" Hm mh.. " stemte Daphnie sig enig i at det var underligt at han duftede sådan af øl. Det var da noget af det underligste hvis hun skulle være helt ærlig! En tanke slog hende - hvis han duftede så meget af øl, smagte han så af øl? Heldigvis løftede Jaris hende op igen, så det blev en del nemmere at nå, og hun lod hovedet nærmet sig hans hals, så hun kunne lade tungen op af den. Langsomt, så hun rigtig kunne smage om han smagte af øl. Som om hun skulle smage ekstra på det hendes tunge have ramt, smaskede hun lidt da hun havde trukket tungen til sig, og med panden rynket konstaterede hun:
 " Jeg tvror du sveder øl...  " mumlede hun tænkende mens Jarig gik ind gennem døren med hende. 

 Daphnie lod blikket glide lidt rundt som han sagde han ville tage tøjet af hende, og hun brummede en smule utilfreds og vred sig en lille bitte smule i hans arme. Det var jo ikke det her hun ville! 
 "  Det var ikke her jeg ville underhojlde dig...  " hun fnøs en smule fornærmet og da hun blev sat ned på gulvet igen var hun klar til at gå sin vej, men det var lidt som om gulvet vippede lidt under hende, så hun blev stående indtil Jaris i stedet. Hænderne lå stadig om hans nakke, for hun følte ikke lige at gulvet kunne stå stille nok til at hun kunne stå selv. Hun bed sig lidt i underlæben da han spurgte om hun kunne stå selv, og havde allerede glemt alt om at hun var utilfreds igen.
 " Guvlet driller...  " mumlede hun lidt og så ned på det, inden hun trampede lidt på det, i et forsøg på at få det til at blive mere lige og stoppe med at vippe.
 " Det vipper..  " Hun så op på Jaris med et blik der nærmest bad ham om at skælde gulvet ud og få det til at stoppe med at drille hende. Hun synes faktisk ikke det var okay!

Det var et tungt suk der forlod hans læber, som han mærkede Daphnies tunge glide hen over halsen. Han var klar over at det sikkert ikke havde været med vilje, men når han i forvejen havde kæmpet så hårdt for at sige nej til hende, var det jo bare et fejt trick fra hendes side. Hendes konstatering efter var til gengæld direkte modsat af den pirrende tunge, virkelig ikke særlig sexet og det fik da også distraheret hans tanker lidt igen.
At Daphnie gav sig til at vride sig lidt, gjorde det ikke rigtig lettere for Jaris. Han ville gerne slippe hende, så han kunne få kjolen af hende, men han blev nødt til at holde fast for at hun ikke skulle vælte.
”Du skal ikke underholde mig, du skal sove,” mumlede han lidt sammenbidt, som han virkelig forsøgte at komme videre.

Jaris sørgede for at holde armene i en halv cirkel omkring hende, så han kunne være klar til at gribe fat, hvis det blev nødvendigt.
”Nej, Daffe… Du vipper.” Det måtte være endnu en grund til at han ikke håndterede fulde folk. De var så forfærdeligt ulogiske, så forfærdeligt langsomme. Det var jo ikke muligt at kommunikere ordentligt med dem. Han tog fat om begge hendes håndled, så han kunne lægge hendes hænder op på sine skuldre.
”Hold fast dér og… bliv stående,” kommanderede han og blev lige stående i et øjeblik, inden han langsomt gled ned i hug. Derfra kunne han få fat i kjolen og trække den med op, som han stille og roligt rettede sig op igen og forhåbentlig ville det langsomme tempo gøre, at Daphnies snøvlende hjerne kunne følge med. Hun skulle jo bare holde fast, indtil han var nødt til at trække den over hovedet på hende.
”Slip igen, og løft så armene.” Han var klar til at trække kjolen af hende i et hurtigt snuptag, så han kunne nå at gribe hende bagefter, hvis uheldet nu skulle ske.

 Det var hende der vippede? Daphnie kiggede lidt ned af sig selv, overvejende som om hun virkelig skulle overveje det Jaris lige havde fortalt hende. Hun kneb øjnene lidt sammen, men hun synes stadig det så ud til at det var gulvet der vippede. Derfor lagde hun panden mod hans bryst og vupti, så synes gulvet pludseligt at stå stille.
 " Oh...  " mumlede hun lidt, inden hun løftedet hovedet igen og så på hendes hænder som Jaris lagde dem mod hans skuldre i stedet. Hun lagde hovedet lidt på skrå og en skævt og piget smil gled over hendes læber. Hendes tanker var allerede langt væk, og derfor hørte hun ikke rigtig efter hvad Jaris sagde.
 " Det er lidt som vi skal danse..!  " fnes hun lidt, og begyndte at nynne lidt. Hun skulle til at vippe lidt fra side til side, da Jaris begyndte at gå på hug, og i stedet blev hun helt stille og kiggede på ham med et overraskende fokuseret blik. Hans langsomme synken på hug tog hende tilbage til dagen hjemme ved Declan, og skiftede hendes udtryk sig og hendes vejrtrækning blev blev noget tungere og langsomt. Læberne skilte sig lidt fra hinanden og en smule automatisk flyttede hendes ben sig lidt, så der kom lidt mere afstand mellem dem. Varmen havde lynhurtigt fundet frem til hende og kinderne havde fået en let rød, varm farve over sig. 
 " Okay..  " lød det lavt og nærmest sukkende fra Daphnie, inden hun slap Jaris og løftede armene. Kjolen kom hurtigt af hende, og bevægelsen fik hende til at miste balancen lidt. Hendes arme var hurtige til at lægge sig på hans skuldre igen, og hun trådte et lille skridt frem så hun kom til at stå tættere op af Jaris. 
 "  Hvad så nu?  " hviskede hun ud gennem den tunge vejrtrækning med låst fast i hans.

