Det var lidt som om alkoholet havde forstyrret Daphnies virkelighedsfornemmelse og da Bastians pludselig reagerede så negativt på hende ord, var det som om det gik lidt op for hende hvad hun havde delt. De buttede læber spidsede sig lidt, og hun så igen på kruset, hvor hun trommede lidt med fingerne.
 " Jah, det er rigtig nok.. " mumlede hun lidt og fortrød lidt hun havde fortalt det. Den ene hånd førte en tot af det vilde, krøllede hår om bag øret.
 " Jeg gik en tur udenfor bymuren, ved en lille skov-plantage. Og så stødte jeg på ham.. jeg tænkte ikke..  "mumlede hun lidt. Hun havde været naiv.. Som altid. Da hun så op på Bastian igen var det med næsen rynket lidt der gav hende et udtryk der var lidt en blanding af undskyld og jeg ved jeg dummede mig. 
 " Jeg ville have ham til at vide, at det ikke var okay.. Og hvad det havde gjort ved mig.. " Hun slog blikket ned på kruset igen.
 " At der måtte være til ham, end bare at være ond for at være ond.. At jeg troede på der var noget solskin inde i ham.. " når hun sad og sagde det højt for en anden kunne hun godt høre hvor dumt det lød. Men det havde hjulpet hende med at komme videre. 

 "  Det kan godt blive lidt ensomt nogle gange.. " mumlede hun lavt til at bo alene. Jo, det var da rart ikke at bo hjemme, men på det sidste havde hun fundet det lille hjem særligt tomt. Da Bastian sagde han var fra Dianthos, løftede Daphnie blikket og så på ham med det ene bryn løftet i overraskelse. 
 " Det giver mening. Du virker også lidt.. Sydsk.. " Daphnie smilte skævt og flyttede den ene hånd op for at trække hans halsåbning lidt til siden så hun bedre kunne se hans bryst.

Det var nok mere uforstående end Bastian var negativ. Han var uforstående over at hun talte om det på den måde, men også at det var sket. Hun virkede ikke som en type, som ville komme i den slags problemer. Han kiggede ned på hende, som hun trommede på kruset. 
"Det er jeg ked af at høre" Han kendte hende ikke mere end det hun havde fortalt denne aften, og derfor så vidste han ikke hvad hun havde været igennem, men det lød frygteligt. Måske havde hun været naiv, både da hun havde mødt ham, men også da hun havde skrevet et brev til ham. 
Han havde egentligt lyst til at tage hendes hånd, for at give hende en form for tryghed. Som han havde gjort før, da hun lå op ad ham. Han lod sin hånd møde hendes, og lod en finger glide over den i en aende bevægelse.
"Jeg forstår godt dine tanker, når han har behandlet dig sådan" Men samtidig så forstod han ikke de tanker som havde fået hende til at gøre det, det var delte tanker. Normalt ville folk søge mod byvagten og fortælle det der var sket, og være bange for denne mand, men Daffe havde skrevet et brev i håb om at finde noget lys i ham. 
"Jeg tror bare sådanne mænd er onde, for at være ond" Han kendte godt typen, bare ikke på den måde, "Men hvis det har været det der var nødvendigt for dig at gøre, så forstår jeg godt tanken, Daffe" 

Han var ikke selv flyttet hjemmefra, og var ikke sikker på at hans forældre ville tillade det på nuværende tidspunkt, eftersom at han havde skabt alle de problemer. "Ja? Jeg ville nok nyde det. Mere fordi at mine forældre godt kan være meget overvågende" 
Det var ikke første gang han havde hørt det, han vidste godt at han var mørkere end andre. "Er det godt eller skidt?" 

 Læberne rullede sig lidt ind og ud mellem tænderne og Daphnie trak lidt på skuldrene. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Han havde ikke haft noget med det er gøre, og der var ikke noget at gøre ved det nu. Hun var kommet videre. Stort set, i hvert fald.. Tanken om at være i en skov gjorde hende stadig en smule panisk og hun havde holdt sig langt væk fra en siden da. Hun nikkede dog alligevel til hans ord, og da han sagde sådanne mænd bare v ar onde fordi de kunne spidsede hun læberne lidt og rynkede brynene lidt. Hun var ikke enig.  Eller.. Måske var hun, men hun troede ikke på at alle var helt igennem ondskabsfuld. Der måtte være en eller anden form for lys i alle. 
 " Det følte jeg det var.. Det blev nemmere for mig efter.. " Hun var ikke sikker på om Bastian egentlig forstod tanken, men det var også lige godt. Det gjorde ikke nogen forskel for hende. 

