Det var ikke til at vide, om søsteren til den afdøde kvinde ville dukke op, for måske at hævne sig på Amy, og sikkert Tanto også. Men det ville være uheldigt, når hun ikke havde sin fulde styrke i øjeblikket. Men derfor var hun fortsat stædig, for hun vil nok ikke kunne undgå at kæmpe imod den afdøde kvindes søster. Men hun ville måske også blive nød til at være lidt mere forsigtig, bare for hendes egen skyld. Det skulle nødig ende med, at hun ville blive ligeså skadet, som hun var blevet ved at have kæmpet imod den afdøde kvinde. Eller nærmere blev overrasket, af at bagholds angreb nærmest. 

Følelsen af hendes hage, halvdæmonen blidt havde taget fat i havde automatisk fået hendes blik til, at falde på Tanto. Øjenkontakten var herlig, bestemt ikke noget hun havde noget imod. Havde ingen grund til at have noget imod det, og hun lyttede så til hans ord. Han havde ret, for hun var ikke i stand til at kæmpe alene. Det ville hun sikkert heller ikke risikere, for det ville nok ende galt. For denne søster var stærkere end den afdøde kvinde, så meget vidste Amy. Det var også den eneste grund til, at hun frygtede for hvad der ville ske. Hvad denne søster kunne finde på at gøre, men hun var sikker på at ville det ende med, at den søster ville dukke op her i skoven, skulle de nok få ordnet hende. 

"Bare du passer på, jeg ved du er en halvdæmon og stærkere end mig men stadigvæk"sagde hun bestemt som hun fastholdte øjenkontakten med ham. Selvom hun faktisk godt vidste, at han kunne klare meget mere end hende, så følte hun at hun havde været nød til at bede ham om at passe på. Ligemeget hvad der måske ville komme til at ske, kunne hun ikke vide om den søster ville dukke op. Det skulle ikke undre Amy, hvis den søster ville dukke op når de mindst ventede det, eller når de havde glemt det. Som hun kunne se hans blik faldt ned på hendes bryst, fik hun et smil frem på ansigtet. Hun løftede en hånd op imod hans ansigt, og lagde den på hans kind"Jeg skal nok klare mig, salvien gør sit job virkelig godt"opmuntrede hun ham lidt, og sikrede ham lidt at hun virkelig var okay. Selvom hun godt nok fortsat var svækket, så var hun også igang med at genfinde sin styrke. 

Nyheden om denne søster bragte lidt mere vågenhed for Tanto. Denne var nok aldrig slukket. Ikke engang, når han sov. Han var altid på vagt. Hvis der skete lyde, der ikke passede ind til omgivelsernes naturlige lyde, ville halvdæmonen kigge i den retning. Han skulle altid være klar til at tage imod en kamp. Godt, at dæmonsværdet endnu var på ryggen. Tænk, hvis han havde lagt det for at være sammen med Amy her ved bækken. Selvfølgelig kunne han kæmpe uden våben. Men sværdet var lige så meget en del af halvdæmonen. Han ville bytte alt andet i sin varetægt af objekter og genstande for at redde sværdet. Det var mere end bare et simpelt våben for Tanto. Det var en forlængelse af ham. En del af ham.

"Hvis jeg passede på, havde jeg aldrig ladet dig kæmpe imod mig." sagde Tanto smådrillende. Han bukkede aldrig under for en kamp. Sagde aldrig nej til en, hvis modstanderen var kompetent. Det havde ikke været den mantra, Bagludans afkom havde levet under. Der havde kampe og dueller været en del af livet.  
En af hendes hænder fandt sin vej op til hans kind. Det plejede at være ham, der tog denne berørelse på hende, men det var ikke et afbræk, der skræmte Tanto. Tværtimod. Det var imødekommende af halvdæmonen. "Der skal mere end fatale skader til at dræbe et menneske som dig." sagde Tanto og lod sine læber fjerne Amys mulighed for at give et akut svar tilbage. Denne gang gav han ikke en uskyldigt kys. Denne gang åbnede han fuldt ud sin mund og lod tungen lege op imod og ind i Amys læber, hvis hun tillod dette. Hvis risikoen for at kvindens søster kom for at færdiggøre hendes job, kunne de lige så godt få deres puls og adrenalin op nu, så de ikke skulle vente på dette i kampen. 

Hendes blik faldt kort på hans dæmonsværd, og hun kunne huske hvordan det havde føltes at blive skadet af det. Første gang de mødte hinanden, hun kunne godt huske hvordan hendes hænder var blevet bundet takket været hans hjælp. Utroligt hun godt kunne huske det, men det var nok heller ikke ligefrem noget hun faktisk ville glemme. Hvordan kunne hun også få sig selv til at glemme sådan noget, det var nærmest umuligt. Hovedet lagde hun lidt på skrå og tog en afslappende indånding. Tillod sig lige i et øjeblik at indsnuse den friske luft, og bare nyde de rolige omgivelser. Lige nu ønskede hun overhovedet ikke at blive forstyrret, det var nemlig slet ikke noget hun ville blive glad for. 

"Mhmm"kom det kort fra hende, under deres kys. Det kys han gav hende, ikke bare et hurtigt et, nej det var enlig et meget dejligt kys, og hun holdte det. Lod hendes tunge lege lidt med hans, og lukkede hendes øjne bare for at nyde det endnu mere. Hendes arme hang livløst ned langs hendes side, men efter kort tid fandt den ene hånd vej op til hans brystkasse. Hun gad slet ikke give slip på kysset, for det skulle nydes i så lang tid hun kunne, for hvem kunne vide hvordan søsteren til kvinden ville dukke op. Selvfølgelig kunne hun slet ikke undgå, at forestille sig at det kunne ske når hende og Tanto var igang med at hygge sig, og nyde hinanden. Eller bare undgå at tænke på denne søster, og kunne de overhovedet tillade sig at slappe af lidt mere. Søsteren kunne dukke op, når som helst, hvilket Amy var irriteret over, men hun kunne ikke gøre noget ved det.

Hans ord fik hende til at stoppe deres kys efter noget tid, hvor hun lagde hendes pande imod hans, og fangede hans øjne i et øjeblik"Det har du ret i, jeg vil dog ikke klage over at kæmpe imod dig igen"sagde hun med et bredt smil, som hun lod hånden hvile sig på hans brystkasse, imens den frie hånd bare lå ved siden af hende. Lige nu kunne hun enlig ikke høre noget, kun lyden af træerne der var fanget af vinden der var herude i skoven, og ellers var lyden af vandstrømmen også tydelig. Men meget afslappende at lytte til, og hun lod hendes blik glide ned på hendes overkrop, specifikt faldt blikket på brystet, der hvor salvien sad"Det hjælper utrolig meget"sagde hun med en glad stemme, og et lettet suk. 