Daphnie begyndte at nynne og Jaris måtte sukke igen. Det var som at skulle sørge for et mentalt forstyrret menneske, ikke at det var helt ved siden af, men han holdt som regel lidt afstand når det kom til det. Medmindre han selvfølgelig var i gang med at distrahere dem med lidt pilleri. Det lod underligt nok til at han også fik distraheret hende lidt, som han overhørte hendes vejrtrækning, der lige så stille blev tungere. Det havde han jo hørt en del gange før, blandt andet et par dage før henne ved bordet. Han kunne bare ikke helt forstå hvorfor, for så intimt syntes han da ikke, at han fik trukket kjolen af hende, tværtimod.

Jaris rettede sig op igen og straks trukket kjolen af hende, som han derefter smed fra sig på gulvet. Han var klar til at gribe hende, men det blev ikke nødvendigt, da hun fik fat om hans skuldre igen.
”Nu skal du lægge dig ned i sengen og sove,” sagde han med et smil og et lille nik, i et hurtigt forsøg på at vise hende, at han altså havde ret. Han tog hendes hånd i sin, så han kunne sørge for at hun ikke endte med at banke hovedet ind i væggen, da han skubbede lidt til hende med den anden hånd, for at få hende til at falde bagover, ned i sengen.
”Vil du have noget vand inden du lægger dig?” Han måtte vel hellere sørge for at hun fik noget væske, og helst noget andet end øl, som hun stadig kunne nå at slikke af ham.

 En lav brummen der gav udtryk for at Daphnie ikke var helt tilfreds med sove delen, forlod hendes læber, men alligevel nikkede hun. Hun kunne vel lige være heldigt at snige Jaris med sig ned i sengen, og så kunne hun nok godt få han til at hjælpe med den urolig hun pludselig havde i kroppen. Lidt forvirret over hvad han ville da hun tog fat i hans hånd, stod hun bare lidt undrende, og da han begyndte at skubbe til hende, mistede hun hurtigt balancen og faldt på numsen ned i sengen. Hovedet lagde sig lidt på skrå og hun nikkede lidt da han spurgte om hun ville have vand.
 " Og noget brød!  " lød det lidt mere ivrigt fra hende mens hun kravlede op i sengen og satte sig med ryggen op af væggen. Hun fulgte Jaris med blikket mens hun en smule uroligt sad og gned benene lidt mod hinanden. Hun regnede ikke med hun behøvede at fortælle hvor der var noget brød, han havde trods alt være her et stykke tid. 
 "  Uden mad og drikke, duer helten ikke! " sagde hun som om det forklarede alt. 

 I et stykke tid derefter var Daphnie bare stille. Hun sad bare og så på Jaris og ventede på han kom over med tingene til hende. Da hun begyndte at synes det blev lidt køligt, tog hun tæppet op og over sig, men det gik ikke særlig godt, fordi hun sad ovenpå det. I stedet fik hun det var lidt over overkroppen. 
 Da Jaris kom over igen sad Daphnie stadig utroligt og gned benene mod hinanden. Det var lidt som den da hun var taget hjem til Declan. Hun vidste ikke rigtig hvad hun ville, udover at Jaris kom over og kyssede hende. Hun overvejede kort hvad hun skulle gøre, inden hun flyttede sig lidt ud til kanten af sengen igen.
 " Du skal også med i seng! ... og sove.. " hun bed sig lidt i underlæben og så op på ham, med et udtryk at det ikke helt var at sove hun havde i tankerne.

Jaris nikkede let, som han slap Daphnies hånd og vendte rundt for at hente noget vand. Og åbenbart også noget brød, som hun ivrigt befalede straks efter. Nu havde han jo rodet alt i hendes hjem igennem, ikke kun for at finde småkager, men fordi han havde kedet sig, så han fandt brødet uden besvær. Han så sig over skulderen, hen mod Daphnie og grinede over hendes kommentar. Han tvivlede måske lidt på at lidt vand og brød ville få hende til at virke lige nu alligevel, men det ville uden tvivl gøre det mindre surt dagen efter.

