Alicia nikkede til Shrades ord. Det burde hun egentlig nok have gjort, men... "Det er ikke ligefrem alle, der ser så venligt på mig, når de finder ud af, hvad jeg kan. De mener ofte, jeg er til fare for alt og alle" svarede hun og kunne ikke skjule frustrationen i sin stemme. Det var ikke på nogen måde Shrade hun var frustreret over. Hun var mest frustreret over sig selv for ikke at have stolet på, at han var ligeglad med det. Det og så tanken om andres reaktion, når de så ilden. Hun havde brugt længe på at lære at styre sin ild, så det var grænseløst... frustrerende, når folk ikke stolede på hendes evner til at styre den.
Hun blev kastet ud af sine tanker, da Shrade igen snakkede til hende, og hun nikkede til hans ord med et svagt smil. "Det er forståeligt" svarede hun. Hun kunne ikke undgå at høre irritationen i hans stemme, men hun havde lært fra tidligere erfaring, at det ikke var hendes skyld. På den anden side kunne hun ikke lade være med at føle sig en smule skyldig, fordi hun jo ikke havde sagt noget. Hun lagde prøvende en hånd på rustningens skulder. Hun var ikke sikker på, han kunne mærke det, men hun lavede gestussen alligevel. "Du må ikke bebrejde dig selv. Du kunne ikke vide det, når jeg ikke fortalte det" sagde hun venligt, inden hun flyttede hånden igen. Hun kunne dog sagtens forstå det. Han havde brugt tid og energi på den rustning. Hvis han da bare vidste, hvor glad hun var for, at han havde givet sig tid til det. Hun følte sig ærligt ganske heldig ved, at det netop var hans smedje, hun havde trådt ind i. Hun ville ikke kunne få samme kvalitet nogle andre steder, og det lod også til, at han vidste det.

Alicia ventede tålmodigt med et hævet bryn på, Shrade færdiggjorde sin sætning. Morskaben var dog ganske tydelig i hendes ansigt, og hun kunne på ingen måde lade være med at grine over hans svar. Det var ganske tydeligt for hende, at han ikke ligefrem mente, hvad han sagde. Hun forsøgte dog at påtage sig et fornærmet ansigtsudtryk, men det var synd at sige, at det lykkedes særlig godt for hende. "Dem kan jeg altså ikke gøre noget ved. Måske et ton make-up kan skjule dem? Men så ville det være nemmere med masken." Hun prøvede at føre sin stemme med alvor, men det lykkedes hende ikke på nogen mulig måde, og morskaben var stadig tydelig at høre.

Shrade havde aldrig været bange for ild. Takket være hans magiske udholdenhed skulle der ekstreme omstændigheder til før han kom til skade, og det galt også varme. Da han stadig havde haft sine hænder kunne han smede uden handsker, såfremt at han ikke rørte metallet hvor det var varmest. Hans gamle boss havde været en ildmagiker, og de lange år med plyndringer og småkrige havde haft en dårlig effekt på opfattelsen af ild. Shrade kunne godt forstå hendes modvillighed til at fortælle andre om hendes evne, han behøvede bare at tænke tilbage på alt det bøvl han havde haft for at få bygget en smedje indenfor byens mure.
”Jeg bebrejdede ikke mig selv,” sagde han med et løftet øjenbryn. Det var drilleri i hans stemme, men det var muligt at man kun ville opfange det hvis man vidste hvad man skulle lytte efter. Der var ingen grund til at græde over spildt mælk. Han drejede langsomt hovedet for at se på hendes hånd. Han kunne godt mærke den igennem rustningen, men det føltes som en tom gestus når man tog i betragtning hvor lille en forseelse der var tale om.