Som deres læbers forbindelse varede længe, kunne Tanto mærke hendes hånd mod sit bryst. Af ren refleks lod han sin egen hånd flytte sig oven på hendes. Han lod sine fingre flette blidt imod hendes, som de begge hvilede mod halvdæmonens egen brystkasse. Den anden hånd lå oven på det ene lår, som han sad, som han gjorde. Den var akavet hvilende på græsset eller rundt om hende. Den form for berøring var de ikke på vej til. Søsterens mulige ankomst var stadig stærkt i baghovedet på Tanto. Han kunne nok først rigtig slappe af i denne skov med Amy, efter denne søster var kommet og færdiggjort. 

Det var ikke Tanto, der satte en stopper for kysset. I hvert fald ikke direkte. Det var dog nok hans ord og den følgende reaktion fra Amy, der fik kysset til at blive afsluttet. Men hvor læberne før havde haft forbindelse, var det nu deres pander, der hvilede nøgent mod hinanden. 
"Vil du gerne have åbnet sårene i dine hænder?" kom det halvkækt fra Tanto. Hvis de to valgte at kæmpe igen, ville de ikke have nogen parader oppe. Kun at de nok ikke ville dræbe hinanden. Men Tanto ville ikke gå blidt imod hende. Hvis de to skulle kæmpe imod hinanden som træning, skulle Amy få fornøjelsen af at prøve halvdæmonens fulde styrke og teknikker. Det fortjente hun.
Som Amy stirrede ned på sit salvieindsmurte bryst, fjernede Tanto sig fra hendes pande. Han fjernede hånden om hendes for at løfte den op til hendes kind. Den sårede kind denne gang. "Ved du, om søsteren kommer til kvinden?" Hvis kun Amy havde en ide om det, kunne de flygte - selvom det nok næppe var, hvad Amy ville. Hun kunne have flygtet fra kvinden, men her var hun for hun ville netop tage kampen op. Flugt var ikke en mulighed. Der var ventetid og at kæmpe. Ingen andre muligheder.

Følelsen af deres fingre der var blevet flettet sammen, fik hende til at smile lidt og hun lod sit blik falde ned på deres flettede fingre. Siddende med deres pander imod hinanden, holdte hun øjenkontakten lidt. Hun kunne godt mærke, hvordan smerterne langsomt var begyndt at forsvinde. Det ville tage lidt tid, og hun vidste det godt. Selvom hun enlig ikke havde en god forståelse overfor de urter, og sager man kunne bruge til at heale sår, og skader med. Men det virkede, og det var det vigtigste og som hun sad og lyttede til hans ord kunne hun ikke lade være med at grine lidt. Hun gav ham et lille puf, hvorefter hun lod de grønne øjne falde ned på hendes bryst. Forhåbenlig ville hun være okay med at tage i kamp nu, men hun var stadigvæk nød til at passe på, samt at være forsigtig.

"Tror du at du overhovedet får chancen for at ramme mine hænder igen"drillede hun kækt, som hun gav ham endnu et lille puf med skulderen. Tiden føltes så rar lige nu, og hun gad slet ikke tænke på kvindens søster, som hun ikke engang vidste hvad hed. Det var så sjovt hvordan Amy slet ikke kendte den afdøde kvindes navn, eller søsterens navn. Der var lidt spænding ved det, men det var generelt heller ikke noget hun gik rundt og tænkte på. For hende var det ikke vigtigt at vide, og kende så hun kunne sagtens nøjes med at kalde den ene for afdød, og den anden for søsteren. Hendes blik gled op på Tanto, og hun tænkte lidt som hun løftede den frie hånd op til hendes bryst"Jeg kan mærke, hvordan smerterne forsvinder langsomt"sagde hun med et lille bredt smil.

Da hans hånd rørte hendes kind, skulle hun til at løfte et øjenbryn men hørte så hans spørgsmål. Det fik hende til at holde øjenkontakten, men hun trak lidt på begge skuldre. Spørgsmålet var, hvor denne søster ville dukke op henne. Skulle de forsvinde væk fra skoven, for de kunne vel forsøge at finde et sted i nærheden hvor de kunne opholde sig. Men Amy var i tvivl, kun i tvivl om søsteren pludselig ville dukke op. Hun var ikke engang sikker på, om denne søster ville være herude i skoven, hvor hun og Tanto var. Undrende tænkte hun lidt mere, og holdte hovedet klar. Hun rejste sig op, hvorefter hun automatisk hev halvdæmonen med op"Det er nok en god idé at finde et sted, hvor vi kan opholde os"sagde hun som placerede den frie hånd i siden. Den anden hånd mødte fortsat Tanto's, hvor deres fingre stadigvæk var flettet ind med hinanden, selvom hun ikke vidste hvordan han havde det med det. Det var han dog ham som havde gjort det, så måske han ikke havde noget imod sådan noget"Jeg er sikker på, at søsteren leder efter den afdøde kvinde"sagde Amy med et lille suk, hvorefter hun stod afslappet og lod blikket falde på vandstrømmen. 

"Jeg gav mig chancen sidste gang. Jeg kan give mig den igen. Eller skal jeg finde andre legemsdele at skære i?" Tanto var alt andet end den sadistiske type. Han fandt ikke glæde i at afgive smerte til andre. Faktisk gav dette ikke megen følelse for ham. Død og smerte var en følelsesløs affære for halvdæmonen. Og det gjorde ham måske mere farlig. At der skulle meget til, før han følte dårlig samvittighed over de største skader og skræmmer.

Som Amy selv vendte blikket mod sit bryst og holdt om det, kunne Tanto ikke andet end at lade sit blik følge med. Det var ikke det nemmeste at se den kurvede form igennem det indtørrede blod og salvien, men halvdæmonen kunne ane det kød, han engang havde æltet med hænderne og endda ladet sin mund slutte sig om som en sulten baby efter sin mors mælk. Hendes kommentar gav et halvt smil på hans læber. "Det hjælper. Det tager bare sin tid. Det er nemmere at gøre skade end fikse dette." Det tog ikke meget at svinge et sværd henover et stykke kød, men det krævede evner at lappe efterspillet. Derfor havde Tanto også urter og healende planter på sig. Ikke, fordi han havde i sinde at lappe sine ofre. Nej, han ville lappe sig selv efter mulige skader påført af skødesløse modstander. I dette tilfælde havde det dog været Amy, der havde fået fornøjelsen af planternes og urternes healende effekter.

Amy rejste sig op. Med deres hænder flettet sammen fulgte Tanto denne stigning et sekund senere. Han fjernede kort hånden fra hendes kind for i stedet at lægge den på hendes ene hofte. Som de stod op, passede den meget fint og hvilende derpå, som hans blik forblev på hende, imens hun kiggede ud mod vandstrømmen. "Skal vi møde søsteren eller skal vi lade hende komme til os?" Det var de eneste muligheder, Tanto kunne se. Enten gik de hen til den døde kvinde og ventede på hendes søster ved liget. Eller også løb de et eller andet sted ind i skoven for at trække tiden ud. Måske afkræfte søsteren, men de ville også afkræfte dem selv. Og med Amys nuværende helbredssituation virkede afkræftning af dem selv ikke som den bedste mulighed. Men eftersom dette var Amys kamp, lod Tanto hende bestemme. Han var hendes følgesvend for nu, men hun havde ordrerne lige til dette.