Både brød og vand blev taget med hen til sengen og givet til Daphnie. Han skulle lige til at åbne munden og sige ’selvfølgelig’, lige indtil hun tilføjede lidt ekstra og den sætning ikke var helt så uskyldig alligevel. Mon det ville være okay at sige ja nu? Nu var de jo hjemme. Det måtte han da lige overveje.
”Drik dit vand, spis dit brød og læg dig ned og luk øjnene. Så skal jeg nok komme med i seng,” sagde han og løftede let det ene øjenbryn, som om han selvfølgelig mente det samme som hende. Han førte også hænderne op mod skjorten, hvor han begyndte at knappe op. Han sagde bare ikke, at det kun var for at kunne vaske sig ren for det klistrede øl, men det behøvede hun vel heller ikke at vide lige nu. Skjorten blev smidt og så gav han sig til at åbne bukserne. Både bukser og underbukser blev skubbet ned og trådt ud af. Han sendte Daphnie et lidt lystigt smil, og så vendte han ryggen til og gik over for at vaske sig.

 Da Jaris begyndte at gå mod hende med vand og brød, strakte hun armene frem og åbnede og lukkede hænderne i en "giv mig" motion, lidt som et lille barn der uden lyd fortalte at de ville have noget. Hun smilte stort og så snart hun fik brødet i hånden begyndte hun at nomme på det. Hun sukkede tungt og tilfreds som om det virkelig bare var alt hun manglede i sit liv. 
 Med munden fuld af brød lagde Daphnie hovedet på skrå og lyttede til Jaris. Da han sagde han også ville komme over i sengen, bed hun sig lidt i underlæben, selvom det var lidt svært med så meget brød i munden. Hun nikkede lidt ivrigt.
 " Åky! " lød det besværet fra den fulde pige. Det var lidt et mirakel at Jaris ikke bare var gået sin vej, for det havde helt sikkert været noget af en rutsjebanetur med hende.

 Den store mundfuld brød begyndte at blive lidt ubehagelig, for det var lidt som om den bare voksede og voksede i munden på hende, så med et lidt panisk udtryk så Daphnie sig rundt, inden blikket landede på kruset med vand. Hurtigt fik hun drukket lidt af det, og derved også skrumpet brødmassen i hendes mund. 
 Den lille kamp med brødet havde gjort hende lidt træt af at spise brød, og i stedet sad hun og drak lidt vand, mens hun så på Jaris smed tøjet. Lidt fraværende bed hun sig lidt i underlæben, mens hun sad med kruset foran munden. Hun havde efterhånden vænnet sig til Jaris nye krop, og hvis hun skulle være helt ærlig, så kunne hun egentlig bedre lide den end hans gamle. Af og til tog hun en lille slurk af vandet, men til sidst blev hun også lidt træt af det.
 Blikket blev flyttet væk fra Jaris og ned på kruset og brødet og et øjeblik overvejede hun hvad hun skulle gøre, inden hun flyttede sig i sengen og satte krus og brød på gulvet. Nu måtte hun hellere gøre som Jaris havde sagt, ellers endte det bare med han slet ikke ville komme hen i sengen til hende. Så hun lagde sig ned under tæppet, og lå og kiggede på han vaskede sig. Der gik dog ikke mange øjeblikke fra at hendes hoved ramte puden, til hendes øjne lukkede sig i og hun faldt i søvn.

Det tog længere tid at vaske den næsten tørre øl, der havde sat sig flere steder, hvor øl bare ikke burde være. Det var ikke fordi Jaris ikke havde været klistret før, men det havde været af helt andre grunde og det her var bare direkte ubehageligt. Det tog ham også irriterende lang tid at få håret vasket rent. Daphnie kunne godt have valgt at hælde det store krus øl ud over ham, inden han skiftede krop. Der ville håret i det mindste ikke have været så besværligt. I baggrunden kunne han en gang imellem høre Daphnie sippe til sit vand, så han gik bare ud fra at hun pænt sad og holdt øje med ham. Skjorten blev hængt hen over en stol og bukserne over en anden, så det ikke lå og blev klammere, krøllet sammen på gulvet.

Da Jaris endelig vendte sig mod Daphnie, lå hun og sov, men han havde heller ikke forventet andet. Det var derfor han havde bedt hende om at lægge sig ned og lukke øjnene, og derfor han heller ikke ville tænke for meget over om det nu også var okay, at give efter for hvad hun så lystigt lagde op til. Jaris fandt et par rene underbukser fra kommoden som han trak på. Han tog en af de tomme spande og stillede den ved siden af sengen på gulvet, hvis hun nu skulle kaste op i løbet af natten. Han forsøgte ikke at flytte for meget på hende, da han kravlede ned i sengen og møvede sig ind mellem hende og væggen, hvor han lagde sig til rette med en arm over hende. Et blidt kys blev placeret mod hendes nakke, nok nærmere mod det lange hår der var i vejen, som han begravede ansigtet i. Nu hvor Daphnie var faldet i søvn, og helt sikkert ikke ville kunne huske hvis han sagde noget, kunne han vel godt lige hviske hvad han ville have sagt tidligere;
”Lad vær’ med at gifte dig med Aksel.” Det var ikke fordi han selv ville overtage den rolle, det havde han givet udtryk for før, men han var stadig bekymret for om det ville ændre for meget ved deres lidt underlige forhold, når hun lige pludselig var en gift kvinde. Hvis han havde sagt det mens hun var vågen, eller i stand til at kunne huske det, var han samtidig bekymret for at konsekvensen for hans ord, ville være at hun lyttede og ikke giftede sig. Det ville han ikke have indflydelse på.
Derfra gik der ikke længe, før Jaris lukkede øjnene i og selv faldt i søvn.

