Mens Hauru lyttede til hans forklaring, sænkede hun armen igen og lod den hænge ned langs siden. Nu havde hun ikke lige haft tid til at se nærmere på liget og havde egentlig heller ikke tænkt sig at gøre det, så det han sagde gav vel meget god mening.
Det var meningen at kaste et hurtigt blik på de blodige ærmer, men i stedet faldt Hauru lidt i staver og endte med at stirre på dem i længere tid. Gad vide om det smagte lige så godt, som det duftede? Det sædvanlige sultne blik Hauru altid havde fået i øjnene som vampyr, begyndte at komme frem igen og hun tog et lille skridt tættere på ham. Hun tog en dyb indånding, for at kunne dufte lidt ekstra til det og der viste sig et lille smil i mundvigen, inden hun hurtigt rystede på hovedet og flyttede sig tilbage. Hun var en smule forbavset over at hun kunne have fået sådan en tanke, så hun skyndte sig at skubbe den væk igen. Men duften var svær at slippe for, når hun selv var dækket af den samme væske.

Hun åndede helt lettet op, da hun straks fald for hans løgn, naiv som hun var.
"Oh.. Så det var ikke dig?" Det lød som et spørgsmål, men var mere ment som en konstatering. ".. Eller mig," tilføjede hun kort efter, som hun nu ikke havde grund til at føle sig helt så skyldig. Det faldt hende ikke ind at hun måske burde have sat spørgsmålstegn ved hans forklaring, for sådan noget gjorde man da ikke med vilje! Allerede derefter begyndte hun at slappe lidt mere af, men hun holdt paraderne oppe, bare for en sikkerheds skyld.
"Du kendte hende altså?" Spurgte hun lidt usikkert. Hvis han havde forsøgt at hjælpe hende, gik hun ud fra at han ville svare ja, men hun håbede lidt på et nej. For så ville det ikke være helt så uhøfligt at spørge efter noget af hendes tøj, som hun kunne bruge. Damen skulle vel næppe selv bruge det til meget fremover.
Det ville muligvis være nemmere for hende at sætte sig over i sofaen, men hun var ikke så sikker på at kunne klare det uden at falde, så indtil videre blev hun stående. At stå stille gik fint.

Måden hvorpå Hauru forsøgte at nærme sig blodet på hans ærmer fik ham til at rynke på brynene. Var det ikke normalt at alle særheder fra tidligere racer forsvandt, når først man blev engel? Noget kunne tyde på, at hun ikke havde det på samme måde, men samtidig så lod hun ikke til at være tryg ved situationen, da hun endte med at trække sig. Så kunne han da ånde lettet op for, at hun aldrig ville komme til at bide ham igen på samme måde. Samtidig kunne han også ærge sig over, at han ikke havde været i stand til at holde hende mere på afstand og derved helt kunne have undgået bidet til at begynde med.. Men det var for sent nu, nu skulle han blot forsøge at overbevise hende om hans uskyld. Hvilket burde være fuldkommen umuligt, hvis man kendte ham ret, men hun kunne tydeligvis intet huske. Hvilket var perfekt for deres nuværende situationen. Deavás kunne sikkert bilde hende hvad som helst ind..

For at underbygge sin historie, valgte Deavás at lave et lettere forvrænget ansigt, som var han forbavset over, at hun overhovedet kunne tænke det. "Selvfølgelig ikke" forsikrede han hende, stadig med en forvirrende undertone, som kunne han ikke forstå at hun kunne tro det. Han skævede lidt mod døren, som hun var bange for at det var hendes skyld.. Det var en anelse komisk, for ja, hun havde selv sat sig i den situation, men det vidste hun selvfølgelig ikke. "Heller ikke Deres skyld" lød det med et opmuntrerende smil på læben. Deavás så sig kort over skulderen for at se hvor han kunne bringe hende hen eller hvad han skulle stille op med hende. Det virkede lidt, som om at han havde fået lov til at starte forfra. Måske hun kunne formes til noget bedre og mere underholdende?
Han nikkede stille til hendes spørgsmål, virkede en anelse bedrøvet, men forsøgte samtidig også at skjule det svage smil i hans mundvig. "Hun havde ikke lang tid tilbage.." forklarede han, som han rakte hånden ud imod hende. "Men jeg havde håbet på at kunne begrave hende dybt i jorden, så rovdyrene ikke ville få fat på hende.." fortsatte han med et nik. Han rystede det roligt af sig, som han så ned på den hånd der var rakte frem imod hende. "Skal jeg hjælpe Dem hen og sidde?" spurgte han høfligt. Det pinte ham, at være så flink overfor Hauru, men han var lidt tvunget til det, hvis han skulle udnytte den perfekte situation, som Hauru havde sat sig i.

