(( Det ookkk! *Kramme* ))

'Det gør skam ikke noget! Er vandt til at gå langt. Og du kan da ikke bære mig hele vejen!'
Hun lød en smule forarget, og hun var sikker i sin sag. Hun var fast bestemt på ikke at ændre sin mening, og det kunne man godt høre.
Da Life sagde at det var okay, aede hun endnu engang, og kiggede hende dybt ind i øjnene.
Hun smilede svagt, og glemte alt om Verden omkring dem,..

Life hæver et øjenbryn, og griner svagt.

"Ikke bære dig?! du er et nips i forhold til hvad jeg har båret!" ler hun, og holder Lives blik fast i et langt øjeblik, før hun tilsidst bliver puffet til af en utålmodig Fallafax. hun ler, og aer ham forsigtigt.

"Seså!" siger hun, og slipper Live. Et lys omfavner hendes slanke krop, og man kan se hun ændrer skikkelse, til et stort, kattedyrslignende dyr.
Lyset forsvinder, og Life står, som en slank, sølvgrå løvinde, med de to karakteristiske vinger på ryggen. Hun brummer venligt, og daffer til Live med poten, hen imod sin ryg.

"Sid op" brummer hun, og vifter venligt med halen..

Hun ler med da Fallafax puffer, og klapper ham kort.
Da Life forvandler sig, rejser hun sig op og ser bestemt på hende.
'Jeg kan sagtens selv gå'
Siger hun så bestemt, men med et smil på læben.
Et øjeblik senere står der istedet for Live, en fin Sne Wulliat foran Life.
Hun puffer til hendes hoved med sit heste hoved.
Hun ser venligt på hende med sine dybblå øjne. Sne Williats øjne er ellers Lyseblå, men hendes er hendes egen farve.
Hun begynder lige så stille at gå, med kursen mod Paradisskoven.
Hun var glad for at være i denne her tilstand igen. Det var længe siden hun havde forvandlet sig.
Men hun nød det.
Hun stoppede et øjeblik op, og ventede på Fallafax, som så kæmpe ud, i forhold til hendes rævestørrelse. Og selvfølgelig også sin smukke køre Life,...

Life sukker... Det var ikke til at diskutere med Live, og det accepterer hun.
Hendes kære... Hun forvandler sig igen, og stiger med lethed op på Fallafax, der tripper elegant afsted ved siden af den lille Sne Wulliat.
Life smiler. Sammen med sine to bedste venner, hvad kunne være bedre?
Hingstens lange skridt følges utroligt nok Lives små trip, og det går ud i en fantastisk rytme, der får Life til at nynne sagte..
De følges ud af byen, imod solnedgangen og den fantastiske paradisskov...

//OUT ((du skriver bare et sted på vej til skoven, right?))

Cassa står i sine sorte støvler med et tungt blik frem for sig... mørket er faldet på tidligt, grundet den kolde vinter som stødt har taget sit tag i landet...
Nu måtte tiden snart være inde.. det er den nødt til...
Cassa har trænet grundigt, og nu har han besluttet sig for, at nu skal det snart være.. Det har ikke lykkedes ham at få fat i nogle af de andre krigere.. men så må han jo selv ty til aktion. han er iført skjorte og bukser, en vest og naturligvis sine støvler... Men det er det inderste lag.. udenpå bærer han en fuld rustning.. ganske tynd og meget solid af stærkt, smedet sortmetal.. han ved det er risikabelt at bære sortmetal over hele kroppen.. metallet fragiver nogle stråler med samme gennemstrålingskraft som gammastråler..
hans liv er bundet ind af et bælte, hvor der i hver side hænger et langt tohånds sværd - som Cassa håndtere i én hånd pr stk... så hænger der et ethånds sværd af sortmetal i venstre side, og ellers en masse forskellige mindre knive, daggerter og dolke...
rustningen dækker hele kroppen fra hals til tåspids, kun hovedet er fri, hvor det sorte hår er bundet op i en hestehale i nakken på ham..

alt han nu mangler er den hest han har fået sig skaffet.. men sælgeren af denne helst er forsinket og bad Cassa vente her...

rustningen har han gemt bag en mørkegrå kutte, hvor hætten skærmer helt op over hans hoved... godt forklædt..

