Det var helt så hårene rejste sig på kroppen, da Jaris ånde ramte hendes hud. Øjnene gled i, og nu hvor læberne ikke helt ramte mod Daphnies kinder, men blot strejfede den, kunne hun vel godt forsigtigt dreje hovedet lidt, så læberne kunne finde Jaris'. 
 Inden læberne dog ramte hinanden, trak han sig væk med et okay. En tung udpustning forlod Daphnie nu hun ikke fik kysset, inden hun åbnede øjnene og så på ham med et lidt utilfreds glimt i øjnene. Ikke noget hun helt selv var bevidst om var der. 
 " Mmmm.. " brummede hun lavt, inden blikket flyttede sig ned på blomsten. En blomst, der fik hendes mundvige til at trække sig en smule op af. Daphnie greb ud efter den, og fik hurtigt sat den fast i hendes hår, mens smilet bredt sig lidt mere på hendes læber. Det var sødt.

 Som havde Jaris sagt han aldrig ville se hende igen, flyttede Daphnies blik sig hurtigt hen på dæmonen, med nærmest et helt panisk blik. 
 " Nej vent..! " lød det forhastet, inden den ene hånd greb fat i hans trøje igen. Han måtte ikke gå. Hun var ikke klar til at de gik ud blandt andre. Alligevel sagde hun ikke mere end det. De grønne øjne havde fæstet sig i de orange, og læberne havde let skilt sig af, som hun bare stod og stirrede på ham. 
 Tag mig lige her op af plankeværket. 
 Tag mig og vis mig, hvor meget jeg kun er din. 
 Men ordene ville ikke glide over hendes læber, der ellers var så fint adskilte, klar til at tigge ham om ikke bare at lade hende blive i det her hungrende stadie. Hun håbede at hendes blik ville sige det hele. Fortælle ham hvad hun ville have ham til, men hun vidste jo også godt, at der var en grænse for hvor meget et blik kunne sige. 

  Daphnies vejrtrækning var en smule overfladisk da hun sank en besværet klump. Hånden strammede grebet lidt om trøjen, men trak ikke Jaris tættere på.
 " Du.. må ikke gå endnu.. " var det eneste hun kunne formå at få ud. Ordene var utroligt lave, og var det ikke fordi Jaris have vanvittig hørelse, ville han nok have svært ved at høre hvad hun sagde.

Han måtte bide tænderne sammen, for ikke at lade en latter undslippe, da han ikke kunne undgå at lægge mærke til hvor utilfreds et blik Daphnie fik i øjnene. Hun gav godt nok ikke helt efter endnu, men de var da på rette vej, for han var sikker på at der ikke skulle meget mere til, før hun ville bede om lige nøjagtig det, hun ville have.
Det så også ud til at hans hurtige afledningsmanøvre i blomsten virkede fint, endda bedre end han havde forventet, som det formåede at bringe et smil frem på hendes buttede, indbydende læber.
Han skulle lige til at træde et skridt tilbage, så han derfra kunne vende sig om og gå mod den lille baggårds udgang, men hun fik hurtigt stoppet ham og fanget hans opmærksomhed på ny.
"Hm?" Havde han skubbet hende langt nok, til at hun ville give op?

Der var ikke megen tvivl. Han var rimelig sikker på hvad hun bad om, bare med et simpelt blik. Han kunne jo næsten se lysten lyse ud af de grønne øjne. Det var trods alt ikke første gang han havde set det. Han skævede ned mod hånden, der strammede sit greb om hans trøje, og selv stak han hænderne i bukselommerne. Det var så fristende at lade dem finde vej til hendes krop, så han kunne klemme lidt om de bløde bryster og lidt ved alt andet også. Men han måtte holde sig i skindet.
"Hvorfor ikke?" Spurgte han, da han samtidig rettede blikket tilbage i hendes.
"Var der mere du ville?" Det var ikke kun hans ord der opfordrede hende til at give op og endelig sige det, hun så gerne ville sige, men også smilet om hans læber, som han forsøgte ikke at gøre alt for bredt.

 Han legede med hende, og hun vidste det. Det hele brændte i Daphnie efter at hive Jaris helt ind til sig, så hun kunne presse deres læber mod hinanden, og tage hvad hun så gerne ville have, man allerede havde sagt nej til. Hvorfor var det også hun havde sagt nej? 
 Læberne foldede sig hård sammen, og Daphnie flyttede endeligt blikket væk fra Jaris' og ned på hendes hånd der havde fat i hans trøje i stedet. Endnu en klump blev sunket, og da Jaris spurgte ind til om der var mere hun ville. 

