Pointen? 
Lumine's øjne blev små smalle streger, da Orpheus begyndte at nævne de dragefødte, og ild dæmonens overlæbe vrængedes opad i en snerren. De dragefødte. Selvfølgelig... selvfølgelig var det dem det handlede om, og lige i det øjeblik, der var det alt der rungede for hendes ører. 'Hvad var pointen i at træne de dragefødte, hvis han ikke selv boede der' - jah det blev til hvad var pointen med... det hele. Noget hun aldrig havde forstået omkring ham, og nok aldrig ville komme til at forstå, fordi det lå så fjernt fra hendes virkelighed og samtidig nært nok til at hun væmmedes alene ved tanken om de skællede misforstre, der optog alt hans tid og fyldte hans liv. 
Tidspunkter hvor at hun burde fylde, og hvor at de burde blive skubbet til side. 

Lumine stødte fra hans bryst, for at sætte sig mere op. "Nej, drageværket gav mig mit liv, ikke Kzar Mora. Og det liv, var ikke nogen dæmon værdig" at hun var skabt til et tjenende formål var afskyeligt - ikke noget hun ville mindes, og hun ville ikke være i nærheden af det sted hun... burde arbejde, om reglerne blev fulgt til døren; Lumine's essens var skabt for at drive drageværket, trods alt. Hendes stolthed kunne ikke bære den erkendelse hvis den kunne slippe. 
Gnister dansede i de røde øjne, imens forharmelsen over at han blev ved med at holde fast i noget så trivielt som værket, noget så trivielt som det her sted, slog sine giftige rødder, igen. Hvorfor ville han ikke forstå? 
Det gjorde ondt, at han ikke forstod. "Pointen?" Lumine's stemme var lavmælt men indebrændt. "Pointen er at du lige har sagt at du elsker mig, Orpheus. Hvorfor skal drageværket - hvorfor skal de dragefødte sætte det... os, over styr?" 
Hun ville ikke finde sig i at være nummer to; og det ville hun unægteligt blive, så snart han kastede sig over sit arbejde og sin... passion igen. Hun havde set det før. 

I Orpheus' optik var drageværket og Kzar Mora en og samme ting. Uden Kzar Mora ville drageværket ikke eksistere, og drageværket eksisterede kun for at ophøje Kzar Moras storhed, og søgte efter den gamle storhedstid, for at den kunne komme tilbage igen. Forhåbentlig en dag ville det ske.
Han var dog også godt klar over at det var noget af det der bundede i deres problemer, men alligevel gjorde det ondt, ikke fysisk, men mere inden i, da han mærkede Lumine presse sig væk fra ham, som afskyede hun tanken om ham. Kunne det her ikke fikses? Alt han ønskede var Lumine i sine arme igen, men han kunne ikke give slip på hvad han havde opbygget. Det bød hans stolthed ham ikke. Han var ikke en slave, og da slet ikke blød, selvom hun kiggede på ham med sine betagende øjne.

Som tankerne slog giftige rødder i Lumine, var det som om et stort sort hul banede vej i Orpheus' indre. ”Var det ikke din stolthed der kom i vejen til at starte med?” svarede han tilbage, ikke nær så lavmælt som hun. Hans øjne var hårde, mere af nød end fordi han var hård. Det føltes som om at han var ved at gå i stykker om få øjeblikke, selvom med de næste ord blev hans øjne lidt mere bløde. ”Jeg elsker dig mere..." Han rakte forsigtigt op for at røre hendes kind. Hun var så vidunderlig, det kunne han aldrig benægte. "Mere end noget andet på denne her jord,”  Hans øjne blev mere hårde og han trak hånden væk igen. Det havde blot været for et øjeblik, han lod kærligheden stråle igennem. ”Men sagde du ikke også at du elskede mig? Eller var det blot for at snyde mig til at give alt op for dig igen? Jeg gav dig det du ønskede allermest, og der har ikke været en eneste dag, hvor jeg ikke har hørt for det!” Det var de forbandede minder. Var de aldrig blevet givet tilbage til Lumine, så var det her ikke sket. Han forstod ikke hvorfor hun følte sig mindre værd, blot fordi hun kendte til ophav. Vidste hun ikke at det gjorde det blot mere imponerende hvor langt hun var kommet? 