 Hun var glad for at samtalen var på vej videre bare hendes lidt dystre fortælling. Daphnie smilte lidt over hans ord og tippede hovedet lidt på skrå i en overvejende gestus. 
 " Du må gerne bo hos mig, jeg skal nok lade hver med at overvåge dig.. Så meget..." De grønne øjne gled lidt ned over ham. Selvom hendes tilbud lød seriøst var det nok ensomheden og øllet der snakkede. Det lille hjem ville da slet ikke have plads til de boede to.. Han ville nok ende med at foretrække at bo hos forældrene så. 
 Nu hvor hun alligevel havde hevet trøjen lidt væk lidt hun fingrene glide blidt rundt på den gyldne hud. Hovedet lagde sig lidt på skrå og Daphnie bed sig i underlæben.
 " Mmmh.. Jeg kan godt lide det.. " indrømmede hun og så lidt op på ham gennem øjenvipperne. Kort efter trak hun hånden til sig. 

Det havde selvfølgelig været en voldsomt historie at modtage, sådan uden nogen form for mening eller relevans, måske var det blot alkoholen som var begyndt at virke hos hende? Den var hos ham. 
Bastian forstod godt tanken bag det hun havde gjort, at hun havde rakt ud til ham. Alle havde deres egen måde at håndtere sorg og problemer på, og hvis det virkede for Daffe, så skulle hun blot forsætte den vej. Han kendte hende ikke bedre end det han vidste, han fandt hende spændende og interessant, ikke mindst utrolig smuk. Men han vidste ikke hvem hun indertst inde var og hvad hun var gået igennem i hendes liv, og det var heller ikke sikkert at han ville komme til det.
"Jeg forstår godt din tanke bag og hvorfor du gjorde det.. Hvis det har været den måde hvor du bedst har kunnet komme videre på, så har det jo været det rigtige at gøre" Det betød jo heller ikke noget hvad han mente, hun havde gjort det og det var hendes liv.

Det var måske fint at få samtalen væk fra den mere dystre historie, som hun havde fortalt ham. Han kiggede over på hende med et lille smil på læberne, som hun sad ved hans side, med fronten mod ham. Han skubbede sig selv lidt længere tilbage, så han kunne skubbe et ben op, og sætte sig på samme måde, så han frontede hende. 
"Ja?" Svarede han roligt med et lille grin, "Det skal jeg da overveje, Daffe. Jeg ville nu ikke hade, hvis det var dig der overvågede" Han sendte hende et kækt lille blink. Han forstod godt at det var en joke, og muligvis alkoholen som talte hos hende igen. Han tog selv øllen op igen og tog et par gode slurke. 
Han smilede varmt, som hendes hånd kom tæt på og berørte hans gyldne hud. Han skubbede sig kun tættere på, så hun ville bedre kunne nå og undersøge nærmere, hvis det var der hendes lyst lå. 
"Mmh? Du må vise mig det på et tidspunkt" Hvis det komme før end senere, ville det jo ikke gøre ham noget. Bastian lod roligt sin egen hånd søge over mod hendes lår, og lod et par fingre glide hen over det bløde stof.

 Den buttede underlæbe fandt ind mellem tænderne og Daphnie fnes piget over ham.  Hun var i hvert fald sikker på der var masser af gode ting at overveje ved ham. En tot af det krøllede hår havde sneget sig fri og hand ned foran hendes ansigt, så Daphnie førte den om bag øret igen. 
 " Det tror du ikke? " spurgte hun stille. Det kunne næsten virke genert, men det var fordi hun i sin let berusede tilstand virkelig overvejede at han skulle flytte ind med hende. Han var sød og sagde han ikke ville hade hende. Hvad mere kunne hun ønske sig? 

