han havde ikke mistet gnisten men han vidste at han ikke kunne stille noget op når han havde lommelærken. Rumi mærkede bare han blev skubbet fra side til side og frem af hele tiden. da de pludselig stoppede op drejede Rumi hovedet for at lytte. men alt var stille.han hørte en banken der nærmest gav genlyd. Rumi blinkede lidt inde i posen og da han blev hevet ind og fik poset af måtte han misse lidt med øjnene. det var ret svært at vide hvad han skulle gøre eller sige til han gik kommandoen fremad. han trak på skuldrene og begyndte at gå han så til siden hvergang de passerede en fakkel eller dør. hvor var de mon henne? og hvorfor løb der vand ned af væggende. var de under en sø? eller var de under havet? Rumi anede intet om hvor de var. måske var de bare under jorden hvor det lige havde regnet?

Rumi stoppede op hver gang han troede de skulle ind men deavas blev ved ed at gå så de skulle åbenbart længere ned han så ned på gulet der hældede ned af. hvor var de på vej hen? Rumi så op på deavas og trak vejret dybt men kunne ikke fornemme om hvor de var eller hvad det var de gik i. det eneste han kunne høre var hver gang de gik forbi en fakkel var der gnister fra den hvorfor var der så stille? nu var Deavas vel ikke igang med at føre ham til en slave handel for at sælge ham. det ville være meget uklogt. men ville man så ikke høre skrig fra slaver? eller grød?
"hvor er folk henne" hviskede Rumi mest til sig selv for her var uhyggeligt stille.

Eftersom at de nu befandt sig på hans hjemmebane, så havde Rumi ikke længere fordelen af, at almindelige mennesker eller væsner, kunne forstyrre dem og redde ham fra hvad der kunne komme til at ske. Ærlig talt, så kunne udflugten her medføre mange ting eller slet ingenting. Det hele kom lidt an på, hvad Deavás valgte at bruge ånden til. Han havde stadig nogle ønsker, som han kunne gøre brug af, men der var ingen som sagde, at de skulle bruges med det samme eller lige nu. Desuden så havde han før fået andre til at gøre noget, de ikke brød sig om, uden at der skulle ønsker til. Det hele gjaldt bare om planlægning og mulighed.

Den mørke og kolde gang snoede sig ganske svagt omkring, som Deavás holdt blikket imod Rumis ryg og lod ham fortsætte fremad. Dørene var lukket i, nogle forseglet med en lås andre stod let på klem, men det var svært at fornemme noget i mørket inde i rummene. Deavás trak let på smilebåndet, som Rumi stilte spørgsmål til, hvor folk var henne. Måske der slet ikke var nogen? Selvom der var tale om en hvisken, så var det svært at overhøre det, når der ikke var andre lyde udover deres skridt imod det våde gulv. "De er her skam.." kommenterede han køligt, som han kiggede forbi Rumi og lagde en hånd imod hans skulder for at stoppe ham ved en døren. Døren gled langsomt op, hvorfra et barn stak hovedet ud, bukkede hovedet og forsvandt forbi dem op ad gangen. Døren stod endnu åben, som Deavás gav tegn til at han skulle gå ind. "Lydene bliver blokeret af magi" fortalte han lettere hæst, som ånden kunne skrige alt det han ville, men ingen ville høre ham. "Sæt dig på stolen midt i rummet" beordrede han, imens at han selv gik hen til den nærmest væg og lagde lommelærken fra sig ved siden af lænker og kæder på et bord.

Rumi anede virkelig ikke hvor de var. han kiggede rundt og  da Deavas svadede så han lettere forbavsert på ham han mærkede Devas hånd og stoppede op og hørte hvad han sagde og forstod hvorfor her var så stille. da han fik ordre på at sætte sig gik han bare ind i rummet og så rundt. han forstod ikke hvorfor han skulle med. han var jo allerede Deavas ånd. han trak vejret roligt og gik over og satte sig og lagde anklen op på sit knæ og armende over benet. han så på deavas som han lagde lommelærken fra sig. hvad skulle han mon med de kæder og lænker når han havdelommelærken.? 
Rumi sagde ikke en lyd men holdte roligt øje med Deavas og hans bevægelser. vis han ville slå ud efter ham ville han forsvare sig. vis han ville lænke ham.... ja så ville han sikkert begynde at grine. for det havde han allerede ved at blive hans mester.

Egentlig var der ingen grund til at slæbe ånden med, men Deavás havde ikke ønsket at lade ham være alene på værelset, når nu han faktisk havde brudt ind. Måske ånden ville have meldt ham til byvagten og givet dem en beskrivelse af ham. Derfor var det langt sikre at tage ånden med og så finde ud af, hvad han skulle stille op med ham, så snart der var ro til at tænke. Så behøvede han heller ikke bekymre sig om eventuelle vagter eller naboer, der måske kunne komme ånden til undsætning, hvis ånden lige pludselig skreg efter hjælp eller ikke længere ønskede at adlyde ham. Derfor var de også endt i et forholdsvis mørkt lokale, som Deavás gik ind og lukkede døren let efter sig. Den blev ikke låst. Men det var ikke sikker at Rumi ville være i stand til at følge gangen senere, når først Deavás var færdig med ham.

Deavás vendte sit fokus mod bordet, som han rørte let ved lænkerne og kæder, men gik videre, hvorfra han tog fat i en mindre flaske og åbnede den. Væsken var gennemsigtig og havde ingen lugt overhovedet. Han tog den med sig hen til ånden, som han rakte den til ham. "Drik det" beordrede han med et hævet øjenbryn. Ville ånden kæmpe imod nu eller ville han fortsat adlyde og drikke indholdet? Der var ikke tale om en gift eller noget virkelig farligt, bare en væske, der ville desorientere ham en smule.

