Hun havde så travlt med at snakke, at hun slet ikke lagde mærke til hvordan Ban begyndte at læne sig frem mod hende. Ikke før hun vente sig mod ham med et; 
“Det giver mening ik-“ vent hvad lavede han? Øjnene blev store og gule som han bevægede sig tættere på, og med alt hende styrke prøvede hun at skubbe ham væk. Hvilket ikke var særlig meget, da Caer aldrig havde været en stærk person. Og hun havde brugt størstedelen af hendes styrke på, at hive ham ud af rummet med slangerne. 

“Jamen jeg mente jo ikke nu!! Når jeg slet ikke forventede det!” Hvilket jo bestemt var en anelse selvmodsigende. “Vent du høre en helt fremmet kvinde sige; kys mig? Også gør du det bare??” Han var værre end Rakaa, og det sagde en del!

Bandorion skulle tydeligvis have været hurtigere, men han lænede sig dog også tilbage med et grin, da hun prøvede at skubbe ham væk. Han havde trods alt ikke lyst til at gøre det direkte mod hendes vilje, selvom hun vel direkte havde sagt at han bare skulle forsøge at gøre det senere hvis det var. Måske var der også et mere oplagt tidspunkt der.
”Jeg troede det var en opfodring. Du ved, med at du har sagt at jeg er smuk og alt det der,” sagde han drillende, og blinkede opfordrende med det ene øje. ”Desuden, hvis du gav mig dit navn, så ville du ikke være fremmede mere, og selv uden et navn... så er det anden gang vi mødes, så helt fremmede kan du ikke være.” Hvilket nok var hans diskrete måde at spørge om hendes navn. Indtil videre havde det trods alt været varierende grader af tøs, formskifter og teleportør han havde kaldt hende. Lige nu virkede det også vigtigere end at gå videre i rummene. 

Før hun nåede at stoppe sig selv, rakte hun tunge af ham samtidig med at hendes højre lukkede i - mest af alt lignede hun kortvarigt en af de gadedrenge, der løb rundt i Dianthos og stjal folks punge hvis man ikke var hurtig nok til at opdage det. 
“Du har i hvert fald høje meninger omkring dig selv, det er da sikkert! Men du skal arbejde hårde, hvis du vil have sådan et kys! Og hvis det alligevel skal virke med at få mig ud af min drøm, skal det bestemt gøres hurtigere og mere kraftfuldt.. Jeg mener!” Fremstammede hun til sidst, som kinderne begyndte at blive røde - hvad var det lige hun sagde til ham!? “Hellere slå mig, når jeg ikke forventer det, meget bedre!” Mumlede hun en anelse vredt af sig selv, som hun vente ryggen til og spankuleret hen mod den næste dør, måske det ville være bedre end før. “Mit navn er Caerthynna Ilythyrra Vianola Ralowenys - men du kan kalde mig Caer eller Viola hvis du har lyst.” Mumlede hun og lagde sin hånd på håndtaget - “Måske det bedre du tager den her, jeg vil lige teste en teori.” Mumlede hun og stillede sig tilbage, og kiggede afventende på ham. 

Det var efterhånden blevet klart at Caerthynna, som han nu havde fundet ud af hun hed, ikke havde meget kontrol over sine ord, eller hun snakkede i hvert fald meget. Noget der ikke nødvendigvis var en dårlig ting. Det hjalp med at fulde tomrummet ud med ord, så det ikke føltes som om at situationen var så presset.
”Slå i stedet for kysse? Forstået,” sagde han drillende. ”Bandorion,” tilføjede han så efterfølgende, nu når hun havde givet sit navn. Det hjalp i hvert fald med bedre at kunne refere hende som noget mere... unikt.

Han så dog noget mere tøvende ud, da hun virkede til at villig smide ham for løverne. Dog ikke i mange sekunder før han trak på skuldrene, og gik videre til den næste dør og åbnede den. Bag den spredte en oase sig og en ørken længere ude. Ikek ligefrem et sted man ønskede at gå, hvis man ville være sikker på at overleve. 