 Bastians hud var dejlig varm mod hende fingre. En følelse hun havde savnet. En følelse hun kunne mærke hun længtes efter. Derfor gik der også unaturligt længe før hun fjernede hånden fra Bastians brystkasse, i forhold til hun bare kort ville mærke. Og da hans hånd lagde sig mod hendes lår var det som hele verden begyndte at snurre rundt. Daphnie mærkede et spændt sug i maven og løftede hovedet lidt mere, for rigtig at se på ham. 
 " Ja? " lød det nærmest helt spændt fra hende. Daphnie lænede sig lidt frem mod ham. Hun ville bare lidt tættere på.. Men hun nåede ikke at læne sig mere end et par centimeter før lidt latter og larm for et bord, fik Daphnies blik til at flytte sig hen på Lukas og de andres bord. Eller, Lukas var der ikke mere. Men det mindede alligevel Daphnie om hvad hun burde og ikke burde, og hun trak sig lidt tilbage. Hun vendte opmærksomheden mod kruset der kort efter blev ført op til munden og hun tog et par ordentlige slurke. Hvis hun bare kunne glemme alt det dumme... 

Han smilede varmt som han nød hvordan hun trak læben ind under tænderne og lod det lille fnis bryde ud mellem læberne. Hun var en spændende person. 
"Du virker mere spændende at have overvågende end mine forældre" Han sendte hende endnu et lille blik. Han ville da meget hellere have sådan et ansigt overvågende over sig, end så mange andre. Hun virkede også som en person som var oprigtigt interesseret.
Alkoholen havde nok noget at sige i den stemning som befandt sig mellem dem, ikke at han ikke nød det. Den var flirtende og sensuel.
Det ville nok være for tidligt at tale om at flytte ind hos hende, men for en enkel nat ville han ikke klage.

Han nød hendes berøring, som hendes nysgerrige fingre gled rundt på hans brystkasse, som hun selv havde åbnet op for. Han havde ikke ladet hende holde sig tilbage.
Han så intet problem i at fingrene nød huden, lidt for længe end hun måske havde planlagt. Det var den samme nysgerrighed overfor den anden, som fik han til at ligge en hånd på hendes lår og lod fingrene bevæge sig hen over stoffet. Kjolen var for lang til at han kunne lade dem kravle ind og mærke hendes bare hud.
Han skulle til at svare hende, som hun blev forstyrret af grin fra bordet ovre mod væggen. Bastian lod selv blikket glide derover, for nysgerrigt at kigge med.
Han kiggede efterfølgende på hende som hun fandt frem til hendes krus og smagte på indholdet. Da hun satte kruset ned lod han sin anden hånd finde vej til hendes kind, for at vende hendes ansigt hans vej. Han lænede sig ind mod hendes pande, på de rørtes; "Mhm, det synes jeg du skal" Hånden på hendes lår, lå der stadigvæk I en aende bevægelse.

 Daphnie nød deres flirten og blide kærtegn af hinanden, men hun vidste også de var forkerte. Men det var bare så dejligt. Det var nemt at glemme alle de trælse ting og bare nyde nuet. Selvom det ikke var nemt når hendes venner kun sad et par borde væk, og kunne holde øje med hende, minde hende om hvem og hvad hun var. Men de kendte bare ikke rigtig den rigtige Daphnie, gjorde de?

 " Det er ikke et problem for dig, at jeg er gift?" spurgte Daphnie måske lidt ud af det blå. Øjnene var gledet i da Bastians pande havde ramt hendes. Bastian virkede interesseret. Han fjollede med på hendes kommentarer, der nok var en del upassende for hendes situation, og hun kunne lide det. Hun nød hans opmærksomhed og interesse i hende. Hun nød at det ikke handlede om at være ked af det. Men Daphnie kunne ikke helt finde ud af hvor hun præcist havde den flotte mand foran hende. Og selvom Aksel umiddelbart var væk, var hun jo stadig gift. Og det var ikke fordi det var så længe siden brylluppet havde været. 

Der var noget befriende at sidde overfor Daffe på denne måde. Deres flirten var ikke helt uskyldig, hvilket Bastian fandt attraktiv og tiltrækkende. Hun var en smuk kvinde, uden tvivl. De havde talt om nogle emner, som havde været meget personlige og han følte, eller hvert fald håbet, at han havde givet hende den ro som hun havde higet efter. Han havde forsøgt at holde samtalnerne fra de emner, som de havde haft oppe og vende. Han havde set hende sidde og græde, hvilket havde gjort ondt. 

