Ompries bed sig i læben. Han havde ikke rigtig svaret på spørgsmålet, hvilket bare gjorde Ompries lidt mere gal og irriteret. Han sukkede opgivende og knyttede sine hænder. "Måske kræver det ikke noget af mig, men det kræver noget af dig." han kiggede på 'Deavás og sendte ham et lille smil. Han bed sig kort i læben og rystede så på hovedet. Der var noget som ikke stemte og det vidste Ompries bare.

"Hvad får du ud af det?" kom det fra ham igen og kiggede på Deavás. Han måtte jo forklare hvaddette gik ud på, ellers ville Ompries aldrig takke ja til noget som en dæmon forslog. Nu var det ikke engang fordi det var særlig vigtigt for ham at få det af vide. Eller jo måske var det lidt. Men der var så meget som var vigtigt for ham, såsom Samson. Det var vigtigt for ham at finde ham og give ham en skideballe for det han havde gjort.

Måske det var klogt nok at stille spørgsmålstegn ved det hele, Deavás gjorde aldrig noget uden at få noget ud af det. Men der var bestemt ingen grund til bekymring, medmindre at han virkelig gerne ville værne om sin faders minde. Han nikkede roligt af hans ord, som han bevægede sig tættere på ham med et køligt smil på læben. Han havde foldet sine hænder på ryggen, holdt ryggen rank og blikket mod ham. Deavás stoppede op nogle meter før han nåede ham. ”Hvis De virkelig insisterer” lød det en anelse opgivende, som havde han ikke haft i sinde at forklare det. Han tog en rolig indånding. ”Hvis De ønsker at få Deres minder tilbage, så er jeg tvunget til at opbevare dem for Dem. Hvis De derimod giver afkald på minderne, så forsvinder de ud i ingenting” forklarede han roligt.

De gyldne øjne hvilede på knægten foran ham. Ja hvad ville han få ud af det? Adgang til hans minder vedrørende Samson og derved den information, som kun få ville kunne få fingrene i. ”For at tage Deres minder, er jeg nød til at kende dem, så De vil faktisk ende med at give mig adgang til Deres minder” det var sandt, men var det noget som bekymrede Ompries? Muligvis, men lige nu var tilbuddet op til ham. ”Men.. det betyder også, at De vil være tvunget til at opsøge mig, når De ønsker Deres minder tilbage” lød det afslutningsvis, som bolden lige nu befandt sig hos Ompries. Ville han tage imod eller leve med den konstante påmindelse om hvad hans fader havde gjort? Der var en tredje mulighed, hvor hans egen fader ville fremtvinge minderne igen, men hvad var det sjove i det?

Ompries kiggede lidt på Deavás og rystede lidt på hovedet. Han insisterede faktisk ret meget på at vide hvad der skulle forgå. Han lyttede intenst til hans ord. Endnu engang gav han ham ikke det svar som han ønskede at få. Det var stadig minder, og det var stadig ting som Ompries kunne bruge lige meget hvad. Det var bare spørgsmålet om det var sådan her det skulle være. Skulle han give afkald på noget han ikke engang vidste om han skulle bevare. Eller skulle han bevare noget som han helst ville være fri for? Han rystede lidt på hovedet. Hvad skulle han gøre. Han lænede sig lidt frem i stolen lagde hænderne på hovedet og tænkte sig om. Hvad var det hans kulle stille op lige nu. Kunne han gøre noget for at slippe af med alt dette her? Det kunne han jo, han kunne sige ja til tilbuddet og faktisk glemme alt hvad det var han kunne. Han bed sig lidt i læben.

AHA! Der var det hele. Han skulle bryde ind i hans minder. Ingen skulle stikke hovedet ind i Ompries's hoved, og ingen skulle  nogen sinde få lov til at rode rundt i hans hoved. Han skulle rode med andres hoveder og sådan var det bare og sådan skulle det altid forblive! "Du vil ind i mit hoved, For at tage mine minder, det vil sige du kan se alt hvad jeg har begået og tage lige præcis hvad du vil. Hvis der er nogen der skal ind i hovedet på andre så er det mig." han kiggede lidt på ham og og rystede så på hovedet igen. "Desuden, hvordan skulle jeg kunne finde dig igen, rende rige og landet rundt for at finde dig? Desværre det er ikke lige mig." kom det roligt fra ham og rejste sig op fra stolen for at bevæge sig lidt rundt i rummet.

De fleste havde muligvis bare sagt ja til at slippe af med de smertefulde minder, men Ompries lod sig ikke narre lige så nemt. Det var faktisk ganske forfriskende, som Deavás slet ikke havde forventet det af ham, ikke når man tænkte på, hvad han havde set indtil nu. Han havde været styret af sine frustrationen, men fornuften var begyndt at dukke op, mon det var alkoholens fortjeneste? Han tvivlede, men undgik ikke helt at svare på hans spørgsmål. Kun en anelse, når han ikke følte at det var nødvendigt at afsløre det hele på én gang, medmindre at Ompries gjorde krav på al information, så ville han næsten altid vælge at holde noget tilbage. Deavás løftede armene let, som han lagde dem over kors og lod blikket hvile på ham, som han fik sat sig bedre tilrette i stolen. Han havde det selv fint med at stå, som han udmærket vidste, at det kunne ende galt, hvis man blev for afslappet overfor en potentiel fjende. De var jo vidt fremmede.

