Det var først da Enzel satte sig ned, at Nicola slap grebet, så han ikke længere klamrede sig til ham. Han var stadig forpustet efter den krævende omgang, så hans brystkasse hævede og sænkede sig tydeligt. På sin vis utroligt, når det ikke engang var ham, som havde stået for det hårde arbejde. Ikke at han brokkede sig. Han havde det fint med at tage imod, og det virkede jo til, at Enzel virkede til at give.
Uden helt at vide hvorfor, rødmede han ganske svagt over Enzels ord. Han skammede sig over sin voldsomme reaktion, eller nærmere, han skammede sig over, at Enzel havde været i stand til at få ham til at reagere sådan. Hele hans forhold til Enzel havde jo bygget på hans spirende had til manden, og nu skulle han pludselig til at nyde behandlingen? Han sukkede lavt. Han var simpelthen for træt til at tænke overdet nu.
"Du var tydeligvis alt for ivrig" Han smilede ganske svagt for at indikere, at hans ord skulle forståes som let dril.

Selvfølgelig ville han have foretrukket at Enzel havde forladt værelset, så han kunne få den begrænsede plads i sengen for sig selv, men han var så træt oven på den voldsomme omgang, at han faktisk bare var taknemmelig for at ligge ned. Han var dog langt fra taknemmelig for det fedtede pletter på Enzel tøj, som han tydeligt kunne mærke nu de lå så tæt. Det kunne godt være, at pletterne kom fra ham selv, men det gjorde det ikke ligefrem mere lækkert at ligge og gnide sig op mod.
"Du ender med at fedte alt ind, hvis du beholder den bluse på" uden at tænke over det, var hans hånd allerede i gang med at hive blusen af Enzel, så han i det mindste ikke skulle bekymre sig om pletterne. 

Nicola havde knapt en chance for at reagere på Enzels afvisende ord, inden han pludselig blevet slået hårdt over hånden. Forskrækket trak han hånden til sig og satte sig halvt op. Han blottede de spidse hjørnetænder mens han lavt hvæste og knurrede. Det var efterhånden lang tid siden, han var belvet slået på. En ting var det voldsomme samleje, som Enzel nogle gange tvang ham til, men han havde ikke tænkt sig at finde sig i at blive slået på! Forsigtigt gned han sin ømme hånd, mens han stadig knurrede lavt.

Det var tydeligt at både se og høre på Enzel, at han fortrød slaget, men det var Nicola sådan set ret ligeglad med. Han havde jo ikke gjort noget galt, så han havde ikke fortjent at blive slået! Og det hjalp da bestemt ikke, da Enzel pludselig lød streng igen.
"Jeg gjorde ikke noget galt, du havde ingen ret til at slå mig" Han trykkede sig ind mod væggen mens han vredt så på bordelejeren.

"Hvad er det overhovedet, der er med det tøj? Ingen er så blufærdige, at de ville reagere så voldsomt på så lidt" Han så mistroisk på ham. Det var ikke første gang, at der var noget ved Enzel, som ikke virkede helt rigtigt.
"Du skjuler noget for mig. Man skjuler ikke ting for folk, som man påstår, at man holder af" Ikke at han skulle tale for højt om at skjule ting, der var trods alt en del, som han endnu ikke havde fortalt Enzel, og som han egentlig ikke agtede at fortælle ham.
"Har det noget at gøre med de billeder, som du ikke vil have jeg ser? Dem, som du har på dit værelse, og som jeg ganske kort så den første aften vi mødtes?" Brikkerne var så småt ved at falde på plads i hans hoved, men han blev nødt til at prikke lidt til Enzel for at få en fornemmelse af, om han var på vej i den rigtige retning.

