Isiodith mærkede, at en ukendt form for usikkerhed sneg sig ind i hendes bryst. Kunne hun have misforstået? Kunne Cornélian have siddet med en ganske anden fornemmelse end hende selv? Hverken hans våde øjne eller flakkende blik gav hende nogle ledetråde, og hans ord fik hendes eget smil at vakle.

”Jeg tænker på min gave”, svarede hun prompte, lige dele ivrig og forhastet. Straks efter sank hun en besværet klump og så ned, i håb om at skjule hendes egen forlegenhed og forvirring. ”Den, du gav mig. Det var – rart. Jeg værdsætter det meget”, mumlede hun dernæst, hvorefter de isblå øjne tøvende gled søgende henover Cornélians ansigt.

”Er du – okay?”

Cornélians indre blev ikke mere roligt af Isiodiths valkende smil, de forvirrede ord eller det tøvende blik. De pustede i stedet til gløderne af det bål der havde brændt ham, det bål de havde brugt dagen på at dæmpe og slukke. End ikke hans gave viste ham mere, for hun holdt intet skjult. Der var blot hendes usikkerhed, der pustede til hans egen.

"Nej..." Og en flamme sprang fra gløderne.

Hans greb slækkedes igen, støttede hende som hun sad, men uden den nærhed det havde afkrævet af hende før. De våde øjne tørrede, som tårerne trak sig igen, men hans blik blev mere fjernt.

"Jeg fortjener ikke det her" erklærede han med rolig sikkerhed. "Vi bør få dig tilbage.. til nogen der faktisk kan hjælpe dig med din.. tilstand" tilføjede han, om end en kende mere tøvende. Han kunne ikke begynde at forstå hendes svaglighed, eller hvad der var den rette balance mellem hvile, varme og træning. Bedre at få hende til nogen der forstod, så hun kunne få ordentlig hjælp, og ikke skulle døje med hans famlende forsøg på at holde hende varm og siddende og tryk samtidig. Han ville ikke kunne bære hvis hans inkompetence endte med at skade hende.

Han kunne ikke bærer hvis han sårede flere folk han holdt af.

Jeg fortjener ikke det her…

Ordene var som en knytnæve til mavesækken og Isiodith fortrak instinktivt en forpint grimasse, som havde han slået hende. ”Hvad – hvad mener du?”, spurgte hun stille, hendes tone afslørende. I hendes indre væltede alskens følelser af afvisning frem, upåagtede af, at det ikke omhandlede hende. Og alligevel… alligevel var det sådan, at det føltes; som en afvisning; som havde Cornélian viftet med den sødeste dessertkage, for at gemme den væk i sine lommer igen.

Isiodith sank en klump og satte sig mere oprejst. ”Jeg er ikke… ligeså god eller… hvad end du tænker om mig, så er jeg langt mindre, end du forestiller dig. Så… du fortjener langt mere end… mig”, forsøgte hun at forklare.

Cornélian kunne ikke møde hende blik længere. Hvordan kunne han forklarer det? At hans egen datter ville bebrejde ham nogen lykke han fandt? At han bebrejdede sig selv for at føle nogen lykke, når han knap synes han havde sagt farvel til Innil endnu? At han skammede sig over, for et øjeblik, at finde trøst i at det var hundredvis af år siden Innil var død, selvom han havde sovet alle de år?

Han kunne ikke svarer på Isiodiths spørgsmål. Han kunne ikke give hende, hvad hun søgte.

"Jeg skal nok bærer dig tilbage" erklærede han bare i stedet, og ændrede sit greb, for at løfte hende op. Hendes næste ord fik ham dog til at stoppe, blot et øjeblik.

"Du lyver for dig selv. Jeg forestiller mig ikke noget, Isiodith, jeg har set dig, og ikke blot i dag. Du fortjener lykke. Du fortjener ikke at blive såret" svarede han fast, insisterende, inden han løftede hende op, med mindre hun satte sig imod.

Isiodith vidste ikke hvorfor eller hvorfra den kom, men omsider skulle visheden melde sin ankomst. Hendes eksistens var, i det store hele, ganske lille og ubetydelig, for det, hvad end det var, handlede ikke om hende – eller om dem. Hvad end de havde fundet i hinanden i øjeblikket forinden, så var det stadig ægte og det havde fundet sted. Om han ville kendes ved det eller ej.

