Der skulle uden tvivl arbejdes på Murizz lydighed, men Deavás havde heller ikke forventet andet, når man tænkte på hans attitude fra tidligere. Nok var den væk for nu, men det ville ikke vare længe før at han genvandt sin kontrol, nu hvor opgaven var fuldført. Han kunne sagtens have forlangt mere af ham, men med alle de lyde han var kommet med, ville det være synd at skubbe ham yderligere. Han ønskede jo tydeligvis ikke at spilde tiden på leg. Ikke at Deavás havde lovet noget om, hvad han ville tvinge ham til, men det skulle han nok snart finde ud af. Nu vidste Murizz i hvert fald, hvem han havde med at gøre, så det ville være dumt at gøre ham misfornøjet, så måske Murizz var mere end villig til at følge hans ønske om at lege. Det var trodsalt Murizz eget ønske om at vende det rundt til noget andet, så Deavás gav ham faktisk bare chancen for at droppe det blodige eventyr, de kunne være startet på og så i stedet vende det til noget de begge kunne komme til at nyde.

Det var ikke nødvendigt at gøre brug af liget mere, for Deavás havde ham, lige hvor han ønskede, så de kunne sagtens skaffe liget af vejen, hvis det generede ham så meget, men Murizz lod ikke til at blive yderligere generet af liget, så længe det ikke befandt sig i sengen. Eller så længe han ikke var tvunget til at rode rundt i liget. Som Murizz vendte rundt for at bevæge sig mod væggen, lod Deavás sin hånd dale mod hans røv, kun ganske kort før at han vendte retur til liget og skubbede det ud over sengekanten. Der var endnu blod i sengen, men Deavás var ikke interesseret i at fjerne det. Murizz havde ikke givet udtryk for at blodet var et problem og det bekymrede ham ikke rigtig, hvis det gjorde.
Fokus blev vendt mod den spinkle krop, som Murizz var i færd med at servere for ham. Han trak blusen over hovedet på ham og løftede en finger op mod hans hage for at fange hans blik. Der hvilede et lystigt glimt i hans øjne, som havde han bare ventet på dette. Det var dog lettere imponerende som Murizz hurtigt dækkede over sit ubehag over liget og straks vendte fokus mod noget andet. Panikken var forsvundet, som havde den aldrig været der. I stedet virkede det som om at begæret havde været der længe. Han smilte køligt til ham. Deavás nikkede til hans spørgsmål. Ja, aftalen var stadig gældende og det ville den være indtil at Deavás ikke ønskede at håndhæve den længere. Han slap ikke hans blik, som han bukkede sig ned til ham. ”Vis mig, hvad du har lært” det lød næsten beordrende, som han dog ikke lod Murizz tænke særlig længe for at han pressede sine læber imod hans. Han placerede en hånd mod hans brystkasse for at presse ham imod væggen, lettere hårdt. Han havde intet imod at Murizz ikke havde haft chancen for at fjerne blodet fra sine læber, for det kunne de sagtens dele imellem dem. Dog slap han ham og gik nogle skridt tilbage, lagde armene over kors og lod blikket hvile på ham. Murizz havde pralet med at han havde erfaring nok til at vide, hvordan han skulle håndtere en, som ham, så nu var det på tide, at han viste det.

Hvem der end ville arbejde med Murizz' lydighed, skulle ikke forvente at det ville ændre sig foreløbig. Fik Murizz nogensinde at vide, at nogle ville kaste sig ud i at få ham til at adlyde ordre med det samme, ville han le og det ville ikke stoppe igen. Han havde efterhånden lært at adlyde ordre, men få det fordrejet til sin egen fordel hver gang. Måske han var rimelig rusten, efter mange år alene. Det gjorde intet, han var allerede godt i gang med at få hvad han ville ud af det. Hans formål havde sådan set været at få Deavás' hjælp til at skaffe liget af vejen, men hud til hud kontakten havde været savnet, så der var ingen grund til at sige nej. Tværtimod havde Murizz ikke været fristet til at bruge ordet 'ja' så meget som nu. Nu havde han set hvad han kunne blive udsat for og han havde ingen intentioner om at gøre noget lignende igen, så at pisse Deavás af var ikke en mulighed. Dog havde han ingen frygt for ikke at gøre som der blev sagt, da han havde været utrolig tålmodig, i forhold til hvad han var vant til. Det var underligt. Han var ikke helt klar over hvordan han havde det med det.

Liget var væk og han behøvede ikke at skænke det en eneste tanke igen, før det skulle fjernes senere, men lige nu var der andre ting i vente. Hånden mod røven bredte et smil over hans læber og det var i det sekund hans blik ændredes fra panikslagen til lystigt. Derfra gik der ikke længe før blusen røg og han løftede hovedet og lod blikket hvile i hans øjne, som fingeren blev placeret mod hagen. Han fik en bekræftelse i at gøre som det lystede ham og det lystige blik blev forstærket kort i et løftet øjenbryn, inden han mærkede læberne mod sine. Han tøvede ikke med at gengælde det, som han selv pressede sig mod ham, lige indtil han blev skubbet mod væggen som han ramte med et bump. Han så nærmest helt skuffet ud, da han blev sluppet igen og Deavás rykkede sig nogle skridt tilbage. Han havde intet imod at skulle arbejde lidt for at få ham i stødet, men kysset havde han ikke lyst til at stoppe, så lige så snart han rykkede sig tilbage, fulgte Murizz med. Han lagde den ene hånd i nakken på ham og lod fingrene glide op i hans hår og så ned igen. Sådan fortsatte han, men efter kort tid bøjede han fingrene for at lade neglene kærtegne hans hovedbund. Kysset startede han op igen, han lagde ikke skjul på sin lyst, som det var utrolig intenst. Så førte han den anden hånd under den hvide skjorte, lagde den mod hans brystkasse og pressede neglene ind i huden, lige nøjagtig ikke nok til at rive hul, før han lod neglen glide ned. Så snart de nåede brystvorten, pressede han lidt hårdere. Om han fik revet hul der eller ej vidste han ikke, men han var ligeglad. Neglene fortsatte ned over maven og han stoppede lige så snart han nåede buksekanten. Der blev presset med neglene sluppet, som han blidt førte fingrene op af hans mave igen og op over brystkassen. Alt han lige havde gjort hen over den ene brystvorte og ned over maven, blev gentaget hen over den anden brystvorte og ned over maven igen. Han stod tæt op af ham, så tæt han kunne og stadig bevæge hånden over hans overkrop. Han støttede sin egen vægt på det ene ben, mens det andet ben var presset mellem Deavás'. På den måde kunne han gnide låret mod hans lem med nogle rolige bevægelser i hoften. Kysset blev sluppet, mens han kørte neglene over hans overkrop for tredje gang, denne gang over den første brystvorte igen og så rettede han øjnene mod ham, kun for at overvære hans reaktion. Han havde pralet med sin erfaring, men var det sådan her han ville have det? Det ville vise sig, ellers ville han ændre kurs.