Den højre hånd placerede hun ovenpå hans brystkasse, imens hun lod hendes blik hvile sig på ham. Et lille smil spredte sig på hendes ansigt, og hun lod den frie hånd hænge livløst ned langs hendes side. Stående tæt kunne hun godt lide nærværet fra ham, men det var nok en god idé at komme lidt væk fra vandstedet. Hvis de skulle være klar til at kvinden dukkede op, så skulle de måske finde et sted lidt længere inde i skoven, eller måske gøre klar til at søsteren ville dukke på. Det var nok en dårlig idé at flygte måske, eller skjule sig for Amy havde en dårlig fornemmelse som var, at søsteren sikkert ville finde dem. Men det var ikke mange informationer hun havde fået om denne søster, men alligevel var hun på vagt imens hun stod tæt ved Tanto.

"Måske jeg skal prøve chancen igen, det kan være jeg måske kan lusket og få ramt dig lidt mere"drillede hun som hun gav ham et lille puf med skulderen. Hendes blik mødte hans kort, før hun kiggede i retningen af, hvor de var kommet fra. Kort kunne hun godt ane fantomtårnet, men gad vide om søsteren ville være der. Det ville ikke virke som en mulighed, for det var deromkring at Amy selv blev angrebet. Følelsen af det, var nok noget hun ikke ville glemme. En hånd blev lagt ovenpå hendes bryst meget forsigtig, og hendes blik vendte ned imod jorden. Et øjeblik stod hun og tænkte lidt, for hvad var bedst der var ikke mange muligheder. For det var kun et spørgsmål om tid, før søsteren sikkert dukkede op og ville hævne sig. 

Hun lagde hovedet på skrå, og lod sit blik glide op på halvdæmonen, sendte ham også et bredt smil. Som det så ud nu, virkede det ikke til at søsteren var kommet, men var det en god idé at møde hende. Det var det nok ikke, hun ville sikkert dræbe hende og Tanto uden at blinke. Eller Tanto kunne hun sikkert ikke dræbe, men Amy det var nok sikkert. Specielt i den situation Amy selv havde sat sig i"Hmm... Det er nok bedst at lade hende komme til os, hun er sikkert på vej herhen for at tjekke efter om det er stedet hendes søster er"sagde hun som hun tænkte lidt over de ord hun havde sagt til Tanto. Det passede, så meget sikker var hun da på det, for søsteren ville hævne sig, og hun ledte efter sin afdøde søster. Amy begyndte at gå lidt hen imod stedet, hvor de kom fra, måske hvis de var meget heldige kunne de overraske søsteren"Vi skal nok være klar til at dræbe hende, jeg skal nok sørge for at være forsigtig"sagde hun bestemt som hun kiggede hen på Tanto med et smil. 

"Vi kan tage den nu, hvis ikke vi venter på en fælles kamp mod en søster." Tanto tog imod hendes pufs. De var ikke stærke. De kunne have været stærke, hvis Amy havde ladet dem eller havde kræfterne til dem. Men hendes bryst var godt skadet. Det tog ikke et geni at vide, at hun uden tvivl ville være i smerte, hvis hun brugte den nærmeste arm til brystet eller bare roterede sin overkrop for hurtigt. Halvdæmonen ville aldrig sige det til hendes ansigt, men lige nu var Amy måske lidt en hæmsko for sig selv. 

Der blev kigget ind i skoven i den vej, de var kommet fra. Liget var der stadig ved fantomtårnet. Nogle af skovens dyr havde sikkert fået færten af det og fået et lille måltid. Morderne var langt nok væk til, at dyr turde tage chancen og få et gratis stykke kød. Og hvis dyrene og insekter havde fundet liget, havde søsteren mon også?
Amy tog startskridtet væk fra bækken. I et par skridt forblev Tanto stående og kiggede på hende. Selv med et såret bryst kunne han ikke lade være med at nyde hendes gang. Han havde set hendes gang uden forstyrrelsen af klæder, men selv med det på kunne han ane hofternes rolige bevægelser. Men da Amy kiggede tilbage, valgte Tanto at lunte op til hende for at gå med hende mod deres fælles lig. "Skal vi forvente en som kvinden, eller kan søsteren udøve en trussel?" Selvfølgelig havde kvinden nok været lidt uforberedt på, at Tanto pludselig ville komme. Hun havde jo haft overgrebet på Amy. Men halvdæmonen kunne ikke lade være med at spekulere, om han skulle gøre brug af mere end bare kampteknikker. Han havde ild til sin rådighed. Men var det klogt at sende ildkugler afsted, når de var i en skov? Det måtte tiden vise. 
Med den ene arm rundt om nedersiden af Amys ryg, så hånden havde sine fingre rundt om hendes hofte, trak Tanto sværdet ud af sit hylster og havde det sænket i den anden hånd. Hvis søsteren var i baghold eller kom løbende imod dem, ville han hellere være klar til et modsvar end at lade hendes mulige våben møde hans eller Amys kød. Halvdæmonen tvivlede på, at Amy havde meget blod at miste, inden hun faldt besvimet om af mangel.

Som de begge to var gået tilbage til fantomtårnet, og efter nogle skridt var nået tilbage til, der hvor de kom fra lod Amy hendes blik glide lidt rundt. Den afdøde kvinde, lignede ikke en kvinde men nærmere et lig, hvilket fik hende til at tænke. Der havde nok været nogle dyr der havde hygget sig med kødet på den afdøde kvinde. Det var ikke noget Amy havde noget imod, men kunne godt mærke på sig selv at energien ikke var så høj eftersom hun havde mistet det blod fra kampen før. Hendes smerter var ikke så slemme mere, men alligevel var hun nød til at passe på. Det skulle ikke undre hende, hvis hun ikke havde meget styrke at bruge, for hun vidste godt den afdøde kvindes angreb havde været slemt. Uden at hun selv havde regnet med det, men det var sket.
¨
"Søsteren er ligesom kvinden, hvis ikke meget værre"sagde Amy ærligt, som hun nød tætheden fra halvdæmonen. Hovedet lagde hun på skrå, og lod den frie hånd nærme sig hendes ben hylster, for at være klar til at søsteren skulle komme. Men hvorfra vidste hun ikke, og det Amy havde hørt om søsteren var ikke særlig meget, kun at denne søster var god til at dukke op når man mindst ventede det. Derfor var det godt hun og halvdæmonen virkede på vagt. De stod ved tårnet igen, og virkede begge to nogle der holdte øje så de ikke skulle være skydeskiver for søsteren. Hvilke våben denne søster brugte, var Amy i tvivl om, derfor var hun både lidt bekymret, men også ekstra forsigtig"Hun kan dukke op når som helst, men jeg er sikker på hun er i nærheden"Sagde hun som hun tænkte lidt imens hun lod sine grønne øjne studere skoven, og omgivelserne.

