Han ser direkte forskrækket ud, da hun driller ham.
"Tilgiv mig, miss, det var ikke ment på den måde," mumler han og tager bevidst kurven fra hende. Det gør tydeligvis ondt på ham, og han brugte ikke sine brækkede ribben som undskyldning. Men han bidder smerten i sig og går med rank ryg ved siden af hende.
"De besværer mig ikke, jeg er kun glad for at kunne være til hjælp," siger han en smule stakåndet af smerten, og der kommer små svedperler frem på hans pande. Nej, det var vitterligt ikke en undskyldning, tænkte han bittert og var ked af, hun havde opfattet det sådan. Han var en gentleman trods alt, og han burde end ikke have tøvet med at tage kurven, smerter eller ej, tænkte han hårdt ved sig selv.

Morgana rullede med øjnene over Georges reaktion til hendes drillerier. Hun havde helt glemt hvor nærtagende de finere folk kunne være!
Der viste sig dog et glimt af omsorg da han samlede kurven op og det tydeligvis smertede ham. "Er De udkørt efter at have brugt Deres evner?" spurgte hun en anelse akavet. Hun havde hørt at det kunne tage utroligt meget på kræfterne at bruge magiske evner. Hun havde dog også hørt at det var noget man skulle prøve for at forstå ordenligt. Men hvad kunne Morgana også vide om det? Hun havde jo ingen sådan kræfter... hvertfald ikke hvad hun viste af.
"Hvis det smerter dig, så lad da mig ta' den..."

Han forsøger ikke at lade sig mærke med hendes rullen med øjnene, selvom det gør ham en smule bedrøvet.
"nej ikke mine evner, hvis det da bare var det," puster han, "Som jeg sagde har jeg brækket et par ribben ..." Han er ved at tabe kurven og er tvunget til at sætte den fra sig. "Jeg beklager virkelig," puster han og tager sig til brystkassen i den ene side, "Det er ikke fordi jeg ikke vil gøre Dem den tjeneste, det må De ikke tro." Han har lyst til at bande højt og længe over sin egen svaghed, men gør det ikke da der er andre til stede - og endda en dame. Efter at have fået pusten igen, finder han sit lommetørklæde frem og tører sveden af panden, før han lader en slyngplante gro op ad jorden med et vink med en hånd, så den kan tage kurven for ham.

Morgana rystede en anelse på hoved for sig selv, og gik hen til Georges side hvor hun rakte ham en hjælpende hånd. "Ingen grund til at beklage. Hvis De havde gjort det der fra starten, i stedet for at lege helt så havde De slet ikke behøvet lide sådan" sagde hun i en mildere tone med et nik til slyngplanten. Hendes ord havde ikke været ondt ment, men hun glemte fra tid til anden at 'det bedre borgerskab' havde en markant anden omgangstone. Havde hun virkelig været på søen så længe at det hele var ved at smelte en anelse sammen?

Om det var Georges venlighed der smittede af, eller om hun bare havde slået hoved viste hun ikke, men ikke desto mindre tog hun kurven fra slyngplanten, og svang den op på ryggen. "Spar De hellere på kræfterne. De skal jo også nå hjem i nat" sagde hun, og lød næsten omsorgsfuld. Hun rystede på hoved af sig selv endnu en gang. Hvad helvede gik der af hende?!

Hendes kommentar fik ham til at skære en grimasse, der endte i et bedrøvet smil.
"Jeg ved det, men det kræver mere koncentration end som så at få dem til at arbejde sammen, og jeg ønskede ikke at flytte mit fokus over på det," forklarede han og sukkede tungt. "Desuden," tilføjede han med et skævt smil og søgte hendes blik, "er der ikke meget helt i at bære en kurv. Kun almindelig høflighed." George havde været for meget sammen med folk uden for sin egen stand til at reagere på tonen i hendes stemme. Han forstod godt, hun ikke havde ment det ondt, og det var alt, der betød noget for ham lige nu.

