Det var rart nok, at Nicola for en gangs skyld kunne få lov til at bestemme. Også selvom han reelt set ikke havde meget at få sagt, for Enzel havde op til flere gange vist, at  blev han utålmodig, ville han tage, hvadhan ville have. Som sædvanlig havde Nicola kun den "magt", som Enzel tillod, at han havde, og til hver en tid kunne det ændre sig. Men Nicola var efterhånden vant til  at det var sådan tingene fungerede. Så længe det ikne gjorde ondt, var han sådan set tilfreds. Enzel skulle dog stadig ikke regne med at se noget videre liv mellem Nicolas ben, men det havde da ikke betydet noget for ham før.

Nicola placerede hænderne på Enzels brystkasse for at kunne holde balancen lidt bedre. Det hele ville være meget nemmere, hvis Enzel bare lå stille, men forhåbentlig ville han blive færdig hurtigere, når han selv bestemte tempoet. Imens gjorde Nicola bare sit bedste for at følge Enzels bevægelser, mens han strammede op i balderne i håbet om at give Enzel en lille smule ekstra nydelse. Hele Nicolas opmærksomhed lå på de små bevægelser fra Enzel, så han med det samme kunne øge tempoet, hvis det virkede til, at Enzel ikke blev tilfredsstillet ordentligt. Han stønnede hele tiden blidt, som om han faktisk nød behandlingen. Ikke nogen voldsom stønnen ligesom dengang på værelset, hvor Enzel havde taget ham op ad væggen, men forhåbentlig var det nok til, at Enzel troede på det.

Nicola var egentlig ikke i tvivl om, at Enzel var lykkelig i deres "forhold". Det var vel heller ikke så underligt, han fik opmærksomhed, han havde en at dele seng med, Nicola kendte endda en af hans største hemneligheder. Ja, Enzel havde så sandelig alle grunde til at være lykkelig. Nicola derimod havde det stadig lige så elendigt, som han mere eller mindre havde haft det siden han forlod sit elskede Rubinien. Mange ville nok gå ud fra, at han ville være lykkelig nu han havde et hjem, et job og noget som i hvert fald lignede t forhold, men han savnede friheden. Selvom han altid havde ønsket sig mere, havde han trods alt elsket livet på gaden, hvor han kun havde været ansvarlig for sig selv og kunne stå for sin egen lykke.

Tiden hvor Nicola kun skulle tænke på sig selv virkede langt væk, nu skulle han kun tænke på Enzel, og på hvordan han kunne få Enzel til at komme hurtigst muligt. Derfor brokkede han sig heller ikke da Enzel tog lidt over og satte tempoet op. Tværtimod skruede Nicola en tand op for den falske stønnen, så han forhåbentlig pustede lidt til Enzels ego. Var det ubetinget behageligt med det nye tempo? Nej, men han var smurt nok til, at det ikke rigtig gjorde ondt, og det var da en forbedring i forhold til normalt.

Prøvende borede han sine negle en lille smule ned i Enzels brystkasse. Det krævede intet geni at regne ud, at Enzel foretrak det lidt hårdt, så Nicolas håb var, at lidt blid smerte ville få Enzel til at blive færdig hurtigere, så Nicola forhåbentlig kunne komme videre med sin dag.

Hvorfor insisterede Enzel på at skulle røreved ham? Mon ikke han snart havde lært, at der ingen liv var mellem Nicolas ben, når de var sammen? En del af ham kunne godt se det fra Enzels synspunkt, han ville selv have det skidt med at være samme  med en mand, som var totalt uengageret. Men nu tvang han sig heller ikke på folk, og da slet ikke gentagne gange. Desuden havde det ikke tidligere virket til, at Enzel gik meget op i andres nydelse, så hvorfor skulle han dog bekymre sig om det nu? Det virkede da heller ikke til, at det var noget som lå Enzel videre tungt på sinde, for hurtigt kunne Nicola mærke, at Enzel nåede sit klimaks. Imens sad Nicola helt stille, så Enzel kunne tømme sig helt, ganske som han plejede. 

Der kom end ikke nogen lyd fra Nicola, da Enzel hev ham ned i en omfavnelse. Han ville gerne videre med sin dag, men et kom egentlig ikke bag på ham, hvis Enzel havde andre planer, forbandet som han altid ville ligge og putte og hygge snakke efter de havde været sammen. For at forblive i rollen som den kælne killing, fik han vrikket sine arme ind under Enzel, så han i hvert fald nogenlunde kunne gengælde omfavnelsen. Imens puttede han ansigtet godt ind mod Enzel og sukkede, som om han lige selv var blevet godt tilfredsstillet.