Selvom Hauru selv havde konkluderet at ingen af dem havde haft noget med det at gøre, var det alligevel rart at få en opmuntrende bekræftelse fra ham. Man kunne se skuldrene sænke sig en anelse mere, da spændingerne langsomt blev sluppet, men det kunne ikke undgås, at hun stadig ikke følte sig helt tryg. Det var alligevel ikke det mest beroligende scenarie at blive smidt ind i og hun forstod stadig ikke hvordan hun var havnet her. At dømme ud fra hans bedrøvede udtryk, var det da også utrolig dårlig timing. Han havde måske håbet på noget tid alene, til at komme sig over sin vens død og så kom hun og forstyrrede ham uden grund.
”Det er jeg ked af,” sagde hun stille, egentlig mest for ikke at virke helt ligeglad.

Hauru skævede kort mod hans hånd, men tøvede lige lidt, inden hun tog imod den.
”Øhm.. Ja.. Tak,” sagde hun med et lille nik og lagde lidt vægt i hans hånd, da hun gav sig til at tøffe over mod sofaen. Det gik egentlig bedre end hun havde forventet, for hun nåede helt til sofaen uden at falde. Hun slap hans hånd igen og trak tæppet ordentligt om sig, inden hun satte sig helt ned i den anden ende, men var næsten på vej til at rejse sig igen med det samme, da hun endelig fik øje på de få instrumenter af hans, der stadig lå på bordet. De fik straks en lille alarmklokke til at ringe i hendes hoved, selvom hun egentlig ikke havde opfanget noget der tydede på, at han løj. Måske gjorde han alligevel?
”Heh.. Er du.. Er du helt sikker på, at det kun var dyr?” Snerten af panik var tilbage og hun satte sig længere ud på kanten for at være klar, til at flytte sig hvis det blev nødvendigt. Hendes blik gled febrilsk fra ham, til instrumenterne og tilbage igen. Det gjorde næsten ondt i brystkassen, så hårdt og hurtigt hjertet bankede.

Nok var Hauru faldet for hans historie, men han kunne endnu mærke, at hun ikke var helt overbevist. Deavás havde dog ikke tænkt sig at bruge for meget tid på at opbygge historien, da hun sikkert på et tidspunkt ville komme til at kende sandheden. Så længe han bare kunne holde hende lidt hen, indtil han fandt ud af, hvad han faktisk tænkte om hendes hukommelsestab, så ville det være godt nok for ham. I håbet om at få hende til at slappe mere af, forsøgte han at trække hende bort fra værelset og den lugt, der efterhånden kom fra rummet.. Men hun var ikke helt villig til at følge hans ord eller gestusser uden lige at tænke sig om først. Det irriterede ham en anelse, men han måtte bare få det bedste ud af det. Hvis det blev for meget, så kunne han altid efterlade hende der og så se hvordan hun ville klare sig på egen hånd? Det kunne også være morsomt at følge med fra sidelinjen.. Deavás stod og overvejede det med et svagt smil, men rystede det hurtigt af sig, som hun gav udtryk for sorgen. Han nikkede til hendes ord, som han forsøgte at være taknemmelig for hendes omsorg.

