Hun var så optaget af hendes maleri at blende farverne helt rigtigt. De helt små detaljer, måtte ikke glemmes – det var alt sammen meget vigtigt. Derfor, gjorde hun ikke det store nummer ud af, at fuglen pludselig sad på toppen af lærred. Hun var simpelthen alt for optaget, til at blive distraheret. Selv ikke da fuglen valgte at flyve væk, og landede i hendes maling. For hvis det havde været sådan, ville hun nok have begyndt at grine, som fuglen begyndte at få den røde maling væk fra dens ene fod.
Fuldstændig optaget, havde hun også prikket den gule fugl, med sin pensel da hun ville have noget af den røde maling. Derfor var det vel også ganske oprigtigt at beskrive, at det som der kom som det næste, kom fuldstændig bag på den lyshåret kvinde.
Følelsen af stolen som der blev skubbet væk under hende. Ja det var det første hun lagde mærke til, det kom som så voldsom en overraskelse. At hun slet ikke nåede at reagere. En rød streg blev kørt hen over billede, inden staffeliet væltede og sammen med hele oplevelsen, blev bordet med alt malingen og sendt afsted. Den hårde kollision med hendes krop og de ru mørke gulvbrædder slog luften ud af hende. En lyd af ubehag, forlod de fyldige læber. Inden hun mærkede følelsen af kølig maling, der fløj rundt omkring på hendes krop. Hendes øjne lukkede hurtigt i, da den blå farve landede lige i hoved på hende. Hvad fanden var der lige sket? Og så hørte hun en velkendt stemme.
Alran? Var han tilbage? Hendes højre hånd prøvede på bedstevis at skrabe den tykke maling af hendes ansigt. Og da hun endelig åbnede øjnene, var det noget af et syn der mødte hende. Alran, nøgen som den dag han var blevet født. Bare, meget mere mandlig. Et hvin forlod hendes læber, som hun lukkede øjnene hårdt i. Hendes hænder dækkede for det mørkeblå ansigt; ”Så dæk dem dog til mand!” råbte hun, og begyndte at kravle væk fra eksplosionen af maling og den nøgne mandekrop.
Hendes hånd ledte efter bordet stoleben, og da hendes fingre stødte hårdt imod det. Hun hvæsede af smerte, inden hun brugte det til at guide hende op af bordet. Og da hun var sikker på at hendes ryg var vendt væk fra ham, åbnede hun endelig øjnene. ”Dit tøj!” sagde hun en smule febrilsk og halv løb hen til stolen hun havde lagt det. Og uden megen eftertanke, smed hun tøjet imod hans skikkelse.

Det var da en imponerende skinger lyd der kunne komme fra kvindemennesket! Hvinet var sig straks ind i Alrans stakkels hoved, og han måtte vrænge ansigt i smerten med klemte øjne og bidende tænder. Det var som at blive råbt af efter en aften af overdreven fuldskab, hvor tømmermændene havde hæftet sig fast med rustne og bøjede sum, der knirkede og gravede ved hver bevægelse. Isari, vis nåde! Den smule alkohol som kanariefuglen havde sippet måtte have været rigeligt til at give en sådan effekt i sådan en bette krop. Men forbandelsen var trods alt dét: en [stiike]forbandelse[/strike]. Effekten blev ikke bare overført men også forøget til at tilpasse sig størrelsesforskellen. Og tilsyneladende gav den ham ikke engang lov til at opleve rusen af alkoholen. Den sendte ham direkte til efterslæbet.

Alran havde kun lige fået kæmpet sig op at sidde, da han fik smidt en klump stof i armene med sådan en kraft, at det næsten havde samme fornemmelse som at få kastet en gadebold i favnen. ”Så stop dig dit hysteri, tøs!!” vrissede han aggressivt, mens han sendte en hånd op for at massere det mest ømme område af næseryggen. Lige mellem øjnene. Tøjklumpen havde han i det mindste været høflig nok til at lægge som dække over hans blottede manddom. ”Man skulle tro, at du aldrig har set en nøgen mand før. Guderne må vide, at selv Dronningen har set mit vedhæng og overlevet ved sit bedste velgående.” Det var ikke en løgn. Han havde været blottet foran Dronningen. Ikke noget han var stolt af, og da bestemt noget der hjemsøgte ham med stor flovhed.
Beklagende, som var han en gammel mand med stive led og smertende muskler, møvede smeden sig dog endelig op fra gulvet. Skubbede lidt til ting og sager, der bare var i vejen for ham. Han brummede lidt irritabelt over malingen der plettede hans krop – gjorde ham langt mere farverig end, hvad han i sandhed var – og prøvede igen at ryste det af sin fod, hvilket bare sendte små dråber af rød ud til forskellige retninger. Han kunne bekymre sig om, at svine hendes hjem til lidt senere.
Han smed klumpen af tøj fra sig på den nærmeste platform, alt frem for hans bukser, som han efter lige at have pisket dem ud, trådte i som noget af det første. Trak dem godt op over måsen og knappede front-sprækken, før han bandt livremmen godt til. Gjorde sig ’anstændig’.

