Treston fnøs per refleks, da de hvide fjer blev smækket i ansigtet på ham, men han sagde ikke noget til det - kunne godt fornemme at Josefine stadig var både fortumlet og forvirret, og at én eller anden vittig bemærkning fra hans side sikkert enten ville fare hen over hovedet på hende eller i værste fald få en blandet modtagelse...
    Noget skete i hendes ansigt, og han nåede lige at frygte, at dét med den blandede modtagelse alligevel var blevet sandt på én eller anden måde - selvom han havde behersket sig. Selvom han ikke umiddelbart kunne forstå, at hans taknemmelighedstilkendegivelse skulle fremkalde en sådan reaktion, han nu så plastret ud over hendes ansigt. 
    Hendes afbrydelse kom fuldstændig bag på ham, fordi det virkede så... hårdt oven på de ord, han havde været i gang med at sige. Forvirret løftede han blikket og spærrede så øjnene op, da han blev mødt af tårer - af famlende ord og hendes mærkelige anmodning...
    "Min første kæreste...?" gentog han, fordi han ikke forstod en brik af, hvad der foregik - kun at han var mere end bare almindelig foruroliget over Josefines pludselig stemningsskifte. Havde nærmest uden at ville det rakt hænderne ud imod hende, fordi hun så så fortvivlet ud, og hans instinkt var at forsøge at berolige hende. At undskylde, fordi han jo måtte have sagt ét eller andet helt forkert...
    Og så fattede han det endelig - huskede hvad hun havde fortalt om at føle folks følelser. Din skyld og sorg...
    For han følte sig skyldig - det ville være løgn at påstå andet. Selv hér - nu - hvor Josefine var vendt tilbage og sad lige foran ham... selv nu følte han, at det burde have været ham... 
    Men dén slags tanker kunne hun ikke bruge til noget, og derfor tvang han dem om bagerst i sit sind - greb efter dét hun havde sagt, som var det et strå, han forsøgte at redde ud af ilden. 
    Hans første kæreste? Hvem havde egentlig dén titel? Og hvad gjaldt som en kæreste? Det første pige, han havde kysset? Eller den første kvinde, han havde ligget med? Kunne han egentlig for alvor sige, at han havde haft sig en kæreste...? 
    For Treston havde altid været god til at charmere og hurtigt etablere de uforpligtende forbindelser - men når der først kom forventninger... Så var det sjældent dét værd. Han følte ligesom, han havde rigeligt med forventninger, der skulle leves op til, i alle andre aspekter af sit liv...
    "Jeg..." Der var ikke meget af dén godhed og varme, hun havde efterspurgt, og han begyndte at blive en lille smule desperat over sine egne uduelige tanker. "Josefine, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre - hvordan jeg skal hjælpe dig. Det var ikke min mening at... Jeg ville ikke gøre dig ondt." 

Hvorfor hun forventede han havde haft flere kærester, vidste hun faktisk ikke, jo hun havde da hørt rygter om han kunne lig frille, og visse unge kvinder også fandt den unge Reynlest ridder tillokkende, så mon ikke, der var lidt håb for dette emne ville tømme hans hoved for disse forfærdelige ting. Bare det var så nemt, for først kom forvirring – hvilket gav fint mening når man blot fik kastet sådan noget i hovedet. Men at skylden kun blev forværret, efterfølgende var på ingen måde gennemtænkt, og selvfølgelig gjorde den det! For nu blev han jo tvunget til at tænke sig over hvorfor han følte skyld. Hun bidt kæben sammen som det gik op for hende at hun nok kun havde gjort det hele værre. Men i det mindste ville tvivlen ligge sig og han ville forstå hvad hun bedte om ikke?
Nej, i guderne nej, så nemt var det ikke. For mere tvivl kom, og kort stirret hun opgivende på ham som han kastede tanker rundt i sit hoved. Lidt kært at se ham kæmpe sådan med at finde visse tanker eller minder, men lige nu var der ingen positivitet at finde i hans kære eftertænksomme tanker.  Men i stedet for bare at finde en eller anden fornuftigt tanke begyndte den kære mand at blive desperat oveni alt det andet. Hun tog en meget dyb indånding som han endelig fik sagt en sætning. For hvad kunne hun lige gøre nu, kysse ham bare for at skifte hvilke følelser han havde? Hun gik lidt i stå som tanken kom, for først var det ufatteligt upassende at kysse ham, her, mens han familie var uden for, i hans barndoms værelse, på hendes første dag efter sin genfødsel. For det andet, ville det i Zalens kun forvirrer ham mere, og hvad ville det gavne? Og hun havde endelig slet ikke lyst, og med den tanke blev hun lettere forvaret over sig selv som en rødlig farve fandt hendes kinder.
”Du gør mig ikke ondt! Slap af.” lyd det efter endnu en meget dyb indånding, og forsøgte at pakke desperation væk som hun sugede til sig.
”Jeg..Er det normalt at folks magisk evner er forstærket?” Fik hun endelig kæmpet ud i et forsøg på at skifte emne, noget faktuelt han måske kunne forholde sig til.
”kan mærke dine følelser, mere end jeg kunne som..som...” Som det blev sagt tog hun et halvt skridt væk, men det gjorde intet bedre, tværtimod var det eneste dette gavnede var rodet på deres værelse som vingerne fik fat i flere ting og forsøgte at rive det på gulvet, som flere af deres barndoms artikler faldt til gulvet. Men det gavnede ikke, afstanden var stadig for lille, hvad i alverden skete der? Engang var en meter nok, nu, var dette nærmest intet.
”Menneske..” lyd det opgivende, som det blev sagt gik det op for hende at hun på ingen måde var som engang var, var hun overhovedet den samme person?

