Han sagde intet imod hvordan hun rev og sled i hans trøje, for hans skyld kunne den ligge synderevet på gulvet. Han var ligeglad.
Det eneste han kunne tænke lige nu, var at underligge hende ham. Om det så nogen sinde kom til at ske, det kunne der blive diskuteret om i flere år. Men, ikke desto mindre var det stadig hans drivkraft. Hans lange negle borede, ind i hendes nøgne hud ved hoften. Til det punkt, hvor han kunne mærke noget varmt og tykt glide rundt omkring hans fingre. Da gav ham slip. Og lagde armen omkring hendes ryg og greb den anden side. Med en hurtig og mål fast reaktion, greb han hende og løftede hende op. Selvom han ikke havde tog arme, havde han alligevel styrken til at få hende til at side på hans hofter, skulle hun lege med og ligge benene omkring ham. Især som de ramte den kolde mur, kunne han bruge den som støtte. Hans tænder skrabede imod hendes læber, som hans læber knuste sig imod hendes. 
Nej der var intet romantisk, intet kærligt i den mode de to væsner der kredsede imod hinanden for at komme til. For at tage magten fra den anden. 

Der skulle bare gives tid, og ikke megen af det, før trøjen var flået i stykker. Den skulle af ham og det skulle være nu. Hendes negle fik i processen fat i hans hud, og skrabede ned over efterladende mærker og sår ned af hans krop. Hendes egen hud fik også sit at føle som hans negle efterlod blodspor ned af hendes krop, men hun var ligeglad med smerten. Måske endda faktisk ganske afhængig af at han udførte den, og at hun gav tilbage af samme skuffe.
Hendes læber sveg som hans tænder kredsede i den sarte hud, der ikke helt kunne holde til den hårdhændet behandling. Hun kunne smage blodet med det samme, men tog sig ikke tid til hverken at ømme sig eller få det væk, men fortsatte hungrende med at have fat i ham.
Hun modsatte sig heller ikke at blive løftet op og presset ind mod den kolde mur. Hun lod sine ben glide omkring livet på ham, utilfreds med at han stadig havde noget på kroppen der stoppede fuld kontakt. De kolde sten skrabede mod hendes ryg og sende kuldeskud igennem hende. Ikke at han var varmere at have imod sig. Iskolde røvhul.
Nu hun ikke kunne få fat og befri ham for det sidste lag tøj, fandt neglene frem til hans skulder og den anden greb hårdt fat i hans hår og var ikke ligefrem blid og kærlig ved det.

Han mærkede hvordan at hans hårde manddom, blev presset imod hendes varme skød. Hvordan at det stykke stof der stadig adskilte dem, provokerede og frusterende ham. Men ikke nok til at han gjorde noget ved det, i hvert fald ikke endnu.
Der lød en knurrende advarsel fra hans strube, som han mærkede hvordan hun brutalt lod sine negle, og fingre glide hen over hans allerede forslåede krop. Og selvom mange af hans ar var ved at heale, så var der stadig dem hvor sølv havde været årsagen. Han trak hende hurtigt væk fra væggen, og selvom hendes vægt imod hans krop - lavede restriktioner på hvor hurtigt han kunne bevæge sig. Fik han alligevel båret hende over til sengen, som han med et ganske ligegyldigt og uden omtanke kastede hende ned i.
Han lod håndryggen glide hen over hans læber, som han smagte hendes blod fra læberne. Tungen vædet hans læber, som mørke gule øjne betragtede hende. de lå næsten på grænsen til at være orange der var hen imod at blive røde. Hun opildnede ham på sådan en maner, at han ønskede at indtage hver centimeter af hendes krop. Men også rive hende fra hinanden, og glemme at hun nogen sinde havde eksisteret. Sådan stod han og stirrede på hende, uden at bevæge sig. Hans pulserende køn, som sendte reaktioner igennem kroppen. Men endnu ikke reagerede han på dem. 

