Hauru sidder midt i lysningen, som sædvanlig lænet op af et træ. Det ene ben er trukket op under ham, og armen ligger hvilende på knæet. Han har for en gang skyld været i bad, så alle blodpletter og jord der har siddet på hans barer overkrop er forsvundet. Hans hår sidder næsten som det skal, bortset fra nogle få totter. Det eneste på ham der ikke ser helt pænt ud, er hans sorte bukser, der stadig er bedækket med det ene og det andet.

Hauru mener selv han har haft en lang og hård dag. Men det eneste han sådan set har fået opnået, er at få jaget, så han ikke længere er sulten. Og for Hauru er det en stor bedrift i sig selv. Specielt fordi han som regel altid bare charmerer sig ind på folk, for derefter at bide dem. Denne gang skulle det gøres på den gammeldags måde. Derfor sidder Hauru nu og slapper af, med hovedet lænet mod træet, og øjnene lukket.

De sidste par dage havde næsten sneglet sig afsted, igen måtte Xaphan finde på noget at lave. Dog havde han ikke den helt store lyst til at have de helt store slåskampe i dag. Egentlig lå det jo lidt til ham at det skulle ske før eller siden. Man var jo ikke Lysets kriger for ingen ting. Hvad der var rigtigt var rigtigt, og hvad der var forkert skulle man jo egentlig have en straf for.

Det var ved at være længe siden han havde mødt en mørkets kriger, heldigvis da! Måske var de bare krøbet under jorden og bare ventede på at en ny herre skulle tage over, eller måske samlede de kræfter til at vælte dronningen. Han var slet ikke sikker på noget som helst, og lige nu anede han slet ikke noget som helst. Han var da glad for at han ikke havde set nogle men spørgsmålet var jo bare hvor længe det skete.

Vingerne baskede så meget de kunne og drev Xaphan fremad. Han var henne over lysningen og lod sit blik gå lidt rundt. Han var egentlig også begyndt at blive lidt sulten. Måske han skulle... Nej det var jo ikke lige frem fordi han var særlig god til at lave mad, men man kunne altid blive bedre! Eller man kunne ihvertfald prøve på at blive det! Han rettede sig lidt op og lod sit blik glide ud over horisonten, dog rettede han blikket ned imod skoven og begyndte langsomt at flyve der ned af. Jo tættere på han kom, jo mere samlede han sine vinger grundet træernes bevoksning. Han tog fat i en af grenene på de nærmeste træer og samlede sine vinger helt. Så var det bare med at komme ned uden at komme for meget til skade. Hvad han ikke havde set var at Hauru sad lige nede under ham.

Hauru sidder længe og halvsover. Egentlig burde han næsten rejse sig. Eftersom han havde siddet der i rimelig lang tid, var hans bagdel begyndt at sove. Og selvom Hauru var vant til at sove nogle mærkelige steder, var et træ ikke det bedste valg som ryglæn. Alligevel vælger han at blive siddende bare lidt endnu.

Da Hauru efter sin lange middagslur hører en velkendt lyd oppefra, åbner han øjnene og vender blikket. Han lægger ikke mærke til noget med det samme, men da han ser Xaphan oppe i selv samme træ han selv har siddet ved, kommer han hurtigt på benene. Som sædvanligt ikke på en særlig elegant måde. Han går et par skridt væk fra træet, men bliver ved med at holde blikket på Xaphan. Et tungt suk kommer fra ham.
"Åh nej," kommer det mumlende.

Ærlig talt ved Hauru ikke helt hvordan han skal reagere. Indtil videre står han bare og stirre. Men på et eller andet tidspunkt ville Xaphan lægge mærke til ham, og så skulle han faktisk til at være social. Hvilket bestemt ikke var Hauru's stærke side.

Xaphan nåede endelig ned på jorden og kiggede lidt ned i jorden, han var ikke kommet til skade selvom det kunne have været sket! Et suk kom bag ham og han vendte sig om. Han kiggede lidt på Hauru og himlede kort med øjne. "Der er da et velkendt ansigt man ikke har set længe. Siden hvornår har man bragt sådan et syn på disse kanter. Lad mig se..." han lod en enkelt finger gå op på læben og han tænkte sig kort om. "Nå det er også lige meget. Det er dog et ansigt man aldrig glemmer. Hvornår er det sidst man har set det ansigt. Det er vel et par hundrede år siden tror jeg?" han nikkede lidt for sig selv og bevægede sig hen imod Hauru og nikkede kort for sig selv.
Hans vinger var stadig samlet og han lod sit blik bevæge sig lidt op og ned af ham inden han bevægede sig rundt om ham. "Tja ændret dig har du ikke, ikke fordi jeg tror du nogen sinde kommer til det" han trak kort på skuldrende og kort efter lidt på smilebåndet.

Hauru holdte fast blikket på Xaphan, mens han talte. Han lægger hovedet en anelse på skrå og smiler lidt for sig selv.
"Et par hundrede år..." kommer det lavt, bekræftende fra ham, mens han nikker let.
".. Jeg har jo forsøgt at holde mig væk fra dig i al den tid. Og det var sjovt så længe det varede," fortsætter han kort efter, og et stort og selvglad smil kommer frem på hans læber.

Hauru følger Xaphan med blikket, da han begynder at bevæge sig rundt om ham. Han hæver let det ene øjenbryn.
"Skal du altid være så.... Flabet? Og irriterende," spørger han kort. Egentlig ikke fordi han forventer at få et svar fra Xaphan, men Hauru var da selv overbevidst om at han havde ændret sig. Nok bare ikke til det bedre.