Begge af Phillippe bryg skød op i panden da Romeo bed lidt mere fra sig, og løftede hænderne op i luften i en forsvarende position. Han kunne dog ikke lade hver med at sidde med et lille skævt smil på læberne. 
 " .. Så sskal jeg nojk vente, til du ikke sskal koncjentrere dig, " var han så venlig at forsikre præsten om. Det gik jo ikke at han ikke kunne koncentrer sig! 

 Da Romeo fortalte han ville heale Phillippe så han en smule imponeret ned på ham. Det var ikke fordi de havde snakket om evner før, og et eller andet sted var en healing evne måske ikke så specielt, eller så overraskende hos en i tempelhaverne, men fulde Phillippe fandt det åbenbart meget imponerende. Han skulle til at komme med en kommentar på det, men hans sløve hoved nåede det ikke inden Romeo spurgte om noget nyt. 
 " Ehm.. " brummede han overvejende og man kunne se han tænkte meget over det. Indtil Phillippes udtryk blev mere lusket og skævt smil bredte sig igen over læberne. De grå øjne fandt Romeos, og Phillippe lænede sig en smule frem.
 " Hviss du lægger dig op i sjengen til mig, kjan jeg da godt lægge mig ned, " hviskede han og holdt den andens blik lidt, inden han trak på skuldrene og satte sig ordentligt op igen. 
 " Jeg må njok hellere bare blive sdiddende så jeg ikkke.. svinger for meget rundtt med den. " Phillippe var selvfølgelig godt klar over det ikke ville være et problem der ville komme bare af at lægge sig ned, men derfor kunne han jo godt drille den anden med det.

 "Du er uforbederlig." sukkede Romeo med et fnys og himlede lidt med øjnene over den andens lummerhed. Han kunne dog ikke lade være med at løfte sin ene mundvig op i et skævt smil; inderst inde morede Phillippe ham, også selvom situationen gjorde ham en smule forlegen. 

 Præsten vidste dog, at ligge sig op i sengen ville være at overgive sig hen til snedkeren, og det var ikke en god idé. Det ville være som at lege med ilden. Og Romeo ville ende med at brænde sig. Der ville være ingen nåde, vidste han; og de skulle nødig ende op i samme situation der skilte dem ad, ligesom sidst. 

 "Læn dig op ad væggen så," vejledte han Phillippe, med en hvis professionalisme over sig. Lige nu var han sit erhverv, en præst med helende evner; og den forlegne, oprevede Romeo var lagt på hylden for en stund. Han knælede forsat mellem den andens ben, men med al sin fokus på det ben hvor skaden var værst. Nænsomt tog han fat om Phillippes lægmuskel med begge hænder, og lukkede øjnene i dyb koncentration. Han tog en dybindånding og fokuserede al sin intention ned i benet om at forbedre, og fjerne smerten. Nogle gange hjalp det at messe sin intention, men Romeo foretrak for det meste at sidde tavs. 

 Han bevægede hænderne langsomt op og ned ad læggen, og tog dybe indåndinger. Brynene rynkede sig da evnen alligevel tog på ham. Især når han altid var så udmattet som han var, blev han ofte meget døsig bagefter. Denne døsighed blev også oftest overført til den modtagende part - men alle kroppe reagerede forskelligt. De fleste ville dog opleve at kroppen gjorde sit bedste for at modarbejde de pludselige impulser der skød ind i kroppens nervesystem fra heleren. Og netop derfor ville de opleve en form for udmattelse brede sig i kroppen derefter. 

 "Hvordan føles det?" Spurgte han roligt, og åbnede øjnene kortvarigt for at se på hvordan Phillippe modtog dette. Når læggen var i bedring, ville han forsætte til den andens knæ som også var kommet til skade i faldet.    

 Med et tilfreds, underholdt smil om læberne kunne Phillippe ikke andet end at trækker på skuldrene til Romeos konstatering. Han havde jo ret. Det kunne godt være Phillippe ikke havde været lige så.. direkte ved deres første møde, men han havde stadig prikket. Det var stadig Phillippe der tog det første skridt. 

 Som kommanderet satte Phillippe hænderne mod sengen og møvede sig bagud til han sad med ryggen mod væggen. I stilhed lod han Romeo sætte sig til rette og betragtede ham som gik i gang. En prikkende, varm fornemmelse begynde at brede sig hvor Romeos hænder gled over Phillippes ben. Og som Romeos hænder gled op at glide op af benene, begyndte snedkerens vejrtrækning af blive tungere. Øjnene gled lidt i den ikke så meget af døsighed som af nydelse. 
 " Hm?" Phillippe åbnede øjnene og på igen på Romeo. Han sank langsomt, fugtede læberne og flyttede en lille smule på sig. Det summede i hele kroppen efter at Romeos hænder gled videre rundt på hans krop. 
 " Dejligt.. " brummede han som svar. Phillippe var godt klar over det nok ikke helt var det præsten mente, men det var sandheden. Det var dejligt. Mundvigene trak sig lidt op i et skævt smil.
 " Forsæt endelig, " Phillippe løftede det ene bryn.