Han så til, mens hun svang kurven på ryggen, tydeligvis ikke helt tilfreds med situationen. HVis bare han ikke havde haft de forbandede ribben brækket af den idiot, havde han ikke lignet en idiot selv i dette øjeblik. Han hadede sig selv for sin fysiske svaghed. Havde det ikke været for skaden, havde han sagtens kunnet bære kurven for hende, ja han ville have kunent tage to for den sags skyld, men som det var nu kunne han kun hjælpeløst se til, mens hun slæbte og han var fri til at spankulere rundt som en anden præmiehest for fin til at bære sin rytter. Han hadede sin egen sammenligning, men det var ikke desto mindre sådan, han følte sig lige nu.

Hendes ord fik ham ud af de dystre tanker, og han smilede teknemmelig for hendes omsorg, der faktisk kom en smule bag på ham.
"Det skal jeg nu nok komme alligevel," sagde han forsikrende og så hende ryste på hovedet af sig selv. Så hun overraskede måske sig selv i lige så høj grad som ham, tænkte han forundret, men valgte ikke at sige noget om det.

Der kom et svagt, anstrengt grynt fra Morgana mens hun fik bakset kurven ordenligt på plads. "'Almindelig højlighed' er ikke så almindelig som man skulle tro" kommenterede hun henkastet. Hun havde hvertfald aldrig mødt en mand der frivilligt ville slæbe for det, uden at forvente noget igen.. Indtil nu. Hun viste ikke helt hvad hun skulle gøre med det, men hun var begyndt at tro at George måske ikke havde nogle saftige bagtanker, men faktisk bare ville hjælpe, hvor ufatteligt det end virkede.

"Godt.." sluttede hun kort af, inden hun vendte sig væk fra ham igen "Vi må hellere komme afsted" tilføjede hun hurtigt og begyndte at gå, mens hun bed sig en anelse i læben. Han ville hjælpe hende tilbage til skibet, og så ville hun aldrig se ham igen, nogensinde. Så kunne der da ikke ske noget ved at vise en smule venlighed tilbage? Det prøvede hun hvertfald ihærdigt at overbevise sig selv om, og med nogen success.
Inden morgenen gryede ville hun være tilbage på skibet med den gamle gniger, og så ville det ikke tage lang tid at glemme alt om gentelmanden George og hans unormale venlighed.

Den anstrengte lyd fik det til at krympe sig i ham, og han forbandede nok en gang sine egne svagheder langt væk. Selvfølgelig skulle han ikke være på toppen, når han endelig fik brug for at være det. Situationen behagede ham slet ikke, og han følte sig temmelig ussel over bare at lade hende slæbe på den måde.
"Nej, det er det vist desværre ikke," sukkede han beklagende og slog ud med begge hænder, "Men man kan vel altid håbe, det vil vende sig til det bedre - meget andet er der ikke at gøre, er jeg bange for." Et bedrøvet smil fandt sin vej imod hende i følgeskab af et lige så beklagende blik. Det var altid trist at møde et menneske der ikke kendte til det fænomen, han betragtede som almen høflighed. Desværre var der rigtigt mange af dem i Krystallandet, og det skete temmelig tit. Han havde sågar mødt folk, der var blevet fjendtligt indstillede overfor ham, da han forsøgte at være venlig, og halvvejs havde slået ham ihjel som betaling, fordi de ikke kunne tro deres eget held. Det var et dystert aspekt af verden, George desværre mødte flere gange om ugen - nogle gange flere gange om dagen.

