Det var ikke lige i Corrines overvejelser at katten ikke brød sig om vand, men hun virkelig ikke lyst til at give slip på den loge nu, men hun skulle nok være forsigtig når hun tog den med sig op i karet. Den ville jo sikkert sprælle lidt men det gjorde de fleste katte som de blev sænket ned j vand jo. Corrine var stsif upåvirket af blodet, og havde mest af alt blot give lod og lære sig besvime igen, men det gjorde så ondt, det stak hele tiden og holdt hende vågen.


Som de kom ind til badkaret stod Corrine lidt i sine egne sørgmodige tænker da Deavas igen begyndte st tale. Da han lagde sine fingre på hende hage rettede hun blikket op og lod sine kule øjne møde hans mens hun holdt katten tæt ind til sig. Hun var ikke hæslig? Hvordan kunne han sige det og mene Det? Hun havde jo fjer kommende ud af sin krop, nu var ikke født sådan her, det var unormalt, hun havde mest af alt lyst til at græde over det. Men forsigtigt nikkede Corrine blot og prøvede virkelig at lytte til hun ikke var hæslig trods alle tankerne der sagde det modsatte.
Da Deavas rørte hende over kravebenet var det en blanding af smerte og lidt behag som kom over hende, og hun ville snart ønske at Deavas kunne lade hver med at søge så meget nærkontakt, kunne han ikke se hun var i smerte.
"Okay" mumlede Corrine forsigtigt og som Deavas forlod rummet for at finde mere vand, trådte Corrine forsigtigt op i et kar, og var dog lige ved at vælte omkuld grundt hendes ben gav et jag af smerte fra kende, hvilket kun gjorde hun træk katten endnu tættere i øjeblikket, men løsnede lidt grebet som hun kom ned og sidde.

Corrine kiggede ned på katten og begyndte at nusse den bag røret og sagde stille "Var du noget søttere var jeg sikkert din aftensmad" der var et trist toneleje over hendes stemme og nu begyndte et par tårre at knibe sig på. Alt det her var blot for overvældende, og hun ville så gerne blot forvandles tilbage til sit naive jeg og leve uvist om det her, men så held og skulle hun nok ikke være.

Hisashi så hvordan hans herres skummelt smil og vidste at dette var hans straf. vand... det var da den blideste straf han kunne få men det var stadig en straf. han mærkede hånden på sit hoved og han stopppede med at sprælle. han så mod kvinden da hun blev efterladt alene med ham.
*ja det ville du helt sikkert være.... selv om jeg jo er større end denne form* tænkte han og ville ikke afslørre at han kunne tale. han mærkede vandet og sprællede og prøvede at komme op men hun holdte ham godt. hun holdte ham godt fast til de endelig var nede i vandet. han sukkede inden i over at blive lagt i vand. han så hun græd og kendte ikke den følelse af at grade. så han så bare på tårren lige til hun lagde en hånd på hans øre og nussede det. 
det var faktisk lidt dejligt. at han ligefremst blev nusset selv om han var ham der førte hende her til. han så ned på vandet der var blevet lidt rødligt. ja sådan kunne man vel også komme i bad. men hans tøj han havde på når han var menneske blev ikke ren af denne grund.

Turen til brønden var uden problemer, som Deavás ikke havde travlt, han tvivlede på at kvinden ville forsøge at stikke af i den sindstilstand hun var i, så mon ikke han sagtens kunne tage den med ro. Samtidig så vågede Hisashi også over hende. Ikke at han ikke gerne ville have set hende trække ham med ned i vandet, men det måtte han nyde en anden gang. Deavás smed spanden ned i vandet, som den var sat fast med et reb og begyndte roligt at trække den op igen. Det var en anelse tungt, men ikke noget problem, som han fik den op til kanten og hev det sidste armen om hanken. Han placerede spanden på kanten og hældte efterfølgende vandet over i en anden beholder.
Deavás kunne mærke at Hisashi ikke havde forladt kvindens side og at de stadig var tæt, som han havde en forbindelse til dem begge nu. Det var al den nærkontakt faktisk betød for ham, da det var en måde hvorpå han kunne fodre sin egen evne. Desuden så havde han ingen kvaler med fysisk kontakt, måske fordi han ikke lagde så meget i det, som så mange andre ville gøre. Deavás var heller ikke bekymret for Corrine’s smerter, blot ærgerlig over at det ikke var hans egen fortjeneste.

