En fugl virkede bare så meget mindre farligt end både vildsvin, men også andre politikere. Iorvo var også stadig stærk nok til at det ikke var et problem at holde fuglen, selvom han nok ikke ville have forfærdelig meget at gøre med den, når den først var blevet købt. Så var det jo mere en ting han bare skulle bruge til jagt. Dens ve og velvære ville være nogle af tjenerne der ville have styr på.

Måske ikke ideelt, men Iorvo måtte vel erkende at selv ikke hans egne mænd ønskede at komme tæt på råvildt med gevir, i tilfælde af at de faktisk forsøgte at angribe. Derfor var det også bare et erkendende brum der kom fra ham.
”Og hun kan godt følge ordrer uden problemer?” spurgte han bekræftende. Han gad ikke at skulle slås med en fugl fordi den var for selvstændig, men han vidste ærligt ikke hvad han skulle forvente at rovfugle, og hvordan de rettede sig efter kommandoerne som man nu engang havde lært dem. Han vidste dog godt at heste havde deres temperament, og det måtte vel være det samme med de her fugle. 

Opalias gennemsigtige øjenlåg gled langsomt over hendes øjne, mens hun drejede sin opmærksomhed fra den ene til den anden. Selvfølgelig forstod hun ikke hvad de to mennesker snakkede om, men hun tog stemningen ind. En rolig en der behagede hende. Heru nikkede bekræftende. "Opalia er pligtopfyldende, og en hun. De er de roligste og mindst trodsige af kønnene, i modsætning til os mennesker" svarede hun med et skævt smil.

"Med det sagt, vil jeg ikke bilde Dem ind at hun ikke ligesom alle andre dyr har personlighed. Hun arter sig bedst med direkte komandoer og solid håndtering, så hun ved hvem der bestemmer." forklarede Heru alvorligt. Det duede ikke at sætte en usikker staldknægt til at styre Opalia. En utryg og usikker hånd, smittede af på fuglen. "Hun vil modsætte sig, hvis De eller Deres folk sender hende på en selvmordsmission. En kamp hun ikke kan vinde. Fugle er ikke tro mod deres herre, på samme måde som en hund. De er egotiske. Mishandles hun, vil hun stoppe med at adlyde" ikke at Heru på nogen måde forventede at Iorvo eller hans folk ville mishandle fuglen. Det gjorde man ikke med så dyr en investering, men Heru ville forklare alle aspekter, neutralt og uden en eneste antræk af fordømmelse i stemmen. Det var blot fakta.

Iorvo nikkede som hun snakkede om fuglen. En lidt mere modvillig følgesvend, men dyr der var lidt modstræbende havde aldrig været et problem for Iorvo. Som naturen til tider arbejdede i mod ham, så gjorde dyrene også, og han vidste hvordan man drev noget med en beslutsom hånd. Et par vildheste var der da blevet indfanget af ham som ung.
Han ville nok også have været lidt mere skeptisk hvis hun havde fået alt til at lyde som om t der ingen problemer var i fuglene, og at de altid ville gøre som han sagde. Det ville være mere sælger snak, end reel.

"Hun lyder som en god fugl for mig," sagde Iorvo bestemt med et nik, uden at tale om betalingen. Den behøvede Iorvo ofte ikke selv at tage, da han allerede havde en idé om hvad de havde tænkt sig at betale. Hvis det overgik overforventningerne så kunne de snakke om det.
Det satte dog bare sådan en dæmper på tingene, når der blev snakket om penge, selvom Iorvo ikke var bleg for det, når der var behov for det. At købe en lille fugl virkede dog ikke som det der ville ødelægge budgettet for dem.

Heru kunne sagtens slå sælgeren til og tale sine fugle op som værende de bedste dyr i hele landet. Det mente hun naturligvis også at de var, men det var mere af personlige årsager. De var veltrænede og dygtige. Kloge dyr, ellers stod hun ikke inde for at sælge dem. Hun var trods alt en ærlig sælger. Men at være sælger, betød også at man målte køberen. Fyrsten virkede ikke som typen, som ville tro på at alt var perfekt og rosenrødt. Han lignede en mand med erfaring på livet. På godt og ondt.