 " Hmmm.. " brummede hun lidt, og trak på skuldrene, uden at fjerne blikket. Den anden hånd, der bare havde hængt ned langs siden, flyttede sig lige så stille op og pillede lidt ved kanten af hans trøje. Åh hvor var han bare tarvelig. Hun var helt sikker på han vidste hvad hun ville have. At han med vilje spillede uvidende, for at få hende til at sige det. Tigge ham om at give hende hvad hun først havde afvist. 
 Fingrene der pillede ved kanten af hans trøje, strejfede diskret den bare hud nær buksekanten. 
 " Det ved jeg ikke.. " mumlede hun lidt, og fuld af løgn. Uroligt flyttede hun lidt på fødderne, men uden at flytte sig væk fra plankeværket. 
 Tag mig.
 Daphnie sank endnu en klump og hånden der knugede om stoffet i trøjen omkring hans bryst, hev lidt i trøjen i et forsøg på at få ham til at komme tættere på. 
  Tag mig!
 Endnu en gang strejfede fingrene ved kanten af trøjen den bare hud, men i stedet for at flytte sig væk igen, sneg et par fingre sig ned i buksekanten, så hun også kunne hive lidt der. Og så flyttede hun blikket op i Jaris' igen. 
 " Jeg vil gerne have du kysser mig. " Sagde hun så, og prøvede ikke at lyde så desperat som hun var.

Hendes blik sænkede sig, men hans forblev det samme sted, selvom de ikke længere havde øjenkontakt. Han forventede ikke et svar med det samme, ikke når det var Daphnie han forsøgte at trække noget ud af, for det ville betyde at hun skulle skubbe sin forlegenhed til side og være direkte. Det havde aldrig været hendes natur. Så han ventede tålmodigt, men blev måske en anelse distraheret af den alt for lette berøring, alt for tæt på buksekanten. Han bed sig i underlæben, tænkte på om det mon var ment som han tog det. Han vidste, hvad hun ville have, men ville hun virkelig lade ham gå så langt, når de stod så offentligt et sted?

Der blev hevet i trøjen og han trådte et meget lille skridt tættere på, men hænderne forblev i bukselommerne, og der skulle de helst blive. Ikke fordi han ikke ville, men han forsøgte jo virkelig at holde sig i skindet for hendes skyld. De skulle vel nødigt risikere at blive taget i noget der kunne mistolkes, når hun åbenbart stadig gerne ville giftes lige om lidt.
Han trådte endnu tættere, da der også blev hevet i buksekanten. Det var ikke nok til at få ham til at trække hænderne fri fra lommerne, men det var hendes ord. Hun prøvede tydeligvis ikke at lyde desperat, men han opfangede alligevel bare lidt. Han tøvede ikke med at skubbe hende helt tæt op af plankeværket, ved at presse kroppen helt tæt til hendes, og derfra fandt begge hænder hurtigt vej til hendes hofter, hvor han tog lidt hårdt fat. I samme øjeblik lod han endelig deres læber mødes i et kys, der var lige så desperat givet, som hun havde ønsket det.

Han vidste, at han ikke kunne fortsætte. At han var nødt til at stoppe, inden han tog det for langt. Men nu havde det aldrig været hans stærke side at sige nej, ikke når en anden så villigt tilbød sig. Og han var generelt ligeglad med hvor offentligt det foregik. Så var det bare spørgsmålet om Daphnie havde tænkt sig at bede ham om at stoppe.

 Endelig - endelig - trådte Jaris helt tæt på og lod deres læber mødes. Men allerede der, kunne Daphnie mærke at det ikke var nok. Begge hendes hænder fandt med det samme til hans nakke, og med neglene mod hans hovedbund, gled fingrene videre op i hans hår, hvor de greb lidt fat. Et hengivet suk forlod hendes læber, men det blev hurtigt kvalt i kysset. 
 Det eneste Daphnie tanker kredsede om var Jaris. Der var intet i hele verden der betød mere end ham, lige nu, om hun ville bare stå med ham resten af hendes liv. Noget der blev tydeligt afspejlet i alle hendes bevægelser. 

 Kysset var desperat og sulten, og en smule ivrigt forsøgte Daphnie at lade deres tunger mødes. Det var som om, det ikke var nok. Den ene hånd strammede grebet lidt om hans hår, mens den anden hurtigt fik flyttet sig ind under hans trøje, så fingrene kunne glide over den varme, nøgne hud. Af og til slap et suk ud fra kysset, og afslørede hvor langt væk i lysten hun var. 
 Indtil hun trak hovedet nok tilbage til at afbryde kysset, men heller ikke længere end at hun stadig kunne mærke Jaris ånde mod læberne. Øjnene forblev lukkede mens hun et øjeblik stod stakåndet og fik vejret.
 " Fortæl mig igen at jeg er din.. " åndede hun tungt ud. Hånden under hans trøje gled længere op, så fingrene kunne glide over musklerne. Hun ville høre ham sige det igen. Høre ham fortælle hende hvor meget hun tilhørte ham. Høre ham sige, at hun kun måtte være sammen med ham, også selvom hun nok ikke ville kunne holde det. 

Hun opfordrede ham jo ligefrem til at fortsætte. Forhåbentlig regnede hun ikke med at han ville være den fornuftige og stoppe, inden de fik skubbet den her leg for langt, for det kom ikke til at ske. Han havde én gang taget sig sammen og sagt nej, da Daphnie ellers gjorde et godt forsøg på at lokke, men han havde kun sagt fra fordi hun var virkelig fuld. Måske også lidt fordi han følte sig klistret grundet den øl, som var blevet hældt ud over ham. Men denne gang vidste Daphnie hvad hun gik ind til, og det måtte være hendes ansvar at stoppe det. For han ville ikke.
Neglene mod hovedbunden og grebet i håret gjorde ham kun mere lystig, og det viste sig helt ud i fingerspidserne, som efterhånden blev boret grådigt ind mod hendes hofter.