Bastian havde næsten glemt giftemålet, men samtidig så var hendes husbond væk og hun havde lagt op til ham, og ikke mindst flritet med ham og derfor så virkede det til at hun også havde det fint med at hun var gift, men alligevel tog skridtet videre. Han var interesseret. "Ikke hvis det ikke betyder noget for dig, Daffe" Han lod sin hånd ae hendes kind på en rolig måde, som han kiggede over på hende, "Hvis du ikke har noget problem med det Daffe, så tager vi hjem til dig" Svarede han med en ro i stemmen. Han skulle nok vise hende den interesse, som det virkede til ingen andre gjorde og give hende den opmærksomhed som hun manglede. 

 Det grønne blik løftede sig og kiggede lidt undersøgende og afventede på Bastian, som han overvejede sit svar. Daphnie håbede lidt at det ikke var et problem for ham. Selvom hun var glad for Aksel var det ikke fordi hun elskede ham mere end hun elskede sin bror. Hun havde sagt ja til at gifte sig med ham, for at være sikker på ikke at ende alene - ikke at det havde hjulpet meget - for hun vidste jo at Jaris aldrig rigtig kunne blive hende. Så da Bastian sagde det ikke var et problem for ham, så længe hun var okay med det, brede de buttede læber sig i et lettet smil. Og så nikkede hun lidt, og bed sig i underlæben.
 " Slet ikke! " Gjorde hun klart og slog blikket ned. Måske det ikke var så passende at lyde så okay med det. Kruset blev ført op til munden igen, og Daphnie tog en lille slurk og kiggede ned i kruset. Der var ikke meget tilbage.
 
 " Vil du følge mig hjem? " spurgte Daphnie så, og så op i Bastians øjne. Det var selvfølgelig en skjult hentydning, men inderst inde vidste Daphnie også godt, at med den mængde øl hun havde drukket på meget kort tid, ville det slå meget hårdt når hun kom op at stå, endnu hårdere når hun kom udenfor. For hun var og forblev en svagdrikker.. 

Inderst inde så vidste han godt at det burde være problem for ham, men det var det ikke. Det var ikke ham der var gift, og når man kiggede på hende og den glæde som viste sig i hendes ansigt, så havde hun heller ikke mange problemer med det. Måske var det alkoholen, men lige nu virkede hun ikke særlig fuld endnu. 
Han nød det bløde smil som de buttede læber fandt frem, og smilede tilbage til hende. Han havde slet intet problem, med at skulle følge hende hjem og sørge for at hun kom godt hjem, uanset hvor fuld hun var eller ej. Det varme smil bredte sig lidt mere, som hun bed sig i den lille bløde læbe.
"Slet ikke?" Gentog han små drillende og lod hans pegefinger løfte hendes ansigt, så han mødte hendes blik med hans. Bastian lænede sig ind og lod deres læber mødes i et roligt og kort kys og slap hendes læber efterfølgende.
Begges krus var ved at være tomme, men var det på plads med en mere eller skulle de bevæge sig hjem ad? 

"Der er ikke noget jeg hellere vil, Daffe" Svarede han roligt, "Skal vi gøre det nu?" Han forstod godt blikket og hentydningen som hun havde sendt, og derfor kunne han vel også skubbe på for at få dem afsted. Flere øl var nok ikke det de skulle igang med lige nu.

 Daphnie rystede lidt på hovedet da han gentog hendes slet ikke, og lod ham løfte hendes hoved. De grønne øjne kiggede opslugt på den anden, som han lænede sig frem. Det her var grunden til hun ville have ham til at følge hende hjem. De kunne ikke sidde på kroen og gøre ting en nygift ikke skulle med en fremmed mand. Men hun kunne ikke få sig til at trække sig væk. Først da hun mærkede hans læber mod sine egne reagerede hun. Hovedet trak hun tilbage, samtidig med begge hænder flyttede sig op og lagde sig for hans mund. Daphnies fnisede lidt over det og så omkring sig for at tjekke at ingen havde set noget.
 " Ikke her! " Hviske-råbte hun og mødte Bastians blik igen, med et blik der nærmest lovede de nok skulle forsætte det senere. 

 Daphnie skubbede stolen bagud, og da hun rejste sig, var det som om en omvendt spand blev sat ned over hendes hoved. Balancen fejlede og hun snublede lidt til siden. Det hele var begyndt at snurre og Daphnie begyndte at fnise lidt over det. Hun skulle vist ikke have drukket den sidste øl. Daphnie glippede lidt med øjnene og prøvede at finde Bastian blandt alle de flotte mænd der var ved hendes side. Hun tog da gerne dem alle med hjem, hvis det var!