Kinzu slår armene om sig selv og tripper lidt, idet han bevæger sig ned af hovedgaden. Det er koldt, og det er mørkt. Det er to ting, han hader. Men allermest mørke. Heldigvis er der gadelygter ind imellem, og hver eneste gang han når ind i det tætte mørke, der er imellem to lygter, sætter han farten op, indtil han når frem til den næste lygte.
Gaden er stort set langt øde hen. Der er ikke mange mennesker at få øje på. De fleste spiser vel aftensmad nu og har for længst gjort dagens indkøb. Boderne og butikkerne er ved at lukke af for natten, og det er kun få vinduer, der endnu lyser op i et uregelmæssigt mønster af firkanter.
Kinzu springer over en løsreven brosten og må skælve af en kuldegysning. Han fryser. Men det er hans egen skyld. Udover kappen, der hænger over hans skuldre, er resten af hans ikke ligefrem vintertøj. Et par knæbukser og en tynd trøje, det varmer ikke specielt.

Han træder endnu engang ud fra en gadelygtes lys, og må igen sætte farten op. Han kan høre en brusen fra et springvand længere fremme, men han kan ikke se nogen gadelygter forude. Det får ham til at sætte over i et langsomt løb.
Han sætter dog farten ned igen, da han pludselig får øje på noget mørkegråt foran sig. Kun et par skridt fra at kollidere med den mørkegrå skikkelse stopper han op så brat, at hans fødder glider og han falder bagover ned på de kolde sten. Han ømmer sin ene albue, mens han kigger op på det mørkegrå. Det viser sig at være en kutteklædt person. Men han kan ikke se, hvem der gemmer sig under hætten, eftersom personen har ryggen til ham.

Cassa hører nogle fodtrin bag sig og vender sig om med et galant lille ryk..
Hans brune øjne falder ned på Kinzu, som sidder på jorden og ømmer sig..
Ham havde Cassa da set før? Ja, det var ham der blev spion, dengang furierne angreb!
let lader Cassa kuttens hætte glide lidt bagud og rækker en hånd hjælpende ned mod Kinzu med et blidt smil.
"Pas på.. der er islag, så alting er glat.." lyder det fra hans honningblide stemme.. Kinzu vil som den eneste på gaden, kunne se Cassas ansigt.. de rolige smil er ikke til at tage fejl af.. de fleste husker ham på det.
Hans blik flakker dog en enkelt gang hurtigt rundt, lige for at tjekke området omkring sig.. jo, fri bane!
puh.. tænker han lettet.. folk skal helst ikke se ham snakke med nogen.. selv det mindste kunne afsløre ham overfor hovedjægere.. og det gider han ikke én gang til!

Kinzu kniber øjnene let sammen, idet han indgående kigger op på Cassa. Først da Cassa lader kuttens hætte glide væk, så den ikke længere skygger for hans ansigt, genkender Kinzu ham. Han bliver straks lidt mindre urolig, og hans øjne er igen vidtåbne. Han smiler endda let.
"Det er irriterende med alt det is," siger han.
Han tager imod Cassas hånd og rejser sig op. Han giver sig igen til at ømme sin albue, mens han kigger på Cassa.
"Hvorfor kan det ikke bare være sommer hele tiden?" mumler han sammenbidt og sukker tungt.
Det ville være dejligt. Så var det aldrig koldt, og man ville ikke være udsat for uden varsel pludselig at glide på gaden og slå hovedet.
Men på trods af kulden og islagene og mørket og alle de andre ulemper, så holder han nu alligevel meget af vinteren. Det sner om vinteren, og det er da en god ting. Og desuden er landskabet så flot, når der hænger is på alle træernes grene og der er rimfrost på græsset.

en let, kort og blid latter glider over hans læber.
"Jaa.. sommer året rundt lyder som en drømmetilværelse.." hans grin stilner helt ud i det samme milde smil som før.
"Men det positive ved vinteren er nu mørket.. ind imellem kan det være til god nytte..." han nikker kort for at bekræfte sig selv, inden hans blik glider iagtagende rundt.. en slank hånd i en sort handske med sortmetalsplader på, glider op og trækker hætten på kutten lidt frem igen, for at han ikke skal blive afslørret overfor fremmede.
"Hvorfor klæder De Dem ikke lidt varmere?" spørger han dernæst i en lille bekymret mine.. Ligenu kan han jo ikke give ham kutten.. han skal jo bruge den på sin færd videre om ikke så forfærdeligt længe!
Mon jeg burde give ham lidt penge til at købe noget ordenligt tøj? tænker han en smule bekymret.. Kinzu ser virkelig kold og frysende ud, syntes Cassa... Hvad blev der egentlig af den forrige kutte han gav ham?