Et dybt og opgivende suk forlod Deavás læber, som Ompries straks gik i forsvarsposition, det var en anelse underholdende at se ham holde fat på den måde. Han kunne ikke tvinge sig adgang medmindre at han fik lov, men på den anden side, så kunne han ende med at gemme minderne langt væk, så han ikke ville få dem tilbage igen. Først skulle han dog overtales til at give slip.. Ompries talte som om, at han var van til at rode rundt i andres minder, noget der fik Deavás til at overveje hans magiske evner. Et smil bredte sig over hans læber. ”Hvis De allerede er bekendt med den form for indtrængen, så burde det ikke være et problem for Dem at holde mig ude af de minder, som jeg ikke må se?” han løftede det ene øjenbryn, løftede langsomt fingeren op og ned mod sin arm, som han så afventende på ham. ”De har ret, jeg er ikke en nem mand at finde, men jeg har mine grunde” han nikkede svagt, som han sagtens kunne acceptere hans svar. ”Et alternativ ville være at bruge Deres fader som udløser for Deres minder” det ville ikke være helt så underholdende og Ompries ville få sine minder tilbage uden at Deavás behøvede at være indblandet, men det var også ligegyldigt, så længe han så hans minder først, så kunne han ikke tage dem fra ham igen.

Ompries kiggede på Deavás og rystede på hovedet af ham. Hvad var der med den dæmon? Han var da kun til besvær, det var der ingen tvivl om. Han kiggede lidt ned i gulvet og tænkte sig om. Det var altid noget at dæmonen gav ham ret. Han kiggede lidt ned i gulvet igen og rystede så på hovedet igen. "Du har ganske ret i at jeg kender til den form for indtrængen, men det ændre ikke på at jeg ikke agter at lade dig rode i mit hoved. Det er mit hoved og det er mig der bestemmer hvem der skal ind i det." han kiggede lidt på ham og rystede på hovedet igen. "Hvis du mener at du rent faktisk kan tillade dig at rode i mit hoved så tager du fejl. Jeg kender dig ikke, og jeg kender dig ikke nok til at du får lov til at rode sådan et sted som det." han kiggede lidt på ham og bed sig i læben.
Han lyttede lidt til Deavás ord og tykkede lidt på ordene. Hvordan havde denne dæmon tænkt sig at man skulle finde ham hvis det ikke var så nemt at finde ham? Det ville der jo ikke komme noget godt ud af. Han bed sig kort i læben og kiggede lidt på flasken og så op på Deavás igen. "Det giver mig stadig ikke nogen svar på hvad du får ud af det." han løftede det ene øjenbryn og fastholdte et blik på ham. Der var ingen tvivl om at Deavás skulle komme med en gyldig grund til hvorfor han skulle rode rundt i hovedet på ham. Det var bare spørgsmålet om hvor meget denne dæmon ville sige før Ompries overhovedet ville sige ja til det. Hvis han ville sige ja til det. Han rystede lidt på hovedet af sig selv og blinkede nogle gange med øjne efter at have fastholdt et stift blik på Deavás.

Der var ingen grund til at blive ved med at insistere på at hjælpe knægten, når han ikke havde i sinde at tage imod hjælpen. Deavás var ikke kendt for at hjælpe folk frivilligt, så der var ingen grund til at presse yderligere på for at overbevise den unge dreng. Han var i virkeligheden ikke andet end en dumdristig knægt, der havde problemer med sin far. Problemer han irriterende nok valgte at dele med omverdenen. Nu havde han delt det, men Ompries var tydeligvis ikke interesseret i at gøre noget ved det. Et suk var al hvad Ompries fik fra ham, som han rystede på hovedet. Deavás trak let på skulderne, som han smilte for sig selv. ”Nuvel, så må De håndtere problemerne på egen hånd” hans stemme bar præg af hvor ligeglad han egentlig var. Hvor plat han egentlig følte at diskussionen var. Der var ingen grund til at spilde mere tid på det. Et smil gled dog over hans læber. ”De vil ikke lære mig at kende, jeg har en underlig vane med at skræmme alle væk og jeg nyder det” et skummelt smil viste sig på hans læber. Han lagde ikke skjul på det. Han var en ubehagelig type og Ompries havde kun set toppen af isbjerget. Men han ville næppe turde dykke under overfalden, for det var et mørkt og koldt sted.