Han var mere interesseret i at komme tilbage til deres familiære samtale. Hendes spørgsmål fremkaldte et grynt fra hans strube – det tætteste man kom på latter fra Shrade. ”Jeg troede allerede du havde prøvet med makeup – og fejlet. Fortæller du mig at du bare ser sådan ud naturligt?” Hvor han fik modet fra til et kompliment af den kalibre vidste han ikke. Nu hvor ordene havde forladt hans læber fandt han det svært at tale, som hans hals snørede sig sammen.
Han var tvunget til at synke en smertelig klump før han kunne fortsætte. Han rømmede sig tydeligt at takkede skæbnen for at hun ikke kunne se hans rødmen. ”Der er nogle timer til at jobbet starter. Prøv at gå rundt i rustningen, og så kom tilbage til min butik ved solnedgang – så kan jeg tilpasse hvis der er noget der gør ondt, og gøre din maske klar i mellemtiden.”

Alicia bemærkede ikke den drillende tone, så hun nikkede blot til hans svar med et smil. Det var rart, at han ikke tog det alt for tungt.
Alicia så på Shrade med påtaget fornærmelse over hans svar. Hun gik ud fra, han havde ment det i sjov, og hun havde ikke ligefrem opfattet det som et kompliment. "Jeg kan altså ikke gøre for, at mit ansigt er en stor fejltagelse" svarede hun, og denne gang lykkedes det hende faktisk at holde den fornærmede tone, så det ville faktisk ikke være sikkert, at han opfattede joken. Mest for at se hans reaktion, holdt hun masken, og lige nu var der på ingen måde spor af drilleri i hendes ansigtsudtryk. Hun så virkelig fornærmet ud over hans ord.

Alicia lod ham rømme sig, og hun overvejede et øjeblik, hvordan han mon så ud under hjelmen lige nu. Hun havde dog ikke tænkt sig at bede ham om at fjerne den. Hun gik ud fra, han havde den på af en grund, og hun tænkte, at han nok ville finde det temmelig grænseoverskridende, hvis hun bad om det. I stedet nikkede hun blot til hans ord. "Det er i orden" svarede hun og vendte sig for at gå. Hvis han ikke stoppede hende, ville hun blot forlade smedjen.

Shrade smilte under hjelmen. Uden at se på hendes ansigt kunne han godt fornemme at det var en joke. Han frøs da han kiggede på. Hun havde ikke formået at mønstre et så alvorligt ansigt før, ej heller at have holdt det så længe som hun havde nu. Han var i tvivl om han skulle undskylde, belære hende for at være for nærgående eller blot vente og se om det i virkeligheden stadig var en langsom joke. Shrade så præcis så tvivlsom ud, som det var muligt for mand klædt i rustning.

Da hun vendte sig for at forlade, uden at sige noget andet – kunne han ikke lade være med at antage at hun var gal på ham. Han havde ikke de bedste sociale færdigheder, og det skulle ikke være første gang at han havde taget en joke for langt. Han åbnede munden, men fandt det svært at undskylde. Det havde aldrig ligget i hans natur. ”Dit er ansigt er altså ikke så galt-” han var begyndt at svede under rustningen, og hans usikkerhed kunne tydeligt høres i hans stemme.

Shrades ord fik omgående Alicia til at grine, inden hun vendte sig mod ham. Planen havde i den grad virket. Hendes ansigt viste dog tydeligt nu, at hun havde drillet. "Bare rolig. Jeg skulle bare se, om jeg kunne snyde dig, hvilket lod til at virke. Men det er da rart at vide, at mit ansigt ikke er så slemt" svarede hun stadig halvt grinende. Hun vinkede en sidste gang til afsked, inden hun igen vendte sig for at forlade smedjen med et stort smil. Hun kunne ikke komme sig over, at hendes lille skuespil rent faktisk havde virket.

Alicia havde gået med rustningen resten af dagen, som hun havde fået besked på af Shrade, og da hun vendte tilbage til smedjen ved solnedgang, havde hun den stadig på. Den var på ingen måde ubehagelig, og vægten havde på ingen måde været et problem. Der var dog et lille problem med den ene støvle. Den gnavede. Hun gik dog ud fra, at det var noget Shrade kunne rette på ingen tid. Hun bankede forsigtigt på døren til smedjen, inden hun åbnede den og gik ind. "Shrade? Jeg skal have dig til at rette lidt på den ene støvle. Den gnaver" sagde hun så snart hun var kommet og havde lukket døren. Hun gik hen til en skammel og satte sig på den med et suk. Havde hun skulle gå meget længere, havde det nok ledt til en vabel, så det var meget godt, at hun nu havde nået sit bestemmelsessted og kunne få det rettet til, inden hun skulle med Shrade på job.

