Igen vendte hendes ene mundvige op ad i den lette morskab, hans kommentar – og nok også hans tilhørende latter – spredte i hende. Han var ikke helt til den dumme side, at have i sit selskab. Mon alle de Medanien var lige så karismatiske som ham? Hun havde hidtil at være med til de festivaler, de holdte deroppe omkring, så megen tid havde hun trods alt ikke tilbragt der. Hvilket hun måske skulle overveje. Hvis ikke for karismatiske unge mænd som Cedrik, så for at få bedre kendskab til at gro ting. Så vidt hun vidste, var Medanien et af de bedre steder i Krystallandet at have marker. Næsten alt kunne gro i deres muld.

”Ikke direkte, nej. Jeg blev opkaldt efter min bedstemor,” svarede hun med samme stolthed som, da hun tidligere havde fortalt ham om hendes bedstemor. Faktisk den samme tone hun talte med, når det omhandlede hele hendes familie. Familie betød meget for hende. Hun havde ikke så meget som tøvet, før hun havde svaret ham og dermed fortsat videre på sin løgn. Og en løgn var det jo ikke. Hun hed Pele. Det var bare tydeligt for alle og en hver – også hende – at hvad han havde ment, var hendes fornavn.
Ahra møvede sig endnu længere frem på bordet. Faktisk så langt frem, at hun gled videre ned ad kanten. Det var både en yndefuld og forsigtig manøvre, hun gjorde sig. Gled en smule sidelæns for på den måde at strække sit ene ben ned at stå på gulvet, så hun derefter kunne få resten med uden pludselige bevægelser. Dog selvom det var forsigtigt og kontrolleret, så sendte det stadigvæk smerte op igennem den skadede arm, og hun skar et par tilsvarende grimasser, inden den lå tilpas løftet af hendes modsatte hånd. ”Kom med. Jeg skulle gerne have noget af træsorten liggende omme bagved. Selvfølgelig er det dødt træ, men jeg kan ikke rigtig tage dig helt ud til området.” Hun hentydede lidt til at være skadet, før hun begyndte at vise ham vej. ”Og du virker som typen, der ved bedre, ved at stå med tingene i hænderne.”

At komme om i baggården var lidt af en vej. Det var ikke bare at gå ind i butikkens baglokale og så ud af en dør. Eller bare at gå ud af hovedindgangen og omkring. Nej. Baggården var omgivet af kalkvægge, der startede ved kanten af bygningen og omgav uden udgange. I stedet var de nød til at begive sig tilbage oven på og derfra ud af en dør og ned ad et trappesystem. ”Min far startede sin butik her for godt 11-12 år siden, men bygningen har været her længe før, hvor de også må have haft lignende med butik nederst og privaten øverst, siden de byggede indgangen her om til på den her måde.”

Det glædede nu Cedrik at han kunne male et smil på den ellers meget seriøse ædelræv, det var ikke ligefrem fordi at han ikke troede at hun kunne have det sjovt, men hun virkede ikke som en der slog sig løs og smilede ret ofte. En skam for hun havde ellers et fantastisk smil.

"Åh! Så hun hedder også Pele?" spurgte han uden tanke om at det var givet ud fra hvad hun lige havde sagt, istedet var han blevet hevet med den energi hun viste som hun snakkede om sin familie, det var tydeligt at hun holdt meget af dem, men det virkede som at hun sjældent så dem? Egentlig burde han også tage forbi sin egen snart, men det måtte blive efter han vær færdig med at have sand i pelsen.
Før han nåede at reagere havde den stædige ædelræv hoppet ned fra disken og i det mindste formået at undgå at skade sig selv mere. "Hvis det kan få dig til at tage det roligt bagefter så skal jeg nok" klukkede Cedrik kort, vel videne at han nok ikke havde et valg.

Turen om til baggården var... anderledes end Cedrik havde forventet, og som de gik gennem overetagen kunne han ikke dy sig fra at kigge længselsfuldt efter puderne han havde vågnet op i tidligere. "Ah, hvad bruges den hemmelige gård så til?" En del af ham håbede at der var en skjult oase derinde, men det var nok for meget at forlange.

