Dearalda måtte le hovedrystende af den fjergivende engels uopmærksomhed, men lod ikke flere ord følge. Slet ikke som hendes forslag virkede til at sprede et lys mellem de to nylige forældre for en tosomhedsstund. Hvor vækkede det minder, skønt de kun havde haft deres ene og ikke meget besvær med hende. Lyse minder, der kastede skygger i øjeblikket, hvor lidt hun end lod de andre det se.

I stedet tog hun instrukserne ind og nikkede forstående. "Vi finder en vej, som vandet og solen altid gør. Måske husker vi endda hvor meget tiden har sløret om småfolk for os." Med det sidste var hendes smil gledet skævt og hendes blik mod Elisor. For dem begge var der trods alt tale om århundrede og ikke kun årtier.

Som døren gled i bag det undslupne par, kom de første utilfredse kny fra pigerne. Som havde de ventet til de kunne teste de smilende fremmede og se hvor meget ekstra de kunne springe. Mad hjalp en stund, fjer det samme, men først helt som to blide stemmer forenede sig i en vise ældre end tiden på et sprog længe tabt selv for elverne. Måske virkede de uforanderlige for mange, men tiden tog dem alle og forandrede dem alle. Hvad sangen også cirklede omkring.