Effekten af hendes lille skift var ikke til at tage fejl af. Glimtet i hans øjne skiftede og blev langt mere sulten og utålmodigt. Noget Samantha lidt havde forventet og lod ham se i hendes muntert spillende øjne. Blidt og roligt var alligevel ikke helt dem i længden, skønt det havde været en fantastisk kontrast at have med.
Især som han flyttede let på sig og med et ændrede spillets regler komplet. Tog styringen tilbage, som havde hun aldrig haft den og trak et gisp fra hende som han gled dybere og hårdere ind. Så lidt og dog så mærkbart et skift.

Hun pressede sig ind mod ham, som hun mærkede hans læber gå på vandring og kærtegne hendes hals. Han vidste hvordan han skulle få hendes vejrtrækning i vejret og hendes tålmodighed til at briste som hans egen havde gjort det. Det øgede tempo æggede hende kun frem og hun gav sig helt hen til bevægelserne imellem dem. Byggede op til der ikke var længere at bygge og lod ham tage hende over med et gisp af en udånding.

Det havde været underholdende at føre sig langsomt, tilpas anderledes til at holde ham tilfredsstillet indtil nu hvor sulten begyndte at tage overhånd. Han så ingen grund til at kæmpe imod – hårdt og hurtigt var mere deres stil alligevel, og han havde aldrig haft en udtalt viljestyrke.
Han lod sine instinkter tage over, drevet vildere som nydelserne øgede tempo og tempoet øgede nydelsen. Efter en ubestemmelig mængde ekstatisk tid nåede de til grænsen. Han var ude af stand til at sætte tempoet ned.

Han lo over tanken om hvor meget tid han havde spildt i isolation i skoven. Ikke generelt i en sjov tanke, men i efterglødens skær var der intet der kunne gå ham på. Hans gav slip på hende og satte sig op i karret, hvilket havde været nemmere hvis de ikke stadig havde været forbundet.
”Se det - Det var sjovt!” fik han fremmanet mellem fjerlette vejrtrækningen. Det varme vand og voldsomme arbejde havde løsnet hans kunstige muskler og efterladt ham mere afslappet end han kunne huske at have været i årevis. Slet ikke en dårlig måde at tilbringe en snestorm på.

Samantha lænede sig frem og hvilede hagen på hans skulder, som hendes hjerte stadig bankede gladeligt derudaf i efter-effekten af det øgede krav om luft. Noget hun fik nu, men som også holdt hende til bare det for et øjeblik og bare være i øjeblikket af nydelse og ro. Til Lee's latter vibrerede igennem hende, brød stilheden og fik hende til smile skævt. Ingen dårlig reaktion at opnå som bonus.
Latter og veltilfredshed som intet ved ham lagde skjul på han følte.

Hun rettede sig en smule op, ladende bevægelsen være så glidende som muligt og fandt hans blik undersøgende. Noget ved ham virkede til at have skiftet gennem deres samvær og ikke mindst deres snak nu her. Som var et håb om andet opstået. En stærk følelse hun bestemt kunne værdsætte og dele lige nu. Hans øjne lovede da også godt aftenen og natten.
"Hold fast i den følelse - for sjov er lige hvad jeg har lyst til..." Hun lænede sig frem igen og plantede et florlet kys på hans læber, før hun muntert fjernede sig lidt igen kun for at finde den næsten-glemte svamp og fortsætte hvor de var glidet i andre retninger.

Han rettede sig op for at imødekomme hendes læber, og sank tilbage i karret med et roligt smil. Da hun trak svampen frem gryntede han muntert. I øjeblikkets hede havde det været nemt at glemme at de reelt var gået herud for at blive vasket af. Denne gang afbrød han hende ikke, selvom det var fristende. Hvis ikke de holdt sig tilbage, ville de aldrig opnå noget. I stedet betragtede han hende afslappet. Et skælmsk smil prydede hans ansigt og afslørede tankerne, der aldrig var langt fra overfladen.