Med spanden i højre hånd bevægede Deavás sig tilbage mod huset, som han gik op af trapperne og mod badeværelset. Han nikkede roligt til Corrine og kiggede på Hisashi, før at han gik hen til karet og fyldte det op med mere vand. ”Kan De huske, hvem der kan have givet Dem en eliksir?” spurgte han roligt, ikke at han forsøgte at hjælpe, men blot ville have mere at vide om hende. Da spanden var tom, valgte han at stille den på hovedet, hvortil han kunne sætte sig til rette oven på den med en arm hængende over karret, så han svagt kunne føre en finger igennem vandoverfladen.

Corrine kiggede blot på hvordan vandet skiftede farve. Det var godt køligt, men den luksus med varme både var der ikke mange der fik, et svagt minde fra de sidste 8 år var da fruen havde skulle tage et bad i varmt vand, men så var hidkaldt andet sted hen så Corrine fik lov til at bruge det i stedet.
Men nu var det koldt og trist, dog hjælp det lidt på angsten som blodet kom af hende og ned i vandet. Dog havde Corrine svært ved at få sat sig helt behageligt, hun ville gerne læne sig op af kanten men vingerne gik i vejen, så hun endte med at være lidt foroverbøjet og kiggede blot i vandet.
Engang imellem skiftevis holdt hun fast på katten og dyppede sine arme ned i vandet for at få blodet af.

Da Deavas var kommet tilbage gøs hun lidt og fjerne i hendes hår rejste sig af det endnu koldere vand der blev skældt i karet.
"Jeg... Jeg husker en mad... Jeg hjælp ham.. Han var spærret... og.. så gav han mig noget, og den her halskæde" sagde Corrine stille og tog hånden op til halsen hvor der hang en lille sølvkæde, ikke noget af værdi, faktisk ville få havde været taknemmelige over sådan en billig kæde.
Corrine rettede sit blik op imod Deavas og sagde forsigtigt "tror du det var ham?? Hvorfor ville nogle gøre det her imod mig??" Det stod virkelig over Corrines forstand hvordan hun havde fortjent dette, og kunne hun nogensinde blive normal igen?

Hisashi ønskede virkelig at komme op af vandet men han blev stadig holdt fast. han måtte jo bare slappe af til han fik chancen fr at komme op. han var heldigvis kun våd på halvdelen af kroppen. men da der kom mere vand i karet sprællede hisashi igen. han ville ikke være våd. det var ikke sjovt for ham.
han vidste at Deavás ville finde det meget morsomt. men det var jo også hans herre. Hisashi så mod pigen da hun vaskede sin arm ved at dyppe den ned i vandet. han så på blodet og så så på hendes ansigt. hvad skulle han gøre for at hun slap. men hun følte sig vel tilpas med ham i armende. ikke at han kunne klage over at være ved brysterne af en kvinde.

Der var ingen grund til at spilde tid på at varme vandet op, når hun blot lige skulle have blodet af sig. Deavás var desuden ikke interesseret i at gøre det alt for behageligt for hende, da det ikke var i hans interesse. Han hældte også uden varsel vand i karret, som hverken Hisashi eller Corrine fik mulighed for at vænne sig til tanken om det kolde vand.

