Cazimir fik afsløret et svagt smil over endnu engang at have ramt, men det forsvandt i et smertefuldt skrig, da kniven blev hamret længere ind i knæet. Han lænede sig forover i smerte og kneb øjnene sammen. Den ene hånd placerede han knyttet sammen mellem benene på jorden, i det lille rum der var mellem ham selv og Deavás, men kun for ikke at læne sig mere forover og lige ind i Deavás.
Cazimir stoppede straks med at forsøge at slæbe sig bagud, da der blev grebet om hans kæbe og kysset kom kort efter. I forvirring og overraskelse, gjorde han intet for at stoppe det, men sad stille og lod det ske, indtil han blev skubbet tilbage. Han røg halvt ned at ligge, men satte sig op med det samme, som han fulgte Deavás med blikket. Hans blik ændrede sig fra forvirret til næsten helt opgivende, da sværdet blev smidt i vandet.
"Hey! Hvad skulle det til for?" Spurgte han irriteret. Han var ikke rigtig klar over om spørgsmålet var rettet mod sværdet der blev smidt i vandet, eller det tidligere kys, hvilket han stadig ikke forstod. Han skævede kort mod kniven i knæet, men havde ikke helt fået samlet sig mod til at hive den ud endnu.
Make but a sign of the hand, and I am yours;
for verily you are the only maiden I could ever have loved. - Charlotte M. Yonge