Murizz kunne være nok så ulydig, Deavás var efterhånden van til at håndtere væsner, som ikke ønskede at følge hans ordre, men det betød også at han havde set lidt af hvert. Vampyren ville næppe kunne overraske ham, medmindre han virkelig anstrengte sig, dog havde de lavet en aftale og den form for aftaler var en dum ide at bryde. Murizz havde allerede set hvad Deavás var i stand til, men det kunne sagtens blive langt værre og denne gang ville han næppe bruge liget af manden, som objekt for torturen, hvis han blev tvunget ud i det igen. Men måske de begge kunne få noget ud af det, Deavás var ikke sikker på hvor troværdig Murizz kunne være, når det kom til at afsløre Samsons position, men det var heller ikke noget han havde brug for at bekymre sig om lige nu. Tiden ville vise, hvad der skulle ske med Murizz, men først skulle de lige have et mere dybdegående forhold og hvad bedre måde at gøre det på, ved at lade Murizz tilfredsstille ham, selvfølgelig skulle han nok beklage sig, hvis det ikke var godt nok eller nok til at skubbe ham over kanten. For kunne knægten virkelig have nok erfaring til at skubbe ham så langt? Det måtte komme an på en prøve af hans evner og erfaring.

Det var en anelse synd at panikken forsvandt i vampyrens blik, men hvis han savnede det for meget, så kunne han altid presse ham lidt yderligere. Men Deavás havde også givet ham sit ord, han ønskede at se Murizz udfolde sig, så han ville give ham en chance for at gøre det. Kysset var blot en måde at forsegle deres aftale på, som skubbet imod væggen var en måde at fortælle ham, hvad der ventede ham, hvis han gjorde det godt, for Murizz havde tydeligvis ikke noget imod den hårde behandling. Deavás smilte indvendigt, som kysset ikke blev brudt, men gengældt og knægten hurtigt fulgte med ham. Berøringen mod hans hår fik ham til at smile imod Murizz læber, før at han udstødte et anstrengt suk, da han borede sine negle imod hans hovedbund. Deavás løftede sine hænder mod Murizz krop, som han placerede en hånd mod hver balle og rev fingrene over dem, han pressede ham tættere på sig, men tillod afstand nok til at knægten kunne bevæge fingrene under hans skjorte. Deavás udstødte endnu et suk, som Murizz pressede neglene imod hans hud. Han havde tydeligvis ikke problemer med at forstå sig på, hvordan han gerne ville have det. Men spørgsmålet var om han kunne følge det helt til dørs eller ville være tvunget til at opgive halvvejs, fordi presset blev for stort? Deavás kunne mærke hvordan neglene brændte imod hans hud, han var overbevist om at det ville efterlade mærker, men de ville hurtigt forsvinde igen, så længe Murizz ikke brød igennem huden. Han udstødte dog et dyrisk suk, som Murizz gik efter hans brystvorte. Presset blev sluppet imod hans røv kort, før at han greb fat lidt mere krævende. Han spredte bevist hans baller for at presse nogle fingre imod hans røv. Der var dog stadig tøj imellem hans fingre og Murizzs røv.

Måske han havde taget fejl af knægten.. Han lod ikke til at være hel håbløs, som Deavás smilte over låret imod hans skridt, som han pressede fingrene imod hans røv lidt tydeligere og hårdere, blot for at sikre sig at Murizz kunne mærke det. Der gik dog ikke lang tid før at Deavás fjernede sine hænder, samtidig med at Murizz førte sine negle over hans overkrop for tredje gang. Han kunne stadig mærke smerten fra tidligere, hvilket blot højnede oplevelsen yderligere, som han strøg over den igen. Hans hænder fandt vej til Murizz brystkasse, som han nev brystvorten imellem to negle og strøg den anden hånd op mod hans hals for at klemme til. Hans blik gled ind i hans, som han bukkede sig ned og atter mødte hans læber igen, denne gang var presset dog større, som han rev ham ned over brystkassen efter at have sluppet hans brystvorte.

Murizz havde observeret hvad Deavás var i stand til og det var ikke noget rart syn. Men selvom han ikke besad nogle helende evner, ville det stadig være mere end okay hvis torturen gik ud over ham selv. Skalpellens snit i ligets brystkasse var godt nok meget mere end hvad han selv ville kunne holde til, men han manglede den fysiske smerte. Den var næsten savnet. Han havde ingen anelse om, at det ikke var normalt at have det sådan, men for mange års tortur havde knækket hans skrøbelige sind. Han var blevet mere eller mindre sindssyg, hvilket også var derfor han kunne skifte mentalitet så hurtigt, men han vidste det ikke selv. Smerte var mere end velkommen, han håbede på det kom og hvis det ikke gjorde, var han mere end villig til selv at forvolde det.

Skulle Deavás vælge at rette torturen mod Murizz, ville panikken ikke være nem at få frem igen. Murizz havde kun problemer når det gik ud over andre og kun hvis han havde den mindste smule medlidenhed med dem. Det havde han haft med den fremmede mand, men kun fordi det ikke havde været hans intention at slå ham ihjel fra starten. Det var et uheld. Fingrene over ballerne fik ham til at stønne i nydelse, som han fortsatte med at rive neglene over hans brystkasse. Det han havde gjort indtil videre, neglene i nakken, neglene over brystkassen og låret han gned mellem hans ben, var kun starten. Han var langt fra færdig, hverken med at tirre ham, eller modtage noget selv. Han valgte ikke at bryde huden, men det var igen kun for at tirre ham, et trick for at få ham til at ville have mere. Om det virkede anede han ikke, men det resulterede i nogle fingre der blev presset mod røven, og selvom der stadig var tøj imellem, udbrød han endnu et mindre mandigt støn, denne gang lidt højere.

Som der blev presset yderligere mod hans røv, bed han sig i læben og nogle nydende suk lød fra ham. Han bed sig i læben med den ene hjørnetand, hårdt nok til at der gik hul og der gled en bloddråbe fra hans mundvig og ned af hagen. Efter han havde revet ham ned af brystkassen for tredje gang, fjernede han hånden for at køre en finger hen over hagen og fjerne dråben. Så placerede han samme finger for munden af Deavás, for at køre blodet hen over hans underlæbe. Han smilede let over neglene mod brystvorten og smilet blev lidt bredere over hånden mod halsen. Som grebet blev strammet blev hans blik kun mere lystigt og for at forstyrre Deavás lidt i nydelsen, løftede han hurtigt sit ben op, for at give ham fornemmelsen af et mindre slag mellem benene. Straks efter gik han igen i gang med at gnide låret frem og tilbage i et let grin. Kysset blev gengældt og han undslap et lavt støn over rivet. Hånden i nakken fortsatte med neglene der rev op og ned. Mens kysset stadig foregik, lod han den anden hånd falde ned langs siden. Han foldede fingrene sammen til en løs knytnæve og inde for det næste sekund, holdt han fast grebet om en kniv, som han roligt løftede op foran Deavás. Han placerede let spidsen mod hans hals og lod den så glide ned over huden, indtil han ramte den første knap på skjorten. Så lagde han lidt kræfter i og kort efter kunne man høre knappen ramme trægulvet. Sådan fortsatte han for hver knap og jo længere ned han kom, jo mere pressede han også spidsen af kniven mod hans hud. Den var skarp, så der ville ikke gå længe, før han ville bryde huden.

