Der var noget specielt ved denne kvinde, det havde der altid været. Hvilket også var derfor det gjorde så forbandet ondt ikke længere at elske hende, noget hun ikke havde gjort længe, selv om hendes blik gang på gang fandt Melarue både til rådsmøder, og alle andre sammenhæng hvor de to mødtes. Det var svært at glemme alt det de to havde delt, både følelsesmæssigt, og alle andre punkter. Visse af disse Yume’Ave endelig stadig ønskede, men for en kvinde som Melarue, med en kvinde som Melarue, ville det ikke gavne nogle af dem, blot for en halv nats nydelse. De store øjne som kort var til at se på Melarue fik kun smilet bag sløret til at vokse.
“De kender mig. Er så præcis som jeg bør være på dette punkt.” Der lå meget i de ord, men de var valgt nøje for dette var ikke noget de to burde tale om her, midt i en sal med egenskaber til at sprede ord så nemt som musik rundt i hele rummet, med sådan en klarhed musikken altid kunne nydes, lige meget hvor man var. Men samme tid, var det også tydeligt at Yume’Ave ikke ønskede at dele mere end det der blev sagt, i hvert fald ikke som samtalen var nu.
“Deler blot mine tanker Melarue. At de tager blikket væk i respons til mit kompliment ved jeg dog ikke hvordan jeg skal tolke nu om dage.” At hun var underholdt var tydeligt i hendes tone, men uvant hende sad hun der stille og ventede på Melarue tog styringen til enten at fortsætte dialogen, eller trække sig. Der havde været rigeligt med anspændte følelser og emner, så hun vidste udmærket at presse citronen mere end nødvendigt ville skabe unødvendig konflikt på trods af hvor underholdt hun var af visse elementer af denne samtale. Blikket faldt dog fra Melarue som den halve trussel kom hendes vej, blikket lå på det fine gulv.
“De ved udmærket jeg er ligeglad med både lyset og mørket, min interesse er udelukket forbundet med mørkelverne selv, deres kultur, liv og virkelighed. Fordi de engang var som os. Men de har ret, vi må håbe der ikke er en af os fra rådet der kaster sig i deres net. Rygterne siger de er holdt op med at korrumpere os, men betyder det ikke at muligheden er forsvundet. Så vi må hellere passe på, så vi ikke ender som nogle af vores af vort egne.” hun sukkede bag sløret og tog blikket til siden, på den vel udsmykket væg som viste elementer af skovelvernes højeste øjeblikke.
“Men, mit musik lokkede dem fra deres arbejde. Selv om jeg nyder dit selskab, har vi begge pligter.” igen sukkede hun, for dette var endelig en vidunderlig undskyldning til at undgå pligterne. Brugte tid med et andet rådsmedlem, var svært at argumentere imod.
“Med mindre, de ønsker mere af min tid, de har som altid krav til den hvis de ønsker den?”

Det havde taget så mange år for Melarue at komme sig over Yume’Ave, og hun vidste med sig selv, at det ikke nyttede noget at gå tilbage. De havde ønsket forskellige ting, og Yume’Ave ville aldrig kunne give hende det hun havde behov for i sidste ende. Det fysiske aspekt kunne hun få så mange andre steder, mens det nær forhold, var noget… hun blot måtte vente på. Heldigvis havde skovelvere som dem en evighed at vente, og der var intet hastværk. Melarue var stadig ung, og hun levede stadig livet så godt hun kunne.

Det huede hende dog ikke specielt at Yume’Ave dog fandt glæde og morskab i følelserne der stadig sværmede omkring dem. Der var heldigvis på mange punkter hvor Melarue i disse dage kunne se at den anden elver ikke ligefrem var et individ hun ønskede at bruge resten af sine dage med.
”Man ved trods aldrig hvad der lurer i horisonten, nu når også dæmonerne er ude,” indrømmede hun, med et nik. De var i hvert fald aldrig en race elverne rigtig ville kunne forenige sig med.

Heldigvis var Yume’Ave også selv villig til at give slip på samtalen, og Melarue nikkede. ”Jeg har stadig et par ting jeg skal nå i dag helst,” indrømmede hun, og sendte så endelig et smil mod Yume’Ave endnu engang. ”Vi ses jo nok til næste Rådsmøde, eller fest.” Hun havde lovet hende den dans, havde hun ikke. ”Forsvind nu ikke for langt ind i drømmenes verden.” Med de ord vendte hun sig om og begyndte at gå mod udgangen. Et enkelt blik blev sendt i Yume’Aves retning inden hun forlod lokalet, men som hun drejede ud af døren og ned af gangen, var også hendes skikkelse forsvundet.

Hun håbede blot at næste rådsmøde ikke ville blive akavet, men på den anden side. Så lang tid at hun havde et fokus på den nye elverby, så var der ikke tid til ting som gamle forhold. 

Var der noget elvere var gode til, skovelvere endnu mere, var det at tage deres tid med de fleste beslutninger. Følelsesmæssige beslutninger var ingen undtagelse, mens mennesker vil se det som et problem at Yume’Ave havde brugt måneder på at overveje om hendes forelskelse for Melarue var forsvundet eller ej, var det helt normalt i dette rige. Tiden bevæget sig langsommere her end nogle andre steder i krystal landet, eller i det mindste var det denne fornemmelse mange havde af folket herinde.
Forholdet mellem disse to var et pragteksempel på denne del af skovens folk, stadig selv efter alle disse ord var de stadig i gang med at finde ud af hvordan de skulle være overfor hinanden.
“Om de er ude eller tilbage i fangenskab, har de altid været en trussel for fremtiden. I disse tider er de i det mindste håndgribelige.” lyd det tilbage nærmest som var det et vel øvet respons.

Det gjorde altid ondt at give slip på Melarue, ikke på samme måde som det ubehagelige aften hvor hun delte de manglende følelser med hende, men at se hende smile, det smil, det smil der altid blev set af de lilla øjne på de smukke læber som Melarue havde lige før hun søgte at gå.
“til vi ses, så pas på dig selv Mel, og må Avanya velsigne din dag.” lyd det først i en varm venlig tone som svar imod Melarues ord, men som det blev sagt sagde Melarue noget som fik et større smil til at vokse frem på Yume’Ave læber.
“Ellers så vidunderlig en verden, og hvis de savner den, så behøver de blot sige til Skovblomst. Drømme er vidunderlige til at lade os se ting i et nyt, og moderne lys.” hun fniste letter som det blev sagt, og blev siddende foran flyglet mens hun så sin tidligere partner, elsker, og bedste veninde forlade lokalet. Smilet forsvandt som hun igen sad alene i rummet, hænderne i sit skød.
“Undskyld...jeg er som jeg er.” mumlede hun kort efter hun vidste Melarue ikke ville høre hende, i en trist tone før hun rejste sig. Hun havde vel endelig også arbejde der skulle lavet, og det hurtigere det var færdigt dets tidligere kunne hun komme hjem, og få lysten til at male ud af fingrene, en lyst Melarue fik frem i hende, og med den tanke gik hun i stå og håbede endelig Melarue var kommet tilbage i lokalet. For..der var stadig..de malerier hun havde malet af enten Melarue eller dem begge..

Melarue bliver nok..sur hvis jeg sælger dem..Skal jeg bare sende dem til hende? Så kan hun selv..finde ud af det? Eller..Skal jeg..beholde dem og..få snakket om det til den dans jeg fik lokket ud af hende?