 Romeos blik var fastlåst i Phillippes da deres øjne mødtes. Det varme, dæmpede lys, fik snedkerends grå øjne til at gnitre. Det var som om tiden kortvarigt var gået i stå for Romeo, og inden han begyndte at føle noget, eller for meget -  måtte han tvinge sig til at kigge ned på den andens ben igen. Ordet, dejligt som blev akkompagneret til Phillippes bløde udtryk, fik Romeos hjerte til at slå et slag over. Han sank en klump inden han tog en ny dyb indånding for at skabe jordforbindelse til sig selv igen. At røre ved den anden, når han blev opmærksom på dette, fik hans fingerspidser til at brænde. 

 "Godt.." brummede han, og forsatte med hænderne ned til den andens ankler. Nænsomt, lod han begge hænder glide nedom hælen på Phillippe, og han løftede benet op for at mærke, og teste om Phillippe kunne føle mere smerte- selvfølgelig langsomt, og på den andens præmisser.

 Der var så stille mellem dem, at Romeo var bange for at Phillippe kunne høre hans hjerteslag der hamrede mod hans bryst - som galoperende heste. 
 "Gør det ondt når du har benet oppe? Prøv at vippe det op og ned." vejledte han endnu engang. Han kunne mærke den summende fornemmelse der bredte sig i ham - udmattelsen fra evnen. Han smilede mildt op til Phillippe, afventende. 

Med alt hvad han havde i sig forsøgte han at undertrykke de voksende følelser i ham. Det virkede absurd for ham at et enkelt møde med snedkeren som havde stået på for et år siden forsat kunne påvirke ham i sådan en grad. Han troede at han var færdig med det, at følelserne var væk - men de havde vendt retur som en mavepuster da han mødte ham igen.  

 " Mmmh, meget, " Phillippe lukkede øjnene i igen, som hænder forsatte over den blottede hud. Det kunne godt være at Romeo på ingen måde tænkte berøringerne som seksuelle eller lokkende, men Phillippe var beruset, liderlig og alt for følsom over for berøringer, og de blide berøringer fik alt blodet til at bruse direkte til hans underliv. Phillippe sukkede lidt ved berøringerne, og vidste man ikke bedre kunne det måske forveksles med et smerte-støn. 
 Da benet blev løftet op åbnede Phillippe øjnene igen, og han betragtede som Romeo undersøgte ham. Bevægelsen fik tæppet til at glide op, og nøgen som Phillippe var det også et meget blottet baglår og balle der kom til syne. 
 " Det gjør det ikke, " sagde Phillippe, inden han rent faktisk bevægede benet. Bevægelsen kom dog bagefter og som han havde sagt, gjorde det ikke ondt. 

 Benet blev lagt ned mod sengen igen, og Phillippe lænede sig frem mod Romeo med blikket i den andens. Hænderne havde han sat mod sengen, og man kunne se han tænkte for et øjeblik. 
 " Magisk.. " komplimenterede han efter et par sekunder med stilhed. Et skævt, charmerende smil bredte sig over læberne og han løftede det ene bryn.
 " Er djet så nu, jeg må være uansstændig? " spurgte han så.

 De beskadede knæ blev også fanget af den sidste stump intention fra Romeo, og nu var der ikke længere mere at se. Det var som hvis Phillippe aldrig var faldet. Han så dog en smule forskrækket op på den anden da han sukkede - var det et støn af smerte? Hans blik gled undersøgende rundt på snedkeren, men han lignede mere en der nød at blive rørt af Romeo, end så meget andet. 

 Præsten sank en nervøs klump, og forsøgte at ryste det af sig - det blev dog meget svært da tæppet var gledet til siden, og afslørede mere blottet hud. Lyserød farve formede sig hen over præstens kinder, og han måtte læne sig en smule tilbage for at komme væk fra den nøgne hud - bange for hvad han selv kunne finde på, hvis han sad for tæt; nu hvor snedkeren var så afsløret. Det gjorde ham også mere opmærksom på at han sad mellem Phillippes ben.. og hvad denne stilling ellers kunne indikere.

 De fik øjenkontakt da Phillippe lænede sig frem, og i et flygtigt sekund landede hans blik på snedkerens læber. Magisk - det var han aldrig blevet kaldt før. 

 Romeo søgte væk fra den andens tiltrækkende smil, da han spurgte om han måtte være uanstændig. Han fnøs, og blikket landede på Phillippes hænder. Han fik øje på vielsesringen; en tarvelig påmindelse om at manden foran ham stadig var gift til hvem end hun nu var.