”Squ godt jeg valgte at følge trop med dig, eller jeg havde måtte bruge endnu en lønning på nye klæder,” kommenterede han, som han fandt blusen og trak den over hovedet og videre ned for at dække den muskuløse, dog tydeligvis ikke vedligeholdte overkrop. Han var ingen adelsmand. Tværtimod. Han var en feltmand, hvis noget. Han førte en hånd om til baghovedet, han havde hamret ind i en kiste ved hans abrupte forvandling.

Hysteri!? Det - okay, hun var en smule hysterisk. Og som hun vente øjnene væk fra hans, ja - herligheder? Hun fik en smule dårlig smag i munden, da hun refererede det således i hendes tanker. 
Dog stoppede hun helt op, og kunne ikke lade være med at ligge hendes øjne på hans krop igen. Dronningen havde set hans vedhæng? Først var hun ganske mistroisk, og det måtte have været en spøg. Men som hendes trænede øjne, betragtede hans mimik, måtte hun ærligt indrømme at hun troede på historien. Hvordan i alverden, var den mand endt med sit frie vedhæng foran dronningen? Selve idéen var så absurd, at hun måtte ligge en hånd foran munden og begyndte at grine. 
Og da hun endelig havde åbnet op for muligheden, at lade latter rulle hen over hendes tunge. Kunne hun ikke stoppe igen. Hendes arme lagde sig rundt omkring hendes mave, som hun bøjede sig forover. Hun grinte så meget, at hun begyndte at grynte. 
“Det her er den mærkeligste dag jeg nogen sinde har været ude for!” Fik hun fremstammet igennem hendes krampelatter. Tåre begyndte at forme sig i øjenkrogene, som hun vente sig rundt, og slæbte sig over til glassene, og fyldte hendes eget op med mere Rom, eller var det whiskey? Hun kunne pludselig ikke huske, hvad det var hun havde hævet ud af skabet. Og når det kom til stykket, var hun vel også ligeglad. 

Hun vente sig, latterne havde fortaget sig. Men hendes brystkasse hævede og sænkede sig, som havde hun lige taget en tur til på strudsen. 
“Du har måske kun et sæt tøj eller hvad? For så ville jeg da lade være med at putte det på - når man er smurt ind i maling.” Pointerede hun, og nikkede mod hans fød der efterlod røde pletter på hendes gulv. Desuden var hun selv smurt ind i alskens farver, fra top til tå. Ikke at det gjorde hende meget, hun skulle nok bare overveje at få det ud, så hurtigt som muligt. 

Idét hun brød ud i latter og grin, så han helt automatisk over på hende med et meget misfornøjet blik. Brynene krummet, og man skulle havde troet, at han havde bidt i en sur citron, sådan som hans ansigt fortrak sig. Det var da lige godt grov! Han følte næsten, at hun havde leet af ham i al den tid, de havde tilbragt i hinandens selskab. Dog denne gang, hvor latteren syntes at komme fra et helt andet sted i hendes mave, måske lidt længere oppe mod brystkassen endda, følte han sig knap så meget gjort til grin.
Det ville have været at forvente fra ham, at han ville have snappet af hende, men forundringsværdigt nok, så brummede han blot som en gammel mand af hendes konklusion af dagen. Men som hun vendte ham ryggen, sneg der sig en lille ufrivillig stigning frem i hans ene mundvige. Hun var ikke helt forkert på den. Det havde virkelig været en mærkelig dag. Ikke engang den sindsforvirrede tiggerkone på hjørnet nær markedspladsen kunne komme på sådanne røverhistorier. Hvem ville tro en, hvis man fortalte dem, hvad der var sket i dag? Mindst lige så mange som ville tro på Alrans oplevelser med Dronningen. Men hvis skyld var det nu, at denne dag havde bragt sådanne mængder af hurlumhej?..

