Det burde ikke komme bag på Nicola, at det var Phillippe, som havde lavet træfiguren, for hvem kunne det ellers være? Alligevel havde han et barnligt håb om, at det var en anden snedker. Men selvfølgelig var det ikke tilfældet.
At høre Phillippes navn fra Enzel, også selvom det kun var efternavnet, gav Nicola en ubehagelig følelse i maven og gjorde ham svimmel. Den mad han havde i maven truede med at komme retur, og det var en hård kamp at virke bare en smule normal.

Det tog nok noget længere tid, end det burde, men endelig formåede Nicola at svare på Enzels spørgsmål. Forhåbentlig virkede hans tøven ikke alt for mistænkelig.
"Jahnson" Han gentog navnet langsomt, det skulle jo gerne forestille, at han ikke havde set Phillippe siden Enzels sidste store bestilling, så han skulle jo heller ikke kunne huske ham for godt. Mens han 'tænkte sig om' gled hans hænder rundt på Enzels ryg.
"Det var snedkeren, som leverede legetøjet?" Han forsøgte at lyde ligegyldig, men bare for at distrahere Enzel lidt ekstra, lod Nicola hænderne glide ned, indtil han kunne liste hænder ind under de mange lag tøj, som han efterhånden var blevet så god til at navigere gennem. Ganske blidt lod han neglene kradse lidt ned af Enzels ryg, ganske velvidende om, at han legede med ilden, men det var stadig bedre end at risikere at afsløre, at han kun alt for godt huskede Phillippe.
"Skal du til at sælge små træfigurer, så kunderne ikke glemmer os?" Han tvang at smil frem og hvilede hovedet mod Enzels skuldre, mens hænderne fortsatte de kradsende nevægelser på ryggen.

I håbet om, at Enzel var optaget af hændernes bevægelse, tillod Nicola sig at lukke øjnene for lige at samle sig igen. Det her kunne ikke blive ved.. Forhåbentlig ville han på et tidspunkt glemme Phillippe, for det virkede til, at det var den eneste løsning. Han var i hvert fald ret sikker på, at Enzel ikke havde tænkt sig at slippe ham af syne lige foreløbig.

Det var jo nærmest et mirakel, at Enzel ikke stillede yderligere spørgsmål til, at Nicola ikke kunne huske Phillippe, for det var jo ikke fordi, at det bare havde været et hurtigt knald. Meget havde selvfølgelig ændret sig siden da, også meget mere end Enzel vidste, så forhåbentlig var det en af de detaljer, som var blevet glemt.
"Sikkert, men jeg husker kun dem, som betyder noget for mig" Det var jo som sådan ikke løgn. Han havde været sammen med mange efterhånden, og han kunne ikke huske ret mange af dem. Men han kunne huske dem, som havde betydet noget for ham, dem som havde gjort ham ondt.. Så han ville næppe nogensinde glemme Enzel. Eller Phillippe. Tanken fik det til at stikke noget så forræderisk i hjertet. Han blev nødt til at glemme ham.

Havde det været alle andre end Enzel, eller hvis det specifikt havde været Phillippe, ville Nicola nok havde udnyttet muligheden for at lade hænderne fortsætte vandringen ind under buksekanten. Men nu var det Enzel, som han sad sammen med, og han havde langt om længe fået ham til at gå med til en pause, og den havde Nicola tænkt sig at nyde i fulde drag, for han tvivlede på, at den ville holde ret længe. Derfor blev hænderne troligt holdt på ryggen, de dristede sig ikke engang til at nærme sig buksekanten.
"Skulle vi ud og gå?" Der var en oprigtig optimisme og forventning i hans stemme, for Enzel ville uden tvivl have godt af lidt frisk luft lige nu, og Nicola selv havde jo ikke ligefrem tilbrsgt megen tid udenfor de sidste par uger. Og så var der jo den tilføjede bonus med, at risikoen for, at Enzel ville bryde sit løfte var mindre, når der var andre, som kunne se dem. Sådan noget gris kunne Enzel jo ikke have på sit 'gode' navn og rygte.