Deavás vidste ikke hvad Murizz var blevet udsat for, men han ville næppe forvente at han ville bede om smerten. Selvfølgelig ville det var ganske naturligt at involvere smerten i det, de havde gang i, men fandt Deavás først ud af, at knægten faktisk nød det, så ville han nok tage det til et nyt niveau, bare for at se hvor langt, det ville kunne presse ham. For hvis man først bad om smerte, så ville Deavás ikke holde tilbage for at give det han ønskede. Torturen var blot en brøkdel af hans evner, men det kunne Murizz selvfølgelig ikke vide, da de jo faktisk ikke kendte hinanden. Alligevel befandt de sig i en fordelagtig situation, i hvert fald for Deavás, om end han havde været tvunget til at give noget tilbage for overhovedet at komme dertil. Liget var dog for længst blevet skubbet ud af hans tanker, som han lystigt fulgte med i Murizz bevægelser.

Murizz havde valgt den rette fremgangsmåde fra start af og det fik Deavás til at overveje om, han havde gjort det for nemt for ham? Måske han i virkeligheden skulle skrue sine forventninger op og derved lægge et større pres på knægten. Uanset hvad, så havde Deavás ikke i sinde at lade Murizz arbejde i fred, som han pressede fingrene imod hans røv. Knægten nød det jo, så hvorfor ikke give ham lidt igen. Neglene over hans egen brystkasse bragte et skummelt smil frem, som han pressede deres kroppe tættere sammen. Han kunne sagtens forlænge nydelsen og var derfor heller ikke villig til at give Murizz hvad hans krop ellers skreg efter. For hvis han kunne tirre ham mere, så ville han heller gøre det, ligesom Murizz gjorde imod ham. Og de nød det begge, Deavás’ lyde var dog langt mere kontrolleret end de støn, der kom ud af knægten. Han nød dem, som havde de sat sig fast på hans rygrad. Boret sig ind imellem ryghvirvlerne.

Hullet i Murizz læbe gik ikke Deavás forbi, som han så blodet glide langsomt ned over hans hage. Et smil gled over hans egne, som han blot så til, imens at Murizz fjernede dråben af blod. Han lukkede kort øjnene, som han blev revet ned af brystkassen igen. Men åbnede dem hurtigt, da han mærkede en fugtig finger imod hans læber. Han kunne lugte blodet og smage det, som han langsomt førte sin tunge over sin underlæbe. Han lod tungen strejfe Murizz finger, før at han flyttede hovedet frem for at slikke resten af blodet af hans finger. Langsomt og hårdt bed han ned i hans finger. Ikke nok til at bryde huden, men nok til at efterlade et mærke, som ikke ville forsvinde med det samme. Grebet om hans hals blev mere aggressivt, men voldsommere med det ’slag’ han fik imellem benene. Et dyrisk og dæmoniske blik viste sig i hans øjne, som han trak Murizz ind til sig. Han løftede fingrene fra hans hals for at bore neglene imod huden i stedet. Deavás registrerede ikke hans lår, som hans blik blev en anelse strengt, som han påtvang sine læber mod Murizzs. De gyldne øjne fik øje på kniven.. Hvor havde han den fra? Deavás fulgte hans bevægelser nøje, for at sikre sig at han ikke lige pludselig gik imod deres aftale. Der var ingen frygt at spore i hans øjne, som knivens spids strejfe hans hals. Murizz fik en chance og så var det ikke til at sige, hvad der ville ske.. Han lo dog køligt, som kniven bevægede sig ned og havde skåret den første knap af skjorten. Nu var skjorten ubrugelig, men det betød intet. Deavás spændte i mavemusklerne, som kniven fik fat i hans hud og snart skar hul. Den varme væske gled langsomt ned over hans mave. Lugten af blod var dog svær at få færden af, når man stadig kunne lugten liget. Medmindre at man begravede næsen i det.. Han rakte hånden frem mod hans hånd. ”Giv den til mig” hans stemme var kold, men blikket i hans øjne var lystigt, som morede han sig.

Det var helt normalt at involvere smerte i det, de havde gang i, men det havde det ikke altid været for Murizz. Oprindeligt var han den romantiske type, men var blevet påvirket for meget af tortur til at kunne huske det. Det var ikke længere muligt at få nydelsen, uden også at blive tortureret, for det var forkert og han kendte ikke til andet længere. Det var ikke fordi han decideret nød smerten, tværtimod var den stadig ret så ubehagelig og så snart smerten pressede sig på, ville tårene nok gøre det samme, alt efter hvor intens det ville blive. Men lige meget hvor ubehageligt det måtte blive, var han stadig afhængig af at det skulle ske. Alt han gjorde mod Deavás, var kun fordi han troede at det var dét, alle forventede af ham. Han så selv ud til at nyde hver enkelte ting, selvom det mest af alt var skuespil for at gøre det bedre for sin partner. Som slave havde han lært at fordreje ordrende han fik, til sin egen fordel, men han var vel stadig slave og havde lært at give folk hvad de ville have. Han skulle nok selv få hvad han ville, selvom det aldrig kunne blive smertefrit. Indtil videre var det nemt. Intet af det han havde gjort så ud til at falde i dårlig jord med hans partner, så han fortsatte lystigt i samme retning.

Presset mod hans egen røv, fik ham til at udstøde nogle oprigtige støn og fik ham engang imellem til at miste fokus på hvad han var i gang med, men det blev hurtigt genfundet igen. Et let smil bredte sig over hans læber, som han mærkede tungen mod sin finger, men det blev hurtigt erstattet af et gisp og en grimasse over smerten der kom fra biddet. Selvom det var kommet bag på ham, gjorde han intet for at trække hånden til sig. Grebet om hans hals blev strammet og han var nu nødt til at anstrenge sig lidt for at få nok luft, men der kom stadig ingen tegn på modstand. Endnu et gisp lød fra ham over neglene mod halsen og han bed tænderne sammen, men det alt for lystige blik var stadig tydeligt, som han glædeligt gengældte kysset med tung vejrtrækning.