Der var måder hvorpå man kunne finde ham på, men Deavás hadede at blive hidkaldt, så han havde ikke tænkt sig at give knægten muligheden. Selvfølgelig havde han sine sædvanlige aftaler i de forskellige byer, så kunne han opsøge ham der. Men hvorfor afsløre sin arbejdsplan overfor en knægt, som ham? Et irriteret støn slap over hans læber, som han trak opgivende på skuldrene. ”Jeg ville få det ud af det, at alle de minder De har med Deres fader, vil blive delt med mig.. Jeg vil vide alt det De ved om ham..” forklarede han. Hans stemme var frustreret og irriteret, som han dog lod blikket dale mod flasken. Havde han ikke snart tømt den? Måske hvis han blev fuld for alvor, så kunne de tale om at dele minderne imellem dem? ”Hvor er der mere af det sprøjt?” spurgte han koldt. ”De giver mig hovedpine..” snerrede han irriteret. Det var nok første gang, at han gav udtryk for sin frustration uden at ligge noget imellem. Det skulle drikkes væk, eller knægtens stædighed skulle.

Ompries kunne være interesseret i at få sine minder fjernet for et stykke tid, men det var ikke altid det rigtige at gøre var det? Han kiggede lidt ned imod gulvet og bevægede sig lidt rundt i rummet. Han lagde hænderne om bag ryggen og bevægede sig stadig rundt i rummet. Han lyttede til Deavás ord og nikkede lidt. Ja det var vidst også bedre at kæmpe med dem selv, frem for at have en eller anden fremmed rode rundt i hovedet på ham...
Han lyttede og lyttede til Deavás ord og kiggede over på ham. "Jeg tvivler på at du er mere skræmmende end Samson, men så igen du er jo dæmon, og en dæmon kan man aldrig regne med." han kiggede lidt rundt i rummet stadig med hænderne bag ryggen. Nej nok havde Ompries ikke set Deavás mørke side, men Ompries kunne også være meget værre end han var nu, eller hvad han havde været. Han bed sig lidt i læben og kiggede på Deavás og sendte ham et smil der var mindst lige så skummelt som Deavás.

Ompries kiggede lidt på hende og bevægede sig helt op til Deavás og kiggede ham ind i øjne. Der var pointen! Han skulle vide alt om Samson, alt hvad Ompries vidste. Hvilket faktisk måtte sige han anede ingen ting. Han anede ikke særlig meget om Samson, og han ville nok heller aldrig komme til det, så hvad var grunden til at han ville vide noget om det nu? Han rystede lidt på hovedet. "Du får ikke ret meget ud af at få noget ud af mine minder når det kommer til min fader. For jeg aner ikke ret meget om ham. Så hvad vil du få ud af det? Ikke ret meget." han stirrede ham stadig ind i øjne. Han fjernede ikke blikket et eneste gang og da han endelig fjernede det var det kun for at stirre hen på flasken og så tilbage igen.
Han kiggede lidt på ham og et grin kom over hans læber. "Du kan finde det i kælderen, bare så du ved det så ligger der vand. Så hvis du ikke er bange for at blive våd. Så går du bare der ned." han bevægede sig væk fra Deavás og kiggede lidt ned i gulvet. Han bevægede sig lidt rundt i rummet igen og kiggede lidt på hen på Deavás. Det var bare som om der ikke var noget værd ved at være her mere. Alligevel var det bare som om at Deavás var interessant nok på et eller andet plan. Måske han skulle overgive sig og lade Deavás tage hans minder, og måske bare få det overstået.

Det var farligt at fjerne minder, men Deavás var ikke interesseret i at forklare proceduren for ham, i hvert fald ikke så længe at Ompries lod til at have mistet interessen for tilbuddet. Desuden så ville han næppe blive ved med at insistere, så længe at han mødte den attitude. Det var klart, at han gerne ville vide, hvad det betød både for ham selv, men også Deavás, fordi han havde ret, dæmoner gjorde intet medmindre de fik noget igen. Spørgsmålet var nærmere om han fortalte sandheden eller bare nok til at få ham til at skifte mening. Han var dog færdig med at lege rundt med hans følelser, det var spild af tid.
Deavás rystede let på hovedet. Han var bekendt med de mange fordomme, der var imod dæmonerne, men det lod ikke til at bekymre ham. Tværtimod var han glad for fordommene, for det var noget der var nemmere at arbejde med. Så behøvede han ikke spilde tiden på at få folk til at frygte ham, frygten lå allerede i deres underbevidsthed. ”De har ret” lo han stille, men han lod også emnet ligge for han behøvede ikke bevise noget overfor knægten. Det var ikke derfor at han var kommet, så hvorfor overhovedet prøve eller spilde kræfterne på det? Knægten forsøgte at efterligne ham og det var kunne sagtens lykkes ham, men smilet havde ingen betydning for Deavás.