Efter nogle minutter trak hun kniven op bare for at være klar, og drejede hovedet hen imod Tanto. Kunne godt lide følelsen af tryghed hos ham, og følte sig selvsikker som altid. Hun var stædig, og vidste at uanset hvor slemt hun måtte være såret og skadet, så ville hun kæmpe sammen med ham. De skulle begge to nok få ordnet den søster, ligemeget hvad. Efter lidt tid kunne Amy høre noget bagved dem, og skyndte sig at bukke sig ned, imens hun tog Tanto med"Det ser ud til hun er kommet"lød det fra Amy som hun hurtigt kunne se en pil der ramte det nærmeste træ. 

Lugten af liget nåede hans næsebor, før de nåede hen til det. Det hang i luften som, ja, et dødt dyr. Og da de var kommet tæt nok på liget af kvinden, var det mere hærget, end som de havde efterladt det. Store lunser af kød var revet af hende. Og meget af tøjet var revet delvist eller komplet af for at give adgang til et måltid for sultne rovdyr. Halvdelen af ansigt var spist af, så tænder, sener og muskler blev blottet sammen med de livløse øjne. For mange almindelige individer ville dette syn vende op og ned på ens mavesæk, men Tanto kiggede blot på situationen af liget, som kiggede han på en solnedgang. Komplet uændret.

"Så jeg skal rent faktisk gøre noget nu?" Selvsikkerheden i sine egne kampevner var ikke noget, Tanto manglede. Når man kendte ens egne evner, måtte man gerne. Og med de mange ofre af dæmonsværdet ved Tantos hænder, var han mere end i sin ret til at være selvsikker på sig selv.
Ud af øjenkrogene kunne Tanto se, at Amy trak sit våben fra benhylsteret. Ikke samme størrelse som dæmonsværdet i hans hænder, men hun var også en anderledes kæmper end ham. De havde hver deres styrker med hver deres våben. Selvom Tanto også selv havde en lille kniv i støvlen i tilfælde af, at det lange sværd var af en eller anden grund ikke brugbar i kampen.

En lyd bag dem opfangede Tantos nysgerrighed. Men som han var klar til at dreje rundt for at møde søsteren med ret ryg, havde Amy bukket sig og trukket halvdæmonen med ned. "God observation," sagde Tanto lavmælt og med et halvt smil, før han rejste sig op med ret ryg for at kigge direkte på søsteren, der kom ud fra sit skjul fra buskerne. "Din søster er derover, hvis ikke du har set hende." Tanto pegede med sværdets spids i retningen af kvindens lig. Der måtte godt tirres lidt. Angreb fyldt af vrede og hævn var nemmere at modstå end taktiske angreb. Udnyt situationen. Sådan ville alle gode krigere tænke. Og derfor tænkte Tanto sådan.

Det havde slet ikke overrasket at søsteren havde valgt at dukke op, når de måske ikke havde virket så fokuseret og opmærksomhed. Det var ligesom den afdøde kvinde, der var nok bare noget med de to søstre og dukke op når man mindst ventede det. Dog gjordet ikke Amy noget, for hun havde været på vagt, og på trods af smerterne fra brystet, så var smerterne ikke så slemme længere. Men fortsat kunne hun godt mærke smerterne prikkede til hende, og hun nåede slet ikke svare Tanto på hans svar. Det var netop kun fordi søsteren havde valgt at affyre en pil imod dem. Hun havde været heldig, at hun havde reageret hurtig på den, så de kunne bukke sig lidt ned for ikke at blive ramt.

"Jo tak, jeg tænkte nok at der ville komme et eller andet overraskende eftersom det er den søster"sagde hun efterfulgt af et dybt suk, hvorefter hun drejede hovedet væk fra halvdæmonen. Betragtede skovens omgivelser lidt, før hendes blik faldt hen på træet hvor pilen sad i. Det var godt hun havde været hurtig, og hevet Tanto med ned, så de ikke blev ramt af pilen. Søsteren havde sikkert flere pile, det ville ikke undre Amy, hvilket også kun fik hende til at sukke lidt mere. Kniven holdte hun godt fast i, og efter få minutter vendte hun blikket tilbage på Tanto. Ordene fra halvdæmonen om, at den afdøde kvinde som er søster til søsteren der stod og kiggede på både Amy og Tanto med et irriteret og vredt blik. Hele søsterens ansigt skreg nærmest hævn, og hun fik pludselig et smil frem på ansigtet, som Amy stod med ryggen ret, og lagde en hånd i siden.

Et hånligt fnis kunne høres fra søsteren som hun stod og legede lidt med endnu en pil"Ja, og jeg går ud fra at du usle dæmon, og det ynkelige menneske er skyld i det" sagde hun bestemt og koldt som søsteren fortsat stod og legede lidt med pilen. Amy løftede et øjenbryn, og trak kort på skulderen før hun vendte sit blik hen imod den døde kvinde"Altså se det på den lyse side, nu skal du ikke bekymre dig om at konkurrence imod din søster om alt muligt"lød det kækt og flabet fra Amy, som hun fik et bredt smil på ansigtet, og efter få minutter vendte hun blikket tilbage på søsteren. Søsteren der så ud til at være klar til at løbe imod dem, og lignede også en der var klar til at affyre endnu en pil. Det som overraskede Amy lidt, og så alligevel ikke fordi søsteren brugte aldrig våben sådan rigtigt, selvom hun godt kunne. Amy vidste godt, at søsteren kunne håndtere tilbehør til våben, eller andre former for våben på farlige måder. 

Der var ikke gået lang tid, før en pil var skudt afsted. Opvæksten hos Bagludan og de mange halvsøskende, der var fulde dæmoner, havde Tanto leget denne leg før. Kylling - eller som nogle af dæmonsøskende havde kaldt det 'menneske'. Derfor havde halvdæmonen ikke reageret på pilens hurtige ankomst. Selvfølgelig ville han have trukket sig væk i tide, men dette fik han ikke lov til, før Amy trak ham ude af pilens retning. Han kiggede kort på hende, men endte med et taknemmeligt ansigt. Ja, han kunne have undviget den, men at Amy aktivt gjorde, så han ikke blev ramt, fortalte vel også en del, gjorde det ikke? At hun ikke ønskede ham skadet, selvom han var for dumdristig.