Hun lod ham løfte sig, men forholdt sig tavst et langt øjeblik. Det, han bar rundt på, ville hun ikke kunne fjerne med sine ord – så stor en byrde var det trods alt. Nej, hvad hun måtte gøre var i stedet at handle eller at opgive, og hun havde endnu ikke besluttet sig for, hvad det skulle ende med.

Tilsyneladende havde hendes underbevidsthed dog… og ganske uden at rådføre sig med resten af åndsvæsnet.

”Jeg kan altså ikke se, hvordan du nogensinde skulle kunne såre mig!”, udbrød hun pludselig, hvorefter hun, temmelig besværet af den fosterlignende stilling, forsøgte at ranke ryggen og stirre trodsigt i Cornélians retning. 

Cornélian var ikke synderlig stærk, men heldigvis for ham, var Isiodith heller ikke synderlig tung, og han fik løftet hende med kun en smule besvær. Med en perplex beslutsomhed begyndte han at gå, fast besluttet på at få hende frem, men samtidig svagt håbende de aldrig ville nå frem.

Isiodiths ord fik dog Cornélian til at stoppe brat op igen. Han stirrede ned på kvinden i sin favn, som hun rankede ryggen, så trodsigheden i hendes blik, men kunne ikke møde den med andet end forvirring.
"Jeg lader til at excellere i at skuffe alle andre omkring mig.. så jeg ser ikke hvordan jeg kunne undgå at skuffe dig også" svarede han stille, tøvende under hendes trodsige blik.

"Der er.. Ganske få få ting jeg er kompetent til, og blandt dem er ikke at.. fungere.. socialt, hvert fald" fortsatte han langsomt. Det var ikke ord han ønskede at ytre, men det var en sandhed han altid havde kendt, trods hans nærmestes forsøg på at inkludere ham. Elisor, og sidenhen Innil havde altid fået ham til at føle sig med men han var ikke i tvivl om, at det var deres fortjeneste, og ikke hans. 

Isiodith sank en klump ved Cornélians ord, hvorefter hun atter så væk. Hun forstod, hvad den ældre fremlagde for hende – og ikke blot fordi, at hun også havde hørt historierne, rygterne om hans væsen. Nej, hun forstod det, fordi hun var på samme måde. Isiodith var en akavet eksistens, der dog igennem knap to århundrede havde tillært sig, hvordan man begik sig. I hvert fald til en grænse. Blev den overskredet var hun på bar bund; som en druknende i et glubsk hav under en storm, uden nogen fast grund i miles omkreds.

”Jeg er ikke selv nogen social kamæleon”, mumlede hun, stadig trodsigt. ”Og – det føles uretfærdigt. At du viftede med – hvad end du viftede med foran næsen på mig og nu trækker i land på en sådan måde! Vi – er jo ens! Du er den første, jeg har mødt –” Der er ligesom mig.

Cornélian stoppede brat op ved Isiodiths ord. Hans blik, der havde været fast rettet mod jorden, for at se hvor han satte fødderne, gled langsomt op, op mod trækronerne højt over dem. Han sank en klump. Han ønskede et sted at han ikke forstod, at han kunne skjule sig bag... et eller andet.
Men han havde intet skjul, intet værn mod hendes ord. Han forstod dem, alt for godt. Han anede bare ikke hvad han skulle gøre med dem, bange for at ødelægge det der var... mere end han tilsyneladende allerede havde..

Et svagt smil trak frem på hans læber, som han sænkede blikket mod hende igen. "Jeg mente alt hvad jeg sagde til dig.. Mener det.. Jeg ved bare ikke hvad du ønsker fra mig, men.." han knugede hende en smule i sin favn.
"Sig det, og det skal blive dit" lovede han forsigtigt.

Isiodith sank en klump og tabte dernæst lydløst pusten. Cornélians løfte var et dybfølt et af slagsen og ligeså taknemmelig, hun var, ligeså forlegen blev hun også. Det havde hun jo trods alt ikke fortjent og sådan at bede om ting, og så få det… Isiodith vidste ikke, hvilket ben hun skulle stå på –

Eller måske snarere hvilen balde, hun skulle… eller var det i stedet fødder?

Isiodith mærkede varmen stige til kinderne men hun gjorde op for det ved at hæve hagen i trods; trods over sig selv og sin egen naivitet.
”Et venskab”, bad hun lavmælt og så på Cornélian med et oprigtigt blik. ”Vi kan jo holde det hemmeligt, hvis du vil foretrække det sådan?” Hun vidste godt, at det øjensynligt var at tage forslaget et skridt for vidt, men da ordene havde forladt hendes læber, var der ikke længere nogen vej tilbage. Og hvis folk nu ikke så det… måske han så ville være mere tilbøjelig?