Shrade eneste svar var en dyb brummen af utilfredshed ved at blive snydt. Han var hoppet i med begge ben. Selvom han havde mistænkt hendes skuespil, havde han ladet sig selv overbevise. Det var en grum påmindelse om at han var alt for naiv til det han lavede. På den anden side kunne han ikke lade være med at finde det morsomt, og han holdt øjnene plantet på hende som hun forlod smedjen.

Tilpasningen af hjelmen havde taget kortere tid end han havde regnet med – designet var mere elegant end han huskede, så der var kun få ting han behøvede at ændre. For at holde masken på plads uden pladerne der dækkede baghovedet, havde han sat en rem der kunne skjules under hendes hår. Resten af tiden havde han brugt på at fylde op med inventar fra værelset ovenpå. Efter en hurtig rengøring var rummet dekoreret af forskellige former for simple våben, der ikke var så elegante som hvad der havde hængt tidligere. Uroen skabte et kæmpe marked for våben, og det galt om at smede mens jernet var varmt.
Han sagde intet som der blev banket på, men brummede da han så hvem det var. Han tog kassen med maskens dele fra under skranken, og gik over til hende. Alles kroppe var forskellige, til en hvis grad, og det var disse forskelligheder der gjorde det svært at lave hans design til andre. Der skulle ikke meget til før at pladerne kunne skrabe hul på huden, og i en kamp på liv eller død kunne den lille skade gøre den betydelige forskel. Men det var nemt at justere, og efter en kort berøring skulle hendes problem være løst.
Han begyndte at tage dele af masken frem, og sætte den fast på hende uden at spørge. Først var der en kæbeskærm, holdt fast til hovedet gennem en fleksibel mekanisme langs rygraden, udfra hvilken han påmonterede overlappende plader der dækkede hendes hals ned til kravebenet. Masken var nem at montere, og efter at have bundet læderstroppen rundt om hendes hoved var monteringen færdig. ”Kan du se ordentligt?” Han prøvede at fange hendes blik gennem de tynde spalter i visiret. ”Og ingen problemer med at trække vejret?”

Alicia så noget overrasket ud, da alt det tog var en berøring for at fjerne pinen fra hendes fod. Om ikke andet var det dog rart, at det var væk. Det ville ikke have været ret optimalt at rende rundt og have ondt, hvis hun kom ud for at skulle forsvare sig selv.
Alicia lod ham begynde at sætte masken på ligeledes uden ord. Hun var ikke som sådan sart, så hun tog sig ikke rigtigt af, at han rodede ved hendes ansigt. Hun vendte og drejede hovedet i takt med, at han satte pladerne på, så han nemmere kunne komme til. Ved hans spørgsmål bevægede hun både hovedet og øjnene rundt, inden hun nikkede. "Der er langt bedre udsyn end i en almindelig hjelm" svarede hun, og det kunne næsten høres på hendes stemme, at hun smilede under hjelmen, som hun lod blikket fæste sig på Shrades hjelm. Ved hans næste spørgsmål tog hun nogle hurtige, dybe indåndinger for at teste, hvordan det ville være i en presset situation, og også her måtte hun overrasket konstatere, at der ingen problemer var. Det var ofte et problem med hjelme, at de blev svære at trække vejret i efter en lille smule fysisk aktivitet. "Absolut ingen problemer heller" svarede hun og sendte ham et nyt smil, inden hun kom i tanke om, at han nok ikke kunne se det. Hun rejste sig fra skamlen og drejede nu hovedet så meget rundt som muligt. Hun måtte igen konstatere, at hun ingen problemer havde med at bevæge hovedet, og hun kunne endda se sin egen pladebeklædte mave. Hun tjekkede kort, om sværdbæltet sad fæstet ordentligt, inden hun igen rettede blikket mod Shrade. "Hvornår skal vi afsted?" spurgte hun nysgerrigt, og hun kunne ikke helt skjule sin iver. Den sidste tid uden job havde efterladt hende temmelig rastløs, så det var bare med at komme i gang, når chancen bød sig.