Knægten kom atter tæt på, som deres blikke mødtes for en stund. Han følte sig ikke truet af nærværet og havde faktisk ikke noget problem med at stå tæt på andre. Deavás havde ikke noget imod at invadere folks personlige rum, men lige nu var det Ompries, som invaderede hans. Hans svar fik ham til at rynke på brynene, før at han lo let. ”Hvad er så problemet med at dele minder med mig?” spurgte han uddybende, hvis der ingen info var at komme efter, hvad bekymrede han sig så over? Flasken lod til at være blevet Ompries kæreste eje, som han ikke havde i sinde at slippe den af syne. Det var en anelse morsomt at se ham holde fat i den. Var den ikke tom?
Ompries advarede ham om vandet? Det var jo næsten sødt, for hvad skulle lidt vand kunne gøre ham? ”Det er jo bare vand” lo han køligt, som han hævede det ene hånd og viftede ham lidt af vejen. Heldigvis gik han af sig selv, som Deavás vendte rundt og gik ud af den nærmeste dør. Han havde godt set en trappe på hans udflugt tidligere, som ville føre ham ned til kælderen, så det skulle ikke være alt for svært at finde den igen. Borgen så dog mere smadret ud fra kælderen, som vandet lavede et spejl over hele gulvet. Han vrissede let over de våde tæer han fik, så snart han trådte ned i det, men det gik hurtigt i sig selv, som han lod de gyldne øjne tjekke omgivelserne. Hvis Ompries var gået når han kom retur, så ville han bare drikke i fred.

Ompries kiggede lidt på ham og bevægede sig rundt i rummet igen med hænderne på ryggen. Da der blev sagt at han havde ret kunne han ikke lade vær med at smile. Han bukkede kort som en gestus for at han havde haft ret. Han var nu altså ikke helt dum altid. Sådan var det altså, og det måtte man jo leve med eller man måtte lade vær. Han kiggede op på Deavás og sendte ham et smil. Han havde ganske ret i nogen ting, men ikke alt. Han var bare glad for at have ret i nogen ting. Det var ikke så tit det skete og det var altså sket i dette her tilfælde.

Som han holdte blikket fast i Deavás øjne havde han overvejet kort at rode i Deavás hjerne, men han lod vær. Det ville ikke være fair, og Deavás havde jo ikke gjort noget galt... endnu.. Det kunne jo være det kom. "Problemet er at jeg ikke ved hvad du ellers vil prøve at rode rundt i. Nok er der ikke meget at fortælle om mit liv eller om min faders af hvad jeg ved. Men derfor behøver du ikke rode rundt i så mange andre ting." han løftede det ene øjenbryn som han stirrede ind i hans øjne. Han var ikke ude på at dominere eller at vise sig som voksen. Det var bare for at finde ud af hvordan verden den stod, men mest af alt for at finde ud af om det virkelig kunne betale sig at bruge sine evner på ham. Han anede ikke engang hvad form for evne Deavás havde, men det kunne han finde ud af hvis han begyndte at lukke ned for hans evner nu hvor de havde øjenkontakt. Dog gjorde han det ikke af ren hensyn til dæmonen. Han havde ikke gjort noget, og det var ikke Zidiac han stod foran. Så havde det været noget helt andet!
Deavás fjernede blikket fra hans og bevægede sig væk. Ompries trak lidt på skuldrende, det var jo som det var. Hvis han selv ville gå ned i kælderen så måtte han jo om det. Men han havde ret det var bare vand og man blev lidt våd, og hvad så? Han kiggede efter ham men trak så på skuldrende igen. Han kiggede ned i gulvet og bevægede sig over til tronestolen igen, satte flasken for munden og tog en tår af den. Der var stadig en kvart flaske endnu, og han var da begyndt at kunne mærke vinen en smule. Den havde jo også stået og gærret i noget tid.

Selv hvis Ompries gjorde et forsøg på at rode rundt i hans sind, så ville han næppe komme særlig langt. For Deavás efterlod intet ubevogtet i sit sind, så Ompries ville blive mødt af den ene barriere efter den anden. Nok kunne han forsøge at putte noget andet ind i hovedet på ham. Men Deavás vidste godt hvad han havde oplevet igennem sit liv, så intet ville kunne overraske ham. Men knægten skulle da bare forsøge, for han ville uden tvivl fortryde og hurtigt få mulighed for at få en fornemmelse af, hvor ubehagelig Deavás faktisk kunne være. Men så længe, at han ikke trådte ham over tæerne, så så Deavás ingen grund til at gøre det samme. Han fnøs let af Ompries kommentar. Var han virkelig så nervøs for det? Men så kunne han jo også bare takke pænt nej til tilbuddet.
”Jeg kan kun tage de minder, som De viser mig.. Altså skal De bare nøjes med at fokusere på de rette minder og så har De intet at bekymre Dem om” han var tydeligvis nød til at skære det hele ud i pap for at han forstod det. Deavás besad ingen magiske evner, der kunne give ham chancen for at rode rundt i hans hoved. Han kunne kun tage det, som Ompries tænkte på. Så hvis Ompries undgik alle andre minder, så ville der ikke være andet for ham at tage. Men nu havde Deavás lidt begravet diskussionen, som han vendte rundt, begravede hænderne i lommen og gik ned i kælderen.

