hvor alting var lidt nemmere, nok for dem begge to, selvom Romeo så tydeligt bar en masse ar han ikke kunne snakke højt om.
"Jeg tror ellers du ville få væsentlig flere overnattende gæster, hvis det var. En lille ekstra gode når man vågner," sagde Fabian kækt, selvom han godt kunne mærke at Romeo ikke ønskede denne her leg, ikke rigtigt. Måske han blot ønskede at de var tilbage til en bedre tid.

Fabian satte sig op på sofaen og strakte sig, så musklerne spillede sig og et enkelt lille knæk kunne høres for den ene skulder. Selv efter alle de år væk fra bondelivet, så var musklerne der stadig, og de var kun blevet større.
"Ganske fint," sagde han som han lod armene falde ned. "Eller i hvert fald ikke værre end jeg gør der hjemme." Det var med en leende mine, men der var også en antydning af sandheden i det.
Hans egen lejlighed var næppe ligeså god som denne. Det var ikke nemt at finde noget godt at bo i, og slet ikke et sted hvor de ville tage en ind som ham. Der havde han nok haft større tanker om sig selv da han først flyttede til byen, og nu levede han bare velvidende om at han nok ikke kom til at bo et bedre sted. Det var jo ikke som om at han kunne flytte ind hos Aldamar.

"Det tror jeg, jeg vil overlade til dig, Fabian." Kunne han alligevel ikke helt lade være med at svare. En tanke, der burde være forblevet en tanke, men som alligevel listede sig ud mellem dem.
Et lille smil trak i mundvigen. Det føltes næsten naturligt et øjeblik. Næsten. Gid alt var forblevet så ukompliceret. Romeo slog blikket ned, og smilet mistede langsomt sit fæste. Der var noget næsten grusomt ved, hvor let Fabian kunne lokke de gamle reflekser frem i ham. Små rester af den dreng, Romeo havde brugt årevis på at lægge bag sig.

Det sagte knæk fra Fabians skulder trak ham tilbage. Blikket fulgte uvilkårligt bevægelsen, da armene kom over hovedet, og Romeo blev hængende et øjeblik ved den brede skikkelse og musklerne, der spændte under bevægelsen. Fabian havde altid været den mere muskuløse af dem. Engang havde Romeo sikkert stukket en finger direkte ind i overarmen på ham og spurgt, hvornår han havde tænkt sig at hjælpe ham med at få sådan nogle.

Nu nøjedes han med at hæve brynene.

Ganske fint.

"Mhm." Romeo trak vejret ind gennem næsen og lod blikket finde et andet sted i rummet. "Pas på, at jeg ikke får ondt af dig." Det blev sagt mildt, med en antydning af den samme tørre humor som før, men ordene rummede mere sandhed, end han havde tænkt sig.

For det havde han allerede.

Fabian kunne ikke blive ved med at sidde dér i hans trøje og fortælle om kolde værelser og kummerlige forhold, hvis han forventede, at Romeo bare skulle nikke og sende ham tilbage til dem. Den forbandede trang til at hjælpe var allerede begyndt at arbejde sig ind under huden på ham.

Og han kunne ikke tage Fabian ind som en fortabt hund.

Det kunne han ikke.

Romeos blik gled alligevel tilbage til ham.

Noget ved Fabian mindede ham ubehageligt meget om Phillippe. Ikke udseendet, ikke helt personligheden heller. Det var snarere den samme irriterende evne til at få Romeos omsorg til at føles som noget, han ikke selv havde noget at skulle have sagt over.
Han gned tommelfingeren langs siden af pegefingeren og rømmede sig. "Er det virkelig så slemt, hvor du bor?"

Livet havde været hårdt for dem alle, men et eller andet sted virkede det som om at det havde været hårdere for Romeo end de fleste, også selvom Fabian havde ingen idé om hvorfor.
En del af ham brændte for at spørge omkring det, men han kunne ikke få sig selv til det. Romeo ville så tydeligt ikke snakke om det, så i stedet for så måtte Fabian bide det i sig. De havde alle ret til deres hemmeligheder.

Et grin undslap ham, som han endelig tog armene ned efter at have strukket dem. "Ingen grund til det, jeg lever mit bedste liv," sagde han ubekymret og upåklageligt, selvom han godt vidste at han erhverv fik folk til at kigge lidt mere skævt til ham. Især hvis man så hvor han boede.
Men Fabian havde altid længtes efter frihed, selv dengang han var ung, og tanken om at give det op var hårdt for ham. Måske han var for stolt en mand for hvad han lavede, men han kunne ikke give det slip.

Hans blik gled op og mødte Romeos som han spurgte ind om det virkelig var så slemt. Han kunne mærke bekymringen, en bekymring han ikke ønskede, en bekymring han ikke kunne sidde i. Den samme slags bekymring han havde forsøgt at skubbe væk da Aldamar havde givet ham den.
Det var så let som ingenting, som smilet der kravlede over hans ansigt så opmuntrende ud, og som om at der ikke var noget alvorligt i det. "Jeg får det til at lyde værre end det er. Du skal virkelig ikke tænke over det." En lodret løgn, men en løgn der faldt ham naturligt, som han prøvede at skubbe ubehagen væk.