Kinzu klør sig i nakken, så hans hvide hår bliver helt uglet. En drømmetilværelse... det var det vel. Der var ingen steder, hvor det var sommer året rundt - lige med undtagelse af i drømme. Men man kunne jo ikke blive ved med at drømme. På et eller andet tidspunkt blev man nødt til at vågne op til den kolde vinter og islag og regn... og mørke.
"Jeg hader mørket," siger han med et fnys blot for at understrege, hvor lidt han egentligt bryder sig om det.
Da Cassa spørger, hvorfor han ikke klæder sig varmere, kigger han op på ham af ren refleks. Han lød jo nærmest helt bekymret! Kinzu er overhovedet ikke vant til, at andre blander sig i, hvad han foretager sig, om han får nok at spise eller om han kan holde sig varm, så han vender hurtigt blikket i en anden retning. Det syn der møder ham, kan ikke ligefrem kaldes spændende. Det er en ældre mand, der trækker rundt på en kærre fyldt med et eller andet grønt, der lige kan skimtes under et sort tæppe. Det er sikkert nogle grøntsager af en art, som ingne gider købe.
Kinzu sukker og ligger armene over kors for at holde sig selv varm.
"Fordiii..." mumler han blot som svar og træder sig selv over lidt forlegent fødderne, bange for at indrømme sandheden.

Cassa smiler overbærende... det virker ikke som noget Kinzu har lyst til at snakke om.. så skal han heller ikke.
"Det kan ikke gå.. De ender med at blive syg.." han skal til at gribe ned ved sit bælte hvor hans pengepung normalt hænger.. men nårh nej.. han har jo rustning på..
"ah.. pokkers!" mumler han..
Hans blik på den forfrosne skabning afgører dog hans næste handling.. han trækker kutten af og lægger den over hans skuldre.. han ved det er risikabelt.. men hva.. han skal jo alligevel snart ud og sætte livet på spil.. så hvorfor ikke bare starte med det samme? det er sikkert alligevel begrænset hvor mange der vil se ham her på det her sted, på det her tidspunkt.. og så i den mundering med fuld udrustning...
"Det er meget vigtigt... at De holder Dem varm.."

Kinzu skutter sig, men holder straks op med det, da han mærker vægten af kutten på sine skuldre. Han stirrer på Cassa. Men... nu kommer han jo til at fryse. Sådan et rustning kan ikke være særlig varm.
"Hvad...? Nej!" udbryder Kinzu med det samme.
Med et kommer han i tanke om det, Cassa sagde om mørket, og de fugleagtige væsner der havde været efter ham sidste gang, Kinzu mødte ham. Han forsøgte jo at skjule sig. Og for at kunne skjule sig i mørket, havde han brug for kappen til at dække sin rustning.
Kinzu river kappen af sine skuldre med ét ryk, og rækker den til Cassa med en udstrakt hånd.
"Du har tusind gange mere brug for den, end jeg har," siger han. "Jeg fryser, men... jeg dør jo ikke af det. Jeg er da ikke død endnu, vel?"