Imens at han befandt sig i kælderen fik Deavás mulighed for at gennemgå sit tilbud til den unge knægt. Han var endnu ikke overbevist om, at han skulle hjælpe ham. Specielt ikke, hvis han slet ikke fik noget ud af det. Det virkede lidt som spild af energi og kræfter. Han havde kun læst om indgrebet, men faktisk aldrig fuldført det på nogen, men det skyldes, at det skulle gøres frivilligt. Deavás skubbede fødderne igennem vandet for at sikre sig, at han ikke lige pludselig ville falde over noget. Stedet var ikke noget for ham, han kunne i hvert fald aldrig drømme om at slå sig ned i en stor borg som denne. Alligevel var plantegningen med det samme som alt andet, han havde studeret igennem årene, så han fandt hurtigt frem til rummet med de store tønder og flasker. Støv var der rigelig af, men han kunne også se hvor Ompries havde bevæget sig for at finde sin flaske, så de øvrige flasker kunne han slippe for at tjekke 2 gange. Deavás ledte ikke længere, før at han fandt en tyk flaske, knap så høj, men indholdet lugtede stadig langt væk fra sprut, så det kunne sagtens gå an.
At finde vejen tilbage til tronsalen var ikke noget problem og han var faktisk ikke overrasket over at finde Ompries tilbage i tronstolen. Et opgivende suk forlod hans læber, som han bevægede sig hen til trappen op til tronstolen og satte sig ned. Han lod blikket glide ud over salen, uden at kigge mod Ompries. Hvis han havde ombestemt sig, så måtte han jo komme til ham.

Hvor var han dog irriterende! Han bed sig lidt i læben og kiggede på ham. Han rystede lidt på hovedet og kiggede ned i gulvet. Et kort fnys kom frem på hans læber og han kiggede lidt på Deavás og så væk igen. Hvad var der lige med den mand.. Eller dæmon... Det gav ham stadig ikke svar på særlig meget. Der var stadig ting som Ompries ville have svar på som han bare ikke fik.. Han rystede lidt på hovedet og kiggede så væk fra gulvet. Han tog fat i flasken og satte den for munden. Han tog en ordentlig slurk så flasken næsten blev tømt.
Han nægtede at svare på Deavás og rystede lidt på hovedet som han bevægede sig væk fra ham og ned imod kælderen.

Da Deavás var kommet tilbage kunne han ikke gøre andet end at himle lidt med øjne. hvad var der lige præcis med den dæmon. Hvorfor kunne han ikke bare forsvinde og så lade Ompries være i fred?! Det var dog irriterende altså! Han bed sig i læben åbnede munden og skulle lige til at sige noget men lod vær. I stedet tog han fat i flasken igen og tog det sidste der var i og sank det uden nogen besvær. Da han endelig havde sunket færdig rettede han sig op og bevægede sig rundt i rummet igen. Han kiggede lidt på Deavás og den flaske han havde fundet. Hvorfor havde han ikke set den? Gad vide om det var rom? Det kunne umuligt være øl eller vin. Næh gad vide hvad det var han havde fundet. Han bed sig lidt i læben og åbnede munden for at ville sige noget, i stedet kom der et hik og han holdte sig kort for munden. Ikke at han normalt ville være pæn i det, men det gjorde ham faktisk ikke noget sådan lige nu. Han kiggede lidt ned i gulvet og så på Deavás "Sig mig..." startede han og vidste ikke lige helt hvad han ellers skulle sige.

Skoene trak våde spor efter sig, som Deavás endelig kom op fra den oversvømmede kælder. Han var ikke særlig tilfreds med det, men kunne sagtens ignorere det, da turen jo ikke havde været forgæves. Det var flasken et tydeligt tegn på, som han holdt fat rundt om flaskehalsen og spadserede ind i den store tronsal igen. Der hvilede et roligt smil over hans læber, som han ikke henvendte sig direkte til Ompries igen. I stedet valgte han at finde et sted, hvor han kunne sætte sig tilrette, så han kunne få muligheden for at tjekke indholdet af den lettere tykke flaske. Stentrappen var et fint udgangspunkt, som han fik sat sig på kappen og spredte benene ud mod siden, så han kunne hvile albuen mod sit ene knæ. Deavás svang let rundt med flasken for at få en fornemmelse af, hvor meget der var tilbage i flasken. Den var ikke fuld, men over halvdelen var fyldt med den flydende væske. Proppen så ud til at være intakt og indholdet havde dermed ikke fået luft i rigtig lang tid.

Der sænkede sig en ro over dem, som Deavás holdt flasken med den ene hånd og placerede den anden over proppen for at hive proppen af. Der lød et hult pop, som han fik den fri og lagde proppen i lommen på kappen. Det var mere end vane end noget andet, men heldigt nok, for så havde han mulighed for at lukke flasken til igen, hvis han ikke drak det på én gang. Hikket kom bag på Deavás, som han rettede blikket over sin skulder og kiggede mod ham. Smilet sagde det hele, det morede ham, at knægten ikke kunne klare alkoholen. ”Problemer med alkoholen?” man kunne nemt spore morskaben i hans stemme, som han dog vendte blikket retur til flasken. Han løftede den op mod sine læber og tog en slurk. Det brændte hele vejen ned i halsen, som han dog ikke bed mærke i det. Han gav slip på et tilfredsstilende suk, som han lænede sig tilbage og placerede den ene albue mod trappen, så han halvt lå ned. Knægten forsøgte næsten at starte en samtale, men han kom ikke særlig langt. ”Har du brug for en slurk?” spurgte han lystigt, blikket var rettet mod rummet og væk fra Ompries. Han holdt flasken i den ene hånd, men havde bestemt ikke tænkt sig at give den fra sig bare sådan lige.