Et øjeblik var Nicola overbevist om, at han var gået for langt, at han havde skubbet Enzel for langt.. og så kunne det hele meget vel være ødelagt. Men til Nicolas store forundring, formåede Enzel at holde sig i skinnet, selvom der var tydelige beviser på, han ikke bestemt ikke var upåvirket.
Lydigt besvarede Nicola morgenkysset, hvorefter han fulgte efter Enzel. Blikket forblev rettet mod gulvet, han ønskede ikke at møde pigernes blikke. 

"Det lyder som en fantastisk ide" Han gjorde sit bedste for at lyde entusiastisk, som om han ikke kunne vente. Som sådan var han jo også spændt nok på at komme lidt ud, for jo længere tid de brugte på de indelukkede værelse, jo bedre. Generelt følte han sig ikke rigtig hjemme på bordellet mere. Både på grund af alt det med Phillippe, men også fordi, at han ville sværge på, at pigerne var begyndt at se skævt til ham, siden hans forhold med Enzel var blevet 'offentlig' viden. Hvor dumt han ellers selv syntes, at det lød, så havde pigerne på bordellet været hans familie, men nu.. Ja, lidt tid væk fra bordellet var uden tvivl tiltrængt, om det så blev Labyrinthaven eller Tempelhaverne var fuldkommen underordnet.

Det var yderst fristende at slå hætten op på kappen, for selvom de begge gik klædt i fint tøj, var der næppe nogen, som var i tvivl om, at de var af forskellig stand. Ørene afslørede det.. Måske var folkene i Dianthos noget mere tolerante, men rent automatisk ville de fleste nok gå ud fra, at Nicola var tjener eller lignende for Enzel. Om ikke andet så var tjener vel bedre end slave eller kæledyr, som vel nærmere var det, som han faktisk var.

At bo i et hus, og så endda sammen med Enzel. Tanken fik det til at løbe koldt med ad ryggen på Nicola, og han måtte bruge alt sin koncentration på at gå videre, så han ikke gik i stå eller endte med at vende sig om og løbe væk. Han håbede ikke, at Enzel havde mærket nogen reaktion fra ham, men ham vidste jo, hvor opmærksom hans bøddel kunne være på selv de mindste ting.
"Jeg ved slet ikke, om jeg kan finde ud af at bo et så fint sted" svarede han med et nervøst smil. Endnu en af de halve sandheder, som han efterhånden var blevet så god til at fortælle. Ville hele hans liv mon ende med at bygge på disse halve sandheder? 

Nicola tvivlede ikke et øjeblik på, at Enzel havde vidunderlige billeder i hovedet, når det kom til, hvad de kunne lave i deres eget hus. Frihed, nydelse, et liv uden begrænsninger.. Men det var jo kun for Enzel. For Nicola ville det være endnu et fængsel, og formentlig endnu værre end bordellet, hvor Enzel trods alt stadig skulle begrænse sig og Nicola af og til kunne få en pause.
"Vil bordellet kunne klare sig, hvis du ikke er der til at holde øje med tingene hele tiden?" Han lagde en 'bekymret' hånd på Enzels skulder. Langsomt gled hånden nedad armen, Nicolas bagtanke var at få Enzel til at fjerne hånden fra hans ryg, men for at skjule det lod han hånden glide ned til Enzels håndled, hvor han tøvede lidt inden han hurtigt gav hånden et klem, inden han trak sin hånd til sig igen. De skulle jo helst ikke blive set holde i hånden, hvilke tanker ville folk ikke have.

