Selv efter kyndig behandling hos Isiodiths familiære kollegaer sved hendes fødder stadig for hvert skridt, hvilket måske ikke var spor besynderligt. Flugtens hårdhed uden sko og kun iført en tynd kjole havde sat sine tydelige spor. Den spinkle skovelver var, om muligt, endnu mere afmagret og under de isblå øjne hvilede tunge skygger. Isiodith selv kunne ikke greje, om de var kommet af den fysiske udmattelse eller det virvar af følelserne, der lå og buldrede under den tætsiddende og varme udendørskåbe.
Hunelveren sad placeret i en lysning i skoven, på en tyk stamme der lå vandret henover den mosbeklædte jord. Hun nød stilheden, der herskede i skoven og som havde lagt sig omkring hende som en varm og kærkommen omfavnelse. Sikke en absurd tilværelse, hun nu levede, tænkte Isiodith, dog uden den dertilhørende frustrerende eller kildende fornemmelse. Det eneste, Isiodith for alvor havde bidt mærke i, var en indre styrke, hun ikke før havde kendt til, havde vundet vej frem til hende. Selvom hendes mange bekendte syntes at se noget ganske andet, mærkede hun selv, hvordan hendes magre ryg var rank. Rankere end før… ham.
Fordybet i sine egne tanker, hørte hun først skridtene for sent og forhastet rejste hun sig og drejede rundt på hælen. En lettelsens suk lød spædt fra hende, i det skikkelsen trådte til syne. ”Oh. Jeg ser, at jeg ikke er den eneste, der har søgt skovens stilhed denne formiddag”, hilste hun høfligt, hvorefter hun nejede som traditionen bød hende at gøre.