Selvom hendes ansigt var skjult af hjelmen gjorde hendes stemme det nemt for ham at se hendes smilende ansigt i hans sind. . . Som han hurtigt rystede væk. Der var ikke tid til at stå og dagdrømme. ”Snart, vi skal være der inden solnedgang, for at undgå patruljerne.” Han rettede sig op, og børstede et støvkorn af sin pladebeklædte skulder. ”Når vi kommer derover, lad mig føre ordet. Jeg tvivler på at der er nogen der kan genkende dig fra stemmen alene, men det er bedst ikke at tage nogen chancer. . . Og lad være med at reagere på noget, lige meget hvad det er. Hvis du viser den mindste smule svaghed går de efter struben. Nogen spørgsmål inden vi går ud?” Han gik over mod tog langsomt om dørhåndtaget med en nænsomhed, der kom af erfaring. Da han først havde skabt proteserne var der gået lang tid hvor han fik skiftet møbler ofte.

Alicia nikkede til Shrades svar. Hun kunne sagtens forstå, hvorfor de skulle afsted inden mørkets frembrud. Hun var måske lettere undskyldt (de fleste byvagter så igennem fingre med, at hun bevægede sig udenfor efter mørkets frembrud, fordi hun var tidligere sergent), men hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle forklare sig ud af masken og at have en på slæb. "Det giver ret god mening. Ingen grund til at friste skæbnen mere end højst nødvendigt" svarede hun imponerende muntert. Det virkede måske lidt mærkeligt i situationen, men hun var faktisk glad for endelig at have fundet bare et job. Alicia hævede dog det ene bryn under masken ved Shrades næste ord. "Jeg havde aldeles ikke tænkt mig at føre mig frem. Jeg er ikke dum" svarede hun lettere drillende, selvom der stadig var sandhed i hendes ord. Hun vidste bedre end at provokere knap så lovlydige borgere. Hun nikkede dog til den sidste del af hans instrukser om ikke at vise svaghed. Hun kunne næsten tænke sig til, at det ikke ville være smart at gøre. "Nej ingen spørgsmål" svarede hun igen muntert og rejste sig. Hun var mere end klar til at komme afsted.

Shrade trak på skuldrene da hun forsikrede ham om at hun ikke var dum. Han havde ikke kendt hende nær længe nok til at danne sig et billede af hendes intelligens, og han havde altid været dårlig til at bedømme karakter. Der var en god chance for at hun var klogere end, han uuddannet som han var, men det var sandt for de fleste og ikke mindre grund til at være forsigtig.
Han blev igen fascineret over hvor meget af hendes personlighed der lå i stemmen, og hvor klart hendes humør strålede igennem rustningen. Han havde altid antaget af det var rustningen der gjorde ham så svært tilnærmelig, men hun var levende bevis for at det kunne lade sig gøre. Han var nød til at anerkende at han ikke havde den samme karisma som hende. Han trak på skuldrene igen – det kunne være værre.

Han åbnede døren og trådte ud, uden et ord, hvorefter han satte i gang mod den fattige del af byen. Hans størrelse betød at han tog lange skridt, men alligevel blev tempoet holdt lavt, da hans kunstige led ikke tillod ham at bevæge sig meget hurtigere end en march, og det med stor ubehag. De havde stadig god tid, og han nød fornemmelsen af sommervinden der blæste ind mellem pladerne. Han kunne se ingen grund til at skynde sig.
De to maskerede skikkelse vækkede opsigt hvor end de gik hen. For nogle var synet af Shrade ikke usædvanligt, men Alicia var unægtelig ny og anderledes. Mummlen spredte sig i deres slipstrøm før de helt var udenfor hørevide, og det var sjældent rare ting de havde at sige, ansporret af frygt og situationens mystik. ”Har du det varmt?” spurgte han henover skulderen i et forsøg på at overdøve småfolkenes snak. Shrade var blevet vant til det over årene, men han kunne forestille sig at det kunne være ubehageligt for Alicia. I sin iver for at finde på noget at sige havde han glemt at hun kunne brænde sig selv, og at der derved var en god chance for at der skulle mere til end en sommersol på en pladerustning før hun havde det varmt.

