Juno genkendte med det samme Killians reaktion. Han havde haft den samme med Hector, i begyndelsen af deres forhold. Når Hector havde sagt, at han elskede ham, havde Juno bare grinet, måske takket ham. Det kunne hurtigt føles underligt når ens ven fortalte dig, at de elskede dig. Men Juno havde Hector, og han vidste, at den måde han elskede Killian på ikke ville komme i vejen for nogen af dem. 

"Ja, jeg er sgu," mumlede Juno stakåndet, med et halvt smil, inden han blev for optaget af sine egne, overvældende følelser i sin nye krop, og fik for travlt med at forholde sig til dem, til at kunne snakke med Killian. Det var næsten endnu bedre, da han fik at mærke hvordan Killian også nåede sit klimaks, og Juno maste smilede og stønnede sine læber imod hans, indtil deres tænder også skrabede imod hinanden. 

Han blev liggende over ham i flere sekunder efter, imens han forsøgte at få vejret, men nægtede at slippe Killians læber med sine.
"Ikke dårligt," brød han så stilheden med, med et grin, og fik møvet sig af Killian, for i stedet at række ud efter sine bukser og finde sin sten, i dets armbånd, i sine bukselommer. Med det i hånden blev han til sig selv igen og smed sig ned ved siden af Killian i sin egen krop. Det var sjovt at være noget andet, men han kunne nu også meget godt lide sin krop og sit ansigt som det var.
"Må jeg blive lidt?" spurgte han og lænede sig smilende ind over Killian, som han også smed et ben ind over. Han var reelt i tvivl - nu fortrød han, at han havde sagt at han elskede ham. 

Det var et øjeblik af ren og fantastisk nydelse, som deres kroppe reagerede på stimulansen sammen i fællesskab. Der var ikke andet end lyden af deres vejrtrækninger, de varme kroppe mod hinanden og kysset, der blev mere og mere hårdt. For Killian var det lidt hurtigere overstået end Juno, og han brugte sekunderne til at fokusere på ham og hans kvindelige krop. Da det begyndte at stilne af for ham også, strøg Killian sine hænder op over hans hofter og ryg, kærtegnede hans hud og sugede følelsen til sig. Han kunne røre ud i en evighed.

Men Juno flyttede sig fra ham, efterladende en kold følelse, Killian kendte alt for godt. Det var ikke bare den kølige luft, men følelsen af tomhed. Han hadede den følelse, også selvom han godt vidste, at han ikke kunne undgå den. Sådan havde han det hver gang, at folk han var fysisk nær, flyttede sig. 
Men den blev ikke ved ret længe, for Juno kom tilbage og lagde sig ved ham, ja han lagde faktisk et ben ind over ham, og Killian trak straks sit tæppe over dem og lagde en arm om ham.

Nok havde Juno været i en kvindes krop, men hans opførsel var stadig en mands. Kommentaren om, at det ikke havde været dårligt, var kun noget, Killian havde oplevet at få fra en mand, aldrig en kvinde. Enten vidste de, at de gjorde det godt, eller også blev han nogle gange spurgt i en lille hvisken, om det havde været godt, så han kunne bekræfte dem i det.
"Selvfølgelig må du det. Jeg skal ikke noget før aftenfodring." Måske finde noget at spise. Thoran stod næsten altid for maden, men han hentede ham aldrig. Hvis Killian ville have mad, måtte han komme hen til ham efter det.
Killian sukkede tilfreds og puttede sig ind til Juno, duftede til hans hår og nød hans nærhed. Han havde ikke helt glemt, hvad Juno havde sagt, men han havde skubbet det til side. Juno havde Hector. Og Killian og Juno var bare venner. Venner, der kunne nyde hinanden som de lige havde gjort. Et lille smil dukkede op om Killians læber, han elskede også Juno. Han måtte næsten være hans bedste ven. Det var også en form for kærlighed, ikke?

Juno sukkede lettet, da Killian tillod ham at blive, og puttede sig straks tættere ind til ham. Så tæt at han, nu tilbage i sin mandlige krop, kunne skubbe sit lem helt op mod Killians lår med et grin. Killians krop var varm og Juno ville gerne tættere på den - så tæt at han begravede sit ansigt mod Killians hals og smilende bed i ham, inden han forsøgte at falde til ro.

"Jeg er glad for at jeg har dig," mumlede han ind imod hans hals, inden han igen begyndte at mosle rundt for at finde en position han kunne slappe af i. Det var en umulig opgave; Juno kunne aldrig ligge stille længe af gangen. Men han havde på fornemmelsen, at det ikke ville være slemt bare at lægge sig ned ved siden af Killian og slappe af med ham indtil den aftenfodring han havde nævnt. På et tidspunkt skulle han også selv hjem til Hector, så han ville gerne nyde den tid de havde sammen, bare de to, indtil da.