Cassa lægger sin hånd ovenpå Kinzus, presser den ganske let tilbage mod Kinzus brystkasse.
"Nej jeg insistere.. jeg er alligevel snart på vej videre.. så behøver jeg den ikke mere alligevel.." han smiler venligt.
"Og en dag.. så dør De af lungebetændelse.. jeg vil ikke på det tidspunkt kunne sige; Jeg kunne have forhindret det, men gjorde intet.." han tager sin hånd til sig igen og retter lidt på den høje hestehale..
Rustningen Cassa bærer, ser ikke videre solid ud.. den er ganske tynd og fylder ikke ret meget mere end hans lange, slanke krop gør.. han virker dog alligevel mere robust at se på, og lidt mere bredskuldret( men det skyldes vel nok skulderpladerne)

Kinzu slår blikket ned og står tavst og kigger ned på sine fødder. Det er vel rigtigt nok, det Cassa siger. Han har ikke spor lyst til at dø af lungebetændelse... men hvis Cassa ikke har sin kutte, så ender det jo med, at det er ham, der dør af lungebetændelse...
Kinzu knuger let på kutten i sin hånd. Så retter han blikket op.
"Fint nok, så... selvom jeg ikke er meget for det," siger han og skutter sig lidt, hvorefter han tilføjer: "Men så skal du også lade være med at tiltale mig De."
Han sparker lettere forlegent til en sten på jorden. Han bryder sig ikke om, når folk kalder ham De. Det får ham til at føle sig som om han er af højere rang, end han virkelig er. Det burde faktisk være ham, der tiltalte alle andre De, men han glemmer det altid.
Han retter sig lidt op men tager ikke kutten på endnu. Ikke før Cassa har svaret ham.

Cassa undslipper et lille grin igen.
"Jeg kan prøve..." lyder hans svar med et lille nik..

Ikke langt væk kommer en sortklædt, meget høj mand gående.. ved hans side går en majestætisk hingst.. sort som natten selv, og med de klareste blå øjne... på siden af dens stærke krop er to store, solide vinger, som den dog har foldet ind til sig, som var den en fulg..

Det fanger Cassas opmærksomhed.
"ah! endelig.." han smiler let til Kinzu.
"Jeg må videre nu.. pas godt på dig selv.. måske ses vi igen.. måske ikke.."
det sidste bliver sagt med et sørgmodigt smil.. ja.. Cassa ved godt at han muligvis ikke vender tilbage igen...

Derpå vender han sin fulde opmærksomhed mod manden.. han går med lange skridt hen og standser foran ham.. Det er et stykke væk fra Kinzu, så denne vil ikke kunne høre deres samtale...

Meget ville han dog ikke have hørt alligevel, for de snakker kun kort inden Cassa for overdraget hingsten... den er sadlet klar, og han sætter sig op... på få sekunder har han sat den i galop hen af gaden, inden den letter med ham og de forsvinder op på himmelen..

//out

((smutter fra tråden nu.. mit internet bliver ved med at drille og smide mig af, så mit humør er ret nedern ligenu @-@ og så irritere kattene med at løbe rundt som hyperaktive retards.. *pissed off* .... men vi skrives nok ved en anden gang xDD))

Kinzu kigger efter Cassa, da han forsvinder væk på den bevingede hest. Det er dog ikke meget han kan se for mørket, selv ikke hvis han kniber sine øjne sammen.
Han ender med at trække på skuldrene og fortsætte hen af gaden, væk fra springvandet.

//out

Regn var ikke på listen over Renatikas yndlingsting.
Klart, lugten af forårsregn var ganske behagelig når man sad trygt og varmt i en gammel lade, og en mild dryppen en hed sommerdag kunne være direkte forfriskende. Men en regnbyge der grænsede til stormvejr på en mørk efterårsaften, mens man var midt i at løbe et ærinde for en af byens smede der hastede og hvilket ens penge til aftensmad afhang af? Nej tak.
Renatika gjorde et forsøg på at trække den tykke, slidte jakke bedre omkring sig uden at tabe den tunge pose hestesko hun havde i favnen og fortsatte ned af de regnvåde gader, gennemblødt, sulten og bandende som en sømand. De hullede støvler skvulpede faretruende, og efterhånden var pigen holdt op med at passe på de dybe vandpytter man konstant var i fare for at vade igennem: Fødderne kunne alligevel ikke blive vådere.
Hun gjorde et kortvarigt holdt under et halvtag og tog et par sekunder til at orientere sig igennem de strømme af vand det halvlange, mere brune end røde pandehår sendte ned og forstyrrede hendes synsfelt. Pladsen med det store springvand var tom, men andet var ikke at forvente på en sen aften i sådan et vejr. Der ville nok ikke engang være flere mennesker hvis himlen var klar og varm, ikke med den stigning i kriminalitet der var eksploderet over hele landet på det seneste. Hun skulle nødig snakke. Men selvom at hun ikke havde tal på hvor mange lommer hun havde hugget fra eller forsøgt det de sidste par uger var det kun sparsomme penge hun havde fået ud af det. Det strækte ikke at være tyv når hele landet var på fattigdommens rand. Hun var nødt til at finde på noget andet, også udover de ærinder hun løb.
Hun skulede op mod himlen. Måske kunne hun sælge vand på flaske.
Med en hastig bevægelse strøg hun håret fra de forskelligfarvede øjne, trippede lidt på stedet så dråberne stod omkring hende før hun luntede ud i uvejret igen og fortsatte hen over pladsen.