Alicia stod lidt og ventede på et svar, men da der ikke kom noget ud over et skuldertræk, affandt hun sig med det. Hun havde allerede lært, at Shrade ikke var den store samtalegut, så hun lagde ikke så meget i, at han ikke sagde noget. Desuden trippede hun lidt for at komme afsted, så da Shrade førte an, fulgte hun med det samme efter.

Hun behøvede ikke prøve synderligt for at følge efter. Om det var hans kunstige lemmer, eller om han rent faktisk ventede på hende, kunne Alicia ikke bedømme, men hun kommenterede det ikke. Hun gik ud fra, at Shrade havde styr på tiden, og at han derfor gik i et tempo, hvorpå de ville nå frem inden deadline.

Alicia var ikke ligefrem fremmed overfor nysgerrige øjne og snak, så hun tog sig ikke videre af folks forskræmmede mumlen. Hun var vant til at tiltrække sig skæve blikke i forvejen på grund af det røde hår, så hun tog sig sådan ikke af det. Hun havde oplevet langt værre end dette.

Ved Shrades spørgsmål måtte hun kvæle et grin, men hun kunne ikke forhindre sig selv i at smile bag masken, og hun priste sig lykkelig over, at masken lige i øjeblikket skjulte hendes ansigt. "Overhovedet ikke" svarede hun så neutralt, som hun kunne. Hun vidste godt, at hun nok ikke behøvede at påpege, at hun ikke ligefrem var typen, der fik det varmt. Hun fandt det dog en kende charmerende, at han prøvede at holde en samtale kørende. "Er der langt endnu?" spurgte hun lettere nysgerrigt. "Ikke fordi jeg har travlt, men det ville være uheldigt at blive stoppet af byvagterne på vejen, fordi vi overskrider forbuddet."

Hendes stemme var så fuldkomment diplomatisk neutral at det kun fremhævede hvor fjollet hans spørgsmål havde været. Det lod ikke til at han kunne føre selv en almindelig samtale uden at plante sin albue i kæften, eller joke i spinaten. Med hans størrelse, fremtoning og samtaleevner ville tavshed være mere overbevisende end den sølle undskyldning af en samtalestarter han havde sendt til sin henrettelse. Han rystede på hovedet, både af sig selv og som svar til hendes spørgsmål. ”Vi er her,” meddelte han dystert og stoppede foran et varehus, mens han gjorde sit bedste for ikke at forestille sig Alicia holde latter inde. ”Lad mig føre ordet.”