Murizz havde ingen intentioner om at gå imod deres aftaler, for det ville betyde at han ikke fik noget af det, han gerne selv ville have. Det ville være dumt at ødelægge det nu, så kniven ville kun blive brugt til tilfredsstillelse. Han var efterhånden stoppet med at gnide låret mellem hans ben, som han mere fokuserede på at lade kniven ramme præcis som han ville. Lugten af blod var svag, mest grundet lugten af liget, men også fordi han samtidig var nødt til at trække vejret dybt ind igennem munden, nu hvor grebet om halsen ikke var helt let længere. Han skævede kort mod hånden der blev rakt frem, før han vendte kniven, så han selv havde fat om bladet på den, men han undlod at række den til Deavás.
"Sig endelig til hvis du vil have flere," sagde han anstrengt, men stadig lige så lystigt som blikket viste. I stedet for at række kniven pænt til ham, stak han skaftet ned i hans bukser, kun for at lade håndryggen glide over det snit han lige havde lavet ned over hans mave. Som han trak hånden til sig igen, førte han den op til munden for at slikke noget af blodet af. Derefter så han næsten helt forventningsfuld ud, som han ventede på hvad Deavás ville bruge kniven til.

Der ville altid være en stor risiko ved at have Deavás, som partner, i en situation som denne. Han var utilregnelig og det var ikke altid at det gav mening, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Han havde tvunget Murizz til at skære liget op for sin egen skyld. Ikke fordi han havde problemer med at skære i andre, han nød det skam, men fordi han straks havde set ubehagen i Murizz ansigt. Der var intet bedre end at udnytte reaktioner som dem. Det var der han fik de stærkeste følelser og reaktioner, når han tvang folk til det, de ikke havde lyst til. At Murizz så havde formået at gennemføre opgaven, var en overraskelse, men han havde intet imod at belønne ham for sine anstrengelser. Der var mange måder at gøre det på og Murizz lignede en, som faktisk ikke havde noget imod, at lege disse former for lege, som de havde startet på. Deavás smertetærskel var dog større end de fleste. Ikke fordi han var blevet torturet på den måde, nej fordi han havde tvunget sig selv ud i situationer, som han krævet det af ham. Han havde endda været villig til at forvolde sig selv skade, bare for at øge smertetærsklen. Hvilket selvfølgelig havde sin fordel i situationerne som denne. Han kunne vende smerten til nydelse, samtidig med at han kunne udnytte adrenalinen i kroppen til at øge nydelsen. Alle havde et overlevelsesinstinkt, Deavás brugte det dog ikke som de fleste. Mange ville kæmpe for livet, hvorimod Deavás tog imod det med åbne arme. Noget som Murizz også snart ville få fornemmelsen af.

Stønnene bragte et smil over Deavás læber, som lydene var med til at presse hårdere imod hans røv. Lige nu var der tøj imellem hans fingre og Murizz røv, men det kunne hurtigt ændre sig, dog havde han ingen planer om at forstyrre ham med andet end det han allerede gjorde. Det var jo meningen at Murizz skulle vise ham, hvad han havde lært over årene. Hvor få år der end måtte være tale om, så havde han valgt den rette taktik fra begyndelsen, men det var måske heller ikke helt svært at læse på Deavás udstråling. Altså hvordan han ville have det. Biddet var tydeligvis ikke noget, som Murizz havde forventet, men der var blot tale om en forsmag på, hvor lidt han faktisk kunne forvente, at han havde kontrol over situationen. Deavás kunne tage den, hvornår det skulle være. Vampyren var begyndt at få problemer med at trække vejret, og han skjulte det ikke en gang, noget som Deavás var taknemmelig for, for han nød synet og de gisp han kom med. Hvor langt kunne han mon presse ham? Uanset hvad, så var han nød til at holde igen, for at tage over allerede.

At Murizz valgte at trække en kniv imod ham, var uventet, men det var ikke noget, der forandrede situationen, som Deavás lod ham. I hvert fald for nu. Han smilte let, som kniven strejfede hans hud første gang og skar hul. Såret var minimalt, så han var ikke bekymret for det. Han kunne mærke den varme væske glide ned over hans maveskind, men blikket var rettet direkte mod Murizz, som han bad om kniven. Grebet om halsen forsvandt næsten, som han slap ham, men bevist rev ham over halsen med intentionerne om at efterlade et mærke. Murizz lod ikke til at være villig til at give kniven til ham, bare sådan lige. Han rynkede derfor svagt på næsen, som han lyttede til hans ord. Men det var endnu ikke tid til en ny ordre, som han lyttede til hans ord, nikkede og lod blikket vandre mod kniven. En svag og dyb rumlen gav lyd fra sig i hans hals, som Murizz pressede håndryggen mod såret og stak skaftet ned i hans bukser. Hvad han intention havde være, vidste han først, da Murizz slikkede blodet af sin hånd. Så længe der ikke var tale om et bid, så kunne han godt acceptere det. Det var alligevel ikke det samme. Deavás greb fat om bladet på kniven, skar sig bevist i håndfladen og løftede kniven op. Håndtaget blev farvet af blodet, som blikket mødte Murizzs. Med en fast hånd greb han fat om Murizz og hev ham ind til sig. Kniven skiftede hånd, så den blodige hånd blev placeret over Murizz mund, imens at den anden placerede kniven imod vampyrens ryg. Han pressede på imod rygraden og skar bevist blusen fri fra hans krop. Deavás bukkede sig svagt ned, hånden forblev mod hans mund, men der var stadig fri passage igennem hans næse, så han kunne stadig trække vejret den vej. Kniven blev efterfølgende presset hårdere imod ryggen, imens at hans læber vandrede ned over Murizz hals. Blusen blev skåret nok til at den ville falde bort i strimler og han fik fuld adgang til hans overkrop. ”Glem ikke, at du skulle vise mig noget..” hans stemme var dyb og kølig, som han pressede sine læber imod Murizz brystkasse og lod tænderne vandre ned over hans hud. Han vendte kniven i hånden og pressede skaftet imod såret i ryggen, før at han maste skaftet ned over hans rygrad. Den blodige hånd forsvandt fra Murizz læber, som han flyttede hånden mod hans bukser og knappede dem op for at skubbe dem ned over hans røv, nok til at skaftet kunne presses imellem hans baller. Hvis han først fik begyndt for alvor, så ville Murizz ikke have en chance for at stoppe ham. Så hvor turde Murizz lade ham gå?

En aftale var vel en aftale, men der var flere grunde til at Murizz havde valgt, at gennemføre opgaven med liget. For det første ville han blive belønnet med noget, han ønskede mere end noget andet for tiden. Ikke kun den seksuelle nydelse, men generelt bare kontakten til en anden. For det andet var han sikker på, at havde han valgt at sige nej, var han muligvis blevet tvunget til noget der var meget værre. For det var som regel sådan det fungerede. Gør det her frivilligt, eller bliv tvunget til noget andet. Alligevel overraskede det ham at han overhovedet havde gennemført den opgave, da det ikke var noget han havde været tæt på at prøve før. Udover det, var det ikke et syn han havde behov for nogensinde at opleve. Heldigvis havde han haft mulighed for at holde øjnene lukket det meste af tiden, og var han ikke blevet distraheret i få sekunder, havde han også kunne holde dem lukket. Legen var blevet ændret til en Murizz kunne være med på, endda helt frivilligt. Han var desperat for at få dét, de begge var i gang med at arbejde sig hen mod, men alligevel ville han ikke komme derhen for hurtigt. Det ville betyde at det snart var overstået, og det var han ikke klar til. Enhver bevægelse, enhver berøring og enhver lyd, både de lyde der kom fra Deavás, men også de lyde han selv lavede, skulle nydes til fulde og trækkes lidt længere ud, end det egentlig var nødvendigt. Han havde mange års ensomhed, der skulle gøres op for og Deavás lod ikke til at være den forkerte at gøre det med. Han kunne selvfølgelig tage fejl.