---

Tiden forsvandt i et virvar af kropsdele og sensationer, og før længe var de nået til morgenen af den tredje dag. Om kun få timer ville karavanen tage af sted fra kroen i retning af Dianthos og derefter Lazura. Spike sad udover siden af sengen, fuldt påklædt og i færd med at spænde sine støvler. Udsigten fra kroværelsets vindue fortalte ham at himlen var fri for skyer, og jorden dækket af et tykt lag nyfalden sne, forstyrret af gæsternes kommen og gåen. Ikke den perfekte dag til at rejse, men langt fra den værste.

Han drejede sig i sengen og betragtede Sams sovende skikkelse. Han havde formået ikke at vække hende, da han klædte sig på. Hvis han kunne ville han intet hellere end at grave sig ned under tæppet og opleve hendes varme, som han pressede sig mod hende, men der var ting han måtte gøre. Han rakte ud og ruskede hende.

”Sam..” hviskede han blødt. Han havde ikke lyst til at forstyrre roen, der var kommet med morgenen. Han var tvunget til handling af tiden.

Tid var og blev en mærkelig størrelse, der trak sig ud i det uendelige eller forsvandt som dug for solen alt efter hvor meget af den man følte man havde brug for. Sjældent var den tilpas, men som Samantha gled fri af søvnen den tredje dags morgen var det med en fornemmelse af at den for en gang skyld havde været det. Tilpas som hun var det, liggende afslappet og varm under tæppet med øjnene kun åbne nok til at hun kunne se Lee's ryg gennem vipperne.
Han var tidligt på færde og allerede oppe.
Intet dårligt syn.

Et smil spredte sig let på hendes læber uden at hun gjorde noget for at skjule det eller vågne mere op. Øjnene forblev sprækker til han drejede sig og hun lod dem synke tilbage i. Om ikke andet til han rakte ud og blidt ruskede hende vågen.
"Umm?" Hun svarede med en spørgende lyd, som hun langsom lod vipperne løfte sig og lade de mørke øjne tage ham ind i det sparsomme lys. "Er det så sent?" Hun havde ikke hørt støjen af karavanen der skulle samle sig, men det kunne jo være sneen havde dæmpet alt så meget ned at... eller også havde han noget andet han skulle først.

Det ville blive svært at navigere deres samtale, uden at afsløre for meget. De der jagede ham kunne ikke være langt væk, nu hvor han havde været stille i tre dage. Tog han af sted med karavanen direkte fra kroen, ville det være nemt at regne ud hvor han var på vej hen og overhale karavanen. 

Han smilte skævt da han mødte hendes søvnige blik, og lod sine tanker glide fra dødelig fare til mere behagelige ting. Der var intet han hellere ville end at blive og nyde morgenstilheden med hende. Han trak modvilligt hånden til sig, og besluttede sig for at den bedste forklaring var ingen forklaring. Han ville blot fortælle hende at han havde noget han skulle tage sig af.

”Der er stadig tid . . .” Spike stoppede sig selv og rynkede brynet. Han var blevet ramt af en ukarakteristisk lyst til fortælle sandheden, og følte sig sikker på at splittelsen måtte kunne ses i hans ansigt. Han rejste sig fra sengen og gik mod døren, hvor hun ikke kunne se hans urolighed. ”Jeg har noget jeg skal gøre, før jeg kan tage af sted,” løj han halvhjertet.
En tænksom tavshed sænkede sig, mens han genvandt kontrollen over sine følelser. Han vendte hovedet og holdt hendes blik med sit eget.

”Jeg slutter mig til karavenen længere nede af vejen. Du må ikke give udtryk for at du forventer mig, ej heller gøre brug af mit navn.” Var det ikke for alvoren i hans blik, kunne man tage fejl af hårheden i hans stemme som et dårligt forsøg på at være sjov. Med det, var der ingen tvivl om at han mente hvert et ord.
”Forstår du?”