Bygningen var et intetsigende varehus, og adskilte sig på ingen måde fra rækken af dens søskende, der strakte sig langs gaden til højre og venstre. Ud mod vejen havde den en vareport med en mindre dør ved siden af. Shrade trådte frem og hamrede to gange på døren, med en udtalt pause mellem slagene. En slå blev skubbet til side i nogle få sekunder. Et par øjne kunne kortvarigt skimtes i halvmørket på den anden side, før slåen faldt i igen, og døren blev åbnet. En lavstammet mand med en skaldet plet på toppen af hovedet viftede dem indenfor med armen, og smækkede døren bag dem. De befandt sig nu i et forrum til varehuset. Udover døren de var kommet ind af var der kun en anden dør i den modsatte væg. Der var ingen vinduer, og det eneste lys kom fra en lanterne med vinduer af tonet glas, der hvilede på den slidte skammel der var rummets eneste møbel.
”Hvem er det?!” råbte den lille mand mens han pegede på Alicia. ”Da vi gav dig jobbet regnede vi med du holdt det til dig selv, Shrade. Hvem har du ellers fortalt om det?!”
Shrade lagde armene over kors, og tog sig god tid før han overvejede sit svar. Han var halvanden gangen den andens højde, og let dobbelt så bred. Den lille mands vrede sloges mod og brød på Shrades kolde jernfacade. Tavsheden gjorde tydeligvis den anden utilpas.
”Hun er min lærling. Er det et problem, kan vi gå, men hun ved allerede hvor i er. Og du finder ikke bedre beskyttelse før mørket falder på.” Shrades stemme var koldere og hans ord hårdere end når han havde talt til Alicia. Han havde et ry han skulle opretholde trods alt, og han blev ikke betalt for at være venlig.
Manden så ud til at ville svare tilbage, og gav først op efter at have tabt en stirrekonkurrence med Shrades urokkelige visir. ”I kender jeres opgave,” brummede han og vendte sig om for at forlade forrummet. ”Og du skal ikke tro du blir' betalt mer', bare fordi du har vedhæng med.” Shrade svarede ikke. Han stod stille indtil den anden havde forladt rummet, før han vendte sig mod Alicia.
”Nu venter vi," sagde han afslappet og lænnede sig op ad væggen. "Hvis alt går godt, sker der intet og vi bliver betalt. Hvis ikke. . . Kan vi ta’ det når det kommer.” Utydelige stemmer kunne høres gennem de tynde vægge, blandet med bølger af dæmpet latter. Shrade vidste ikke hvad han skulle tilføje, men tænkte at hun måske havde spørgsmål og manglede erfaring nok til ikke at stille dem.

Alicia kunne ikke lade være med at fnise over, hun havde lavet en “er vi der snart?” scene, og at det rent faktisk var gået som klichéen. Det morede hende hjerteligt, hun hun tav og genvandt fatningen, da Shrade bankede på. Hun trådte indenfor og stod musestille uden at sige en lyd, mens Shrade snakkede med manden. Inde bag masken kogte hun dog af vrede over mandens uforskammethed over for Shrade. Da manden var gået, drejede hun hovedet mod kæmpen. ”Må jeg ikke godt flambere ham? Bare en lille smule. Det er ikke retfærdigt, du bliver behandlet dårligt, bare fordi jeg er taget med” sagde hun. Harmen var ganske tydelig i hendes stemme, der nærmest dirrede, når hun talte. Hun fik dog kølet sig selv ned ved Shrades næste instrukser. ”Jeg går ud fra vi så vidt muligt skal prøve at undgå at dræbe nogen?” spurgte hun og håbede på, hun lød henkastet. Hun ønskede ikke at tage andres liv, men det var ikke altid, det kunne undgås, havde hun erfaret. Hun var på ingen måde bange, for hun kunne sagtens forsvare sig selv, og hun tvivlede ærligt på, det var nemt at skade Shrade bag den store rustning, så ham var hun heller ikke videre bekymret for.

Shrade kunne ikke lade være med at le over hendes forslag. Le var måske meget sagt – luft undslap hans mund i et enkelt dybt ”Ha”. Det var først kort efter at han indså at hun mente det. Hvis ikke bogstaveligt, var han stadig sikker på at hun ville grille den lille mand verbalt. Han rynkede sit bryn. Hun ville være nød til at udvikle en tolerance for den slags typer, hvis hun skulle klare sig i hans branche.
”Du skal ikke tage det personligt,” brummede han. ”Jeg er ikke altid skarp, og det syntes de er sjovt. Hvis ikke du var her ville de finde noget andet at råbe om. Jeg er vant til det.” Han foldede armene foran brystet. Lidt uretfærdig behandling var ingen grund til at blive gal.