Det var efterhånden lang tid siden, at Nicola for alvor havde lyttet til sine instinkter. På trods af den, til tider daglige, vold, som Sobek havde udsat ham for, var han blevet alt for magelig. Det havde været en nem og simpel tilstand som egentlig fungerede bedst, hvis man bare slog tankerne fra. Det samme gjaldt livet med Enzel. Men nu nærmest skreg hans instinkter, at han skulle passe på. At Enzel faktisk var en reel trussel. Han følte sig utrolig fanget, som han sad der klemt op mod væggen. Han ville sikkert sagtens kunne kravle hen over Enzel, men spørgsmålet var, hvor langt han faktisk ville nå, inden bordelejeren greb fat i ham.

Langt fra for første gang valgte han t ignorere sine instinkter. Ham ville til bunds i dem her sag, Enzel skyldte ham nogle svar.
"Hvordan kan jeg undgå at stikke min næse i det. Hvis jeg så meget som griber fat i dit tøj, opfører du dig jo som om, at jeg aktivt er ude på at gøre skade på dig" Han havde dæmpet stemmen, men derfor var det stadig tydeligt, at han var sur. Flere gange havde Enzel givet ham en reprimande eller på anden måde reageret negativt, når han var kommet for tæt på turbanen eller havde revet ham i tøjet. Det kunne ikke passe, at den eneste part, som tilsyneladende måtte have hemmeligheder på dette sted, var Enzel!

Benægtelsen bekræftede egentlig kun den mistanke, som Nicola i forvejen havde, og som han nok egentlig havde haft i lang tid.
"Modsat af hvad du tydeligvis tror, Enzel, så er jeg ikke dum" Han hadede, når han blev beskyldt og betragtet for at være mindrebegavet. Havde det været tilfældet havde han ikke klaret sig alene i så mange år.
"Er det dig, som er på de billeder, som du skjuler?" Han var færdig med forsigtigt at danse rundt om emnet.hvis han ikke spurgte direkte ind til det, tvivlede han på, at han ville få nogen former for svar.

Selvom han måske godt kunne have ønsket det, var det gået alt for langt til, at Nicola kunne nå at trække i land. Han brød sig bestemt ikke om at se en ellers normalt så fattede Enzel på denne måde. Måske det havde været bedre, hvis han bare havde holdt sine mistanker for sig selv, men han ville simpelthen ikke finde sig i, at han nærmest skulle være bange for blot at røre Enzel. Især hvis han skulle lade som om han faktisk bekymrede sig for ham!

Han kunne mærke hjertet hamre hårdt i brystet, da Enzels ansigt pludselig var meget tæt på hans eget, men han forsøgte at holde frygten væk fra sit ansigt. Ikke om Enzel skulle få tilfredsheden ved at vide, hvor meget han faktisk skræmte Nicola! Men et lod nu heller ikke til, at han var den eneste, som var bange, for Enzel var da godt nok lbevet noget bleg. Hvis han havde haft nogen som helst tvivl om, at han havee haft ret i, at Enzel var halvkatten på billedet, ja, så var den tvivl da væk nu.
Igen blottede hjørnetænderne og knurrede lavmælt, da Enzel kaldte ham en dum hore. Meget skulle man da finde sig i!

Det kom noget bag på ham, da Enzel pludselig satte sig oven på ham, og slagene begyndte at falde. Han havde ikke forestillet sig, at Enzel faktisk kunne finde på at slå ham. Desperat forsøgte han at beskytte sit ansigt fra de mange smertefulde lussinger.
"Stop det, Enzel!" Uden egentlig rigtig at ville det, brugte han sin evne. Han havde haft alle intentioner om at holde den skjult, men det var det eneste forsvar han lige havde adgang til. Selvfølgelig var der ingen garanti for, at den virkede, men Enzel virkede ikke ligefrem til at være velbalanceret rent følelsesmæssigt, og det ville kun øge chancen for, at hans evne virkede.

Der var altid en risiko for, at Nicolas evne ikke virkede, når han brugte den på folk. Ofte kunne de mærke, at han havde forsøgt at kontrollere dem, og det var noget, som de færreste brød sig om. Heldigvis virkede det dog til, at Enzel var ganske modtagelig for evnen. Han holdt dog armene hævet foran hovedet, bare i tilfælde af, at det faktisk ikke havde virket, og Enzel blot sad og spekulerede over, hvordan han yderligere kunne straffe ham.