Følelser i konflikt trak og skubbede skiftevis i Lumine, der ligedele havde lyst til at le foragteligt over hans ord omkring hendes stolthed, og gengælde de opsøgende øjne og forsikrer ham om at det var gengældt. Hun kunne mærke helt ind i sin essens - der hvor der måske burde være et hjerte - at hun elskede ham. Men dobbeltmoralen i det her var så tydelig, hendes stolthed havde aldrig været større end hans egen. Den var nok nærmere kun affødt af hans. 

Og den kom mest af alt til syne, når han begyndte at anklage hende. Snyde ham? Give alt op igen? Lumine's gnister slog et slag omkring hende og hun rystede benægtende på hovedet. "Du har aldrig givet noget op for mig, og kun mig, Orpheus" hun vidste ikke hvad han talte om, men minderne... det var noget hun vidste om, og ligeså taknemmelig hun var for at have fået dem, jah ligeså frustreret var manden velsagtens over at de nu var givet tilbage. 
Hun rykkede sig ikke, det føltes som om at hvis hun rykkede sig væk fra ham nu, betød det mere end  at hendes krop var rastløs i vreden, og havde brug for at komme ud med noget af det. Det ville betyde noget andet for ham, så meget var hun trods alt ikke blind for at se, og lænede sig en anelse ind imod ham ved det næste. "Hvis de virkelig kun havde været for min skyld, og ikke for at du selv skulle få noget ud af det, ville du ikke have et problem med at jeg nu har dem. Du ville være glad på mine vegne - men nej". Noget vådt havde kort prøvet at samle sig i hendes øjenkrog, men det fik ikke plads, sådan som Lumine hurtigt vendte sårbarheden til intensiveret vrede. "Du... du vil have at jeg skal være taknemlig - hvilket jeg er, hver eneste dag. Men jeg er ikke forgældet, fordi du gav mig den her gave!" Lumine måtte kigge væk da hun forræderisk følte hvordan at nogle tårer bare ikke ville tvunges væk, og kunne i sidste ende ikke sidde stille mere. Fødderne ramte stengulvet, og den (stadigvæk) nøgne krop kastede sin glød på værelsets vægge. Hun tog en dybere indånding, armene krydsedes beskyttende foran brystet idet at hun vendte sig omkring for at se på ham. "Du er den jeg ønsker mig allermest - både dengang, og nu. Men..." Lumine sank en klump, inden at hun nikkede bestemt. "Men du er ikke dig selv. Ikke mere, ikke lige nu, i hvert fald" hun havde ændret sig, det var sandt. 
Men i dét sekund drageværket havde åbnet op igen, havde han også ændret sig - og dét til det værre. 
Det nyttede alligevel ikke noget. Lumine's øjne flakkede ned imod det sted hun havde smidt sin kjole, for at kunne få den på igen.

Måske denen her samtale allerede var blevet besluttet fra det øjeblik Lumine havde trådt ind på grunden, og de aldrig ville kunne komme til en enighed, ikke som deres følelser hvirvlede rundt i dem. I sidste ende ville de det samme, men stoltheden... stoltheden var der altid. Synden Orpheus var blevet født ind i, og en han måske havde kultiveret for meget i Lumine, for hvad var der ikke at være stolt over? De var fantastiske.
Deres mening om hvor den spillede ind, var dog ganske forskellig.

Han følte sig dog frustreret som hun prøvede at vende det her mod ham, som om han ikke havde gjort det for hendes skyld. Han kunne ikke benægte at der ligeså meget havde været noget skyldfølelse over at han havde taget dem i første omgang, og han ville gøre op for det, men havde hun aldrig vist det ønske, så havde han aldrig givet dem til hende. Det havde været fordi hun ønskede det så dybt og inderligt, at han havde gjort. Han gjorde det for hende. Men det var som om hun ikke forstod.
Som hun rejste sig op, havde han lyst til at hive hende tilbage til ham. Lad vær med at gå, bliv! Men han kunne ikke få sig selv til det, og rastløsheden spredte sig i hans krop, såvel som hendes, som de endnu engang ikke kunne finde ud af det.