 Romeo følte sig skamfuld, også velvidende at Phillippe var i et uønsket ægteskab. Kvindemennesket, der på papiret var hans kone, havde forhekset ham. Og selvom han godt vidste dette faktum, kunne han ikke lade være med at føle at det der skete mellem dem lige nu var forkert. Det fik ham til at tænke på de farvede mærker på Phillippes overkrop - var det hendes værk? Havde hun gjort skade på Phillippe, eller var det noget helt andet? Brynene på Romeo pegede opad i en trist grimasse ved tanken. Han ville sådan ønske at han kunne sætte ham fri. 

 "Jeg tror det er bedre at du får noget søvn." Sagde han dæmpet med antydningen af et skævt smil, der aldrig nåede øjnene. 

 Med et lille brum kom han på benene og så ned på Phillippe, "Det har været en lang nat for dig.." forsatte han mildt og lod sine fingre glide rundt om en lok af hans gyldne hår. Romeos øjne var fulde af længsel. 

 Phillippe så hvordan Romeo kiggede, hvordan han rødmede og hvordan han prøvede på ikke at kigge. Præsten måtte da været lidt interesseret! Romeo virkede dog til pludselig at blive lidt fjern, men fuld som Phillpppe var, var det ikke noget han tænkte yderligere over. 
" Jeg er ikke træt, " Det var dog ikke helt sandt. Alkoholen havde da sat sine døsige spor i snedkeren, og som Romeo havde forudset havde healingen også gjort kroppen mere udmattet. Men det var andre følelser der pressede på. Andre steder på kroppen hvor det trykkede, og det var alt han kunne mærke lige nu. 

 Phillippe vil have haft grebet fast i Romeos trøje og trukket han tættere på, men inden han nåede at få flyttet på kroppen havde præsten flyttet sig. Derfor fulgte han lidt med og sat sig op på knæene i sengen. Noget der fik tæppet til at falde helt af og afslørede hvor meget Phillippe havde nydt berøringerne. Hvor hård de havde gjort ham. 
 " Ikke lang njok, " brummede han og lagde hænderne på Romeos hofter for at sikre sig han ikke stak af. Forsigtigt og langsomt trak han ham tættere på, mens han selv møvede sig længere ud mod kanten af sengen, stadig siddende på knæene. 
 " Jeg har éet sted endnu, det gjør lidt ondt.. " hviskede han lavt og en smule åndeløst. Blikket holdt hele tiden Romeos. Betragtede hvordan han ville reagere, hvor han ville se hen. Om han gennemskuede hentydningen. 

 Phillippes flygtige lok gled ud mellem Romeos fingre da han kom op at sidde på knæene. En stilling, der ved hjælp af tyngdeloven, fik tæppet til at falde bort, og tydeligt blottede Phillippes ophidselse. Der gik et stød igennem Romeo da han ved et uheld, meget flygtigt, fik set derned - og blufærdigt måtte han dreje hovedet væk. Hans mund blev en lige, anspændt streg, og farven i hans kinder blev blot mere prominente. Han udstødte et luftigt fnys i vantro over sig selv, og sin egen lyst. 

 Inden han kunne nå at trække sig væk, eller vende sig rundt, fik Phillippe fat i Romeos hofter på ny. Det var anden gang på denne aften hvor Phillippe havde formået at holde fast i Romeo så han ikke kunne slippe væk. Og selvom han ikke så på den anden, kunne han høre hvordan snedkeren rykkede tættere på, og samtidig trak Romeo tættere til sig. 

 Romeos brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt ved ordene der luftigt undslap Phillippe, og for ikke at komme alt for tæt, satte han begge hænder ned på Phillippes skuldre. Han skulle nødig opdage Romeos egen voksende bule i bukserne.

 Præsten var mundlam, og han anede ikke hvad han skulle svare til Phillippes hentydninger. De stod dog alligevel så tæt at han kunne mærke Phillippes længde mod lårene, og Romeo måtte skære en pinefuld grimasse ved det. Han havde stadig ansigtet vendt bort, og lukkede øjnene hårdt i med en panderynken. Han tog en langsom, dyb indånding - med en langsom udånding til følge. 

Inden han tog mod til sig til at tale, skævede han ned og mødte Phillippes svømmende blik. Han vidste godt hvad snedkeren ville - Romeo vidste hvad han selv ville.. men modarbejdende som han nu engang var kunne han ikke give sig hen. 

 "Du er stadig gift, ikke?" Lød det endelig dæmpet fra ham. Han gjorde et kort nik med vielsesringen som var mere tydelig i grebet om hofterne. En dunkende hovedpine blev mere prominent i hans tinding, og Romeos mundvige trak sig op i et sigende, trist smil. 

 "Lad os ikke gøre det mere kompliceret." Sukkede han stille. 