Murizz var mere end klar til at udnytte de erfaringer han havde gjort sig på legene, men det var svært når han hele tiden blev distraheret, med diverse berøringer. Han gjorde hvad han kunne for at holde fokus, og det lykkedes rimelig godt. Måske han godt kunne have været lidt mere opmærksom, men at han ikke havde fuld kontrol over sine handlinger, var ikke til at se. Det var dog ingen overraskelse, at Deavás ville kunne tage styringen hvis han ville. Murizz var ikke stærk, hverken fysisk eller psykisk og det vidste han. Skulle han få lysten til at tage over på et tidspunkt, ville han ikke gøre modstand, men indtil videre havde han fået tilladelse til at gøre hvad han ville. Det var ikke ofte han havde fået lov til noget som helst, men det gav ham muligheden for at bruge kniven mod ham, en ting han altid havde været glad for, men ikke har haft muligheden for før. Så snart grebet om halsen blev sluppet, kunne man høre hans vejrtrækning blive en god del lettere, men et gisp lød fra ham, som neglene blev revet over halsen. Han så en anelse misfornøjet ud, over de tydelige røde mærker der blev trukket over huden, men samtidig lød et lavt støn.

Når man havde tænderne til det, var det ofte forventet at de blev brugt grundigt, men han ville egentlig helst undgå det. Derfor var det meget bedre at kunne slikke blodet af hånden. Skulle blodet være andre steder, ville tungen også blive brugt flittigt der. Der skulle ikke meget til at forskrække Murizz, hvilket hurtigt blev vist da han af ren refleks flyttede hænderne op foran sig, som han blev hevet ind til ham. Men han reagerede ikke yderligere på det, placerede bare hænderne mod hans brystkasse. Han tog en dyb indånding gennem næsen, for at dufte det blod der lå i hånden på Deavás, som den blev lagt for munden. Et anstrengt støn kom fra ham over kniven mod ryggen og hænderne mod brystkassen blev knyttet. At hans bluse blev skåret i stykker gjorde ham intet, den var bestemt ikke vigtig lige nu. Knivens pres mod ryggen blev hårdere og han udbrød et undertrykket skrig i smerte. Han havde en utrolig lavt smertetærskel, men han forsøgte at holde igen med at vise hvor ondt det egentlig gjorde. Hænderne blev knyttet mere sammen og neglene blev boret ind i håndfladerne, så hårdt at blodet langsomt begyndte at dryppe. Han holdt vejret og spændte i skuldrene for at gøre det nemmere at holde smerten ud, men det havde selvfølgelig den modsatte effekt. Han fik dog løsnet en anelse op, da han blottede halsen lidt for at gøre bedre plads til Deavás, men det var en kort fornøjelse, som knivens skaft blev presset mod såret. Han fokuserede alt for meget på hvad der foregik bag ham, til at han registrerede tænderne mod brystkassen.

Endnu en dyb vejrtrækning blev taget, for at tage sig sammen til at tale. "Du gør det.. lidt svært," fik han endelig tvunget lettere rystende frem, da hånden blev fjernet fra munden. Han blev nærmest forbavset, over at mærke skaftet mellem ballerne og i en let forskrækkelse, skubbede han sig selv tættere ind til Deavás ved at gå et lille skridt fremad. - Hvis han med det lille skridt samtidig fik gokket et lår mellem hans ben igen, denne gang ved et uheld, ville han nok ikke lægge mærke til det. Han var ikke ligefrem vant til at have en kniv så tæt på det område af sin krop, men han gjorde intet for at fjerne den, da han egentlig var en anelse nysgerrig på hvordan det ville udvikle sig. De knyttede næver blev sluppet og blodet der havde samlet sig, løb lidt hurtigere ned i få sekunder, før han placerede en hånd på hver af hans skuldre, for derefter at lade hænderne glide over skuldrene og ned af armene. Blodet blev lagt i et tyndt lag af spor, efter hvor hænderne havde været, og samtidig fik han skubbet skjorten helt af ham. Han var ikke den dominerende type, havde aldrig været det, mest fordi han ikke havde fysikken til at være det, så ville han have noget bestemt, måtte han bruge andre metoder, end at hundse med folk. Han var stadig lettere overrumplet over kniven bagtil, og det kunne ses i hans blik, men på en måde gjorde det kun godt, som det gav et mildt underdanigst glimt i det ellers lystige blik han sendte ham. "Jeg vil så gerne bruge munden på noget andet, end at tale og det ville være meget nemmere, hvis du ikke stod op," sagde han roligt, som han flyttede begge hænder ned og knappede hans bukser op.

Det lod til at Murizz havde forstået principperne i at indgå en aftale, så Deavás havde vist ikke noget at skulle frygte, udover at han måske ville forsøge at dreje situationen imod noget, der ville være langt mere behageligt. Til en vis grænse kunne det også sagtens lade sig gøre, men Deavás fandt næsten altid en måde at gøre det ubehageligt på. Så hvis ikke Murizz passede på, så ville han ende i en mindst lige så ubehagelig situation, som tidligere på aftenen. Men nu hvor Murizz faktisk havde gjort en indsats for at fuldføre opgaven, så havde Deavás ikke noget imod at belønne ham, også selvom det betød at han selv fik noget ud af det. Men så igen, Deavás skulle helst altid have noget ud af det. Ellers ville han aldrig indgå den slags aftaler. Dog havde han læst Murizzs lyde tidligt, så han vidste godt, hvad han selv ville bede ham. Så uanset hvordan de vendte og drejede situationen, så fik Deavás noget ud af det. Spørgsmålet var nærmere om han skulle modtage eller give, begge dele ville fungere, men han skulle også forsøge at give Murizz en chance. Ikke at han havde fået meget luft indtil nu. Deavás havde svært ved at holde fingrene for sig selv, også selvom han sagtens kunne lade vær, så morede det ham, at se ham kæmpe på den måde.