Det var ikke med hans gode vilje, men han lod Enzel fjerne hans arme, så de ikke længere dækkede for ansigtet. Han forventede, at der med det samme ville falde flere slag, men i stedet begyndte Enzel at rette på de mange krøller. Hvad skulle det nu overhovedet gøre godt for? Han var vel næppe bekymret for Nicolas udseende, hvis han sådan sad og slog på ham uden tilsyneladende at have de store samvittighedskvaler.

Han kunne vel næppe bebrejde Enzel for at være bange for, at hans hemmelighed slap ud til andre. Dog var han en smule skuffet, måske endda såret, over, at han ikke havde højere tanker om ham.
"Utroligt hvor lave tanker du har om mig, Enzel" Meget modvilligt lagde han sine arme ned langs siden.
"Det kan godt være, at du hader, hvad du er, men det ændrer ikke på, hvad jeg tidligere har fortalt, at jeg føler" Han så Enzel dybt i øjnene.
"Jeg har ikke fortalt det til nogen, og jeg agter ikke at fortælle det til nogen" Faktisk havde tanken om at dele mistankerne slet ikke strejfet ham. Hvem skulle han overhovedet have fortalt det, og hvad skulle det nytte? I sidste ende var bordellet det tætteste, som han kom på et hjem, og det havde han ikke tænkt sig at risikere for noget.

Selvom Nicola da sagtens kunne sætte sig ind i, hvordan det var at have en hemmelighed, som man ikke ønskede, at andre kendte til, havde han lidt svært ved helt at forstå Enzel. Hvad var der galt i at være et halvdyr? Jo, han vidste da godt, at mange betragtede halvdyr som slaver, og på et eller andet punkt var Enzel jo ikke et hak bedre, siden han drev et bordel kun med halvdyr. Men udover det, kunne han personligt ikke se noget galt i at være et halvdyr.
"Men er det ikke det samme? Hvis du hader hvordan andre ser dig, må du vel også hade, hvad du er" Han ønskede helt reelt at forstå ham. Det var stor hemmelighed at gå med, og selvom det langt fra forklarede alle Enzels særheder, så forklarede det nogle af dem. 

"Du har givet mig et hjem, hvilket jeg ikke har haft i lang tid. Et sted jeg hører til, med folk som jeg kan stole på" Han kunne ikke finde på noget han faktisk kunne lide ved Enzel, men det var utroligt vigtigt, at hele illusionen om, at Nicola havde følelser for ham blev opretholdt, hvis ikke han skulle ende med at ryge på gaden, hvis ikke værre.
"Jeg har mødt mange både lede og sære mænd, Enzel. Sammenlignet med dem er du helt normal og kærlig" Det var sandt. Han havde mødt mange mænd som var langt værre, Sobek var en af dem. Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at give Enzel flere detaljer om disse mænd, men det var jo heller ikke det, som alt det her handlede om.

Forsigtigt strøg han Enzel ned over ryggen. Han var fristet til at bede ham smide turbanen eller endda noget af tøjet, så han rigtig kunne nusse om ham og forhåbentligt få beroliget ham på den måde, men han skulle helst ikke gøre ham gal igen.
"Det er en stor hemmelighed at gå med alene. Det må have været ensomt" 

Detvar ikke helt tydeligt for Nicola, om det var et uddebateret emne, eller om Enzel tav, fordi han ikke ville tabe en diskussion, fordi han jo godt vidste, atNicola havde ret, for selvfølgelig havde han ret. Uanset hvad havde Nicola ikke lyst til at fortsætte diskussionen, så han valgte at lade emnet ligge. Det irriterede ham en anelse, at Enzel indirekte havde sagt, at han var bedre end ham. Eller i hvert fald lod som om han var bedre, når han klædte sig ud som menneske. Han havde levet hele sit liv med folk, som af en eller anden grund mente, at han var mindre værd end dem. Var det mon generelt den holdning alle havde om halvdyr? På trods af hans mange spørgsmål ønskede han stadig ikke at fortsætte diskussionen med Enzel, det ville kun føre mere dårlig stemning med sig.