”Hed.” rettede hun ham igen, som de havde begivet sig op ad trappen til overetagen. Denne gang mindre hårdt og mindre fast. I det hele taget med en mildere tone i sin stemme. Og hun havde hverken stoppet op eller set sig over skulderen for at sikre sig, at han havde fanget det. ”Og ja. Hun hed også Pele. Det er en stor ære, selv i hendes død, at bære hendes navn.” Igen, var det ikke nogen løgn. Det var misledende, uden tvivl! Men hun løj i det mindste ikke. Pele var sådan set hendes navn. Og hendes bedstemor havde heddet det samme, ædelrævens ukendte fornavn inkluderet. Men yderligere lagde hun ikke i det. Måden hun havde talt havde gerne givet følelsen af et låg, der blev sat på samtaleemnet. Ikke at hun troede, at det faktisk ville være nok for Cedrik at holde nysgerrigheden væk.

Baggården ville desværre være noget af en skuffelse for rødrævens indre forestillinger. Det var virkelig ikke noget særligt. Det var lige som mange andre gårde i Sarghos. Den var lille og kompakt, som var det i princippet bare en have. Men der groede ikke græs. I stedet var underlagdet bare samme grusede jord som ude på gaden. Måske lidt bedre tilset og mere jævnt revet på plads, eftersom hun tog sig ordentligt af gården.
Ahra så kortvarigt tilbage på ham, som hun forsigtigt gik ned ad trappesystemet og satte fod i gården. Gav ham plads til at komme til selv. Hun var noget forvirret over hans entusiasme og spænding. ”Det er her jeg oftest vasker tøj eller tilbereder ingredienser til min mad, før jeg tager det op,” forklarede hun, velvidende om, hvor almindeligt det lød.

Gården var ikke proppet med ting. Under trappesystemet var der placeret et solidt bord op ad bygningens væg, hvor en større firkantet kniv lå klar til sit brug. Tydeligt hvor hun ordnede grønsager og kød til sin føde. En fin badebalje af glaseret keramik var dog også at finde stillet ind under bordet. Lidt ude til siden nær den ene af de omringende murer stod en lille brønd. Hun kunne nok godt være i den, men så også kun lige, så lille var diameteren. Men den var stor nok til at holde rigeligt vand til det lille hushold på én person. Og spanden der stod ved siden af, kunne sagtens være i den. I det modsatte hjørne af gården, længst væk fra bygningen, stod et træ og holdte en tørre snor i spænd i samtidige med trætrapperne. Sidst men ikke mindst, stod et lille overdække med brænde op ad muren nær brønden. Det var her, hun førte sin gæst med sig.
En slags oase var det vel. Der var godt nok ingen klarblåt vand, men det var stadig en afslappende og privat afskæring fra resten af byen.

"Åh undskyld" lød det fra Cedrik som hans ører lagde sig ned i skam, det var ikke fordi at han ville virke uhøflig eller som en der ikke hørte efter! Men der var sket så meget at det næsten føltes som det var længe siden at han havde fået det fortalt. "Det tror jeg på! I min familie hedder vi alle sammen Ravneklo som familie navn, men der er ikke nogen der hedder det samme som andre i familien, min mor Rowena forklarede det som at vi alle havde vært sit liv at leve, og det ikke skulle farves af fortiden" Forklarede han ivrigt som de gik, ikke at hun havde spurgt om det, men det var egentlig lidt sjovt at det var så forskelligt, men ja det var der så meget der var!

Baggården var.. en baggård, ikke noget specielt andet end at det var tydeligt at der ikke kom andre der kunne rode den til, for den virkede næsten lige så ordenlig som Pele's talemåde. "Det giver mening, der er noget mere ro her" selvom det virkede lidt spøjst for ham at gøre det sådan, at lave maden to steder virkede overraskende fremmed for ham. 