Vægten hun fik lagt i Deavás hånd var intet problem, som hun var virkelig spinkel af krops bygning. Sådan havde hun vist nok altid været.. Selvfølgelig vejede vingerne en del, hvilket nok var grunden til at hun havde svært ved at holde balance, da hun nu skulle tage højde for et andet tyngdepunkt end tidligere. Han lod hende passere og sætte sig først, som han kastet et blik imod instrumenterne på bordet samtidig med hende. Det kunne han vel sagtens forklare? "Jeg skylder vist en forklaring.. Jeg kendte hende ikke personligt, men stod for at pleje hendes sygdom" forklarede han med et nik imod instrumenterne. De kunne sagtens bruges til at skære betændelse og lignende væk, så mon ikke den forklaring ville være nok for hende? Han rynkede en anelse på brynene, som hun stilte spørgsmålstegn ved det hele. Det var lidt som at starte forfra. "Det var et bud, det kan være at sygdommen tog hende først, før dyrene." lød det lettere overbevisende fra ham, som han trak let på skulderne og egentlig ikke ville indrømme, hvad der var sket. Det ville hun sikkert heller ikke have godt af i hendes nuværende tilstand, så var det ikke bedst at skåne hende for det? "Jeg vil Dem intet ondt" forsøgte han at forsikre hende, da han kunne mærke panikken sprede sig i hendes krop..

Så langt Hauru havde fået placeret sig ude på kanten af sofaen, var det næsten lige før hun faldt ud over, nu hvor hun var så ustabil på benene, men vægten fra vingerne sørgede for at holde hende på plads. Der var noget lumskt over ham, men hun formåede at holde sig roligere end hun troede var muligt, mens han kom med en ny forklaring. Der gik et stykke tid før hun kunne holde blikket fra instrumenterne på bordet og i stedet lade det hvile på ham.
”Hvorfor sagde du ikke bare det fra starten?” Spurgte hun, stadig en smule skeptisk, da det undrede hende, at han ikke bare havde fortalt sandheden. Hvis det da var sandheden denne gang. Intet i hans væremåde eller tone indikerede at han løj, men hun var tydeligvis naiv, for det var der heller intet der gjorde tidligere.

Han forsøgte at forsikre hende om, at han intet ondt ville hende og der begyndte hendes skeptiske holdning til ham, at blive en anelse akavet for hende. Det var da ikke specielt pænt af hende at tvivle på hans intentioner, når hun i bund og grund ikke kunne vide det.
”Beklager. Det er ikke min mening at tvivle på dig. Jeg er taknemmelig for din venlighed,” undskyldte hun og forsøgte at få et ordentligt smil frem, men det så stadig lidt tvunget ud. Hun rykkede sig lidt længere ind på sofaen, men måtte lige bruge et par sekunder på at række hånden bagud og få vingerne til at sidde rigtigt, nu når de ikke lod til at ville bevæge sig selv. Det var en svær fidus at få fat på, men det skulle vel nok komme på et tidspunkt. Hun prøvede at lægge sin mistro til side og i stedet fokusere på, at få lidt styr på andre vigtige emner. Han havde trods alt haft rig mulighed for at gøre hende ondt og endnu ikke gjort det.
”Kan du fortælle mig hvor jeg er? Og… hvem du er?”

Der var så mange ting, som kunne være sket, men selvfølgelig valgte Hauru at dukke op som engel.. Deavás kæmpede virkelig for at holde sig i skindet. Denne kvinde anede intet om sin fortid, ej heller, hvem det var hun var i selskab af. Noget fortalte hende, at hun skulle være bange, men Deavás brugte en del energi på at berolige hende, noget der tildels virkede og så alligevel ikke. For hun virkede fortsat nervøs for hvad det hele betød og Deavás var nød til at bygge videre på løgnen for at holde hende hen. At hun bebrejdede ham og stillede spørgsmål ved, hvorfor han ikke sagde det til at begynde med, var ikke nyt.. Fordi han lige fandt på det.. Nej, det ville næppe overtale hende, så han valgte i stedet blot at trække let undrende på skulderne. "Ærligt, så overraskede Deres ankomst mig en anelse, så jeg tænkte ikke klart" undskyldte han med et forundret blik i øjnene. Historien var skrevet og der var ikke mere han ville byde hende. Eller jo. Men ikke flere historier, han ville langt hellere gøre noget ved situationen fremfor at snakke hele tiden. Han skulle jo gerne undersøge hendes underbevidsthed, om hun virkelig havde glemt alt..