Han kunne tydeligt mærke, at nogle tåre ramte hans brystkasse. Kunne det virkelig passe, at Enzel lå og græd? Det havde han aldrig forestillet sig, at han skulle opleve. Det gjorde ham faktisk en anelse utilpas, men han havde henerelt aldrig haft det godt med tåre.
"Jeg mener stadig alt hvad jeg har sagt, halvdyr eller ej.. og jeg håber ikke, at det ændrer noget for dig" Han var ikke helt klar over, hvorfor Enzel græd, men han havde en underlig lyst til at gøre ham glad, så det forhåbentligt ville stoppe igen.

Af ren vane gik hans fingre på undersøgelse efter selv den mindste smule nøgne hud langs Enzels ryg og sider, men han alligevel lå og nussede ham. Det føltes underligt at ligge sådan med Enzel, især nu hvor han kendte hans hemmelighed.
"Jeg ville nemmere kunne nusse for dig, hvis der ikke var så meget stof i vejen" Det blev sagt næsten ligegyldigt, mere som en konstatering end en opfordring eller hentydning.

Nicola lukkede øjnene, da han mærkede kyssene mod sin brystkasse. Han håbede ikke, at Enzel var ved at ligge op til endnu en omgang, for han tvivlede på, at han ville kunne holde til det. Han var blevet vækket af sin søvn af Enzel, som var kommet ind på værelset, og det havde jo langt fra været fordi Enzel havde taget ham stille og roligt. Og så var der selvfølgelig hele deres skænderi, det havde i sig selv også krævet overraskende store mængder energi. Helst af alt ville han faktisk bare gerne ligge sig ned og sove.

Han sukkede lavt og trak let på skuldrene. Der ville ikke komme noget godt ud af at tvinge Enzel til at blotte sig for ham. Desuden, hvad ville han i realiteten få ud af at se, hvad han gemte under tøjet? Jo, selvfølgelig var han da nysgerrig, ligesom alle andre formentlig ville være, hvis de kendte Enzels hemmelighed. Men udover at få stillet den nysgerrighed? Han trak hånden til sig og placerede den i stedet på Enzels skulder.
"Det var mere en konstatering end et spørgsmål. Det er dit eget valg, hvad du ønsker at vise mig" Han strakte halsen for at give plads til kyssene. Som sædvanlig ønskede han egentlig ikke at have Enzel så tæt på, men som sædvanlig kunne han ikke afvise ham.
"Jeg har intet at opnå ved, at du blotter dig for mig. Men hvis du en dag ønsker at betro dig til en, så er jeg her" Han vidste ikke rigtig, hvorfor han tilbød det. Enzel havde gjort det klart, at han ikke ønskede at blotte sig, så han burde lade det ligge. Men han ønskede så desperat nogen, som han selv kunne dele sine hemmeligheder med, så hvis han kunne hjælpe Enzel, var der vel næppe nogen god grund til at lade være? Nok elskede han ikke bordelejeren, men livet på bordellet ville være nemmere, hvis han i det mindste kunne betragte Enzel som en ven.

Havde Enzel mon forstået hans ord som en forespørgsel? Det var på ingen måde sådan, Nicola have ment dem.. Men det ville vel næppe skade, tværtimod ville det vel kun styrke løgnen om, at han faktisk holdt af Enzel. Desuden, jo længere tid de brugte på at snakke om Enzels rigtige udseende og arbejde sig hen mod, at han smed tøjet, jo kortere tid var der til, at Enzel kunne misbruge ham. Forhåbentlig ville det tage lidt tid, inden Enzel faktisk fik taget sig sammen til at smide tøjet, for hvad ville der mon ikke kunne ske, når de tilsyneladende ikke var nogen større hemmelighed mellem dem, som kunne sætte en stopper for deres aktiviteter? Pludselig var der heller ikke noget, som ville afholde Enzel fra at hive Nicola med ned til hans private kammer i tide og utide.. måske det faktisk havde været en fejl at presse på.