Erfaringer eller ej, så havde Murizz næppe nogen forestilling om hvad der ventede ham, foruden det han selv lagde op til. Deavás brugte i stedet tiden på at udforske hver en krog af den lille drengs krop, imens at Murizz kæmpede med at holde styringen. Ikke at der var meget styring over hans bevægelser. Nok nød Deavás det, men han var langt fra nået til det punkt, hvor han ville tage over. Medmindre at Murizz havde brug for hjælp for at få ham så langt, så ville han selvfølgelig være nødt til at gøre noget ved det og så trække ham til sig. Han var spændt på at se hvad den lille krop kunne byde på og ikke mindst om Murizz vidste hvordan han skulle gøre brug af sin krop for at pirre partneren. Deavás tog sig god tid til at efterlade mærker på hans hals, som han pressede dem ind mod hans hud og trak dem langsomt ned over huden. De røde streger ville forsvinde med tiden, men han ville sikre sig at Murizz kendte sin plads i det her. Han skulle nødig få de forkerte ideer. Lydene var der endnu, om end han ikke så helt tilfreds ud, så lod Deavás ikke til at stoppe i stedet førte han hånden rundt om hans hals igen for at rive neglene over hans nak. Han greb let fat i hans hår, men slap ham meget hurtigt igen. Hvis han først lod sig rive med, så ville Murizz ikke have en chance for at vise sit værd.

Vampyren var tydeligvis nervøs for hans nærvær, som hænderne blev placeret imellem dem, da Deavás hev ham tættere på. Han flyttede dog stille hænderne mod Deavás brystkasse, som de gyldne øjne holdt et vågent blik på hans bevægelser og ikke mindst hans mund. Var der noget, som irriterede ham mest ved vampyrer, så var det deres hugtænder. Det sidste han ønskede var at blive forvandlet til et måltid, derfor holdt han også igen med at presse Murizz ned på knæ. Det skulle helst ske af egen fri vilje, ellers ville det bare ende galt. Først for Deavás og dernæst Murizz.. Kniven lod dog til at gøre sit job, som han atter begyndte at pive igen. Han kunne ikke helt lade vær med at vride den let i hånden for at presse yderligere på. Blodet var dog en overraskelse, som han kunne mærke den varme væske mod sin krop, ikke at det kom fra ham, for han intet mærket, så det måtte være knægten selv. Var han så overfølsom for smerten? Et skummelt smil gled over hans læber, som han flyttede kniven og i stedet pressede en negl mod det mindre sår han havde fået lavet.

Deavás tog sig tid til at udforske knægtens overkrop med læberne og tænderne, som han dog lyttede til hans bøn. Eller det lød lidt sådan. For det var tydeligvis ikke nemt for ham at forme sætningen. Tanken om at presse ham længere ud var fristende, men han var endnu interesseret i at finde ud af, hvad han havde i tankerne, så han trak hovedet til sig igen og rettede sig op, som han placerede en flad hånd mod hans ryg og pressede deres kroppe sammen. Kniven flyttede han dog ikke fra ballerne, som han blot pressede dem tættere og tættere sammen.  Deavás registrerede ikke hans lår, som han var travlt optaget af at se ham vride sig. Alligevel hjalp han Murizz med at fjerne sin skjorte, som han flyttede hænderne fra hans krop og drejede kniven i sin hånd for at fjerne skjorten helt. Han havde ikke noget problem med at stå i bar overkrop. Han var ikke ligefrem den generte type. Denne gang undlod han dog at vende retur til Murizz krop. I stedet holdt han bladet på kniven imellem to fingre og så overvejende på ham. Hans ord var hvad, der bragte Deavás hænder retur på Murizz krop, som han førte hænderne tilbage mod hans krop og kniven imellem ballerne. Han pressede til, hårdt, men var udmærket klar over, at den umuligt kunne gå ind, i hvert fald ikke i deres nuværende position. Deavás bukkede sig svagt ned til ham. ”Udmærket.. Men en forkert bevægelse..” det var en klar trussel. Han ønskede ikke at Murizz skulle sætte tænderne i ham og da slet ikke dernede.. Dog lod han ham åbne bukserne, som han førte hånden mod hans nakke og langsomt skubbede dem mod sengen. Han havde jo bedt ham om, at han skulle lægge sig ned, så han kunne komme til at bruge munden, så det havde han tænkt sig. Deavás flyttede sig fra ham, så snart at bukserne var blevet knappet op og satte sig først på sengen før at han lagde sig ned. Blodet bekymrede ham slet ikke, han strøg roligt fingrene ned over det snit, Murizz næsten lige havde lavet i hans mave. Det var ikke normalt voldsomt snit, så han var ikke bekymret.

Nok havde Murizz mere eller mindre fået lov til at gøre som det passede ham, og han nød hvert sekund, da det ikke var sket ofte. Men han vidste også at han ikke havde meget at skulle have sagt, hvis Deavás mente at han gjorde den mindste smule forkert. Han var ikke i tvivl om at alt han gjorde, kun kunne lade sig gøre fordi han fik lov, og ikke fordi han havde nogen chance for at tvinge det på sin partner. Forkerte idéer havde han nok af, så var det spørgsmålet om han havde i sinde at handle på dem. For på den ene side ville det nok ende i mere smerte, som han ikke var mester i at tage imod, men stadig gerne ville have. På den anden side, hvis de forkerte idéer ikke blev udført, fik han noget ud af det, som han havde længtes efter i lang tid. Neglene i nakken og det korte greb om håret, fik ham til at undslippe et nydende støn, det var næsten lige før man kunne ane skuffelsen i hans blik, så snart grebet blev sluppet igen. Men det forsvandt hurtigt igen, da han bestemt ikke brokkede sig over, at det stadig gav ham mulighed for at gøre hvad han ville. Det var i hvert fald planen, men kniven mod ryggen og den smerte der kom derfra, gjorde det svært for ham at koncentrere sig ordentligt. Blodet fra hans hænder gled ned langs hans arme, det der ikke gjorde, ramte Deavás’ brystkasse og gled ned der i stedet. Presset han lagde i sine håndflader med neglene, blev gjort lidt hårdere da neglen blev placeret mod såret i ryggen, og der lød fortsat nogle mindre pibende lyde fra ham, som han forsøgte at holde igen med.

Kniven mellem ballerne var ikke en vant følelse, så lettere besværligt at fokusere nok, til at forme en sætning var det, men det gik. Han fik skåret en svag grimasse over hånden mod ryggen, da det selvfølgelig kunne mærkes i såret, men hånden forhindrede samtidig at mere blod gled ned mod kniven mellem ballerne. Hvor meget han ellers nød at stå så tæt med Deavás, blev der ikke lagt skjul på, som han kort lukkede øjnene i og selv pressede sig helt ind til ham. Øjnene blev dog hurtigt åbnet igen, ellers kunne han stå og nyde nærværet længe. Knivens pres blev hårdere og han bed tænderne sammen, da det ikke var helt smertefrit, men der lød samtidig et mindre støn fra ham, for et pres mellem ballerne var aldrig en dårlig ting. Hans trussel blev taget helt seriøst, men han kunne ikke holde et smil tilbage, for hans trussel gjorde det kun mere fristende, at lave lidt rav i den, men indtil videre fulgte han med mod sengen. Som Deavás placerede sig i sengen, stoppede Murizz op foran den, for at træde ud af både støvler og bukser. Han fik fat i kniven for at fjerne den fra mellem ballerne, og holdt den let mellem fingrene, som han lagde et knæ mod kanten af sengen og kravlede op, hen over benene på Deavás og satte sig hen over hans lår. Det lystige blik blev holdt fast mod hans, indtil han bukkede sig ned over hans brystkasse og placerede nogle lette kys mod huden. Han tog sig god tid, som han langsomt rykkede sig længere ned over hans mave med kyssene. Så snart han nåede til snittet, lod han tungen glide hen over, for at slikke blodet af, før han stak kniven i madrassen, millimeter fra Deavás hofte. Det var ikke fordi det havde været meningen at kniven skulle ramme ham, men fik han en reaktion ud af det, ville det kun more ham. Han tog fat i kanten af hans bukser med begge hænder, og som han hev til for at få dem lidt længere ned, borede han samtidig neglene ind i hans hud, denne gang hårdt nok til at rive hul. Han havde ikke tænkt sig at sætte tænderne i ham, men hans tidligere advarsel havde gjort det mere fristende at irritere ham lidt, så som han rykkede hovedet tættere på ham igen, nappede han ham let mod låret med den ene hjørnetand, før han lod tungen glide op af hans lem i en langsom bevægelse, og blikket skævende op mod ham.

