Han døde. Det var næsten antiklimatisk så nemt det gik. Ingen kamp, ingen sprællen eller slåen. Bare ... død. 
Det var først da Kaizler var sikker på, at han var helt død, at han lidt forskrækket slap ham. De dyriske træk forsvandt så hurtigt som de var kommet og til sidst stod han bare tilbage som sit sølle jeg. Med en lidt tung vejrtrækning så han med store øjne ned i på liget. Hvorfor havde han ikke kæmpet i mod? Han fik ikke noget svar, men pludseligt blev kroppen til en grøn tåge, der spredte sig og bevægede sig rundt i den svage træk i kælderen.

Træt og tom, knapt nok stærk nok til at stå på sine ben, blev Kaizler stående lidt, betragtede tågen og var på vej væk fra virkeligheden. Men pludseligt gav det et ryk i hans krop og han rettede sig op. Han skulle ud herfra. Han havde lige slået husets herre ihjel, hvordan ville resten af beboerne ikke reagere?
Det var først, da manchetten om hans håndled stoppede ham, at han kom i tanke om, at han var spændt fast. Først forsøgte han at komme fri, men hans hånd var for stor og metallet for stærkt. Der var ikke langt til panik, da han slog sig selv for panden med den frie hånd og så ned på tøjet, der var efterladt. En nøgle. Der måtte være en nøgle.

Det tog lidt tid, for han havde svært ved at nå, men til sidst kunne kan stikke en nøgle i låsen og han var fri. Hurtigt gik han ud af buret, men måtte stoppe op, som hans ben nær havde givet efter under ham. Selvom han var blevet healet, havde han stadig brug for hvile. Meget hvile. Men det var ikke muligt nu og han tvang sig selv videre, efter at have taget en kniv fra bordet med torturinstrumenter som våben. Hvert eneste skridt op af trappen føltes som et bjerg, men snart stod han oppe i huset. Han lod sine instinkter råde, og bevægede sig i en tilfældig retning, mens han forsøgte at være opmærksom på, om der kom nogen. Hvad tid på dagen var det? Han havde ingen anelse efter tiden i det vinduesløse rum.

Nat. Det var i hvert fald mørkt. Nogle lyde fra en anden del af huset fik ham til at stoppe op. Stemmer. Duften af mad, hvilket fik hans mave til at knurre. De spiste. Lidt hurtigere fik han fundet frem til døren ud, og han småløb hen over gårdspladsen til stalden i håb om, at hans ting stadig var der. Det var de, lagt til side. Han gav sig ikke tid til at undersøge, om det hele var der, men hev sit tøj på. Han skulle væk. Men han var så træt. En hest prustede, og han så med store øjne på den. Selvfølgelig.

Snart klamrede han sig til hesten, mens han jog den ud af stalden og ud i mørket. Der var ingen sadel, han havde ikke haft kræfter nok til at løfte den. Men hovedtøj havde han da fundet, og han kunne kravle op på en spand for at hive sig på på ryggen af dyret, der nu satte i galop og løb af sted med ham mod friheden. Ingen fulgte efter ham. Han var fri.