 Da Daphnie først var faldet i søvn, sov hun tungt og dybt. Hun vågnede derfor ikke da Jaris kom hen i seng til hende og hviskede til hende. Det var nok også for det bedste, for hvis hun skulle kunne huske det, ville det blot puste mere til ilden om, at hun var i tvivl om hvorvidt hun skulle gå igennem med brylluppet. 
 Daphnie sov igennem hele natten. Selvom hun var en lille person, og der ikke skulle meget til før hun blev fuld, kunne hun holde til overraskende meget alkohol. Man kom lidt i træning når man arbejdede på en kro var en social person. Der skulle derfor også mere til før hun virkelig blev dårlig. Havde hun drukket det tredje krus øl, i stedet for at hælde det ud over Jaris havde hun nok været derhenne af. Det betød dog ikke hun var helt uberørt af det, og flere gange i løbet af natten kom der klynkende og utilfredse lyde fra hende, men ellers sov hun roligt. 

 Det var først om morgenen at hun rigtig begyndte at komme problemer. En smule prustende vågnede hun op, en del senere end hun normalt gjorde. Meget sløvt og slasket møvede hun sig ud til kanten af sengen, inden hænderne blev løftet op over hendes hoved så hun holde fast i sengegærdet. 
 " Nnnnrg det snurrer..  " lød det hæst og klynkende fra hende, inden det ene ben viklede sig fri af tæppet og ned på gulvet, i et forsøg på at få sengen til at stå mere stille, da det ikke helt var nok at holde fast i sengegærdet.
 " Hvem har sendt sengen ud og sejle..  " mumlede hun lavt og anklagende, uden at have åbnet øjnene endnu. Det var alt for hårdt. Selvom det helt sikkert ville hjælpe på den snurrende og gyngende fornemmelse, at hun kunne se det hele var stille. Det dunkede bare så hårdt i hovedet, at det virkede helt uoverskueligt at åbne øjnene. 

Jaris sov ikke helt så tungt, som han plejede. Han ville ikke gøre Daphnies ubehag værre, hvis det nu kun fremprovokerede kvalmen, at han lagde vægten fra sin arm hen over hendes mave. Så hver eneste gang hun kom med den mindste lyd, eller flyttede det mindste på sig, åbnede Jaris øjnene og løftede armen lidt, bare så hun lettere kunne flytte sig rundt. Det var utrolig udmattende, når han generelt var vant til at sove langt mere end nødvendigt, men han havde simpelthen ikke været i stand til at falde ordentligt i søvn.

Trods hans store mangel på søvn, kunne han alligevel ikke lade være med at smågrine lidt, da han hørte Daphnie klage over at det snurrede. Det havde hun helt selv været ude om.
”Måske fulgte den bare dit eksempel og bællede selv halvdelen af kroens øl,” mumlede han halvt ned i puden. Okay, han overdrev måske en hel del, men hun var altså også rimelig påvirket. Det måtte den svage røde farve på hans kind være bevis på.
”Bare bliv liggende, jeg skal nok hente noget vand til dig.” Det gik ikke stærkt for Jaris at kravle hen over hende og vælte ud af sengen, men han kom da på benene. Han samlede hendes glas fra aftenen før op og gik så hen og fyldte det med nyt vand, uden at vente på om hun overhovedet ville have noget. Han havde taget den beslutning for hende, og inden længe stod han foran hende igen og rakte kruset til hende.

 " Det var dumt af den..  " mumler hun lidt. Hun var godt klar over det var en hentydning til hende selv, og hendes egen kommentar var egentlig også lidt henvendt til sig selv, for det var dumt. Det var altid dumt at drikke så meget man blev dårligt. 
 " Så meget drak jeg heller ikke...  " mumlede hun så alligevel lidt klagende. Hun var da ret sikker på hun ikke drak så meget igen. Det havde måske gået lidt stærkt, men Jaris var også lidt tarvelig! Daphnie maste hovedet lidt ned i puden, med et lidt trist udtryk. Hun havde faktisk ikke synes det havde  været en særlig sjov aften. Hun rynkede panden lidt. Hvordan var de egentlig kommet hjem? 

 " Uuuurggh.. så skal jeg gøre noget..  " mumlede hun lidt da Jaris rejste sig for at finde noget at drikke til hende. Så var hun jo nødt til at sætte sig op, og der var så langt der op. Hvis nu hun gemte sig i sengen, kunne hun måske slippe. Hun gik derfor møvet tæppet godt op over sig, inden hun lagde puden over hovedet. Til sidst var det eneste der manglede benet der støttede sig til gulvet. Det blev løftet op, og ind under tæppet, men meget hurtigt lød der et Nope fra hende og benet fandt tilbage til gulvet. Hun var sikker på sengen ville gynge så meget hun faldt ud af den, hvis hun ikke havde en fod på gulvet. 