Det var ikke Deavás, som havde valgt at inddrage en kniv i deres morskab, men i stedet Murizz, dog havde han intet imod at bruge redskaber for at presse den unge vampyr yderligere og noget kunne tyde på, at han ikke var helt tilfreds med måde hvorpå Deavás valgte at bruge kniven imod ham. Egentlig var han ikke interesseret i at skade ham for meget, men der var aldrig noget i vejen med bare en anelse blod. Lugten var i forvejen tung af blod og Deavás ville gerne have en mere friskere duft, så det var oplagt at presse på og samtidig forvirre Murizz. Men han havde også lovet sig selv, at han ville give knægten en chancen for at gøre sit, så han valgte hurtigt at droppe kniven i sted, hvor Murizz selv kunne fjerne den, hvis det blev for irriterende.

Det var dog en anelse svært at holde fingrene fra den unge krop, som han udstødte de mest uskyldige lyde og støn. Han ville gerne høre mere, men måtte også overgive sig til sidst, og lade knægten få sin vilje. Ikke at det var en dårlig ting, for han regnede da med at han ville komme til at nyde det. Specielt når han havde pralet med sin erfaring, så var det vigtigt at give ham chancen for at gøre brug af det. Sengen var ikke nødvendigvis den bedste seng han havde lagt i, men det var ikke derfor, at han var kommet, dog hvilede de gyldne øjne på Murizz skikkelse, som han begyndte at klæde sig af. Deavás hævede armene over sit hoved for at nyde udsigten for en stund. Blikket slap ikke hans slanke skikkelse, som tøjet langsomt forsvandt og han valgte at kravle over hans ben. Om han havde tænkt sig at bruge kniven eller ej, så ville Deavás ikke lade det komme for langt, for han skulle gerne kunne komme derfra uden at dø undervejs. Vampyrer havde en ustyrlig lyst, men heldigvis for ham, så havde Murizz næsten lige tømt et offer, så Deavás var ikke bekymret for en eventuel blodrus, der ville tage over. Deavás flyttede ikke på hænderne, som han ikke regnede med at Murizz ville kunne koncentrere sig, hvis han lige pludselig begyndte at tage på ham, så i stedet valgte han at nyde de langsomme kys over sin brystkasse. Et lystigt smil gled over hans læber, som Murizz brugte tungen mod såret. Det brændte en anelse, men det var en god fornemmelse. En kølig latter undslap hans læber, som knægten begravede kniven i madrassen, mon han havde tænkt sig at gøre brug af den senere, siden han ikke smed den væk? Ellers kunne Deavás sikkert bruge den. Han spændte let i mavemusklerne for at hæve røven nok til at han kunne hive bukserne ned. Rifterne som han fik lavet, fik ham dog til at udstøde et lavt suk, som han ikke slap hans blik. Deavás spændte automatisk i låret, som Murizz brugte sin hjørnetand til at prikke til hans ud. Han fnøs og rystede svagt på hovedet, som han dog ikke havde flyttet hænderne endnu. Den langsomme bevægelse imod hans lem, fik ham til at slappe af i benet igen, som han sukkede let. Deavás holdt øje med hans blik, blot for at sikre sig, at han ikke lige pludselig brugte tænderne for alvor.

Det var bestemt ikke kniven der var det største fokus for Murizz lige nu. Han ville ikke have noget imod at inddrage den i legen, men hans desperation for at få det, han egentlig skulle have fået fra den døde mand, var langt vigtigere. Først havde han lovet at få Deavás til at nyde et par ting. Det skulle der selvfølgelig være plads til, men det betød ikke at han ville trække det for langt ud. Han skulle nødigt ende med ikke at få meget ud af det selv, specielt ikke når han i forvejen var blevet tændt godt op. Han placerede den ene hånd mod Deavás’ lår, til at starte med kun som støtte for ikke at skulle spænde for meget, i de mavemuskler han alligevel ikke havde mange af. Men grebet blev langsomt hårdere og hårdere, og neglene blev boret længere og længere ind i huden, som tungen lystigt legede hen over hans lem i nogle drillende bevægelser. Han fortsatte i samme mønster i noget tid, lidt længere end han havde haft intentionen om, kun i forhåbning om at gøre Deavás en anelse utålmodig.

Et lystigt blik blev rettet mod Deavás, som han endnu engang lod tungen glide utrolig langsomt op af hans lem, før han lagde den anden hånd mod hans mave og let lod neglene strejfe huden. I samme øjeblik han valgte at lade læberne lukke om hans lem, rev han hårdt neglene ned over riften på maven og begyndte derefter at bevæge hovedet op og ned, gentagende gange og ikke for hurtigt. Neglene blev fjernet fra låret, men grebet gjorde ikke, som han stadig brugte det som støtte. Det havde været planen at fortsætte i samme form i længere tid, men hans egen lyst var så småt ved at tage over og derfor stoppede han. Det var ikke nok, han var nødt til at mærke mere selv. Han rykkede sig længere op af Deavás, lod tungen glide hen over riften med et suk, før han kravlede hen over ham og placerede sig overskrævs på skødet af ham. Han tog fat i kniven og hev den ud af madrassen, for at lægge den på hans mave. Så kunne han selv bestemme om han ville bruge den eller ej. ”Jeg vil med glæde vise dig mere en anden gang…” Sagde han, som han placerede hænderne mod hans brystkasse og lænede sig ind over ham. ”.. Men jeg vil ikke vente med at mærke dig længere..” Lød det kort efter fra ham i en bedende tone og han sendte ham et lige så bedende blik, som han gned underlivet op af hans skød. Han løftede røven, pressede sine læber mod hans i et krævende kys, men slap det hurtigt igen, før han rettede sig op og satte sig til rette. Han gav sig helt hen i et støn, som han lod Deavás trænge ind og han rettede ryggen helt, for at få ham presset så langt op i sig som muligt.