Måske det alligevel ikke ville tage så lang tid før Enzel besluttede sig for at blotte sig for ham, for hvorfor skulle han ellers pludselig bede ham komme ned til hans private værelse? Det var pludselig meget de så til hinanden.. ville det fortsætte sådan? At det ville være en daglig ting, at han skulle være sammen med Enzel? Han håbede det virkelig ikke.
"Javel" Han gjorde sit bedste for at prøve at gengælde kysset entusiastisk. Han frygtede stadig, at Enzel lige pludselig ville blive voldelig igen, så det var utrolig vigtigt, at han formåede at holde ham i godt humør. 

Letter betragtede Nicola Enzel, som han ejste sig og rettede på tøjet. Han havde frygtet, at Enzel ville være blevet på værelset resten f natten. Det ville næppe have givet ham megen mulighed for at sove, og ikke kun på grund af den trænge plads i sengen.
Overrasket tog han imod pakken. Skulle han nu også forvente at få gaver af Enzel? Han værdsatte da omtanken, men på en måde fik det ham til at føle sig endnu mere som et kæledyr. På trods af det smilede han dog taknemmeligt til Enzel. Så snart Enzel forlod rummet, åbnede han pakken. Han genkendte svagt indholdet fra dengang han havde boet hos en ældre, rig dame. Hun havde spist det, men han havde aldrig selv fået lov til at smage. Han så nysgerrigt på det, inden han tog et stykke i munden. Han blev behageligt overrasket, det smagte jo faktisk godt, selvom det næppe var noget man skulle have for meget af. Han pakkede det ind i papiret igen og gemte det under sengen. Med et suk lagde han sig til rette og trak tæppet op under hagen. Det havde været en lang dag. Inden der var gået lang tid faldt han i søvn.

Han havde egentlig håbet på en fridag dagen efter, men allerede fra morgenstunden viste det sig at være et frugtesløst håb. Finn kom og vækkede ham og overleverede den lange mundtlige liste af pligter, som skulle udføres inden aften. Med et træt suk fik han hevet sig selv ud af sengen og fik hevet tøjet på, så han kunne komme i gang.
Han blev kaldt ned til en enkelt kunde. En ældre og tæt bygget herre, hvis kone formentlig for længst var stoppet med at tage sig af hans behov. Han betalte en god pris, så selvfølgelig kunne de ikke nægte ham en tur med bordellets eneste mandlige prostituerede. I det mindste holdt han ikke til mere end et par enkelte stød, så hurtigt kunne Nicola hive tøjet på og fortsætte dagens pligter.

Hen over aftenen prioriterede han at tage et bad fremfor at klare de sidste pligter. Han vidste, at Enzel ikke brød sig om, at han var sammen med andre mænd, så det var næppe en god ide at lugte af fremmed mand, når han ankom til Enzels værelse.
Bagefter smuttede han op på værelset, så han kunne gøre sig klar. Han tog det mørkerøde sæt på, som Enzel havde ham på hans første dag. Det var et nydeligt sæt og han vidste egentlig ikke, om han måtte beholde det, men alligevel havde han gemt det væk. Men nu skulle det frem. Det virkede passende, på en eller anden underlig måde. Han brugte lang tid på at rette på de fugtige krøller i håbet om, at Enzel ville lade være med at rette på dem, som han ellers havde en tendens til.

Han tvivlede på, at Enzel ville sætte pris på han kom for sent, så efter et sidste kig i spejlet rejste han sig og listede sig så lydløst som muligt ned til Enzels værelse, hvor han bankede på døren.