"Ha, så længe du kun har skygget dem," kommenterede Zirra mørkt og tog imod flasken. Behageligt lod hun sig synke ned i sofaen og skubbede skoene af fødderne for så at slænge benene op over sofaryggen. Halvvejs med hovedet nedad tog hun endnu en dyb slurk. "Min mor tjener dog lidt Lyset. Gartner i de fine haver og alt muligt. De buske bliver set af vigtige folk, ved du nok!"
Zirra kom med et gryntefnys og så på Fielthena henover flasken - og blev i det samme opmærksom på, at hun faktisk ikke havde tømt glasset, der bare var blevet stillet på bordet. Nåja, det måtte hun tage senere. 
"Jeg fejlede som soldaterspire," sagde hun så og lod blikket falde tilbage ned i flasken. Den skvulpende vin dømte hende ikke. "Min magi er latterligt svag i kamp, og jeg har ikke meget chakra. Alle mine brødre kan et eller andet vildt. Lysskjolde, hive lys til sig, varme, ved Zaladin, Sorris' føniks er sindssyg. Og mig? Jeg kan flytte lys. Ikke varme. Lys. Det er det. Latterligt i kamp. Ret smart, når man skal snige sig efter nogen i skyggerne. Skygger, jeg selv kan bestemme, hvor skal være. Jeg ved ikke, hvad jeg var blevet, hvis de ikke havde fundet mig i den åndsforladte magiklasse på paladset. Min far ville virkelig gerne have, nogen fik åbnet min chakra. Jeg tror ikke det kan lade sig gøre, men han havde ikke mistet håbet endnu. Det har han så nu. Især fordi jeg heller aldrig fik lært det der med sværd. Jeg kan sgu ikke kæmpe om det så gjaldt mit liv. Det var rent held, jeg ramte dig tidligere, tror jeg!"
Et af problemerne havde været Zirras manglende styrke. Sværd var tunge og besværlige, når man var en relativt lille størrelse, og ikke før hun havde mødt Alran, havde nogen tænkt på at forsøge sig med lidt mere speciallavede våben. Selvfølgelig speciallavede man heller ikke våben til fodsoldater - de skulle kunne samle en falden kammerats sværd op og være lige så dygtig med det, som med deres egen. Nej, Zirras våben var ikke et sværd. Hvis det var noget som helst. Generelt var hun ret uduelig til kamp.

Den ene hånd løftede sig, som når man skulle afgive en ed ”Kun skygget. Nok har du nogle ganske fine ældre brødre, så viger jeg langt uden om militser og alt der minder om.” det ville være direkte idioti at fløjte rundt med sådan en type, når man ikke ligefrem var den med den mest ærlige profession. Nej så var det noget nemmere med en som Declan. Han stillede ikke spørgsmål når hun alt for sent om natten dumpede ned i sengen til ham eller til blodigt tøj, så længe blodet ikke var hendes eget.
Glasset blev stående på bordet imens Zirra forklarede sig, kun for i en hastig bevægelse at blive tømt i et drag, inden det blev sat af på bordet i den samme bevægelse, som Fielthena rejste sig op. Få skridt og bordet var alt der skilte de to kvinder fra hinanden.
”Kom.” blev der kommanderet, mens Zirras ben blev puffet ned fra bordet med Fielthenas eget. Helt uden den store hensyntagen om vin ville spildes i sofaen. Zirra kunne godt protestere, men det ville være for ingen verdens nytte. Valget var taget og brunetten var allerede på vej over til ’træningsdukken’ af træ. De udstikkende ’arme’ blev justeret, nogen flyttet rundt og andre helt fjernet fra bassen ”Det dummeste du kan gøre, er at sammenligne din evne med din families. Og hvad så hvis du hverken kan lave skjolde af lys eller vildt? Du kan vandre i skyggerne du selv skaber og det er mindst lige så magtfuldt, så skal vi bare lære dig at slås som gjaldt det dit liv.” de grønne øjne var udfordrende, da hun endeligt drejede sig i retningen af møblementet hun selv havde siddet i for få øjeblikke siden.
”Og til Zaladins rige med din far, han er sgu lidt for meget en opblæst stikstikker alligevel. Lidt som din ældste bror Ernst, nej det var ikke hans navn… Ersten ikke? Så længe de ikke har det fulde billede af dig og dine gerninger, så er de ikke til at dømme dig. Deres polerede røve kommer aldrig i nærheden af de samme fare som du gør, fordi du rammes først for dem.” med de ord blev et nik gjort mod trænings træet, som en gestus for at hun skulle vise hvad hun kunne på den.