"Når du nævner ynkelig, passer det vel bedre på de døde end de levende, ikke?" affyrede Tanto tilbage verbalt og tydeligt hånende. At blive kaldt en usle dæmon var intet nyt for ham. Han havde hørt værre. Men at Amy var blevet kaldt ynkelig havde fået ham til at reagere. Egentlig var han selv halvynkelig ifølge søsteren og kun halv usle.
Amys ord var dog det, der fik søsteren til at stoppe sit legeri med pilen og i stedet sætte farten imod dem med hævet pil, som var hun klar til at dolke dem med dem. Dog kunne Tanto se flere buler rundt omkring på hendes krop. Hylstre fyldt med våben uden tvivl. Han skubbede Amy væk og hævede sit sværd, som han stod ene mand med søsteren i hans retning. "Jeg dræber dig!"
"Din søster prøvede. Hun fejlede. Kan du bedre?" nåede Tanto at sige, inden han med et hårdt svirp knækkede pilen i hendes hånd. Dog havde hovedet af pilen snittet ham på siden af halsen. Endnu et kødsår, men bloddråber trillede ned. Søsterens ansigt var dog rødere end blodet, fyldt med vrede og hævnlyst. Tantos ansigt var roligt. Han så nærmest ud, som om han kedet sig, som han åndede tungt ud. "Tør du to mod en, eller skal du starte med mig bare? For at give dig en chance." Valget blev bevidst givet for at skåne Amy for mere skade og smerte. Søsteren havde allerede forvoldt lige så meget skade som den første kvinde og hun var endnu uskadt. Denne kamp ville blive hårdere, men Tanto var sikker på, han ville klare det. Ellers havde kvinden sendt sin søster mod ham i sin tid frem for Amy. Derfor kunne halvdæmonen heller ikke lade være med at smile skævt og hånende mod søsteren. Han var en helt anden, som han stod med hævet sværd i en kamp, end når han var rolig. Amy ville se denne side af ham meget mere end nogensinde før. Hun havde set hans rolige side, men ikke denne. Ikke denne fuldt ud.

Søsteren valgte Amy bevidst ikke at skænke en tanke, fordi hun så slet ingen grund til det. I hendes grønne øjne ønskede hun søsteren død, og det kunne ikke gå for langsomt. Hovedet lagde hun på skrå, som hun betragtede kniven i hendes hånd. Dog som hun kunne mærke, at Tanto havde skubbet hende væk, løftede hun et øjenbryn. Holdte sig fast på benene, selvom hun godt kunne mærke hun fortsat var lidt svag. Hendes fulde energi var ikke nået endnu, smerterne fra brystet sad fortsat og prikkede til hende, som en eller anden fugl der prikkede til noget med sit næb. Hun behøvede ikke at spørge ham, hvorfor han havde valgt at skubbe hende væk, for hun kunne godt forstå grunden til det. I hendes øjne ønskede hun søsteren død, og gerne hurtigt. For Amy vidste godt, at søsteren var mere farlig end den afdøde kvinde. "Sødt at drømme knægt, lad mig se hvad du kan"svarede søsteren koldt, og nærmest utålmodig, imens hun nærmest bare stod og ventede på halvdæmonen ville gøre et eller andet. Amy der stod og kiggede lidt skiftevis imellem søsteren og Tanto, havde bestemt ikke tænkt sig at stå i vejen for ham, men hun ønskede inderst inde heller ikke at han skulle ende med at blive skadet. 

Især ikke på vegne af hende, det ville hun slet ikke tillade. Som hun stod med en hånd i siden, og betragtede Tanto og søsteren, lod hun få sekunder gå, før hendes blik faldt ned imod hendes bryst, og irriteret bed hun sig i underlæben. Hun bebrejdede tydeligvis sig selv, for at have endt med de skader. Takket været halvdæmonen ved hendes side, var hun nok ikke i stand til at holde sig oprejst, som hun var lige nu. Ingen bekymring på kinden, og hun kunne se hvordan søsteren begyndte at løbe hen imod Tanto, pilen i den ene hånd, og det så ud som om søsteren også havde en hånd bagpå ryggen, som Amy ikke kunne se hvad var. Men hun følte sig nysgerrig, for tænk hvis det var noget der kunne skade Tanto, selvom hun ikke behøvede bekymre sig, så kunne hun bare ikke undgå det. Men at blive stående, havde hun ikke tænkt sig. Så hun fik et bredt smil frem på ansigtet, som hun holdte en hånd hen over brystet bare for at sikre sig at alt var okay, for hun ventede bare på at salvien ville virke endnu mere. 

Søsteren grinede som hun pludselig var nået tættere på halvdæmonen, og gjorde klar til at spidde ham med pilen. Imens søsteren så ud til at være optaget af Tanto, besluttede Amy sig for at rive et stykke stof af hendes trøje, og fandt en vej bagved nogle af træerne i nærheden, for at kunne ende bagved søsteren, dog på lidt afstand. Hun var lusket, og hurtig, og løftede kniven op foran sig, som hun betragtede søsterens ryg, og lod de grønne øjne glide ned over søsteren bare for at se hvilket våben hun ellers skjulte."Jeg behøver ikke bruge mange kræfter på to små børn som jer"lød det spydigt fra kvinden, som hun gjorde klar til at spidde halvdæmonen med pilen, imens hun lignede en med en overraskelse. Det måtte være det hun havde bagpå ryggen, som Amy prøvede at finde ud af hvad var, men hun var nød til at være forsigtig, og vinden blæste hendes hår ind foran hendes ansigt, så det var lidt svært at se. 

Grebet med begge hænder på sværdet blev fjernet, så kun højre havde fat om skaftet. Den anden hånd løftede sig op til halsen. Langefingeren dyppede mod såret, hvorefter halvdæmonen kort studerede fingeren. Den var fugtig af blodet. Hurtigt fjernede Tanto dette ved at tage fingerspidsen mod læberne og slikkede den ren. Det gjorde ikke ondt. Det var knap nok et sår. Alligevel virkede dette til at gøre søsteren mere selvsikker. Jovist kunne halvdæmonen allerede mærke niveauskiftet fra hende til den afdøde kvinden. Der skulle gøres mere med søsteren. Hun angreb ikke skødesløst og uden tanke. Hun havde en plan med sine bevægelser og var klar til at gøre andet, end hvad der først blev set.
"Pas på med, hvem du kalder knægt. Udseendet kan bedrage." Meget vel lignede Tanto en jævnaldrende med Amy, men han var hundrede år ældre end dette. Selvfølgelig var han stadig meget ung i forhold til dæmoner, men for mennesker var han alt andet end en 'knægt' eller et 'lille barn', som søsteren ellers fandt ham.

Det knækkede pilehoved blev hævet igen imod Tanto. Metallet havde et rødligt skær fra halvdæmonens blod. Dette levede kvinden sikkert højt og helligt på. Hun havde trukket blod. Men det skulle tage en blind mand ikke at se, at hun tydeligvis dækkede noget på ryggen. Derfor ville man nok forvente, at Tanto ville gribe fat med begge hænder på sværdet, men venstre hånd forblev fri. Og sværdet blev ikke hævet fuldt ud, kun halvt op.
"Det er din første fejl," startede Tanto ud med, som søsteren stormede imod ham igen. Venstre hånd hævede han og bøjede blidt fingrene halvt. Hårdt strakte han alle fem fingre, hvormed en ildkugle på størrelse med et barns hoved hævede et par tommer over hånden. Uanset hvad søsteren havde bag ryggen, var det intet imod halvdæmonens flammer. "At undervurdere en halvdæmon." Og med det satte Tanto farten direkte modkvinden. Med hævet sværd og en ildkugle rettende imod hende var det en leg kylling nu. Hvem ville bakke ud først? Søsteren med et pilehoved og et skjult våben eller halvdæmonen med et skarpt sværd og en ildkugle? Det var ikke svært at vædde på den bedste hest.
"Jeg frygter jer ikke!" udbrød søsteren, nærmest med fråde rundt om sin mund, som hun fortsatte sin fart imod Tanto. Fint, skulle det være med den på. Sværdet blev hævet, men Tanto havde intentioner om at angribe med ilden. Et fint brændemærke i halvdelen af hendes ansigt måtte være passende for hende, ikke?
"Og det var din anden fejl." Tanto havde svagt lagt mærke til, at Amy ikke havde forblevet stillestående. Den listende kvinde havde sin egen plan. Halvdæmonen ville ikke ødelægge dette for hende. De var to imod en og selvom Amys skader gjorde hende ukampsdygtig ansigt til ansigt, kunne hun stadig gøre sig nyttig. En sabotør var lige så hjælpsom som en kriger.