Det hele var blevet vendt på hovedet. Lige pludselig endte Hauru med at undskylde overfor ham. Han så noget så overrasket ud, som om det aldrig var sket før og som om han ikke rigtig ville tro på det. For Hauru spildte aldrig energi på at undskylde overfor nogen, så hun måtte virkelig have glemt sig selv og sin fortid. Der var ikke meget tilbage af den gamle personlighed. Det var ganske fascinerende.. "De behøver ikke undskylde, jeg ville selv blive chokeret, hvis jeg først så blod.." han løj, men det behøvede hun ikke at vide. "De befinder Dem i Tusmørkely, hvis De kan bruge det til noget?" spurgte han ledende, for hvad vidste hun egentligt. "Deavás" svarede han med et nik. Mere behøvede hun ikke nu.

Hauru forventede næsten et lidt vagt svar, noget der egentlig ville give mening, hvis man altså ikke tænkte for meget over det, hvilket hun ikke ville lige med det samme. Men det var ikke tilfældet, for hun var egentlig også selv ret overrasket over sin ankomst. Eller nej, forvirret. Hauru var utrolig forvirret.
På et eller andet tidspunkt, ville hun få samlet tankerne ordentligt, men lige nu var der for mange distraktioner. En fremmed, lidt uhyggelig mand, blodet på hænder og arme, der stadig duftede lidt bedre end det burde. For ikke at tale om det lig, der lå inde i sengen! Hun kunne ikke lade være med at gyse lidt over tanken og forsøgte straks, at skubbe den fra sig igen.
Endnu mere forvirring trillede ind over hendes ansigt, da han næsten så overrasket ud over hendes undskyldning. Enten havde hendes undskyldning ingen plads der, eller også fik han sjældent undskyldninger. Hun drog sin egen konklusion og gættede på det sidste, da hun bestemt følte at det var på sin plads, at undskylde når man havde været så mistroisk over for en person, der egentlig ikke havde gjort andet end at hjælpe.
Al forvirring, der havde været malet i Haurus ansigt, forsvandt så snart han nævnte Tusmørkely. I et kort sekund lyste hun lidt op, fordi hun instinktivt følte, at hun kendte stedet.
"Jo, det... Oh.." Hun stoppede hurtigt sin sætning igen, da det gik op for hende, at hun overhovedet ikke kunne placere det. Hun kunne stadig fornemme at det var et sted, hun på en eller anden måde burde kende, men der var ingen minder tilknyttet.
"Eller... Nej. Det siger mig vist ikke noget alligevel," mumlede hun, en anelse irriteret over sig selv, som hun gav sig til at pille lidt ved blodet på hænderne og dermed langsomt få det til at forsvinde. Efter hans præsentation af navn, lod det til at være en god idé også at præsentere sig med sit, men i det øjeblik gik det op for hende, at hun heller ikke kunne huske det. I hvert fald ikke helt. Noget med H? Hun droppede hurtigt tanken, for det virkede lidt for pinligt ikke at kunne huske sit navn. Det skulle nok komme til hende på et tidspunkt. I stedet valgte hun at lade som om, at det overhovedet ikke var faldet hende ind at præsentere sig, da hun bredte et nyt lille smil over læberne og rettede blikket mod Deavás igen.
"Ved du om her er noget jeg kan bruge, til at vaske blodet af?" Spurgte hun og tog ved tæppet for at gøre sig klar til at rejse sig.

//Inaktiv

- Du skriver bare, hvis du vil finde ud af noget nyt, når du er tilbage :3