Zirra kunne ikke lade være med at le over Fielthenas antagelse om, at hun havde ment, hvorvidt hun havde fjollet rundt med hendes brødre - Zirra havde mere ment ting såsom at plante gift i deres drikke eller udfritte dem om ting på en skummel kro. Fielthena var vist ikke så slem som en lejemorder kunne være, hvis sex var hendes første tanke efter det at skygge nogen. 
Der var dog hverken tid til at tænke mere over det eller komme med en bemærkning, for i næste nu blev hun hevet med så vinsprøjt flød ned over hendes kjole og udover sofaen. De små dråber gik i et med det mørke stof, og heldigvis var tjenestetøjet noget, der nemt kunne vaskes senere, og som Zirra ikke skulle møde op i nogle steder igen lige foreløbigt. 
Hun kom op at stå og lod sig trække med hen til træningsdukken - og det var heldigt, hun blev trukket, for vinen i blodet havde gjort hende svimmel nok til at det lige tog et øjeblik at finde fodfæstet i opretstående positur igen.
"Lad mig lige forstå det her rigtigt, Fielthena," sagde hun så og stillede flasken fra sig på gulvet. "Du vil have  mig til at slå på en trædims med lige så mange arme som en blæksprutte - lige efter du har hældt vin i blodet på mig? Jeg er ret sikker på, den kan slå mig selv hvis jeg ikke prøver på noget lige nu!"
Hun lo, mens hun talte og smøgede det ene ærme op. Med et skeptisk udtryk hævede hun en knyttet næve mellem Fielthena og sig selv, som for at vise, hvor lille den var. Blikket gled over mod trædukken med de alt for mange arme. Eller ben. Eller... stænger? 
"Jeg har lært selvforsvar, det er dét," fortsatte hun. "Og det var ikke særligt imponerende, egentlig. Altså, hvad skal jeg gøre? Slå den i... Den har ikke engang et ansigt!"

Havde Fielthena været i stand til at læse tanker, ville et misbilligende blik have brændt sig ind i den lyse hud. Nok var hun lejemorder – og en dygtig en af slagsen – men hun slog jo ikke bare folk og fæ ihjel forgodtbefindende. Okay måske nogle gange, men de mord var også markant anderledes udført end de professionelle, der var langt mere rene og ordentlige, mindre følelsespåvirkede.
Var der bedre tidspunkter at banke mod det hårde træ på den kunstige modstander, bestemt, men det gjorde ikke dette mindre rigtigt. Et alkoholsløvet sind var trods det bedste sted at starte når man skulle se, hvad Zirra kunne præstere når hun måtte trække på de erfaringer, der efter sigende skulle være i rigelig mangel.
”Korrekt.” lød det små tørt og gravalvorligt. Bukkede sig efter flasken. Lade det opdrivende momentum da hun rejste sig med flaskeåbningen mod læberne, lede den skarpe væske tilbage mod svælget. Trådte et skridt til siden og gav Zirra mere plads eller trak sig ud af skudlinjen for et potentielt sæbeøje, af en vildfaren knytnæve. ”Det er ikke størrelsen med gørelsen.” lo hun med et hoved ryst, der gjorde det svært at bedømme om hun faktisk mente egne ord.
Fielthena sukkede teatralsk, og trådte nærmere Zirra og trædukken med et moret smil. ”Hovedet er der, alt her fra er arme, stykket her er lave slag eller høje spark og her fra og ned er ben.” forklarede hun med den frie hånd bevægende sig over det mørke træ, mens en pegefinger tegnede usynlige afgrænsninger for hver på nævnte zone.
Hvem ved Zaladins behårede røv sendte en ud i felten - spion eller ikke spion - der hverken havde en defensiv evne, våbentræning eller kunne slå fra sig? Var de i virkeligheden ude på at få Zirra slået ihjel?
”Dette er,-” en tænke pause blev taget, med rynkede øjenbryn ledende efter et navn ”Holger…Holger her har fundet ud af du har lusket rundt i og opsnappet du har oplysninger om ham, som er yderst skadelig for hans virke.” de let svømmende, vin påvirkede grønne øjne, gned ned over den imitative Holger ved brunettens side ”Han har trængt dig op i en krog med en kødkniv i den ene hånd.” hånden med kniven med peget ud inden hun trak sig væk og gjorde tegn til Zirra om at forsvare sig.

