I bund og grund kunne Clara heller ikke være sikker på at hun kunne stole på Jonatan, men lige nu var der intet andet hun hellere ville eller kunne gøre. Han virkede så oprigtig og sød, og han var den eneste af de to der kom med en plan, så hun lyttede til hvad han sagde.
Hun kiggede lidt forvirret på ham, ikke glad for ideen om at hun skulle stikke ham en flad, men hvis det var det der skulle til, så kunne hun godt gøre det. Hun vidste nemlig godt at hun havde flere kræfter end det så ud som om, og hun havde stadig lidt svært ved at styre det, især hvis det skulle se ægte ud.
”Okay, jeg kan gøre det, men undskyld, hvis…” hun nåede ikke at sige mere, før Jonatan havde vendt sig om og kyssede hende.
Clara stivnede fuldstændig, og hun var ikke sikker på om hendes hjerte slog hurtigere, eller om det var stoppet med at slå i det hele taget. På den ene side ville hun gerne have at det forsatte, men forsigtigt trak de væk fra hinanden.
Hun stod for en stund og kiggede stivnet op på hende, som hun blev rødere og rødere i hovedet, ikke af vrede, men af at være forlegen, og hvor upassende det havde været. I baghovedet huskede hun på planen, og det faldt hende pludselig ikke så unaturligt, som hun løftede sin hånd og smækkede ham hen over kinden.
Der var også mange ting hun ønskede at sige til ham. Om hvor vovede han at gøre det, at det ikke var anstændigt, men også at det var hendes første kys, og det… måske ikke havde været så slemt som hun først havde gjort det til.
Men mest af alt brændte forlegenheden for hende, og hun løftede op i sine skørter, som hun vendte sig om og begyndte at storme væk fra pladsen. Det her føltes næsten lidt for ægte, og hun havde allerede glemt at de havde folk der var ude efter at røve dem.

Signatur lavet af Lux