Hans blik gled mod halskæden, som han vendte kroppen mod karret og roligt rakte frem for at se nærmere på smykket. Det havde ikke nogen synderlig værdig, men man kunne aldrig vide hvad bedragere valgte at smide en forbandelse over. Hvis der var tale om en forbandelse selvfølgelig.. ”Jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed” lød det roligt, som han studerede halskæden med et køligt blik i øjnene. ”Men det er sandsynligt, at det var ham” sagde han med et nik, hvorfor nogen havde valgt at gå efter hende var ham lidt en gåde, men samtidig så kunne han godt se morskaben i det. ”Hvis De hjalp ham, så ville det selvfølgelig være underligt at tage hævn” nok lød han forundret, men han kunne ikke lade vær med at smile lidt over situationen for kvinden var tydeligvis ikke tilfreds. Deavás rakte ud efter en af hendes fjer for at studere den, hvad havde hun forvandlet sig til og havde det været i hendes angribers intention om at efterlade hende i smerter på gaden? Selvfølgelig havde det gjort hende til at nemt offer, men Deavás havde allerede fået fingrene i hende, så hvad kunne gøre det værre?

Corrine syntes født nok heller ikke vandet var behageligt, men det var jo også Deavas intention så det virkede da, forsigtigt prøvede hun at læne sig bagover og få dyppet de blodige Fibiger i vandet. Det var helt mærkeligt, det var som om hun kunne bevæge en ny kusken og som hun prøvede bevægede vingerne sig ganske lidt. Dog skulle Corrine nok vende sig til dem før hun kunne bruge dem bare nogenlunde ordentligt. Men For nu hjælp det med at skylle noget af blodet af. Faktisk endte det med Corrine fumlede lidt rundt og lænede sig helt bagover for at få sit hår gjortvådt, desvære betød det hun var helt dækket af vand, derved også katten hun holdte i sin favn. Det var helt som kulden fra vandet bedøvede smerterne en smugle.

Da Corrine kom kom igen gispede hun af kulden og rystede lidt, hun kiggede kort på katten og tænkte det var heldigt den havde pels.
Forsigtigt rettede hun blikket op på Deavas.
"Jeg forstår det heller ikke" sagde Corrine forsigtigt og vidste ikke hvad hun skulle sige. Selvfølgelig fandtes der onde mennesker i denne verden, og det lød hun dem blot være, men efterhånden syntes hun at møde onde mennesker der havde gjort hende ting der ikke var behagelige.
"Tak... De er så venlig over for mig" sagde Corrine forsigtigt, og var glad for Deavas havde hjulpet hende i den her tilstand.

Hisashi prøvede ihærdigt at komme op af vandet da hun dukkede sig ned. nok synes hun han var heldig at ha pels men det gjorde kun han blev mere våd.  og vandet ville holde fast længere. da hun endelig kom op valgte Hisashi at sparke sig ud af hendes arme og landte på kanten af karret og rystede helt. det var jo skisme koldt. han så mod deavás der sikkert morede sig gevaldigt over at han var våd nu. han begyndte at gnide sine poter mod sin pels for at få vasket sig og gnide pelsen tør for vand.
VAND! hvorfor skulle det være hans straf. han ville da hellere piskes.

Det var ikke fordi han prøvede at være flink, men at påvirke hende nu ville ikke give ham det han ønskede. Nok var hun skrøbelig, men hvad ville det nytte, hvis hun ville knække hurtigt? Det kunne godt ske, at det ville være bedst at vente også selvom han ikke var kendt for at være vanvittig tålmodig. Dog brugte han tiden på at betragte hendes krop i stedet. Han lod fingrene glide igennem vandet, som han, uden at skjule det, kiggede direkte på hende, som hun vaskede sig ren for blod. At Hisashi endte med at komme helt under vand fik ham til at smile yderligere.