Nysgerrigt fulgte han med og kiggede på brændet før han samlede det op og snuste til det "Har de været i det her?" Hans næse mente at det var tilfældet, træet duftede sødt, lige noget som insekter ville gå i. Han spejdede rundt i gården og med et gik han målfast over i et hjørne hvor en lille plante voksede i skyggen. "Jeg tror at den her vil kunne hjælpe på dit problem!" bjæffede han glad for derefter stolt at fremviste en plante der for hende sikkert var anset som ukrudt

Så han hed Cedrik Ravneklo? Ironisk hvordan han og nok også resten af hans familie - der tilmed lød til at være ret stor - var ræve. Endda mere genkendelige ræve end hende selv. Der var en lille del af hende, der ønskede at spørge nærmere ind omkring det, men en større del fik hende til at lade være. Det var et navn. Og om han ikke forvejen fik stillet rigeligt med dumme spørgsmål omkring det.

Præcis som da han havde tildelt hendes arm, fik hun endnu engang en anden side at se af ham, da han gik målrettet til værks. Fandt hurtigt til den træsorten, hun havde talt om og virkede til at besvære sit eget spørgsmål, før hun rigtig kunne nå at gøre mere en at nikke bekræftende. Det var ikke den slags træ, der var meget af i træskjulet, da hun foretrak ikke at brænde på sine afgrøder. Men havde sandmiderne nået for dybt ind i træerne, ville de til sidst ikke være meget værd. Kvaliteten af frugten ville falde drastisk. Og til sidst ville træet dø hen og ikke længere give nogen som helst frugt. Og det var den slags træ, der lå med det andet standard sort. I det mindste brændte det med en anden aroma, hun havde eksperimenteret med ristning af kaffebønnerne.
Han havde også straks fundet en løsning. På hendes egen grund endda. ”Huh? Den lille ukrudtsplante?” spurgte hun først noget skeptisk. Hun faldt ned på hug, så snart hun var nået over til ham i hjørnet og var stadigvæk forsigtig med sin arm, hun lagde blidt i sit skød.

”Ved du hvad det helt præcist er?” fortsatte hun spørgsmålene med en mere åbenhed i stemmen, mens hun rakte sin raske arm ud for at tage planten i hånden selv for at se nærmere på den. Hun gned den mellem sin tommel- og langefingerspids og førte så fingerspidserne op til sin næse for at snuse. Hun forventede en bitterhed, en i stedet var det en meget syrlig duft. Kraftig så tæt på, men hun havde aldrig kunne lugte den, mens hun havde gået rundt i gården. Og dette var ikke første gang det var groet der.

Cedrik kunne ikke slippe tanken om træet ville være overraksende godt at bruge til at lave tørret og røget frugt med, den snert af sødme der hang i træet ville sikkert virke godt dermed, men det var ikke lige det han skulle lave nu! At Pele gav hans næse ret gjorde det kun tydeligere at miderne havde været til værks, træet havde ihvertfald tydeligt vokset mindre efter at de var gået i det. 
"Ja præcis!" bjæffede han tilfreds og rakte hende den lille grønne slyngel. Syrligheden i plantens saft burde løse problemet og få de små dyr til at gå efter noget mere saftigt. "Jeg ved ikke helt hvad den her hedder, men den minder om ulveklo. Ulveklo hedder det halvt fordi at det kan lave en kraftigt lugtende væske hvis man koger den og det kan bruges til holde dyr og insekter på afstand, og så fordi at man helst vil lade den være i fred" Forklarede han ivrigt, måske var det ikke helt det hun havde spurgt om men hun fortjente lidt forklaring. "Men plant den ved træerne og lad dem vokse der frit, det burde få miderne til at gå andetsteds hen, du kan også lade noget af frugten ligge så miderne bare går i dem i stedet for træerne, det burde nok også hjælpe"

Det ville muligvis ikke være det første, man gættede sig til, når man så Ahra for første gang, men planter var da bestemt en interesse for hende. Hun groede godt nok kaffe og te og hvad ellers, fordi det var hvad det indebar at overtage sin fars handel, dog, ville hun have virkelig have gjort netop det, hvis ikke hun var vokset sig til at kunne lide dens slags arbejde? Familie-ære strakte sig trods alt kun så langt. Udviklingen hun selv havde udgjort, ville nok heller ikke været sket.
Så Ahra lyttede faktisk fuldt ud til, hvad Cedrik havde at fortælle. Og selvom hun ikke strålede af iver som en solrig landsbys mø så satte hun pris på den dybere forskrivelse af denne ulveklo. En plante hun havde hørt om, men ikke længere end at have den peget ud for sig og nok rynket på næsen over stanken.

