Der var ikke megen mulighed for at flygte fra monstret, men Nicola gjorde sit bedste. Det var dog dømt til at ende galt, så alt for hurtigt fik monstret fat i hans hale. Nicola stak i et skingert skrig, da han blev hevet mod monstret. Forgæves kæmpede han for at komme fri, men det eneste det gjorde var, at monstret havde større succes med at rive hans tøj i stykker.
"Enzel!" Panikken var tydelig i hans stemme.. sikke en grum spøg det dog var, at Enzel var hans eneste redning fra den visse død. Ikke at Enzel havde meget mulighed for at hjælpe ham, som det så ud lige nu.

Nicolas fulde opmærksomhed blev atter rettet mod monstret, da det begyndte at flå hans bukser af. Hvad var det her for et mareridt! Panisk prøvede han at kravle væk, kun for at blive hevet brutalt tilbage, så cellen gulv skrabede hul på huden på albuer og skulderblade. Der var ingen tvivl om monstrets hensigt, da det pressede Nicola ind under sig, og der var intet, han kunne gøre for at slippe fri ud over stadig skrige skingert, ikke at det gjorde noget for at stopoe udyret.

Netop som Nicola var overbevist om, at monstret ville lykkedes med sit foretagende, gav det slip på ham. Langsomt forsøgte han at rejse sig, kroppen rystede så meget, at han nær ikke kunne stå på benene. Før han overhovedet rigtig nåede at opfatte, hvad der skete, hev Enzel ham helt på benene og ud af cellen. Var han fri? Kunne det virkelig passe, at det var overstået? Han faldt flere gange over sine ben, som de hastede ned ad gangene, men han formåede at undgå at falde helt. Forvirret så han op på Enzel, hvad skulle der nu ske?

Først da de kom ud fra de lange gange og kusken kunne se dem, gik det rigtig op for Nicola, at han var nøgen. Overraskende pinligt berørt forsøgt han at tage hænderne ned, så han om ikke andet kunne dække for sit mest private sted. Forhåbentlig ville kusken stadig have dem med, Nicola kunne slet ikke bære, hvis han, oven på den traumatiske oplevelse han lige havde været igennem, også skulle liste nøgen igennem byen for at komme hjem. Han var langt fra pinlig berørt over sin krop, men lige nu havde han mest af alt bare lyst til at skjule sig, og slet ikke se andre mennesker overhovedet. Selv Enzel kunne Nicola dårligt tåle synet af, men han blev nødt til fortsat at forsøge at opretholde illusion om, at han elskede Enzel, hvor sygt det så end virkede.

TIl Nicolas store lettelse fik de lov til at komme med kareten. Med det samme sank Nicola taknemmeligt ned i sædet, nu følte han sig da nogenlunde sikker. Hans krop rystede dog stadigvæk voldsomt, som om den endnu ikke helt havde forstået, at der ikke længere var noget at være bange for. Udmattet hvilede han hovedet mod karetens væg, mens han stirrede ud ad vinduet. Hvordan kunne Enzel have så forskruede tanker, at han, velvidende om hvad der ville ske, tog Nicola med hen til det monster? Så nemt kunne kærligheden ikke forsvinde, så elskede Enzel ham overhovedet? Det var ikke første gang, Nicola havde været i tvivl om Enzels kærlighed, og han var stadig sikker på, at det mere var en sygelig besættelse, end egentlig kærlighed. En ting var i hvert fald sikker, han skulle til at være en del mere forsigtig, når det kom til Enzel.

Træt lukkede Nicola øjnene, ja, han var da så sandelig verdens heldigste mand lige nu, det vidnede skaderne og hans manglende tøj da i hvert fald om.
"Ih ja, jeg føler mig så heldig" mumlede Nicola træt. Han havde virkelig ikke energi til at diskutere med Enzel, havde han ikke allerede været udsat for nok, hvorfor skulle Enzel lige så slå det ordentligt fast? At være i live var efterhånden ikke en velsignelse for Nicola, det var en forbandelse. En forbandelse, som han desværre ikke kunne bryde, så længe Enzel holdt øje med ham.