 Det virkede som om præsten havde bukket under. Som om alle Phillippes tilnærmelser endelig var begyndt at trænge gennem til Romeo. Selvom Phillippe ikke havde Romeos blik på sig, følte han at han havde vundet. 
 " Romeo.. " sukkede Phillippe en smule lokkende, men svaret han fik var ikke hvad han forventede. 

 Denne gang var det Phillippes tur til at folde munden i en anspændt streg. Hånden der blev nikket til slap sit greb lidt om hoften for at knytte sig lidt, som om det ville skjule hvad Romeo snakkede om og de kunne glemme alt om det. Men selvfølgelig virkede det ikke sådan. Phillippe var dog ikke helt klar til at give op. Romeo var jo interesseret! Det kunne han da fornemme. 
 " Det behjøver ikke blive komplicjeret.. " Phillippe løftede det ene bryn og holdt blikket i Romeos. 
 " Du hjælper mig bare.. Ligessom med benet.. " Ordene blev nærmest hvisket som han lige så stille lod hånden uden vielsesringen glide op af Romeos side, for at glide videre ned over hans arm, for at løfte den af Phillippes skulder. Han kunne vel altid hjælpe Romeo lidt på vej.  
 Phillippe ville selvfølgelig ikke tvinge Romeo til noget, og grebet om præsten var ikke stærkere end at han sagtens kunne trække, hvis han ville, altså. 

 " Romeo, dét okay, " hviskede han, og lod så hånden der stadig var mod hoften folde sig ud igen. Pegefingeren prøvede mase sig ind under kanten af den andens bukser, så den lige så stille kunne glide langs kanten, og da den var foran på bukserne trak Phillippe Romeo lidt tættere på sig med fingeren i bukserne.

 Romeo skævede til Phillippes hånd med vielsesringen der knugede sig sammen i skjul. Det påvirkede ham tydeligvis at få det påpeget. Og Romeo kunne mærke sit hjerte synke. Det behøvede ikke at blive kompliceret, hørte han den anden sige, og det fik ham til at se den anden i øjnene, undersøgende. Romeo kunne ikke gennemskue hvordan det ikke kunne ende ud i at blive kompliceret - selv hvis Phillippe ikke fandt det kompliceret, betød det alligevel absurd nok for Romeo til at han ikke bare kunne give sig fuldstændig hen. Hvad kunne det dog ikke resultere i? 

 Phillippes sensuelle hvisken var tillokkende, og det prikkede og brændte i huden under stoffet lige dér hvor Phillippes fingre gled op og hen ad Romeo. Det gav ham gåsehud, og han kunne mærke sit hjerte dunke mod sit bryst, i takt med de dunkende i tindinger. Nærmest som slog de i takt. 

At snedkeren foreslog at det bare var en hjælp, fik Romeo til at fnyse lidt ved tanken, "Det.. kan da ikke sammenlignes." For ham var det som at sammenligne æbler med pærer - men han kunne godt se hvordan man kunne bruge dette som en undskyldning - og i den tilstand Phillippe var i, ville han sikkert sige hvad som helst for at få sin vilje. Men han var også fuld, måske fortrød han det imorgen. 
  Og hvem er Nicola.. og.. Enzel? Kom Romeo i tanke om. Det var de to navne der var blevet nævnt et par gange tidligere på vej hjem til ham. Romeos bryn pegede op i en håbløs grimasse ved tanken. Der var alt for meget han ikke vidste om Phillippe.. men måske det var det smukke ved det? Han kunne vende det blinde øje til. Men ville han? Og så var der også hele den side af sagen at han var præst.. og varulv. To ting der talte meget imod deres relation. 

 Romeo lod sin hånd blive fjernet af Phillippe, afventende - hvor ville han flytte den hen? Præsten kunne ikke lade være med at føle sig hjælpeløs og hans blik svømmede af bekymring. Men det var som om han ledte efter svar i den andens ansigt - et tegn på at det hele nok skulle gå alligevel. Med den hånd der stadig var på Phillippes skulder, knugede han fat om trøjens stof. Han sukkede lidt - tydeligt i vildrede.

Da Phillippe nævnte at det var okay, efterfulgt af hans finger der forsøgte at kravle ind under buksekanten på Romeo, kunne han ikke lade være med at skæve flygtigt ned til berøringen. Uden at gøre modstand blev han trukket hen mod den anden - han var dukken lige nu, og Phillippe var hans dukkefører. "Du får det til at lyde så let." svarede han dæmpet, men han slog ikke den andens hånd væk. Selvom han burde. 

 Romeo kunne ikke benægte at han havde lyst til manden foran sig, og det fik ham til at stille spørgsmålstegn ved alt som han troede at han vidste om sig selv. Romeo fortjente ikke Phillippe, det var han hundrede procent bevidst om. Og måske ville han endda komme til at skade ham, men den lethed hvormed Phillippe nedbrød Romeos mure der omkransede hans forslåede hjerte, gav ham måske ikke noget valg. 