Så det var derfra hun syntes at genkende lugten. ”Ah. Min bedstemor plejede at brænde lys af ulveklo sammen med bundter af tørrede salvie, når hun rensede rummet, hvor hun søgte,” sagde Ahra med en underliggende fascination. Hendes blik forblev dog mod ukrudtet. Hun drejede den fermt i sine fingre for at kunne få et bedre kig på hvor stilken var blevet knækket over og holdte den helt oppe nær sine øjne, så hun kunne undersøge, hvorvidt planten havde et saftigt indre lige som en mælkebøtte eller var mere som alment grønt.

”Hvordan tænker du, det vil være bedst at plante dem? Selvfølgelig i skyggen, da den ser ud til at kunne lide det her i hjørnet, men jeg ser ikke nogle synlige frø.” Stadig med sit stykke af plante i mellem fingrene, rakte hun frem og flyttede lidt på den rest, der stadig sad i jorden. Tjekkede lige om frøene bare gemte sig. ”Måske det bare er at grave den her op ved rødderne?” Det var jo som regel så nemt med ukrudt. Det behøvede ikke meget omsorg om at gro.
Hånden trak hun til sig igen og hævede så sit stykke at planten op til sit ansigt igen. Denne gang ikke for at lugte eller for at se men i stedet for at smage. Der var ikke megen tøven over, hvordan hun bed ned i bladet. Forsigtigheden hun udførte var blot eftertænksomheden om planten var giftig. Var den det, havde den i hvert fald ikke nogen hurtig effekt, for foruden den meget bitre smag, som en bitter drue, der fik hende til at vride ansigt, skete der ikke noget.

Med hovedet lidt på skrå kløede Cedrik sig bag det ene øre "Oh! Det vidste jeg ikke at det kunne bruges til!" bjæffede han glad. Det undrede ham ikke at det godt kunne bruges til at at holde ånder og andre forstyrrende ting væk!
Dog var det nok ikke alt der holdt indsekter på afstand der også holdt ånder væk, det ville ihvertfald undre ham meget!   

Halvræven så tænksom ud et øjeblik før at hans svarede "Bare tag den op med rod og plant den så skal den nok sprede sig, så længe at nogen ikke fjerner det så skal den nok klare sig" Sådan var det med det meste af den her slags planter, lidt sol og vand og så havde det spredt sig over det hele hvis det fik pladsen. "Den sætter først frø om nogle uger vil jeg mene, men det kommer lidt an på hvor gammel den er"
Før at Cedrik overhovedet nåede at reagere med andet end et et "Det ville ik-" før at hun havde sat tænderne i den "-ke være smart... Erh pas på dens saft er giftig så på at du ikke hæver" Altså hvad er det værste der kunne sket? Måske var han heldig og hun ikke var overfølsom?

Efterfulgt af det forvrængede ansigtsudtryk over plantens ekstreme bitre smag, måtte Ahra ligeledes lige ryste lidt på hovedet og smaskede sagte i fuldt ud refleksive forsøg på at fjerne smagen fra hendes tunge. Alligevel gjorde hun et forsøg på at talte videre til Cedrik. ”Jo jo. Det gav en forfærdelig lugt, og jeg kom altid til at forstå helt, hvorfor det gjorde noget. Som barn og som halvdyr var jeg ikke glad for at sidde i et rum, hun havde renset med det, men min barnlige iver for at sidde med til ceremonierne måtte have holdt mig,” forklarede hun med en imponerende evne til at ikke have sin stemme vrænges eller væmmes lige så meget som hendes ansigt.
Ikke før hans advarsel lød. For sent.