    Treston var mere end bare almindeligt befippet, og hans forvirring blev ikke mindre, da en rødmen spredte sig over Josefines ansigt.
    Hvad zalan var det, der foregik?
    Han lod dog heldigvis ikke til at være den eneste, der følte sig på glatis, for i det samme trak Josefine sig lidt væk fra ham og stillede sit magirelaterede spørgsmål - og endnu en gang måtte han give fortabt og indse, at han egentlig nok ikke var den rette til at hjælpe hende lige nu...
    "Jeg har desværre ikke kendt mange engle, Josefine - jeg må indrømme, at jeg ikke aner, hvad man kan forvente." Han krympede sig uvilkårligt, da hendes store, hvide vinger fik revet en messinglysestage ned fra natbordet med et rabalder, der måtte runge i hele huset. Med dén tanke, at han ikke skulle bede om at få nogen fra familien rendende, rakte han halvt frem - ville have taget hende blidt om skuldrene, så han kunne guide hende ned og sidde igen - men kom så i tanke om dét, hun lige havde sagt; om at kunne mærke hans følelser i endnu højere grad end hun havde formået før. Han sænkede hånden igen. 
    "Tror du ikke..." begyndte han så, fordi han ikke vidste, hvad zalan han ellers skulle gøre. "At det måske kunne være en hjælp at få fat på nogen, der har prøvet dét hér før? Nogen i Helerhuset, for eksempel - de må da næsten have en form for erfaring med genopstandelser. Eller måske i Isari-templet?" Han kunne pludselig godt høre, hvordan det kunne lyde, og skyndte sig derfor at tilføje: "Ikke at forstå sådan, at jeg forsøger at slippe af med dig. Det er bare..." En lille, fnysende latter undslap ham, fordi det jo ét eller andet sted var forbandet typisk... "Ja, jeg skal være ærlig og sige, at jeg lige nu lidt føler, jeg gør alting værre. Så hvis jeg kunne hjælpe dig til nogen, der rent faktisk ved, hvad de laver, så har jeg da om ikke andet gjort et eller andet."

Alt var noget rod! Hendes tanker, hendes følelser, hans følelser! Hun vidste da godt at dette ikke var det rigtige sted at tage hen, lyset, kirken, helerhuset, det gav da alle mere mening at tage til! Det vidste hun jo godt, men alligevel, var dette, nej, var han, den eneste rigtige at tage til! Sådan føltes det i hvert fald, og det var det eneste der gav mening. Så hvorfor hjalp det ikke! Men hvorfor hjalp han ikke? Han forsøgte, han gjorde sit bedste. Gjorde han ikke? Det tog nogle flere ord før hans stemme bryd igennem hendes larmende tanker. Hans ord blev ikke mødt af et svar, for ligesom han selv anede hun heller ikke hvad hun skulle forvente, både som engle, men også i folks hjælp. En hjælp bundet i et håb der stille forsvandt. Dette var intet hun forsøgte at gemme for ham, for hvorfor lægge den energi i det nu.

Måske skulle hun bare gå, det gik nok alligevel? Hvis Ishari ville give hendes livet tilbage så tog hun vel også hånd om hende, ikke? Et opgivende suk forlod hende som hans tøvende ord igen blev sagt. Men denne gang havde han måske fat i noget.

”Du..gør det ikke værre. Du..Det skal være der. Et eller andet, siger mig det skal være dig.” mumlede hun forsigtigt som en eller anden form for bekræftelse, for noget hun ikke engang var sikker på selv. Lettere tøvende lod hun blikket falde imod barndomsværelses vindue.

”Tror..du lyset eller Ishari templerne vil være bedst til det? Jeg..kan ikke rigtigt tænke. Så.. vil du ikke bare..bestemme.” det gjorde ondt at sige, og tonen blev nærmest tiggende som det endelig blev sagt med klappende tænder som hun holdt den fortabte fornemmelse og sine tårer tilbage.