 Tungt pustede Daphnie ud. Hvor havde hun det dog dårligt.. Gulvet knirkede lidt under Jaris som han kom tilbage til sengen. Sløvt og langsomt fik hun løftet puden fra hovedet, og lige så stille åbnede øjnene sig. Hun var sikker på hun lignede en der havde været døende i flere dage. Der gik lidt for hendes øjnene vænnede sig til lyset, og imens kiggede hun lidt op på Jaris der stod og tårnede sig over hende.
 " Du kunne sikkert blive brugt som et stykke af bymuren, så høj du er..  "mumlede hun overvejede. Okay.. Hun var måske en lille smule bagstiv. Forsigtigt fik hun sat sig op, og da hun var kommet op at sidde, lænede hun sig lidt frem med hænderne foran ansigtet.
 " Jeg bliver aldrig pirat..  " mumlede hun lidt. Ikke at der nogensinde havde været planer om hun skulle være pirat, men hvis nu Jaris havde haft overvejet om Daphnie ville være pirat, så var han da i hvert fald sikker på hun ikke skulle nu!

Jaris nikkede let, ikke fordi han havde noget imod at hun havde drukket, tværtimod. Han havde moret sig gevaldigt over hendes slørede ord og spydige kommentarer. Det var næsten rart at se, at Daphnie kunne være mere end bare den søde, uskyldige pige, der ikke rigtig kunne samle modet til at gøre så meget. Han nikkede kun for at drille hende endnu mere og efterfølgende løftede han let det ene øjenbryn. Nej, hun havde vel ikke drukket meget, men nok til både at spilde en hel øl og smække ham en hen over kinden. Det var han jo godt klar over at hun ikke ville have gjort ædru.
”Ja, det skal du,” sagde han lidt bestemt. Hun blev nødt til at sætte sig op, for han ville ikke lade hende slippe for at få noget ordentligt væske i sig.

Meget træt, men utrolig tålmodig blev Jaris stående ved sengen, med kruset rakt ned mod Daphnie. Det tog hende godt nok lidt tid at komme op at sidde, men det skete da til sidst. Han rystede let på hovedet til hendes ord, som om han lige skulle sige at han altså ikke havde tænkt sig at lege mur, selvom hendes bagstive hoved synes det lød som en god idé.
”Hvad?” Grinede han kort efter. ”Din livslange drøm om at blive pirat er måske lige blevet knust?” Han måtte lige få sin trætte latter under kontrol, inden han talte videre, for han havde bestemt ikke regnet med at Daphnie havde drømt om at blive pirat.
”Hvis du ikke tager kruset, så slipper jeg det bare.” Han kunne jo ikke blive stående her hele morgenen og langsomt begyndte han også at løsne grebet om kruset med fingrene. Han løj ikke, hvis hun ikke tog fat, så ville han bare slippe og lade det hele ende i sengen.

 Med hænderne foran ansigtet rynkede Daphnie forvirret panden, da Jaris spurgte ind til om hendes store drøm nu var knust. Hænderne flyttede sig og Daphnie drejede hovedet og så op på Jaris. Lidt langsom til at indse at han måske faktisk troede at hun reelt havde tænkt over at være pirat begyndte hun at grine lidt.
 " Oh nej nej.. Jeg kom bare til at tænke på det.. " hun trak lidt på skulderne inden hendes øjenbryn løftede sig og hurtigt rakte hun ud efter kruset. Hun orkede slet ikke at der skulle være vand ud over det hele, og hun var ikke i tvivl om at han nok skulle gøre det, og det ville være hende der skulle rydde det op. 

 Med et lidt fraværrende og træt udtryk sad hun bare og sippede lidt til vandet. Hun var ikke rigtig tørstig men uanset hvad var det nok godt nok at få noget at drikke. Imens prøvede hun at tænke tilbage på aften. Jaris havde været sammen med Lukas mens hun arbejdet færdigt, og så var Aljia, Olander og Dorian kommet over til dem. Alija og Jaris havde flirtet? Daphnie rynkede panden lidt da det begyndte at blive svært at huske hvad der var sket.
 " Hvad skete der efter Lukas gik..? " mumlede Daphnie ned i kruset mens hun blot stirrede frem for sig med panden rynket i en tænkende mine. 
 " Og hvorfor gik han? " hun så op på Jaris med hovedet lidt på skrå, inden hun fik et meget underligt og underende udtryk over sig der ændrede sig et par gange som hun prøvede at finde hoved og hale i det hun kunne huske.
 " Og hvorfor husker jeg at du badede i øl..  " det sidste blev mumlet lidt lavere som det mere var en kommentar til hende selv, for hun var ret sikker på Jaris ikke havde badet i øl, hvor skulle han have gjort det? Hun håbede lidt Jaris snart kom tilbage til hende i sengen, først og fremmest fordi det ikke var rart at kigge op på ham, men også fordi det var meget nemmere at putte sig ind til ham, når han var i sengen med hende.