"Hør her, jeg har kun kæmpet - hvis man da kan kalde det det - mod rigtige folk," sagde Zirra, men gjorde sig da klar til at gøre et forsøg. "Så tager instinkterne over, når vi træner. Den her trædukke... Den giver næsten for meget betænkningstid, ikke? Den slags plejer at være en stor mangelvare, når jeg er i felten."
Hun slog ud med hånden og fire små ildfluer dukkede op omkring hende og fløj straks hen til træfigurens hoved, selvom magien virkede forvirret over, hvorfor de skulle sværme om en tyk pind. Så trådte hun frem og afværgede den hånd, Fielthena havde udpeget som den våbenbærende, hvorefter hun dukkede sig under den og endte bagved Holger (det var jo ikke ligefrem svært, når han var lavet af immobilt træ). 
"Og nu ville jeg nok løbe," sagde hun og så på Fielthena med et skuldertræk. "Jeg er ked af det, Fielthena, men jeg forstår altså ikke dukken. Jeg forstår at sværdtræning bliver gjort mod strådukkerne, men det handler jo mere om at få opbygget styrken i slagene ved gentagne øvelser, end det handler om reel kamp. Det her... Nej altså, jeg er forvirret. Kan du ikke vise mig, hvordan du gør?"
Måske ville det hjælpe. Fielthena havde noget viden om den her dukke og kamp, som Zirra i øjeblikket på ingen måde besad eller forstod, og det kunne da ikke udelukkende være alkoholens skyld. Zirra slukkede sine ildfluer, så de ikke skulle forstyrre Fielthenas tur.

Fielthena smilede som havde Zirra i virkeligheden fortalt en eller anden vittighed, i stedet for at komme med små beklagelser over betænkningstid og manglende bevægelser fra det hårde træ. Moret over at det på ingen måde faldt den kønne blondine så nemt. I et øjeblik måtte guldsmeden minde sig selv om, at hun selv havde stået samme sted for hvad der føltes som en menneskealder siden, af fortrængte minder.
Zirra prøvede, det gjorde hun virkelig også selvom det hele blev noget fladt. Selv hvis den nyfundne veninde havde forsøgt, så var det ikke muligt bremse øjenbrynenes færd længere op i panden, uimponeret. Eftertænksomt, da sværdtræning blev nævnt, lod hun vægten skifte fra det ene ben over på det andet, inden hun trådte nærmere Zirra ”Holger her er helt som strådukkerne på træningspladsen, det er med de øjne du skal se på ham.” startede hun med at forklare, forhåbentlig på en måde som var mere forståelig når den tog elementer som var velkendte. ”Men med Hongler handler det om at opbygge fart og præcision i sine slag. Styrke er altid godt at have i, men et velplaceret slag kan oftest gøre langt mere skade end de kraftfulde. Derudover spare man på energien, så ens modstander kan køres træt.” flasken blev rakt frem mod lærlingen, så Fielthena kunne indtage en start position.
Underarmen tættest mod knivsiden, ramte mod træet hvor der ville have været et håndled. Et fast tag blev taget om samme håndled i samme moment, som den anden arm slog frem mod Holgers hage i modsatte side, hvor nederste del af den åbne håndflade ramte kæben, så hovedet ville været blevet slået til samme side som armen der var fastholdt. Et knæ ramte mellemgulvet i tre slag lige efter hinanden, mens hånden der havde ramt det ikke eksisterende ansigt forsatte sin færd forbi ansigtet, hen over musklen mellem hals og skulder og lukkede sig om nakken.
”Og her ville jeg udnytte slaget i maven til at tvinge ham længere forover, trække knivarmen bag ud, strakt så det er låst i albueleddet, banke knæet mod ansigtet og slutligt slippe nakken for at placere et slag der, inden jeg ville skubbe ham væk – hvis da ikke han er væltet til jorden inden.”
Bevægelserne var præcise og hurtige, knapt var det ene givet gør det næste fulgte trop og selvom Holger stod passivt og tog imod hvert og et, så var der ingen tvivl. Havde Trædukken været en fysisk mand, ville brunetten både have afvæbnet ham uden større problemer, selv hvis han ville have været næsten dobbelt hendes størrelse.