Da Hisashi sparkede sig ud af hendes arme og op på kanten af karret løftede Deavás hånden mod ham, som tegn på at han skulle gå over til ham, enten over hans arm eller ved at springe. Han behøvede vist ikke at beordre ham til det.. Det skulle i hvert fald helst ikke være nødvendigt. Deavás vendte blikket mod hende, som hun talte igen. ”Det er ikke altid ti at forstå, hvorfor man bliver placeret i offer rollen” forklarede han med et roligt smil, som hun næppe kunne høre hvilken hån der lå bag ordene. ”Nogle falder det bare mere naturligt end hos andre” smilet blev en anelse bredere, som han ikke kunne lade vær med at le svagt, som hun takkede ham for hans venlighed. "Jeg har intet gjort.... endnu, Frøken” lød det som om der ikke var tale om noget særligt og det var der vel heller ikke?

Corrine vidste ikke helt om hun brød sig om at blive våbetragtet på denne måde af Deavas, men måske hellere det end han kiggede på hende j afsju, men stadig lagde Corrine sin ene arm i vandet så den dækkede for det meste udsyn til hendes mere, intime steder. Det var måske stadig lidt svært for Corrine at gøre et sted for Deavas var jo ikke andet end der hjælp hende, og måske endda følte hun var smuk, og så dækkede hun sig sådan til.

Corrine kunne godt se på katten den ikke kunne lide det længere og trods hun så gerne ville have den tæt på sig kunne hun vel ikke tvinge den længere end hun havde gjort, på en måde havde hun faktisk lidt ondt af hvad hun habde udsat den for.
Men de tænker blev afbrudt af Deavas igen og Corrine så mindre forvirret ud. Deavas fik det jo til at lyde som om det var hendes rolle i livet at være et offer, det gjorde kun hendes tanker kede og forsigtigt sagde hun stille "Jeg vil ikke være et offer" entelig var det ikke ment til Deavas skulle høre det men det ville han nok.
Men som han nævnte han ikke havde gjort noget endnu så Corrine først forundret ud og syntes allerede han havde hjulpet meget, og hvis det ikke var at hjælpe, hvad tænkte han så på endnu? "Jamen du behøves ikke mere... hvis jeg kan betale dig på nogen måde skal jeg nok det... Men jeg skal nok snart forsvinde.." sagde Corrine måske mindre nervøst og fik måske lidt mere fokus på hvor ubehagelig Deavas virkede nu hvor mere fattede de ting han sagde og gjorde.

Hisashi så på deavás hånd. han så op på sin herre og gik op af armen op til han kom op til hans skød. han lagde sig som en kat nu lagde sigpå hans skød.. han så på ham. "hvorfor skulle jeg i bad" hviskede han til deavás lettere  irreteret over at skulle i bad. han vaskede sig da dagligt... som en kat. han så mod pigen da han jo havde hvisket for at hun ikke skulle høre ham. hun var nok et ofre men det var Hisashi jo også. bare på en anden måde. han var jo født ind i slave livet. han var måske ike ofre for alverden men han var ofre for hans herre

Deavás var sjældent høflig, når det kom til at stirre på folk og han skjulte det ikke rigtig, som han blot nød synet også selvom hun endte med at dække sig til. Var pigen genert? Et smil gled over hans læber, som han ikke rigtig kunne holde sine tanker bort. Det kunne der selvfølgelig arbejdes med, men ville hun lade ham komme tæt på eller ville hun blive arrig? Arrig var godt.

Blikket blev rettet mod hendes stemme, som han betragtede hendes bevægelser og vandet der bevægede sig, så snart hun flyttede bare lidt på sig. Han havde ikke problemer med at overvære hendes tur i vandet og hun lod ikke til at have travlt med at forlade karret igen. ”Så må De gøre noget ved det” sagde han med et hævet øjenbryn, han tvivlede på at hun ville kunne komme ud af det. Selvfølgelig ville han ikke holde hende direkte fanget, det havde han sin evne til. På den måde kunne hans ofre føle sig fri lige indtil han valgte at opsøge dem personligt. Med tiden, ville de lige som Hisashi selv komme rendende, men indtil da nød han godt af jagten. Corrine lod til at være forvirret igen, som han vendte de gyldne øjne imod hende, imens at han lagde en hånd over Hisashi, han havde hørt klagen, men undlod at svare ham. ”Burde De ikke samle kræfterne? De kan umuligt finde hjem nu” forklarede han med en ro i stemmen, hun havde heller ikke noget tøj på, så hun ville hurtigt indtage offerrollen igen, hvis hun gik ud sådan der.