Problemer med alkohol hvad var nu det for noget pjat. Han havde bare drukket for hurtigt det var det hele. Han kunne sagtens tåle mere! Næh nej problemer, sådan noget pjat! Han kiggede på ham mere fornærmet end noget andet. Han kunne selv have problemer med alkoholen, bare fordi man kom med et enkelt hik. Han rystede på hovedet af hans kommentar og hikkede igen. "Selvfølgelig har jeg ikke problemer med alkoholen, bare fordi man har fået lidt hikke..." han kiggede på ham og hikkede en gang til. Det var dog utroligt! Han skulle bestemt ikke have drukket den vin så hurtigt, men den havde jo været god!

Han vendte blikket væk fra Deavás og himlede lidt med øjne. Dæmoner hvorfor var de overhovedet til. Morrede sig på andres bekostninger, HA. Ok Ompries gjorde det jo også selv, men det var ikke hovedesagen i dette her! Deavás havde det sjovt på hans vegne og det kunne han ikke lige frem gøre noget ved! Han rystede på hovedet af sine egene tanker og vendte blikket mod Deavás da han snakkede. Ville han have en slurk? Ja mun ikke! Det kunne ikke være meget bedre! Han rakte ud efter flasken men tvivlede på at Deavás ville opgive flasken. "Ja tak når du nu sådan tilbyder så vil jeg da gerne." kom det fra ham og hikkede en gang til. Det var dog utroligt med den hikke, så kunne den godt holde op!

Knægten tog det tydeligvis som en fornærmelse, at han havde kommenteret på det, men det var ikke noget, som Deavás bekymrede sig om. For det betød virkelig ikke noget, det var blot morsomt, at han forsøgte at fremstå så høj i hatten og så faktisk ikke kunne holde til en smule alkohol. Der var selvfølgelig også stor forskel på deres indbyrdes erfaring med alkohol. Der skulle efterhånden meget til at påvirke ham, uanset hvad så ville det kræve stærkere sager end bare vin.. Hvilket også var grunden til at den flaske, han havde fundet frem til, skulle nydes med behag. Fokus gled dog fra flasken mod knægten, som han beklagede sig. Et smil gled over hans læber, som han sukkede let af hans ord. Endnu en påstand uden handling. ”Hvis du siger det” lo han kort, han havde lidt mistet interessen for at provokere ham yderligere. Lige nu skulle sprutten bare nydes. Hikken lod dog ikke til at forsvinde lige med det samme. Det var svært ikke at kommentere på det.. Ompries gjorde det jo meget nemt.

De himlende øjne var endnu et tegn på hans unge alder og Deavás havde ikke tænkt sig at blive ved med at kaste ild på bålet, for det fik han tydeligvis ikke meget ud af. Måske det i stedet var på tide at slutte fred imellem dem? Tilbuddet var en måde at bryde isen på, som han slog let med tungen for at lave en svag kliklyd. Han nød den brændende fornemmelsen, men var ikke sikker på at Ompries ville sætte pris på den. Deavás lod blikket glide mod hans hånd, som han selv rakte flaske mod ham. ”Ta’ en stor slurk.. Så kan det være du slipper af med hikken” han havde intet imod at drikke en knægt under, det kunne der også komme noget sjovt ud af. Han gav faktisk også slip på flasken, så snart at Ompries sluttede hånden om den.

Deavás var måske gammel men han kunne vel også godt være ung bare en gang i mellem. I stedet skulle han være så voksen, bvadr voksen! Det kom der aldrig noget godt ud af, Ompries ønskede ikke selv at blive voksen, men det var han jo allerede. Han var trods alt 19 år. Så hvorfor skulle ahn egentlig brokke sig sådan lidt. Han kiggede lidt på Deavás og smilte ganske kort. Selvfølgelig havde han sagt det. Hørte Deavás ikke efter eller hvad skete der? Han himlede lidt med øjne igen. Endnu et tegn på at han ikke var moden af sin alder, men hvem kunne da bilde ham ind at han var moden når han havde mistet 15 år af sit liv? Han kiggede lidt på Deavás og nægtede at svare ham på hans tiltale, det var der faktisk ikke nogen grund til.

Han tog fat i flasken som Deavás havde givet slip på og kiggede på den. Havde han gjort noget ved den? Nej det kunne han umuligt have gjort, han havde trods alt selv drukket lidt af flasken det kunne da ses. Han overvejede en enkelt gang om han skulle tage en stort tår af væsken da han hikkede igen. Han bed sig i læben og satte flasken for munden for at tage en stor tår af den. Da han endelig fjernede flasken fra munden kunne han mærke den brændende fornemmelse og han begyndte at hoste. Han rakte flasken hen imod Deavás og holdte sig for munden alt imens han hostede. Det var nogle kraftige sager, det måtte han give ham! Men det skulle nok gå alligevel, det var Ompries slet ikke i tvivl om. "Beklager" kom det fra ham da han endelig var færdig med at hoste.