Kniven var kun i fokus i ganske kort tid, som Deavás mærkede grebet om hans lår og hvordan de tynde fingre blev boret ind i hans hud. Et svagt suk undslap hans læber, som han dog spændte i lårmusklen og vendte det lystige blik imod den unge vampyr. Heldigt nok for ham, så havde Murizz ikke fået meget ud af bidet, så Deavás så ingen grund til at reagere voldsomt på det, i stedet fulgte han stille med i hans bevægelser, som fingrene borede sig ind i hans lår og tungen langsomt strøg op af hans lem. Han lænede roligt hovedet tilbage imod den blodige madras, som han slap endnu et suk og for en svag stund lod øjnene glide i. Den langsomme bevægelse var med til at tirre ham og pirre ham, som han dog plantede hænder imod lagnet og strammede grebet om stoffet, som han forsøgte at forhindre sig selv i at tage fat i ham og tvinge ham videre fra den lille leg, han havde kørende. Det meste af hans krop var afslappet, som han dog spændte i mavemusklerne for at presse sit underliv mere imod Murizz tunge. Han ville gerne mærke mere, om end han var varsom overfor hans tænder, så mente han selv, at han skulle være i stand til at reagere hurtigt nok til at kunne forhindre en katastrofe.

Tungens arbejde var konstant, som han dog rettede blikket imod hånden, der blev placeret imod hans mave. Neglene fik ham til at afgive få suk hist og her, som han stille lukkede øjnene i og slap et dybere suk, som Murizz lagde læberne omkring hans lem. Han udstødte et overrasket støn, som neglene blev revet over hans mave, riften fra tidligere begyndte at brænde, men det var med til at tænde en glød i hans blik, som straks blev vendt imod Murizz. Kort efter lagde han dog hovedet tilbage imod madrassen, som bevægelserne blev mere konstante og han havde mulighed for at nyde læberne omkring sit lem. Han slap et nydende støn, som Murizz slap låret og fortsatte bevægelserne omkring hans lem. Det sekund Murizz slap ham, vendte han dog blikket imod ham igen, som drengen rykkede sig længere op og lod tungen stryge over riften. Et bredt smil gled over hans læber. Knægten virkede ivrig efter at få mere.. Nuvel, det ville ikke være noget problem, men vampyren havde selv insisteret på at bevise noget overfor ham, så han havde givet ham chancen. Men som han flyttede på sig, placerede Deavás hænderne imod hans lår og borede neglene ind i huden uden varsel. Kniven kom i fokus for en stund, som han mødte knægtens blik og smilte let. ”Så har jeg noget at se frem til.. næste gang” lo han stille, som han flyttede den ene hånd og greb fat om kniven, blot for at flytte den fra maven og i stedet holde den i hånden, som han langsomt placerede spidsen imod drengens lår, som han fik sat sig bedre tilrette. Der hvilede et lusket smil over hans læber, som deres læber mødtes i et kys og han kunne mærke hvordan hans lem pressede imod hans røv. At trænge ind i ham, var ikke et problem, efter at Murizz havde haft hans lem i munden, men nydelsen var bestemt ikke det samme, som han pressede kniven yderligere imod hans lår og slap et nydende støn. Den anden hånd greb hårdt fat om hans ben, som han løftede benene let for at spænde i maven og presse sig selv så langt op i ham, som overhovedet muligt. Han slap et suk, som han drejede kniven let, så han kunne føre bladet over hans balle i stedet. Det var ikke hårdt nok til at efterlade en dyb flænge, men nok til lige at bryde huden.

Murizz var mere end forberedt på en vis del smerte og derfor var det ikke den største reaktion, der kom på neglene i lårene. Et mindre gisp, efterfulgt af et næsten uhørligt støn, var det eneste der lød. Hvor desperat han var for at være så tæt med Deavás som muligt, var ikke svært at se, for han gjorde intet for at lægge skjul på det. Derfor reagerede han endnu ikke på hans ord. Hans blik gled mod kniven, da den blev placeret mod låret og han fik sat sig til rette. Lyttede man godt efter, ville man kunne ane en svag ryst i hans vejrtrækning, for han forventede ikke at Deavás bare ville lade kniven være der. Han forventede egentlig meget værre end han fik og det indikerede den dybe indånding han tog også. Men til sin overraskelse var presset med kniven langt fra så slemt som han regnede med og den lyd der kom fra ham, der ellers ville have været i smerte, blev ændret til et støn af nydelse. Mindre smerte gjorde ham helt klart bedre i stand til at nyde alt andet. Både det hårde greb om låret, men mest det ekstra skub, der fik presset mod røven til at blive mere intenst.

Han følte sig tvunget til at tage fat i et eller andet, i det mindste bare støtte sig til noget og det nærmeste var selvfølgelig Deavás. Så han lænede sig en anelse frem og lagde begge hænder mod hans mave, hvor han stak neglene hårdt i, denne gang hårdt nok til at bryde huden, men ikke fordi det var intentionen. Kun fordi han nød det for meget til ikke at gribe fat i noget. ”Næste gang?” Lød det kort fra ham, mellem et par støn. Han var med vilje ikke gået i gang med at bevæge sig. Det var bestemt ikke hans prioritet at gøre det så godt for Deavás som muligt, tværtimod tog han sig god tid til at nyde den alt for savnede fornemmelse bagtil, så den eneste form for bevægelse der blev gjort, var nogle lette svaj med hofterne. I et kort sekund lukkede han øjnene i for at falde lidt hen i nydelsen og fordi han ikke var specielt opmærksom, greb han instinktivt fat i Deavás’ hånd for at fjerne den, men kom i stedet til at presse kniven længere ind mod huden, resulterende i en lidt større flænge, end det ellers ville være blevet til. Han bed sig i læben for at holde et støn i smerte inde, men det lykkedes ikke og stønnet kom kun ud mere sammenbidt og anstrengt. Endelig åbnede han øjnene, kæmpede for at holde et par tårer tilbage, som han rettede blikket mod Deavás og slap hans hånd igen. Smilet der bredte sig over hans læber matchede ikke til de halvvåde øjne, for det udviste en klar lyst og selvsikkerhed. ”Hvad får dig til at tro…” Han stoppede midt i sætningen, for at udstøde endnu et anstrengt støn, denne gang lidt mere kontrolleret end det første. Der blev taget en dyb vejrtrækning, i et forsøg på at tage sig nok sammen til at fortsætte sine ord. Og på stadig at holde tårerne tilbage. ”… At jeg er så villig næste gang?” Det var selvfølgelig meget sandsynligt at Murizz ville være mindst lige så villig næste gang, men det behøvede han vel ikke at give udtryk for med det samme. Derudover kunne Deavás vel ikke vide sig sikker på, at næste gang ville forløbe sig på samme måde. Specielt ikke fordi Murizz fik alt han havde hungret efter nu.

//Inaktiv.
- Har den i gemmerne, hvis den skal fortsættes på et tidspunkt :)