Han kunne mærke et sug i kroppen, som hun stadig pointerede at hun ønskede sig ham, det var nemt at glemme når følelserne gik så højt. ”Og du er?” kom det frustreret svar tilbage, og en irriteret hånd gled gennem hans hår, selvom han blev siddende – for nu. ”Jeg ønsker ikke at du skal stå i gæld til mig, men inden jeg overhoved fik lov til at færdiggøre mit livsværk, havde tingene allerede forandret sig! Du har ikke kunne klare at vide, at du blev skabt under mig.” Han vidste godt at det ikke var de pæneste ord. ”Men du behøver ikke at være under mig! Du behøver aldrig at gå tilbage til det værk og hjælpe til.” Han ville ønske at hun ville gøre det, men han respekterede det. Det var også med de ord han endelig rejste sig op, ligeså nøgen som hun var. ”Jeg vil bare have dig til at være min hustru, min elskede, ikke min arbejder, for det er du for fantastisk til.” Han var ikke sikker på hvornår han var begyndt at trække vejret hurtigere, men han kunne mærke hvordan hans bryst hævede og sænkede sig hurtigere end normalvis. Han var dog også parat på at Lumine ikke ville tage ordene til sig, som hun jo aldrig gjorde. Det var derfor de aldrig havde skændtes, var det ikke? For der var ingen grund når de begge to var for stædige og stolte. De fik aldrig noget ud af det. 

Det var en lidt uretfærdig beslutning, sådan som Orpheus valgte på den ene side at sige næsten alt hvad hun havde længtes efter at høre i evigheder, og på den anden side alt hvad der tirrede det iltre sind, og fik dæmonens øjne til at blive smalle lysende sprækker. Og det virkede bare lidt for perfekt at de ord kom nu, hvor at hun mest af alt var på vej videre. 
"Nej, det er lige præcis hele pointen. Jeg er ikke den samme som før!" eksploderede det til sidst med, og endnu en bølge af varme væltede fra Lumine, hvis hænder knyttedes langs siden og indre lyste i faretruende signaler af at det var nok. Under hende svitsedes gulvet af føddernes kontakt med underlaget, og hun kunne fysisk mærke hvordan at varmen fik håret til at bølge en anelse - en bi-effekt hun i den grad elskede - men samtidigt følte hun også hvordan at faretruende revner begyndte at strække sig ud fra hendes knyttede håndflader, lysende øjne, sammenbidte mund og smukke krop. Men hun kunne ikke stoppe det, da hun med tre hurtige skridt lod sig opsluge af vreden og trådte ham nærmere. 

Lumine's ansigt faldt tilbage med et ildevarlsende knæk for at kigge op i hans imonerende højde, og fingeren dirrede foran hans bryst, omend hun ikke rørte ham. Skete det, vidste hun at han ville brænde sig forfærdelig meget, og bizart nok, ønskede hun ikke dét for ham; var det hvad hun ville, var det allerede sket. "Og det er ikke mig det handler om - i hvert fald ikke kun" hvislede hun. "Dit her er ikke dit livsværk, stop med at priorter os bagefter en ting!" hvilket i og for sig virkelig var deres akilleshæl - Lumine elskede ting, men ville aldrig selv være en. I hvert fald ikke føle sig som en. 
Og hun var ikke færdig. "Og hvor vover du at sige, at jeg blev skabt under dig. Og at jeg er fantastisk. Og at jeg ikke behøver at gå tilbage - du - du... du-" Lumine's stemme knak på uretfærdig hvis over, og hun greb sig til halsen, en hæs hiven da hun med et blik ned af sig selv, kunne konstatere at hun var begyndt at smelte. Nej, ikke nu! 
Det var ikke fair!. 

Nu begyndte varmen alligevel næsten at være ulidelig, som stod han var en lavastrøm. Han var trods alt vant til varmen, fordi han opdagede så langt nede i undergrunden, men Lumines ild havde altid haft en anden varme til sig. Den var mere intenst, og ofte mere vred, fordi den var affødt af hendes følelser.
Dog var varmen nærmest lige meget, især når hun kiggede sådan på ham, for ikke at nævne de ord hun kom med. Det skar i hjertet. Han elskede den hun havde været, og han elskede hende også nu, selv gennem alt vreden og ensomheden. Han vidste bare ikke hvordan de skulle komme forbi det her, og hvordan deres dynamik måske havde ændret sig.