Så Enzel ville ende med at dø ung? Eller i hvert fald relativt ung? Hvor lang tid havde han mon så tilbage. Og det gjalt jo så egentlig også Nicola. Ham havde aldrig tænkt mwget over, hvor gammel han skulle forvente at blive, for det havde altid virket som en selvfølge, at han skulle dø ung. Det var også stadig den følelse han gik med, at hans liv ville blive kort, men den tid han havde brugt med Phillippe havde fået ham til at ønske, at livet ville vare længe.. En ganske forfærdelig følelse, for nu hvor han var tilbage i sit forfærdelige liv med Enzel, kunne han ikke helt slippe den følelse. Det gik pludselig op for ham, at han ikke vidste ret meget om sin egen race. Normalt var det vel noget, som man forventede, at en forældre ville fortælle. Egentlig havde han altid været ligeglad, det virkede ikke vigtigt, så hvorfor føltes det nu pludselig som om, at han manglede noget ekstremt vigtig viden? Mon det ville være for meget at spørge Enzel en dag? Enzel havde trods alt tidligere vist en forkærlighed for, når han virkede uskyldig og naiv.

Nicolas tanker dvælede så meget ved hans manglende viden, at han nær havde overhørt spørgsmålet i slutningen af Enzels sætning. Et øjeblik så han forvirret på Enzel, forvirringen blev dog hurtigt erstattet af et lille, nærmest genert, smil.
"Jeg vil have, at du er glad. Bordellet virker trods alt til at være utroligt vigtigt for dig, så jeg gik vel egentlig bare ud fra, at det vil knuse dit hjerte, hvis der sker noget, fordi du er optaget et andet sted" Det ville nok være det eneste gode, hvis Enzel wndte med at finde dem et hus. Hans opmærksomhed ville være væk fra bordellet, og så kunne man håbe, at det ville gå galt nok til, at Enzel for en tid ville blive tvunget til at holde fokus på bordellet for at rette op på skaderne. Det var et spinkelt håb, men efterhånden det eneste håb, som Nicola havde 

Børn?! Gik Enzel med planer om børn?! Det virkede som en kommentar, som Enzel slyngede ud uden at tænke nærmere over det, men for Nicola var der meget mere alvor i det. Selvom hvis man ignorerede det umulige i, at de skulle have et barn sammen, hvordan havde Enzel så tænkt sig, at det hele skulle foregå? Nicola havde ingen intentioner om at gå hjemme og passe på et barn, han brød sig generelt ikke rigtig om børn. Men samtidig tvivlede han på, at han kunne få sig selv til at efterlade et barn hos en som Enzel. Han vidste jo trods alt selv, hvordan det var at blive forladt og overladt til skæbnen.
"Jeg er sikker på, at vi nok skal finde ud af det" Fik han endelig fremtvunget, han sørgede dog for at kigge væk fra Enzel, for selvom han forsøgte, kunne han ikke fremtvinge et smil. 

Selvom Nicola efterhånden havde brugt et stykke tid i Dianthos, ville han nok aldrig vænne sig til, at naturen og omgivelserne var så anderledes end ørkenen. Jo, man kunne da finde grønne oaser, og han havde hørt, at især rigmænd holdt af at skabe haver, som burde virke nærmest umuligt i forhold til klimaet.. Men det var stadig overvældende at se tempelhaverne. For e gangs skyld gjorde han intet for at skjule reaktionen på synet, som mødte ham, han vidste trods alt, at Enzel holdt af hans uskyldighed og naivitet. Hans øjne havde travlt med at studere alt omkring ham, lige indtil Enzel atter snakkede og derved tiltrak hans blik. 
"Nej, det har jeg ikke. Jeg har ikke rigtig gået så meget rundt i byen, så det er ikke meget, jeg har nået at se" Det burde Enzel jo vide! Det var trods alt hans skyld, at Nicola stort set ikke havde haft mulighed for at se byen, eller generelt bare for at komme ud. Selv inden Enzel blev besat af ham, havde han haft travlt med arbejdet, og havde prioriteret det fremfor at se byen. Og nu tvivlede han på, at Enzel ville lade ham ude af syne i ret lang tid af gangen. Måske det ville være en af de få fordele ved at flytte i et hus for dem selv, at Enzel måske pludselig ville begynde at tage ham mere med ud. 

