Hun prøvede ganske ihærdigt at holde hendes vejrtrækning på det normale, men hun havde aldrig befundet sig i så prekær situation før. Hvilket nok også var ganske tydeligt på hendes måde at opføre sig på - så meget anderledes end hun normalt ville være. En anelse skræmt, forvirret og trukket ind i sig selv. Men alt omkring den unge mand, var bare - så voldsomt, at det kunne være svært for hende at holde styr på hans mange måder, at bevæge sig rundt i hans følelser. 
Og som han snakkede omkring hans søster, kunne hun dog mærke en ro falde over hende - i det mindste var der er en person han elskede. Som var ganske tydeligt en, han aldrig ville gøre noget mod. Men, spørgsmålet var blot - hvordan var den søster så. Og var de virkelig så gode for hinanden, siden at Chaunce stadig kunne finde på at opføre sig som han gjorde. Han havde tydeligvis ingen sammenhæng mellem at være god og være ond. I hans optik, var alt det han gjorde - jo blot for hans egen skyld, og hvordan kunne det være en dårlig ting. Eller det måtte hun gå ud fra, siden han havde spurgt ind til hvad var lys og hvad var mørke. 

Inden hun dog nåede at svare på, at han kunne bevise det - da var han allerede på vej ud af værelset. Med store øjne, prøvede hun at se om hun måske kunne flygte - men følelsen af rædsel greb hendes indre. Han ville sikkert bare blive sur på hende, hvis hun prøvede at komme ud af vinduet. Nej hendes eneste mulighed, var at få ham til at lade hende gå - helt frivilligt. 
Hun tog forsigtigt mod den gamle bamse, der så - en smule sølle ud. Og på trods af, at han stadig skræmte hende, fremtrådte der et stort smil frem på hendes læber.
"Tusind tak Chaunce, den vil jeg passe virkelig godt på." og selvom da hun knugede den ind til sig, gjorde hun kunne lugte den fæle lugt der lå hen over den - ændrede det stadig ikke på smilet der prydede hendes buttede læber. "Tror du - måske også snart, jeg kan få lov til at aflevere brødet til børnene? Nu når der alligevel var noget, som jeg kunne hjælpe med i huset?" spurgte hun forsigtigt, og hævede det ene bryn spørgene. 

Chaunce’s opadvendte mundvige sitrede i det, at Rhoslyn erklærede, at hun ønskede at gå. Se, det var jo ikke spor sjovt, konstaterede dæmonen og for et langt øjeblik, kunne han ikke andet end at betragte hende, med et ulæseligt mørke gnistrende i de giftgrønne øjne. 

Da han omsider brød tavsheden, der havde lagt sig kvælende om dem begge, måtte han rømme sig, for at bekæmpe en skinger tone i hans stemme. Således startede den nemlig ud, som var han intet andet end en stor knægt, hvis stemme gik i overgang i tide og utide: ”Na-naturligvis! Nu skal jeg følge dig ned, kæreste”, mumlede han, tydeligvis under store kvaler. Faktisk lignede Chaunce en, der var blevet taget på sengen i noget unævneligt, for blikket flakkede kortvarigt og de lange, stærke fingre pillede grænsende til nervøst ved hinanden.

De var jo lige gået i gang med at lære hinanden at kende, og så ønskede hun at gå! Hvordan hang det overhovedet sammen? Havde han ikke været sød? Havde han måske ikke skænket hende en dyrebar gave?

Chaunce rakte en hånd fremad mod hende og tvang sit indsmigrende smil tilbage henover læberne. ”Så kom, lille fugl. Børnene kan jo ikke vente megen længere, kan de vel?” Med de ord førte Chaunce Rhoslyn ned ad den snoede trappe, der syntes at fortsætte i en uendelighed, men da de stillede sig ved døren, sukkede han lavmælt.

For blot et øjeblik var det som om, at han slet ikke kunne give slip på Rhoslyns spinkle hånd, men som havde han pludselig brændt sig, trak han sin til sig. ”Hav det godt, indtil vi ses igen”, hviskede han, hans stemme hæs og brummende.

For – oh, min lille, fine fugl – vi vil skam ses igen. Det lover jeg.

At han sådan uden videre gav hende lov til at gå - det kom så sandelig bag hende. Og smilet på hendes læber, voksede også i takt med at de gik ned af den forfaldne trappe. Gennem gangen, der hvor at tapetet på væggene var ved at falde af - men for hvert skridt, kunne hun få luften lidt længere ned i hendes lunger. For hvert skridt, kunne hun mærke lyset igen summe igennem hende. 
Hendes blå øjne lagde nogle stjålne blikke på Chaunce, som hun gik ved siden af - måske hun kunne finde lyset i ham også. Hvis han sådan lod hende gå, så kunne han jo ikke være helt igennem ond. Og hun troede jo hellere ikke på, at alle kunne være dét. 

Hendes fingre lagde sig omkring kurven med det ny bagte brød, og hun nikkede langsomt til hans ord. "Tusind tak Chaunce -" den fine bamse havde han havde givet hende, lagde hun oven på den hvide dug. "Og tak for gaven, den sætter jeg pris på - til vi - ses en anden dag." hun var en anelse tilbageholdende med at sige de skulle ses igen, men mon ikke han ville holde hans ord. 
Selvom hun da også havde sine tvivl, om hun nogen sinde ville se ham igen. 
Og med hurtige skridt, forsvandt hun fra det faldefærdige hus, og skyndte sig ned ad gaderne mod børnehjemmet.