Jaris havde brugt mere tid end Daphnie var tilfreds med, på at drille og presse hende til at give efter, men nu skulle der ingenting til, før han gjorde. For lige så snart hun gjorde an til at ændre den mindste smule på deres kys, eller flyttede en hånd ind under hans tøj, fulgte han med og rettede sig til, for at gøre det nemmere. Hans blik dalede til hendes fyldige læber, som han mest af alt havde lyst til at sænke tænderne pirrende i.
"Du er min. Kun min," brummede han under den lidt tungere vejrtrækning, mens han flyttede hænderne lidt længere ned og tog fat i kjolen. Han tog sig ikke engang god tid til at trække op, for kun få øjeblikke efter havde han allerede fat i underkjolen, som også blev hevet op. Han rykkede hovedet ind mod hendes hals, hvor han lod tænderne rive let hen over hendes hud, indtil han fik nok fat til at bide.
"Sig, jeg skal stoppe." Han slap kun det lidt hårde bid, for at komme med den advarsel. Hvis hun ikke bad ham om at stoppe nu, så tog han hende lige her, op af plankeværket i den baggård, hvor de kunne blive set af hvem som helst.
"Eller bind mine bukser op." Selvfølgelig håbede han da, at hun ville vælge det sidste.

 Et sus gik gennem Daphnies krop ved Jaris ord og hvis muligt, begyndte hendes hjerte at banke hurtigere inde bag brystkassen. Hun ville gerne høre ham sige mere, høre ham fortælle om alle de måder hun var hans. Hører han fortælle om hvordan hun var hans. Men hun følte heller ikke helt hun havde tid til det. 
 " Godt, " åbnede hun tung ud, efter at have suget luft ind mellem tænderne. 

 Da Jaris begyndte at løfte op i hendes kjole, gik det lidt op for hende hvad de havde gang i, hvor de var på vej hen. Men det var jo det hun ville have. Det var det der var blevet gentaget igen og igen i hendes tanker. Alligevel virkede det en smule forkert. Hendes tanker blev dog med det samme distraheret da hun mærkede Jaris tænder mod hendes hals, og et overrasket og nydende gisp forlod hende mens hånden i hans hår, gled lidt længere op og strammede lidt mere. 
 Hovedet vippede sig lidt til siden, så Jaris havde bedre plads ved halsen, mens resten af kroppen pressede sig med Jaris. Hun ville mærke det hele af ham. Et suk forlod hende da Jaris slap hendes halsen igen. 
 Sig jeg skal stoppe. Eller bind mine bukser op. 
 Ordene fik Daphnie til at sukke efter mere. Hun havde det som om hele hendes underliv dunkede efter Jaris. Begge hendes hænder flyttede sig så fingrene kunne glide over Jaris' maveskin på vej ned til kanten af Jaris bukser.
 " Du må ikke stoppe.. " ordene var nærmest klynkende. Klynkende, fordi hele hendes krop brændte og dunkede efter at mærke Jaris. Klynkende, fordi hun vidste hun skulle stoppe ham. Det her var ikke ligesom deres første møde. Det her var meget mere befolket. Der kunne komme nogen herind når som helst. Aksel kunne komme herind når som helst. 
 Daphnies fingre sneg sig ned under buksernes kant, og greb fat om kanten, i stedet for at binde bukserne op. Hun prøvede at holde fat i bare den sidste bid anstændighed hun havde tilbage, selvom alt i hende skreg på at hun bare skulle tage i snøren og lade Jaris bukser falde til jorden. 

Han ville gerne gå i detaljer. Sørge for at hun vidste, at lige meget hvem hun giftede sig med, så ville han aldrig stoppe med at tage, hvad der var hans. Aksel fik måske lov til at ægte hende, men det var Jaris der ejede hende. Han var der først. Han var kun villig til at holde det hemmeligt, fordi det var Daphnies ønske at det skulle være sådan.
Men han havde slet ikke tid til at sige alt det, ikke lige nu. Alt det måtte vente til han havde fået hende, for nu hvor hun selv lagde op, eller i det mindste ikke sagde ham imod når han gjorde, så var han vel nødt til at gribe muligheden.