Hendes øjne blev smalle, ikke som en mor der skulle til at skælde hendes søn ud, men mere den drillesyge udtryk - det var tydeligt at hun brød sig omkring manden der stod foran hende. Selvom det ikke blev sagt med ord. 
“Hm, det siger mere om dig end du tror, den måde du lige svaret på.” Sagde hun lavmeldt og en anelse bramfri. Ikke at hun normalt var en sky person hvad det angik, alle havde vel sex - havde de ikke? Ikke at hun selv var gået så langt med nogen, lagt op til det - selvfølgelig. Hele vejen? Nej. Vent hvorfor tænkte hun overhoved det som hun stod og kiggede på - hans, meget velformet numse. Vent hvad!? Hun skyndte sig at kigge væk, hendes hænder der fløj op og greb omkring hendes meget varme og røde kinder. Ved alle guderne i denne verden, hvis de ikke snart ville få hende ud af denne drøm, så vidste hun snart ikke et levende råd!

Det hjalp dog, at han valgte at åbne døren. Med et nysgerrigt blik, kiggede hun rundt omkring hans side - en oase? Ørken? “Det her er ikke noget der skrammer dig, vel?” Spurgte hun forsigtig og en anelse forvirret. Måske havde hun taget fejl af hendes antagelse?

”Oh?” Det var et selvsikkert og drillende smil der blev sendt i Caerthynnas retning. ”Den teori vil jeg gerne høre mere om senere.” For om det var noget der havde med hans seksualitet at gøre, ja, så snakkede han gerne om det. Han var ikke bange for at han havde lyst til sex, eller dem h an opsøgte det hos, og hvis Caerthynna ville være en del af dem, så sagde han ikke nej. Hun var pæn, og så lang tid at hun ikke ønskede mere, så var det overskueligt for ham. Et fast forhold var næppe hvad han ledte efter.

Bandorion så ganske afslappet ud, som han vendte sig mod Caerthynna da hun spurte om det skræmte ham. ”Skræmmer?” sagde han tøvende og kiggede ud på ørkenen igen. ”Jeg har ikke lyst til at løbe skrigende væk, men jeg har ikke lyst til at sætte fod derude. Det ville være en forfærdelig måde at dø på.” Og ensomt. Mest af alt ensomt, hvis han skulle være helt ærlig. Der var en grund til at han elskede Balzera. Der var så meget liv, og hvis han døde, så var det ikke fordi han løb tør for vand og mad, ikke som her, til trods for oasen der lå i nærheden. 

En forfærdelig måde at dø på, hun fugtede langsomt læberne. 
“Jeg hader skoven” mumlede hun - “Jeg er så bange for at dø af alt der er ude i den, hvilket er lidt åndsvagt at jeg så bor i en lige nu.” Ja det var ganske mærkeligt, men som sagt - meget af det som Caer gjorde, det gav ikke super meget mening! 
“Så tænkte måske, at nu viste dørene os de ting vi frygtede mest. Siden det første rum, måske var, hvad vi ikke helt kunne modstå?” Hun sukkede langsomt, lidt sjovt at hun så ikke havde set hvad hun ikke kunne modstå. Måske det rum ikke var kommet endnu? Hun kløede sig langsomt i nakken, intet gav mening - absolut ingen ting. 
“Urgh!” Udbrød hun, og kastede sine arme op i luften. Normalt kunne hun godt finde ud af sådanne puslespil, men nu var hendes hoved også begyndt at gøre ondt. Som i, virkelig ondt - hendes fingre gled op og pressede sig mod hendes pande. “Årh, jeg forstår hvad du mener, den her hoved pine - den, den er virkelig forfærdelig.” Mumlede hun, og sukkede opgivende. “Jeg ved virkelig ikke hvordan vi skal komme ud af den her drøm... måske bare, vente på personen ikke længere har mere magi til overs?” Mumlede hun og satte sig ned - “Også håbe det ikke er en dæmon, som er i gang med at tage af vores livskraft og energi.. det ville være træls” grinede hun og i stedet for at sidde nu, nu lagde sig ned. Hun følte sig så træt. 