Næsten opgivende vendte Nicola endelig blikket mod Enzel. Han kunne ikke lide den måde, han så på ham, som om at nogle helt upassende tanker, tidspunktet taget i betragtning, gik igennem hans hoved. Nicola havde virkelig håbet på, at han kunne komme hjem på bordellet og hvile sig, måske endda få lov til at liste op på sit gamle værelse igen, men hvad nu hvis Enzel havde andre planer? Han blev vel bare nødt til at bide tænderne sammen og acceptere det, som sædvanlig.
"Og jeg er ked af, at du ikke kan acceptere, at jeg stadig elsker dig. Så det lader til, at ingen af os er helt tilfredse med situationen" Nicola var snart godt træt af at overbevise Enzel om, at han elskede ham for ikke at blive offer for endnu en forfærdelig hævn. Hvis Enzel virkelig ønskede at se ham død, ville han jo trods alt bare have efterladt ham i buret.

Hvor ville det være befriende for Nicola bare at acceptere, at Enzel tilsyneladende ikke elskede ham mere, men det kunne han ikke.. I hvert fald ikke indtil Enzel faktisk lod ham gå, men egentlig troede Nicola ikke på, at det nogensinde ville ske.
"Det styrer du selv, men du kan ikke afgøre, om jeg elsker dig eller ej. Hvis jeg hadede dig, hvorfor tager jeg så frivilligt med hjem til bordellet? Og endda med intentionen om at ligge mig i den seng, som vi deler" Nå ja, en del af ham håbede da godt nok, at Enzel var gal nok til at formene ham adgang til deres værelse, men det behøvede Enzel jo sådan set ikke vide. 

Lettere fascineret så han til mens Enzel rengjorde sig selv med lommetørklædet, det var utroligt at han stadig var lige så forfængelig efter at have slået en mand ihjel. Pludselig slog det Nicola, at Enzel faktisk havde taget livet af en mand, eller i hvert fald så godt som. Og så endda uden at det virkede til at påvirke ham det mindste. Var det mon hvad Nicola gik i møde? havde Enzel tænkt sig at slå ham ihjel når de kom tilbage på bordellet, et sted hvor han kunne gøre det stille og roligt og uden vidner? Nicola havde ikke andet valg end at håbe på, at hvis Enzel VIRKELIG ønskede ham død, ja, så ville han ikke være i live lige nu.

Træt lænede han sig tilbage mod karetens sæde i stedet for at sidde lænet op ad væggen.
"Jeg har undskyldt for, hvad jeg gjorde. Jeg ved ikke hvad der skete.. måske havde en eller anden syg del af mig brug for at tage hævn over de gange du har voldtaget mig, så balancen i vores forhold kunne blive genoprettet" Han kørte hånden ned over sit ansigt, det havde været fuldkommen ukarakteristisk for ham at voldtage Enzel.
"Det var ikke min hensigt med gaven, jeg ved det ikke.. Jeg tror bare, at jeg havde brug for en pause fra det hele, men du er aldrig ret vild med at lade mig rende rundt, uden du ved, hvor jeg er henne. jeg havde bare brug for at føle, at det hele var ligesom da jeg boede i Rubinien, hvor jeg kun skulle tænke på mig selv"

På en måde var det næsten til at grine af, at Enzel faktisk troede, at Nicola havde selv den mindste forestilling om, at de var lige. Enzel var hans bøddel, de ville på intet tidspunkt blive lige, og det var en sandhed, som Nicola havde affundet sig med, da han første gang valgte at erklære sin kærlighed til Enzel.
"Jeg har aldrig gjort mig  forestillinger om, at vi er ligeværdige. Før du blev min elsker, min mand, var du min chef. Jeg lever stadig på din måde og gode vilje, og det er noget jeg har accepteret. Men vores forhold bør aldrig bygge på, at jeg er bange for dig, og jeg var begyndt at blive bange for dig, Enzel" Var det en følelse af fortrydelse, han så? Måske der stadig var håb, men han blev nødt til at være forsigtig. Hvorfor skulle det dog også være så forbandet indviklet! Det hele havde været så nemt, Enzel havde elsket Nicola til en grad, som næsten virkede sygeligt, og så ødelagde han selvfølgelig det hele, som sædvanlig.