Sarafina ignorerede den advarende brummen fuldstændig. Hvis han måtte torturere hendes krop med sine lange negle af nogle kløer, så måtte hun fanme også! Om det så kostede hende livet at lege den leg! Han skulle ikke tro at han var den eneste der fik lov at udleve sine indre brutale ønsker. Hun kæmpede ikke imod da han flyttede hende, men mærkede godt det var en smule hårdt at lande midt på sengen. Ikke at det generede hende. Den var trods alt ikke ubehagelig at hverken ligge eller sove i, så den tog det meste af faldet.
Hurtigt som lynet blev stoffet under hende farvet af blod i flere plamager og sugede væsken til sig. Det så allerede morderisk ud.

Hun rettede sig op på sine albuer, og så hvordan dyret så dovent var gået i stå igen, mens øjnende pulsede af hop mellem arrigskab og hvad hun mildest talt ville kategorisere som liderlig. Hun havde tydeligt kunne mærke reaktionen i hans krop, og nu også ganske tydeligt se det. Han skulle ikke tro at han kunne snyde hende.
Med en let bevægelse svang hun sig op på knæ og tog styringen fra ham når han ikke selv kunne finde ud af at reagere. Hun tog fat i bukserne, bandt snorene op eller rettere nærmest flåede dem op for at befrie det sidste stykke stof, om han ville det eller ej!

Hans første reaktion var at stoppe hende, stoppe hende fra at tage hans bukser af. Men han nåede aldrig længere, end blot at betragte hende, med hans stadig ufølsomme ansigtstræk. Og selvom at kroppen forrådte ham, og fortalte hende - at han ville have hende. Så var det ikke at se i resten af hans reaktioner. 
Det var først da bukserne var faldet ned omkring hans ankler, at hans fingre lukkede sig omkring hendes hår og greb hårdt fat. Han trak hendes hoved til side, elskede næsten hvordan han tårnede hen over hendes skikkelse der lå på knæ foran ham. Noget nyt tændte sig i ham, der igen forrådte hans ellers så apatiske tilgang til ting som disse. Han gad ikke, han ønskede det ikke - men hun formåede altid at frembringe en reaktion i ham, som var så voldsomme som dem lige nu. Eller i hvert fald voldsomme af hans standart. 
Han lod sig glide rundt omkring hende, lod faldt selv med knæende ned i sengen. Uden hår, gav han slip på hendes hår igen. Skubbede hvad han håbede var hårdt nok, til at hun ville flade tilbage i sengen. Hvis ikke, ville han gribe hende omkring lårene, så hun lå udspredt foran ham. 

Sarafina var fristet til at give ham et udfordrende blik. Hun vidste at han oftest var et direkte røvhul hvad alt det her angik, og noget i hende brændte efter at udfordre ham til at prøve at gøre modstand. Hvis han da absolut ville. Men i sidste ende var det faktisk heller ikke en kamp hun var interesseret i. Hun havde helt andre interesser at fokusere på, og selvom de heller ikke var kærlige af nogen art, så var det langt mere tilfredsstillende end at skrige ind i hovedet af hinanden. Alt hun behøvede var hans krops reaktion på at han ville, og den fandt hun uden problemer.
Sarafina kom med en dyb knurren som han greb fat i den tykke manke af hår, men hun kæmpede ikke imod. Ikke endnu, men lod ham holde fast og bevæge sig som et rovdyr på jagt omkring hende.
Det pludselige skub frembragte en lyd, som kunne tolkes arrig men i bunden bare var dyrisk og gik helt igennem kroppen på hende. Det var det dyriske niveau der blev vækket i dem begge, og selvom Sarafina igennem tiden syntes at havde virket mere afhængig af det fysiske aspekt end Cryan, var det hos ham den arrige dans var stærkest. Det var mere intenst og krævende og lige nu ville hun bare have ham, hårdt, brutalt og nådesløst. Lod han hende vente, ville hun tage hvad hun ville have, om det så krævede at hun overvandt ham først.