Daffe havde et dragende udseende, og ikke mindst personlighed, men det var klart at dette ikke var stedet for de to at udforske hinanden. Hun var nygift og han var fremmede, og selvom de begge var villige til det der skulle ske senere, så var dette ikke stedet at starte det. 
Men han oplevede hende ikke trække sig væk, som han måske havde regnet med, eftersom det var forkert at sidde og kysse hende på denne utrolige måde. Kysset var kort, og det var først da læberne mødtes at hun trak sig væk. Han kunne ikke lade være med at grine småt sammen med hende, som hun lagde hænderne mod hans mund.
Han smilede stort til hende, som hun stoppede dem og kom med de simple ord, men blikket fortalte ham alt, "Jeg kunne ikke lade være" Kom det lavmælt fra ham. 

Han skubbede stolen tilbage, ligesom hende og rejste sig langsomt. Han følte også ubehaget som alkoholen påvirkede ham, men han var hurtig til at række ud efter hende, som balancen var ude af kontrol og det ikke virkede til at hun havde styr på det her. Han kunne ikke lade være med at grine, som hun fnes over sig selv og sejlede selv lidt rundt mellem stolene. Han fagede hendes arm og skubbede han ind under hendes, inden han trak hende hen mod udgangen.

 Bastians lavmælte ord, fik en let rosa farve til at lægge sig over Daphnies kinder og hun fnes genert. Det fik en glad varme til at boble frem i hende, at vide han var så tiltrukket af hende. At der var nogle der var så interesseret i hende, at de nærmest ikke kunne holde sig tilbage. 
 " Bandit.. " mumlede hun med blikket i Bastians. 
 
 Havde Bastian ikke hjulpet Daphnie ved at gribe fat i hende, havde der nok været en stor chance for at hun havde taget en mislykket svingom med stolen. Taknemlig for nærværet trykkede Daphnie sig nærmest ind til Bastian da han fik dem viklet ind i hinanden og han begyndte at trække hende med mod udgangen. Det hele virkede til at snurre rundt og Daphnie synes det var utroligt svært at navigere de bevægende gæster og stillestående, men let flyttende stole. For at få bedre fodfæste lagde Daphnies frie hånd sig mod Bastians brystkasse og knugede lidt om stoffet så hun kunne trykke sig endnu mere ind til ham, som de fik bevæget sig ud af kroen. Daphnie lukkede kort øjnene i, som temperatur forskellen ramte hende som en mur. Hun stoppede lidt op, som hun skulle sunde sig et øjeblik inden hun forsatte.
 " Bevares... " mumlede hun for sig selv.

Hvordan kunne man ikke finde Daffe interessant, på den måde som han gjorde? Han smilede som den let rosa farve lagde sig på hendes kinder, og fik hende til at se endnu sødere ud. At vide at hun reagerede sådan til den følelse som han havde lige nu, føltes bestemt rart.
Han kunne ikke lade være med at komme med et lille grin over hendes ord, som deres blikke mødtes, "Mmh" 

Daffe var tydeligt mere beruset end ham selv, selvom hans eget hoved også snurrede mere end hvad godt var. Han følte at han havde kontrol over sin egen krop, mere eller mindre. Lige nu måtte de støtte sig til hinanden, som hun fik viklet sig ind i ham og de kunne trække hinanden afsted.
Han nød og smilede af måden hvorpå hendes knugende hånd hang fast i hans skjorte og hendes brystkasse. De måtte begge to stoppe, som de kom ud og mødte temperaturen udenfor.
"..Bevares?" Ja okay, var det kulden? 
"Daffe, du kender vejen.." Han lagde armen rundt om hende, og trak hende indtil sig, så hun kunne mærke hans varme tæt på. Hun var ikke i stand til at gå hjem alene, og lige nu var deres kemi på et stadie, hvor han slet ikke ønskede at lade hende være.

 Kulden gjorde Daphnies hoved utroligt tungt, og det var som om nogen havde lagt et gyngende tæppe over hele Krystallandet. Alt snurrede og Daphnie blinkede lidt med øjnene i et forsøg på at få alt til at stå stille, men først da hun lukkede det ene øje virkede det til at hjælpe - lidt.
 " Yeah.. bev-vares.. Hvem har ssat jorden ttil at danssse.. " mumlede hun. Det var svært at koncentere sig om at gå når det snurrede sådan og snakke ordenligt. Hun så lidt rundt da han sagde hun kendte vejen, og puttede sig godt ind til ham, da han lagde armen mere om hende.