Vores særlige sted.. Ordene gav genklang i hans hoved, og pludselig var det som om, at hvens skønhed begyndte at falme. Alt den natur, som han for at ganske kort øjeblik siden havde været så betaget af, virkede nu mat og nærmest frastødende. Han havde ikke lyst til at have et særligt sted sammen med Enzel! Og da især ikke et sted, som han lige var nået at blive glad for. Selvfølgelig vidste Enzel ikke, hvordan Nicola faktisk havde det, men alligevel kunne Nicola ikke helt lade være med at føle, at Enzel med vilje ødelagde alle de gode ting i hans liv.
I det mindste var der en god ting ved, at de kønne haver blev deres sted.. Det var dejligt offentligt. Andre forbipasserende ville nemt kunne se dem, så forhåbentlig ville Enzel ikke prøve på noget. Det var i hvert fald Nicolas håb, lige indtil stoppede op på broen, og på en eller anden måde fik drejet dem, så de stod med front mod hinanden og Enzel kunne presse læberne mod hans.

Et kys.. et kys det skulle han nu nok kunne klare. Desuden så var de jo ude i offentligheden! Dianthosianerne ville næppe acceptere at se to mænd være så tætte et offentligt sted. Så alt taget i betragtning, ville Enzel vel næppe prøve på mere end et uskyldigt kys? Han havde jo trods alt et omdømme, som han skulle passe. Hvad ville folk ikke tænke, hvis den i forvejen noget underlige bordelejer viste sig at være glad for unge mænd? Endda en ung halvkat.. Nej, det ville Enzel næppe lade ske, så i håbet om, at det ikke ville føre til mere, besvarede Nicola kysset så godt, som han nu kunne få sig selv til. Forhåbentlig var der nok entusiasme i kysset til, at Enzel ikke ville bemærke det.

Hjertet bankede så hårdt i Nicolas bryst, at han var overbevist om, at Enzel ville kunne mærke det. Han ville ikke det her, han kunne ikke.. Alt ved kysset føltes så forkert, hvordan skulle han kunne leve et liv, hvor det var hverdag? Og hvor Enzel med tiden ville forlange langt mere af ham? Meget mod hans vilje begyndte Nicola at forestille sig, at det i stedet var Phillippe, som han delte det romantiske øjeblik med, hvor svært så end var at tro på. Han havde virkelig ikke lyst til at tænke på snedkeren som lige havde knust hans hjerte, men Phillippe var trods alt bedre end Enzel. Mirakuløst nok hjalp det lidt, selvom han ikke helt kunne ignorere de tydelige forskellige på Phillippe og Enzel.

Lettere tøvende greb Nicola den arm, som Enzel rakte ud mod ham. Alt ved det her føltes underligt og forkert. Det føltes underligt at gå så tæt sammen med en anden mand, især på et så offentligt sted. Og det føltes utroligt forkert, at han frivilligt var vendt tilbage til Enzel. Hvis det i det mindste fortsatte, som det gjorde nu, var der da en chance for, at det ville blive til at holde ud.
"Det er et utroligt smukt sted" svarede han, det var rart at kunne snakke om noget, hvor det for en gangs skyld ikke var nødvendigt at lyve.
"Det føles underligt at gå rundt sammen, hvor alle kan de os. Den slags oplever man ikke, hvor jeg kommer fra" Et stik af hjemve ramte ham, da han nævnte sit gamle hjem. Det var efterhånden ikke ofte, at han tænkte på Rubinien, han havde trods alt andre ting at tænke på, men han måtte indrømme, at han stadig savnede det

Blikket faldt på menneskemængden længere henne. Ville de reagere, hvis han råbte på hjælp? Og selv hvis de gjorde, hvad ville der så ske? Selvom han måske ikke så lige så gammel ud, som han var, så var han ikke noget barn længere.. Og af hvad han vidste, var der ikke ligefrem nogen hjælp til desperate halvddyr, som mod deres vilje var blevet taget væk fra deres hjem. Han ville sikkert ende på gaden igen, og så var det trods alt bedre hos Enzel, hvor han ikke risikerede at dø af kulde. Blikket blev hængende et øjeblik på menneskemængden, inden Enzel fik drejet dem væk fra stien.