Han var hurtig, og dette var trods den stadig manglende arm. Han greb med den ene han havde tilbage, omkring hendes lår, som han pressede sig ind imellem hendes ben. Han slap låret, og lagde sin hånd omkring hans manddom, udelukkende så han kunne hurtigere og nemmere trænge ind i hende.
Dette blev ikke gjort rart, forsigtigt eller med hende i tankerne. Nej, det var hårdt brutalt – uden nåde, som han pressede sig voldsomt i et hurtigt stød ind i hendes indre.
Han næsten brølede dyrisk, som han mærkede varmen der omsluttede sig. Men han var ikke længe om at finde fatningen, før at hans arm pressede sig und under hende og greb omkring hendes lænd og hofte. Også begyndte han ellers.
Han lagde sig hen over hende, som hans hofter arbejde i hurtige dybe stød. Igen greb hans mund hende omkring skuldrene, denne gang den anden – som hans tænder borede sig ind i hendes hud. Flere dyriske knurren kom fra hans strube, som man kunne høre stammede helt nede fra hans mave.
Og selvom, at set ude fra – stadig kunne ligne noget der var blandt to elskende – ville det hurtigt eskalere til noget, der blot viste en magtkamp imellem to mennesker. Der hungrede efter en eller anden form for forløsning, på den vrede og irritation der brølede inde i deres indre.

Sarafina kunne ikke lade være med at overveje hvor meget hurtigere og aggressiv han kunne havde været, havde han ikke mistet sin ene arm i kampens hede da han var forsvundet sporløst. Men det var stadig hvad hun behøvede som foregik lige nu. Den gennemtrængende følelse der skød igennem kroppen på hende, som han nådesløst indtog hende som ejede han hende og kontrollerede hele situationen. Hvilket han gjorde i dette sekund og hun lod ham lige nu. For at mærke styrken, smerten, vreden og nydelsen skylle igennem kroppen på sig selv, uden nogen nåde.
Hun pressede sine ben omkring ham, holdende ham fast. Neglende borede sig ned i hans hofte og lavere ryg, som hans tænder sank ned i hendes kød. En dyrisk knurren, nok nærmere hvæsen forlod hende, blandet med den nydelse der ligeledes ramte hende, som kroppen forrådte hende med at udtrykke.
Neglene kredsede hul i den blege hud ned af hans ryg og hun mærkede blodet fugte hendes fingre og glide op under hendes negle. Hungrende efter mere. Hungrende efter alt hvad han kunne give hende i denne situation. Hun ville på den grådigste vis forsøge at få det hele, uden at tage nogen hensyn til om han fik hvad han ville have.

Det blev hurtigt smeltet ned til noget meget primitivt.
To væsner, der tog hvad de ville have. Uden så meget at tænke på den andens behov. De skulle nok begge få hvad de ville, på den ene eller anden måde. Og således skete det, som negle og tænder blev brugt så voldsomt at der gik hul på huden. Blod der flod hen over deres kroppe, som hans hofter nådesløst stødte imod hendes.
Hvordan at han lod tungen fugte sig af hendes blod, der fyldte hans mund. Knurrede lavtmeldt som hendes negle kredsede hen over hans ryg. Han var ligeglad, smerten var velkommen. Især nu, hvor han ikke kunne holde fokus på hans tanker. Ikke som han normalt var så god til. Ingen ting gav mening for ham, og hun var skyld i det. Kvinden under ham, som han tog som var hun hans ejendel. Hun skulle bøde for, de følelser som hun skabte i ham. Og han kunne ikke gøre det på nogen anden måde, end sådan som han agerede nu.
Som et tankeløst monster, der klamrede sig til hendes skikkelse.
Han slap grebet i hendes skuldre, åbnede øjnene og fangede hendes. De piercende blodrøde øjne, mens hendes blod løb ned af hans hage, Hvordan det vædet hans hals og noget af hans nøgne brystparti.
Han hvæsede af hende. Inden han lod hans læber tvinge sig ned over hendes.
Hvad var det hun gjorde ved ham, og hvorfor kunne han ikke stoppe. Hvorfor kom han altid tilbage.

