"Det gør mig glad at høre, men jeg vil dog gerne holde mig selv ved lige, hvordan skal jeg ellers holde dig sikker." Han sagde det sidste med et skævt smil og han blinkede også til hende. Han vidste jo godt at hun havde lidt imod at blive beskyttet, men han ville ikke stoppe med at beskytte hende. ikke så længe han trak vejret og hans hjerte slog.

"Ja det lyder skønt, har savnet min hånd i snart 8 år jo, tænk på alle de ting jeg kunne igen, jage med bue... Bruge et ordentligt spyd. Vise hvisse teknikker med et skjold." Alt han sagde var sjovt nok i forhold til kamp da det var det han brugte al hans tid på. Det var ikke underligt når man tænkte over det. "Og knappe mine egne knapper selvfølgelig også!" Han grinede over det han lige tilføjede.

Astrid trak på smilebåndet og himlede let med øjnene, som han nævnte at beskytte hende. ”Så må du hellere komme i sving,” smågrinte hun, som hun prøvede at spøge med at der skulle meget til, for at hun kunne være i sikkerhed. Han ville sikkert kunne finde rigeligt med muligheder for at kunne beskytte hende fra et eller andet.

Smilet blev kun større af at høre hvordan han drømmende fortalte om hvad det ville ændre for ham at have en ekstra hånd. Det virkede i hvert fald til at han så frem til det – hun var i hvert fald overbevist om at han en dag ville få sådan en magisk protese – måske endda fra hende af. ”Ej hvad skal jeg så lave,” små grinte hun og hev sit hår frem foran sin skulder, for at binde knuderne i håret op. Da hun var i gang med den sidste knude, hørte hun en banken på dørkammen og så straks op.

”Prinsesse Isenwald. Prins Erneyll.” lød det kort nejende fra tjenestepigen der stod i døråbningen. ”Karretten er ved at være pakket, vi kan tage af sted så snart De er klar,” fortalte hun inden hun nejede igen og forsvandt ud af dørkammen, måske for at pakke noget mere.

Astrid gav et langtrukkent suk fra sig og så over mod Alaric, ”Det er ved at være tid til at sige farvel,” lød det lettere bedrøvet fra hende. Hun gad virkelig ikke tage hjem til alle pligterne og alle de høflige tjenestefolk og adelsfolk der begav sig om Isenborg.

"Jeg skal nok give mig i kast med træningen med det samme!" Han grinede bare med hende, det hele var endeligt ved at virke normalt igen. Han skulle da ikke skuffe denne prinsesse der stod foran ham, med ikke at kunne beskytte hende ordentligt når situationen kom hvor det blev nødvendigt.

Han kunne ikke andet end at grine let som hun sukkende påstod at hun ikke ville have noget at lave hvis han selv kunne knappe hans knapper, og han lænede sig en anelse frem før han lavt hviskede til hende. "Åbne dem selvfølgelig?" Han smilede flabet til hende, og rettede sig hurtigt op da han hørte bankenen på dørkarmen. Han håbede ikke Maria havde hørt eller set det der lige var sket.

Han nikkede til Maria og stod så ellers bare og kiggede på Astrid da hun sagde at det var tid til at sige farvel. Han vidste at de ikke ville kunne sige ordentligt farvel som han ville ønske, på andre tidspunkt end nu. "Ja det må vi vel." Han greb Astrids hånd, hev hende ind til sig og lagde armen om hende. Han så hende dybt i øjnene, og kyssede hende så blidt og dybt i bare nogle få sekunder før han slap hende. "Jeg vil se frem til vores næste møde." Han smilede til hende mens han langsomt slap hende.

Astrid rystede bare let på hovedet, samtidig med at hun smilede til Alaric. Der var virkelig intet hun kunne gøre for at stoppe ham fra at ville være sikker på hun var i sikkerhed.

Da Alaric lænede sig ind mod hende og hviskede, begyndte hendes kinder at rødme. Hun nåede dog ikke at kunne svare før Maria stod i dørkammen. Maria havde højst sandsynligt tydeligt set at Astrids kinder var lidt varme, men hun kommenterede slet ikke noget til det. Hun havde kun afbrudt dem med meddelelsen før hun gik.

Astrid nåede lige at blive færdig med den sidste knude i håret, inden han trak hende ind til sig. Det lange, tykke, sorte hår faldt ned fra hendes skulder, som hun kom tættere på ham. Astrid selv lagde den ene hånd blidt mod hans nakke, og den anden lidt fast mod hans skulderåg. Hun gengældte det dybe, intime blik, som han gav hende før hun samtidig med ham, lod hans læber møde hendes. Hun havde ikke lyst til at afslutte kysset lige nu – hun havde såmænd slet ikke lyst til at forlade ham overhoved… Og hvad hvis han blev angrebet i mellemtiden af flere elvere? ”Jeg vil se også se frem til vores næsten møde,” lød det lavt fra hende, inden hun gav ham et blidt lille lys og trak sig væk.

Astrid begyndte at forlade rummet, men da hun nåede dørkammen, stoppede hun, så sig tilbage og da deres blikke mødtes sendte hun ham et blidt smil, ”Pas på jer dig selv til vi ses igen,” lød det fra det stadig let kulørte ansigt. Hun håbede virkelig ikke han ville komme med flere skader næste gang de mødtes. Hun håbede virkelig ikke, at han kom ud for alle de ting alene, som de var blevet udsat for sammen. Hun var sikker på han ville klare sig, men hun ønskede det stadigvæk ikke for ham.

Hun så derefter væk og begav sig ud til Maria. ”Alt er klart, Deres Højhed,” lød det fra tjenestepigen. Astrid nikkede blot og begav sig langsomt ind i karretten. Da hun stod på det første trin, så hun sig endnu engang tilbage, før hun tog de sidste trin ind. Hun var hurtig om at sætte sig ved vinduet, så hun kunne se ud til Alaric, hvis han var tilstede. Det varede dog ikke længe før Maria havde sat sig, kusken havde lukket og låst døren, og de drog afsted. Tilbage til Medanien.

Han nød det sidste farvel han gav hende, det var rart, men han ville ønske det ikke var nødvendigt at sige farvel. Han kiggede roligt på Astrid som hun sagde hun også ville glæde sig til deres næste møde, og et smil spredte sig bredt over hans læber. Da hun sagde han skulle passe på sig selv smilede han igen. "I lige måde Astrid, pas på dig selv." 

Alaric fulgte med Astrid ud til Kareten. Han ville se hende det sidste han kunne inden de skulle vente næsten en måned for at mødes igen. Han havde ikke tænkt at ventetider kunne virke så lange som det virkede lige nu. Han vinkede til Astrid som han kunne se hende i vinduet, og han gik indenfor da kareten var ude af syne.