Skoven? Det gav ingen mening for Bandorion, som havde set skoven som en dejlig forandring fra ørkenen, da han havde været i Elverly. Den havde ikke virket farligt, faktisk ikke det mindste, hvis han skulle være helt ærlig.
”Altså, vi kendte begge to slangerne, så måske er det blot ting vi ikke synes godt om,” pointerede han, selvom slangerne havde taget form af noget han meget gerne ville have fingrene i. Det gav ærligtalt ikke meget mening, men han havde aldrig rigtig skulle forsøge at slippe ud af en drøm før eller noget der ville vride ens hjerne ligeså meget.

”Er du også begyndt at få hovedpine?” spurgte han, og lukkede så også endelig døren helt til, så han kunne kigge lidt mere på Caerthynna uden at bekymre sig om, om der var noget der kom ind af døren. ”Og hvem ved hvor lang tid der vil gå inden han løber tør. Der var så mange andre folk, som så ud til også at være her, bare ikke vågne.” De kunne ikke bare vente, men de havde ingen plan og Caerthynna var den der havde hjernen bag sig, men nu var drømmen åbenbart også begyndt at påvirke hende. ”Hvorfor var vi egentlig de eneste der var vågne...” Det var egentlig ret underligt, når han tænkte over det.

Hun nikkede langsomt. “Ja den er voldsom, sådan - som om nogen klemmer mig på hver side af mit hoved.” For at demonstrer, viste hun det ved at ligge sine egne hænder på hoved. “Sådan, og det bliver bare ved med at presse - som ville det være rarest på en eller anden måde at lette trykket derinde..” hendes øjne var stadig lukket, som hun lod hendes pande ramme de kolde fliser. Det var rart, bare for en lille stund at mærke kulden der tog noget af det værste af smerten bag panden. 

Ja hvorfor var de egentlig de eneste der var vågne? “Vent, så du egentlig på nogen af skikkelserne?” Hun rejste sig op lidt for hurtigt, og kunne mærke hvordan at hele rummet begyndte at spinde. For hurtigt, alt for hurtigt! Et udbrud af irritation og smerte forlod hendes læber, som hun kom helt op og stå. “Jeg mener, jeg kiggede aldrig helt på skikkelserne! Bare formerne, så ørene og sådan og at det hvad der lignede dyr. Men de stemmer jeg hørte, jeg så aldrig - skikkelserne.” Måske, måske var der slet ikke nogen, ud over dem?

Enten havde Bandorion vænnet sig til smerten, eller også var den værre hos Caerthynna, som han kunne se hvordan hun fysisk så ud til at hun fik det værre. Hvis det dog var en fælles ting at de havde hovedpine nu, så havde det nok intet at gøre med Bandorions egne telepatiske evner, som kunne være det der pressede på.

Han stod lidt og overvejede om han kunne gøre noget for at hjælpe hende, men ligesom hans egen hovedpine, var der dog nok ikke noget at gøre. ”Nej... ikke rigtig,” indrømmede han. Det havde blot været stemmer og skikkelser. ”Tror du måske at de har svaret?” Han var ikke helt sikker på om det var muligt, men det ville give mening hvis der ikke rigtig var noget der levede herinde. Hvis han havde haft sine telepatiske evner, så ville han også have kunne tjekke det.

Siden hovedpinen ikke så ud til at blive bedre for hverken ham eller Caerthynna, begyndte han også at lede i sin taske, og til trods for at det var en drøm, så havde den alle de ting der plejede at være der, deriblandt et vandskin, som han tog frem, så han kunne få en tår af vand. Det var nok mere håbet om at det havde en effekt mentalt på ham, end han havde en formodning om at det ville gøre noget fysisk, når det her var en drøm. 

“jeg tror ikke de har svaret, jeg tror de er svaret.” Mumlede hun og rejste sig op igen, hendes fingre der masserede hendes tændinger. Hold nu op en bunke stinkende Zaladin lort. Okay komme ud af en drøm, komme ud af drømmen - hendes blik rettede sig mod Bandorion. Måske, hun skulle? Hun bed sig kort i sine læber, og fugtede dem lidt. En dyb indånding blev taget, mens hun bare betragtede ham. Kiggede derefter over hendes skuldre. Der var ingen lyde var der? Det mundvand der havde samlet sig i hendes mund sank hun, og lukkede øjnene. Okay, nu ville hun afprøve sin teori - der var ikke andet at gøre. 