 Det var ingen hemmelighed at Romeo var tydeligt ophidset, det afslørede hans bule i bukserne, men det var en underlig form for ophidselse - den var kaotisk og smertefuld. Længsesfuld og pirrelig. Det var ét stort rod. Og han så Phillippe i øjnene med et blik der var fuld af modstridende begær. "Alt taler imod det her, Phillippe." begyndte han usikkert, "Du er påvirket af alkohol. Jeg er præst." og en masse andre ting Romeo ikke havde lyst til at nævne. Han håbede både at Phillippe ville give ham ret, men også at han ville blive overbevist om noget andet. Selvom Phillippe havde sagt at det ikke behøvede at blive kompliceret, var det allerede så kompliceret for Romeo. 
 

 Romeo blev ved med at komme med små undskyldninger for hvorfor de ikke kunne forsætte. Og Phillippe ville også have lyttet på dem, hvis han havde været ædru. Og skubbede Romeo sig væk eller sagde et oprigtigt stop skulle Phillippe da også nok stoppe, men det gjorde han ikke. Han trak sig ikke det mindste, og Phillippe så det som en indirekte invitation. 

 Phillippe førte lige så langsomt Romeos hånd hen over Phillippes brystkasse, samtidig med han lænede sig frem så deres læber ikke var mere end et åndedrag mellem deres læber.
 " Det er let.. " brummede ham inden han lænede sig det sidste lille stykke frem, og lod deres læber mødes. Phillippe vidste hvad han snakkede om. Han blev jo selv ved med at falde i med Enzel, selvom alt i han skreg han skulle lade hver. Kysset startede han langsomt ud, men det blev hurtigt lidt mere dybt og krævende. Imens fortsatte Phillippe med at føre Romeos hånd ned over sig, så den gled videre ned over hans mave. 
 " Du gør det kompliceret.. " sukkede han lidt. Det var kun kompliceret fordi Romeo blev ved med at gøre det. Det stoppede dog ikke Phillippe fra at føre Romoes hånd det sidste stykke ned over maven, for at få han til at hjælpe med det sidste sted han havde ondt. Samtidig pressede han sin egen hånd ned i præstens bukser, han han kunne gribe fat om Romeo og hjælpe ham.

 Romeos blik flakkede uvilkårligt rundt mellem Phillippes øjne, fastholdt, og han kunne ikke se væk selvom han prøvede. De grå øjne var hypnotiserende, og Romeo følte at han forsvandt helt ind i dem. Han tog nogle tunge åndedrag da han lod sig føre an af  Phillippe, hånden kom længere ned over brystkassen, og da Romeos arm var så udstrakt at den ikke kunne blive længere, måtte han bukke en smule i knæene for at blive ført videre. Det gjorde at han kom tættere på Phillippe ansigt. Og den anden spildte ikke tiden. Da han nåede ned i øjenhøjde med snedkeren blev han mødt af en varm ånde - og en overbevisning om at det var let. 

 Præstens øjenlåg blev tunge jo mere han blev forført af Phillippe, og pludselig var hans læber på Romeos. Han lavede et gispende suk ind i den andens mund før læberne omsluttede hinanden som perfekte puslespilsbrikker. Det føltes i hvert fald perfekt for Romeo - men også så inderligt forkert. Forbudt. 
 Da kysset tog en krævende drejning, stivnede han i kroppen. "Mmfh.." brummede han uvilkårligt. Han gengældte det dog stadig - og hele denne situation mindede ham om dengang i tempelhaverne. 

 Under kysset blev Romeos hånd forsat ført videre nedad kroppen på Phillippe, og han mærkede stoffet fra trøjen mellem sine udstrakte fingre. Han kunne fornemme den stærke brystkasse indenunder, og musklerne som forsatte nedad, lige til maven. Stillingen gjorde at han var nødsaget til at støtte sig til sengekanten med det ene ben. Knæet placerede han mellem Phillippes ben, hvor at det andet som stod på gulvet var udstrakt bag ham. 

 Kysset blev brudt, og nu blev Romeo fortalt at han gjorde det kompliceret. Måske. Men livet var heller ikke en leg for ham. Han rynkede panden ved anklagen, og de typiske Romeo øjenbryn pegede opad endnu engang. Det var lige før at de permanent sad sådan. Romeos fingre strejfede nu Phillippes bagende, nøgne hud. Og på få sekunder havde de begge fat i hinandens køn. Det kom som et chok for Romeo, og han gispede som havde han brændt sig på noget varmt - et brummende støn undslap derefter hans læber. 

 Hvorfor endte det altid ud sådan her? Romeo bandede af sig selv indvendigt, "Phillippe..." Lød det ophidset fra ham, en smule bedende - men hvad han bedte om var han usikker på. Hans vejtrækning blev luftig, hurtigere. Han ville ikke lade det ende på samme måde som det gjorde sidste gang de skiltes, men han kunne heller ikke lade det forsætte - selvom hans bule i bukserne mente noget andet. 
 