Hvis det ikke var fordi Nicola efterhånden kendte Enzel så godt, kunne han næsten blive narret til at have ondt af ham, når han sad sådan med lukkede øjne. Kunne det passe han faktisk havde formået at såre Enzel mere end fysisk? Utroligt, Nicola ville ellers have svoret på, at Enzel ikke besad nogle reelle følelser, men der havde han så åbenbart taget fejl. 
"Jeg ved ikke, hvor høje tanker du har om mig, men i sidste ende er jeg en kujon. Hvordan skulle jeg kunne blive, når jeg kunne se, hvilken skade og smerte jeg havde forvoldt dig? Jeg ville hellere stikke af end se mit fejltrin i øjnene. Jeg ønskede ikke at skade dig, men det skete alligevel, og det ønskede jeg ikke at se i øjnene" Det var en nem nok forklaring, for det var sandt, Nicola havde aldrig brudt sig om at konsekvenserne af sine egne handlinger i øjnene. Det var nok på tide, at han lærte det, men det irriterede ham nu alligevel, at det var Enzel, som skulle lære ham den lektie. 

Hvordan kunne det overhovedet komme bag på Enzel, at Nicola var bange for ham? Nok havde Nicola forsøgt at skjule den værste frygt, men troede Enzel faktisk, at Nicola fandt sig i Enzels behandling, fordi han nød det? Det var jo direkte latterligt.. Men det var også så typisk Enzel, han så ikke ud over sin egen næsetip. Nok derfor kom det bag på Nicola, da Enzel proklamerede, at han troede på ham. Det var da altid noget. Nicola formåede endda at tvinge et svagt smil frem.

Var det for meget at håbe på, at Enzel faktisk havde ændret sig efter alt det her? Formentlig. Om et par dage var han tilbage til den samme, ubehagelige Enzel, hvis der da overhovedet gik så længe.
"Så længe vi er i stand til at tilgive, er det vel det vigtigste" Han var ligeglad, så snart han slap væk fra bordellet, havde han alligevel ikke brug for Enzels tilgivelse. Men indtil da legede han pænt med.
"Er min afstraffelse så færdig, eller føler du stadig, at der er en gæld, som mangler at blive betalt?" Efterhånden var Nicola ligeglad med, hvad der skete med ham, så længe det ikke slog ham ihjel, skulle det nu nok gå.
"Jeg gjorde noget forfærdeligt, så selvom du forhåbentlig tilgiver mig mine gerninger, forstår jeg, hvis du fortsat ønsker hævn" mange ville sikkert mene, at det var fuldkommen hjernedødt, at Nicola sådan ligefrem tilbød Enzel at tage hævn, men han kendte Enzel godt nok til at vide, at hævnen ville komme uanset.. Hvis han viste lidt god vilje, kunne man da håbe, at Enzel i det mindste ville være lidt blid.

Straffen var overstået, kunne det virkelig passe? Nicola ville utroligt gerne tro på det, men han havde efterhånden brugt lang tid sammen med Enzel, og han var ikke typen som tilgav så nemt. Måske var straffen færdig for nu, men han var sikker på, at resten nok skulle falde på et senere tidspunkt. Til den tid ville Enzel forhåbentlig stadig kunne huske det helvede, han lige havde udsat Nicola for, og hvordan de havde begge havde undskyldt. Og at Nicola havde tilgivet ham uden at tøve. Med lidt held ville det gøre straffen mindre alvorligt, men hvis Nicola skulle være helt ærlig, ville han være taknemmelig så længe han ikke endte i kisten igen. Så ville han næsten hellere have det forfærdelige monster i cellen.

