Sheno åbnede sine øjne lidt mere op, da englen pressede sit ansigt mod hans hånd. Hun var virkeligt så sød og uskyldig, det var næsten svært at vide, hvordan han skulle håndtere hende. Hun var voksen, men virkede mest til at se verden som et barn. En trang til at beskytte voksede sig større i ham, en trang han en gang i mellem udviklede overfor andre væsner, han ellers normalt ikke ville føle sådan for. Nok var hans arbejde ofte at beskytte, men følelser kunne komme i vejen i alvorlige situationer og han afholdt sig altid fra at få følelser for dem, han arbejdede for. Men denne lyse engel var ikke arbejde, hun var en, han lige havde mødt. En uskyldig engel med et sind som et barns og han kunne ikke forhindre sig selv i at ville beskytte hende. Så han smilede et svagt, men varmt smil, da hun gemte ansigtet i hans hold.

Hendes ord om hans hale fik ham til at brumme lidt i latter.
"Den kan godt holde til det." Og som de snakkede om den, kom halen frem fra bag ham og kildede hende lidt op og ned af armen med de lange hår på spidsen. Alle de børn, han havde underholdt med den hale. Og nogle af dem stod ikke tilbage for at rykke til. 

Hans blik gled til maden over bålet. Der skulle snart mere brænde på og han burde nok vende fuglene. 
"Men jeg håber du er sulten, der er nok mad at tage af." Han kunne sagtens spise en hel fugl selv, han var et stort væsen med en god appetit og han kunne overspise uden at få det dårligt. Lidt lige som løverne. Spise på forhånd og gå en dag eller to uden at føle sult. Det gjorde han nu sjældent og der var slet ingen grund til at gøre det i denne grønne del af verden, hvor der virkede til at være mad overalt. Men han burde nok finde nogen til at lære ham noget mere om naturen og planterne. Så han ikke skulle leve af kød.

Le grinede lystigt, da Shenos hale kildede hendes arm, og hun rykkede væk og vred sig, tydeligvist meget kilden. Hendes store vinger spjættede og kom til at slå lidt, så de skabte en vindstød, der var kraftigt nok til at få hendes kjole og hår til at flyve lidt op. 

Hun skuttede sig, men grinede stadig, da hun nikkede til at hans spørgsmål. 

"Jeg er sulten!" sagde hun og gned over sin mave. Hun glemte tit at spise, fordi hun var for optaget af at trøste en eller anden, men nu var hun sulten, og bare tanken om made fik hendes mave til at knurre. Aftenluften var en smule kølig, så hun lagde sine vinger over sine skuldre som en tyk kappe, mens hun satte sig ordentlig ved bålet og så forventningsfuldt op på Sheno.

Så hun var kilden! Sheno skyndte at skrive sig det bag øret, hans hale var trods alt det perfekte våben mod en kilden person. Hendes slag med vingerne fik hans tykke manke til at flyve lidt rundt om hans hoved, hvilket fik ham til at le. Hun var en speciel person, denne høje, hvide engel. 
Han havde trukket hånden til sig og nikkede til hendes ord om, at hun var sulten.
"Jeg ser lige, om noget af det er færdigt." Han kom på benene og begyndte at undersøge de to fugle. De skulle tydeligvis have noget mere før de var helt færdige, så længe havde de heller ikke fået. Han fik dem vendt, så de fik varmen på den anden side også.

Lidt nysgerrig skævede han til hende. Hun var lidt af et mysterium for ham.
"Hvad lever du af til hverdag?" Manglen på oppakning forundrede ham og han ville gerne vide, hvordan hun overlevede. Igennem varme, kulde og sult. Engle skulle vel spise som andre væsner? Han var faktisk ikke sikker, han havde ikke mødt mange af de bevingede væsner i sit liv. Faktisk var denne nok den, han havde haft en længere samtale med.
Men hvordan klarede hun sig? Hun virkede så uskyldig og naiv, tanken om at hun rejste rundt uden noget andet end det hun gik og stod i, virkede forkert. Kunne hun overhovedet beskytte sig selv? Han havde ingen anelse om, hvor gammel hun var, men et eller andet sted var det også lige meget, for hun virkede ikke gammel. Langt fra. Og det var vel det, der talte?

"Lever af?"

Le så forvirret på Sheno og skuttede sig lidt mere under sine tunge vinger. Hun var ikke helt sikker på, hun forstod Shenos spørgsmål. Hun levede vel af mad ligesom alle andre? Hun smilede forvirret til ham.

"Jeg lever af mad," sagde hun så med et nik og rykkede sig lidt tættere på bålet for at få mere af varmen derfra. Hun havde egentlig aldrig tænkt over, hvad hun levede af. Hun spiste, når hun var sulten. Som regel fandt hun bær og frugter, hun kunne spise, men hun kunne også sagtens fange et dyr og spise det, ligesom hun havde gjort med de to store fisk, hun havde fanget i aften. Hun var ganske vist ikke specielt god til at tilberede mad, men hun fik da stegt det kød, hun fangede, også selvom det tit blev enten forkullet eller var halvråt i midten. 