Corrine fik efterhånden en følelse af Deavas måske ikke havde ren mel i posen som han eller lod give sig for, men hun vidste stadig ikke hvad han ville, men hun havde en idé om at han havde bagtanker ved det hele. Forsigtigt trak Corrine sig selv ud af karet og følte smerten igen i hele kroppen og var lige ved at vakle endnu engang.
"Jeg forstår hvad de mener" sagde Corrine og kom helt ud af karet og stillede sig ved siden af det og dækkede sin krop til med sine arme. Det var lidt sjovt som de nye fjer føltes så bløde imod hendes bare hud, det ville nok tage sig lidt tid at vende sig til
"Jeg forstår, men de har været så gæstfri..." prøvede Corrine at forklare forsigtigt trods man godt kunne se på hende hvordan hun var medtaget af hele oplevelsen. Igen blev Corrine bevidst om sine vinger og følte sig igen ked af det og prøvede virkelig igen at holde tilbage med tårnene.. Hun havde jo heller ingen ide om hvor hun skulle søge hen.

Hisashi så på hende som hun ville gå. HIsashi selv gik tit men kom altid tilbage. han kendte så heller ikke til frihed. han hoppede ned af deavás skød og gik ud på gangen og videre ind i et mørke værelse 
-//out for min side af

Deavás lod Hisashi gå, som han udmærket vidste hvor han var på vej hen. Det var sikker også bedst ikke at give Hisashi en chance for at protestere i den nuværende situation. Men om ikke andet så ville han huske indsatsen, lige indtil han ville dumme sig næste gang. Men for nu lod han ham gå, som hans fokus også hvilede på kvinden foran ham. At hun var begyndt at blive lettere utilpas i hans selskab, overraskede ham ikke, eftersom at han ikke skjulte det særlig meget mere. Han havde været flink nok, så nu var det på tide at indkassere hans betaling.

Hans blik hvilede på hende, som hun rejste sig op og trådte ud af karret. Deavás gjorde det samme, som han rejste sig fra spanden og bevægede sig hen til hende. De gyldne øjne var langt fra noble og han skjulte det ikke mere, som han trådte tæt op til hende og strøg hen ned af kinden med en finger. ”Jeg har intet imod det Frøken” insisterede han, som han langsomt strøg en finger ned over hendes hals og over hendes bryst. Han prøvede ikke at skubbe hendes hænder bort i stedet lod han dem vandre videre. Der var nok hud, som han kunne provokere med sine berøringer.

Corrine kiggede kort efter katten og på en måde føltes det ubehageligt kun at vide at det var Deavas og hende der var tilbage i lokalet nu. Og som han roligt kom nærmere bakkede Corrine et par skridt bagud, men da Deavas begyndte at røre ved hende gøs Corrine kun og fjerne på hendes krop rejste sig af ubehag ved at blive rørt.
"Jeg... Jeg tænker jeg skal videre" sagde Corrine nervøst og prøvede at snige sig forbi Deavas. Hun indså nu at herren for før der havde kidnappet hende, havde ment at bringe hende til Deavas og det var nu hans sande side begyndte at vise sig. Spørgsmålet var blot hvor langt han havde tænkt sig at gå.
"Desuden venter fruen på mig" indskød Corrine hurtigt og håbede tanken om at hun var savnet ville få Deavas til at lade hende gå så han ikke risikerede at skulle sætte sit liv på spild med en kidnapning.
Hvorfor skulle de her ting forresten altid ske for hende, hun havde lige fået sit sind tilbage og straks var hun i hænderne på en ny mand.