”Hva?!” Nervøsiteten der var blevet svøbt ind i overraskelsen var ikke til at tage fejl af. Særligt ikke da hun hurtigt havde drejet sit blik mod ham. Og så tilbage på badet. Man kunne lige ane hvor hendes skarpe hjørnetand havde lavet en uddybning. Heldigt for hende havde hun ikke bidt igennem eller rent faktisk været dum nok til at tage en bid ad bladet. Så hæmningsløs og eventyrlysten var hun heller ikke. Lidt forsigtig var hun da.
Endnu en gang løftede hun bladet mod sin næse og gav den et snus, som ville den afgive en anden nuance nu, hvor noget af saften var blevet udsat for ilten i luften. Hun smed så ellers bladet fra sig og tørrede sin hånd af i sin kjole. En ting hun bestemt ikke ville have gjort, havde hun gnedet sine fingre mod græs. Den slags ville bare misfarve stoffet. Ikke dette, heldigvis.
”Jeg tror ikke, at jeg nåede at få nok af saften på min tunge, så det burde gå,” sagde hun med en fattet mine idét hun strakte sine ben og kom op at stå. For en sikkerheds skyld bevægede hun diskret sin tunge i munden. Strøg den over tanden, der havde bidt sammen om bladet. Tjekkede om tandkødet føltes hævet eller bedøvet eller smertende. ”Jeg er dog lidt i tvivl, om det vil være en god idé at plante giftige planter nær mine træer. Der kan være risiko for at de vil påvirke vandet, og dermed påvirke træernes rødder og senere deres frugt.”
Tankespind malede hendes ansigt, som hun så fortsat mod det navngivne ukrudt. Så mod det ene store træ i gården. De var for langt fra hinanden til, at hun kunne bruge det til noget. Og træet i gården var ikke det samme som kaffeplanterne, hun groede det andet sted.

"Phew" Lød det noget mere afslappet fra Cedrik som den anden halvræv forsikrede ham om at der nok ikke var sket noget, det lignede ellers ikke at hun havde fået bidt hul så det var jo heldigt nok!  Ikke at han havde set nogen blive forgiftet af planten før, de fleste holdt sig væk når de fik færten af den.
Det var egentlig også imponerende at hun ikke viste en mine som den med al sandsynlighed smagte hæsligt, han selv havde nok brokket sig mere højlydt, men sådan var de så forskellige!

"Jeg vil foreslå at du ikke prøver det igen, men bare rolig træer og planter blander sig ikke helt på den måde du tænker der" prøvede Cedrik at forsikre hende "Så med mindre at nogen går og moser ulvekloen så dine træer drikker saften så sker der ikke noget. Planterne her har sikkert mere travlt med at drikke vandet end at blande sig i det"
Ikke at han som sådan var gartner eller noget der mindede om, men lige det har var han ret sikker på! "Så i min mening vil jeg sige at det er helt sikkert, og ellers hvis det er kan du bare prøve det ved nogle af træerne og så hvordan det virker?"

Forundret løftede hendes store plyssede ører sig for at passe sammen med det ligeledes forundrende udtryk i hans ansigt, mens han forklarede. Hun var dog stadigvæk ikke helt overbevist, og det kunne ses på måden, hvorpå hun stadig skiftede sit blik fra ham og over mod træet, så ned på planten. Blot for at ende hos ham igen, værende det mest iøjnefaldende i gården i øjeblikket. Der hang jo ikke ligefrem et spejl klar til at reflektere hendes egen skikkelse. Den måtte hun nøjes med at have andre til at se. Og så kunne hun tage den varme røde pels ind.

”Så du er blevet mere sikker på, at planten er en ulveklo og ikke den der anden plante, der mindede om?” spurgte hun af ikke bare oprigtig nysgerrighed, men også for at kunne vide sig sikker. Det var langt nemmere at finde ud af flere ting, hvis hun vidste præcis, hvad det var for noget, hun havde med at gøre. Og så gav det også en pote med til at skifte emnet væk fra hendes bekymring fra før, som måske havde været både lidt for næsvis og lidt for ubegrundet.
Det var, som han sagde, ikke meget værre end, at hun kunne prøve sig ad. Men det var hendes indtægt det ville gå udover, hvis noget gik galt! Lidt bekymret kunne hun da godt tillade sig at være…