Jaris nåede kun lige at slippe kruset helt, inden Daphnie reddede det fra at ende i sengen. Ikke at han ville have haft et problem med det, det var jo ikke ham der skulle rydde op, det vidste de begge to godt at han ville være for doven til. Han ville være kravlet tilbage i sengen og lagt sig til rette, men nu havde han lige bedt hende om at sætte sig op, og han kunne ikke bede hende om at flytte sig igen. Så i stedet satte han sig på gulvet, lagde begge arme op på sengen og hvilede kinden mod en arm. Sådan kunne han sagtens sidde og halvsove mens Daphnie drak sit vand.

Øjnene blev lukket i og forblev lukkede mens Daphnie stillede spørgsmål.
”Ej, det var mange spørgsmål så tidligt om morgenen,” brokkede han sig mumlende. Han skulle nok svare, han skulle bare lige gabe færdigt.
”Der skete… mange ting.. efter Lukas gik,” sagde han og kom med et lidt halvtræt, bøvet grin. Han behøvede vel ikke at gå i detaljer medmindre Daphnie spurgte ind til det.
”Han gik fordi… Det ved jeg egentlig ikke. Jeg kom vist til at hentyde til noget mellem os to, og så fik han lige pludselig travlt med at komme ud derfra.” Han trak let på skuldrende. Det betød vel ikke så meget? Endnu en latter lød fra ham, for han kunne jo ikke lade være med at svare på hendes kommentar til sig selv;
”Og du husker at jeg badede i øl, fordi du sørgede for det, da du hældte et helt krus ud over mig.” Endelig åbnede han øjnene og flyttede lidt på hovedet, så hagen hvilede mod armen i stedet og han kunne rette blikket mod hende. Han ville jo lige se hvordan hun reagerede, når hun hørte det.
”Det spredte sig til steder hvor øl aldrig burde sprede sig til... Adr..” Det var en lidt doven lyd af et gys der kom fra ham, men lidt klamt havde det da været.

 Daphnie brummede bare et let mh da Jaris klagede over hendes mange spørgsmål. Nu havde hun lige kæmpet hårdt for at komme op at sidde og tage kruset, så var det også hans tur til at lave noget! Da Jaris bare sagde der skete mange ting efter Lukas gik brummede Daphnie blot kort igen. Det var ikke specielt beskrivende. Hun nåede ikke at spørger ind til hvad mange ting var, før Jaris svarede på det næste. Igen kom hun blot med en brummen, langsom i optrækket som hun var denne morgen, men da det ligesom gik op for hende hvad han sagde fik hun store øjne.
 " Du hvad!?  " hovedet blev drejet så hun kunne se på ham med en blanding af overraskelse og nervøsitet. Hun følte sig pludselig noget mere dårlig og begyndte at koldsvede lidt. Hvad hvis Aksel fandt ud af noget. Jaris snakkede dog bare videre og Daphnie sad bare og rystede lidt på hovedet med panikken begyndende i hendes øjne. 
 " Nej nej nej, stop stop! Hvad sagde du til de... vent hvad? " Daphnies pande rynkede sig i en undrende rynken mens hun så lidt tomt frem for sig, som hun prøvede at komme i tanke om hvorfor hun skulle hælde en øl ud over ham. Det gav ingen mening for hende for hun skulle gøre sådan noget, for som Jaris selv pointerede var det noget værre griseri.. 

 Daphnie havde allerede glemt alt om hun egentlig var blever nervøs for hvad Aksel ville finde ud af, og at hun ville have at vide hvad Jaris havde sagt til de andre, der kunne have hentydet noget mellem dem. I stedet sad hun blot og koncentrerede sig om at komme i tanke om hvad der var sket. Dog kunne hun ikke, uanset hvor meget hun prøvede, komme i tanke om hvorfor hun dog skulle hælde øl ud over ham - noget det nok også var for det bedste.
 " Jeg tror ikke på dig... " mumlede hun lidt, med panden rynket.
 " Det må have været en anden der gjorde det..  " det var den eneste løsning. Hvorfor skulle hun ellers have mindet om et ølbad? Det gav bare ikke mening det var hende selv der havde gjort det. Daphnie så lidt ned på Jaris, betragtede ham lidt, og lagde så mærke til de røde mærker på hans kind. Hovedet blev vippet lidt på skrå, mens panden igen blev rynket, inden den ene hånd flyttede sig ned til hans kind, og utroligt blidt ved over mærkerne.  
 " Hvad.. " mere nåede hun ikke at sige, før hun kom i tanke om hvad der var sket. En smule skamfuldt slog hun blikket væk fra ham, og tog fingrene til sig, som havde hun brændt sig. Hun kunne ikke huske hvorfor hun havde slået ham, men det var også lige godt. Hun slog aldrig nogen, og det gjorde hendes ked af det at hun havde slået ham. Med blikket slået væk og hånden trukket til sig, sank hun kort.
 " Undskyld...  " mumlede hun lavt med en flov tone over sig.