    Det var underligt foruroligende at høre hende mumle på dén måde - det kom næsten til at lyde helt indebrændt. Som om hun var én af de tosser, der sad og talte med sig selv, mens de tiggede på torvet...
    Han havde rakt hånden ud, for at lægge den beroligende på hendes arm - i håbet om, at det om ikke andet kunne berolige ham en anelse, at have en form for hold på hende - da der pludselig blev banket på døren ind til det gamle børneværelse.
    "Treston?" 
    Det var hans mors stemme, og Treston fik kun lige mulighed for at vende sig om efter lyden, før Eylia havde skubbet døren op. Hendes udtryk blev lagt i milde folder, da hun fik øje på englen og på sin forvirrede søn midt i lokalet. 
    "Jeg tænkte nok, I var her endnu," bemærkede hun, idet hun lod sig glide ind i rummet og lukkede døren bag sig. Der var ingen bebrejdelse i hendes stemme, da hun bestemt skubbede sin lille, benede krop forbi Treston og lagde en rolig hånd på Josefines ryg. "Hvor er det godt at se, at I har fået dig ned i noget rent tøj. Det var Josefine, du hed, ikke sandt? Mit navn er Eylia, og som du nok kan regne ud, er jeg blandt andet mor til den lange varyl dér..." Hun sagde det med et lille smil i mundvigen og gjorde et hovedkast i Trestons retning, selvom hendes opmærksomhed stadig lå på englen. De fine rynker omkring Eylias øjne blev en anelse mere udtalte, da hendes udtryk blev mere alvorligt. "Dét, du oplever lige nu, er ganske normalt, Josefine. I, der har fået en ekstra chance, kan godt forvente at livet er en ret så overvældende gave at modtage... Så giv dig selv tid. Allerede i morgen vil du have det bedre - det lover jeg."
    Treston tog sig selv i bare at betragte sin mor med et par overraskede øjenbryn hævet i et tavst spørgsmål. Hvor i Gudernes navn vidste hun dén slags fra...?
     "Jeg kunne ikke undgå at overhøre noget af det sidste, du sagde, Josefine - dét med, at der er ét eller andet, der siger dig, at Treston skal være her." Eylia sendte et blik over skulderen til sin søn, men undlod stivnakket at lade sig mærke med hans spørgende udtryk. "Når engle genfødes, oplever de ofte, at det sker med et formål - noget, de endnu ikke har fået gjort hér i livet, og som de nu får en ekstra chance til at få gjort. Tror du, dét kunne være en forklaring på dét, du føler?"
     Nu synes Treston ligesom, han måtte se at komme på banen. "Mor, jeg greb Josefine, da hun faldt..." Han havde ikke lyst til at beskrive Josefines død nærmere, men skulle bruge den til pointen: "Måske er det bare dét, der er forklaringen..."

Først kom angsten, endnu en person, endnu flere følelser at håndtere, blandt sit eget rod, trestons rod blev kun værre, og nu? Hans mor, midt i alt dette? At springe ud af vinduet og flyve væk virkede faktisk ikke som den værste ide i verden som den kære moder træk sig ind i lokalet. Helt instinktivt træk hun sig et skridt væk, alt i håb om at bibeholde bare lidt ro i sit sind. Hun nikkede som hun hørte sit navn, og fangede sig selv i at stirre på kvinden mens hun lyttede.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige, men kunne ikke lade være at finde et lille fnis som hun gjorde tegn i Trestsons retning og med det kom et lille smil.
”Ehm.” forsøgte hun kort før Eylia forsatte, ikke at hun vidste hvad hun skulle sige men hun følte at noget skulle siges, og at lige meget hvad skulle hun undskylde, men det var ikke muligt som det var nu, ikke som Eylia tog styring over rummet. Hendes ord ramte hårdt, og føltes som lige netop det hun manglede at høre, som en tåre gav slip på øjenkrogen. Men stadig virkede ord umuligt som hun kort nikkede til det givende ord.
”Jeg ehm..han var det sidste jeg så, som mine øjne lukkede, føles bare så om jeg har sovet og det, føles bare..rigtigt at han?” lyd det tøvende som hun lod  blikket hvile over Treston.

”At han også var der når du vågnede.” afsluttede Eylia den fumlende sætning, som hun lagde en hånd på Josefines skuldre.
”Ja..”

”Tror jeg vi alle godt kan forstille os, vil føles rigtigt.” lyd det forsikrende fra Eylia mens hun kort kiggede over imod Treston, og sendte et lille nik i hans retning.
”Men lige nu, skal i to..” igen gik blikket kort imod treston som ordet to blev nævnt.
”Over til folke-og kirkeregisteret, Josefine. Så er jeg sikker på de nok skal tage hånd om dig og vise vejen frem.” Der var ikke noget at svare, andet end et mumlende tak, og lagde hovedet falde som der endelig kom noget ro over situationen, ikke at Eylia var rolig af sind, men hun skabte den rigtige stemning trods sin bekymring.