Fra hvor Amy stod virkede det som om, at kvinden var ligeglad med de ord Tanto sagde, hvilket hun godt vidste var dumt, for halvdæmonen mente dem, så meget vidste Amy. Søsteren virkede stædig, og bestemt men hendes fokus var og hvilede sig på Tanto lige nu. Der var masser af muligheder for Amy, især for at komme tættere på søsteren bagfra. For de var to imod en, og det betød helt klart en stor fordel. I øjeblikket hun kunne skule noget fra halvdæmonens hånd, gik det lidt efter lidt op for hende at det var en ildkugle, og det betød kun at kvinden stod for skud. Det fik et større smil til at vokse sig på hendes ansigt, for tanken om at søsteren sikkert ville blive ramt af den, gjorde Amy glad. Godt nok havde hun aldrig kæmpet virkelig meget fjendtligt imod Tanto, men hun vidste at man ikke skulle undervurdere ham. 

"Du er ret morsom, tror du selv at jeg vil tillade den ild kugle at ramme mig"grinede hun som hun skyndte sig at kaste pilen imod hans bryst, før hun bukkede sig ned. I det hurtige øjeblik kunne Amy se ild kuglen ikke ramte kvinden, og det fik hende til at sukke irriteret men hun var nød til at undvige den, for ikke at blive ramt. Hurtigt sprang hun til den ene side, og stod lidt foroverbøjet, men efter kort tid rettede hun sig op. Lod de grønne øjne falde ned på hendes bryst, og hun måtte tage nogle dybe indåndinger, for hun kunne godt mærke at for meget bevægelse ville resultere i at det ville gøre ufattelig ondt i brystet. Det var ikke godt, hun var nok nød til at bevæge sig mindre voldsomt, og hurtigt så såret og skaden generelt kunne heale lidt bedre. Kniven holdte hun fortsat fast i, og kiggede i retningen af kvinden, og studerede det stykke stof hun havde i hånden. Måske hun kunne gøre et eller andet med det, det var hvertifald planen. 

Søsteren holdte sit blik på halvdæmonen, men forsvandt pludselig også fra hendes placering. Det var typisk søsteren, det vidste Amy. Hun ville dukke op et eller andet sted, og det kunne være foran hende eller Tanto, eller bagved en af dem. Uden at bevæge sig særlig meget, lod hun sit blik glide rundt for at holde et vågent øje med hvor søsteren ville dukke op"Det er typisk..."sagde hun med et irriteret suk som hun lagde hovedet på skrå. Hånden fra brystet fjernede hun som hun kiggede skrå hen på Tanto, fra hvor hun stod. Lysten til at nærme sig ham var stor, men hun vidste at hun var nød til at passe på, især for der var større chance for at ramme dem begge hvis de stod tæt. Amy sendte ham et lille smil, bare for at sikre ham om at hun var okay, og hun spredte læberne for at ville sige noget, men kunne pludselig høre kvinden i nærheden. Men da hun pludselig kunne se søsteren hurtigt løb forbi hende, og snittede hendes arm med de lange negle, for at bagefter dukke op bagved Tanto"Tanto pas på!!"råbte hun bare, som hun ikke bekymrede sig for at blodet begyndte at løbe fra hendes arm fra rifterne søsteren havde efterladt på hende. 

Som Tanto havde sendt ildkuglen mod søsteren, var hendes pilehoved kommet imod ham. Begge undveg de hinandens angreb. Dog svitsede ildkuglen lidt af øjenbrynet på kvinden. Varmen fra den var større end den tomme luft rundt om pilehovedet. Men som halvdæmonen holdt øje med søsterens undvigelse, faldt blikket kort på Amy bag hende. Hun var også nød til at dukke for at undvige. Med hendes skader kunne dette ende galt, men der var intet mere for Tanto at gøre. Heldigvis undveg Amy ildkuglen, så halvdæmonen åndede lettet ud. Det ville have været snedigt at søsteren, hvis hun tvang ham til at gøre Amy endnu mere ukampsdygtigt. Dog mistænkte Tanto hende for ikke at have vidst om Amy.

Pyrokinesisevnen var blevet blottet og selvom søsteren havde sagt, hun ikke havde behov for mange kræfter, forsvandt hun pludselig ud i den tomme luft. En teleportationsevne. Mere effektiv end dæmonsværdets dans, som Tanto normalt gjorde brug af. 
Med rank ryg kiggede Tanto over på Amy. For nu var de bare dem, men der var ingen tid til at slappe af. Søsteren kunne dukke op overalt i mellem dem. Derfor var begge hænder med fast greb rundt om sværdet, klar til at angribe. Amy sendte ham et svagt smil, hvilket han gengældte. Der var en god afstand i mellem dem, men læbernes bevægelse var tydelig nok. Og med denne afstand og dermed forvrængning af Amys udseende, kunne halvdæmonen ikke lade være med at tænke på dén nat i Balzera. Med kvinden, der havde ændret sig til en billig udgave af Amy. Hurtigt rystede Tanto dog hende ud af tankerne. Det var ikke godt at distrahere sig selv. For det var nok dette, der havde gjort, at halvdæmonen ikke havde langt mærke til søsteren bag Amy og dermed var hun blevet snittet i armen uden problemer.
Et råb blev kaldt til ham. Tanto kunne regne ud, hvad søsterens plan var. Hun havde gjort en fuldtræffer mod Amy ved at komme bagfra. Derfor bevægede Tanto sine hænder, så han hurtigt og effektivt kunne spidde bag ud, som lyden af knuste blade kunne høres bag ham. Og der stod søsteren med skulderen begyndende at bløde. Sværdet var inde i skulderen, dog ikke hele vejen igennem. Søsteren gav et skrig af smerte, som hun fægtede med sin kniv mod Tantos hænder. Han trak sværdet til sig, hvilket resulterede i sprøjtende blod, der ramte dem begge. Dråber landede på halvdæmonens ansigt, som søsteren bevægede sig adskillige skridt bag ud, rød i ansigtet af vrede.
"Aldrig gør samme trick to gange. Hurtigt tip til dig." sagde Tanto køligt og overskudsagtigt. Hvis ikke angrebet på Amy havde ramt plet, havde søsteren måske tænkt anderledes. Men sådan var det tit med individer. Virkede én ting, prøvede man igen, indtil det ikke gjorde.
Med tung vejrtrækning bøjede søsteren sig grådigt forover. Armen med den blødende skulder hang dvask og svajede problematisk fra side til side. "I skal dø! I fortjener at dø!" Igen slap Tanto sin ene hånd fra sværdet. Små rifter var på knoerne. Blod trillede ud, men sammenlignet med den fortsættende stråle ud af søsterens skulder var Tanto alt andet end bekymrende. Dette kunne nok også ses på hans kropssprog. Som hun stod foroverbøjet og klar til kamp, stod han roligt og med rank ryg, som snakkede han blot med hende. 
"Du kommer bare ikke til at se det, desværre. Du må hilse din søster." Tantos ord var uden tvivl pirrende mod hende. Hvis han kunne få hende til at angribe så skødesløst som den afdøde kvinde havde gjort, ville han og Amy vinde hele denne aften om kort tid. En lækker sejr.