 " Nårh ja! " udbrød hun som havde hun glemt kun kendte vejen. Så pegede hun mod hjem - godt nok med en noget svævende finger der bevægede sig en del, og gjorde det svært præcist at gætte hvor hun pegede andet end en ca retning. 
 " Den vej! " Daphnie brummede lettere tilpas ved varmen og hans hårde, stærke krop mod hende. Her kunne hun godt være resten af sit liv! Øjnene spærrede sig op som hun kom i tanke om noget, og hun kiggede op på Bastian med store øjne, og tyssede på ham.
 " Mæn sssjjh! Fru Sssvendsen må ikke høre ossh! " hun nikkede ivrigt for at understrege sine ord. Den zalans gamle kone stak sin næse i alt!

Kulden slog hårdt og stak til promillerne og alkoholet i blodet. Jorden dansede under dem, og deres slingren ned ad gaderne, ville ikke gå uset hen af nattens sidste beboer. På trods at den gyngende vej under dem, forsøgte Bastian at holde tæt om Daffe så godt som muligt, blot så ingen af dem ville vælte eller falde. 
Han kunne ikke lade være med at grine over hendes ord og fuldskaben, som åbenbart gjorde det mindste sjovt. "Vi.. V.. Vi.. Vi da-danser sammmenn" Lød det lavmælt fra ham, som han fulgte hende ned ad byens gader og håbede at hun vidste hvor de skulle hen.

Hun havde åbenbart haft næsen den rigtige vej, sselvom hendes "nårh ja" virkede som om at hun ikke anede hvor de skulle hen, og fingeren som pegede, pegede på de fleste af husene og gav ham ikke meget viden om hvor de skulle hen. Han lod deres skæbne ligge i den fulde Daffe.
"Den vej?" Han kiggede efter hende, og kom med et lille grin. Han holdt hende så tæt som muligt, blot for at støtte hende og holde hende varm i kulden. Han ønskede ikke at hun skulle blive al for kold eller syg af denne gå tur. 
Endnu engang måtte han komme med et grin, denne gang mere lavmælt. "Ssssjjjh..." Gentog han med en finger mod læberne, rettet mod hende, "Hvem er det?" Kom det lavmælt fra ham, osm han kiggede hendes vej.

 Bastians latter var smittende, og Daphnie grinte sammen med ham. Den døde dog lidt da han sagde det var ham der dansede med jorden - eller, det var sådan hun forstod ordene! Og det var da lidt irriterende at han skulle danse med jorden, for det gjorde det lidt svært at gå. Derfor lød der et utilfreds brum fra hende.
 " Kjan i ikke hoolde opp med dett.. " ordene var snøvlende og mumlende og lettere opgivende, for det var altså virkelig anstrengende at gå når Bastian skulle gå med jorden!

 Daphnie fik dem ført i retningen af det lille hjem, for trod hun havde svært ved at pege dem i den præcise retning, havde hun da styr nok på hvad vej de skulle gå til at de ville ende der hende på et tidspunkt. Det var dog lidt besværligt at gå, syntes hun. Og derfor stoppede hun op og gav sig til at hænge lidt op af Bastian.
 " Mmnhg.. Løvft mig.... " sukkede hun opgivende. Han var stærk, hun kunne da sagtens løfte hende hjem! Hun hev ham lidt i armen for at være sikker på han havde sin opmærksomhed på hende. 
 Inden de nåede til at Daphnie skulle løftes, blev der dog spurgt ind til Fru Svendsen og det fik Daphnie til at suk-stønne højlydt. Hun hadede den gamle kone! Et utilfreds brum forlod Daphnie inden hun gav sig til at forklare i et forsøg på at hviske.
 " Hun en ssur gammmel djame, der ssladjre om altt! " udtrykket på det ellers så kønne ansigtet afslørede tydelig Daphnie utilfredshed med naboen. Hun lavede alle mulige rygter om Daphnie!