Det var rigtig længe siden, at han havde opført sig ungt og det ville næppe ske i Ompries selskab igen. Det var der ingen grund til, specielt ikke når Ompries var barnlig nok for dem begge. Men lige netop det faktum ville nok ikke være særlig smart at del i dette forum, så han lod vær. I stedet lod han knægten reagere, som han bedst kunne, ved at være fornærmet. Det var en anelse komisk, men Deavás gjorde en indsats for at skjule et smil. Knægten ville bare blive mere negativ, hvis han også begyndte at grine af ham. Sådan for alvor. Han kendte ikke meget til knægten, men det han havde set var ikke af imponerende karakter, så han var ikke interesseret i ham, måske hans minder, men de lød heller ikke til at være særlig fyldestgørende, hvis han skulle tro på Ompries egne ord.

Blikket hvilede på Ompries, som han tog imod flasken. Ville smagen falde naturligt for ham eller ville det også give ham problemer? Uanset hvad, så havde Deavás lige taget første skridt imod noget, der kunne gå hen og blive underholdende. Men det ville selvfølgelig komme an på Ompries karakter, når først han blev fuld. Hvis det kunne lade sig gøre. Deavás var villig til at lægge nogle kræfter i, bare for at kunne more sig lidt med knægten. Ompries begyndte at hoste, men så var hikken da væk? Uden videre tog han dog imod flasken, som han kiggede lidt på ham for en stund. Så førte han selv flasken op til læberne og tog en slurk mere af væsken. Sprutten var heldigvis ikke gået af væsken og det var en interessant fornemmelse. Årene havde gjort noget godt for indholdet. Undskyldningen fra ham kom en anelse bag på ham, som han rynkede på brynene og rakte flasken retur til ham. ”Det er vist mig, som burde undskylde” startede han ud, før at han vendte blikket mod flasken. ”Jeg fik ikke advaret dig om indholdet” lo han køligt, som var alkoholen allerede begyndt at påvirke ham, men det var skuespil, som dog virkede ganske naturligt.

Ompries kiggede lidt på flasken som han tog imod igen. Han satte den for munden og var lige ved at vende sig til smagen men alligevel ikke. Han fjernede flasken hurtigt så han ikke skulle hoste sprutten op igen og ned i flasken. Han hostede endnu engang. Ja hosten var væk heldigvis, men det var da ikke bedre at hoste. Hvad var det sprøjt egentlig og hvorfor havde Samson valgt at have sådan noget i en kælder? Fy da føj da, men så igen det var da alkohol.

Han lyttede lidt til Deavás ord og sendte ham et kort smil. Så den dæmon kunne godt være venlig, eller var det bare alkoholen der talte? Nej Ompries var ikke overbevist om noget som helst lige nu, og det ville han nok ikke være lige foreløbig. Han var ikke engang sikker på dette her med minderne, men alligevel ville han gerne have dem væk. Tanken om at se Samson ligge død var forfærdeligt, men det havde jo ikke været ham i følge Murizz, og Murizz var en slave med et slave mærke så hvorfor ikke stole på ham? Ompries bed sig lidt i læben og kiggede lidt frem og tilbage for til sidst at vende blikket imod Deavás han nikkede lidt til hans ord men sagde ikke noget i første omgang. Han var stille i et stykke tid inden han satte flasken for munden igen og tog en slurk. Alkoholen gik lige i hovedet på ham så stærk som den var. Måske var han bare ikke så stærk i at drikke endnu. Men det skulle vel nok komme før eller senere. Han rettede lidt på sit pandehår så det igen dækkede over hans modermærke og rakte flasken til Deavás. "Så fortæl mig igen. Hvad skulle du gøre for at tage mine minder?" spurgte han og satte sig ned ved siden af Deavás

Knægten var modig nok til at tage en slurk mere, det var lige før at han ikke var til at stoppe igen, når først han kom i gang. Det bragte blot et smil frem på Deavás læber, som han så til, imens at knægten atter forsøgte at håndtere den stærke smag. Han fandt den selv ganske opfriskende, som den brændte hele vejen ned svælget og til mavesækken. Så kunne man rigtig mærke, at man levede. Det var en fantastisk følelse og Deavás nød den uden tvivl på en helt anden måde end hvad knægten gjorde. Ikke at det kunne ses som et problem, tværtimod. Det fortalte ham bare, at han næppe var van til alkoholens styrke og derved ville hans krop næppe kunne håndtere promillen. En farlig cocktail.