Heru bukkede hovedet i et ærbødigt nik, mens et lille tilfreds smil bredte sig på hendes læber. "Det glæder mig, Deres Højhed" nok virkede han nede på jorden i forhold til andre fyrsteslægters overhoveder, men det betød ikke at Heru smed alle formaliteterne. Hun bragte heller ikke selv betaling på bane. Det skulle hun nok få. "Er der andet De ønsker jeg skal demonstre med Opalia, eller vil De selv have lov at tage hende med ud til afprøvning?" Det kunne også være han stolte nok på hendes ord, men tilbuddet skulle altid stå.

Iorvo strøg sit skæg, som han kiggede på fuglen. "Hvad med at vi få afprøvet hende ordentlig af i morgen med en lille jagt. De bliver vel så lang tid," sagde han endelig. Det ville nok være nyttigt at have hende ved hånden når de skulle prøve sig frem, og der var alligevel langt tilbage til Rubinien.
En fyrstes gæstfrihed var også næppe noget man sagde nej til når man endelig blev givet det, selvom Heru nok alligevel var vant til Kazimi fyrsten, men hvor tæt Iorvo havde hørt de to familier egentlig var på hinanden

Han mente nu også det var lidt sent at påbegynde en jagt lige nu, så det her ville nok være for det bedre. De kunne sove på det, og få samlet folk til en mindre jagt til at prøve af. Der var altid noget man kunne jage heromkring, selvom nogle gange var nemmere end andre.

"Selvfølgelig, Deres Højhed" svarede hun høfligt og nikkede langsomt. "Jeg tager ingen steder før De er tilfreds med Deres køb" forsikrede hun ham. Heru var professionel! Desuden, takkede man ikke nej til en æret fyrstes gæstfrihed, når den blev en budt. Det gjorde man heller ikke overfor Kazimi-fyrsten, men Heru vidste i sit stille sind, at hun ville føle sig lang mere både velkommen og sikker her hos fyrsten af Turmelinien.

Nu håbede Heru blot at hun kunne følge med til hest i dette terræn, når morgendagen kom. Hun var vant til meget, men hun var trods alt en ørkenpige. Ørken og skovbånd var nærmest så forskellig fra hinanden som himmel og hav. Det ville blive en udfordring, og det bukkede Heru ganske simpelt ikke under for!

Iorvo nikkede bekræftende. Det var godt at høre at hun var fornuftig på det grundlag. Hun ville selvfølgelig også høre for det hvis en fyrste var utilfreds, hvilket til tider sad underligt hos Iorvo, men som der så ofte var blevet sagt om ham. Han var nu mest af alt bare en skovhugger der var blevet sat i en fyrsteposition uden at han havde noget at sige til det.

Iorvo drejede rundt med sin hest, og lod den ligeså stille  begynde at gå tilbage mod borgen, nu når de havde set hvad de skulle denne eftermiddag, og uden tvivl var tjenestestaben også igang med at forberede jagten i morgen, og se hvem der kunne komme og deltage.
Men Iorvo overlod det til de andre, og ellers var i relativ stilhed som de bare tog hjem til ham. Dionisia ville uden tvivl hjælpe med at fylde stilheden i rummet når de skulle spise senere, og det havde han det fint med. Han havde en god mavefornemmelse omkring Heru.

Heru fulgte efter hvad Fyrsten af Erneyll ønskede at gøre, og drejede sin hest til at følge hans tilbage mod borgen. Hun kunne nemt blive der nogle dage. Temperaturen passede hende udemærket, og der var rig på natur og områder til at lufte og træne de andre fugle hun havde med sig. Det var intet problem.

Desuden så hun heller intet problem med at ride i relativ stilhed. Det gav hende også mulighed for at kigge på omgivelserne og rigtig tage oplevelsen ind.
Der ville være rigeligt tid til at lære fyrstefamilien bedre at kende, siden hun så gæstfrit var blevet inviteret på aftensmad. Det hele tegnede godt.