Eftersom at Deavás havde følt svimmelheden i sine ben tidligere, havde han forsøgt at holde alkoholen en smule på afstand, så han kunne vænne sig til det og samtidig forsøge at drikke Agarés under først. Men nu insisterede dæmonen tydeligvis på at dele indholdet med ham igen, som han ikke rigtig kunne sige nej, for så ville han se svag ud. Derfor tog han også imod glasset og drak meget hurtigt en tår for at sende ham et udfordrende blik samtidig. Nøglen smuglede han ned i sin hånd igen, som han helst så, at han ikke endte med at sluge den. Det ville ikke blive en behagelig proces, hverken i den ene eller anden ende.. Noget der sikkert ville more Agarés. Igen talte han dog over sig, som han ikke reagerede på dæmonens ord og blot lod emnet ligge. I stedet valgte han at tage endnu en slurk af den brændende væske. Nu havde han dog snart vænnet sig til det igen.
Deavás så godt hvordan Agarés øjne atter søgte imod kisten, som han forsøgte at flytte på sig, så han ikke længere kunne se den. Han løftede det ene øjenbryn af hans ord, som han ikke nåede at blokere for udsynet til kisten. Ordene prikkede lidt til hans indre. Særligt det blik, der mødte ham, da han vendte blikket imod Agarés igen. Forbistrede dæmon. Nok var han selv en.. Men altså. Han lod faktisk vær med at svare ham.. Igen. Måske han allerede havde tabt? Den tredje kommentar fik ham dog ud af sin mindre trance, som han rystede let på hovedet. ”Og hvis jeg ikke gør, vil du så tvinge mig?” spurgte han lettere køligt, som han lagde armene over kors og placerede glasset imod sin arm. ”Måske du bare skal betale” lo han let, som han bakkede lidt væk, han satte kursen imod kisten for at bevæge sig imod døren. Agarés kunne vel ikke gå, før at der lå nogle krystaller på bordet?