Han nikkede enig til hendes stumpe svar, før han fulgte hende, da hun begyndte at gå. Han passede sine ellers noget lange skridt ind efter hendes, mens han spekulerede som en gal over en måde at fragte kurven på på en lettere måde. Hvor langt, de skulle, var han ikke klar over, men han kunne forestille sig, der var en god bid vej, og terænnet var ujævnt under dem. Hjul ville ikke hjælpe det mindste lige nu. Han forsøgte at forestille sig en form for bæresele, han kunne spænde om sig selv, så han undgik at presse på ribbenene, men det ville ikke hjælpe det store, da han stadig ville skulle stå oprejst med vægten.
Diskret gled hans blik over de golde omgivelser. Havde der så bare været en gård, hvor han havde kunnet leje en hest eller et muldyr, havde problemet været løst, men der var så øde, det heller ikke var en mulighed.

Han vidste intet om hendes egne spekulationer om hvorvidt hun kunne tillade sig at være venlig overfor ham, når nu de ikke skulle ses igen. Under alle omstændigheder var han både glad og også en smule overrasket over, hun faktisk var så god over for ham, som hun var. Det var ikke just det rygte pirater havde, og selvom den éne pirat han før havde mødt, havde vist sig at have en smule opdragelse, når det kom til stykket, havde han stadigvæk et andet billede af en pirat i sit hoved. Ikke at han nærrede stærke fordomme imod nogen sådan for alvor, men folk havde dog ofte en ide om andre folks opførsel, når man havde lyttet til historier og sagn, som George nu en gang havde gjort meget i som yngre.

De tilbagelagde det meste af turen derfra i stilhed. Morganas tanker bevægede sig hurtigt væk fra George, og hen til hendes byrde. Der var intet som en smule hårdt, fysisk arbejde der kunne få tankerne fra, ja stort set hvad som helst!
Mens de gik holdt Morgana øje med klippekanten, på jagt efter et bedre sted at komme tilbage ned til vandet. Derfra ville det være en smal sag at svømme ud med kurven, og få den gamle gubbe til at samle hende op i skibet.

Heldet var dog ikke med hende, og de nåde hele vejen tilbage til det første træ, uden at finde et bedre nedgangspunkt. På det tidspunkt var solen forsvundet i horisonten, og erstattet af en klar fuldmåne.

"Det lader til det her nok er det bedste sted" kommenterede hun lidt anstrengt og svang kurven af ryggen med et lettet suk.

((Jeg tillader mig at skippe et stykke frem. Hvis George bliver snaksaglig undervejs, så modsiger du bare min post :P))

Selvom George forsøgte at komme på noget at sige, var det som om, hendes indsynken i sine egne tanker og koncentrationen om kurven afholdt ham fra at tale. Han bemærkede ikke rigtigt hendes blik mod klippekanten, ellers havde han nok regnet ud hvad, hun tænkte på, og han ville have kunnet bruge sine evner til at få dem ned. Men som det var, tænkte han ikke på, hun kunne have i tankerne at svømme hele vejen ud til skibet med en pokkers tung kurv. Den ville højst sandsynlig trække hende til bunds, men han kunne selvfølgelig altid kreere nogle luftblærer til at bære den og hende derud. Men som sagt gik hans tanker ikke helt i den retning.

På trods af månens stråler, var der ikke meget lys til at se hvor, man satte fødderne i det forædderiske terræn, og han løftede derfor sin hånd op i vinkel ud fra hoften og lod energierne bølge ud gennem den, så det stærke, hvide lys oplyste grunden under dem. Det kostede ham en del kræfter, men han sagde ikke noget om det til hende. Han ville ikke virke svagere end han allerede var, og selvom den energi, han brugte til at lyse vej med, var hans egen livskraft, var han for stolt et menneske til at sige noget om det.

"Det bedste sted?" kommenterede han spørgende og betragtede hende med et tænksomt udtryk, mens han lod energiens lys dø ud. Et lydløst suk undslap ham, det var virkelig en lettelse. Nok en gang skød dårlig samvittighed gennem ham. At hun skulle have båret den så langt... For pokker, han skulle bare have groet et træ op til hende til at starte med, det havde været meget lettere, selvom frugten måske ikke havde haft helt den samme smag.