Samantha lod sig glide tilbage ned at ligge fuldt, som Lee svarede hende beroligende. Der var stadig tid. Fire ord der fik hende til at klappe let på tæppet foran sig, men kun til noget i hans udtryk forandrede sig og understregede hvad hun underbevidst havde lagt mærke til fra hun havde lagt søvnigt blik på hans påklædte skikkelse. Han var klar til at gå. Alene.
Det fik hende til at sætte sig op og følge ham med blikket, som han rejste sig og gik mod døren. En uventet drejning, som ikke blev synderligt forklaret af hans ord. Havde han skiftet mening? Var noget kommet op som han havde fået besked om mens hun havde sovet? Afledende ord om svævende ting lød mest som en dårlig undskyldning, men får hvad? Alt for mange spørgsmål for tiden på døgnet og et forhold der skulle være ukompliceret.

Så drejede han sig alligevel og fandt og fangede hendes blik med en intensitet der tog vejret en smule fra hende og forjog den sidste rest af søvnighed fra hendes sind. En advarsel pakket ind i en ordre. Hvem var det lige hun havde sagt ja til at holde følge med? Ud over den mand hun havde delt tre døgn tæt med?
Samantha nikkede langsomt, skubbede så håret væk fra ansigtet og nikkede igen, mens hun tvang et smil til at forme sig og forjage lidt af den trykkende alvor. "Jeg forstår." Det gjorde hun. Mere som hun var vågnet helt og sikkert bedre end de fleste. Lee havde sikkert ikke en mindre plettet fortid end hende at skjule.
"Du har ikke fortrudt?" Spørgsmålet gled fra hende, som hun samlede tæppet om sig og bare vedholdt hans blik. Det var ikke meningen hun ville have sagt det højt, men det gled fra hende, som ord havde det med at gøre det, når hun afslappet og veltilpas nok.

Hun acceptere hans bud overraskende nemt. Så nemt, faktisk, at Spike var nød til at genoverveje hvad han vidste om hende. Det var klart at han havde noget at skjule, og letheden med hvilken hun acceptere det betød sandsynligvis at hun selv gemte på en hemmelighed eller to. Hun havde sagt at hun sejlede, så han gættede på at hun enten var en smugler eller en pirat – hvis ikke hun også var en flygtning, eller havde løjet om skibsfarten.

Spike tog et skridt frem mod hende og knælede ved kanten af sengen, så de var på øjenniveau. Han havde svært ved at finde på noget at sige, der ikke ville lyde som tomme løfter. Han var blevet så vant til hendes selvsikre udstråling, men syntes at kunne fornemme usikkerhed i hendes stemme.
”Har du?” spurgte han med antydning af et skælmsk smil på læberne. Spike gjorde sig ikke i tomme løfter og blomstrede ord, og det troede han heller ikke Sam gjorde. Hun ville se det samme i ham, som han så i hende. Spike holdt hånden frem, for at invitere hende over til sengekanten og tættere på ham.

Hun havde overrasket ham. Det fornemmede Samantha, skønt hun ikke kunne sætte fingeren på hvordan hun vidste det. Måske fordi han stoppede op. Måske fordi hårdheden gled tilbage fra hans træk og alvoren blev blandet op med andet. Måske det hele. Det var ikke til at sige, men noget havde skiftet.
Selv blev hun siddende i sengen og forsøgte at samle resten af sig op til lige så vågen tilstand som ham. Ikke at der var den helt store sandsynlighed for det ville ske, men på vej var hun da, som han knælede ned og deres øjne kunne mødes uden at hun skulle læne hovedet tilbage. Han var nu også næsten indenfor rækkevidde.
Hun kunne heller ikke lade være med at smile ved hans ord. "Nej." Det havde hun ikke. Han ville gøre turen en del mere underholdende tilbage til Piraternes By og være alt andet end dårlig at have i tankerne på havet. Måske endda som ville være der når hun kom i land. Roligt rakte hun og tog hans hånd, som hun flyttede sig tættere hen på ham og lod tæppe være tæppe. "Hvad er der at fortryde?" Hun smilede til ham, som hun rakte frem og strøg ham over kinden. "Skifter du udseende igen?"