Alkoholen måtte uden tvivl være ved at stige knægten til hovedet, for Deavás fik flere smil end han nogensinde havde modtaget med disse vilkår. Det var en ganske morsom situation at befinde sig i, mon ikke de kunne skrue lidt op for morskaberne? Det var selvfølgelig lidt en skam, at de befandt sig på en ø, som ingen turde komme i nærheden af, så der var ikke mange andre væsner at more sig med, derfor var Deavás også lidt tvunget til at vende fokus mod knægten. Men det ville da heller ikke blive et problem. Ompries tog atter en slurk fra flasken og Deavás tvivlede på at smagen ville blive bedre med tiden, medmindre at man kunne lide den fra starten af. Der var tale om en special smag, men flasken havde også lagt længe, så det havde ændret styrken gevaldigt. Men for Deavás var det godt. Han rakte dog hånden frem mod flasken for at få chancen for endnu en slurk, før at knægten ville tømme den selv. ”Den som tømmer, henter en ny” det var bare en mindre regel, mest af alt fordi knægten tog ordentligt ved, så det var kun fair, hvis han hentede en ny, hvis han valgte at tømme den. ”Der er ingen grund til at gå i detaljer..” svarede han roligt, med et svagt smil, før at han rettede blikket mod salen. Han lagde godt mærke til at Ompries kom tættere på. ”Jeg læste om det i en bog” forklarede han stille.. Det var en svag begyndelse, men det var sandheden.

Det var faktisk en farlig cocktail at drikke sådan en slags alkohol. Det var jo ikke lige frem noget som Ompries var vant til. Han kiggede lidt på Deavás og så på flasken. Tja alkohol kunne være en god ting i ny og næ, så hvorfor ikke bare nyde det så længe det varede? Alkoholen havde sat sine spor og Ompries var begyndt at blive en smule træt. Men hey der var alkohol og det skulle nydes så længe det varede! Han kiggede lidt på flasken igen men satte sig med en albue å knæet og hvilede hovedet på det.
Den der tømte skulle hente en ny hvad var nu det for noget pjat? Den var Ompries ikke helt med på, så kunne han vel lige så godt hente en ny med det samme. Han rejste sig op og bevægede sig ud mod døren da han hørte Deavás sidste ord. "Hold den tanke" kom det roligt fra ham og bevægede sig med hastige skridt ned i kælderen. Han havde allerede gået der en gang så han kendte jo vejen der ned til. Godt nok gik han lidt fra side til side men han kunne da gå!

Efter noget tid kom han op med 2 nye flasker en i hver hånd og kiggede på Deavás da han trådte ind i lokalet igen. Han bevægede sig hen til Deavás satte sig ned hvor han havde siddet før og satte den ene flaske fra sig. Han tog den ene flaske i munden for at få proppen af og et enkelt plop lød da den røg af. Han spytte kork proppen ud af munden og tog en slurk af den. Puha den var næsten værre end noget af det andet sprøjt han lige havde haft i munden, men hvad så det var alkohol! "Nå hvor kom vi fra?" snøvlede han en lille smule og kiggede på flasken. "Nå ja du havde læst noget i en bog hvad det så end er." der var så meget man kunne læse i en bog, så hvorfor skulle det komme bag på nogen at Deavás kunne læse. Han var sikkert og tudse gammel.

Knægten var hoppet i med begge ben og han havde tydeligvis ingen ide omkring hvad der faktisk foregik. Han var blevet noget så ivrig og villig til at snakke, men det var ofte den effekt, som alkohol havde på de yngre sjæle og Ompries vidste ikke hvad han gik ind til. Deavás var dog lettere forbavset, som han fik snøvlet sig på benene og straks farede mod døren. Han rynkede let på brynene, som han hørte hans ord. Stille trak han på skulderne og vendte blikket mod flasken, som han heldigvis havde efterladt. Så var han ikke hel håbløs alligevel. Det var svært at sige, hvad Ompries havde af planer og han ville næppe have gættet, at han frivilligt gik ned efter flere flasker bare for at slippe for det senere. Måske det var et klogt træk for han lod allerede til at have problemer med at gå i en lige linje. Det morede Deavás gevaldigt, som han dog selv valgte at tømme flasken i Ompries fravær. Det var der vel ingen problemer med og hvis Ompries kom tomhændet tilbage, så måtte han jo bare gå efter en ny flaske.

Utroligt nok så havde Ompries hentet to flasker fra kælderen, så Deavás valgte at blive siddende på trappetrinet og i stedet holde øje med hans gang. Han kunne vist ikke rigtig skjule de skæve trin, som han kom tættere på. Deavás følte sig nødsaget til at flytte sig let, så han ikke ramte ham, da han satte sig igen. De unge var nu ganske morsomme, når de blev fulde. Endnu en flaske blev åbnet og Deavás kunne bedømme ud fra hans ansigtstræk at indholdet nok heller ikke var lige ham. Dog rakte han hånden frem mod flasken. ”Det var ikke noget vigtigt” lød det roligt, som han helst ikke ville gå i detaljer overfor Ompries, tænk nu hvis han slet ikke ville være til at omvende, hvis han kendte sandheden? ”Fortæl mig hellere hvorfor du gerne vil glemme din far” hans stemme var rolig, afdæmpet og ikke særlig påvirket af alkoholen.