Der var fred i skoven denne morgen. Ingen forstyrrende fremmede bevægede sig rundt dybere end skovbrynet og ingen ild var ved at tage fat. Vinteren bragte sin ro med sig selv i Lindeskoves evige sommer. Noget Daeralda satte pris på, som tankerne om dagen trængte sig på og tog over. Træet hun skulle besøge var ikke langt væk og skønt det ingen forbindelse havde med hendes tab, så var det plantet med Alyan i alles tanker. Det kendte navnet og hilste hende, som hendes sind passerede det.

Langsomt slap hun fornemmelsen af skoven og trak sig tilbage til eget sind. Hun rullede let med hovedet for at få nakken fri, før hun gjorde det samme med skuldrene. Ikke meget var at løsne, så hun havde ikke været væk længe.
"Alt vel." Hun drejede sig let, som hun talte og stoppede så op menes et skævt, varmt smil voksede frem på hendes læber. Tilsyneladende var hun ikke den eneste tabt for tid og rum denne morgen og hvis udtrykket i Elisors ansigt var noget at gå efter, var det et dejligt sted han var forsvundet hen. Et dejligt syn at komme tilbage til nuet til. Han havde været så tillukket i perioder at han nærmest lyste op siddende sådan der.

De havde desværre bare noget de skulle.
Hun rejste sig fra sengen og tog kjolen på, før hun blidt rakte ud og lagde en hånd over hans. "Elisor?" Hendes blik var alvorligt, som tankerne havde lagt sig fast om dagens formål. Sorgen var der dybt nede, men også en følelse af skyld over ikke at føle den dybere. Tiden var gået og året vågen havde taget brodden af visheden. "Vi har et stykke at gå."

Elisor blinkede kort og var tilbage "Godt godt" lød det kun en smule distræt fra Sommerens stemme, det havde været en dejlig drøm han havde været i, forhåbentlig kunne det være at den ville være mere end det med tiden. Det var ikke så ofte at han endte med at dagdrømme, hans syner havde det med at dukke op i stedet for, noget der var meget let at se forskel på for dem der bare kendte ham lidt. 

Af princip så han væk som hun tog kjolen på igen, det var reelt set lidt fjollet for han havde jo set hende kun i underkjolen hele dagen indtil nu, men han ville gerne give hende den gestus. Samt det var en god test i hvor forelsket han mon var i hende. De to blik han nåede et sende over skulderen fik dog til at tyde på at det var mere end han troede...
"Ja?" Han vendte sig og græmmedes kort over at han var ved at tilføje min skat. Istedet gav han hendes hånd til klem og smilte forsigtigt til hende. "Jeg er hos dig dig hele vejen" lød det med forsikrende ord, der var lige nu ingen andre steder han ville være, end her ved hendes side.

Om det var fordi at Elisor havde drømt om hvordan de kunne undgå flest forstyrrelser, eller det blot var et heldigt tilfælde var de noget en stor del af vejen uden at blive forstyrret af andre. Det lød til at frostelverne havde forståret at forstyrrelser ikke var ønsket, og de kunne nå frem til træet de søgte.

Blikket Daeralda blev mødt med, som hun sagde Elisors navn, var så drømmende som hans udtryk havde været det øjeblikket før og helt afspejlet i det medfølgende smil. Uimodståeligt ikke at besvare eller lade sig bade i. Bare for et øjeblik hvor alt andet kunne vente og være så uvæsentligt som det virkelig var.
Så brød hans ord illusionen og dagens mål ramte hendes tanker endnu engang. Som et uventet slag i maven over at hun halvt havde kunne glemme... fortrænge hvorfor de var her og helt havde ladet sig opsluge af nuet. Forsigtigt gengældte hans klem, som hun forsøgte sig med antydningen af et smil. Ord ville dog ikke komme. De virkede heller ikke nødvendige lige da.

Hytten viste sig i morgenlyset at lægge i den yderste kant af Frosthjem. Fra den var der direkte og ugeneret adgang til skoven og til den sti der i årenes løbe havde formet sig fra bostedet til mindelunden. En sti rammet ind af lysranker, hvis blomster kun åbnede sig om natten med et køligt blåt skær, og ellers intet. En sti fulgt i stilheden og tanker og af så mange før dem.
De nåede mindelunden i tosomhed og fandt den velsignet stille. Daeralda sænkede sine skridt, som hun trådte ind mellem træerne. Stille lod hun en hånd hvile let på enkelte hun passerede forbi til hun nåede det hun søgte. Der beholdt hun hånden hvilende på barken, som hun lænede sig frem og støttede panden mod stammen også. "Åh Alyan..." Ordene kom ud, som en hvisken, før tårerne fulgte. Det var det sidste farvel på det sidste sted hvorfra hendes engang et og alt var draget til Avanyas Skove.