Lige om lidt ville hun gøre det, som han håbede. Han mærkede hendes hænder glide ned over maveskindet, og de klynkende ord kunne lige så godt have været hende der tiggede om mere. Hun fik skubbet fingrene ind under buksernes stof, men derfra skete der ikke mere. I stedet fortsatte han selv med hendes tøj. Han bukkede i knæene, hele vejen ned på hug, mens han fik frigjort hendes underliv og ben for tøj under kjolen. På vejen op bed han sig kortvarigt fast i et bryst, men måske det ikke ville føltes helt så intenst, med stoffet der forhindrede tænderne i at komme i kontakt med huden imellem.
En hånd fandt hurtigt vej ind mellem hendes ben under kjolen, hvor han lystigt gav sig til at pille, lige hvor han vidste det ville føles bedst. Den anden greb fat omkring hendes lår, så han kunne løfte hendes ben en anelse fra jorden. Det var ikke kun for at gøre mere plads til sin legende hånd, men en diskret forsmag på hvad hun kunne forvente.
"Hvis jeg ikke må stoppe, så gør det. Bind dem op, så jeg kan tage dig. Eller skal jeg bare fortsætte sådan her?" Jo længere hun ventede, jo længere havde han tænkt sig at blive ved som han gjorde nu. Det var op til hende hvor længe hun ville have ham til at pille, hvor længe hun ville have lov til at nyde det, inden han tog det næste skridt.

 Fingrene gled lige så stille fri fra buksekanten igen, i takt med at Jaris kom længere og længere ned på hug. Blikket var låst fast på Jaris, for hun havde ikke lyst til at bryde den illusion hun havde i øjeblikket om, at de var i en lille bobbel helt alene, uden mulighed for at blive forstyrret. Det kunne hurtigt få hendes til at skifte mening. Daphnie fik tråd ud af alt der kunne komme i vejen for hvad de var på vej imod at gøre. 
 Blikket forsvandt dog alligevel fra Jaris, da han lod tænderne synke ned i hendes bryst gennem tøjet, gispede hun nydende og vippede hovedet bagover med lukkede øjne. Hvor ville det være fantastisk hvis der ikke var alt det tøj i vejen mellem dem. Hænderne fandt vej til Jaris siderne, og fik hurtigt møvet sig ind under under tøjet, så hun igen kunne mærke den varme hud mod fingerspidserne. 

 Med det samme Jaris fingre begyndte at pille mellem Daphnies ben, slap hun et lille, næsten ynkeligt støn ud. Hele hendes krop spændte op i ønsket efter at mærke mere, og fingrene mod hans sider under trøjen, gled igen over maveskindet og ned til bukserne mens neglene markerede mod huden. Et suk forlod de buttede læber ved grebet om hendes lår og flytningen af hendes ben, og fik en forventning og ekstra spænding til at sprede sig i hendes krop.  
  Stønnene tog hurtigt til ved Jaris behandling, og for at dæmpe sig selv lidt, lod Daphnie hovedet vippe sig frem mod hans skulder, så hun kunne begrave munden i hans trøje. Jaris' ord fik hende til at klynke ynkeligt igen. Han var så uretfærdig. Fingrene havde igen mast sig ned bag kanten af bukserne, og knugede nu lidt om kanten mens hun hev Jaris ind mod hende. Hun ville have han. Det hele. 
 
 Tænderne sank lidt ned i Jaris skulder, som Daphnies støn tog til i intensitet, og hendes underliv begyndte at trække sig lidt sammen. Hænderne strammede lidt deres greb i buksekanten, inden hun lidt pludseligt slap for ivrigt at spænde bukserne op.
 " Tag mig, Jaris, " Stønnede hun overgivende mod skulderen, efter at have løftet hovedet lidt.

Måske flere allerede havde luret ind i baggården, og set hvad to unge mennesker foretog sig derinde. Hvis han ikke var så optaget af at røre ved Daphnie, høre hende stønne og tigge om mere, ville han måske kunne høre hvad folk på gaden sagde, efter de havde passeret gården. Det var ikke fordi han ikke havde bare en anelse bekymring om hvem der gik forbi, men så længe han stod og dækkede for hende, ville de vel ikke kunne se meget alligevel. I stedet kunne han få lov til at koncentrere sig om de lidt kølige fingre, som fandt vej ind under hans tøj og lagde sig mod huden. Hvis de bare ville tage mere fat.

Hendes næsten ynkelige støn fik ham til at svare med et dybt suk. Åh, hvor han dog elskede at høre de lyde fra hende. Og endelig gled fingrene ned mod bukserne igen. Han rykkede på sig, kom måske lige til at nive hende lidt mellem benene, i ren begejstring for endelig at kunne tage det næste skridt. Han var uden tvivl virkelig utålmodig, men det skulle ikke forhindre ham i at pille videre ved hende, lige indtil hun ivrigt begyndte at spænde op.
Han lod hende dårligt blive færdig med at trække snoren op, før han slap hendes lår og selv skubbede dem ned over bagdelen, men kun lige nok til at komme fri. Derfra flyttede han hurtigt begge hænder ned omkring hvert sit lår, så han kunne løfte hende fra jorden og presse hende på mod plankeværket.
"Jeg sagde jo, du var min," hviskede han, bare lige for at understrege at han virkelig mente det. Hun kunne ikke være andet, når hun stønnende bad ham om at tage hende.
Med de ord sænkede han hende ned over sig. Et dybt nydende støn forlod hans læber, da han endelig trængte ind i hende, og ikke tøvede et eneste sekund med at begyndte at bevæge hofterne.
Han lod en hånd glide op og gribe fat om en balle, så han kunne slippe med den anden og i stedet tage fat i toppen af plankeværket, som han lige kunne nå. Man kunne høre hele rækken af planker knirke mod hinanden, for hvert eneste stød han gjorde mod hende, som kun blev lidt hårdere for hver gang.