Rumis øjne var blevet vand til mørket nu. han kunne lige så stille fornemme deavas komme mod ham med noget i hånden. han tog flasken så ned i den og snussede lidt ind. der var intet at spore af lugt eller noget. han så mistroisk på flasken og dens indhold. "og hvad vis jeg nægter?" spurgte han for når han ikke vidste hvad det var ville han faktisk helst ikke drikke det. han var helst fri. han ville ikke  blive her men han vile hellere ikke risikere at miste kontrolen over hvor hans lommelærke var eller hvad der skete med ham. faktisk ville han nok ikke kunne finde ud fra dette sted alligevel.

At Rumi efterhånden kunne se i det mørke lokale, gjorde ikke Deavás spor, som han var van til at begå sig i mørket. Han tvivlede lidt på at ånden var det, så mon ikke han stadig havde en mindre fordel af det? Deavás kiggede køligt på ånden, som han stilte spørgsmålstegn ved om han ville drikke det eller ej. Dertil valgte Deavás blot at trække let på skulderne. "Fordi det muligvis er det eneste du får at drikke i mange dage.." kommenterede han med et hævet øjenbryn og overlegen smil på læben. Han kunne da sagtens holde ham fanget dernede i flere dage uden at give ham mad eller vand. Så måske ånden bare skulle tage imod, før det var for sent.

Ånden havde tydeligvis svært ved at beslutte sig, som Deavás roligt trak flasken til sig og valgte selv at tage en tår. Hans krop var efterhånden van til den slags midler, så han blev ikke påvirket lige så meget som andre, derfor kunne han måske også overbevise ånden om, at der intet i vejen var med indholdet. "Men det er selvfølgelig også muligt, at du slet ikke kan drikke eller spise?" spurgte han lettere forunderligt, for selv ånder havde brug for væske? Han havde da en krop, som han var nød til at vedligeholde, ikke sandt? Flasken holdt han endnu i hånden, så ånden stadig kunne nå den.

måske var det rigtigt hvad han sagde. at Rumi ikke ville få noget at drikke i flere dage. han så hvordan flasken blev hevet væk fra ham og deavas selv tog en tår. han lagde hovedet på skrå og så på deavas for at se om der skete noget. men helt ærligt hvorfor skulle han ville drikke noget der var giftigt. ja Rumi var djinn og faktisk lidt af en dæmon og elementaler vis det var sandt hvordan de var skabt.
Rumi tog flasken og tog en lille slurk og lod flasken blive ved hans mund som om han drik af den. men det var spil for galleriet.

Rumi tog flasken ned og væk fra sig. han kunne ikke føle noget lige med det første. men nok fordi det havde været en meget lille tår han havde taget. han så på deavas og lagde armende over kors på sine knæ.
"hvad er Deres planer med mig så? skal jeg bare blive her i dette rum til De ikke kan finde på mere at bruge mig til?" Rumi var ikke just bange for deavas endnu. faktisk var han ganske rolig og havde det behageligt i en mands selvskab. kvinder gjorde ham altid så nervøs så en mand var faktisk rart til en forandring.

Om ånden tog imod flasken eller ej, var ikke til at sige, for Deavás havde ikke planer om at tvinge det i ham, eftersom at han kun ville efterlade ham med flaskens indhold, så med tiden ville han nok være tvunget til at drikke, hvis ikke han skulle få det virkelig dårligt. Derfor havde Deavás heller ikke travlt med at beordre ham til at drikke det. Det ville som sagt fungere bedst, hvis ånden selv tog det fremfor at han skulle tvinge ham til det. Noget sagde ham nemlig at ånden ville blive mistroisk, hvis han tvang ham.. flasken blev taget ud af hans hånd, som Deavás fulgte åndens bevægelser og så til, da han sank. Deavás var meget opmærksom på hans hals for at sikre sig, at han nu også sank.. mængden var underordnet, som han kort nikkede til ham og gik tilbage til bordet for at tage lommelærke tilbage i lommen.

Efter kort tid vendte han retur og smilte roligt til ånden. Rumi havde ingen idé om hvad han havde tænkt sig. Og han ville næppe få det at vide lige foreløbig. "Det ved jeg faktisk ikke endnu. Jeg skal lige overveje mine muligheder først. Men så hører du nok fra mig igen." Den sidste sætning blev sagt med en kølig latter, som Deavás vendte rundt og gik tilbage til døren. Han åbnede den på klem, så lyset fra faklen overfor trængte ind i rummet. "Jeg kalder, når jeg har brug for dig" lød det køligt, som han viftede med lommelærken, før at han gik ud og lod døren glide i. Dernæst forsvandt han hurtigt fra gangen og ind ad en anden dør. Han kendte stedet ud og ind og der var mange måder at komme ud på. Nogle ledte endte ud af byen forbi vagter og nysgerrig blikke.

//Out, vi ses lige pludselig :3

da han viftede med lommelærken rejste Rumi sig hurtigt op i vrede og desværre for ham så påvirkede deavas flaske indhold nu rumi. han tog sig til hovedet og alt blev tåget for ham. han kkunne ikke fokusere på noget lige nu. han faklede over mod væggen og lagde en hånd på den og havde den anden på hovedet. han så rudt og fandt lyset fra faklerne men gik lige ind i døren. han gneb øjnene sammen og så mod udgangen. han gik ud til faklerne og lukkede øjnene nu hvor han ikke kunne fokusere måtte han jo købte sig ud på en anden måde. så hans metode var at føle efter frisk luft. det hjalp ham også. det tog ham dog 5 timer at finde den rigtige dør ud. men han kom ud og efter det besvimmede ham.

//out