”Hva-?!” snublede det ud ad munden på ham, som hun henvende sig til ham igen, og han trådte fluks et skridt tilbage, som ville det gøre det nemmere for ham, at se ned ad sig selv. Et par lavmælte og utydelige – og ganske kreative – skældord trillede let og elefant over hans tunge, idét han lige prøvede at ryste noget rød maling af foden en sidste gang. ”Tøj er en del nemmere at vaske, hvis man stadigvæk er i besiddelse af det, frøken smart. Og det var dig, der skreg som en mø, at jeg skulle påklæde mig igen!” forsvarede han sit knap så kloge valg, så snart han så tilbage på hende. Fornærmet, vel og mærket.

Alran sukkede så, meget tungt og kastede tanken om hvor meget arbejde, der skulle til at skrubbe maling ud ad stoffet så langt tilbage som muligt. I stedet søgte hans blik på omgivelserne omkring sig. Han havde skannet lokalet, da han var blevet ført indenfor. Og selvom han nu var ved normal størrelse igen, var det ikke fordi der var den helt store forskel af den grund. Men han havde forsaget lidt af et rod. ”Hvad er det her for et sted?” spurgte han først lidt undrende, inden han så direkte på hende med en oprigtighed over sig. ”Dit hjem?” Han lænede sig så ned for at samle en væltet stol op at stå ordentligt igen. Og så bordet med maling, han måtte have sparket til. Derefter, siddende på hug, begyndte han at strække sig for at samle diverse tuber og glas og krukker med maling op fra gulvet. Prøvede så vidt muligt at redde så meget af deres indhold som muligt. Lort.

Ja måske var tøj nemmere at vaske, men hun var ganske erfaren i at få oliemaling på hendes tøj. Og det var ikke noget der bare forsvandt igen. Så meget var hun sikker på, men måske ville det ikke hjælpe at fortælle ham det? Og han havde trods alt ret, at hun havde skreget af ham, at han skulle tage tøj på. Hun fnes dog stadig over absurditeten af situationen. Aldrig om nogen, ville tro på denne fortælling – medmindre man selvfølgelig havde set det med egne øjne. Desuden, var det også ganske utroligt hvor meget der var sket på en og samme dag. Hun havde drukket til de tidlige morgentimer, blevet udfordret til at stjæle en struds – noget hun aldrig havde set før. Mødt manden der ejede den – blevet reddet ned af Dianthos mange gader og stræder – før han, almindeligt menneske havde formået at indhente dem. Trods at hun havde været ret sikker på – nu da hun tænkte tilbage – så havde den høje fugl løbet hurtigere end hun havde set nogen vild hest. Hvordan havde han overhoved formået at indhentet dem?
Hun rystede på sit hoved, det var ikke tidspunktet at brække dagen ned i filosofiske strå og tanker. Tungen vædet hendes læber, inden hun kastede et hurtigt blik hen over sin skuldre.
”Nuvel – men jeg advare dig bare så, oliemaling er umådelig svær at få af tøjet.” mumlede hun, og trak på skuldrene. Dog hvis han kiggede på hende, ville han nå at se det skæve gadedrenge smil der formede sig på de buttede læber, som hun trak sit ansigt væk. Af alle mænd, der kunne være dukket op i den blå luft – var han i hvert fald ikke den grimmeste.
Hvad er det her for et sted?
Hun lagde hoved på skrå, mens hendes øjne stadig var rettet den anden retning. Han havde trods alt ikke sagt, hun måtte kigge endnu – selvom der selvfølgelig var sandsynligheden for, at han slet ikke tænkte det var nødvendigt.
”Man kan vel godt kalde det mit hjem.” svarede hun sandfærdigt og trak på skuldrene, da hun hørte noget skramle bag hende, vente hun sig rundt med løftede bryn. Var – var han i gang med at prøve at redde hendes maling? Dette fik et oprigtigt taknemmeligt smil frem på hendes læber – selvom hun havde stjålet det meste af hvad der lå spredt ud på gulvet. Så var det stadig dyre genstande, som man kun fandt hos de meget rige. Eller dem, som selvfølgelig havde sponsorer der gerne ville betale for at man kunne blive en stor og berømt kunstner.
Hun gik hen til ham, og lagde en blid hånd mod hans underarm. ”Det er okay, det skal du ikke tænke på” hun betragtede hans ansigt, havde han ikke fået nogle slag, da slåskampen var gået i gang i kroen? ”Vil du have noget at drikke? Jeg har også te, hvis whiskeyen ikke lige er din smag.” prøvede hun med en mere venlig tilgang.