 Et lidt mere skinger støn forlod Daphnies læber, da Jaris nev hende. Noget der sendte små kort rystelse igennem hendes krop. Hendes hænder nåede kun lige at hjælpe lidt med at hive Jaris bukser før hans hænder var tilbage mod hendes lår, og han løftede hende et. Et lidt overrasket gisp forlod hendes læber, og benene og armene viklede sig om ham, så hun kunne hjælpe med at holde sig oppe. Den ene hånd gled op i hans hår, hvor fingrene lidt hårdere end normalt viklede sig ind i håret. 

 " Jeg er-ah-er kun din,  " stønnede hun idet han pressede sig op i hende, inden stønnene fluks begyndte at lyde i en lind strøm i takt med Jaris bevægelser. Benene strammede deres greb en smule, så han nemmere kunne holde hende med kun en hånd og læberne blev presset mod hans i et grådigt og ivrigt kys, der konstant blev afbrudt at støn.
 Med den lidt hårde behandling fra Jaris, blev det sværere og sværere at koncentrere sig om kysset. Til sidst måtte Daphnie trække sig fra det med et højlydt og lettere skingert støn. Hånden der ikke havde viklet sig ind i Jaris hår, løftede sig over hendes hoved, og efter en smule famlen, fik fat i kanten af plankeværket. Hun havde brug for et eller andet at holde fast i, der ikke var Jaris, ellers var hun sikker på de ville forsvinde ind i en anden verden. 
 Hovedet blev drejet mod armen, så hun kunne presse munden mod den, i et forsøg på at kvæle hendes intense og ivrige støn, der kom steg i takt med at hendes underliv trak sig sammen, og en snurrende varme spredte sig helt nede fra tæerne til resten af kroppen. 

 Daphnies rystede som den fantastiske nydelse fra orgasmen bredte sig i hele kroppen, og hun måtte sætte tænderne i armen, for at dæmpe stønnene bare en lille smule, ikke at det gjorde den store forskel. Benene strammede deres greb lidt om Jaris i takt med rystelserne og hånden i hans hår fik hevet lidt ekstra i hans hår. 

Når han nu selv havde valgt at betegne deres dag sammen som et stævnemøde, så var det her vel ikke langt fra hvordan han egentlig helst ville have sådan et til at foregå. Det havde ikke været planlagt, tværtimod. Han forventede at skulle slæbe Daphnie med sig rundt på hele markedet, til hver enkelte bod som fangede hans interesse, og lidt modvilligt følge med, når hun slæbte ham afsted mod en. Selvfølgelig skulle han ikke forhindres i at gøre det alligevel, men at sætte den plan på pause for at få lov til at gøre direkte perverse ting ved Daphnie, var da ikke til at brokke sig over. Heller ikke selvom han vel egentlig brød hendes regel om at de bestemt ikke måtte gøre den slags i offentligheden.

Kunne det komme bag på hende, at han rent faktisk nød at høre hende sige de ord? At få bekræftet, at hun kun var hans. Han tog det som et løfte om ikke at blive skubbet væk. Et løfte om, at selvom hun blev givet væk til en anden, så skulle det ikke betyde noget for det forhold, som hun havde til Jaris.
Han forsøgte selv at gengælde det grådige kys, men lige som hende, måtte han flere gange bryde det for at stønne i stedet. Han greb endnu hårdere fat om hendes balle med den efterhånden lidt svedige hånd, som om han forsøgte at forhindre hende i at stoppe ham.

Han kunne mærke hendes grænse blive nået, da hendes underliv trak sig sammen og de ivrige støn, som hun forsøgte at kvæle, fulgte med. Han havde tænkt sig at fortsætte, blive ved indtil hun ikke kunne mere, til hun bad ham om at stoppe. Men med hendes orgasme gik der ikke længe før hans egen fulgte efter.
Han bed tænderne sammen for at dæmpe et par brummende støn, da man kunne høre plankeværket give sig kun få gange mere i takt med hans stød.
Øjnene gled i, og lettere rystende slap han lige så stille sit greb, både i hende og plankeværket. Han lænede sig lidt frem, så han kunne hvile panden mod hendes skulder og få bare lidt styr på den tunge vejrtrækning.
"Jeg troede kun vi måtte gøre sådan noget hos dig," sagde han stakåndet og efterfulgt af en kortvarig, luftig latter. Hun havde jo sine meget stramme regler for hvem de var, når de var ude, så han kunne da ikke lade være med at drille bare lidt, når hun så valgte at bryde dem.