 Lort lort lort lort - han bed tænderne anstrengt sammen ved berøringen, og uvilligt måtte han fjerne sin egen hånd fra Phillippes erektion, for derefter at hive hånden op af sine bukser. Nu havde Romeo fat med begge hænder om Phillippes håndled, som han havde løftet op i hoved-højde. Stadig i samme halvsiddende stilling på sengen. Han tog et par dybe indåndinger for at prøve at stoppe sig selv fra at vælte Phillippe ned i sengen. Hele hans krop rystede af ophidselse, og han så koncentreret og forpint på den anden. "Det går ikke.." lød det forpustet fra ham, "Jeg kan ikke." Hans kinder var rødmosset, og han sank en luftig klump og forsøgte at få styr på sit hamrende hjerte og vejrtrækning. 

 Et længe ventet støn ekkoede Romeos da der også blev grebet om Phillippe. Ude af stand til helt at holde sig tilbage - for alt sitrede virkeligt i ham for at mærke mere - bevægede Phillippe hofterne lidt så der kom lidt friktion fra Romeo hånd mod ham. 
 Han havde knækket ham, nu var han Phillippes! At han kaldte sådan på Phillippe kunne da ikke tolkes som andet end et ønske efter mere. Phillippe begyndte derfor lige så at bevæge hånden nede i Romeos bukser. 
 " Romeo.." sukkede han tilbage.

 Men så trak han sig. Så snart Phillippe mærkede grebet om sig forsvinde slap et opgivende suk ud mellem læberne. Han åbnede øjnene og så på hans hånd der blev holdt op mellem dem.
 " Hvorffor ikke? " lød det irriteret og klagende fra ham. Det grå blik løftede sig og så mod Romeos. Kunne det ikke være lige godt at Phillippe var gift? Det ægteskab talte jo alligevel kun for noget for Katarina..
 " Du er trarvelig.. " brummede ham og trak hånden til sig. Han lod sig dumpe ned og sidde på hælene og kørte hænderne over ansigtet og videre op gennem håret. Havde Romeo virkelig tænkt sig ikke at lade dem forsætte? De sad og var begge påvirket over situationen, Romeo kunne umuligt ikke være generet af det. For Phillippe dunkede det i hvert fald mellem benene efter en forløsning. 

 Det irriterede blik fra Phillippe gennemborede Romeo, og han bed sig overvejende i indersiden af kinden. Ligesom snedkeren, klagede præstens krop også over de pludseligt manglende hænder de havde på hinanden. Men begæret var ikke nok til at Romeo bare sådan kunne forsætte - ligegyldigt hvor meget hans krop end ville det, måtte han være stædig. 

 Romeo lod Phillippe trække hænderne til sig, og så sørgmodigt på den anden da han kaldte ham tarvelig. For at undgå at det skulle starte forfra, trak han sig fra sengekanten med det samme, og med let sitren måtte han sætte sig på stolen overfor Phillippe. Det gjorde så ondt i hans hovede nu at han knapt kunne stå - så han skulle lige have nogle minutter, siddende. 
 "Ja.." mumlede han - det var det eneste han umiddelbart kunne få sagt. Ja, han var tarvelig.  

 Han sad foroverbøjet og betragtede Phillippe der tydeligt var frustreret. Romeo gned sig i panden inden han gemte næse og mund i hænderne, mens albuerne hvilede på hans lår. Et suk undslap ham. Præsten var selv genereret af hele situationen; hvordan kunne han ikke? Blodet pumpede rundt i hans krop. Det dunkede både i hovede og lem, og han havde allermest lyst til at smide tøjet og hoppe i sengen med Phillippe. Men det var altså ikke så let, som Phillippe ellers havde fortalt ham. 
 "Jeg skulle have stoppet det tidligere. Undskyld." erkendte han så efter en kort stilhed havde passeret imellem dem. Havde Romeo trukket sig langt tidligere, kunne de have undgået frustrationen imellem dem nu. 

 Romeo ombestemte sig ikke og sprang på Phillippe. Snedkeren satte sig helt ned på numsen at sidde i sengen, med benene frem for sig. Hænderne blev sat mod sengen og han rykkede til tilbage mod væggen. Det var ikke retfærdigt at han irriteret på Romeo, selvfølgelig skulle han have lov til at trække sig hvis det  blev for meget. Men åh hvor var det frustrerende. Phillippe foldede læberne lidt sammen da Romeo gjorde sig enig med ham. I det mindste var de enige. Phillippe viste dog ikke om det gjorde det bedre eller værre. 