Han lod det lægge, og gav sig i stedet til at svare hendes andet spørgsmål. ”Dem der kommer, hvis der kommer nogen, er ligesom dig og mig. Om vi arbejder for den ene eller den anden, gør ikke den store forskel. Vi er bare muskler. Og ligsom med muskler, er det ikke godt for kroppen hvis vi dør. Forstår du hvad jeg mener?” Hans spørgsmål var oprigtigt. Han havde aldrig haft en gave med ord, og følte at det var vigtigt at hun forstod ham. ”Vi slås nok til at ingen kan pege fingre, måske sårer vi hinanden lidt, men ikke mere end at alle kan komme væk i et stykke. Og hvad end du gør, undgå at lave larm. Der er stadig udgangsforbud.” Mørket havde været ved at falde på som de trådte indenfor, og solen var nu helt nede. Blev der vækket for meget opmærksomhed kunne det ske at byvagterne kom over for at undersøge. Det skete sjældent i denne del af byen, men det skete, og en ransagning var ikke godt for hverken købere, sælgere eller konkurrencen.

Alicia kunne ikke lade være med at smile under masken over, at Shrade fandt hendes kommentar morsom. Det lød i al fald sådan. Det hjalp på hendes humør, at han ikke tog det så tungt, men hun fandt det stadig ikke retfærdigt. Hun valgte dog ikke at svare. Det lod ikke til at gå ham på, så hun så ingen grund til at rode mere op i det.

Alicia lyttede nøje til Shrades forklaring, og hun nikkede til hans spørgsmål. ”Jeg er med. Hvis det bliver for irriterende med mine spørgsmål, så sig endelig til” svarede hun med en lettere undskyldende tone. Hun vidste godt, at hun til tider kunne være for nysgerrig, og hun ønskede ikke at skabe problemer for Shrade ved konstant at ævle løs. Hun nikkede til hans sidste tilføjelse, men hun valgte ikke at spørge ham om, hvordan han havde tænkt sig, at hun skulle slås lydløst. Hun undrede sig kort over, hvordan han i det hele taget kunne slås uden en lyd i den rustning.

Shrade havde intet problem med hendes spørgsmål. Normalt følte folk sig for truet til at tale til ham, og han var selv ikke meget for at starte samtaler. Hans tavshed havde givet ham et ry for at være som en stoisk kæmpe, men i virkeligheden fandt han stilheden pressende. Og der skulle meget, meget mere til for at irritere Shrade.
”Slet ikke, du skal ikke holde dig tilbage.”

Tavshed sænkede sig over det lille lokale, og netop som han havde fundet på noget at sige, bankede det på døren ud til gaden. Shrade daskede dovent slåen til side med en pansret finger, og var nød til at bukke sig for at kunne se ud af sprækken. På gaden stod der en nervøst udseende mand og pillede ved sit voksede overskæg. Hans tøj fik ham til at ligne en på vej i teatret, med en skinnende tophat på hovedet, og en vest prydet med en smagløs blanding af sølv og gulv.

”Græshopper,” tilbød den lille mand uprovokeret.
Shrade gryntede irriteret og drejede hovedet for at betragte Alicia, mens han overvejede hvad der var rigtigt at gøre. Han kendte ikke den nervøse mand, men han havde givet kodeordet. Manden var sikkert forsinket, og selvom det ikke var deres opgave at agere dørmænd, ville deres arbejdsgivere blive gale hvis de holdt kunderne ude. Shrade lavede en beslutning, trak bolten fra døren og trak den op. Den hæsligt påklædte mand gjorde store øjne da han fik et ordentligt blik på Shrade i det dæmpede lampeskær fra det lille lokale, men sagde ikke mere.

Manden trådte indenfor, og efter at have anerkendt Alicias tilstedeværelse med et nik, skyndte han sig igennem lokalet mens han forsøgte at holde så stor afstand til de to dørvogtere som muligt. Shrade lukkede døren med afmålte bevægelser, og sørgede for at den var boltret fast. Først da den var sikret vendte han sig rundt. Han slog armene over kors og lænede sig bagud, hvor væggen accepterede hans vægt under stor protest.
 
”Man er nød til at tænke selv, en gang imellem.” 
Han bankede på sin hjelm to gange med den ene finger, hvilket skabte en dæmpet klang. Hans stemme havde en umiskendelig tilfredshed, som vidste han at han havde udført et kompliceret stykke arbejde godt. 

// Lukket