Træt lukkede han øjnene. Det var svært at sige, hvor langt der var tilbage til bordellet, men han var sikker på, at vognens bløde bumlen gennem gaderne kunne vugge ham i søvn. Han trængte så forfærdeligt til søvn. Generelt var det ikke noget, Nicola havde fået meget af, siden han var flyttet ind på bordellet, men den foregående nat havde han jo slet ikke fået sovet på grund af kisten, og det satte sine spor nu. Desuden var det utroligt udmattende at frygte for sit liv i så lang tid.

Det var næsten som om, at Nicola kunne mærke Enzels blik på sig, så han åbnede træt det ene øje. Blikket genkendte han med det samme, Enzel var åbenbart tilbage til sit gode gamle jeg og forventede fuldt ud, at alt fortsatte som det plejede. Det absolut sidste Nicola havde lyst til lige nu var, at skulle tilfredsstille sin bøddel, men han vidste på forhånd, at han ikke havde noget valg. At sætte sig oven på han var dog fuldkommen udelukket, monstret havde sæt en god skræk i livet på ham, og han tvivlede på,  at han ville holde til at blive taget af Enzel. I stedet gled han ned på gulvet og kravlede ydmygt det korte stykke hen til Enzel. Det var svært at lade som om, at han faktisk havde lyst, men han gjorde da sit bedste. Han placerede sine hænder på Enzel knæ og spredte dem ganske let.
"Er du sikker? Vi må snart være ved bordellet, hvad hvis vi bliver opdaget.." Han bed sig i læben og nussede Enzels knæ.

Gad vide om Nicola på noget tidspunkt ville kunne overbevise Enzel om sin påståede kærlighed? Det var nok tvivlsomt. Det havde i forvejen været svært at overbevise ham, og Nicolas seneste fejltrin gjorde det bestemt ikke nemmere. Måske ville han faktisk være fri en dag.. eller i hvert fald nå til et punkt, hvor Enzel ikke udnyttede ham helt så meget og helt så hensynslyst. Det var deprimerende at tænke på, at det efterhånden var det mest positive, som han turde drømme om. Det var bestemt ikke de planer han havde haft for sit liv.

Der var ingen vej udenom, det gjorde Enzel mere end tydeligt, og Nicola vidste bedre end at begynde at diskutere. Det var vel bare at lukke øjnene og få det overstået. 
Trækket i halsbåndet gjorde sit for at minde ham om hans plads, det havde ikke været på ret længe, men han hadede det allerede inderligt. Som om han ikke mindede nok om et simpelt kæledyr i forvejen. Havde det ikke været for den korte snor, kunne Enzels sidste kommentar godt have fået Nicola til at trække sig tilbage og kigge surt på ham. Det var fristende at pointere, at han ikke fik megen øvelse, for det var aldrig svært at gøre Enzel hurtigt færdig..Men han bed sig i tungen og holdt de spydige kommentarer tilbage, nu var ikke tiden for dem. I stedet tvang han sig til at se ydmygt ned i gulvet.
"Jeg skal gøre mit bedste" Det var så svært at forblive i den underdanige rolle, at ordene kun lige blev hvisket frem, men det var ligegyldigt, han vidste jo, at Enzel ville kunne høre det.

Kortvarigt gled Nicolas blik op til Enzels ansigt. Det kyniske smil kom egentlig ikke bag på ham, men alligevel spredte en kold fornemmelse sig i hans krop. Intet havde ændret sig efter deres lille eventyr, på trods af hans håb og drømme. Det havde han ikke tid til at sørge over nu, det måtte komme, når han forhåbentlig fik lidt tid alene.
Med øvede bevægelser begyndte Nicola at grave ind under de mange lag, som Enzel altid gik med, så han kunne trække hans bukser ned og gribe fat om han. Han bevægede hånden frem og tilbage et par gange, bare for at trække det uundgåelige ud, og rykkede sig så lidt tættere på Enzel, så han kunne lade munden glide ned over ham. Han havde ikke gjort det på Enzel ret mange gange, men han tvivlede på, at han nogensinde ville holde op med at hade det.