 Daphnies støn forsatte i takt med Jaris stød, selv efter hun selv var kommet, og hånden der havde fat om plankeværket klemte hårdt så knoerne blev hvide og det nærmest gjorde ondt i fingrene. Det var næsten for meget, men hun elskede det. Hun havde ikke lyst til det skulle stoppe. 
 Alligevel var det også lidt en lettelse da Jaris blev færdig, ikke længe efter. Hele hendes krop rystede stadig, og fordi hun havde spændt sådan op i både arme, ben og fingre så gjorde de næsten ondt. 

 Hånden slap lige så stille plankeværket da Jaris begyndte at sætte hende det, og da hun ramte jorden truede benene kort med at knække sammen under hende. Det havde været godt - nej - fantastisk! Selvom Jaris havde sluppet hendes lår og balle, kunne hun stadig mærke hvor fingrene havde boret sig ind i huden. Noget sagde hendes, at hun ville komme til at kunne mærke det længe, og det fik et lille smil frem på hendes læber.
 Hovedet efterlignede Jaris, og vippede sig mod hans skulder, mens Daphnie prøvede at få vejret. Armen der have haft fat i plankeværket hang ned langs siden, og det var først nu hun blev opmærksom på, at hånden i Jaris hår stadig havde godt fat i ham. Hånden blev viklet fri, og hun kunne mærke lidt hår havde løsnet sig fra hans hårbund, og sad fast på hendes fingre. 
 " Hov.. " hviskede hun en smule hæst, mens hun fik samlet hænderne mellem dem, og pillede de få hår af hendes fingre. Efterfølgende tog hænderne fat i Jaris trøje og Daphnie lukkede øjnene.
 " Ti stille... " mumlede hun mindst lige så stakåndet, og med lidt mere kontrol over stemmen end lige før. Nu ville hun bare stå og nyde det, og ikke tænke for meget over det de lige havde gjort. Man kunne dog alligevel høre smilet der spillede på hendes læber, som han sagde de to små ord.

Stadig optaget af nydelsen der fulgte efter, lagde han først mærke til hendes greb  i hans hår, da hun slap. Han havde underligt lyst til at hun skulle tage fat igen, som om det gjorde det nemmere at holde fast i den behagelige, intense følelse, der strøg gennem hele kroppen og gjorde det en anelse udfordrende at blive stående. Men den følelse ville aftage inden længe, og det hårde greb i en klump hår ville ingen forskel gøre.
Hendes hæse hvisken fik ham til at åbne det ene øje, så han lige kunne skæve ned mellem dem og se hende pille de få hår af fingrene. Han smilede. Det var vel bare et bevis på at hun havde holdt hårdt nok fast.

Den næste kommentar fik ham til at åbne de andet øje også, så han lige kunne løfte hovedet en anelse, bare lige nok til at kunne se hendes ansigt, som mere blev til hendes krøllede hår, når hun hvilede panden mod hans skulder. Han trak sig lidt mere, løftede en hånd og placerede to fingre mod hendes hage, for at løfte hendes hoved lidt.
"Jeg kan godt se hvorfor. Du larmer jo virkelig meget, når jeg leger med dig," sagde han drillende, lige inden han fangede hendes læber med sine og endelig gav hende det kys, som hun havde ønsket fra starten af. Det var vel ikke uden risiko, for jo længere de stod her, jo mere sandsynligt blev det, at de kunne nå at blive opdaget. Men han ville nu ikke have noget imod at kunne blive taget med bukserne nede lidt endnu, hvis han lige kunne få et ordentligt kys ud af det. Et kys han ikke havde i sinde af afbryde for hvad han så som en morsom kommentar.

 Det var en smule modvilligt at Daphnie lod hovedet blive løftet. Hun stod lige så godt, kunne han ikke bare lade hende nyde det lidt endnu? Hun lod ham dog gøre det, med en let modstand mod hånden, og lod så blikket fange hans. 
 Jaris nåede ikke engang at færdiggøre sætningen, før kinderne forlegent blussede op. Hun vidste godt hun vist havde været særlig højlydt denne gang, men derfor behøvede han da ikke pointere det! Hvis det ikke var fordi han havde haft fast i hendes hage, havde hun drejet hovede væk fra ham, i stedet måtte hun nøjes med blikket.
 " Jar... " mere nåede hun ikke at sige før Jaris fangede hendes læber, og afbrød hendes udbrud. Øjnene gled i, og hun gengældte i stedet glædeligt kysset. Den ene hånd slap Jaris trøje for at glide op i hans nakke, hvor hun blidt nulrede hans nakkehår.  Lige godt hvor forfærdelig og irriterende han kunne være, var hun ikke i tvivl.
 Hun elskede ham virkelig. 