Cornélian lyset op ved hendes ord, og hvad der havde virket så uoverskueligt og kompliceret, var pludselig klart, som den klarer sol brændte morgendisen væk. Venskab. Det var en kasse han kendte, en kasse hvor han kunne parkere alle de uregerlige følelser dagen havde vækket.
"Det vil være mig en ære at kalde dig ven, Isiodith" han rynkede brynene "Men jeg forstår ikke hvorfor jeg skulle holde det hemmeligt? Foretrækker du det? Jeg har det ikke godt med at lyve, eller at blive løjet for, for den sags skyld".
Det var bemærkelsesværdigt hvor hurtigt ordrene vente tilbage til den ældre elver, som han fik ordnet sit turmulte indre.

Cornélian rømmede sig en smule, hankede lidt op i Isiodith, og begyndte at gå igen. "Men.. jeg beklager hvis jeg... hvis du følte noget jeg gjorde før var forkert" undskyldte han flovt. Han var stadig ikke sikker på hvad hun mente han havde viftet med, og han kunne ikke nægte nysgerrigheden nagede. 

Isiodith lyste op i et smil, hun desperat forsøgte at gøre til et afdæmpet et af slagsen – for dernæst at tabe det til en slags forlegen forfærdelse. ”Nej, jeg vil ikke holde det hemmeligt!”, udbrød hun prompte, velvidende at der var nødt til at komme en eller anden forklaring hurtigst muligt efterfølgende. Hun var bare ikke sikker på, at hun rent faktisk havde en.

” – det var bare fordi, du – virkede – ja, jeg ved, ikke hvad jeg tænkte. Det var en fejlagtig fornemmelse, jeg fik”, mumlede hun, hvorefter hun hastigt rømmede sig og forsøgte – for endnu engang – at ranke ryggen blot en anelse. Det lykkes hende ikke rigtig men langsomt vendte glæden også tilbage.

”Jeg troede, at du – ja – dine ord – jeg blev bare så glad og taknemmelig, og så trak du i land –” Des mere Isiodith talte, des mere pinlig blev hun også over sig selv. Som var hun et forkælet barn, der ikke kunne få lov til at spise slik til aftensmad. 

Lettelsen var tydelig på Cornélians ansigt da Isiodith bekræftede hun ikke ønskede at holde det hemmeligt. Det havde slået ham som mærkværdigt at gøre, og ærligt var han ikke sikker på det var noget han kunne. Han havde altid været elendig til at holde på hemmeligheder.

Den forklaring Isiodith præsenterede gjorde dog ikke meget for at mindste Cornélians forvirring, eller nysgerrighed for den sags skyld. Det var en forklaring uden svar, og en lille rynke mellem hans lyse bryn viste en mild utilfredshed ved de ubesvarede spørgsmål der lå mellem dem. Det varede dog kun et øjeblik, før rynkede glattede sig ud. Han havde svaret mindede han sig selv om. Venskab. Selvom han ikke forstod helt hvordan de to ting hang sammen, selvom det svar ikke føltes fyldestgørende så tvang han emnet til hvile i sit indre.

"Ah, naturligvis. Det beklager jeg, dybt! Det var ikke min intention at.. trække i land, med noget" forsikrede han hende fast.
Et fuglekald lød fra skoven og Cornélian så op, blikket fjernt et øjeblik. Det var spejderne der kommunikerede. De havde fået øje på de to elvere. Cornélian vædede sine læber og svarede kaldet, som Innil engang havde lært ham. Alt vel. Send hjælp. Spejdernes kald var ikke alment kendt, men Innil havde lært sin mand de mest basale, for en sikkerheds skyld.

Vinterens Stemme søgte Isiodiths blik igen. "Spejderne har fundet os, og får sendt os nogle folk i møde. Så du kan blive tilset. For en sikkerheds skyld" forklarede han, mens han fortsat gik. En hård knude af bekymring Cornélian ikke havde kunne sætte fingeren på før, begyndte at løsne sig. Det ville ikke tage længe før hjælpen kom nu. Der var ikke noget mærkeligt i at bekymre sig sådan om en ven, også selvom det nok bare var udmattelse. Det var en normal reaktion. En helt logisk bekymring.

De var jo venner.