Jaris havde ikke ligefrem forventet at Daphnie ville tage det helt godt, når han nu nævnte at han måske var kommet til at hentyde noget over for Lukas. Det var vel egentlig heller ikke sikkert, at det overhovedet var derfor han var gået, selvom hans pludselige aftale virkede lidt underlig for dem alle. Daphnie skulle bare ikke have lov til at få alle detaljer, i hvert fald ikke med det samme, så han snakkede videre, dog ikke uden et lille grin. Måske han kunne være sød lidt senere og fortælle hende lidt mere, men det lod alligevel til at være lige meget, da hun blev mere optaget af at tænke over om det næste han sagde overhovedet var sandt.

Selvfølgelig troede hun ikke på ham. Hvis han ikke selv havde set det, endda været offeret, så ville han nok heller ikke tro på, at Daphnie kunne finde på det. Han løftede let det ene øjenbryn, som hun mente at det måtte have været en anden og så rystede han lidt på hovedet. Det var ikke en anden. Han forblev stadig stille, han ville ikke forstyrre for meget, når hun så ud til at forsøge så meget i at kunne huske. Han så hendes hånd på vej mod sin kind ud af øjenkrogen, men holdt selv blikket på hende. Han kunne have været direkte led og kommenteret på de røde mærker på sin kind, men der gik ikke længe før hun trak hånden til sig og skamfuldt slog blikket ned, så han lod være.
”Jeg tror aldrig jeg er blevet slået fordi jeg sagde nej til at pille tøjet af en.” Det var ikke en direkte kommentar om mærkerne, men han kunne da stadig ikke lade være med bare at drille lidt.
”Til gengæld har du heller aldrig været så villig før. Er det kun mig du beder om at tage dig i en gyde midt om natten? For så burde jeg måske alligevel føle mig lidt beæret. Måske jeg endda burde have sagt ja.” Og så drillede han lige lidt mere. Der bredte sig også et stort smil om hans læber og det forsvandt heller ikke ved hans næste ord;
”Og bare rolig. Jeg tror ikke Lukas har opfattet noget særligt.” Det kunne han selvfølgelig ikke vide. Han trak let på skuldrende, inden han tog sig sammen til at rejse sig fra gulvet. Han skulle da lige finde lidt morgenmad, og de små poser med småkager var jo ikke svære at finde, nu hvor han kendte samtlige gemmesteder. Han tog en af poserne med tilbage til sengen, hvor han lagde sig ned og placerede hovedet i Daphnies skød.

 Det var tydeligt at se, at det gik Daphnie på at hun havde slået Jaris. Endnu mere fordi det umuligt kunne have været over nogen specielt vild grund hun havde slået ham, for at ville hun nok kunne huske det noget bedre. Jaris var dog så venlig at genopfriske for hende hvorfor hun havde slået ham, og hun så tilbage på ham med panden rynket og et udtryk der gjorde det klart at hun ikke rigtig troede på det. 
 " Det var bestemt ikke.. " udbrød Daphnie bestemt, men stoppede sig selv midt i sætningen. Som hun begyndte at sige ordene kunne hun godt mærke de ikke lå rigtig i munden, og hun blev nødt til at stoppe sig selv. Hendes blik blev igen slået lidt ned, og en let rosa farve fandt vej til hendes kinder. Hun løftede blikket og skulle til at kommentere om han var ved at blive syg, siden han havde sagt nej, men nåede det ikke inden Jaris snakkede videre. 
 Ordene der kom ud af Jaris mund, fik Daphnies øjne til at spærre sig op og hendes mund til at åbne sig lidt. Lyn hurtigt bredte den rosa farve fra hendes kinder sig til hele hendes ansigt, og før hun vidste af det, var hun ildrød helt ud til spidsen af ørene. 
 " Du lyver! " Udbrød hun så, og glippede lidt med øjnene. Tonen i hendes stemme og den røde farve i hele hendes hoved, sagde lidt at hun et sted godt vidste han ikke løj. 
 " Det kunne jeg aldrig finde på... " mumlede hun lavt og så væk. Da hun lykkeligt havde glemt alt om at Jaris sagde sagt han muligvis havde hentydet til noget mellem hende og Jaris, kom nervøsiteten tilbage da han tog det op igen. Hans konstatering beroligede hende ikke særlig meget, og hun sank en nervøs klump. Aksel og Lukas havde aldrig været utrolig gode venner, og Lukas var normalt en meget.. retmæssig og pligtopfyldende person. At han havde været sammen med Jaris var meget ved siden af han normale person. 

 Da Jaris rejste sig satte Daphnie vandet ned på gulvet og lagde sig ned i sengen igen, og lagde puden over hovedet så hun kunne gemme de meget røde kinder. At komme op og sidde og få noget vand, havde hjulpet en hel del på alt snurren, men benet blev nede på gulvet. 
 Vægten i sengen skiftede lidt som Jaris kom tilbage op i den, men Daphnie flyttede sig ikke særlig meget. Det var kun hænderne der flyttede sig ned og nussede Jaris let i håret, da han havde lagt sig på hendes skød.
 " Jeg drikker aldrig igen... " mumlede hun med, stadig med puden på hovedet. Inderst inde vidste hun godt det nok ikke holdt, men så pinlig som hun følte sig, havde hun vidst oplevet op i løbet af natten, til at hun ikke behøvede at drikke igen for om lang tid.