Det var umuligt at ignorere hånden som vejede hans hoved ned. Nicola vidste selvfølgelig godt, at kæden til halsbåndet var viklet rundt om Enzels hånd, men alligevel virkede den unaturligt tung, næsten som havde nogen placeret en vægt på hans nakke. Hvis hånden i det mindste bare havde ligget passivt, havde det næppe været så forfærdeligt, men Enzel skulle absolut hjælpe til. Det var i forvejen en person krig for Nicola overhovedet at tage Enzel i munden og tanken om det alene, kunne få kvalmen til at vælte frem i ham, men nu hvor Enzel stødte så langt ind hver gang, var det en konstant kamp ikke at kaste op. Det hjalp bestemt heller ikke, at det blokerede hans vejrtrækning, så han blev nødt til at kæmpe for at hive vejret ind. Hvordan kunne nogen dog finde det tiltrækkende?

På trods af den hårdhændede og ubehagelige behandling, gjorde Nicola sit bedste for at gøre Enzel tilfreds så hurtigt som muligt. Nok var deres forhold mere eller mindre offentligt kendt, men han ønskede alligevel ikke at blive opdaget, mens han sad på knæ med Enzel i munden.
Stille og roligt begyndte Nicola at kunne mærke og høre, at Enzel var ved at nå sit klima. Nicola skulle lige til at trække sig lidt væk, så han forhåbentligt ikke ville blive kvalt, men i det samme mærkede han Enzels greb stramme sig som et skruestik om hans nakke og holde ham fast, så han knapt kunne bevæge sig eller trække vejret. Nærmest panisk prøvede han at kæmpe lidt imod og komme med nogle halvkvalte lyde for at indikere, hvor ubehageligt behandlingen var.
Da Enzel endelig gav slip igen nærmest kastede Nicola sig baglæns mens han hostede og kæmpede for at holde nede, hvad Enzel lige havde givet ham.

SSelv efter at Enzel var blevet færdig, og Nicola havde formået at komme fri og ned på gulvet, føltes det som om, at han kunne mærke Enzel i sin hals. Mærke hvordan hans luftveje blev lukket til, imens Enzel gjorde nøjagtig, hvad han havde lyst til. Det var en virkelig forfærdelig følelse, og et øjeblik var han overbevist om, at han ville tabe kampen og levere mavens begrænsede indhold på karetens gulv. Men der skete ikke ngoet, og han formåede endda at kigge op på Enzel, omend blikket næppe var så hengivent, som Nicola ellers gerne ville have formået.
"Ja" Hans hals føltes ru og tør, så svaret var ikke meget andet end en lav kvækken.

Langsomt fik Nicola stablet sig på benene, selvom han følte sig utroligt ustabil, var det ikke en mulighed at ignorere en direkte ordre, han blev dog nødt til at støtte sig til vognens ene side, så han ikke faldt ned på gulvet igen.
"Javel" Stemmen var stadig lav og sprukken.
Han rømmede sig lavt, han kunne stadig mærke han, stadig smage ham. 

Kunne det passe, at kareten satte farten ned? De måtte sbart være ved bordellet. Nicola kiggede ned af sig selv, pludselig blev han pinligt bevidst om, hvor nøgen han faktisk var. Hvad ville kusken dog ikke sige? For ikke at snakke om folkene på gaden, som potentielt ville se ham samt pigerne og kunderne på bordellet. Han foldede hænderne foran sig i et forsøg på at dække det absolut mest nødvendige til, selvom det næsten kun fik ham til at føle sig endnu mere nøgen end før.