At det så ud som om halvdæmonen tænkte på noget, som Amy ikke vidste hvad var, betød ikke så meget lige nu. Selvom hun sagtens kunne være nysgerrig til at vide, hvad han tænkte på men hun kom helt fra de tanker. Rifterne på hendes arm som søsteren havde lavet, fik hende til at betragte de blødende rifter men hun virkede som om hun ikke gad tage sig tid til at gøre noget ved dem. I stedenfor holdte hun sit blik hvilende på søsteren, og det så ud som at Tanto havde skadet hende, hvilket var godt for det fortjente søsteren uden tvivl. Da søsteren så pludselig stod foroverbøjet så Amy en god chance, især for at nærme sig lidt mere, hvilket hun også gjorde. Holdte kniven klar imens hun holdte godt fast i stoffet også, for hun havde en plan med begge dele. Hun havde helt sikkert tænkt sig at hævne sig på søsteren, og det var der nok god mulighed i øjeblikket.

"Du tror vel ikke det er ude med mig nu, gør du"svarede hun koldt, imens hun spyttede lidt blod ud fra munden. Dog virkede det fortsat som om at søsteren havde sit fokus, og opmærksomhed på Tanto. Det var kun godt, for det betød at Amy kunne nærme sig endnu mere, og det gjorde hun også. Som hun pludselig var lusket ombagved kvinden, skyndte hun sig at strække stoffet ud, og bandt det rundt om søsterens hals. Hun sagde ikke noget, men et øjeblik skulede forbi kvinden for at se på Tanto. Hurtigt orienterede sig, for om han var såret eller kommet slemt til skade. Blodet fik hende til at blive bekymret, men hun stod fast bagved søsteren, og strammede stoffet rundt om kvindens hals"Det er ude med dig...Du kan ligeså godt give op"lød det bestemt og irriteret fra Amy, som hun betragtede søsteren kort som hun prøvede at holde grebet stramt med stoffet. Kniven havde hun fortsat i hånden, men efter få minutter stak hun den hårdt ind i brystet på søsteren"Det var hævn for hvad din såkaldte søster gjorde"lød det lavt fra Amy som hun efterhånden godt kunne mærke rifterne på armen begyndte at svige, og det gjorde det ikke bedre at smerten i brystet kom tilbage. 

Hun havde lyst til at gå ned på knæ, og holde rundt om sig selv lidt, men holdte sig stærk og oprejst. Ikke tale om at hun ville vise sig som svag, hun kunne ikke lade søsteren kæmpe imod Tanto alene. Ligemeget hvor meget smerte hun var i lige nu, og ligemeget hvordan blodet fra rifterne dryppede så stod hun fast og sørgede for at stoffet rundt om søsterens hals var der fortsat"Tid til at sige farvel til dit liv..."sagde hun endnu engang irriteret og lavt som hun var nød til at tage nogle flere indåninger, trods smerterne og skaderne hun var påført. Hun sendte dog Tanto et tegn, til at han kunne dræbe hende nu, og skulle gøre det. For hun vidste ikke hvor længe hun ville kunne holde søsteren hen, kniven sad fortsat i brystet på hende, og Amy lagde hovedet på skrå som hun betragtede Tanto lidt. 

Kvindens glupske og kolde ord ville have runget i hele skoven, hvis hun havde ytret dem højt. Men de var kommet ud lavt og våde takket været blodet, hun samtidig spyttede ud. Hun var færdig. Det kunne alle og enhver se. Selvfølelig gav hun ikke op. Det var ikke sådan, en rigtig kriger gjorde i en kamp. Der blev kæmpet til sidst åndedræt. Bogstavelig talt.
Som Tanto lagde mærke til Amys snigende adfærd, valgte halvdæmonen at trække tiden ud bare en smule. "Det tror jeg ikke. Jeg ved det. Se på dig selv og se på mig," Tanto bevægede sine arme ud som for at vise hele sin krop og hvor få rifter og skræmmer, der var på den blege hud. Der var iturevet stof og lidt blod, men det var alt andet end fatale skader. Dog trak han hurtigt armene ind til sig igen, som smilet forstørrede sig. Et nik blev givet til søsterens retning, men det var allerede for sent. "Se på os."

Stoffet rundt om søsterens hals gjorde huden kridhvid af spænding. Det samme gjaldt Amys knoer, der holdt grebet hårdt. Dog var Amy stærkere end søsteren, for hun havde overskuddet til at spidde sin kniv ind i søsterens bryst. Præcis, som den afdøde kvinde havde gjort mod Amy. En form for poetisk hævn var mere end passende. Og derfor lod Tanto også Amy gøre, hvad kvinden ønskede. Han bevægede sig blot tættere på de to kvinder. Øjnene studerede kort, hvad der skete. Amy, der havde den totale overhånd. Søsteren, hvis ord ikke kom ud med lyd, fordi halsen var trukket så meget sammen. Men Amy dræbte hende ikke. Hun havde et stramt nok greb til at svække søsteren, men det var ikke dræbende. Den fornøjelse fik Tanto.
Kort bøjede han i ryggen for at kigge ind i søsterens øjne. De var blodsprængte og fyldt med mere had end nogen af de andre. Et spyt blev prøvet mod Tanto, men der var ikke nok kraft på det, så det blodige savl endte kun ned langs hendes hage. "Ynkeligt," sagde Tanto koldt, som han løftede sit sværd. Amy stod bag hende, så han kunne ikke bare spidde hende til døde. Det ville ramme Amy også. Men der var så mange måder at dræbe på, men kun én kunne gøres. Til sidst valgte Tanto at presse den skarpe klinge mod søsterens hals lige over Amys stod. Blodet begyndte allerede at trille ned over stoffet blot ved det blide pres. "Farvel." Og med en hurtig og elegant bevægelser havde Tanto trukket hele længden af klingen hen over søsterens hals. Om hun druknede i sit eget blod eller døde af blodmangel var ikke til at sige, men død blev hun. 