Ahra sukkede så ellers noget så tungt. Det skadede virkelig ikke at forsøge. Tænkt hvis det virkede. Og med Cedrik så bekymringsfri, kunne det ikke helt undgå at smitte. Han virkede troværdig nok til at ikke ville sabotere hende med sin egen gode vilje. ”Jeg vil bare alligevel ikke kunne gøre noget, før min arm er helet. Jeg kan vel se mig selv som værende heldig, at det er ukrudt, så jeg ikke skal bekymre mig om, at planten forsvinder lige foreløbig eller dør hen.” Med et hint af irritation og besejring sænkede hun sine øjne ned på sin arm, der blev holdt støttet af den anden. I det mindste skjulte den creme, Cedrik havde smurt på, for det grimme, hævede mærke, der hvor vognens hjul havde ramt ned over. Hun nussede forsigtigt der hvor det ikke var så ømt med tommelfingeren.

"Siden at du ikke er blevet dårlig er jeg ret sikker på at det ikke er ulveklo" understregede Cedrik som en pote gled gennem hans røde pels "Men duften er tæt nok på til at det vil virke" understregede han i stedet, for det virkede som at Pele helst ville enten var sikker i hvad der skete, eller ikke forstod hvad han sagde, og af de to mulighedheder var han ganske sikker på at hun bare ville være helt sikker så det kunne måles og vejes, og så måske skrive nogle noter efter.

Cedrik trak lidt på skuldrene for så at sende hende et smil "Det ville ihvertfald være best hvis du ikke gjorde noget før din arm har fået det bedre, hvilket også betyder at selv den dag den føles normal igen, skal du vente to mere før du begynder at arbejde igen" forklarede han, med en snert af hans mors måde at tale på, hun havde altid været noget insisterende med den at komme sig efter skader.
Det ville nok være svært for Pele at vente så længe dog, men forhåbentlig kendte hun nogen der kunne give en hånd. "Hvis det er kan jeg efterlade noget salve der kan holde smerten på afstand?"

Cedrik havde helt ret i, at det ikke ville være en nem opgave for Ahra at skulle holde sig sådan i ro. Hun var allerede nu træt af at have sin ene arm uden den optimale mobilitet. Men i sidste ende var det hendes egen skyld. Dog ikke før, at hun havde beskyldt alle andre potentielle syndere. Vognen kunne have ladet være med at brase sammen. Lastmanden kunne have gjort, hvad han blev besked på og ikke kastet rundt med de tunge sække. Hun kunne sågar gå langt nok tilbage for at beskylde sælgeren i at sælge hende en svag vogn! Intet af det ændrede bare ikke på resultatet, hun sad tilbage med nu.

Ædelræven fnyste lavmælt og vendte ansigtet til siden, som skulle man tro, at hun var fornærmet frem for irritabel, over at hans insisterende forslag netop var det rigtige at gøre. Som om det ville gøre så hun ikke fangede fornuften i hans ord. Men med et suk overgav hun sig alligevel. Opspædningen i hendes krop havde godt nok ikke været til at se optil, ikke før hun tydeligt stod mere afslappet sekundet efter. ”Selvfølgelig. Jeg vil ikke risikere at gøre det værre. Og hvis det vil få dig til at bekymre dig mindre, vil jeg også sørge for at gå til en helbreder, så de kan se på armen.” Roligt drejede hun hovedet tilbage og lagde blidt sit stålfaste blik mod ham. Efterfulgt af et let kast med hovedet for at få hårtotter væk fra ansigtet.
”Men jeg ville stadigvæk sætte pris på det, hvis jeg kunne beholde noget af salven,” fortsatte hun så med mere taknemmelighed i sin tone, i takt med at hun kiggede ned på armen, hvor der lå rester af den salve, der ikke havde sivet ind i huden eller blevet tørret væk igennem almene armbevægelser.

”Jeg kan betale dig for den. Penge du kan bruge på at gøre klar til din rejse videre. Sarghos er ikke stedet, hvor lange fingre bliver straffet med et simpelt dask.” Ahra huskede da, hvordan han havde veget til at hapse mandens pung tidligere. At det kun var for hendes skyld, så hun kunne få den kompensation, som hun havde krævet, tvivlede hun på...