Under piletræet var der køligt, og Nicola havde aldrig lært at holde af kulden, som var i disse dele af landet. Han brokkede sig dog ikke, for han havde ikke brug for at Enzel fik endnu en undskyldning for at sidde tæt.
Forsigtig med at sætte sig på kappen og ikke den kolde jord, fik Nicola sat sig ned. 
Helt automatisk tog Nicola imod maden, som blev rakt mid ham. Han havde ikke rigtig nogen appetit lige nu, men så var alt jo, som det plejede at være. Tiden hos Phillippe havde været det eneste tidspunkt han rigtig havde haft appetit siden han var rejst hjemmefra. Hvis det fortsatte på den her måde ville han jo svinde ind til det rene ingenting! Men mon ikke Enzel ville begynde at tvinge mad i ham inden da, selv Enzel kunne næppe være tiltrukket af en, som lignede et omvandrende lig.
Et enkelt bid blev taget af maden, og selvom Nicola langt fra havde lyst, slugte han det og tog endnu en bid. Om ikke andet var det en god undskyldning for ikke at svare Enzel lige med det samme.
"Jeg vil gerne, at det bare er dig og mig" Sagde han endelig. "Men vi bliver vel nødt til at holde det hemmeligt.. på grund af bordellet, du ved. Jeg ved godt, jeg ikke er til salg mere, men jeg tror ikke, at kunderne vil tage det pænt, hvis de lærer om vores forhold" Han bed sig nervøst i læben, det virkede som en god undskyldning for, at de stadig skulle holde det hemmeligt. Forhåbentlig var Enzel enig.

Det var fascinerende, hvordan Enzel kunne være både en forfærdelig og en nogenlunde god person samtidig. Enzel havde udsat ham for færdelige ting og Nicola hadede ham uden det mindste spor af tvivl. Samtidig kunne Enzel sidde og undskylde og faktisk lyde som om, at han angrede, hvad han havde gjort. Det var forvirrende, at Nicola aldrig rigtig vidste, hvor han havde Enzel henne. I det mindste virkede det til, at Enzel, i hvert fald for nu, havde besluttet sig for at hælde mere til den søde side. Derfor var det nok også dumt, at Nicola valgte at prikke lidt til ham, men der var nogle ting, han havde brug for at få svar på.
"Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det må have været for dig at vide, at jeg var sammen med en anden mand. Jeg tror ikke, at jeg ville have kunne holde det ud" Han så ned i jorden, men holdt øje med Enzel ud af øjenkrogen. Havde Enzel mon dårlig samvittighed over, hvad han havde lavet med Phillippe? Spørgsmålet var vel nærmere, om Enzel var i stand til at føle dårlig samvittighed over det, for hvis han kunne føle anger, hvorfor havde han så forlystet sig med Phillippe gentagende gange? I det mindste kunne Phillippe undskylde sig lidt med Enzels aggressivitet, når det kom til ting, som han begærede.

"Åh.." Af en eller anden grund havde Nicola aldrig tænkt ret meget over, hvad det kunne betyde, hvis to mænd var sammen. Selvfølgelig vidste han, at det var en dårlig ting og noget, som folk så ned på.. Men på bordellet var det jo relativt normalt, der kom trods alt nærmest kun mænd, og eftersom han ikke havde den store lyst til at han og Enzels forhold skulle blive offentlig viden, havde han aldrig tænkt videre over andres reaktion.
"Taget i betragtning af, hvor meget man hører om, at folk herfra er noget mere tolerante, synes jeg, at der er mange ting, som var langt mere acceptable derhjemme" Selvfølgelig talte han, som han havde forstand til, men han havde aldrig oplevet noget voldsom had, inden han forlod sit hjem. I hvert fald ikke fordi han lagde an på mænd. Men nu havde han jo gået efter både mænd og kvinder, måske det ændrede sagen. Uanset syntes han, at der pludselig var langt flere skrevne og uskrevne regler, end han før havde været vant til.