Adrians ord trak en let latter fra halvfuglen "Jeg havde gladeligt ladt mig distrahere til den lyse morgen, hvis det havde stået blot til mig" medgav han varmt med et let blik og et lille, længselsfuldt suk. Iriskan ville have elsket at lege i skovens kastevinde, og dykke op og under trækronerne som et grønt hav, til vinden ledte ham andetsteds hen. Men den frihed var ikke hans. Han kunne blot nyde den smule han kunne skrabe til sig på vejen.

Som den forfriskende vind legede om dem, tog Iriskan en dyb indånding og lukkede luften ud igen i et dybt, smilende suk. Vinden dansede omkring dem, og legede lokkende med hans fjerpragt, nærmest inviterende ham til at danse med. Det var svært at stå imod.
Iriskan kunne nok ikke se ånderne for sit blik, men han kendte vinden og dens luner som en nær ven. Han rakte ud mod den, og lod sin sin egen vind danse og hvirvle mellem bladende. En opløftende gestus, til trods for at hans egne to ben blev ved Adrians side, og aldrig forlod jorden.

Turen tilbage til lysningen synes kortere end Iriskan huskede den fra før, og han tilskrev det skovens mystik, mere at have noget at gøre med hans smertefulde tilstand ved sidste tur. Det bragte et stille smil til hans læber.
Som Adrian slap Iriskan, lænede halvfuglen skulderen mod et træ, og krydsede armene let henover brystet. Med nysgerrige blågrønne øjne, betragtede han satyren arbejde.

Vejrtrækningen hos satyren, der før havde været magelig og langsom, blev i sekunderne efter endnu langsommere i hånd med at andre sanser hurtigere åbnede sig op. Omkring ham hvirvlede den legesyge vind også yderligere op, en lavmælt hvisken tabt i trækronerne  som kunne tydes som fjern hvisken - og det så også specielt ud, som når lysglimt fanget i vandets reflektion, der pludselig med et blev til syne, og derefter forsvandt. 
At sige han kendte hver og en, ville være en løgn - det kom han nok aldrig til at kunne. Men Adrians mundviger sitrede i et usynligt smil, da han fornemmede deres interesse i hvert fald var fanget. 

"Vel mødt, vel kendt, vel set"  skovhertugens stemme havde en snert af taknemmelighed til sig idet at han i et lille nik kortvarigt bøjede hovedet. "Jeg har en lille forespørgsel..." 

Set udefra, var det ikke et hverdagssyn. Iriskan, familiær med vinden som han var, ville nok hurtigt ane hvordan at det ikke bare var vind der løftede de ravnsorte krøller, ligesom at det ikke var accent der forvrængede Adrians stemme, når han kaldte ud til den anden side. Da øjnene i et ryk åbnedes trak de gyldne striber nedover mørke kindben, og pulserede rytmisk i takt med hans hjerte. 
Det de så, var dog... forvirrende til at starte med. Flyvsk som kommunikationen var, kunne han i første omgang ikke hitte rede i hvad de viste ham, når billedserien skiftede. En menneskelignende skikkelse formet i sort sand, som slæbte afsted på nogen i hvidt sand, lyden at metalrustninger der hastigt sluttede sig til de to i engen, en flugt ud af skovene, hvor tætningen var mindre, og.... 
Adrians bryst rumlede vagt, idet hvid, grå og sort blev skiftet ud med skærende rød, som bugtede sig som en slange over himlen. Med brynene skubbet foruroliget ind imod hinanden, kunne man næsten fornemme at de ikke ville  (eller kunne) give ham mere information end det, og han afsluttede med en håndbevægelse seancen, førhen han vendte sig imod Iriskan med hvad han troede det betød. "Jeg har... godt og dårligt nyt..." begyndte han. 
Fordi umiddelbart virkede det som om at den kriger halvfuglen ledte efter, var sluppet fri fra sin fangevogter. Men ikke uden blod, og ikke i godt behold. 

Der gik et sug igennem Iriskans mave som vinden trak op, legende med hans fjer og syngende i de rislende blade. Iriskan havde aldrig været meget af en skovfugl, men i det øjeblik følte han sin faders aner og så hvordan de lave skygger i sandhed kunne måle sig med den salte vind ved kysten.

Men der var noget mere i vinden, noget Iriskan ikke var bekendt med, men som føltes... rigtigt. Adrians stemme trak Iriskans blik fra skoven, og over på satyren. Den lød forvrænget, dog nær, som talte han ikke til en anden verden, men mellem dem, i den grå og gyldne uendelighed der strakte sig mellem hér og dér.

Satyren åbnede øjnene, og halvfuglen fikserede på det gyldne, pulsene lys til hans eget hjerteslag bankede i takt med Adrians, og i et kort øjeblik følte han, at han hørte til, at han var forbundet til noget større!

Men så pludseligt som det trak Iriskan ind, slap det igen, og halvfuglen tog en pludselig, skarp indånding som han indså at han havde holdt vejret. Han blinkede kraftigt, mens blikket dansede fra Adiran til lysningen og tilbage igen. "Giv mig de dårlige først" bød han, en anelse stakåndet stadig. Livet var altid en skuffelse, så man kunne lige så godt slutte af på en god nyhed.

Det efterlod altid satyrens krop en anelse let, sådan at bruge evnerne. Og med fornemmelsen af magi stadigvæk hængende omkring sig, følte han at mana-trådene næsten trak ham tilbage til hvad der lige før havde været forbundet. Det var let at savne. Adrian vidste dog bedre end at fortabe sig i åndeverdenens skønhed, og hæftede sig ved det metaforiske anker der fæstnede sig i ham, da han fandt halvfuglens øjne igen. 
Ah, de dårlige først. 

Kortvarigt studerede han det lyse ansigt, han lignede næsten en der havde følt elementet, ligeså nærværende som han selv havde. Men skovhertugen kommenterede det ikke, da han med et lille nik i stedet svarede. "Han er ikke her længere. Ham du søger er søgt ud af skovene, og nok videre langs skovbrynet" hvilket ville gøre det sværere for halvfuglen at følge. Men når skovene ikke fortalte ham mere end det, kunne Adrian kun pege i den retning han havde fået hintet. Men dog - optimistisk smil på læberne!. 

Fordi. "Men. Han slap væk fra sine angribere" hvilket var en god nyhed, det gav ham chancen for stadigvæk at være i live, og hertugen sendte Iriskan et opmuntrende smil. Alt var nok bedre end at ende i hænderne på de forkerte. 
En del af ham fortrød blot ikke at have opdaget det hurtigere, inden at han kom for langt væk - han ville nok have været mere i sikkerhed i skovene, end alene, og flygtende igennem vildnæsset. Skulle han mon have hjælp, Iriskan? Han kunne nok godt følge ham et stykke af vejen, hvis det var efterspurgt.