Elisor kunne have svoret på at hendes blik havde set nært lige så drømmende ud, som hans måtte have været. Men virkelighedens klør fik hurtigt revet den glød af glæde væk, for hvor meget end hans hjerte mente det var en fornøjelses tur for dem, så var virkeligheden en helt anden.
Måske ville der være langt mellem smil for hende, men han ville gøre sit at værne om de der måtte komme.

Stilheden som de vandrede føltes for ham som en tåge der dæmpede alt omkring sig. Han kunne mærke sorgen fra dem der havde vandret stien før, fra Dae som gjorde nu, og fra dem der ville vandre den i fremtiden. Stålende sit sind holdt han synerne der ville komme til ham på afstand, denne dag havde nok sorg over de der var borte allerede, der var ikke behov for mere.
Stien måtte dog være smuk i ly af natten ved lysrankernes skær.

Under hele deres vandring havde hans hånd ikke sluppet hendes, om det var fordi at han ville at hun ikke skulle føle sig alene, eller at han ikke kunne bærer tanken om huns skulle føle sig således kunne kun guderne vide.
En kold vind viste sig som de nåede frem, hvor meget end han ønskede det så var det her mellem hende og Alyan, men han ville være der for hende lige så længe hun ønskede det.

Der var stille i mindelunden, som Daeralda stod opslugt i egne tanker og minder med panden hvilende mod træet og ladende tårerne flyde frit. Hun kunne fornemme de andre der havde været her før hende. Ved dette træ og ved andre. Delt sorger glæder med de der ikke længere vandrede i denne skov, men var draget videre til evighedens langt dybere og ældre. De var kun skygger her. Fastholdt i minderne hos dem der endnu huskede dem og upåvirkede af det. Freden var for dem fundet og et nyt liv plantet i skoven.

Langsomt rettede Daeralda sig op og smilede til træet, som hun lod hånden glide kærtegnnde ned af dens stamme, før hun trådte et skridt tilbage og vendte sig væk. Hendes Alyan var draget videre og nu kunne hun gøre det samme. Drage videre i livet, i Skoven, i denne side af evigheden. Hans minde ville være her længe, hvis hun havde brug for at opsøge det og det løftede den knugende fornemmelse fra hendes hjerte.

Stille drejede hun sig rundt og fandt Elisor med blikket. Forsigtigt og tøvende lod hun skyggen af et smil vokse frem, før hun tog hans hænder mellem sine og gav dem et klem. "Det er gjort." Hun var ham inderligt taknemmelig for at være taget med og bare være der. Stående lidt tilbage, men stadig nært og uden at udstråle andet end ro og omsorg, som han havde givet hende al den tid hun havde brug for. "Skal vi se hvad vores værter har planlagt for resten af dagen?"

For Elisor havde det føles som den tiden havde stået stille som Daeraldas tårer havde faldet, hele hans væsen havde skreget af ham til at træde hen og lægge armene omkring hende, tørrer hendes øjne, bare gjort noget andet end at stå på afstand og vente. 
Men trods det ventede han stadig tålmodigt, hun havde brug for hans støtte ja, men hun havde ligeså meget brug for at mærke den sorg hun havde holdt stangen.

Han mødte hendes blik med et sørgmodigt smil, at miste var aldrig nemt for elverne. Da de var velsignet med så lange liv, hvilket kun gjorde sorgen større når det endelig skete. Blidt gengældte han hendes klem og gav hende et nik. Han håbede af hele sit hjerte at det ville give hende den fred hun fortjente. "Det må vi hellere ja, de skulle nødigt havde tid til at finde på for mange ting de vil have os til" klukkede han, og tørrede de sidste tårer væk med hans ærme, hvis han havde noget at skulle have sagt ville han gøre alt i sin magt for at hun kun ville græde tårer af glæde i fremtiden. 

Sammen forlod de lunden og træets skygge, gående solens lys i møde.