Zirras øjenbryn kunne nå loftet i bar forundring over de ting, Fielthena gjorde ved dukken. Imens drak hun resten af flaskens indhold og smed den over i sofaen. 
"Det... Det så sgu da ikke så svært ud!" proklamerede hun med mere selvtillid, end hun havde haft første gang, hvorefter hun viftede Fielthena væk. "Lad mig lige prøve."
Det gik mildest talt elendigt. Zirra fejlbedømte afstanden op til flere gange i halvdelen af bevægelserne, og det ødelagde flowet nok til, at hun måtte afbryde hele serien og starte forfra. Hun løftede hånden afværgende mod Fielthena uden overhovedet at tjekke, om kvinden havde tænkt sig at sige noget til hendes forsøg. 
"Lad mig lige tænke. Jeg skal lige prøve igen. Det er lidt nyt, det der med at du gør så meget med underarmen og den måde, du drejede hænderne på ..." mumlede hun mest til sig selv, mens hun gentog nogle af Fielthenas bevægelser én ad gangen og gentog den et par gange. Drej, skub, gå, drej, skub, gå. Tilbage, træd, til siden. "Jeg tror jeg har den."
For var der noget, Zirras hjerne var god til, var det at huske sammenhænge mellem ting. Hun brugte al sin arbejdstid på at ligge i grøftekanter eller sidde i et træ og lure på andre. Huske deres bevægelser, hvilken vej de gik, og de små kendetegn, der gjorde at man kunne give en mere brugbar beskrivelse end blond hår og blå øjne. 
Så med et par gentagelser i hukommelsen og hele serien af slag, som Fielthena lige havde udført delt ud i mindre segmenter, trådte Zirra nu frem mod Holger og hans imaginære kødkniv og gentog hver en bevægelse til nogenlunde perfektion. Nogenlunde, fordi alkoholen i hendes blod stadig fik hende til at svaje lidt for meget og derfor tage et par ekstra museskridt hist og her for ikke at falde.
Sejsrigt holdt hun den imaginære kødkniv op, mens den anden hånd lukkede sig om Holgers tykke trænakke.
"Så hvordan gik dét?" spurgte hun forventningsfuldt. 

Blikket blev rettet imod Zirra, der med sin nyfunden selvtillid viftede sig til pladsen foran træmanden. ”Så det syntes du nu alligevel? Jamen så, slå dig løs.” spurgte Fielthena retorisk med et udfordrende smil spillende over læberne. Uden større brok veg hun sin plads og så til mens Zirra forsøgte på ny at forsvare sig imod Holger. Den første af alle bevægelserne gled af hende, som havde hun aldrig bestilt andet i livet. Halvvejs gennem et anerkendende nik, mistede hun sit momentum, herefter blev bevægelserne blev afbrudte, klodsede og den ene fodfejl efter den anden taget.
Den afværgende hånd fik guldsmeden til at lukke munden igen og kvæle de ord der havde været lige ved at rulle fri af læberne, med spørgsmålet om hun havde brug for at få vist bevægelserne igen. Med armene krydsede foran brystet og endte med kort at vende blikket mod det blodige ærme, hvor en cirkel af lys hud var synligt under hullet efter bolten. En mental note blev taget, at trøjen nok skulle brændes inden, lånehajen så meget som fik muligheden for at se den.
Den bløde kvindestemme rev hende ud af tankerne, så øjnene rettede sig tilbage på det udgangspunkt de var søgt væk fra. Denne gang voksede smilet for hver bevægelse, der sad som var det Fielthena selv der førte Zirras krop gennem forsvaret og angrebet ”Havde jeg ikke været til mænd alene, så havde jeg kysset dig.” svarede hun med en latter, der endte i et stolt blik. Det kunne altså bare noget når folk var lærenemme. ”Hvorfor har ingen lært dig det her før, så hurtigt som du lærer?” forundringen lod sig ikke skjule. For efter at have set hvor hurtigt hun havde taget ved lærer, så var flere spørgsmål kun kommet til ”Har du plads til en Holger på loftet?”.