Det var altid bedst med ro, og Hisashi vidste godt, at han ikke ville få noget ud af at blive derinde. Dermed sagt så kunne Deavás også bedre lide det, når Hisashi ikke var tilstede. Corrine derimod var næppe tilfreds med situationen. Han kunne fornemme det på hende, så snart at han kom tættere på, og berøringen lod heller ikke til at falde i hendes smag, som det dog ikke rørte ham.

”Det kan jeg desværre ikke tillade” det var ikke svært at indrømme, som han ikke ønskede at hun skulle gå allerede, hvis hun nogensinde skulle have chancen igen. Han trådte helt op til hende, som han flyttede hånden op under hendes hage. ”Jeg kan ikke lade så smukt et væsen gå alene rundt i mørket” At hun valgte at bringe sin frue på banen, fik han kort til at trække sig, som han trak let på skulderne, før at han bevægede sig ud af rummet og ind i værelset ved siden af. Hvis hun ønskede at stikke af, kunne hun jo altid prøve, en jagt var også underholdende og sjældent noget der skete for ham.

Åh hvor var det virkeligt ubehageligt hvordan Deavas var nærgående, og hurtigt lukkede Corrine sine øjne på blot tænke sig væk fra alt det her, hun havde ingen ide om hvad der ville ske. Hvordan kunne det være at det var lige hende det skulle gå ud over, hvad hun ikke været nok igennem i dag.som hånden fandt hendes hage og Deavas ligefrem mente hun ikke kunne bevæge sig ud i mørket følte Corrine kun ubehag.

Men da Deavas træk sig væk fra hende og blot forlod lokalet uden at sige noget stod Corrine først og holdt vejret. Efter et par sekunder gispede Corrine af lettelse, og trods hendes manglende beklædning så løb hun ud af døren, for hurtigt stoppe op, der var nogle inde ved siden af, så Corrine løb modsatte vej, hurtigt var hun ude. Her var mørt, hun vidste ikke hvor hun var, men hun løb, løb blot en retning k håb at finde nogle eller noget, blot komme langt væk fra alt det her.
Hele oplevelsen fik blot tårrende til at komme op i hendes øjne.

Kvinden lod til at bide på krogen, som han nemt kunne høre døren smække efter hende. Han tog sig god tid, som han trak kappen af og lagde den over den nærmeste stol i værelset. Derefter strøg han en hånd igennem håret før at han forlod værelset og gik ind til karet for at finde noget stof, hun kunne dække sig selv med. Han valgte efterfølgende at forlade bygningen, som hans kurs var sat direkte mod hende.

Der hvilede et ubehageligt smil over hans læber, som han ikke var i tvivl om hvor hun var på vej hen. Han kunne følge hende uden problemer og så længe hun var så tæt på, så var han slet ikke tvivl om hvor hun var på vej hen. ”Corrine?!” kaldte han ud i mørket, som for at ’lede’ efter hende, ikke at det var et problem, hun skulle tro at han havde svært ved at finde hende. Dog gik han forholdsvis roligt og skød nogle genveje hist og her for at hale ind på hende uden at anstrenge sig alt for meget.

Corrine satte farten ned som hun regnede med hun var kommet langt nok væk fra det hus Deavas befandt sig i, hun havde ikke hørt døren efter hende skulle være åbnet igen. Så havde truslen om fruen ville savne hende virket, ja hun var endelig fri igen, væk fra alt. Lykken og smerten fra hendes nyudviklet krop fik kun tårre frem i Corrines øjne. Men det føltes så godt.

Dog da Deavas stemme lød lidt bag hende fik Corrine et sød nok, hendes hjerte sprang næsten et slag over. Nej nej nej det kunne ikke passe hun havde løbet så længe og han var her stadig. Panisk kiggede Corrine sig omkring og endte med hurtigt at gemme sig ved et væltet træ hvor hun prøvede at ligge sig så hun ikke kunne ses fra den anden side.
Hun træk vejret forpustet og måtte holde sig for munden for hendes ånde ikke larmede for meget. Nej han måtte ikke finde hende.