En måske lidt for ivrig nikken afslørede Cedriks glæde ved Peles eget forslag, det var egentlig mere end havet turde håbe på, men måske var den slags bedre for hende når det var hendes eget forslag og ikke andens. "Det lyder som en rigtig god idé! Jeg er sikker på at der er dygtige helbredere her i byen" Ikke at han som sådan havde hørt om nogle men han havde på den anden side heller ikke været i byen ret længe.
Cedrik nikkede igen "Så er det sådan det bliver" hvorefter han stikkede snuden i sin taske for at finde noget mere af salven. Det var ikke en han havde så meget af tilbage men heldigvis var der mere end nok til hvad hun burde have brug for, han kunne bare lave mere når han kom til Medanien igen. 

En mild klukken undslap halvræven over ædelrævens forslag og advarsel "Åh bare rolig! Det er ikke noget jeg gør ret meget i, men jeg takker ikke nej til krystaller! Der er megen sjov man kun kan med dem" Ganske vist var han en ganske dygtig befrier af bundne krystaller, men det skete nu kun når nogle nægtede at dele med dem der faktisk havde brug for dem. "Du betaler bare hvad du har lyst til" tilføjede han med et smil.

Det var lidt af en manøvre at række ud efter salven. Hun ville helst ikke fjerne støtten fra sin beskadigede arm. Og med sin anden hånd som netop dén støtte, kunne hun ikke rigtig så godt række den frem sådan uden videre. Hun kunne have skiftet støttepunktet og dermed bare holde hånden ud for ham at lægge salven i den, men hvad godt ville det gøre, hvis hun alligevel skulle følge ham tilbage igennem butikken. For betalingen havde hun da bestemt tænkt sig at gå igennem med. Hun havde ikke løjet eller håbet, at han ville takke nej. Og det vidste han måske endda allerede. De havde trods alt været i hinandens selskab i et godt stykke tid nu.

”Godt så. Følg med.” Om det overhoved var nødvendigt for hende, at give ordren om, at have ham følgetrop, kunne diskuteres. Hun tvivlede på, at han ville have blevet i baghaven, var hun uden ord begyndt at begive sig mod trappen, der førte tilbage til hendes private beboelse etage. Selvfølgelig lå hendes bestemte og sigende blik stadig på ham, indtil hun havde drejet ham sin fulde ryg og med rolige og svajende skridt viste vejen. Solen var også stadig skarp og baggårdens eneste skygge var i hjørnerne og under det ene træ. Dermed ikke et sted, hvor det var smart for en, der netop havde besvimet af hedeslag at opholde sig.
Ligesom når han første gang havde rykket fra gaden udenfor og indenfor i hendes butik, var det til at mærke en klar ændring i temperaturen, når man trådte ind. Det var kun en lille del magi, men størstedelen af køligheden kom af gennemtrækket mellem de mange åbne vinduer, der også oplyste hendes ’værelse’. Nedenunder var det lidt andet, der holdte det udholdeligt i sydens varme, da den eneste åbning ud til var døren.

Selv hvis Cedrik fandt sig stædig nok til at blive, hvor hendes pudeseng lå og var indbydende, fortsatte Ahra selv videre ned ad den indendørs trappe og igennem perlesløret ind til butikken. Tom, som man kunne forvente med døren smækket i tidligere. Automatisk fandt hun frem til bag betalingsskranken og forsvandt for en stund bag den, ved at komme ned på hug i søgen. ”Du kan ikke mærke svimmelheden længere, kan du vel, Cedrik?” spurgte hun ham fra bag disken i forventning om, at han var til stede. Hun ville lige forsikre sig. Hun ville helst ikke lade ham gå med mindre, hun kunne være sikker på, at han ikke ville dratte om i hvert fald lige udenfor hendes forretning.

Det var ikke gået op for Cedrik hvor besværligt det egentlig ville være for hende at tage imod salven, og selvom han helst ville gøre det lettere for hende, så gjorde han det ikke, så meget hun virkede til at have det svært nok med ikke at kunne virke så stærk som hun plejede.