Morgana sendte ham et taknemmeligt blik da han oplyste vejen for dem. På det tidspunkt havde hun allerede erhvervet sig et par skrammer på fødderne, men lyset hjalp hende med at undgå de værste kanter, så hun ikke fik revet fødderne til blods.

Efter at have sat kurven fra sig, strakte hun sig godt ud mens hun svarede "Til at komme ned igen selvfølgelig! Jeg skal nå tilbage til skibet inden tidevandet begynder at trække ind igen, eller sejler den gamle stodder bare uden mig!" sagde hun med et let grin. Ikke at hun troede den gamle stodder ville gøre alvor af sine trusler, men det kunne blive et problem hvis tidevandet trak ham for langt ind.
Hun rullede en smule med skuldrene "Æblerne flyder heldigvis, så dem kan vi bare kaste ud over, og med dit lys skulle det være en smal sag at kravle ned her" tilføjede hun og vendte blikket ud mod skrænten. Hvis hun gik ud forbi træet her, burde hun kunne kaste kurven så langt ud at æblerne ikke ville blive mast mod klipperne. Et slat af dem ville nok nå at sejle væk inden hun nåde derned, bevares, men det ville stadig være mere end rigeligt tilbage.

George må snart til at lære at se på en kvindes fødder - det er den tredje kvinde på en måned der får skrammet fødderne uden han bemærker noget som helst, og havde han vidst det, ville han være ekstremt flov.

Hendes ord slog ham nu som en selvfølge, og han følte sig lidt dum over ikke at have tænkt så langt. I det mindste lod hun ikke til at tage ham det ilde op.
Han så på hende en smule skeptisk et øjeblik og gik hen til kanten, hvor man dårligt kunne se noget for mørket. Han sendte en energikugle derned, og den lyste op på en temmelig forrædderisk strækning. Aldrig i livet om han ville tillade, hun klatrede ned sådan et sted! Temmelig brat rettede han sig op igen og trådte et skridt tilbage ind på fast grund, mens hun talte igen.

"Dét kan jeg trods alt gøre nemmere!" sagde han roligt og smilede venligt, før han strakte armene frem et øjeblik, så ærmerne gled let op og frigav hans hænder og slanke håndled, og han lknælede derefter ned og begravede fingrene i mellem småstenene og jorden uden at ænse de småskrammer, han fik herved. Med lukkede øjne gennemsøgte han grunden for passende steder, og snart hørtes lyden hele vejen ned ad småsten og klippestykker, der raslede ned langs siden af klippen, mens stærke slyngplanter skød ud fra den både op og ned og ind mod hinanden, mens de flettede sig sammen til en solid stige.

Da den var færdig rettede han sig op med et lille suk, børstede sine hænder og gik i gang med at producere et langt reb af flettede slyngplanter, der voksede ud direkte af hans hænder. Hans bryn var rynket i koncentration, mens rebet groede sig længere og længere, indtil han var tilfreds.
Dernæst greb han om rebet og slyngede det over en solid gren i det nærmeste træ, før han bandt enden fast i kurven og dernæst så mod hende.

"Udmærket, så burde vi være klar. De kan blot benytte Dem af stigen; det her burde jeg kunne klare for Dem!" Han smilede en smule bedre tilpas end han havde følt sig hidtil med hele denne affære med kurven. Stadig med rebet groende ud af sin håndflade, skubbede han kurven ud over kanten og stod imod, indtil kurven faldt til ro og holdt op med at dingle for meget. Han stod imod med hele sin kropsvægt, vægten fra kurven stadig trækkende hårdt i hans ribben, men han lod sig ikke mærke. Han koncentrerede sig nu om at lade rebet fortsætte sin vækst, og langsomt dinglede kurven ned langs siden af klippen.

For hende måtte det være et underligt syn, og for George selv, var følelsen underlig. HAn følte i forlængelse med rebet, han lavede, kunne næsten mærke hvordan det sled mod grenen i træet på sin vej, og det føltes lige så sært, som det måtte se ud. Men han tog sig ikke meget af det lige nu; havde ikke koncentration nok til det, for udover at fokusere om at lade rebet gro længere, skulle han samtidig modvirke vægten fra kurven og sørge for, det ikke gik så hurtigt, at kurven stødte mod en klippesats og tippede over.