 Daphnie gjorde ikke selv noget for at trække sig fra kysset, så hvis Jaris heller ikke gjorde, ville hun før trække sig når hun løb for luft. Hovedet ville falde tilbage mod hans skulder uden at hun åbnede øjnene.
 " Jeg hader dig... " mumlede hun blot. Det måtte være en fin kommentar han før kysset. 
 Det var ikke fordi Daphnie aktivt tænkte på Aksel, men som rusen fra det de havde lavet faldt i sig selv, begyndte tankerne og skylden for hvad de havde gjort at overtage. Farven forsvandt lidt  fra Daphnies kinder, og efterlod hende med et bleg og fladt udtryk. Hånden slap hans hår, og hovedet løftede sig mens blikket forblev vendt ned af. Derefter skubbede hun lidt til ham for at gøre plads til hun kunne bukke sig ned og det tøj på, Jaris havde pillet af hende tidligere.
 Hun havde lige været sammen med Jaris, på det sted Aksel tog hen når han havde brug for at være alene. Det sted han havde vist Daphnie, med henblik på at gøre det til deres sted. Nu ville hun jo aldrig kunne tænke på andet end hvordan Jaris havde taget hende op at plankeværket, når hun var der jeg Aksel. Tanken gav hende en dårlig smag i munden, samtidig med den prikkede til lysten om at gøre det igen.
 Hvornår var hun blevet så forfærdeligt et menneske?

Så villig hun havde været for et øjeblik siden, og så var hun lidt modvillig nu. Som om noget var galt. Som om noget gik hende på? Måske at han pointerede hvor lydt hun var, eller måske fordi hun havde fået hvad, hun ville have og ikke helt orkede mere. Men det skulle da ikke forhindre ham i at få et ordentligt kys, som hun alligevel ikke lod til at kunne stå helt imod. Han slap lige så stille hendes hage igen, for i stedet at lade hånden glide om mod hendes ryg, så han lige kunne få hende bare lidt tættere på.
Først da hun trak sig og lagde panden mod hans skulder, gjorde han det samme. Drejede lige hovedet lidt, så næsen blev klemt en smule ind mod hendes hals.
"Selvfølgelig gør du ikke det," svarede han mumlende tilbage og smågrinede.

Smilet om hans læber forsvandt i samme øjeblik, hun skubbede ham fra sig. Han slap sit blide greb om hende, og trådte få skridt tilbage. Brynene blev rynket i en undrende mine, som han også selv gav sig til at få tøjet på plads.
"Er der noget galt?" Spurgte han, idet han fik strammet snoren i bukserne og bundet knude. De rynkede bryn løsnede sig og rykkede sig i stedet længere op i panden, som om han havde gjort noget galt, og først nu indså det.
"Har jeg sagt noget forkert igen? Jeg har sagt noget forkert igen." Han lod hende ikke engang svare, før han selv konkluderede, at det måtte være det, der foregik.
"Du må gerne slå mig igen." Han trådte lige et skridt længere tilbage, klar til at tage imod et par slag mere, hvis det var sådan hun ville afreagere på hvad end han havde sagt forkert.

 Daphnie kunne ikke komme i tanke om et bedre sted at være end i Jaris' arme. Så da han lod armen glide om hende for at trække hende tættere sig, slap et lavt og tilfreds suk ud mellem læberne. Jaris kommentar til at hun i hvert fald ikke hadede ham, fik hende til at smile og grine let sammen med ham. Det gav hende en varm fornemmelse i kroppen når han sagde det sådan, også selvom hun vidste det ikke var sikkert han nogensinde ville føle det samme for hende. Det stod dog stadig tydeligt i hendes tanker, hvordan det havde lydt som om Jaris var ved at sige han elskede hende.

 Jaris ord virkede så langt væk. Som stod han i den anden ende af en tunnel, og snakkede til hende. Derfor reagerede hun heller ikke specielt meget på dem. Da hun havde fået tøjet på igen, trådte hun lidt væk fra Jaris med en hånd for munden og med den anden arm hen over det øverste af maven. Hendes afspejlede den pærevælling af følelser der brusede rundt i hende; skyld, skam, sorg og måske endda en smule selvhad. 
 Halsen snørede sig sig lidt sammen på hende og hun kæmpede en kamp for at holde tårerne tilbage. Hvorfor havde hun det sådan her? Hvorfor kunne hun ikke bare være ligeglad? Daphnie stoppede da hun stod næsten lige foran træet der stod i midten af det hele.
 " Det her er Aksels sted. " Hviskede hun og stirrede tomt frem for sig mod træet. Hun sank en klump.
 " Han viste mig det, fordi han gerne ville gøre det til vores sted. Mit og Aksels.. " forsatte den stille hvisken. Hun var ikke sikker på ham Jaris forstod eller kunne se hvorfor det var et problem for hende. Hvorfor det gik hende så meget på. Et eller andet sted forventede hun faktisk lidt han ikke ville kunne forstå det, men hun ville give ham chancen for det alligevel.

Hun virkede så underligt fraværende. Han fulgte hende med blikket, som hun trådte væk fra ham. Han så lidt forvirret ud. Havde han lige hurtigt anet noget der kunne ligne direkte skam i hendes blik? Han kunne mærke en lille knude i maven. Hvad havde han dog gjort, som kunne få Daphnie til at få det så dårligt? Det var lige før man kunne se den lille snert af panik, som lagde sig i de orange øjne. Nu skulle han jo til at finde ud af hvordan han kunne gøre det godt igen. Hvilket bestemt ikke var en let opgave, når han ikke engang vidste hvad, han havde gjort galt.