Han veg ikke tilbage da hun nærmede sig, selvom hans hud naturligt begyndte at svede under den intense varme, men han kunne også se at hun var tæt på, og han ønskede heller ikke det for hende. Det var aldrig sjovt at finde en ny krop, men samtidig, så kunne denne her samtale ikke stoppe.
Derfor kiggede han med kolde, vrede øjne ned mod hende. Hvor hun var ilden, var han til tiden isen. ”Hele min verden kan ikke kun omhandle dig!” sagde han bestemt, selvom han ønskede at holde om Lumine, sørge for at hun ikke smeltede, men han kunne ikke, han ville brænde sig selv. Det skulle man ikke gøre mere end en gang for at lære det. ”Jeg prioriterer jer ikke efter en ting. Du har altid været min første prioritet!” Forskellen var blot, at Lumine tydeligvis ikke kunne håndtere at Orpheus' opmærksomhed var delt op, og at der var visse ting han ikke ville gå på kompromis med. ”Men... prøv at se det fra min side...” han stemme var blevet lidt svagere, for hvis han ikke havde ønsket Lumine i sit liv, så havde han ikke stået her og kæmpet med hende, tryglet hende om at komme tilbage. 

Lumine fornemmede hvordan at et eller andet vendepunkt var passeret, og vidste derfor instinktivt, at det var en sprint nu, fremfor et maraton. Hun vidste ikke hvornår filmen ville knække, hun vidste ikke hvornår hendes krop ville give efter, og efterlade hende i den ydmygende og omflakkende position det var at finde en ny krop. Men hun vidste at det ville ske, selv med hvad end hjælp Orpheus kunne have ønsket at give hende. 
Hænderne strammede om den slanke hals, og da hun prøvede at åbne munden, var det desværre ikke ord der kom ud. Nej, flydende magma løb ud af mundvigerne, og stivnede med en sydende lyd imod det hårde gulv under dem; Lumine's lysende røde øjne mødte ligedele arrigt men også en anelse skræmt Orpheus' øjne. Det var lang tid siden at det er sidst var sket, var det ikke? 

Hænderne fløj op foran munden idet at hun hostende bukkede sig en anelse forover, endnu en bølge af varme slog ud og imellem de slanke fingre løb mere magma i en orangerød stribe ned. Men hun havde fået det ud som der lå imellem, og den raspende stemme fandt endelig plads til sig selv, da hun kiggede op igen. "Hvordan kan det være sådan, når det ikke føles sådan" hviskede hun hvæsende, førhen at endnu en krakelering slog revner over hendes nøgne hud, og flere lysende sprækker tog fart. 
Men der havde hun trods alt været ærlig. Det var svært at se det fra hans side, når det var så overvældende, hvordan at ikke kun hende selv, men i den grad også deres datter, blev priorteret bagved lange arbejdsdage og travle nætter. 

Bekymringen var dog endelig ved at overvælde Orpheus som han kunne se hvordan Lumines krop var ved at gå i opløsning af hendes egen evne. Han ønskede at gøre noget, men han vidste også godt at der var intet han kunne gøre i det her tilfælde, og i stedet for måtte han blot stå med frustrationen og den dæmpede vrede for sig selv... og så meget bekymring for hans elskede.

”Lumine,” hviskede han endelig, for det var alligevel hårdt også for ham at høre, at hun ikke følte at hun blev prioriteret. Forskellen han selv havde oplevet var dog blot at hver øjeblik ikke omhandlede Lumine. Noget han vidste hun dog normalvis havde elsket, men han havde også behov for mere substans i sit liv, uanset hvor meget han elskede hende.
Han vidste ikke rigtig hvor han skulle føre samtalen hen. Han havde lyst til at forsikre hende, men samtidig havde han også lyst til at råbe af hende at hun ikke ligefrem havde været bedre selv. Uanset hvor meget de ville lægge skylden over på den anden, så tog det også to til et ægteskab.

Det tog ham tid, måske endda for lang tid, som han kunne se kroppen sprække foran ham, inden han endelig sagde noget. "Det var aldrig min mening." Det blev dog ikke sagt med den varme man kunne have ønsket, men for en der kendte ham, for en som Lumine, så var det også tydeligt at han selv prøvede at holde sig selv i skak, så det ikke gik mere galt end det allerede havde. Det var bedre at lade den forsvinde ud i ingenting, for lige nu? Der ville ingen af dem rigtig få noget ud af det.