 Stilheden lagde sig mellem dem, og Phillippe sad og betragtede Romeo lidt mens han tænkte. Skulle han bare sætte selv? Måske det ville lokke Romeo til at deltage? Han kørte hånden over ansigtet og gennem håret igen, for selvom det var fristende lige at prikke en sidste gang til præsten, virkede det også til at efter Phillippe som den tarvelige. 
 Det ene bryn løftede sig ved Romeo ord, og Phillippe sagde ikke noget til dem. Det behøvede han vidst ikke. Selvom det var okay, havde han heller ikke helt lyst til at sige det.  Romeo skulle jo helst ikke gøre det til at vane at stikke af hele tiden. 
 " Tak for hjællpen med bjenet, " Sagde Phillippe så. Det var vel det, hvis Romeo ikke havde tænkt sig at færdiggøre hvad han egentlig havde startet, var der vel ingen grund til han var der mere?

 Romeo måtte gemme ansigtet i hænderne helt, frustreret, inden han så gned dem rundt i ansigtet med et suk. Til sidst førte han den ene hånd igennem håret, og skævede til Phillippe, uden at flytte hånden fra sin nakke. Snedkeren så ikke tilfreds ud, langt fra. 
  Præsten sukkede dybt. Phillippe måtte være såret, eller følt sig ført bag lyset. Det var jo også anden gang at Romeo måtte trække sig som en kujon, eller en nar - men hvad skulle han gøre? Han var ikke klar til konsekvensen hvis de havde forsat. 

 Han knugede hånden om sit eget hår for at få kontrol på sig selv, og hovedpinen der spredte sig. Efter at ophidselsen var begyndt at lægge sig, kunne han pludselig mærke den hungrende udmattelse der lagde sig om ham. Han var så træt - Og så sagde Phillippe tak for hjælpen. Det var vel det. Romeo forstod en hentydning, og han kunne godt læse mellem linjerne at han blev bedt om at gå. Præsten måtte tvinge sig selv op af stolen.

 Romeo fugtede sine læber og lignede en med virkelig dårlig samvittighed da han så på Phillippe. Afventende på om den anden ville sige mmere. Men da stilheden forsat lå mellem dem, begyndte han at bevæge sig mod udgangen af værelset. Han stoppede efter et par skridt for at se tilbage på Phillippe, ubeslutsom. Han åbnede munden for at sige noget, men fortrød, og lukkede den igen. 
  Han nåede så helt hen til dørkarmen og støttede sig til den og kastede et sidste blik mod Phillippe, 
 "God bedring." Han så ned på gulvet hvor hans uldjakke lå, forpint - uvillig til at forlade ham. Jeg vil gerne se dig igen..tænkte han, men han kunne ikke sige det højt. Langsomt samlede han sin uldjakke op og foldede den over armen, før han så forsvandt ud i gangen for at tage sine sko og resten af overtøjet på. 

 Phillippe sagde ikke noget som Romeo fik taget sig sammen til at rejse sig. I stedet sad han blot og betragtede hvordan Romeos utroligt langsomt fik gjort alt han skulle, samlet alt op, så han var klar. Hvordan kunne han holde sat i han ikke kunne? Phillippe forstod det ikke, men ville heller ikke forsøge at presse mere. Nu måtte præsten bare  godt se at blive færdig, så Phillippe kunne færdiggøre hvad der var blevet startet selv. 

 "  Romeo! " kaldte Phillippe pludseligt som en tanke slog ham da Romeo havde forladt rummet og var godt på vej til at forlade værkstedet. Hurtigt men kluntet fik han møvet sig op fra sengen, og var ved at falde lang som han var på vej mod døren, da den ene fod havde fået viklet sig ind i tæppet. Han håbede at Romeo ikke var nået at gå helt endnu og Phillippe stoppede og lænede sig op af dørkarmen til værelset. Han udtryk var overvejende som han så mod gangen og forhåbentligt Romeo. 
 " Røre du nogensinde ved sig selv? " Det overvejende udtryk ændrede sig til et bredt, drenget smil og det legende glimt var tilbage i de grå øjne. Han var dog oprigtig nysgerrig. 

 Romeo var ved at vinkle halstørklædet om sig da der blev kaldt på ham. Forventningsfuldt, drejede han sig hen i retningen af værelset, men Phillippe var ikke at se endnu. Et bryn hævede sig, afventende; og han var gået helt i stå med hvad han var i færd med. Nu hørte han nogle småbump inde fra værelset-- og lidt efter, tittede Phillippe frem og lænede sig op af dørkarmen. Hans hjerte slog et slag over af nervøsitet. 

 "Ja?" lød det forsigtigt fra ham. Romeo var usikker på hvad Phillippe ville. Han kunne ikke helt læse på den anden om han ville ham noget alvorligt eller ej. Det kunne jo være han lige ville tilføje at han aldrig ville se Romeo igen - fordi han havde fået nok af den evige dans frem og tilbage der aldrig førte nogle vegne. Men så kom spørgsmålet som præsten langt fra havde forventet. 