Hun gik frem, overvejede om hun virkelig skulle gøre det her. Men før hun fik stoppet sig selv, tog hun vandskindet ud af hans hånd, lagde sine hænder på hver side af hans ansigt og placerede så sine læber mod hans. Normalt var hun ikke meget for fysisk kontakt, men det var en drøm, så det var jo ikke som om han kunne give nogen sygdomme, hvis han havde dem. 

Er svaret? Det lød underligt i Bandorions ører hvis han skulle være ærlig, men de havde vidst allerede besluttet sig for at Caerthynna var hjernen bag denne her operation, nok derfor at hendes hoved også var blevet blokeret. ”Okay, så er det vel bare at finde dem,” sagde han og begyndte at gå et par skridt ned mod hvor de var kommet fra, før at han vendte sig om mod Caerthynna. Hun så ikke ud som om at hun var på vej.

”Caer?” sagde han lidt undrende og øjnene blev større som han mærkede de bløde hænder mod hans, og så læberne. Hun havde virket som om at det ikke var noget hun var villig til at gøre, men her var hun.
Som deeres læber mødtes, var det som om at smerten og den film der var langt omkring hans hjerte ligeså stillede fjernede sig. Hans egne hænder fandt Caerthynnas krop, som han forsøgte at hive hende lidt tættere på sig. Men som hans hænder også ramte ham, var det også som om at hans sind åbnede op. Stemmer, Caerthynnas stemme, lød i hans hoved, dog kun brøkdele af sætninger, inden alt begyndte at hvirvle for ham, og hans hænder ikke længere kunne mærke kroppen, dog var den svage fornemmelse af læber stadig mod hans egne, men efter lidt tid forsvandt de også, indtil at der kun var mørke, og så... vågnede han op i sin egen seng i Thal'Elor.

"Caerthynna?" Det var blot en tanke som han kiggede forvirret rundt på sit værelse, da mindet om hende stadig var stærkt, men uden han rigtig selv var klar over det, andet end et lille stik i hovedet fra kraften brugt, var det dog en tanke han sendte hele vejen til hvor end Caerthynna selv var vågnet op henne.

Hun åbnede sig pludselig fuldstændig op for ham, hans sind kunne pludselig mærkes inde i hendes. Hvilket fik hende til at gispe efter vejret. Det føltes som om, det var vand og ikke luft hun trak ned i lungerne, som hun hakkede og greb sig omkring halsen. Alt blev mørkt, og som eventyret så tit foreskrev, var det et kys der havde vækket dem fra den mørke og frygtelige heks, eller troldmand. Måske dæmon? Hvem vidste.
Med et set vågnede Caerthynna op, hun væltede skinnende af sig som hun i sandhed havde lagt over sig i løbet af natten. Drømmen havde været så virkelig, og da hun lod fingrene glide hen over hendes smalle læber, kunne hun mærke varmen stadigvæk. Følelsen af hvordan Ban havde kysset hende, nej - hvordan hun havde kysset ham. Med et frustreret suk, lod hun fingrene glide ind i de tæt barberet sider af håret. Hun var igen blåhåret lagde hun mærke til, som hun rejste sig op og fandt tønden med vand. Hun åbnede låget, og i stedet for at tage vand op i hænderne - lod hun bare hele hoved falde ned i vandet. Is koldt, og med et sug der fik hele kroppen til at krible følte hun sig vågen igen.
Mon hun ville se ham igen? I virkeligheden, og ikke bare i drømmenes verden. 
Lige som hun tænkte det, hørte hun det - hun fløj ud af baljen med vand. Gispende efter vejret - hvis stemme var det lige i hendes hoved!? Først gik tankerne direkte over mod Solari, men som der var gået noget tid, gik det op for hende at det havde været en hel anden.

“Ban?” Hviskede hun forsigtigt, som vandet gled ned af hendes ansigt og gjorde kjortlen hun havde sovet i våd.