Uden varmen var der ikke meget tilbage, og Lumine havde i mange år set sig selv som værende bålet der varmede den kølige dæmon om natten, så han ikke faldt ind i sine egne skygger, sit eget mørke og sin egen ensporede, fanatiske tilgang til hvad han skulle gøre, og hvorfor han skulle gøre det. Det billede var slået i stykker da han havde fundet noget andet at kaste sin passion over, og det kunne dæmonen i og for sig ikke bebrejde ham, trods hun blev ved med at gøre det. Hun havde bare slet ikke været klar til det, det var kommet så forfærdelig meget ud af det blå. 
Og i stedet for den samtale der kunne være blevet taget, var det faldet hen i impuls beslutninger og drastiske manøvre; hvis Lumine fortrød, var det ikke noget hun nogensinde ville vise ham, den kendsgerning ville hun aldrig give ham frivilligt. 

En impulsbeslutning var til dels også hvad der drev det næste frem, da hun af natur aldrig ville kunne være foruden.
De røde, glødende øjne gled op da han nævnte hendes navn, og blev smalle sprækker da han afsluttede sin sætning. Det havde aldrig været hans mening? Dæmonens hår slog ud i flammer, og hun vristede krampagtigt de stivnede hænder fri fra sin hals, rankede den lave men stolte statur op med knagende knæk og voldsomme hedebølger emmede i luften omkring hende. Heller ikke hendes. 

Håndfladerne åbnedes, og Lumine's hænder andtændtes i en azurblå, næsten hvidlig farve af gløder og ild. Han fik ikke lov til at se hende knække sammen her, selvom hun havde haft på fornemmelsen af at det var sådan det ville ende, allerede inden at hun trådte ind i sit gamle hjem. Ilden åd sig begærligt ind på det ellers hærdede matriale der udgjorde hendes krop, og efterlod ikke andet end gløder der rislede imod jorden, desto længere den kom op - det var smertefuldt, men ild-dæmonen forholdt sig tavs i sin stædige stolthed. Hun faldt ikke sammen som en anden kludedukke for hans øjne eller underholdning, så hellere bestemme tempoet selv, og få det overstået. Det var trods alt noget hun kunne styrer, imellem alt det her. 
Og med et sidste hvidt lysglimt åd flammerne sig det sidste stykke ind på dæmonens krop, og efterlod en bunke gløder, aske og støv i slutningen. 
 

Der var intet Orpheus kunne gøre, andet end at se på Lumine, som hun tog valget om at den ikke var længere, og at de ikke kunne gøre mere for hinanden i det her tilfælde. Hun ville uanset hvad brænde op, nu når hun allerede var gået i gang, men at se at hun gjorde resten af det med vilje, ramte alligevel en øm nerve hos den gamle dæmon.

Hans eget ansigt blev mere og mere hårdt, som han måtte se hans elskede blive opslugt af sin egen magi, som hun havde gjort så mange gange før, men mængden af gange det havde været hans skyld... dem var der ikke mange af, og det gjorde ondt. Han prøvede bare at skjule hvor ondt det gjorde, og det var først da hun ikke var andet end en bunke aske, at hans knæ bukkede lidt under, og han måtte fange sig selv op af væggen.

Hans indre gjorde ondt, og han blinkede et par gange, selvom ingen tårer faldt. Hun var hans et og alt, men det her var ikke måden han kunne få hende tilbage igen, selvom han ønskede det så inderligt.
Han stod med ryggen op af muren i lang tid, inden han tog sig sammen og fik hevet tøjet på igen, inden han forlod stuen, blot for at finde en af dæmonerne i huset. ”Ryd op i stuen,” kom det koldt fra ham, og ligeså snart ordren var givet, så teleporterede han sig væk fra det kolde upersonlige hjem og ned til de varme lavastrømme igen.

Han var lidt mere bitter, og han arbejdede lidt hårdere de efterfølgende dage, men alligevel var der også sendt en gave til Lumine. En ny nydelig kjole, overbragt af en af de mere defekte dragefødte, men dog intet brev, ikke endnu. Der skulle han tænke lidt mere.