Bastian havde det som om at han dansede med jorden, men også med hende. Det var ikke kun ham selv. Den ubalance som han var i, men forsøgte at holde trit med, ved at holde hende tæt, skabte denne dans. Det var det alkoholen gjorde ved ham, og ikke mindst hende. Det var værre med hende. 
"D-d-du må baaare dansje med os!" Grinede han roligt, og trak sig selv ud i et danse trin, med hendes hånd i hans, men kunne godt mærke, at det nok ikke var det bedste træk som han kunne foretage sig, for hovedet og hans ubalance havde ikke godt af det. Han skyndte sig at bevæge sig ind i hendes favn igen. Ind i trygheden.

Han kunne ikke andet end følge hende og stole på at hendes fulde jeg, kunne finde deres destination og hendes hjem. Han så frem til dette, han nød Daffe og havde nydt at møde hende. Han var glad for hende, og hun følte at det samme var gengældt. Han stoppede op sammen med hende, og kom med et lille grin over hendes ord. 
"Løvft mig.." Gentog han, det var ikke ham der skulle løftes, men hende, "Djig" Hendes finger havde ikke helt kunne udpege hvor huset lå, og hvordan ville hans balance være, hvis han fik hende op? 
Han ventede dog med at løfte hende op, som læberne begyndte at tale og han lyttede til hendes ord, Fru Svendsen.. "Pfftt.. Sjuur gammel djame" 
Bastian lagde sin ene stærke arm rundt om hendes liv og den anden rundt om baglårene og i et hurtigt ryk, kastede han hende op i sin favn. Han kiggede ned på hende og kyssede hende på hendes pande, endnu engang. Han ville smage hendes læber, men hvis Fru Svendsen kiggede!

 " Djansse med jerr? Nej nej ne-iiih!" Hvinede Daphnie da det pludselig føltes som om jorden forsvandt under hende, og hele verden var ved at dratte om. Det var dog bare Bastian og hans svingom. Daphnie knugede sig ind til ham, da han fik hende trukket i sikkerhed igen og hun sukkede lettet. 
 " Ik flere sejlture. " Mumlede Daphnie. For det havde føltes ligesom hun forestillede sig det ville gøre på et gyngende skib. Ikke at hun nogensinde havde været på et og faktisk kunne sammenligne.

 Daphnie nikkede tilfreds da han gentog hende. Det var en fantastisk ide syntes hun selv! Hun brummede lidt, klar til ikke at skulle gå mere, men de forsatte lidt endnu. 
 " Den værsteste djame! " Klagede hun sløret inden hun hvinende blev løftet op i Bastians stærke arme. Daphnie begyndte at fnise og lagde armene om hans nakke for at hjælpe med at bære hende. Hun tænkte i hvert fald det hjalp. 
" Hmm.. du kunne ogssjå være min hesst..! " Brummede hun overvejede inden hun begyndte at fnise. Han kunne helt sikkert være en god hest! Hovedet lagde hun mod hans skulder og lod sig blive yderligere beruset af hans duft. 

Det var bestemt ikke det bedste valg at kaste hende ud i et danse trin, for ingen af deres balance evner var i stand til at danse på nogen måder lige nu. Men det var morsomt og han grinede lavt over hendes danse trin.
"Ikke flere sejlture" Grinede han igen, og trak hende tæt ind til sig. Han kunne godt forstå at det føltes som en sejltur, sådan som hun lå der og hans svajede imod hendes hjem.

Lige nu var der ikke meget der gav mening i deres samtaler. Promillerne var høje, og lige nu var det måske Bastian som havde den bedste kontrol over sin krop, men stadigvæk kæmpende for at finde balancen. Det gjorde det bestemt ikke nemmere da han tog fat i Daffe og kastede hende op, så han kunne bære hende i sin favn.
Han grinede roligt som hun lå der, og de forhåbentlig kunne komme hurtigere hjem. Hun var selvfølgelig tung at gå med, især når promillen var på dette niveau og hans balance ikke var helt skarp.
Han havde lyst til at give hende damen noget at se på, men sådan som de skabte sig her på åben gade, så ville hun nok have nok at se på.
"Ingen hessst, her på gade. Det gemmer vi til senere" Grindede han drillende. Det virkede næsten ikke passende. Nu kunne hun ligge hans favn, som de nærmede hendes hjem. Han lænede sig ned og kyssede hendes pande.

Han satte hende ned da de nåede til hjemmet, så hun kunne låse op og føre dem indenfor. Han havde en lyst til hende, som hun hurtigt ville føle. "Lååås opp" Lo han imod hende.