"Hah," udbrød Zirra til Fielthenas kommentar om at kysse, og blinkede sigende til hende. "Jamen sig til, hvis du engang ombestemmer dig. Selvom jeg nu altid har holdt mig fra mine overordnede."
Ikke at hun holdt sig fra folk af højere rang dog - primært bare overordnede, fordi det altid blev så rodet at have kærlighed med i felten. Hun skiftevis strakte fingrene helt ud og knyttede hænderne et par gange og trippede lidt på stedet. Successen havde gjort hende rastløs - rastløs efter mere.
"Jo, det kunne nok godt arrangeres," sagde hun og grinede bredt. "Jeg tror jeg kunne have et par stykker, for at være ærlig. Nok bor jeg småt, men jeg har altså heller ikke rigtig nogen ting, sådan... Overhovedet."
Latter fyldte hendes brystkasse og godt hjulpet på vej af sprutten steg hendes selvtillid flere grader. Aldrig havde hun drømt om at finde noget kampmæssigt, hvor en underviser ville rose hende for at lære hurtigt. Hvor hurtigheden var den sprængende faktor. Teknikkerne med sværdet havde hun jo også lært hurtigt - det havde bare ikke hjulpet nok, når alle modstandere var dobbelt så store som hende og tromlede hende over med deres styrke og masse. Der havde hendes bedste bud altid været at holde dem hen længe nok til at hun kunne flygte.
"Lad os gøre noget mere," sagde hun så med blod på tanden. "Det er sindssygt, Fielthena, jeg har aldrig kunnet finde ud af kamp. Men måske har alle bare altid tænkt, at kamp betyder tunge, lange sværd. Det gør min familie i hvert fald. Vil du ikke ..." Hun bed sig entusiastisk i læben. "Vil du ikke lære mig noget mere?"

Hvilken reaktion Fielthena helt præcis havde forventet at få på den henkastede kommentar om kys vidste hun måske ikke helt selv, men hvad hun vidste var at forventningen bestemt ikke var den hun fik. På intet tidspunkt var det faldet hende ind, at den kønne kvinde ved siden af sig spillede på modsatte hold eller begge. Plejede man ikke at kunne mærke den slags? ”Den dag solen falder fra himlen og månen ikke rejser sig, så kan det være jeg benytter mig af åbningen.” kom det med en svag hovedrysten, der lagde det fast at hun aldrig ville røre en anden kvinde med en ildtang, i hvert fald ikke som tingene var nu. Ordene blev dog af blødt af et skævt smil, der kunne tolkes som til at guldsmeden måske ikke skød ideen helt ned.
”Jeg forventer du forsøger at træne mest muligt mellem dine jobs. Du er dygtig, men vi skal have opbygget mere fart i bevægelserne, som en slange der hugger ud. De skal blive en lige så naturlig del af dig som at trække vejret.” det hævede øjenbryn gjorde det klart. Forventningerne var høje og selvom Zirra denne gang havde fået ros, så var det ikke en garanti. De følgende træningsgange ville næppe alle være forskånet for irettesættelser, der med alt garanti ville få hende til at ønske den mørkhåret dræber nærmere Kzar Moras porte. ”Vi skaffer dig en,” en tænksom rynke tegnede sig i den lyse pande, inden den løsnede sig ”Hugo, så du kan træne derhjemme.” nikkede lidt for sig selv og med en dum tilfredshed over navnevalget Hugo, men det passede bare åndsvagt godt til Holger.
”Men ikke mere i aften, i morgen efter arbejde – bild din overdornede ind du har overarbejde om nødvendigt.” sagde hun og trådte nærmere Zirra, greb om de smalle skuldre og drejede hende en halv omgang om sin egen akse, hvorefter hun ledte hende mod køkkenet med sig selv gående lige bag ved, stadig med hænderne på skuldrene ”Nu trænger vi begge til en bid mad og meget mere vin.”.

Ude i køkkenet blev en ny flaske åbnet til deling mens Fielthena anlagde en kold anretning med oste, brød, kød og hvad der ellers hørte sig til. Mad der var nemt at dele henover et glas eller fem, mens de to kvinder lærte hinanden lidt bedre at kende, frem til Zirra måtte takke af i de sene nattetimer og vende næsen hjem til loftværelset.