I et enorm lysglimt, dukker Akito op.
Blodet drypper ned fra hans ansigt og det åbne sår ned over hans bare brystkasse. Han husker ikke meget om hvor han har været, eller hvor han er på vej hen, så han går bare hvileløst omkring.
Hans isblå øjne skinner kraftigt i mørket, han betragter Renatika med et dystert blik, det er længe siden han har set noget levende.
han blotter sine kridthvide skarpe hjørnetænder. Hans mave knurrer efter kød, og måske kunne denne pige være offer for hans sult, men kun måske.
Han bevæger sig lydløst efter hende, i håb om ikke at blive opdaget.

Et eller andet gør at det løber koldt ned af ryggen på Renatika.
Normalt er det ikke det helt store. Trods alt står hun midt ude i en meget kold regnbyge, men der er alligevel noget slående ubekvemt over den måde hårene rejser sig i nakken på hende under de mange lag våde tøj, og pigen gør brat holdt midt i et skridt. Hvis der er noget hun har lært i løbet af sit liv, så er det at lytte til sine instinkter. Måske ikke ligefrem stole på dem, men i hvert fald give dem en chance og høre hvad de har at sige. De få gange hvor hun har ignoreret dem og gjort dumme ting som for eksempel at stoppe op for at hjælpe nogen mens der er et rovdyr lige i hælene på hende er tingene ikke endt godt. Og hun har en ubehagelig fornemmelse af at hvis hun fortsætter videre ned af den dunkle plads er der et eller andet der kunne springe på hende uden varsel.
I stedet står hun i et kort øjeblik helt, helt stille og forsøger at lytte igennem regnen.
Var der ikke et eller andet der lyste? Et eller andet i baghovedet på hende siger at der helt bestemt var et hvidt lysglimt at skimte ud af øjenkrogen, men pigen selv kan ikke regne ud om det virkelig er sandt eller bare hendes hjerne der forsøger at spille et puds med hende. Igen. Det sker oftere og oftere på det seneste.
Langsomt lader hun sit blik glide hele vejen rundt omkring sig, søgende efter noget malplaceret på den lille plads, knugende de tunge hestesko ind til sin krop. Instinktivt falmer hun med den ene hånd efter sin kniv og kommer i tanke om at hun mistede den flere måneder siden. Et lavmælt bandeord sniger sig hen over hendes læber.
Nej. Måske er hun bare fjollet. Måske er der slet intet at finde i regnen, og måske burde hun bare skynde sig at få bragt de varer hen til den gård så hun kan få sine rav og et godt måltid mad og muligvis noget alkohol og en varm seng at sove i. Måske er verden for en gangs skyld ikke ude efter hende. Hun burde nok i virkeligheden bare gøre det hun er bedst til, skride derfra så hurtigt som muligt og finde et trygt sted at gemme sig.
Selvfølgelig bliver hun stående hvor hun er.
"Hallo?" kommer det halvhøjt fra hende, "Er der nogen?"

Akito brummer lavt, hvorefter han siger: "Jamen hej unge frøken.. hvad bringer dem herud i sådan et forfærdeligt vejr?"
Hans stemme er rolig og dyb, umiddelbart virker den venlig.
Han træder ud af skyggerne med et smil om læberne, hans øjne skinner op i regnen.
hans hår hænger vådt ned langs hans ansigt, og den lange fletning hænger ned over hans mave. Såret på hans mave bløder kraftigt, også selvom regnen skyller det meste væk.