Sarafina slog hjernen fra ganske bevidst. Hun havde intet at bruge hverken logik, tanker eller fornuft til i dette øjeblik. Det hørte ingen steder hjemme i denne magtkamp på det så primitive niveau at det eneste der bekymrede begge parter var at få forløsning for noget indespærret.
Hvorfor han havde den effekt på hende, nægtede hun at tænke på. Mest af alt fordi hun ikke kunne finde et logsik svar på hvorfor den nederdrægtige, møgirriterende, egocentrerede, ligeglade, blodsugende vampyr fik hende til at gøre ting der ellers ikke lå i hendes natur.
At få tilfredsstillelse jo, men det her var mere. Det var så dybdegående at der ikke fandtes en logsik forklaring på hvorfor hun lod ham bide hårdt ned i hendes kød og lade blodet flyde klistrende ud over dem begge, alt imens agten fortsatte.
Hans hvæs blev besvaret med en knurren før deres læber stødte mod hinanden igen - ivrige og på ingen måde kærlige. Smagen af det metaliske blod indtog hendes sanser, som det dryppede ned over hendes egen krop fra hans. De bevægede sig aggressivt i en mordzone, og selvom Sarafina kørte på ren adrenalin, lyst og trang til at fuldføre akten, vidste hendes krop godt, at blodmanglen blev en ting. Den ville afkræfte hende før eller siden. Men fanme ikke før de var færdige! Hvad der skete bagefter var ligegyldigt.

Instinkter overtog - han ville ikke kunne beskrive hvad der skete efter dette. Hvordan deres kroppe blev forenet i alt andet end kærlighed - hvordan at tænder og negle blev brugt til at vise dominans - samt lyde der forlod dem, der ikke kunne beskrives som menneskelig. Så da han endelig blev færdig - da hans forløsning var nået i alt i det her, trak han sig også fra hende. Rejste sig op i hans nøgne skikkelse og betragtede hende med en brystkasse der hævede sig lidt hurtigere, end den normalt ville have. De kolde øjne betragtede den slanke men velbyggede skikkelse, der lå i hendes seng. 
Han fnøs en anelse - og begyndte så at finde det tøj - der var mere eller mindre i stand til at tage på igen. 

Han stoppede op ved døren, betragtede hendes skikkelse igen - overvejede kort om han burde sige noget til hende. Hvilket gjorde hans bryn krøllede mod hinanden - igen overvældet af denne følelse, af hvor han ikke helt vidste hvordan han skulle agere, valgte han i stedet og lukke døren og bevæge sig tilbage med langsomme skridt til hans eget kammer. 
Ville de nogen sinde stoppe med at falde sådan ind i hinanden? Han var ikke sikker. Men for i aften, havde det alligevel fået hans vrede til at falde - og noget mere roligt var faldet på plads i hendes indre. 

Sarafina var ikke sikker på om hun var tilfreds med at han var færdig, men der var ikke en skid at gøre ved det. Hendes krop var øm, smertelig og egentlig også ganske veltilfreds. Hun rejste sig ikke fra sengen, eller gjorde antræk til noget som helst, andet end at trække vejret hårdt og hurtigt ned i sine lunger, så brystkassen hævede sig tydeligt op. Blodet løb stadig fra de åbne sår og farvede det hvide lagn blodrødt, og ikke mindst fugtigt.

Hun sagde ikke nået som han gik, eller for den sags skyld da han kiggede på hende flere gange, men slappede nogenlunde af og lod trætheden tage kroppen. Han havde opfyldt sit formål. Ikke at det var et formål hun havde vidst han generelt havde. Det var en underlig ting at det altid var ham der klarede det bedst og ham hun gerne ville havde vendte tilbage til sin seng. Ikke for at sove der eller ligge og pusle om hende. Nej, det behøvede hun intet af. Nej, hun behøvede hans dyriske tilgang til hende. Noget hun opdigtede i sit sind var en tiltrækning han havde til hende og kun hende. Det gjorde hende speciel. Enestående. Og beroliget. Som var dagens prøvelser lagt væk. Det var ude af systemet og hun kunne falde i søvn uden problemer.