Hun lo og rystede lidt på hovedet. "Fjollede Sheno! Hvad skulle jeg ellers leve af? Man kan jo ikke leve uden mad! Du spiser da også mad, gør du ikke?"

Englens reaktion fortalte Sheno, at han ikke havde fået formuleret sig rigtigt, men han lod hende tale færdig, mens han så på hende med et lille smil. Hendes ord gav ham ikke så meget svar på det, han egentligt ville vide, så han besluttede sig for at forsøge at omformulere sig.
"Jeg undrer mig mere over, hvordan du klarer dig. Jeg har ikke set, at du skulle have nogen oppakning eller våben... hvordan laver du lejr, tænder ild og forsvarer dig, hvis nogen vil dig noget ondt? Hvordan klarer du dig i dårligt vejr?" Shenos stemme var stadig venlig, det var ikke en forhøring, men nogle lidt bekymrede spørgsmål fra en ven.

Bålet kastede skygger omkring dem og selvom Sheno virkede afslappet og koncentreret om hende, var der hele tiden en del af ham, der var opmærksom på sine omgivelser. Man kunne aldrig vide, hvad der sneg sig rundt i mørket. Han havde ikke oplevet mange ting efter han var kommet ud af Rubinien, men derfor slækkede han stadig ikke på sin overvågenhed. Og det var noget, der undrede ham ved hende. Hun virkede slet ikke til at være klar over, hvor farligt det var. 

"Hmmm," mumlede Le og tænkte sig godt om. Oppakning havde hun ikke noget af, ej heller våben, og hun synes ikke selv, hun havde brug for dem. Hun var ganske vist blevet angrebet et par gange, men enten kunne hun flyve væk, eller også kunne hun bruge sin styrke eller evne til at forsvare sig med. Hun kunne ikke slås, men hun kunne da kæmpe sig fri eller holde folk nede, hvis det blev nødvendigt. Spørgsmålet med det dårlige vejr, dét kunne hun svare på, så hun lyste lidt op igen.

"Mine vinger!" forklarede hun og løftede de kolossale vinger lidt op, så de skærmede for den imaginære regn. "De holder mig tør og varm. Jeg behøver slet ikke telt eller tæpper eller noget, så længe jeg har dem. Og... jeg behøver normalt ikke forsvare mig, men jeg kan godt! Hvis der er nogen, der prøver at gøre mig ondt, så kan jeg bare kvæle dem indefra."

Hun smilede op til Sheno, som om det sidste, hun sagde, overhovedet ikke var foruroligende, inden hun gabte højlydt og rykkede sig lidt tættere på løvemanden. Hun sukkede og lænede hovedet mod hans skulder.

"Du behøver ikke kvæle nogen indefra, gør du vel?" mumlede hun, mens hendes øjne langsomt gled i, maden fuldstændig glemt. "Du er stor og stærk. Der er ingen, der tør angribe Sheno."

Åh, selvfølgelig. Hendes vinger! Så langt havde Sheno ikke tænkt. Men han fandt det også forunderligt, at de alligevel var nok. Fjer var varme, men var de så varme? Han lod blikket hvile lidt på dem, mens hun snakkede videre. Kvæle nogen indefra? Han rynkede panden lidt, men regnede med, at det havde noget med hendes evne at gøre. Hvis hun kunne noget med sjæle bare i nærheden af, hvad dæmonen i Balzera havde kunnet. Han kunne stadig huske følelsen af, hvordan hans bryst havde følt, når dæmonen havde taget fat i hans sjæl og forsøgt at rykke den ud. Der var ilt en luksus.

Han kunne ikke lade være med at smile, da hun gabte. Lidt som en kattekilling, det var meget kært. Hans arm gled rundt om hende, da hun lænede sig ind til ham.
"Nej, det gør jeg ikke." Hans mil blev lidt skævt, som hun sagde, at ingen turde angribe ham. Han størrelse var afskrækkende, men det forhindrede ham nu ikke i at være et mål for et angreb. Men det sagde han ikke, da det lod til, at englen var ved at falde i søvn. Så han sad tavst med hendes hoved mod sin skulder i et stykke tid, indtil han blev nødt til at kigge til maden. Forsigtigt fik han hende ned at kigge på jorden, inden han kigge kigge til både fugle og fisk. Ikke længe efter havde han spist, lagt et tæppe over hende og som natten blev ældre, fandt han selv en plads ved bålet.

Med bålets varme mod sin ryg, lyden af hendes vejrtrækning og en krop og et sind, der var trætte efter dagens hændelser, faldt han i en søvn, der ikke var tungere end at han stadig var på vagt.