Udmattet brummede Nicola som bekræftelse til, at det havde været dejligt. Det var egentlig utroligt, som en omgang med Enzel var nok til at dræne ham fuldkommen. Måske han ligefrem ville kunne liste sig op på værelset, når Enzel lod ham gå? Der var ikke så forfærdeligt meget andet han skulle nå. Lige umiddelbart havde han ingen kunder den dag, men et øgede jo så også risikoen for, at Enzel ville forlange, at de brugte dagen sammen i sengen.

Det var lige før at chokket over Enzels forslag fik Nicola til t sætte sig op med et ryk, men han nåede at begrænse det til, at han rykkede hovedet og så overrasket på ham. De kunne da ikke flytte sammen! Værelset var det eneste sted, hvor Nicola var nogenlunde fri for Enzel.
"Du tror ikke at pigerne vil undre sig? De synes allerede, at jeg får særbehandling" Det var hans undskyldning for alt, når det kom til deres forhold, men hvis Enzel nu var ligeglad med, hvad andre tænkte om deres forhold..? Det her kunne blive rigtig slemt. Hvad nu hvis Enzel gik så langt, at Nicola skulle give den som lydig præmiekæreste foran alle andre også? Det kunne han slet ikke spille godt nok til. 
"Jeg er glad for, at jeg kan skabe mere opmærksomhed om bordellet, men tror du ikke, at det vil gøre det mindre eksklusivt, hvis der kommer flere mænd?" Hvis Enzel fik flere mandlige handyr ind, ville det så ende med, at Nicola slet ikke behøvede at tage kunder? Så han kun skulle betjene Enzel? Det var en skræmmende tanke..

Det var et mysterie, hvorfor Nicola overhovedet prøvede at sige Enzel imod. Hvorfor Enzel var bedende, forstod Nicola heller ikke. På bordellet var Enzels ord lov, og det gjaldt også i deres "forhold". Endnu en grund til, at deres forhold simpelthen måtte være anderledes end alle de andre forhold, som lod til at bygge på kærlighed.
"De er mine venner.. Pigerne her på huset, er de eneste jeg har i Dianthos, udover dig selvfølgelig" Nok havde han heller ikke haft mange decideret venner i Rubinien, men han havde haft flere folk, som han stolede på. Egentlig stolede han jo slet ikke på nogen i Dianthos.
Af ren vane lænede han hovedet mod Enzels kælende hånd og sukkede nydende over nulren ved øret. Det var irriterebde, at Enzel havde opdaget den svaghed.. Nicila blev nok nødt til at vænne sig til ikke at reagere på det. Det ville ikke blive nemt.

Selvfølgelig ville han ikke savne at være sammen med kunderne, hvis det var, hvad det endte ud med. Men han ville savne indtjeningen. Nicola havde ingen intention om at bruge længere tid en højest nødvendig med Enzel, og det var allerede svært at spare sammen, når Enzel forlangte at få gaver. Langsomt men sikkert fik Enzel lokket Nicola ind i en tilværelse, hvor han til sidst ville være helt afhængig af ham. Sikkert noget af en våd drøm for Enzel, men et mareridt for Nicola.

Kampen var allerede tabt. Nicola kendte Enzel godt nok til at vide, at ingen argumenter ville kunne overbevise ham om at droppe ideen, så var det virkelig værd at skændes over, når resultatet i sidste ende ville være det samme? Han sukkede lavt, men smilede så til Enzel.
"Når du nu siger det sådan.." Han gengældte kysset, men kun helt kort inden han igen trak sig væk.
"Så må jeg vel hellere gå op og pakke de få ting, som jeg har liggende på værelset?" Han kunne jo lige så godt begynde mareridtet med det samme.

Det var svært at være spændt over noget, som man virkelig helst ville være foruden, men Nicola forsøgte nu alligevel. Enzel havde ikke købt hans dårlige undskyldninger, så nu var der ingen vej tilbage. Gad vide hvor forfærdeligt hans liv ville blive, nu hvor Enzel kunne holde øje med ham hele tiden? Det var da dømt til at gå galt. Alligevel forsøgte Nicola at sende Enzel et stort smil, han skulle jo forestille at være fuldkommen ekstatisk over denne nye udvikling i deres forhold.
"Så skynder jeg mig op for at pakke" Ikke at der var meget at pakke ned, men han havde nu alligevel tænkt sig at sige rigtig god tid.

Måske lidt for hurtigt rejste Nicola sig op, og begyndte at hive tøjet på. han havde brug for lidt tid alene, så han kunne processere det hele. Måske var nu et godt tidspunkt at stikke af? Næppe, Enzel ville bare sende folk ud efter ham. Uanset hvordan Nicola vendte og drejede det, var han fanget.
Endelig blev det sidste stykke tøj hevet på, og efter at have sendt Enzel et, forhåbentligt troværdigt, smil, smuttede Nicola op mod sit værelse for at få pakket sine få ejendele. Han havde på fornemmelsen, at hele hans liv snart ville blive ændret markant.