Morgana lagde armene over kors mens George udførte sin plan, og hendes smil blev kun bredere. "Se det var smart!" kommenterede hun, og hjalp til med at binde kurven fast samt at få den udover kanten.
Morgana måtte dog erkende at en ligende ide havde strejfet hende, men hun havde slet ikke troet han ville have kræfter nok til at hjælpe til med andet end opmuntrende ord og lidt lys. Igen var det lykkedes en med magisk kunden at forbløffe hende, netop som hun troede hun havde set det hele.

"Ja, så er det vel på tide jeg takker af" takkede hun af, inden hun forsvandt udover kanten, og ned af lian-stigen. Hun fik forbløffende hurtigt forseret stigen, der mindede meget om et skibs rebning, og stillede sig op under kurven. Da den nåde så langt ned så hun kunne få fat i den, hjalp hun den det sidste stykke, satte den fra sig og bandt slyngplante-rebet op igen.

"Tak for det hele!" råbte hun tilbage op til ham mens hun klargjorde kurven til svømmeturen. "Ha' et godt liv!" tilføjede hun til sidst, inden hun kastede et sidste blik på hans silluette der tånede sig over hende, mørk mod nattehimmelen. Med et kort vink vendte hun sig mod havet. Det ville ikke blive nogen fornøjelsestur, men tages det skulle den! Med et tungt suk satte hun den ene fod foran den anden, og forsvandt ud i vandet mørke.

//OUT med mindre du har mere

Det smil, der bredte sig over hendes ansigt glædede ham en del, og hendes kommentar gav ham ikke så lidt af et seltillidsboost. Han havde ikke selv været helt klar over, om han kunne klare det, men nu havde han besluttet sig for det, og så ville han gøre sit bedste, selvom det hev og sled i hans krop.

George var en kløgtig mand, og ideen her havde ikke taget ham lang tid at forme. Den største problem-faktor var hans kræfter, men han mente at have taget højde for dem.

"God tur ned," fik han sagt en smule anstrengt, da hun svingede sig ud over kanten, og han holdt sin maske på plads, til hun var ude af syne, hvorefter den hastigt krakkelerede og udmattelse og anstrengelse tydeligt stod malet i hans ansigt. Han satte tænderne hårdt i læben og fortsatte arbejdet med øjnene lukket fast i, indtil han kunne mærke, hun fangede kurven. Hans bevægelser blev mere varsomme, og han ændrede fodstilling for ikke at falde, da hun bandt kurven løs,og da han var fri for vægten, slap et lettelsens suk fra ham. Rystende over hele kroppen lænede han sig med den ene arm mod træet og så ned i mørket mod hende. Han ville gerne have lavet hende en manøvredygtig båd også, men lige nu havde han bare ikke kræfter til det.

Han kunne knapt få øje på hende dernede, men hørte hendes ord, der fik et udmattet, tilfreds smil frem på hans læber.
"Selv tak, miss," svarede han igen og kæmpede for ikke at lade udmattelsen tone igennem.
"I lige måde, og god vind!" Langt under sig hørte han den pladskende lyd, da hun trådte ud i vandet, og han bakkede væk fra kanten og faldt over en lille sten. Han var for udmattet til at tage fra og landede bare på ryggen med den ene arm ind over brystet. Hans hånd smertede forfærdeligt, hvor rebet strakte sig ud af ham, og der gik et øjeblik, før han havde kræfter nok til at begynde at absorbere planten igen. Det tog længere tid end normalt, men det gav ham dog en smule af kræfterne tilbage. Lige nok til at komme på benene og begynde en usikker stavren hjemover. Bare der ikke var nogen derude, der ville finde det morsomt at overfalde ham - igen.

//out