Spike var målløst taknemmelig over hvor nemt hun håndterede den pludselige alvor. Med et smil og en hånd på kinden var de tilbage til den vidunderligt skælmske stemning, han ikke ville bytte væk for alverdens rigdom. Han kunne ikke lade være med at smile tilbage, og som hun lod tæppet falde var han nød til at genoverveje om hans overlevelse virkelig var vigtigt nok til at efterlade hende alene på sengen. I en glidende bevægelse rykkede han sig frem så hans lår pressede sig mod sengekanten mens han lagde en hånd på hendes hofte og trak hende til sig. Han kunne svagt mærke hendes kropsvarme gennem det tøj, han havde været dum nok til at iføre sig.
”Intet,” sagde han blødt, stemmen ikke meget højere end en hvisken. Havde han haft viljestyrken til at bryde deres øjenkontakt, ville han have kysset hende. ”Og måske. Er du bange for at jeg bliver endnu grimmere?”

Den alvorlige stemning faldt det sidste stykke væk, som Samantha lagde hånden mod hans kind. En let og tilsyneladende enkel berøring, men den var nok til at sende dem begge tilbage til samklangen fra de sidste tre dage. Et delt blik der ønskede andet end at rejse, andet end at bryde op og alt andet end at øjeblikket skulle ende. Berøringen blev til mere som Lee flyttede sig nærmere og hun reagerede ved at gøre det samme. Hendes bare hud mod hans indpakning som en ekstra understregning om forskellen mellem dem i det øjeblik.

"Godt." Hun mente det. Der var intet at fortryde og alt at se frem til. Ingen løfter men muligheder og de var så meget mere værd. Hun lænede sig let frem, brød endelig øjenkontakten for lige så flygtigt at strejfe hans læber. "Mere nysgerrig for hvad du vil finde passende fjernt fra hvad du først var..." At det var hvad han ville vælge var hun sikker på, men om hun havde set hvad han engang havde været vidste hun ikke. Langsomt trak hun sig lidt tilbage og sendte ham et skævt smil. "Hvis du bliver der kommer du ikke først afsted..." Hun havde ikke lyst til at se ham gå, men nogen gange måtte fornuft tale og hvis han blevet meget længere indenfor rækkevidde ville de ende tilbage i sengen igen. Tiltalende, men ikke særlig frugtbart for hans plan.

"Jeg har ikke tænkt over det endnu. . ." sagde Spike afslappet. Tæt som de sad var der ingen grund til at hæve stemmen, og den dæmpede lyd af deres stemmer i den tidlige morgenstilhed skabte en intim fornemmelse. Først nu indså han at det var en tæthed han havde savnet.
Hendes florlette kys fik ham til at trække munden i et skævt smil, men han holdt sig tilbage. Kysset fik tanken om vinterluften udenfor til at virke koldere. ”Vi får vel at se.”

Spike havde en svag viljestyrke, og han vidste det godt. De fleste af soldatens problemer kunne som regel spores tilbage til et tidspunkt, hvor han gjorde hvad han ønskede fremfor hvad der var smart. Men Sam havde ret. Han var nød til at gå. Jo længere han blev, jo større fare placerede han dem begge i. Hvis han ønskede at være sammen med hende, var han nød til at gå.
Med et grynt skubbede han sig væk fra kanten af sengen. Han stoppede ved døren, med en hånd på dørhåndtaget. Han havde været i lignende situationer før, men denne gang kæmpede han for at finde de rigtige ord at sige. Han kunne love hende himmel og jord, men de vidste begge det ville være tomme løfter. Han havde intet at give, udover sin tid og affektion. Hvordan kunne han garantere at de ville mødes igen, når han ikke kunne garantere at han ville overleve de næste par dage? Han affekterede et afslappet smil, og vendte ansigtet mod hende.
”Ses,” sagde han og forlod kroværelset.

Det lykkedes ham at gå. Ikke fordi nogen af dem fandt det tiltalende, men fordi de begge holdt håbet højt om hvad der kunne komme. Samantha lod sig falde tilbage i sengen, for at ligge der, smilende til loftet for et øjeblik. I sandhed en fremtid med muligheder og håb. Værd at smile af og for. Værd at forlade varmen og roen for.

Hun strakte sig dovent og lod så raskløsheden gribe sig. Hun havde trods alt også lidt hun skulle før karavanen forlod kroen og drog væk fra Tusmørkedalen.