Efter søsteren var lige så død som den første kvinde, tørrede Tanto sit sværd i søsterens tøj. Der, hvor der var mindst blod på, før han proppede sværdet tilbage i sit hylster. Halvdæmonen vendte sit fokus til Amy. Han trådte helt hen til hende og lagde en arm rundt om hendes overarm. "Okay? Nogen alvorlige skader?" Der var ingen salvie tilbage at blive lavet, men der var så mange andre remedier, de kunne tage i brug for at lappe Amy. At lappe sig selv var ikke strejfet Tanto. Han var så vant til åbne sår og skader til, at han bekymrede sig for meget om dem. 

I det samme øjeblik som søsteren døde, var det som om Amy blev mere, og mere lettet. Hun behøvede slet ikke tænke eller bekymre sig for kvinden længere. Nu kunne den afdøde kvinde, og nu søsteren ligge ved siden af hinanden, eller det var nu ikke fordi Amy tænkte på netop det, for hun var ligeglad. Hendes ønske om at søsteren skulle dø, så hun ikke kunne dræbe hende eller Tanto var gået i opfyldt. Blodet dryppede fra hendes arm, som hun pludselig kunne se og mærke at halvdæmonen havde taget fat i den, for at studere den. Hun rystede på hovedet til hans spørgsmål, som hun lod sit blik hvile sig på rifterne. Det var heldigvis ikke alvorligt, og hun lagde en hånd ovenpå hendes bryst. "Ingen alvorlige skader, men jeg håber salvien snart får smerten fra brystet til at forsvinde"sagde hun med en håbfuld stemme imens blikket hvilede sig lidt mere på hendes hånd, som var placeret på det skadet bryst. 

Det var tydeligt at de hurtige bevægelser hun havde lavet, havde efterladt det skadet bryst med slemme smerter, men hun havde holdt ud. Havde passet på sig selv, og været så forsigtig hun nu kunne, og lige nu stod hun blot og kiggede på brystet. Hånden holdte hun fortsat på brystet, og lod blikket glide op på halvdæmonen foran sig. Betragtede ham lidt, og hurtigt lod de grønne øjne glide ned over ham for at sikre sig at han var okay, og ikke havde for slemme smerter. Det virkede ikke sådan, men han var jo også en halvdæmon, det var værre med mennesker. Hun undslap et lettet suk, som hun fik et lille smil frem på ansigtet. Nåede lige at fange hans blik i et øjeblik"Vi klarede det"lød det i en opmuntrende og lettet tone, som hun lod smilet vokse lidt. Efter få minutter fjernede hun hånden fra brystet, og drejede hovedet væk fra Tanto, lod øjnene falde ned på den døde kvinde. Kvinden der bare lå livløst på jorden, som var hun en eller anden dukke et barn havde efterladt. Det var fantastisk at se det, bestemt ikke noget Amy havde noget imod. 

Hun tog nogle dybe indåndinger, bare for at holde lidt af smerterne tilbage, det var mest brystet der gjorde lidt ondt fortsat men det var klart. Det var noget andet end rifterne på armen. Hun kunne hun bede til at salvien ville redde brystet meget snart. Som de stod overfor hinanden, og Amy havde ladet hendes blik falde tilbage på Tanto, kunne hun ikke undgå at undre sig over det øjeblik han nærmest havde virket fjern. Det var mystisk, havde han tænkt på noget bestemt, for selvom søsteren havde ramt hende på armen, og det ikke var alvorligt i hendes øjne, så var hun ikke sikker på at hun havde set Tanto være fjern før. "Du virkede fjern på et tidspunkt, er du okay"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn, som hun lod blikket falde ned på den blødende arm, som halvdæmonen stod med lige nu. Hun stod oprejst, og kunne se hvordan blodet dryppede ned på jorden. Det var typisk den søster at have gået efter hende, så snart hun var forsvundet, men nu lå hun heldigvis død. 

Hendes arm virkede ikke slemt skadet. Jovist blødte den, men det gjorde Tantos hals også lidt endnu, men det var ikke noget alvorligt. Det ville heale og ikke engang efterlade et ar. Det samme virkede til det med Amys små skrammer her og der, som søsteren havde pågivet hende. Intet seriøst heldigvis. Derfor åndede halvdæmonen da også lettet ud, som han lod blikket hvile på Amy og hendes grønne øjne. De rigtige, grønne øjne. 
Som Amy tog sig selv til det sårede bryst, lagde Tanto en hånd oven på hendes. Der blev lagt ingen pres derpå. Det var ikke just godt for brystet. Salvien gjorde sin opgave, det skulle den bare have tid og mulighed for. Og som Tanto blidt trak sin hånd væk igen, kunne han se ingen blodrester på hånden på nær sine egne. Selvom Amy havde bevæget sig nogenlunde meget, havde hun ikke åbnet salvien eller såret. Heldigt nok igen. "Ja, vi gjorde." Et opmuntrende smil blev sendt til Tanto og halvdæmonen gengældte det blot, som han trak Amy ind i en kort omfavnelse, før han slap igen. Dog forblev hånden på hendes overarm, bare for at mærke hende.

Det var ikke meget, der kunne smutte forbi Amys næse. Det korte øjeblik, hvor hans tanker ikke havde været på kampen mod søsteren blev nævnt nu. Kvinden havde lagt mærke til dette og undrede sig over det. Først undveg Tanto hendes blik. Han fjernede sågar sin hånd på hendes overarm og trak sig en anelse tilbage.
Der gik et par øjeblikke, før han endelig sagde noget. Det var underligt at tænke tilbage på dét krobesøg i Balzera. Hvad der var sket havde ikke været Tantos egen vilje, men det var ingen undskyldning. Og set i bakspejlet vidste han ikke engang, om han kunne kalde sig uskyldig. Han havde været svagere end ønsket, ja, men inderst inde havde han ønsket det. Ellers havde effekten ikke tvunget det frem i ham. Dét faktum kunne Tanto ikke løbe fra og han hadede sig for det. "Det er en historie, der ikke er god. Den sætter mig ikke i godt lys. Med dig, Amy," Øjnene fandt Amys igen. Den rigtige nuance af grøn. Han var kort blevet narret af kvinden fra kroen, men nu kunne Tanto se den rigtige farve og den var enestående. Halvdæmonen ønskede ikke at være i dårligt lys med Amy. Hun trak det menneskelige frem i ham. Et træk, han egentlig troede, Bagludans opvækst havde dræbt i ham. Men Amy havde genoplivet det som en føniks fra asken. Og Tanto ønskede ikke at sætte ild og se det blive brændt op igen. Men denne historie, dette minde ville gøre netop det. Og det var der, halvdæmonens ualmindelig gode hukommelse kom som en forbandelse til ham. Han kunne huske hele affæren. "Hvis du virkelig vil høre den, bør vi nok sidde, Amy." På en måde håbede Tanto, at Amy forblev stående. At hun ville glemme det. At de kunne glemme det og fejre den sejr, de lige havde fået. Men hvis kvinden satte sig ned på skovbunden for at høre historien, ville halvdæmonen være nødsaget til at tage plads ved siden af hende og fortælle. Fortælle hvad, der havde fjernede hans fokus fra en duel, han normalt aldrig ville fjerne opmærksomhed fra.