 Han kom med et vantro, halvkvalt fnys og så perplekst hen på den anden. "Om jeg.." Han kunne ikke færdiggøre sætningen, og kunne nu ane det drengede smil der bredte sig på Phillippes læber - det var svært at se ham tydeligt da han stod i dæmpet belysningen. Men Romeo kunne godt fornemme at Phillippe var kommet sig over afvisningen; hurtigere end Romeo havde regnet med. Det virkede ihvertfald sådan; for nu var snedkeren tilbage til sit drillende selv. 

 "Sjældent." indrømmede han så, og så træt hen på den anden med en forlegen rødmen der malede præstens kinder. Han kunne vel lige så godt være ærlig, også selvom det var pinligt at tale om. Romeo rørte ikke meget ved sig selv - det skete vel i ny og næ. Men det var sjældent at han havde lysten til det; trætheden, mareridtene og hans arbejde afholdte ham for det meste fra det. "Hvad skal du bruge den information til?"  spurgte han forvirret, og tilbageholdte et smertesuk da hovedpinen langsomt blev forværret. 
  

 Det var svært ikke at vise at Phillippe blev underholdt af Romeos reaktion på spørgsmålet. Han pressede læberne sammen for ikke at le lidt over det, mens han nikkede som præsten prøvede at gentage spørgsmålet, bare for at være sikker om han havde hørt rigtigt. Det havde han. 

 " Hm.. " brummede Phillippe, overvejende, da han fik svaret. Interessant. Det forklarede måske lidt, så var den præsten ikke helt pik forskrækket. Han stak ikke af fordi det var fuldstændig uvant for ham at blive rørt ved sådan.  Det var svar nok for hvad Phillippe havde i tankerne, og han skubbede sig væk fra dørkarmen i samme øjeblikke Romeo spurgte hvorfor. Et endnu mere skævt smil kunne måske lidt nå at anses inden hovedet forsvandt ind i det andet rum. Ville han mon kunne håndtere svaret?
 " Til at færdiggøre hvad du ikke kunne, " lød svaret med en vinkende hånd som det sidste der forsvandt ind på værelset.
 Phillippe gik hen og satte sig i sengen, denne gang så han vendte den rigtige vej. Han var da lidt nysgerrig efter at se hvordan Romeo tog den kommentar, men lige nu havde han andre ting i tankerne.  Snedkeren lænede sig op mod sengegavlen, og lod øjnene glide så, som han greb fat om sig selv, for at forsætte hvor Romeo slap. 

 Romeo kunne sagtens ane hvor underholdt Phillippe var af denne situation, og på en måde gjorde det ham også lettet. Det var ikke lige så dramatisk, eller endegyldigt som sidste gang- men de kunne rent faktisk skilles på et nogenlunde venligt niveau. Og stod det til Romeo, ville han langt hellere gå flov derfra, end fuld af skam. 

 Og flov ville han da komme til at gå derfra som. For Phillippes svar til Romeo var noget anderledes end hvad han kunne have forestillet sig. Hans bryn skød op i vantro overraskelse, og et forlegent, dæmpet, fnys forlod hans læber da Phillippe forsvandt ind på den anden side. En frustreret hånd gned over sit ansigt, som han så i retningen af dørkarmen hvor den anden nu manglede. Han havde vel ikke tænkt sig at..? Romeo skar en grimasse ved tanken. 
 At Phillippe slet ikke havde nogen snert af blufærdighed, chokerede Romeo enormt - Dét at snedkeren bare kunne gå ind i værelset ved siden af - velvidende om at Romeo stadig var tilstede lige på den anden side, og tilfredstille sig selv, var både provokerende og uanstændigt på samme tid -- men også virkelig tiltrækkende for Romeo. Han bed sig i sin knyttede næve for at tilbageholde sig selv og de vakte følelser han ellers lige var begyndt at få styr på. 

 Det var utroligt hvad den mand gjorde ved ham, aldrig i sit voksenliv havde han følt så meget kaotisk begær for nogen som han var begyndt at føle for Phillippe - og det skræmte ham. Romeo følte at han ikke længere kunne genkende sig selv. For - at dette scenarie var tiltrækkende for ham, ligefrem? Chokerende! 

 Usikker på om Phillippe allerede var igang med at røre ved sig selv, måtte Romeo tage sig sammen til at forlade snedkeriet. Han kunne ikke være tilskuer til dette. "Sov godt, Phillippe." røg det ud af ham, og han væltede næsten over sig selv. - hvad kunne han ellers sige? Romeo formodede dog, at det ikke var søvn snedkeren fik meget af i nat. 

 Han skyndte sig ud af døren, men i al sin forfjamskethed, glemte han sin hue der stadig lå på gulvet i gangen. Tankerne var alle andre steder. For nu kunne han slet ikke slippe af med det visuelle billede af Phillippe der rørte ved sig selv.