Først da Daphnie hviskede de første ord, sukkede han næsten helt lettet. Han troede jo det var noget virkelig slemt, og så var det bare dét. At det var Aksels sted. Så havde han alligevel ikke brug for at finde på en måde, hvorpå han kunne gøre op for noget han skulle have gjort.
"Er det bare det?" Han forstod det tydeligvis ikke. Han gik hen bag hende og lagde så armene omkring hendes talje, hvilede hagen mod hendes skulder.
"Det ændrer sig vel ikke, bare fordi vi lige har lånt det. Det kan da stadig blive jeres sted." Han lagde lidt ekstra tryk på 'jeres', som om han lige skulle pointere, at han faktisk var lidt jaloux. Det var han måske også. Men kun fordi han stadig mente, at Daphnie var hans, og derfor ikke kunne have noget mere betydningsfuldt med andre.
"Måske lige bortset fra den plet derovre," sagde han og pegede kortvarigt mod den del af plankeværket, hvor de lige havde stået.
"Medmindre du får Aksel til at tage dig på samme måde lige dér. Så skal det vel nok blive jeres også." Det var måske et lidt lavt forsøg på at vade i det faktum, at Aksel aldrig ville gøre det.

 Daphnie havde egentlig forberedt sig på at blive vred og irriteret over at Jaris ikke ville forstå hende. At han ikke kunne se at det var forkert at hun ikke havde stoppet ham. Det var bare ikke det der skete, da Jaris satte spørgsmålstegn ved, om det ikke var vildere. Skuldrene sank lidt og alle de ubehagelig følelser lettede lidt - lidt. 
 Da hun mærkede Jaris' arme glide om hende og hovedet mod hendes skuldre, sukkede hun lavt og vippede hovedet så det lå mod hans mens hun nikkede. Det var bare det der gik hende på. Øjnene lukkede i mens hun lyttede til hans ord. 

 Selvom Daphnie stadig var tynget af både skyld og skam, kunne hun alligevel ikke lade vær med at komme til at smile lidt over hans ord. Hun ville nok aldrig kunne se det som hendes og Aksels sted. Hendes tanker ville altid vende tilbage til tiden hende og Jaris havde brugt på stedet. 
 Hun åbnede munden og skulle til at kommenterer på det, men inden hun nåede at sige noget forsatte han, og så sig over skulderen mens hun rullede med øjnene og ignorere varmen der sneg sig op i hendes kinder, og formentlig gjorde dem røde. Efterfølgende vippede hovedet tilbage til at læne sig op af Jaris'.
 " Tsk... som han kan få sig til det.." mumlede hun så lidt mere sørgmodigt og en smule irriteret. Hun ville ikke have noget imod hvis Aksel var lidt vildere.. Det var vel derfor hun ikke havde afvist Declan nogen af gangene, og hun ikke kunne holde sig fra Jaris.
 " Men det vil aldrig rigtig blive vores.. Ikke nu.. " Daphnie bed sig lidt i underlæben, inden hun så møvede sig rundt, og kom til at stå med fronten mod ham. De grønne øjne fandt de orange.
 " Jeg ville aldrig kunne tænke på andet end dig her..  " hviskede hun og lagde den ene hånd mod hans kind. Læberne foldede sig lidt sammen, inden hun forsatte.
 " Det er vores sted nu.." Trykket på vores var for at gøre det mere tydelig at hun mente hende og Jaris. Den anden hånd lagde sig mod Jaris brystkasse. Bare tankerne om at det var deres sted nu, at de nærmest havde afmærket det fik det til at summe i kroppen efter mere, selvom hun vidste de virkelig burde komme videre.

Han smilede, måske lidt for tilfredst, som Daphnie kun bekræftede at Aksel aldrig ville gøre det. Den alt for tydelige uskyldighed i Aksel morede ham ikke kun, det sørgede også for at han kunne opretholde forestillingen om, at han aldrig ville have lidt så godt fat i Daphnie, som han selv havde. Måske han burde være glad for at Daphnie ikke kunne se hans smil, for selvom hun sikkert godt var klar over det, så var der vel ingen grund til at hovere alt for meget. Som var hun en pris han vandt, hver eneste gang han overgik den stakkels mand, der havde fået hendes hånd.

Grebet om hende løsnede sig, så hun kunne vende sig rundt uden modstand fra ham. Han prøvede at tørre det lidt for selvfede smil af læberne, men det lykkedes ikke helt. Han førte en hånd op og lagde den hen over hendes, som lå mod hans brystkasse.
"Det er måske en dårlig ting?" Spurgte han og klemte blidt om hendes hånd.
"I har resten af jeres liv til at finde sted, der kan blive jeres. Et sted hvor du kan glemme mig." Det var ikke ment som at hun skulle glemme ham for altid, men det gjorde stadig lidt ondt at sige. Men det fik ikke smilet til at forsvinde, for han skulle selvfølgelig lige nå at smide endnu en kommentar afsted;
"Selvom jeg godt ved, at det selvfølgelig ikke bliver nemt. Så skøn en dæmon er jo ikke nem at glemme." Var han måske lidt for selvglad igen?