Det gjorde ikke Cedrik så meget at hun gav ordre, han var sikker på at det bare var sådan hun talte til folk, en folk fra syden ting. Nynnende for sig selv fulgte han hende op af trapperne og forbi de ellers lokkende puder, måske han burde skaffe en han kunne tage med hjem? Det kunne være et sjovt minde ihvertfald! Men nu var ikke tidspunktet at spørge efter en pude.

Selv butiks delen duftede stadig spøjst for ham, bittert på en eller anden måde, kaffen hun havde talt så meget om. "Åh nej! Jeg havde vist bare brug for noget vand" svarede han med et smil, det var ikke hans mest stolte øjeblik at være besvimet, men så igen det var ikke det værste sted han var endt med at gøre det! 

”Jeg er glad for, at det ikke var værre,” lød det komme bag fra det solide træbord. Og det var skam sandt. Hun var endnu ikke hjerteløs nok til at ikke være positiv over at han ikke var blevet syg af varmen. Det var ikke en helt sjælden ting der skete for dem, der ikke var vant til den. Eller som havde sine forskellige remedier, der hjalp på deres rejse igennem syden. Det gjorde heller ikke noget, at hun ikke var nød til at slæbe et lig ud af sit hjem, fordi han havde valgt at dratte helt om og tog sin tur til Dødsriget. Hun ærede sin gudinde Kile, men at have hende besøge hendes hjem for at bringe en af hendes med sig, var ikke noget Ahra ville foretrække. Kile tog sig trods alt aldrig af de jordiske rester.

Efter lidt mere rumstering kom ædelræven atter frem til syne igen. Med et erfarent kast med hovedet blev dele af den store manke af hår, der hang over ansigtet kastet til siden og med et par flick med de store, plyssede ører, sad alt som de skulle igen. Pungen hun holdte i sin hånd var ikke af det sædvanlige rustikke læder. I stedet var den af solidt stof farvet en famlet grønlig farve. Sydlige mønstrer var syet fint ind i komplimenterende farver, så som et par tynde tråde af skinnende gylden tråd og matte både rødlig orange og beige.
Den raslede af krystallerne, som hun havde fyldt i den, da hun foldede folden omkring med sin ene hånd, som lukningen på et pudebetrak. ”Du må komme tilbage en gang, du vover dig så langt ned syd på igen, Cedrik,” sagde hun pludselig, før hun hævede de røde øjne fra pungen og op på ham. Den lange tynde hale svajede stille og roligt fra side til side bag hende.

Pungen blev rakte frem mod ham. Hans betaling for salven, som hun havde lovet ham. Først derefter begyndte hendes blik at søge mere omkring ham. Grævlingen. Hvor var den henne? Den havde ikke fuldt dem ned i baggården, så vidt hun kunne huske.

Cedrik nikkede sin enighed, ikke at Pele kunne se det, men han havde følelsen af at hun nok vidste det alligevel. Han måtte skrive det bag øret at drikke nok vand, og selvom det var vigtigt at vande Helga så var det nok smartere at sørge for at han selv fik nok. Han kunne bærer hende og ikke omvendt.

Det var godt nok magisk hvordan at Ahra kunne få sit hår til at sidde ved blot at kaste lidt med hovedet. Om det var øvelse eller magi måtte kun guderne vide, selvom hans bud var at det nok var en blanding af de to, hoved pels holdt sig sjældent så godt som hendes!
Hans blik undsøgte kort den meget flotte pung krystallerne var kommet i, hvis han ikke vidste bedre var den en gave, skjult som betaling for salven, Pele holdt nok mere af folk end hun selv gav udtryk for.
"Det skal jeg nok, for hvordan kan jeg ellers høre dig fortælle spændende historier" klukkede han kort som han tog i mod pungen.

Flohmp, flohmp.
 
Lød det fra trappen som Helga kom luntende med en pude i munden, Cedrik rystede lidt på hovedet og lagde lidt krystaller på disken. "Det lader til at vi skal have en pude med! Helga du kan ikke bare tage alt du har lyst til" sagde han opgivende til grævlingen der bare brummede af ham som svar.
"Men ha det godt til vi ses igen Pele! Blev nu ikke fanget for meget af dit arbejde!" lød det som den røde halvræv trådte gennem døren, ud og på vej mod nye eventyr længere syd på.