Jaris kunne ikke lade være med at more sig gevaldigt over Daphnies udbrud, som han fortalte. Det var vel heller ikke fordi det ikke ville have været morsomt at bilde hende en masse ind, ting som hun skulle have gjort aftenen før, men egentlig ikke var sande. Der var bare ingen løgn i noget han sagde, og det kunne han også se på hende, at hun egentlig godt vidste. Han sendte hende samtidig et sigende blik, for hvornår havde Jaris nogensinde været i stand til at lyve godt? Hvis det han sagde ikke passede, ville han skulle tænke meget længere over sine ord, som ellers væltede ud i en lang række. Og hun havde ret. Hun kunne aldrig finde på det. Hvis hun altså ikke havde drukket.

Der lød et fnys fra Jaris. ’Jeg drikker aldrig igen’. Det vidste de vist begge ikke passede og Jaris ville egentlig heller ikke have det til at passe. Nu var hun ikke svær at lege med i forvejen, men han ville da være helt ved siden af sig selv, hvis han ikke udnyttede Daphnie når hun var godt fuld. Måske ikke lige midt i en gyde, men det var kun fordi han vidste hvor dårligt hun ville have det dagen efter. Men hun kunne vel ikke brokke sig, hvis det ikke var så offentligt.
”Ikke at jeg klager hvis du gør. Du er muligvis meget villig når du har drukket, men jeg er nu stadig nysgerrig om hvordan du er blevet så… kontrolleret?” Hvis man da kunne formulere det sådan. Jaris havde selvfølgelig bemærket hvor lystig hun havde været sidst de lavede noget sammen, i modsætning til hvor forlegen hun havde været de andre gange.
”Du har måske øvet dig med nogen, efter jeg tog hjem?” En let latter forlod hans læber, inden han skubbede den første småkage i munden. Det var mest af alt ment i sjov, for han gik ikke ud fra at Daphnie var modig nok til faktisk at gøre det.

 På grund af puden over ansigtet, kunne Daphnie ikke rigtig se hvad hun lavede. Hun kunne selvfølgelig mærke Jaris hår og sådan, men hvorvidt hun var ved at stikke fingrene i hans øje vidste hun ikke. Det var selvfølgelig ikke noget hun forsøgte at gøre, men af og til kunne hun da mærke at fingeren ramte et sted der buede lidt ned af.

 Daphnie trak lidt på skulderne til hans spørgsmål og var glad for puden lå på hendes ansigt. Selvom hendes kinder stadig var ildrøde, kunne man stadig se på hendes udtryk at han ord havde ramt.. Noget. Hun sank lidt nervøst og håbede han ikke ville kommentere mere på det, hun var jo godt klar over det hele bare var for at drille, og det viste hende da også lidt, at han ikke tænkte specielt meget over de rygter de andre havde fortalt om på kroen. 
 Men selvfølgelig skulle han spørge mere ind til det. Et kort øjeblik stoppede hendes hænder op med deres nussen, og Daphnie lå bare helt stille. Det var jo ikke fordi hun som sådan havde øvet sig, hun.. havde bare haft uro i kroppen og Declan var dukket op helt af sig selv. Det var jo ikke fordi det var meningen.  
 " ... Nej..  " selvom det ikke var en løgn, kunne man alligevel godt høre noget usikkerhed i hendes stemme. Hænderne begyndte deres nussen igen, og et øjeblik overvejede hun om hun skulle lade hænderne finde ned foran hans mund, så han ikke kunne sige mere, men det ville være rimeligt åbenlyst at der var noget så. 

En gang imellem var Jaris nødt til at lukke et øje halvt i, når han lige kunne mærke en finger stryge ned forbi hans øjenbryn. Af samme grund forsøgte han at ligge så stille med hovedet han kunne, men han havde vist aldrig været helt god til at ligge stille, medmindre han sov. Han kunne ikke være med at skæve op mod Daphnie, hvilket kun fik hende til at ramme et øje, som han heldigvis nåede at lukke i inden. Ikke at det generede ham. Han var blevet alt for vant til at blive pillet ved, når folk forsøgte at irritere ham, men det lykkedes dem aldrig.
Selvfølgelig kunne Jaris ikke lade være med at spørge mere ind til det. Han kunne ikke lade være og da Daphnie reagerede ved at stoppe med at nusse videre, var han da godt klar over, at det ramte noget, hun måske helt ville undgå at tale om.

Småkagen blev endelig slugt og posen blev stillet ned på gulvet. Stille og roligt kom Jaris op på alle fire, så han kunne kravle halvt hen over Daphnie og lægge sig til rette. I et hurtigt ryk stjal han puden fra hende og smed den ned i den anden ende af sengen. For at være lidt ekstra nærgående, gav han sig til at prikke til hendes kind, igen og igen.
”Hvad er det du ikke fortæller mig?” Spurgte han og fandt sit pæneste smil frem. For der var vist et eller andet hun ikke sagde og han skulle nok irritere hende, indtil hun gav efter. Det var jo ikke fordi han ville blive hverken sur eller trist, hvis hun endelig havde været sammen med en anden. Nogen skulle hun vel lege med, når han ikke var der.